15. Driftstilskud 2018: Skælskør Billedskole (B)
15. Driftstilskud 2018: Skælskør Billedskole (B)
Sagsnr.: 330-2017-71767 Dok.nr.: 330-2017-682497 Åbent
Kompetence: Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Baggrund
Skælskør Billedskole tilbyder billedskoleforløb og workshops
for Slagelse Kommunes børn og unge. Billedskolen har indsendt samlet driftstilskudsansøgning
på både forløb og workshops. Da Byrådet har afsat midler til en pulje til
særlige aktiviteter for billedskoler, har Kulturafdelingen vurderet, at det er
relevant at opdele ansøgningen i to, således at ansøgningen om tilskud til
billedskoleforløb på 183.000 kr. behandles ift. retningslinjerne for Puljen til
kulturelle formål, og ansøgningen om tilskud til workshops på 64.750 kr. behandles
ift. retningslinjerne for Billedskolepuljen til særlige aktiviteter. Begge
ansøgninger behandles i denne sag.
Formålet med Skælskør Billedskole er at tilbyde børn og unge
i Slagelse Kommune mulighed for kreative, skabende aktiviteter gennem
professionel undervisning i billed- og formanalyse, materialekendskab og
teknikker, kunstforståelse mv. Derfor undervises der inden for en bred vifte af
kunstformer og stilarter.
Med tilbuddet vil billedskolen sikre, at kreative børn og
unge, der ikke altid oplever at høre til i andre fritidstilbud, kan finde et
fællesskab, hvor de oplever succes. Bestyrelsens kontakt til de mange
professionelle lokale kunstnere tilknyttet Kunstnerlavet KIT medvirker til at
styrke billedskolen og udvikle skolens tilbud.
Undervisningen varetages af professionelle kunstnere eller
undervisere med kunstpædagogisk faglighed.
Forløb
Skælskør Billedskole har de seneste år oplevet en stigende
tilstrømning af elever til billedskolen og har ventelister til forløbene.
Billedskolen har bl.a. haft fokus på at udbrede kendskabet
til billedskolen blandt børn og unge, der ikke traditionelt opsøger denne form
for kulturelle fritidstilbud. Det har billedskolen både gjort gennem deres
ferie- og kultureventworkshops, men også gennem samarbejder med både Skælskør
Skole og Parkvejshuset.
Skælskør Billedskole besluttede i 2016 at udvide deres
forårs- og efterårsforløb fra 12 til 20 uger, da den lange pause, der tidligere
var mellem forløbene, betød, at eleverne skiftede til andre fritidstilbud. Nu
deltager mange elever på flere forløb.
Det har medvirket til en fremgang i tilstrømningen af
elever, så der nu er venteliste til holdene. Billedskolen ønsker derfor i 2018
at etablere to hold både forår og efterår, ift. blot et hold hver sæson
tidligere.
Udgifterne til forårs- og efterårsforløb i 2018 er
budgetteret til 219.000 kr. (inkl. administration, inventar og ekskursioner).
Skælskør Billedskole søger om tilskud på 183.000 kr. til denne del af deres
tilbud.
Workshop
Skælskør Billedskole lægger vægt på at deltage i
lokalsamfundet og være synlig i dette. Det sker bl.a. gennem workshops til
Keramikfestivalen og Børnefugleskydningen.
Derudover arrangerer billedskolen en række andre workshops,
bl.a. i skolernes ferie.
Se bilag for oversigt over Skælskør Billedskoles planlagte
aktiviteter i 2018.
Som et nyt tiltag ønsker Skælskør Billedskole at etablere en
model for de ældre elever, som ønsker at fortsætte på billedskolen længere, end
de normalt kan, da forløbene primært er for de 8-13-årige. Igennem dialog med
de ældre elever har billedskolen besluttet, at de ældre elever tilmeldes de
normale forløb, men derudover deltager som frivillige ved events samt hjælper
til i undervisningen af de mindre elever under forløbene. De ældre elever
tilbydes som noget særligt et weekendkursus, hvor undervisere og
bestyrelsesmedlemmer frivilligt stiller sig til rådighed. Det er en udfordring,
de ældre elever lærer meget af, og billedskolen vil fremadrettet have fokus på,
hvordan denne målgruppe udvikles bedst muligt.
Udgifterne til workshops og indsats på ungeområdet i 2018 er
budgetteret til 76.000 kr.
Skælskør Billedskole søger om tilskud på 64.750 kr. til
denne del af deres tilbud.
Skælskør Billedskoles budget er vedlagt som bilag. Budgettet
balancerer med det ansøgte driftstilskud fra Puljen til kulturelle formål og
tilskud fra Billedskolepuljen til særlige aktiviteter.
Skælskør Billedskole modtog 155.000 kr. i tilskud i 2017:
108.000 kr. til forårs- og efterårsforløb og 47.000 kr. til ferie- og
kultureventworkshops.
Skælskør Billedskole havde ved udgangen af 2016 en
egenkapital på 32.266 kr.
Retligt
grundlag
Retningslinjerne for Puljen til kulturelle formål 2018 og
Billedskolepuljen til særlige aktiviteter, der begge bygger på
kommunalfuldmagtens principper for støtte til kulturelle aktiviteter.
Handlemuligheder
Kultur- og Fritidsudvalget kan
a) bevilge de
ansøgte 183.000 kr. i driftstilskud for 2018.
b) bevilge et andet
beløb i driftstilskud for 2018.
c) bevilge de
ansøgte 64.800 kr. i tilskud fra Billedskolepuljen til særlige aktiviteter i
2018.
d) Bevilge et andet
beløb i tilskud til særlige aktiviteter i 2018.
e) give afslag på
ansøgningen.
Vurdering
Forløb
Center for Kultur, Fritid og Borgerservice vurderer, at
Skælskør Billedskole i høj grad opfylder retningslinjerne for Puljen til
kulturelle formål både ift. principperne om støtte til aktiviteter med børn og
unge, aktiviteter, der kobler professionelle og frivillige og events.
Igennem Skælskør Billedskoles aktiviteter får kommunens børn
og unge mulighed for selv at udforske og eksperimentere med forskellige former
for kunstneriske udtryksformer. Oplevelser, der kan vække deres interesse for
kunst og kultur på andre områder.
Billedskolen har fokus på at inddrage børn, der ikke
umiddelbart har tradition for at deltage i kommunens kulturtilbud.
Skælskør Billedskole tiltrækker professionelle kunstnere som
undervisere på billedskolen. Det betyder, at billedskolen kan tilbyde en kreativ
og kunstnerisk aktivitet af høj faglig kvalitet og sikre mødet mellem børn,
unge og professionelle kunstnere.
Foreningens
drift lever op til retningslinjernes fokus på egenfinansiering, da en del af driften
finansieres ved deltagerbetaling ud over det tilskud, der søges om fra Slagelse
Kommune. Billedskolen har fokus på fundraising, den lokale brugs sponsorerer
f.eks. forplejning til forårs- og efterårsforløb.
Skælskør Billedskole ønsker i 2018 at udvide fra et til to
hold per sæson. Center for Kultur, Fritid og Borgerservice vurderer, at der er
grundlag for at afprøve, hvorvidt billedskolen kan tiltrække elever nok til to
hold, og indstiller på den baggrund, at der bevilges driftstilskud til ét hold
henholdsvis forår og efterår, og et ekstra hold i foråret som et forsøg, på 144.000
kr. med udgangspunkt i sammenligning af billedskolens budget for 2018 og 2017.
Billedskolen kan efterfølgende, hvis det ekstra hold i foråret viser sig at
være en succes, søge om støtte til ekstra forløb i efteråret.
Workshops
Skælskør Billedskoles workshop understøtter
Billedskolepuljen til særlige aktiviteters formål ved at skabe aktiviteter, der
giver børn og unge mulighed for et skabende og sansende møde med kunsten.
Billedskolen inddrager både professionelle kunstnere udefra og den lokale
samarbejdspartner Kunstnerlavet KIT som undervisere på workshops. Center for
Kultur, Fritid og Borgerservice indstiller på den baggrund, at Skælskør
Billedskole bevilges et tilskud på 64.800 kr. til særlige aktiviteter i form af
workshops i 2018.
Økonomiske
og personalemæssige konsekvenser
Konsekvenser
for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Centerchefen for Kultur, Fritid og Borgerservice indstiller,
1.
at Kultur- og Fritidsudvalget bevilger 144.000 kr. i driftstilskud til
Skælskør Billedskole i 2018 fra Puljen til kulturelle formål.
2.
at Kultur- og Fritidsudvalget bevilger 64.800 kr. i tilskud til Skælskør
Billedskoles workshops i 2018 fra Billedskolepuljen til særlige aktiviteter.
Beslutning i Kultur- og
Fritidsudvalget den 9. januar 2018:
Fraværende:
Ad 1: Godkendt.
Ad 2: Godkendt.