Kultur-, Fritids-, Turismeudvalget – Referat – 4. februar 2026


1. Godkendelse af dagsorden (B)

Beslutning

At 1: Godkendt. 

Kompetence

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget

 

Beslutningstema

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget skal godkende dagordenen.

 

Indstilling

Direktøren for Erhverv, Ejendomme og Teknik indstiller,

1. at Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget godkender dagsordenen

2. Kompetenceplan 2026-2029 (B)

Beslutning

At 1: Drøftet.

At 2: Indstilles til Byrådets godkendelse.


Kompetence

Byrådet.

 

Beslutningstema

De stående udvalg og Økonomiudvalget skal drøfte udkast til ny kompetenceplan og indstille eventuelle justeringer til byrådet. Udvalgenes indstillinger indarbejdes i en fælles sag til Byrådet. Kompetenceplanen supplerer styrelsesvedtægten ved at fastlægge, hvordan Byrådet delegerer beslutningskompetence til udvalg og administration.

 

Indstilling

Kommunaldirektøren indstiller,

1. at Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget drøfter udkast til kompetenceplan for udvalgets område. 

2. at Byrådet godkender kompetenceplan 2026-2029.

 

Sagens indhold

Baggrund
Byrådet har det overordnede ansvar for kommunens opgaver og kan i princippet træffe afgørelse i enhver sag, der vedrører kommunen. I praksis vil mange beslutninger være delegeret til udvalgene eller til administrationen.

Styrelsesvedtægten fastlægger den politiske organisering, udvalgsstruktur og de overordnede rammer for opgave- og ansvarsfordeling. Kompetenceplanen skal sammenholdt med styrelsesvedtægten ses som et samlet udtryk for delegationerne af beslutningskompetence i kommunen og forholder sig også til, hvilke niveauer der skal orienteres om en beslutning.

Erfaringsmæssigt kan der opstå sager, som ikke er beskrevet i kompetenceplanen. I de tilfælde bliver det med udgangspunkt i lovgivningen og sagernes karakter vurderet, om sagerne skal behandles administrativt eller politisk. Skal sagerne behandles politisk vil kompetencen ligge i Byrådet ud fra devisen, at kompetencen ikke er delegeret til et udvalg/administrationen.

Kompetenceplanen er udformet på baggrund af den praksis, som har fundet sted den seneste valgperiode, samt anbefalinger til ændringer af praksis med henblik på at ensarte kompetencefordelingen på tværs af politisk og administrativt niveau.

Som udgangspunkt bliver styrelsesvedtægt og kompetenceplan opdateret og forelagt udvalgene og godkendt i byrådet ved opstart af en ny byrådsperiode.

Når kompetenceplanen er endeligt vedtaget af Byrådet, bortfalder alle delegationer, der ikke følger af kompetenceplanen og principperne herfor.

 

Metode og principper for ny kompetenceplan
I løbet af 2025 har administrationen gennemført en omfattende revision og forenkling af kompetenceplanen på tværs af alle fagområder. Arbejdet har haft til formål at skabe en mere overskuelig og ensartet kompetenceplan.

Revisionen har taget udgangspunkt i gældende lovgivning og kommende reformer, den nye styrelsesvedtægt samt praksis på de enkelte fagområder. Derudover har arbejdet med frisættelse og helhedstænkning betydning for udvikling af organisationen, hvilket også afspejles i revisionen af kompetenceplanen. 

Kompetenceplanen er udarbejdet efter følgende principper:

  • Styrelsesvedtægten er hoveddokumentet for fordeling af udvalgenes opgaver og ansvarsområder.

  • Byrådet har som udgangspunkt beslutningskompetence til kommunens politikker og strategier, takster samt fastsættelse af serviceniveau, medmindre andet er angivet i kompetenceplanen. 

  • Alle borgerrettede myndighedsopgaver under de stående udvalgs områder, daglig drift og administration af lovgivning inden for udvalgenes områder er som udgangspunkt delegeret til administrationen, medmindre andet er angivet i kompetenceplanen. 

  • Hvis et udvalg ønsker at beholde beslutningskompetencen for en konkret borgerrettet myndighedsopgave, skal det derfor fremgå af kompetenceplanen. Det samme gælder, hvis der findes opgaver, som lovgivningen kræver, at Byrådet selv træffer beslutning om.

  • Selvom der er udarbejdet en kompetenceplan, skal administrationen fra sag til sag vurdere, om sagen har et sådant politisk indhold, at den bør indbringes til politisk behandling. Kompetenceplanen påvirker ikke byrådsmedlemmernes rettigheder i forhold til initiativret og standsningsret.

Udvalgets behandling skal sikre, at kompetenceplanen er dækkende for udvalgets område. Udvalget skal i den forbindelse tage stilling til:

  • eventuelle politiske ønsker om undtagelser, samt

  • behov for orientering af udvalget i bestemte sagstyper.

 

Følgende bilag er vedlagt sagen:

  • Bilag 1A: Forside til samlet kompetenceplan 2026-2029

  • Bilag 1B: Forslag til kompetenceplan 2026-2029 (Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget)

  • Bilag 2: Slagelse Kommunes Styrelsesvedtægt 2026-2029

  • Bilag 3: Kompetenceplan 2022-2025

  • Bilag 4: Hvad er en kompetenceplan?

 

Særlige bemærkninger til Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget

Eksempler på borgerrettede myndighedsopgaver under udvalgets område er fx:

  • Godkendelse af puljeansøgninger på 50.000 kr. og derunder. 

  • Godkendelse af og tilsyn med folkeoplysende foreninger.

 

Retligt grundlag

  • Lov om kommunernes styrelse
  • Kommunens styrelsesvedtægt

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Efter behandling i de stående udvalg samler administrationen udvalgenes anbefalinger til kompetenceplanen i én fælles sag med henblik på godkendelse i Byrådet. 

Sagens forløb

02/02/2026 Klima- og Miljøudvalget

At 1: Drøftet.

At 2: Indstilles til Byrådets godkendelse med følgende bemærkninger:

Udvalget bemærker, jf. sagsfremstillingen, at selvom der er udarbejdet en kompetenceplan, skal administrationen fra sag til sag vurdere, om sagen har et sådant politisk indhold, at den bør indbringes til politisk behandling.

Udvalget indstiller følgende justeringer til Kompetenceplanen for Klima- og Miljøudvalget:

  • Bæredygtighedsstrategi er udvalget indstiller af.
  • Ejerstrategi for SK er udvalget indstiller af.
  • Vandindvindingsstrategi er udvalget indstiller af og Byrådet beslutter.
  • Klima- og Miljøudvalget indstiller miljøvurderinger/screening af planer, som hører under udvalget og enten Byråd eller Økonomiudvalg beslutter afhængig af projekt.
  • Afgørelser om miljøgodkendelser og revurdering af godkendelser af virksomheder efter kap. 5 i Miljøbeskyttelsesloven, vurderer administrationen om udvalget skal orienteres om og, afhængig af sagens principielle indhold, træffe beslutning om.
  • Afgørelse om tilladelser til udledning fra renseanlæg, virksomheder og regnvandsbetingede udløb, vurderer administrationen om udvalget skal orienteres om og, afhængig af sagens principielle indhold, træffe beslutning om.
  • Afgørelser om tilladelse til oplagring af forurenet jord, herunder også afgørelser om udspredning af forurenet jord, vurderer administrationen om udvalget skal orienteres om og, afhængig af sagens principielle indhold, træffe beslutning om.
  • Afgørelser om Kystbeskyttelsesprojekter, herunder afgørelser om partsfordeling, vedtægtsgodkendelser m.v., vurderer administrationen om udvalget skal orienteres om og, afhængig af sagens principielle indhold, træffe beslutning om
  • Udvalget samarbejder med Erhverv-, Udvikling- og Landdistriktsudvalget, om fordeling af Grøn Pulje.
  • Fastlæggelse af timepris for miljøtilsynsopgaver skal Klima- og Miljøudvalget indstille og byrådet beslutte.

Udvalget ønsker, at administrationen løbende er opmærksomme på at komme med forslag til administrationsgrundlag, så det er gennemsigtigt hvad hhv. administration og det politiske træffer beslutning om.

 

Thomas Clausen stemmer imod ovenstående indstilling.

 



Fraværende: Unnie L. B. Oldenburg
02/02/2026 Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget

At 1: Drøftet

At 2: Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget indstiller kompetenceplan 2026-2029 til Byrådets godkendelse.

Administrationens præsentation fra mødet vedhæftes referatet som bilag nr. 5


02/02/2026 Sundhedsudvalget

At 1: Drøftet

At 2: Indstilles til byrådets godkendelse


03/02/2026 Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget
Beslutning ikke frigivet
03/02/2026 Social- og Beskæftigelsesudvalget

At 1: Drøftet.

At 2: Indstilles til Byrådets godkendelse



Fraværende: Josh Bjørkman

3. Planlægning af mødeaktivitet (D)

Beslutning

At 1: Drøftet.

Præsentationen vedlægges referatet som bilag.




Kompetence

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget

 

Beslutningstema

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget skal drøfte planlægning af udvalgets mødeaktiviteter i 2026, herunder dialogmøder, temamøder, konferencer og studieture.

 

Indstilling

Direktøren for Erhverv, Ejendomme og Teknik indstiller,

1. at Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget drøfter og prioriterer udvalgets mødeaktivitet for 2026 med hensyntagen til udvalgets afsatte midler til mødeaktivitet generelt.

 

Sagens indhold


Som forberedelse til det politiske arbejde i 2026 skal alle fagudvalg drøfte mødeaktivitet ud over de ordinære udvalgsmøder, deltagelse i konferencer og planlægning af eventuel studietur.

Politisk mødekalender for 2026 blev politisk behandlet i december 2025.

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget skal drøfte følgende:

  • Ønsker til dialogmøder med hvilke interessenter og med hvilket indhold
  • Ønsker til emner for temamøder
  • Ønsker til deltagelse på konferencer (Bilag 1: oversigt over kendte konferencer)
  • Ønsker til studietur.

I forlængelse af denne drøftelse skal Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget drøfte prioriteringen af de midler, der er afsat til udvalgets deltagelse i konferencer, studieture, generel mødeforplejning og lignende.

Den økonomiske ramme for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalgets mødeaktivitet er beskrevet herunder. Rammen dækker al mødeaktivitet i udvalget.

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalgets egen pulje udgør i 2026 138.801 kr.

Udgifter til Kultur-, Fritids- og Turismeudvalgets  drift er forplejning til udvalgsmøder, dialogmøder og temamøder. Gennemsnitligt er der i 2025 brugt ca. 1.400 kr. til forplejning pr. møde inkl. dialogmøder og temamøder.

Deltagelse i KL-konference med 2 overnatninger forventes at koste ca. 11.000 kr. pr deltager (deltagergebyr, 2 middage, transport). Deltagelse i KL-konference af 1 dags varighed forventes at koste ca. 3.000 kr. pr. deltager.

Tilbud om konferencer i løbet af året
Administrationen modtager løbende tilbud om konferencer mv. målrettet kommunens stående udvalg. Udvalget skal drøfte hvordan disse håndteres. Administrationen anbefaler at disse konferencetilbud medtages under gensidig orientering, så hele Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget er orienteret om det.

 

Retligt grundlag

Kommunestyrelsesloven.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

På baggrund af udvalgets drøftelser fremlægges en sag på udvalgets møde i marts 2026 med henblik på konkret beslutning om aktiviteter, herunder planlægning af eventuel studietur, udvalgets deltagelse i konferencer samt dato, tidspunkt og deltagerkreds/emne for eventuelle tema- og dialogmøder.

4. Udpegning til Turismerådet (B)

Beslutning

At 1: Udvalget udpegede Helle Dalsgaard og Nicki Ottevig til turismerådet.

Udvalget ønsker, at Turismerådet igangsætter en evaluering af kommissoriet med fokus på rådets sammensætning, mødefrekvens mv. Udvalget har fokus på en bred geografisk repræsentation i Turismerådet.

Udvalget forelægges evalueringen efter Turismerådets første møde i 2026. 



Kompetence

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget

 

Beslutningstema

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget kan beslutte, hvilke 2 medlemmer fra Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget der skal repræsentere udvalget i Turismerådet.

 

Indstilling

Den konstituerede chef for Kultur, Fritid og Borgerservice indstiller,

1. at Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget beslutter, hvilke 2 medlemmer fra Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget der skal sidde i Turismerådet.

 

Sagens indhold

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget besluttede på udvalgsmødet den 2. juni 2022 at nedsætte et tværgående turismeråd bl.a. med henblik på at afprøve nye måder at tilgå samarbejdet med aktørerne på turismeområdet.

Den 7. december 2023 besluttede Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget kommissoriet for Turismerådet.

Turismerådet har til formål, jf. kommissoriet, at medvirke til et udvidet, mere struktureret og optimeret samarbejde mellem turistforeninger/-råd, Destination Sjælland, bykontorer, erhvervsforeninger og det politiske og administrative niveau i Slagelse Kommune.

Kommissoriet er vedlagt som bilag (bilag 1).

Sammensætning og organisering
Turismerådet er tværfagligt og repræsenteret ved både Destination Sjælland, turistforeninger, bykontorer, kommunens større kulturinstitutioner, erhvervsforeninger/Business Slagelse, Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget og administrationen.

Mødefrekvens
Turismerådet mødes 2 gange årligt eller oftere efter Turismerådets behov.

Forankring og kompetence
Turismerådet refererer til Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget.

 

Retligt grundlag

Kommunalfuldmagtsreglerne er en samlet betegnelse for de uskrevne regler (grundsætninger) om kommunernes ulovbestemte opgaver.

Slagelse Kommune kan lovligt efter kommunalfuldmagten varetage opgaver, der har til formål at fremme den lokale turismeudvikling generelt.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Tværgående konsekvenser

Andre relevante fagudvalg, fx Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget, vil blive orienteret om Turismerådets arbejde efter behov.

 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger.

Bilag
Bilag 1

5. Godkendelse af nyt kommissorium for Antvorskovudvalget 2026 (B)

Beslutning

At 1: Godkendt. 

Kompetence

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget.

 

Beslutningstema

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget kan godkende kommissoriet for Antvorskovudvalgets arbejde med validering af udviklings- og formidlingsscenariet, der kombinerer ’Mødestedet’ og ’Oplevelsesparken’. Valideringen skal afklare praktiske og økonomiske forudsætninger for scenariet.

 

Indstilling

Den konstituerede chef for Kultur, Fritid og Borgerservice indstiller,

1. at Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget godkender det nye kommissorium for Antvorskovudvalget

 

Sagens indhold

Det tidligere forløb (historik):
Ved Kultur-, Turisme- og Fritidsudvalgets møde d. 11. september 2024 blev det besluttet at genetablere Antvorskovudvalget (bilag 1) med henblik på at udarbejde forslag til fremtidig synliggørelse og formidling af Antvorskov Kloster- og Slotsruin. 

På baggrund af denne beslutning udviklede Antvorskovudvalget i samarbejde med den eksterne rådgiver, Seismonaut, tre skalerbare scenarier for udvikling og formidling af Antvorskovområdet. Udgangspunktet for de tre scenarier var, at de skulle tage afsæt i eksisterende forhold og være realistiske og realiserbare:

  1. Mødestedet: Et synligt og tilgængeligt sted ved E20, hvor besøgende og lokale kan opholde sig, få formidling om området via QR-koder og eventuelt oplade deres køretøj.
  2. Eventområdet: Et område til afholdelse af historiske og kulturelle begivenheder som Sankt Hans, fortælleaftener og teater. Aktiviteterne kan styrke lokal sammenhængskraft og identitet.
  3. Oplevelsesparken: En formidlingspark med for eksempel digitale installationer, lydvandringer, rekonstruktioner og rundvisninger. Henvender sig til blandt andre turister og skoleklasser.

Ud fra potentialeanalyse og realiserbarhed anbefalede Antvorskovudvalget at arbejde videre med en kombination af Mødestedet og Oplevelsesparken (bilag 2).

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget besluttede den 4. december 2025 at igangsætte en validering af dette scenarie. Valideringen skal afklare praktiske og økonomiske forudsætninger, herunder driftsmodel, adgangsforhold og samarbejde med private aktører.

Retningen for kommissoriet:
Antvorskovudvalget har i samarbejde med administrationen udarbejdet et nyt kommissorium (bilag 3). Kommissoriet har fokus på validering af udviklings- og formidlingsscenariet 'Mødestedet' koblet med 'Oplevelsespark', trinvis og skalerbar udvikling samt afsøgning af eksterne finansieringsmuligheder og samarbejdspartnere.

Administrationen vurderer, at det nye kommissorium giver Antvorskovudvalget rammer for at løfte den beskrevne opgave og formål inden for den afsatte resterende økonomiske ramme på 275.000 kr.

 

Retligt grundlag

Vedligeholdelsen og driften af den fredede, byggede kulturarv i kommunen samt kulturarvsmiljøer
er Slagelse Kommunes ansvar jf. Lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Der er afsat 500.000 kr. til Antvorskovudvalgets arbejde. Af disse er 225.000 kr. i 2025 anvendt til udviklingen af de tre scenarier. Valideringen gennemføres inden for den resterende økonomiske ramme på 275.000 kr. Eventuelt yderligere finansieringsbehov samt drift ved realisering af udviklingsscenariet vil kræve særskilt politisk stillingtagen.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Ved godkendelse af kommissoriet vil administrationen i samarbejde med Antvorskovudvalget igangsætte valideringen og afsøge relevante samarbejder og finansieringsmuligheder. Resultatet af valideringen forventes forelagt for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget medio 2026.

 

6. Anmodning om tilskud til renovering og vedligehold til fyrbåken "Koen" fra foreningen Fyrbåken "Koens" Venner (B)

Beslutning

At 1: Godkendt.

Kompetence

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget.

 

Beslutningstema

Foreningen Fyrbåken "Koens" Venner har sendt en anmodning om tilskud på 155.000 kr. til en større renovering af fyrbåken "Koen" i Korsør. Fyrbåken er Slagelse Kommunes ejendom med aftale med foreningen om, at de står for vedligeholdelse. Foreningen kan jf. aftalen ansøge Slagelse Kommune om økonomisk støtte til renovering.
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget kan beslutte at yde tilskud til foreningen Fyrbåken "Koens" Venner til renovering og vedligeholdelse af Fyrbåken "Koen" i Korsør. 

 

Indstilling

Den konstituerede chef for Kultur, Fritid og Borgerservice indstiller,

1. at Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget beslutter at yde 155.000 kr. i tilskud til Foreningen "Koens" Venner til vedligeholdelse af fyrbåken "Koen" i Korsør. 

 

Sagens indhold


Foreningen Fyrbåken "Koens" Venner, som varetager formidling og bevaring af fyrbåken "Koen", har henvendt sig til Slagelse Kommune, Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget om et tilskud til en større renovering af Fyrbåken "Koen" på 155.000 kr. i 2026. Se bilag 1. 

"Koen" er et sømærke, tårn, etableret af DSB i 1913, fra Storebælt-overfartens tid til at markere sikker sejlrute og var placeret uden for Korsørs havn. Fyrbåken "Koen" er Slagelse Kommunes ejendom. I 1999 blev foreningen Fyrbåken "Koens" Venner stiftet med formålet at sikre et værdigt minde af Storebæltsoverfarten, samt varetage drift og vedligeholdelse heraf. Se bilag 2. 

"Koen" står nu over for en større renovering med udskiftning af elementer og maling af hele fyrbåken for at sikre den mod rust og skader. Foreningen har indhentet et tilbud i februar 2025 på
186.720 kr. ekskl. moms.  Foreningen "Koens" Venner søger yderligere midler fra fonde og sponsorer og har indtil videre (december 2025) indsamlet 75.000 kr. Årsagen til, at foreningen fremsender anmodning på 155.000 kr. udover de 75.000 kr. skyldes ifølge foreningen, at tilbuddet er fra februar 2025, og at prisen på opgaverne forventes at være steget. 

Aftale med Slagelse Kommune
I 2019 indgik Slagelse Kommune en aftale med Fyrbåken "Koens Venner", hvor det fremgår, at al vedligeholdelse foretages og betales af foreningen, men der står også følgende: "...Ved større renoveringsopgaver, der overstiger foreningens økonomiske formåen, kan foreningen søge tilskud til disse i Kulturudvalgets pulje til kulturelle formål eller generelt fra Kulturudvalgets driftsmidler", hvilket er årsagen til nærværende sag. Endvidere siger aftalen, at opgaven med vedligeholdelse og el-udgift overgår til kommunen, hvis foreningen ikke længere kan/ønsker at varetage opgaven - se bilag 3.

Handlemuligheder
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget kan beslutte at yde det anmodede tilskud at:

A) Bevillige det anmodede beløb på 155.000 kr. 
B) Bevillige et mindre beløb.
C) Beslutte ikke at yde et tilskud.

Vurdering
Administrationen vurderer, at Fyrbåken "Koen" udgør et vigtigt kulturhistorisk minde om færgetrafikken over Storebælt og Korsørs rolle som central havneby. Den særlige historie og det karakteristiske navn knytter sig til lokale fortællinger, som er med til at styrke byens identitet. Foreningen Fyrbåken "Koens" Venner gør en betydelig indsats for at bevare og vedligeholde fyret, som sikrer, at kommende generationer kan opleve denne del af kommunens maritime arv. Samtidig fungerer det som et synligt vartegn, der binder fortid og nutid sammen. Derfor er fyrbåken væsentlig kulturarv. 

Slagelse Kommunes aftale med "Koens" Venner om vedligeholdelse, især ved større renoveringsopgaver understøtter administrationens anbefaling om at yde det fulde anmodede beløb, jf. handlemulighed A, til renovering og bevaring af fyrbåken "Koen". 

 

Retligt grundlag

Aftale om vedligeholdelse af Fyrbåken "Koen" mellem Slagelse Kommune og foreningen Fyrbåken "Koens" Venner.

Kommunalfuldmagtsreglerne er en samlet betegnelse for de uskrevne regler (grundsætninger) om kommunernes ulovbestemte opgaver. Kommunen kan lovligt efter kommunalfuldmagten varetage opgaver med henblik på at støtte borgernes mulighed for fritidsaktiviteter herunder aktiviteter af generel kulturel karakter med lige adgang for alle.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Et tilskud på 155.000 kr. til vedligeholdelse af Fyrbåken kan tages fra kulturområdets ramme på 266.374 kr.  til "Dansk kulturarv", uden at det får konsekvenser for andre fastlagte opgaver indenfor rammen, fx drift og vedligehold af arealer omkring kulturbygninger af kulturarvskarakter. 

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger. 

 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger. 

7. Fordeling af budget og tilskud i 2026 på Folkeoplysningsområdet (B)

Beslutning

At 1: Godkendt. 


Kompetence

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget

 

Beslutningstema

I forbindelse med hvert budgetår skal Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget tage beslutning om
fordeling af det årligt afsatte budget og fordeling af tilskud på det folkeoplysende område, hvad
angår tilskudsbrøker, tilskudsprocenter og andre satser til aftenskoleundervisning og tilskud på det
øvrige foreningsområde.

På baggrund af indstilling fra Folkeoplysningsudvalget (FOU) kan Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget tage beslutning om fordeling af budget og tilskud i 2026 på det folkeoplysende område.

 

Indstilling

Den konstituerede chef for Kultur, Fritid og Borgerservice indstiller,

1. at Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget beslutter de af Folkeoplysningsudvalget indstillede fordelinger og tilskudssatser for 2026 med undtagelse af opsplitning af tilskud til leder- og instruktøruddannelse.

 

Sagens indhold

I forbindelse med Byrådets 2. behandling af budgetforslaget for 2026-2029 blev budgettet til det folkeoplysende område godkendt med et budget på 15.571.122 kr. til det folkeoplysende arbejde jfr. folkeoplysningsloven.

Folkeoplysningsudvalget har jfr. Folkeoplysningsloven og kompetenceplanen for Folkeoplysningsudvalget mulighed for at afgive indstilling vedr. fordeling af det overordnede budget
og fordeling af tilskud på det folkeoplysende område.

Nedenfor oplistes de satser mv., der har været anvendt i 2025, Folkeoplysningsudvalgets indstilling til satser i 2026 samt Folkeoplysningsudvalgets indstilling til fordeling af budgettet for 2026 på de
enkelte områder.

 

 

Satser for 2025

FOU's indstilling

til satser i 2026

 

Budget for 2025

 

FOU's indstilling

til fordeling af budget 2026

Folkeoplysende voksenundervisning

 

Lønudgift til almene hold

1/3-del

1/3-del

 

Lønudgift til instrumentalundervisning

5/7-del

5/7-del

Lønudgift til hensyntagende hold

8/9-del

8/9-del

I alt tilskud til fordeling til lønninger på aftenskoleområdet

 

6.186.585

6.346.309

Lokaletilskud til aftenskoler på øerne

100%

100%

21.000

21.000

Lokaletilskud til aftenskoler, særlige lokaler

Fordeles forholdsmæssigt

Fordeles forholdsmæssigt

466.601

477.959

Folkeoplysende foreningsarbejde

 

Medlemstilskud

400 kr./225 kr. fordeles forholdsmæssigt

400 kr./225 kr. fordeles forholdsmæssigt

3.600.000

3.800.000

Lokaletilskud til foreninger

 

85%, fordeles forholdsmæssigt

85%, fordeles forholdsmæssigt

4.000.000

4.025.000

Tilskud til leder- og instruktøruddannelse

75% til kurser, 100% til trans-port, fordeles forholdsmæssigt

75% til kurser, 100% til trans-port, fordeles forholdsmæssigt

667.245

575.854

Tilskud til uddannelse af bestyrelsesmedlemmer

I 2025 var det en del af ovenstående

75% til kurser, 100% til trans-port, fordeles forholdsmæssigt

I 2025 en del af oven-stående beløb

75.000

Udviklingspuljen

Tilskud holdes indenfor budget

Tilskud holdes indenfor budget

250.000

250.000

Samlet budget 2025 / 2026

 

15.191.431

15.571.122

 

I sagens Bilag 2 fremgår de indstillinger og høringssvar FOU har ønsket at bringe videre i forbindelse med KFT's beslutning.

Aftenskoler - løntilskud:

Aftenskolerne forventer, at de i 2026 har lønudgifter for 12.300.750 kr. Aftenskolerne må modtage tilskud op til de nævnte brøker. Det betyder, at kommunen kan yde aftenskolerne et tilskud på op til 7.355.130 kr. Budgettet lyder på 6.346.309 kr. Hvorfor aftenskolerne ikke modtager det mulige max. tilskud. Tilskuddet bliver udbetalt i forhold til hvad den enkelte aftenskole har ansøgt for. Det resterende dækkes via deltagerbetaling.

Eksempel på beregning: 412 kr. (lønsats pr. time) x 1/3 = 137 kr. som aftenskolen maksimalt kan få i tilskud pr. time fra kommunen.

Aftenskoleområdet ønsker at der ydes mere i tilskud til lønninger. Der skal derfor enten omprioriteres på aftenskoleområdet eller tilføres midler til det folkeoplysende område generelt. 

Aftenskoler - lokaletilskud øerne:

Lokaletilskud øerne; ydes til FO Omø som ikke har den samme adgang til haller eller skolelokaler som andre foreninger/aftenskoler, hvor deres aktiviteter kan udøves. Derfor ydes et årligt engangsbeløb til Omø Forsamlingshus/aktivitetshus så aftenskolen har en facilitet til deres aktiviteter.

Aftenskoler - lokaletilskud særlige lokaler:

Slagelse kommune kan ikke tilbyde tilstrækkelige faciliteter til aftenskolernes særlige aktiviteter fx varmtvandstræning, faglokaler til keramik m.v. Hvorfor aftenskolerne køber timer i ikke kommunale faciliteter til disse aktiviteter. I 2025 havde aftenskolerne lokaleudgifter på 1.276.435 kr. (incl. moms) hvor kommunens budget lød på 466.601 kr. (excl. moms). Budgettet for 2026 lyder på 477.959 kr. (excl. moms). Tilskuddet bliver udbetalt i forhold til hvad den enkelte aftenskole har ansøgt om. dvs. at de får dækket ca. ½-delen af deres udgifter. Det resterende dækkes via deltagerbetaling.

Aftenskoleområdet ønsker at der afsættet et større budget til at dække udgifter til leje af ikke kommunale lokaler. Der skal derfor enten omprioriteres på aftenskoleområdet eller tilføres midler til det folkeoplysende område generelt.

Foreninger - medlemstilskud:

Medlemstilskud har i 2025 og tidligere været ydet til børn mellem 0 og 18 år samt unge mellem 19 og 24 år. FOU ønsker at dette fortsætter, hvilket der vurderes at være midler til i det ønskede afsatte budget på 3.800.000 kr. I 2026 ønskes der ligeledes et tilskud på 400 kr. til de 0-18 årige og 225 kr. til de 19-24 årige. I 2025 var budgettet på 3.600.000 kr. og dækkede ikke de modtagne ansøgningen, som måtte reduceres med ca. 3%. 

Medlemstilskud ydes til foreningsmedlemmer der er bosiddende i Slagelse Kommune.

FOU anføres i deres indstilling og høringssvar, at udvalget gerne ser, at der også ydes tilskud til de  +65-årige på mellem 100-150 kr. pr. medlem. For at imødekomme dette ønske skal der ske en omprioritering inden for området. Folkeoplysningsloven beskriver, at der skal ydes et medlems-/aktivitetstilskud til de 0-24-årige. Der kan også ydes tilskud til andre grupper af borgere i foreningslivet. Der skal så enten omprioriteres indenfor de afsatte midler, eller der skal tilføres flere midler til området.

Administrationen er for nuværende ikke bekendt med hvor mange +65-årige der er medlem i kommunens folkeoplysende foreninger. Det vil være et større ressourcetræk at afklare dette, da det blandt andet er et mørketal indenfor området, da nogle foreninger der kun har +25-årige ikke altid indberetter medlemstal. De foreninger som indberetter +25 årige deler ikke medlemmerne op i 25-64 årige og 65-100 årige.

Foreninger - lokaletilskud:

Ifølge folkeoplysningsloven kan de godkendte folkeoplysende foreninger få lokaletilskud til lejede og egne lokaler fx spejderhytter. Det er primært driftsudgifter der kan ydes tilskud til fx husleje, el, vand og varme, maling og anden nødvendig vedligeholdelse. 

Ifølge folkeoplysningsloven skal kommunerne yde minimum 65% i tilskud til godkendte driftsudgifter. I Slagelse Kommune ydes der et tilskud på 85% af driftsudgifterne der vedrører de 0-24 årige (også kaldet 25 års-reglen). 

Der findes ikke èn samlet, officiel lister over kommuner der giver mere end 65%, fordi lokaletilskud fastsættes lokalt i hver kommune. Flere kommuner vælger at lægge lokaletilskuddet over lovens minimum, typisk 69-75%.

FOU lægger i deres høringssvar op til at området tilføres flere midler, så der ikke skal reduceres for medlemmer over 25 år. Muligheden er tidligere undersøgt, og administrationen vurderer, at området skal tilføres ca. 1,8 mio. kr. for at yde 85% uden reduktion. En anden mulighed kan også være at der også ydes lokaletilskud på grundlag af andre grupper af borgere i foreningslivet fx +65-årige. Det er dog ikke muligt for nuværende at beregne dette, da foreninger der kun har +25-årige ikke indsender lokaletilskudsansøgninger. I 2025 var der ca. 60 foreninger der modtog lokaletilskud.

Foreninger - Leder og instruktøruddannelse:

Gældende regler har i flere år været, at der ydes et tilskud på 75% af kursusafgiften dog max. 5.000 kr. pr. træner/bestyrelsesmedlem pr. år. Dertil ydes der 100% i afholdte transportudgifter.

I budgetåret 2026 ønsker FOU at tilskuddet deles op på Leder og instruktøruddannelse med 575.854 kr, dels 75.000 kr. til Leder- og instruktøruddannelse for bestyrelsesmedlemmer. I alt 650.854 kr.

Tilskud til de to grupper har tidligere været ydet fra det samme budgetområde. Administrationen vurderer derfor, at der ikke er behov for et specifikt beløb til bestyrelsesmedlemmer. Det vil give øget administration for foreningerne, der nu skal dele ansøgningerne op, øget administration for forvaltningen og udgifter til udvikling af foreningsportalen Winkas, hvorigennem ansøgning skal ske. 

Udviklingspuljen:

I Folkeoplysningsloven §6 anføres det, at der årligt skal afsættes en beløbsramme til udviklingsarbejde inden for lovens område.

Udviklingspuljen på folkeoplysningsområdet har til formål at understøtte nytænkning og udvikling af de folkeoplysende aktiviteter og yde støtte til rekvisitter. Puljen kan søges til projekter, der afprøver nye aktiviteter, målgrupper eller samarbejdsformer, og til udstyr, arrangementer/tiltag med et folkeoplysende formål og opstart af en ny forening. Puljen anvendes ikke til almindelig drift.

Puljen har de seneste år primært været anvendt til udstyr og arrangementer. FOU indstiller, at der afsættes 250.000 kr. til puljen. I 2025 var puljen også på 250.000 kr. Der var 12 ansøgninger på ialt 353.116 kr. til puljen.

Administrationen vurderer, at budgettet er tilstrækkelig i forhold til de tidligere modtagne ansøgninger.

Handlemuligheder

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget har følgende handlemuligheder:

A) Beslutte de af Folkeoplysningsudvalget indstillede fordelinger og tilskudssatser for 2026.

B) Beslutte de af Folkeoplysningsudvalget indstillede fordelinger og tilskudssatser for 2026 med undtagelse af opsplitning af tilskud til leder- og instruktøruddannelse.

C) Beslutte en anden fordeling af budgettet og tilskudssatser på det folkeoplysende område for 2026.

Vurdering

Administrationen vurderer, at de af Folkeoplysningsudvalget afgivne indstillinger til fordeling af
budget for 2026 og fordelingsnøgle/tilskudsbrøker/tilskudsprocenter m.v. i 2026 kan rummes inden
for det afsatte budget.

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget kan beslutte de af Folkeoplysningsudvalget indstillede fordelinger og tilskudssatser for 2026 eller beslutte en anden fordeling af budgettet for 2026 og tilskudssatser på det folkeoplysende område.

Administrationen vurderer, at det ikke er hensigtsmæssigt at Tilskud til leder- og instruktøruddannelse deles op i to områder, da det vil betyde øget administration for foreninger og forvaltningen, samt give øgede udgifter til teknisk udvikling af Winkas.

 

Retligt grundlag

Folkeoplysningslovens §6 og §35, der beskriver, at kommunen årligt skal fastsætte og fordele en beløbsramme til folkeoplysende voksenundervisning, frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde og til udviklingsarbejde. FOU har kompetence til at komme med indstilling til beløbsrammens fordeling.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger.

8. Folkeoplysningsudvalg for 2026-2029 (D)

Beslutning

At 1: Drøftet

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget har fokus på,

  • at det kommende udvalg/råd repræsenterer bredt, herunder også det yngre segment
  • at der er en tydelighed ift. udvalgets/rådets beslutningskompetence

På Kultur-, Fritids- og Turismeudvalgsmødet i marts præsenteres oplæg til to konkrete modeller for et nyt udvalg/råd, herunder også forslag til sammensætning, vedtægter, kompetencefordeling og valgprocedurer.


Kompetence

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget

 

Beslutningstema

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget kan drøfte processen for nedsættelse af det kommende Folkeoplysningsudvalg for perioden 2026-2029.

I konstitueringsaftalen af 4. december 2025 mellem partierne Venstre, Socialdemokratiet, Konservative, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance og Storebæltslisten i Slagelse Kommune var der enighed om at bevare Folkeoplysningsudvalget i sin nuværende form samt gennemgå vedtægterne.

 

Indstilling

Den konstituerede chef for Kultur, Fritid og Borgerservice indstiller,

1. at Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget drøfter processen for nedsættelse af det kommende Folkeoplysningsudvalg for perioden 2026-2029.

 

Sagens indhold

I forbindelse med et kommunalvalg skal byrådet oprette et udvalg inden for den kommunale forvaltning, hvor både kommunen og repræsentanter fra de folkeoplysende foreninger fx. aftenskoler, idræts- og øvrige folkeoplysende foreninger er med.

Ifølge konstitueringsaftalen af 4. december 2025 ønsker partierne at styrke kommunens foreningsliv, kulturtilbud og fritidsliv. Det er centralt for partierne at sikre transparens og tillid. Parterne ønsker derfor at bevare folkeoplysningsudvalget og i samarbejde med dem at skabe et samlet prioriteringsgrundlag.

I forbindelse med overgangsbestemmelserne til Folkeoplysningsloven fra 2004 blev det præciseret, at "Folkeoplysningsudvalg, der er nedsat efter §§ 34 og 35 i folkeoplysningsloven, fortsætter indtil udgangen af den aktuelle valgperiode."

Det indebærer, at det nuværende folkeoplysningsudvalg fortsætter sit arbejde, indtil et nyt udvalg er udpeget. På den måde undgås der et tomrum i udvalgets funktion, selv om der har været afholdt kommunalvalg.

Der har igennem tiden været to typer af Folkeoplysningsudvalg i Slagelse Kommune:

Forum For Folkeoplysning:
I perioden 2018-2021 nedsatte Byrådet et Forum for Folkeoplysning, der bestod af 2 medlemmer fra hver af de 3 interesseorganisationer; Aftenskolesamrådet, Børne- og Ungdomsorganisationer i Slagelse (BUS) og Slagelse Idræts Råd (SIR). Det ene medlem fra hver interesseorganisation var mellem 15 og 25 år, da Byrådet ønskede at der også var unge repræsenteret i forummet. Interesseorganisationerne valgte selv deres repræsentanter i forummet. Derudover blev der også valgt en repræsentant fra øvrige foreninger og selvorganiserede.

Forummet var nedsat således, at det var et høringsorgan (minimums-kompetence) på folkeoplysningsområderne; budget, tilskudsregler og folkeoplysningspolitik.

I forbindelse med denne konstellation var der et politisk ønske om at supplere forummet med dialog-/temamøder, for at opnå en direkte dialog med foreningslivet og øvrige frivillige.

Fordele:

Bred repræsentation af folkeoplysningen

  • Ved at inkludere aftenskoleområdet, børne- og ungdomsorganisationer, idrætten samt øvrige foreninger/selvorganiserede, dækkede forummet et bredt udsnit af folkeoplysningen.

  • Det gav mulighed for helhedsorienterede indstillinger og anbefalinger.

Involvering af unge (15–25 år)

  • Den faste unge-repræsentation sikrede, at de unges behov og perspektiver kom direkte ind i arbejdet.

  • Dette styrkede demokratiet og matchede Byrådets ønske om ungeinddragelse i udviklingen af folkeoplysningen.

Interesseorganisationerne valgte selv repræsentanter

  • Giver høj legitimitet blandt medlemsforeningerne.

  • Sikrer, at repræsentanterne reelt taler på vegne af deres bagland og ikke er administrativt udpegede.

Kombineret struktur med dialog-/temamøder

  • Dialogmøderne skabte åben dialog direkte med foreningslivet, også dem udenfor interesseorganisationerne.

  • Mulighed for at indhente bredere input og holde kontakten med græsrødder og selvorganiserede.

  • Hjalp med at sikre større gennemsigtighed i beslutningsgrundlaget.

Fleksibilitet

  • Som forum og ikke et §35-udvalg var strukturen mere smidig.

  • Lettere at tilpasse arbejdsform, temaer og deltagelsesformer efter behov.

Ulemper:

Manglende formel forankring

  • Et forum har ikke samme formelle status eller kompetencer som et §35, stk. 2-udvalg.

  • Kan give mindre politisk tyngde i arbejdet og uklarhed om forventninger og mandat.

Skæv repræsentation mellem organisationstyper

  • Nogle områder (fx idræt og aftenskoler) havde stærke og etablerede interesseorganisationer.

  • Øvrige foreninger og selvorganiserede stod kun med én repræsentant, hvilket kunne opleves som ubalanceret.

  • Risiko for, at mindre organiserede miljøer ikke blev ligeværdigt repræsenteret.

Risiko for dobbeltarbejde med dialog-/temamøder

  • Kombinationen af forum og dialogmøder kunne skabe uklar rollefordeling:

    • Hvem taler på vegne af hvem?

    • Hvad vægter Byrådet højst – forumudtalelser eller dialogmødeinput?

  • Kan opleves som ressourcekrævende eller uoverskueligt for civilsamfundet.

Selvudpegning kan skabe indadvendte strukturer

  • Når interesseorganisationerne selv udpeger repræsentanter, kan det medføre:

    • At de samme personer går igen over tid.

    • Mindre frisk energi og innovation.

    • Risiko for intern polarisering eller organisationspolitik på bekostning af fælles udvikling.

Unge-repræsentanter kan være sårbare i rollen

  • Unge mellem 15–25 år sidder ofte sammen med meget erfarne foreningsfolk.

  • Der kan være:

    • Ulighed i erfaring og stemmevægt.

    • Risiko for, at unge bliver symbolsk repræsenteret uden reel indflydelse.

 

Folkeoplysningsudvalget:
For perioden 2022-2025 nedsatte Byrådet et Folkeoplysningsudvalg, der bestod af 12 medlemmer fra henholdsvis Byrådet, repræsentanter fra aftenskoler, idrætsforeninger, børne- og ungdomskorps, handicapforeninger, øvrige foreninger, selvorganiserede, integrationsrådet, videregående uddannelser og Folkesundhed. 

Medlemmerne af Folkeoplysningsudvalget (udover de politisk valgte) blev valgt på et valgmøde hvor foreningslivet havde mulighed for at stemme på de i forvejen opstillede kandidater. De valgte politikere, selvorganiserede, videregående uddannelser og Folkesundhed blev valgt på anden vis.

Forud for valget til Folkeoplysningsudvalget havde Byrådet besluttet vedtægter, kompetenceplan og plan for valgprocedure.

Fordele:

Bred og mangfoldig repræsentation

  • Udvalget inkluderer aftenskoler, idræt, børne- og ungdomskorps, handicapområdet, integrationsrådet, videregående uddannelser, selvorganiserede og folkesundhed.

  • Dette giver en helhedsorienteret indgang til folkeoplysningen, hvor mange forskellige målgrupper og aktiviteter kan blive hørt.

  • Det styrker også legitimiteten, fordi beslutninger træffes af et udvalg, der bredt afspejler civilsamfundet.

Demokratisk valgprocedure

  • Foreningslivet vælger selv størstedelen af repræsentanterne på et valgmøde.

  • Det øger demokratisk deltagelse, gennemsigtighed og oplevet ejerskab for beslutningerne.

  • Modellen sikrer, at personer med stærk opbakning fra det samlede folkeoplysningsområde indtræder i udvalget.

Klare rammer fra start

  • Byrådet fastlagde vedtægter, kompetenceplan og valgprocedure forud for nedsættelsen.

  • Det kan hjælpe til at skabe forudsigelighed og et tydeligt mandat for udvalgets arbejde, såfremt at rammerne defineres grundigt. 

OBS: Se ulempe "Manglende klare rammer", grundet dette punkt både kan medføre fordele og ulemper.

 

Balance mellem politisk og civil repræsentation

  • Kombinationen af politisk udpegede og demokratisk valgte medlemmer kan styrke dialogen mellem foreningerne og det politiske niveau.

  • Det kan give kortere vej fra lokalt behov til politisk handling.

Inklusion af selvorganiserede og nye aktører

  • Mange kommuner har udfordringer med at inkludere selvorganiserede grupper. Her skaber modellen en formel plads til dem.

  • Det gør udvalget mere moderne og afspejler udviklingen i fritidslivet.

Ulemper:

Stor og kompleks udvalgsstruktur

  • 12 medlemmer fra mange forskellige grupper kan gøre udvalget tungt, langsomt og komplekst at arbejde i.

  • Store udvalg kan føre til mere administration, mere koordinering og risiko for længere beslutningsprocesser.

Uensartet valg- og udpegningsgrundlag

  • Nogle medlemmer vælges demokratisk (foreningslivet), mens andre udpeges administrativt eller politisk (fx selvorganiserede, videregående uddannelser, folkesundhed).

  • Det kan skabe ulighed i oplevet legitimitet, fordi ikke alle er valgt efter samme princip.

Risiko for skæv repræsentation

  • Valgmøder tiltrækker ofte de stærkeste eller mest organiserede foreninger.

  • Mindre foreninger, nicheaktiviteter eller aktører uden stærke netværk kan have svært ved at få repræsentation.

  • Dermed kan enkelte områder få mere indflydelse end andre, selvom de ikke nødvendigvis repræsenterer det bredeste behov.

Byrådets stærke forudbestemmelse af rammerne

  • Selvom klare rammer er en fordel, kan meget detaljerede vedtægter og procedurer begrænse udvalgets fleksibilitet og udviklingsmuligheder.

  • Hvis reglerne er meget faste, kan udvalget opleve mindre frihed til at tilpasse sig, når behov ændrer sig.

Ressourcekrævende for både administration og aktører

  • Valgprocessen, koordineringen mellem mange aktørgrupper og den brede inklusion kræver betydelige administrative ressourcer.

  • Foreningerne skal bruge tid på at opstille kandidater, kampagner og deltage i valg.

Risiko for interessekonflikter

  • Når udvalget består af repræsentanter fra mange områder, kan der opstå kamp om midler, særinteresser og hensyn til eget område.

  • Det kan udfordre fokus på helheden, hvis medlemmerne føler stærk loyalitet til deres eget område.

Manglende klare rammer
  • Når de definerede vedtægter, kompetenceplan og valgprocedure ikke er rammesat tilstrækkeligt, er det svært at afklare rollefordeling og mandat.

I bemærkningerne til Folkeoplysningsloven fremgår det, at Byrådet i større eller mindre grad kan delegere opgaver inden for folkeoplysningsområdet til Folkeoplysningsudvalget/-rådet/-forummet/-nævnet. En besluttet delegation kan når som helst ændres eller helt tilbagekaldes til Byrådet/Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget jfr. kommentarerne til Folkeoplysningsloven §35.

Byrådet beslutter, udover samarbejdets form, også vedtægter, kompetenceplan og retningslinjer for valget til Folkeoplysningsudvalget/-rådet/-forummet/-nævnet.

Ifølge folkeoplysningsloven er det ikke et krav, at der stilles sekretær/administrativ bistand til rådighed for Folkeoplysningsudvalget.

 

Sammenligning med andre kommuner

Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) seneste undersøgelse viser, at der er meget stor variation i, hvordan §35-udvalg sammensættes i kommunerne. Der er frie rammer for størrelse, valgprocedurer og organisering, så længe de folkeoplysende aktører er repræsenteret.

Primær lighed:
Alle kommuner har et folkeoplysningsudvalg, og de bygger på den samme lovramme.

Alle danske kommuner er ifølge Folkeoplysningsloven forpligtet til at nedsætte et 35, stk. 2-udvalg. Udvalgene skal inddrages i alle beslutninger af generel betydning for folkeoplysningsområdet - fx regler, budgetter og politikker.

Vifo's seneste undersøgelse, viser at folkeoplysningen overordnet forvaltes inden for den samme rammelov, som giver kommunerne en fælles struktur - dog med lokal frihed til udmøntningen.

Kort sagt; Alle udvalgene har samme grundfunktion, lovgrundlag og rolle som rådgivende organ for kommunalbestyrelsen på folkeoplysningsområdet.

Primær forskel:
Udvalgene varierer betydeligt i organisering, kompetencer, navn, prioritering og sammensætning fra kommune til kommune.

Hvis man kigger på Vifo's data, forvaltes folkeoplysningsområdet på "meget forskellige måder" på tværs af landet - både i struktur, aktivitetsomfang og procedurer.

En nyere undersøgelse viser også, at en tredjedel af kommunerne kalder udvalget noget andet, og at udvalgene varierer i, hvor stor politisk betydning de har og hvilke opgaver de løser.

Konkret kan forskellene handle om:

  • Sammensætning (fx antal politiske medlemmer, foreningsrepræsentanter, inklusion af handicaporganisationer m.m.)

  • Navn og placering i organisationen (folkeoplysningsudvalg, kultur- og fritidsråd, fritidsforum osv.

  • Hvor meget politisk indflydelse eller "vægt" udvalget har - noget som flere kommuner har nedprioriteret, ifølge Dansk Folkeoplysnings Samråd's undersøgelse.

  • Hvordan tilskud, puljer og procedurer forvaltes - dokumenteret gennem Vifo's nøgletal.

  • Hvor bredt folkeoplysningen fortolkes, hvilket giver store variationer i opgaverne og målgrupperne.

Kort sagt; Udvalgene er meget forskellige i praksis - i struktur, opgaver, politisk tyngde og organisering - fordi kommunerne har stor lokal frihed.

Samlet konklusion:
Ligheden er lovgrundlaget og udvalgenes grundlæggende funktion.

Forskellen er alt det, der ligger ud over lovens minimumskrav: Organisering, sammensætning, indflydelse, prioritering og procedurer - hvilket varierer markant mellem kommunerne.

 

Den forventede proces er som følger:

  • På Kultur-, Fritids- og Turismeudvalgets møde i februar drøfter Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget processen for valget til Folkeoplysningsudvalget.

  • På Kultur-, Fritids- og Turismeudvalgets møde i marts behandler udvalget første udkast til valg af  hvilke grupper der skal være repræsenteret i det fremtidige folkeoplysningsudvalg fx folkeoplysende foreninger, selvorganiserede grupper, videregående uddannelser, integrationsrådet, ældrerådet m.fl. Herefter sendes disse i høring hos det nuværende Folkeoplysningsudvalg.

  • På Kultur-, Fritids- og Turismeudvalgets møde i marts behandler udvalget første udkast til revidering og vedtagelse af vedtægter (som det også er ønsket i konstitueringsaftalen), kompetenceplan og plan for valgprocedure. Herefter sendes disse i høring hos det nuværende Folkeoplysningsudvalg.

  • I midten af marts høres det nuværende Folkeoplysningsudvalget om sammensætning, vedtægter, kompetenceplan og valgprocedure.

  • På Kultur- Fritids- og Turismeudvalgets møde i april besluttes hvilken sammensætning, vedtægter, kompetenceplan og valgprocedure der indstilles til Byrådets godkendelse.

  • Primo maj igangsættes valgproceduren for nedsættelse af Folkeoplysningsudvalget.

  • Primo juni afholdes valg til Folkeoplysningsudvalget.

  • 1. juli tiltræder det nye Folkeoplysningsudvalg.

 

Retligt grundlag

Ifølge folkeoplysningsloven §35 skal Byrådet sikre, at den folkeoplysende virksomhed (folkeoplysende foreninger) i kommunen, inddrages i et udvalg/råd/nævn i forbindelse ved minimum udarbejdelse af folkeoplysningspolitik, kommunens budget for den folkeoplysende virksomhed og kommunens regler for tilskud til den folkeoplysende virksomhed.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Ved et fremtidigt møde træffes der beslutning om repræsentation fra foreningsliv, vedtagelse af vedtægter, kompetenceplan, valgprocedure m.v.

9. Status på genaktivering af cafeterier i kommunale haller (O)

Beslutning

At 1: Orientering givet.

Kompetence

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget.

 

Beslutningstema

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget orienteres om arbejdet med at genaktivere de nedlagte cafeterier i Storebæltshallen, Korsørhallen og Vemmelevhallen.

Orienteringen gives på baggrund af, at Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget på udvalgsmødet den 13. maj 2025 besluttede, at der skulle anvendes 1.500.000 kr. til genaktivering af de nedlagte cafeteriaområder i kommunale haller.

 

Indstilling

Den konstituerede chef for Kultur, Fritid og Borgerservice indstiller

1. at Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget orienteres om arbejdet med at genaktivere de nedlagte cafeterier i kommunale haller.

 

Sagens indhold

Der blev i budgetforhandlingerne for budget 2025-2026 afsat 8 millioner kroner under arbejdstitlen "nye faciliteter sport". Efterfølgende er Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget blevet præsenteret for en række forslag som administrationen har udarbejdet med input fra Slagelse Idrætsråd. Det blev på mødet d. 13. maj 2025 besluttet at der skulle afsættes 1,5 mio. kroner til genaktivering af "døde" caféområder i de kommunale haller.

Formålet med genaktiveringen af de nedlagte cafeterier er at skabe mere liv og aktivitet i hallerne.

Det betyder, at lokalerne, hvor der tidligere har været cafeterier, fremadrettet også skal fungere som et socialt samlingspunkt for brugere og foreninger. Dette for at styrke fællesskabet blandt foreninger og brugere samt gøre hallerne mere attraktive. 

Sammenhæng med ejendomsstrategi og facilitetsplan
Genaktiveringen af cafeterierne i de kommunale haller understøtter Slagelse Kommunes ejendomsstrategi og facilitetsplan ved at sikre bedre udnyttelse af haller og lokaler.

Klublokaler, som ofte står tomme og kun er tilgængelige for enkelte brugere eller foreninger, omdannes til aktivitets- eller mødelokaler, så flere foreninger kan bruge hallen samtidig. Det vil samtidig mindske presset på eksisterende møde- og aktivitetslokaler.

Lukningen af klublokalerne ligger inden for de politisk vedtagne principper for eksterne brugeres anvendelse af kommunale lokaler samt Slagelse Kommunes facilitetsplan og ejendomsstrategi. 

Administrationen er opmærksom på udfordringer med opbevaring af klubudstyr. Derfor planlægges der etablering af skabe og depotplads, så foreningerne kan opbevare nødvendigt udstyr under sikre forhold. Ovenstående er i god tråd med de ønsker, der er fremsat i Foreningsundersøgelsen fra 2025

Når klublokalerne nedlægges, mister klubberne et sted til deres sociale aktiviteter. Her skal cafeterierne fungere som sociale omdrejningspunkter for både foreninger og øvrige brugere.

Brugerinddragelse
Administrationen har været i dialog med brugerne i Storebæltshallen, Vemmelevhallen og Korsørhallen om mulighederne for at genaktivere cafeterierne.

Brugerne har haft forskellige ønsker, men der er enighed om behovet for en kioskfunktion og et tekøkken frem for stort industriudstyr. Brugerne har fået til opgave at udarbejde forslag til indretning, og der er modtaget konkrete input til inventar og ombygning.

Brugernes ønsker og forslag vil blive inddraget i et skitsearbejde, som vil blive præsenteret for brugerne. Det forventes, at brugerne vil blive inddraget i forhold til de overordnede beslutninger omkring indretning, mens byggetekniske og økonomiske forhold behandles internt.

Rammer for salg og kioskfunktion

Rammerne for de nedlagte cafeterier bliver, at der kun kan ske salg fra kiosk/café i forbindelse med arrangementer og træning, og at der vil være tale om et begrænset sortiment. Denne ramme fastsættes for at give alle foreninger mulighed for at drive kioskfunktion i forbindelse med deres arrangementer samt for at sikre, at der ikke er tale om konkurrenceforvridende virksomhed.

Det vil desuden ikke være tilladt at sælge alkohol, nikotinprodukter eller tobaksvarer, da dette er i strid med Slagelse Kommunes politisk vedtagne retningslinjer for lån og leje af lokaler. Derudover  vil et salg af de nævnte produktkategorier være imod Slagelse Kommunes sundhedspolitik. Forbuddet mod alkohol betyder også, at der ikke er mulighed for at søge alkoholbevilling til aktiviteter i kommunale lokaler.

Videre proces og tidsplan
Der er afsat 500.000 kr. til hver af de tre haller, hvilket administrationen vurderer vil være tilstrækkeligt til at give de gamle cafeterier et tidssvarende løft.

Tidsplanen er:

  • Marts 2026: Plantegninger færdiggøres, og opgaven defineres med Kommunale Ejendomme
  • Marts 2026: Opgaven sendes i udbud
  • April–maj 2026: Tilbud indhentes, og kontrakter underskrives
  • Maj 2026: Møde med brugerne om endelige tegninger
  • Juni–september 2026: Arbejdet gennemføres, og indretning påbegyndes
  • September 2026: Dialogmøde om indretning
  • Oktober 2026: Lokalerne færdiggøres og åbnes for brug
  • Oktober 2026: Afsluttende sag forelægges for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget

 

Retligt grundlag

Tiltaget iværksættes inden for kommunalfuldmagtens rammer, som giver kommunen mulighed for at stille faciliteter til rådighed for borgere og foreninger, når det sker til gavn for det lokale fællesskab og uden konkurrenceforvridning.

Jf. Folkeoplysningsloven og kommunens retningslinjer for udlån af faciliteter kan godkendte folkeoplysende foreninger, der er hjemmehørende i Slagelse Kommune, få anvist lokaler til deres aktivitet, hvis der findes egnede og ledige lokaler til aktiviteten.

Jf. Slagelse Kommunes politisk vedtagne principper for eksterne brugeres anvendelse af kommunale lokaler og arealer skal lokaler udnyttes/stilles til rådighed for flest mulige brugere.

Slagelse Kommunes Ejendomsstrategi 2022-2025.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Der er afsat 500.000 kr. pr. hal til genaktivering af cafeterierne i Storebæltshallen, Vemmelevhallen og Korsørhallen. Beløbet dækker projektering, ombygning og indretning.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger

 

Sagens videre forløb

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget får forelagt en orienteringssag, når projektet er færdiggjort. Projektet forventes afsluttet oktober 2026.

10. Orientering om Marievangsskolen Get2Sport (O)

Beslutning

At 1: Orientering givet.

Kompetence

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget samt Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget.

 

Beslutningstema

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget og Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget orienteres om pilotprojektet Marievangsskolen Get2Sports oplæg ved Get2Sport træf 2025. 

 

Indstilling

Den konstituerede chef for Kultur, Fritid og Borgerservice og chefen for Skole og Dagtilbud indstiller,

1. at Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget og Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget orienteres om pilotprojektet Marievangsskolen Get2Sports oplæg ved Get2Sport træf 2025.

 

Sagens indhold

'Marievangsskolen Get2Sport' er et pilotprojekt på tredje skoleår, som finansieres midlertidigt af Danmarks Idrætsforbund (DIF), Fritidsafdelingen og medarbejdertimer fra skolens afdelingsleder. Nationalt laves der forskellige DIF Get2Sport projekter, hvor det nye inden for disse projekter er skoleprojekter. Marievangsskolen Get2Sport-pilotprojekt er et af disse skoleprojekter, hvor målet er at blive klogere på organisering, struktur, metode, resultater m.m.  

Marievang Get2Sport-projektet - et nationalt fyrtårn
Torsdag d. 4. december afholdtes DIF Get2Sport træf i Idrættens Hus, hvor dagens store tema var netop skoleprojekter. Slagelse Kommune var blevet bedt om at holde oplæg om Marievangsprojektet. Oplægget gik langt over den fastsatte tid, fordi der var så mange spørgsmål og anerkendende kommentarer. F.eks. ”Jamen, det er jo drømmen, det I har i Slagelse.” udtalt af konsulenten fra Københavns Kommune som til dagligt arbejder med Sociale Partnerskaber.
Projektgruppen for Marievangsskolen Get2Sport er efterfølgende blevet mere opmærksomme på, hvor nytænkende, stærkt og omfangsrigt et setup vi har skabt i Slagelse Kommune sammenlignet med andre kommuner og indsatser.

Opstarten af pilotprojektet
Pilotprojektet Marievangsskolen Get2Sport blev igangsat med fokus på skoleåret 2024/2025 med afsæt i den vedlagte projektbeskrivelse. Den 13. maj 2025 besluttede Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget at forlænge pilotprojektet til og med skoleåret 2025/2026.

 

Retligt grundlag

Sundhedsloven §119 stk. 2. "Kommunalbestyrelsen etablerer forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til borgerne"

Barnets lov §35 stk. 3 "Kommunalbestyrelsen kan som led i det forebyggende arbejde beslutte at tilbyde økonomisk støtte til fritidsaktiviteter til børn og unge, der har behov for særlig støtte.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Tværgående konsekvenser

Marievangsskolen Get2Sport-pilotprojekt baserer sig på skoleområdet samt idræts- og fritidsområdet og går dermed på tværs af Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget samt Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget.

 

Sagens videre forløb

Den 16. februar 2026 behandler Økonomiudvalget en sag om overførsel af mindreforbrug fra 2025 til 2026. Såfremt dette godkendes, bliver Kultur-, Fritid- og Turismeudvalget den 4. marts præsenteret for en sag om forlængelse af Marievangsskolen Get2Sport-projektet finansieret dels af det overførte midreforbrug og Danmarks Idrætsforbund.

Sagens forløb

02/02/2026 Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget
Beslutning ikke frigivet

11. Gensidig orientering (O)

Beslutning

At 1: Orientering givet.

 

Der blev på mødet desuden orienteret om følgende:

Udvalgsformanden:

  • Åbning af udstilling på Museum Vestsjælland den 5/2-2026

Udvalgsmedlemmer:

  • Henvendelse fra Slagelse Kulturråd (Helle Dalsgaard)
  • Kommende møde vedr. Trelleborg som verdensarv (Ali Yavuz)
  • Invitation til Kulturlivets Topmøde 3/3-2026 (Marlene Bilenberg)

Kompetence

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget.

 

Beslutningstema

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalgets medlemmer og administration orienterer om aktuelle henvendelser, tiltag, projekter mm. 

 

Indstilling

Direktøren for Erhverv, Ejendomme og Teknik indstiller,

1. at Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget orienteres. 

 

Sagens indhold

På mødet orienterer udvalgsformand, udvalgsmedlemmer og administrationen om aktuelle henvendelser, tiltag, projekter mv. 

 

Puljer på Kultur- og Fritidsområdet

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget orienteres om alle puljer på kultur- og fritidsområdet. Bilagene over forbrug på de konkrete puljer er ajourført op til deadline for udsendelse af dagsorden.

 

Kulturområdet

Frivillige læseguider for mennesker med demens
Slagelse Bibliotekerne og Demensindsatsen blev i efteråret 2025 bevilget midler fra Velliv Foreningen til at uddanne et korps af frivillige læseguider for mennesker med demens. I løbet af efteråret har seks frivillige i projektet modtaget undervisning i metoden Guidet Fælleslæsning og har været ude for at øve sig i højtlæsning på plejecentre i Slagelse. 15. januar 2026 blev de frivillige certificerede i Guidet Fælleslæsning og læseguiderne for mennesker med demens er nu tilknyttet hvert deres plejecenter i Slagelse. Ordningen præsenteres på Slagelse Bibliotekernes hjemmeside, hvor det også vil fremgå, hvordan man som frivillig kan blive en del af læseguidekorpset.

Kultur- og Naturrygsækken – status efter første halvår
Skoleåret 2025/2026 er det første skoleår med rygsækforløb med kultur- og naturoplevelser for børn i de kommunale dagtilbud og grundskoler i Slagelse Kommune.
Forløb for grundskoler:
I 25/26 er der forløb for børnehaveklasseelever og elever på 2., 4., 6., 7. og 8. årgang i rygsækken. Samtlige grundskoler har booket deres obligatoriske forløb for skoleåret hos kulturaktørerne.
Forløb for dagtilbud:
ÆllebælleMajfortælle (0-3-årige), Hoppeline & Science (4-5-årige) og Sommerfugleindsatsen (5-6-årige) er færdigudviklede. Sommerfugleindsatsen blev igangsat op til sommerferien 2025. De to øvrige tilbud blev lanceret for kommunens dagtilbud ved en temadag for dagtilbuddenes kulturambassadørkorps i december 2025.

Store Kulturpiratdag
Kulturpiraterne er en kulturklub for børnefamilier i Slagelse Kommune med børn i alderen 0-12 år. Kulturpiraterne er et samarbejde mellem Slagelse Arkiverne, Slagelse Biblioteker, Slagelse Museum, Vestsjællands Teaterkreds, Sjællands Teater, Frirum Lab, Vikingeborgen Trelleborg, Kunsthal Kongegaarden, Cirkus Arena, MovieHouse Slagelse, Agersø Naturcenter og Slagelse Musikhus og Badeanstalten. Hvert år afholder samarbejdspartnere en særlig fejringsdag for klubbens medlemmer og eventuelle nye medlemmer: Den store Kulturpiratsdag. Fejringsdagen afholdes på skift i de tre købstæder og i år fejres den d. 17. januar i Slagelse Musikhus. Der er pt. 406 børnefamilier i klubben.

Slagelse Spiller Brætspil 2026
Slagelse Bibliotekerne afholder brætspilsfestivalen Slagelse Spiller Brætspil lørdag den 28. februar 2026 kl. 10-17. Festivalen er gratis og byder på mere end 70 spil, møde med danske spildesignere, brugtspilsmarked, figurmaling, rollespil og årets eventspil Viking Raiders i samarbejde med Trelleborg. Der er også et nyt børneområde for familier. Som optakt afholdes et særarrangement med Christian Fuhlendorff og Silja Okking fredag den 27. februar. Sidste år havde brætspilfestivalen ca. 1500 besøgende.

Slagelse Bibliotekerne er blevet verdensmålscertificeret
Slagelse Bibliotekerne blev i december 2025 verdensmålscertificeret gennem Chora 2030 og Danmarks Biblioteksforening. Certificeringen viser, at Slagelse Bibliotekerne arbejder systematisk med FN’s 17 verdensmål i drift, undervisning og organisation. Biblioteket har lagt en ambitiøs handleplan og har gennemført konkrete tiltag som affaldssortering, reduktion af bon-papir, skift til elbiler og energibesparende LED-lys. Derudover har biblioteket afholdt læseklubber, udstillinger og workshops med fokus på bæredygtighed. Med certificeringen forpligter biblioteket sig til at fortsætte indsatsen og skabe fællesskaber og projekter, der inspirerer til en grønnere fremtid. Biblioteket vil være en drivkraft for bæredygtig forandring – både i driften og i formidlingen til borgerne.

Fritidsområdet

Info om Slagelse Guld-festen den 27/3

Fredag den 27. marts kl. 17.30 afholder Slagelse Kommune i samarbejde med Slagelse Idræts Råd den store idrætsfest Slagelse Guld, hvor vi fejrer de mange flotte præstationer og resultater, som vores idræts-, fritids- og foreningsliv har leveret i det forgangne år. 

Slagelse Guld byder bl.a. på fejring af guldvindere, uddeling af idrætspriser, underholdning ved bl.a. lokale talenter inden for idræt og musik, sideevents og konkurrencer arrangeret af fx lokale idrætsforeninger, spisning, hygge og socialt samvær.

Slagelse Guld bliver afholdt i Spar Nord Arena Slagelse. Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget er inviteret til at deltage i festen. 

På mødet i marts vil Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget blive orienteret om udvalgets rolle til Slagelse Guld. På marts-mødet skal Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget desuden beslutte, hvem der skal vinde hhv. Ungdomsprisen, Lederprisen og Initiativprisen til Slagelse Guld. 

Ny arrangørguide er nu lanceret

Fritidsafdelingen har med input fra andre afdelinger, myndigheder og aktører, herunder foreningslivet, udarbejdet 1. version en ny Arrangørguide-hjemmeside, som skal gøre det lettere for borgere, foreninger og andre aktører at planlægge og afholde events i Slagelse Kommune. 

Udarbejdelse af en ny Arrangørguide har bl.a. været et mål i idrætspolitikken og efterspørges også i foreningsundersøgelsen, som blev foretaget tidligere på året. 

Arrangørguiden samler indhold af relevans for arrangører ét sted, lige fra tilladelser og andre praktiske ting forbundet med arrangementer, til præsentationer af faciliteter, hjælp til markedsføring og inspiration til puljer og fonde. Og meget mere. 

Den nye Arrangørguide kan findes her: www.arrangoerguide.slagelse.dk 

Guiden vil løbende blive udbygget med mere indhold og flere funktioner og vil således være en dynamisk hjemmeside.

12. Input til kommende møder (B)

Beslutning

Administrationen orienterede om, at følgende emner sættes på et kommende møde:

  • Autocamperanalyse
  • Overblik over politisk og administrativ deltagelse i bestyrelser mm.

Kompetence

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget

Beslutningstema

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget kan beslutte eventuelle input til emner eller dagsordenpunkter, som ønskes behandlet på kommende møder. I det vedlagte bilag findes en oversigt over kommende punkter til behandling. 

Indstilling

Direktøren for Erhverv, Ejendomme og Teknik indstiller,

1. at Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget beslutter eventuelle input til emner eller dagsordenspunkter, som ønskes behandlet på kommende møder.

 

13. Kommunikation (B)

Beslutning

Ingen bemærkninger.


Kompetence

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget

Beslutningstema

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget skal beslutte udsendelse af eventuelle pressemeddelelser og øvrig kommunikation i forlængelse af udvalgsmødet.


Indstilling

Direktøren for Erhverv, Ejendomme og Teknik indstiller,

1. at Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget beslutter udsendelse af eventuelle pressemeddelelser og øvrig kommunikation i forlængelse af udvalgsmødet

14. Godkendelse af referat (B)

Beslutning

At 1: Godkendt.

Kompetence

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget

 

Beslutningstema

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget skal godkende referatet. 

 

Indstilling

Direktøren for Erhverv, Ejendomme og Teknik indstiller,

1. at Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget godkender referatet.