Kultur- og Fritidsudvalget (2018-2021) – Referat – 24. februar 2020



1. Godkendelse af dagsorden (B)

1.     Godkendelse af dagsorden (B)

Sagsnr.: 330-2017-89787                 Dok.nr.: 330-2020-62567            Åbent
Kompetence: Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Godkendelse af dagsorden.
Indstilling
Direktøren for Børn og Unge indstiller,
1.    at  Dagsordenen godkendes
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 24. februar 2020:
Fraværende:  Ebbe Jens Ahlgren (V)
Godkendt.

2. Slagelse Musikhus som regionalt spillested (B)

2.     Slagelse Musikhus som regionalt spillested (B)

Sagsnr.: 330-2020-3414                   Dok.nr.: 330-2020-62480            Åbent
Kompetence: Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Slagelse Musikhus søger om at blive godkendt som regionalt spillested i perioden 2021-2024. Udvalget skal godkende og anbefale Musikhusets ansøgning samt træffe principbeslutning om tilskud til Musikhuset i denne periode. 
Baggrund
Slagelse Musikhus har i en længere årrække arbejdet på at blive udpeget som regionalt spillested, og i forlængelse af overgangen til selvejende institution ønsker Musikhuset at ansøge for den kommende aftaleperiode, 2021-24. Ansøgningsfristen er 28. februar 2020. Udkast til Musikhusets ansøgning er vedhæftet. Ansøgningen behandles endeligt på bestyrelsesmøde i Fonden Slagelse Musikhus fredag den 21. februar.
Udvalget kan godkende ansøgningen under forudsætning af, at den endelige ansøgning ikke ændres væsentligt i forhold til udkastet.
Regionale spillesteder udpeges af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik. Statens Kunstfonds beskrivelse af regionale spillesteder:
Missionen for de regionale spillesteder er at formidle, præsentere, profilere og udvikle det rytmiske musikliv lokalt, regionalt, nationalt og internationalt. Visionen for de regionale spillesteder er, at de fremstår og virker som dynamiske og kompetente kraftcentre, der med udgangspunkt i mangfoldighed og fornyelse formidler, præsenterer, profilerer og udvikler rytmisk musik af høj kunstnerisk kvalitet. 
De regionale spillesteder er forskelligartede og arbejder hver især målrettet på at udvikle og præcisere en unik og ambitiøs profil, der udfordrer kunstnere og publikum, og som sætter musikken og den musikalske oplevelse i centrum.
Spillestederne søger om udpegning som regionalt spillested. Det er en forudsætning for udpegningen, at spillestedet modtager et substantielt kommunalt tilskud til musikdriften, og at kommunen godkender og anbefaler ansøgningen. Kravene til den ”kommunale erklæring” fremgår af bilaget. Udkast til kommunal erklæring er ligeledes vedhæftet. Jf. Styrelsesvedtægten skal erklæringen underskrives af borgmesteren.
Slagelse Musikhus overgik pr. 1. januar 2018 fra at være en kommunal institution til at være en selvejende institution, drevet af en erhvervsdrivende fond. Den organisatoriske ændring var besluttet af byrådet, med et ønske om, at Musikhuset drives på markedsvilkår med kommunalt driftstilskud målrettet kulturelle aktiviteter.
Ændringen giver mulighed for en professionalisering af Musikhuset, bl.a. gennem udpegning af en professionel bestyrelse med kulturfaglige og virksomhedsdriftsfaglige kompetencer. I aftalen for tilskud i perioden 2018-21 er tilskuddet reduceret med 50.000 kr. årligt i en forventning om, at Musikhuset som privat virksomhed kan øge egenfinansieringen. Musikhusets regnskab for 2018 udviser et overskud på 215.896 kr. samt en egenkapital på 515.896 kr. 
Kommunens tilskud til Musikhuset i 2020 er på 3.770.758,67 kr.
I lighed med tidligere år forelægges forslag til driftsaftale med Musikhuset for 2021, samt med øvrige større kulturinstitutioner i kommunen, for udvalget i efteråret 2020, når budgettet for 2021 er endeligt vedtaget.
Retligt grundlag
Kommunalfuldmagtens principper giver kommuner mulighed for at give tilskud til kultur- og musikhuse.
Handlemuligheder
Kultur- og Fritidsudvalget kan
a)    træffe principbeslutning om et fast tilskud til Slagelse Musikhus på niveau med tilskuddet i 2020 i den fireårige periode 2021-2024, som aftalen om regionalt spillested omfatter samt godkende og anbefale Musikhusets ansøgning. Den endelige driftsaftale med Musikhuset indgås i efteråret 2020.
b)   træffe principbeslutning om et forhøjet eller reduceret tilskud til Slagelse Musikhus i den fireårige periode 2021-2024, som aftalen om regionalt spillested omfatter samt godkende og anbefale Musikhusets ansøgning. Et reduceret tilskud kan medføre, at Musikhusets ansøgning ikke imødekommes af Statens Kunstfond, da kommunens opbakning til spillestedet er af afgørende betydning. Den endelige driftsaftale med Musikhuset indgås i efteråret 2020.
c)    udskyde beslutningen om driftstilskud til Slagelse Musikhus. Musikhuset vil ikke kunne søge om at blive regionalt spillested i denne omgang, men først for perioden 2025-28.
Vurdering
Kulturafdelingen vurderer, at det vil have stor positiv betydning for Slagelse Kommune, hvis Slagelse Musikhus udpeges som regionalt spillested. Kommunen har et aktivt musikmiljø, og Musikhuset vil i endnu højere grad kunne understøtte dette og især børns og unges engagement i musikken som omdrejningspunkt for talentudvikling og fællesskab om musik m.m. Derudover vil et regionalt spillested i høj grad bidrage til at markedsføre Slagelse Kommune både regionalt og nationalt.
Den nuværende driftsaftale med Fonden Slagelse Musikhus er indgået med fokus på koncerter og kulturarrangementer inden for en bred ramme af stilarter og genrer, særlige arrangementer for børn og unge samt tværkommunalt og regionalt samarbejde om musikaktiviteter og udvikling heraf.
Herudover beskrives en forventning om, at Musikhuset som privat virksomhed har mulighed for at udvide aktiviteterne med flere arrangementer, der ikke har offentlig adgang, som fx private fester og erhvervsarrangementer. Disse arrangementer forventes at kunne medvirke til en øget egenfinansiering af driften.
På nuværende tidspunkt foreligger regnskabet for det første år som selvejende virksomhed, 2018; når regnskabet for 2019 foreligger, vil det være muligt at få større overblik over udviklingen i forretningsmodellen og vurdere, om den positive udvikling fra 2018 fortsætter.
Kulturafdelingen anbefaler på den baggrund, at udvalget godkender og anbefaler Musikhusets ansøgning og træffer principbeslutning om et tilskud til Slagelse Musikhus i perioden 2021-2024 på niveau med tilskuddet i 2020.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Direktøren for Børn og Unge indstiller,
1.    at Kultur- og Fritidsudvalget godkender og anbefaler Musikhusets ansøgning om at blive regionalt spillested, under forudsætning af, at den endelige ansøgning ikke ændres væsentligt i forhold til udkastet.
2.    at Kultur- og Fritidsudvalget træffer principbeslutning om at bevilge Musikhuset tilskud i perioden 2021-2014 på niveau med tilskuddet i 2020.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 24. februar 2020:
Fraværende:  Ebbe Jens Ahlgren (V)
At 1: Godkendt.
At 2: Godkendt under forudsætning af, at Slagelse Musikhus godkendes som regionalt spillested.