Kultur- og Fritidsudvalget (2018-2021) – Referat – 9. juni 2020



1. Godkendelse af dagsorden (B)

1.     Godkendelse af dagsorden (B)

Sagsnr.: 330-2017-89787               Dok.nr.: 330-2019-508237                                          Åbent
Kompetence: Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Godkendelse af dagsorden.
Indstilling
Kultur og Fritid indstiller,
1.    at  Dagsordenen godkendes
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 9. juni 2020:
Fraværende: 
Dagsorden og tillægsdagsorden godkendt.

2. Budgetopfølgning 2B for 2020 - Kultur- og Fritidsudvalget (B)

2.     Budgetopfølgning 2B for 2020 - Kultur- og Fritidsudvalget (B)

Sagsnr.: 330-2020-33900               Dok.nr.: 330-2020-208979                                          Åbent
Kompetence: Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Alle fagudvalg gennemfører Budgetopfølgning 2B for 2020 med fokus på udgifter, der følger af COVID-19, og godkendelse af den økonomiske status på udvalgets område.
Budgetopfølgning 2B medtager afholdte udgifter til COVID-19 i 2020.
Kultur- og Fritidsudvalget godkender budgetopfølgningen, som indgår i samlet opfølgning til Økonomiudvalget og Byrådet.
Baggrund
Fagudvalget har i maj måned godkendt budgetopfølgning 2 for 2020 med ønsket om en ekstra budgetopfølgning i juni måned med fokus på forventede mer-/mindreudgifter til COVID-19.
I Budgetopfølgning 2B har forvaltningen set nærmere på udgifter relateret til COVID-19, både engangsudgifter, øgede driftsudgifter, mindreindtægter samt evt. mindreudgifter.
Forventningerne til de økonomiske effekter af COVID-19 er beskrevet nedenfor.
Forventet resultat for 2020 fra budgetopfølgning 2 fremgår af nedenstående tabel sammen med indarbejdede COVID-19 udgifter i budgetopfølgning 2, ligesom afholdte COVID-19 udgifter pr. ultimo april og revideret forventning til årets resultat kan ses i tabellen.
Forventet resultat for 2020 samt afholdte COVID-19 udgifter
Kultur- og Fritidsudvalget
(1.000 kr.)
Forventet resultat for 2020
Budgetopfølgning 2
Heraf indarbejdede
COVID-19
udgifter i
Budgetopfølgning 2
Afholdte
COVID-19
udgifter
ultimo april*
Forventet resultat for 2020
Budgetopfølgning 2B
5.1 – Fritid
-1.412
2.200
640
-420
5.1 – Kultur
3.126
0
0
3.800
5.1 – Bibliotekerne
0
0
131
0
5.1 – Begravelseshjælp og befordringsgodtgørelse
113
0
0
0
I alt for fagudvalget
1.827
2.200
771
3.380
*Kultur- og Fritidsudvalget har i budgetopfølgning 2 indregnet 2,2 mio. kr. i COVID-19 relaterede udgifter (hovedsageligt i form af færre indtægter) i det forventede resultat for 2020. Disse mindreindtægter vedrører primært svømmehallerne med 1,2 mio. kr. (nedjusteret fra 1,8 mio. kr. i budgetopfølgning 2), og udlejningsaktiviteter under Fritid med 0,3 mio. kr.
I svømmehallernes mindreindtægter er der medregnet manglende billetindtægter for lukkeperioden i forbindelse med COVID-19 og renovering. Slagelse Svømmehal forventes at åbne igen i uge 43, og Korsør Svømmehal regner med genåbning primo august ifølge regeringens retningslinjer.
Bibliotekerne har manglende indtægter på Kulturhuset. Beløbet er medregnet mindreudgifter ved nedlukningen.
Samlet for området overholdes det korrigerede budget.
Økonomiudvalget har d. 20/4-20 oprettet hjælpepakker til Covid-19. I den forbindelse har der været udbetalinger til foreninger under folkeoplysningsloven, kulturinstitutioner, uddannelsesinstitutioner, klubber, events og lignende til hjælp for dækning af dokumenteret nettotab som følge af Covid-19. Disse udbetalinger har til og med d. 30/4-20 udgjort 0,8 mio. kr. De er ikke medregnet i afholdte Covid-19 udgifter, da de bliver dækket af den lokale hjælpepakke.
Kultur- og Fritidsudvalget præsenteres for forbrugsprocent opgjort pr. ultimo april 2018-2020 i følgende tabel.
Stigningen på forbrugsprocenten skyldes primært manglende indtægter på svømmehallerne og andre idrætsfaciliteter, der er lukket grundet COVID-19. Især svømmehallerne er ramt, da de fortsat har mange faste driftsudgifter.
Forbrugsprocenter for april i perioden 2018-2020
Kultur- og Fritidsudvalget
 
2018
April
2019
April
2020
April
5.1 – Kultur- og Fritidsudvalget
35,6
34,1
35,9
I alt for fagudvalget
35,6
34,1
35,9
Forbrugsprocenterne viser, hvor stor en procentmæssig andel forbruget til og med april udgør af det korrigerede budget.
Retligt grundlag
Kommunalbestyrelsen skal jf. styrelseslovens § 42 stk. 7 fastsætte og beskrive regler for, hvordan kommunens kasse- og regnskabsvæsen skal indrettes.
I Regler for Økonomistyring og Ledelsestilsyn for Slagelse Kommune har Byrådet fastsat regler om, at der gennemføres 4 årlige budgetopfølgninger: Primo året samt pr. ult. marts, juni, og september. Budgetopfølgningerne forelægges fagudvalg og efterfølgende samlet til Økonomiudvalget og Byrådet.
Handlemuligheder
Ingen bemærkninger.
Vurdering
Ingen bemærkninger.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Kultur og Fritid indstiller,
1.   at  Budgetopfølgning 2B for 2020 godkendes og videresendes til orientering for Økonomiudvalget og Byrådet.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 9. juni 2020:
Fraværende: 
Godkendt.
(V) tog orienteringen til orientering.

3. Budget 2021-2024 Opsamling på dialog og forslag til budget-processen - KFU (B)

3.     Budget 2021-2024 Opsamling på dialog og forslag til budget-processen  - KFU (B)

Sagsnr.: 330-2020-19263               Dok.nr.: 330-2020-219466                                          Åbent
Kompetence: Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Udvalget drøfter resultat af dialogmøderne med borgere og interessegrupper, samt om der skal fremsendes forslag, som skal indgå i budgetprocessen. Derudover drøftes oplæg til anlægsprojekter inden for udvalgets område.
Baggrund
Byrådet har på sit møde den 23. marts 2020 godkendt fagudvalgenes rammer og proces for udarbejdelse af Budget 2021-2024 i april til juni.
COVID19-krisen har dog betydet, at budgetprocessen er blevet udfordret indholds- og tidsmæssigt - blandt andet er processen for dialogmøder ændret.
På fritidsområdet er der gennemført en spørgeskemaundersøgelse, der bygger på indhold og dialog på de temamøder, der er afholdt de seneste to år. Se resultater i bilag.
På Kulturområdet afvikles dialogmøde med Slagelse Kulturråd inden udvalgsmødet, og drøftelserne herfra indgår i udvalgets videre arbejde.
Nye anlægsforslag
Administrationen har udarbejdet et oplæg til nye anlægsprojekter (Bilag 1a og 1b). Oplægget er en ikke prioriteret liste af både kulturelle ønsker, forslag fra administrationen til kommunale vedligeholdelses- og udviklingsprojekter samt indkomne ønsker fra foreningerne og selvejende institutioner. Oplæg til justering af eksisterende anlægsrammer behandles i Økonomiudvalget og Byrådet i juni. Anlægsprojekter, som fagudvalgene ønsker fremsendt til drøftelse på budgetseminaret, kvalificeres yderligere med hensyn til tid, økonomi og indhold frem mod budgetseminaret.
Udvalgets eksisterende anlægsprojekter for 2020-2023 fremgår af anlægsoversigten (Bilag 2).                 
Prioriteringer inden for udvalgets budgetramme
Udvalget drøfter særlige fokusområder og udfordringer - herunder evt. behov og muligheder for justeringer inden for udvalgets budgetramme.
Prioriteringsmuligheder med tværgående perspektiv
Udvalget drøfter, om der er prioriteringsmuligheder på tværs af udvalg og organisation, som skal indgå i budgetprocessen.
Retligt grundlag
Den kommunale Styrelseslov samt Bekendtgørelse om kommunernes budgetlægning, regnskab m.v. fastlægger det retlige grundlag for budgetlægningen. Økonomiudvalget skal senest den 15. september 2020 udarbejde budgetforslag til Byrådet.
Handlemuligheder
Kultur- og Fritidsudvalget skal:
·         Drøfte input fra dialogprocessen som grundlag for det videre arbejde med Budget 2021-24
·         Drøfte anlægsforslag vedr. Budget 2021-24
Vurdering
Administrationen anbefaler, at de punkter, som udvalget vælger at sende videre i budgetforhandlingerne, vurderes op imod antal brugere, de kommer til gavn – herunder eksempelvis foreningernes medlemsudvikling samt den politisk vedtagne facilitetsstrategi, idrætspolitikken og kulturstrategien.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Kultur og Fritid indstiller,
1.    at Udvalget drøfter resultat af dialogprocessen og prioriteringer inden for egen budgetramme.
2.    at Udvalget drøfter nye anlægsforslag og prioriteringsmuligheder med tværgående perspektiv, som skal indgå i budgetprocessen.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 9. juni 2020:
Fraværende: 
At 1 - Drøftet.
At 2 - Drøftet og oversendes til budgetprocessen. Forslagene kvalificeres af administrationen i overensstemmelse med de faldne bemærkninger, inden oversendelse til budgetbehandlingen.
Udvalget er enige om, at der er et generelt behov for anlægsinvesteringer på Kultur- og Fritidsområdet. De fremsendte ønsker er kun udtryk for et uddrag af ønsker og det skønnede behov antages at være større.
Udvalget tilkendegav, at de gerne ville have haft mulighed for en temadrøftelse i udvalget om anlægsforslag og prioriteringer på et tidligere tidspunkt, og dette ønskes til næste år.

4. Høring af forslag til Ø-politik (B)

4.     Høring af forslag til Ø-politik (B)

Sagsnr.: 330-2018-18254               Dok.nr.: 330-2020-216540                                          Åbent
Kompetence: Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Kultur- og Fritidsudvalget skal behandle forslag til en revideret Ø-politik med henblik på at afgive høringssvar. Høringsfristen er den 17. juni 2020.
Baggrund
Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget har på mødet den 4. maj 2020 besluttet at sende forslag til en revideret Ø-politik i høring. Forslaget skal erstatte den eksisterende Ø-politik fra 2009. Fagudvalget har forankret opgaven i Ø-udvalget, der har nedsat en projektgruppe bestående af medlemmer af Ø-udvalget og repræsentanter for beboerforeningerne på Agersø og Omø, som har arbejdet med politikken.
Opgaven er håndteret i regi af borgerdreven innovation i landdistrikterne, som for andre lokalområders vedkommende omfatter udviklingen af lokale udviklingsplaner (LUP’er) med borgernes egne visioner for udviklingen af deres lokalområder.
Borgerinddragelsen har omfattet stormøder på Agersø og Omø ad to omgange, hvor der blev gjort status på de to øers handleplaner, og hvor deltagerne kom med input til Ø-politikken. Der er også afholdt en vidensmesse i Magleby Forsamlingshus. Et foreløbigt udkast til Ø-politikken har været i høring på begge øer i september 2019.
Med en ø-politik for Agersø og Omø gives der udtryk for, at der er en række forhold og udfordringer, som enten er specifikt gældende for øerne eller forstærkes af de rammebetingelser, som øerne har, i form af geografi, demografi, erhvervsudvikling og infrastruktur. Det er disse forhold og udfordringer, som ø-politikken handler om. 
Ø-politikken skal ses som et redskab til at understøtte den fortsatte udvikling af Agersø og Omø, hvilket Ø-udvalget og øernes beboerforeninger ønsker at deltage i og bidrage til.
Ø-politikken har følgende struktur:
·         Ø-politikken med vision, målsætninger og beskrivelser af Agersø og Omø
·         Bilag 1: Indsatsområder
·         Hvidbog med beskrivelse af proces, borgerinddragelse og høringssvar fra høring på øerne.
Ø-politikkens vision
Med respekt for de to øers forskellighed skal Agersø og Omø være naturmæssigt og socialt bæredygtige helårsbeboede lokalsamfund.
Målsætninger
Ø-politikkens temaer er tværgående og rummer følgende målsætninger: 
·         at langtidssikre en stabil og hyppig færgedrift til øerne.
·         at understøtte og sikre Agersø og Omø som aktive helårssamfund med fysisk og digital infrastruktur.
·         at fremme mulighederne for øget bosætning og et varieret udbud af boligmuligheder på øerne, samt tilstræbe at nybyggeri bliver energirigtigt.
·         at sikre et trygt liv for øboere i alle aldre og udvikle løsninger, der er tilpasset øerne, uden at der af den grund gås på kompromis med kvaliteten.
·         at fremme nytænkning indenfor økonomisk og bæredygtig erhvervsudvikling på øerne.
·         at genoprette og sikre øernes naturmæssige livsgrundlag for mennesker og dyr.
·         at sikre rammer for varierede tilbud indenfor kultur, idræt og aftenskole.
·         at sikre øboerne indflydelse, bl.a. via det kommunale Ø-udvalg, og sikre, at Ø-udvalget bliver hørt i alle sager vedrørende øerne.
Indsatsområderne
Ø-politikken omhandler indsatsområderne færgedrift, infrastruktur, boliger og bosætning, offentlig service, erhvervs- og turismeudvikling, natur og bæredygtighed, kultur og fritid samt demokrati. I forhold til Kultur- og Fritidsudvalgets ressortområde henledes opmærksomheden på:
Kultur og fritid
Det er Slagelse Kommunes målsætning at sikre rammer for varierede tilbud indenfor kultur, idræt og aftenskole. Det kan ske gennem:
·         sikring af varierede motions- og bevægelsestilbud for alle, uanset alder, niveau og forudsætning, i samarbejde med øboerne og deres foreninger 
·         understøttelse, vedligehold og udvikling af uden- og indendørs motions- og bevægelsesfaciliteter til brug for børn, unge, ældre og særlige målgrupper
·         bevarelse og videreudvikling af øernes kulturelle institutioner (Historiestalden og Møllen på Agersø og Historiens hus på Omø) og støtte til historiefortællingen omkring huse og landskaber på øerne
·         fastholdelse og udvikling af øernes kulturtilbud som eksempelvis kulturdage, foredrag og andre kulturelle aktiviteter samt fællesskabsdannende aktiviteter
·         etablering af rammer for børne- og ungdomssamvær, bl.a. via ungdomsklubber og sportspladser
Proces
Forslaget til Ø-politikken er sendt til høring i samtlige fagudvalg. De indkomne høringssvar behandles på møde i Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget den 11. august. Ø-politikken forventes behandlet i Økonomiudvalget den 24. august og i Byrådet den 31. august 2020.
Retligt grundlag
Handlemuligheder
Kultur- og Fritidsudvalget kan komme med input til høringssvar.
Vurdering
Ingen bemærkninger. 
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Slagelse Kommune modtager et årligt beløb på 12,1 mio. kr. (2020) i henhold til Lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner med mindre øer. Beløbet anvendes blandt andet til færgedrift, børn og unge, hjemmepleje og beredskab. Derudover modtager kommunen et årligt beløb til nedsættelse af færgetakster.
Konsekvenser for andre udvalg
Ø-politikken er tværgående og rummer temaer, som rækker ind i flere fagudvalgs ressortområder.
Indstilling
Fagchefen for Miljø, Plan og Teknik indstiller,
1.    at forslaget til den reviderede Ø-politik drøftes med henblik på at afgive høringssvar.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 9. juni 2020:
Fraværende: 
At 1 - Drøftet. Udvalget ønskede, at Ø-udvalget prioriterer de fremlagte forslag.
Forslaget indstilles til godkendelse.

5. Overførsel af 10%-puljen fra 2020 til 2021 på aftenskoleområdet (B)

5.     Overførsel af 10%-puljen fra 2020 til 2021 på aftenskoleområdet (B)

Sagsnr.: 330-2020-36717               Dok.nr.: 330-2020-232462                                          Åbent
Kompetence: Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage beslutning om aftenskolernes mulighed for overførsel af 10%-puljen fra 2020 til 2021. Alternativt beslutte, at aftenskolerne generelt kan overføre uforbrugte midler til leder- og lærerlønninger fra 2020 til 2021.
Baggrund
Oplysningsforbund, aftenskoler og andre foreninger søger hvert år om tilskud til almindelig undervisning, herunder handicap- og instrumentalundervisning.
Tilskuddet ydes til aflønning af lærere og ledere. Tilskuddet kan søges en gang om året og gælder for det kommende budgetår. I 2020 er budgettet på 5.300.000 kr.
Aftenskolen skal afsætte 10 % af det bevilgede beløb til debatskabende aktiviteter. De debatskabende aktiviteter skal opfylde formålet med folkeoplysende voksenundervisning. Aktiviteterne skal herudover foregå, så emnerne sættes ind i en bredere samfundsbetonet og helhedsorienteret ramme, og de skal rette sig mod brede målgrupper.
På grund af Corona-krisen er flere af disse aktiviteter aflyst eller udskudt på ubestemt tid. I den forbindelse er foredragsholdere/oplægsholdere enten ikke booket eller udskudt, hvor det har været muligt. Dette bevirker en ophobning af aktiviteter til efteråret, eller at aktiviteter aflyses helt, med det resultat at aftenskolen taber penge på de oplægsholdere, der aflyses, eller at de skal tilbagebetale tilskud for aktiviteter, der ikke kan findes plads til i aftenskolernes eller oplægsholdernes program.
En af kommunens aftenskoler har bragt denne problematik op for at gøre opmærksom på, at udbuddet af aktiviteter kan blive så stort, at der ikke vil være deltagere nok til de forskellige arrangementer, med et underskud for aftenskolerne til følge. Derudover vil flere borgere, der ellers deltager i disse aktiviteter, måske være forbeholdne overfor tilmelding på aftenskolehold og -foredrag på grund af usikkerhed omkring corona-krisen.
Med baggrund i ovenstående er det endvidere en mulighed for udvalget at beslutte, at uforbrugte midler generelt fra tilskud til leder- og lærerlønninger kan overføres fra 2020 til 2021.
Retligt grundlag
Folkeoplysningsloven.
Handlemuligheder
Kultur- og Fritidsudvalget kan:
a)    Beslutte, at aftenskolerne kan overføre deres 10%-pulje fra 2020 til 2021.
b)    Beslutte, at aftenskolerne kan overføre uforbrugte midler generelt fra 2020 til 2021.
c)    Fastholde sædvanlig procedure med tilbagebetaling af uforbrugte midler.
Vurdering
Administrationen vurderer, at en overførsel mellem 2020 og 2021 vil være udgiftsneutral for udvalget, da der ikke skal findes yderligere midler, men blot er tale om, at aftenskolerne beholder 10%-midlerne til 2021 i stedet for at tilbagebetale disse, som ellers er sædvane.
Da tilskuddet er meget forskelligt til aftenskolerne, er der også stor variation i, hvor stor 10%-puljen er i den enkelte aftenskole. Dette svinger fra 1.120 kr. til 192.341 kr.
Administrationen vurderer endvidere, at det vil være hensigtsmæssigt og til stor gavn for aftenskoleområdet, hvis aftenskolerne kan overføre uforbrugte midler til leder- og lærerlønninger generelt fra 2020 til 2021.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Kultur og Fritid indstiller,
1.    at  Udvalget beslutter, at aftenskolerne kan overføre uforbrugte midler generelt fra 2020 til 2021.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 9. juni 2020:
Fraværende: 
At 1 - Godkendt.

6. FDF Korsør - Tilskud til renovering af hytte (B)

6.     FDF Korsør - Tilskud til renovering af hytte (B)

Sagsnr.: 330-2020-28913               Dok.nr.: 330-2020-178609                                          Åbent
Kompetence: Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Kultur- og Fritidsudvalget skal beslutte, om der skal ydes tilskud til FDF Korsør på 375.000 kr. fra Idræts- og Fritidspuljen til renovering af tag på foreningens hytte.
Baggrund
FDF Korsør ejer Skovhytten, der er fra 1958 og uden væsentlige ændringer, men med stigende vedligeholdelseskrav på grund af alderen og den hyppige anvendelse. Foreningen har gennem de seneste år brugt meget energi på at holde taget tæt og sørge for affugtning. Dette er desværre mislykkedes, og de har konstateret skimmelsvamp, således at taget skal udskiftes.
I forlængelse af en udskiftning af taget har foreningen besluttet at gøre dette samtidig med en udbygning af nye toiletter. Det vil sikre en tids- og kvalitetsopgradering af Skovhytten, der har en enestående beliggenhed og en meget bred brugergruppe.
Projektets målgruppe er FDF’s børn og dem, som ved lejlighed låner eller lejer pladsen. Foreningen forventer, at forældrene til børnene deltager aktivt i gennemførelsen af projektet ved at arbejde frivilligt og dermed være med til at opgradere området til en base for udendørs aktiviteter i henhold til nutidige standarder.
Den samlede økonomi for projektet med renovering af tag, toiletter, varmepumpe, vinduer, døre m.v. andrager i alt 1.155.000 kr. Foreningen forventer, at ca. 60 % finansieres via fonde. Foreningen har senest i 2014 fået tilskud til en havetraktor.
FDF Korsør kom ud af regnskabsåret 2019 med et underskud på 81 kr. Foreningen har en likvid beholdning på i alt 561.278 kr. Foreningen har 26 medlemmer mellem 0 og 24 år og ingen medlemmer over 25 år.
Retligt grundlag
Retningslinjerne for Idræts- og Fritidspuljen.
Handlemuligheder
Kultur- og Fritidsudvalget kan
a)    Bevilge de ansøgte 375.000 kr. i tilskud. Da Idræts- og Fritidspuljen kun delvist kan dække de 375.000 kr., vil det resterende beløb skulle finansieres fra andet sted på Fritidsområdet, f.eks. Breddeidræt.
b)    Bevilge et andet beløb i tilskud, f.eks. 75.000 kr., fra Idræts- og Fritidspuljen under forudsætning af, at foreningen selv finansierer restbeløbet ved egenfinansiering, sponsorater og/eller fonde.
c)    Give afslag på ansøgningen.
Vurdering
Fritidsafdelingen vurderer, at ansøgningen fra FDF Korsør lever op til betingelserne i retningslinjerne for puljen, da puljen bl.a. støtter etablering af nye faciliteter eller renovering af eksisterende faciliteter.
Det vurderes, at tilskuddet bør ydes under forudsætning af, at FDF Korsør finder restbeløbet ved egenfinansiering, sponsorater og/eller fonde.
Bærende principper
Det er Fritidsafdelingens vurdering, at foreningen kan modtage tilskud fra Idræts- og Fritidspuljen, idet renoveringen af hytten er i overensstemmelse med følgende bærende principper for ansøgninger til puljen:
-      Inddragelse af borgere: Medlemmernes forældre skal i nogen grad være med til at nedrive og etablere i forbindelse med renoveringen af hytten.
-      Børn og unge: Medlemmerne, der primært er børn og unge, får en mere tids- og kvalitetsopgraderet hytte, der i højere grad indbyder til aktiviteter.
-      Medfinansiering: Foreningen har en medfinansiering på 450.000 kr. på hele projektet, hvilket vil sige næsten alt, hvad foreningen har af likvide midler.
-      Omfang: Hytten gennemgår en gennemgribende renovering og vil komme alle foreningens medlemmer til gode.
-      Idrætspolitik: Fokus på optimering af faciliteterne til gavn for medlemmerne i foreningen.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Der er pt. 261.551 kr. tilbage i årets Idræts- og Fritidspulje. Der er på dette møde to ansøgninger til Idræts- og Fritidspuljen. De to ansøgninger har en samlet værdi på i alt 690.340 kr. Administrationen har indstillet tilskud for i alt 155.000 kr. i de 2 sager.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Kultur og Fritid indstiller,
1.    at  Kultur- og Fritidsudvalget bevilger 75.000 kr. i tilskud fra Idræts- og Fritidspuljen til renovering af hytte under forudsætning af, at FDF Korsør selv finansierer restbeløbet ved egenfinansiering, sponsorater og/eller fonde.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 9. juni 2020:
Fraværende: 
At 1 - Godkendt.

7. Tårnborg IF - Tilskud til udvidelse af redskabsrum i Tårnborghallen (B)

7.     Tårnborg IF - Tilskud til udvidelse af redskabsrum i Tårnborghallen (B)

Sagsnr.: 330-2020-21686               Dok.nr.: 330-2020-229652                                          Åbent
Kompetence: Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Kultur- og Fritidsudvalget skal beslutte, om det vil bevilge 315.340 kr. i tilskud fra Idræts- og Fritidspuljen til Tårnborg Idrætsforenings projekt med udvidelse af redskabsrum i Tårnborghallen.
Baggrund
Tårnborg Idrætsforening har i takt med foreningens ekspansion behov for mere plads til opbevaring af rekvisitter og redskaber. Flere nye afdelinger i foreningen har medført et behov for mere redskabsplads. Den nuværende opbevaringssituation i Tårnborghallen udfordrer afdelingerne i det daglige. Foreningen søger derfor om tilskud til etablering af et nyt redskabsrum i forlængelse af det eksisterende redskabsrum. Tidsplanen for udvidelsen er en byggeperiode fra august 2020 til oktober 2020.
Tårnborg Idrætsforening har pr. 31. dec. 2019 et medlemsantal på 478.
Tårnborg Idrætsforenings årsregnskab 2019 viste et overskud på 142.338,86 kr. Foreningen har en likvid beholdning på i alt 778.236,43 kr.
Retligt grundlag
Kommunalfuldmagten og retningslinjerne for Idræts- og Fritidspuljen.
Handlemuligheder
Kultur- og Fritidsudvalget kan:
a)    Bevilge de ansøgte 315.340 kr. i tilskud
b)    Bevilge et andet beløb i tilskud, fx 80.000 kr.
c)    Meddele afslag på ansøgningen
Vurdering
Administrationen vurderer, at Tårnborg Idrætsforening kan opnå tilskud fra Idræts- og Fritidspuljen, da puljen støtter etablering af nye og renovering af eksisterende faciliteter. Ansøgningen vurderes desuden at være i fin tråd med følgende bærende princip for puljen:
·        Idrætspolitikken: Fokus på optimering af faciliteterne til gavn for bredden i klubben ift. rekruttering og fastholdelse af medlemmer gennem bedre opbevaringsforhold for eksisterende og nye aktiviteter.
Det vurderes, at tilskuddet bør ydes under forudsætning af, at Tårnborg Idrætsforening finder restbeløbet gennem egenfinansiering, sponsorater og/eller fonde. Dette med henvisning til projektets størrelse samt foreningens økonomi.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Der er pt. 443.228 kr. tilbage i årets Idræts- og Fritidspulje. Der er på dette møde tre ansøgninger til Idræts- og Fritidspuljen. De tre ansøgninger har en samlet værdi på i alt 585.340 kr. Administrationen har indstillet tilskud for i alt 255.000 kr. i de tre sager.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Direktøren for Børn og Unge indstiller,
1.    at Udvalget bevilger 80.000 kr. i tilskud fra Idræts- og Fritidspuljen. Tilskuddet bevilges under forudsætning af, at Tårnborg Idrætsforening selv finansierer restbeløbet gennem egenfinansiering, sponsorater og/eller fonde.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 5. maj 2020:
Fraværende: 
At 1: Udsat mhp. indhentning af uddybende bilag.
Genoptagelse af sagen
På baggrund af beslutningen på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 5. maj 2020 er der indhentet et kontroloverslag. Kontroloverslaget er på 709.324 kr., hvilket er væsentligt dyrere end det oprindelige overslag på 315.340 kr. Desuden skal der yderligere tages højde for følgende udgifter:
-Udgifter til jordprøver for forurenet jord.
-Udgifter til bortskaffelse af overskydende jord, hvis det er over 1m3, og hvis det er forurenet.
-Udgifter til jordbundsundersøgelser, hvis ingeniøren vurderer, at det er nødvendigt.
-Udgifter til statiske beregninger.
-Udgifter til brandrådgiver, hvis byggeafdelingen kræver det.
Center for Kommunale Ejendomme anbefaler, at der tilknyttes en rådgiver på projektet, så tiltag ved projektet bliver lavet ordentligt på den kommunale bygning.
Indstilling
Kultur og Fritid indstiller,
2.    at Udvalget bevilger 80.000 kr. i tilskud fra Idræts- og Fritidspuljen. Tilskuddet bevilges under forudsætning af, at Tårnborg Idrætsforening selv finansierer restbeløbet gennem egenfinansiering, sponsorater og/eller fonde.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 9. juni 2020:
Fraværende: 
At 1 - Godkendt.

8. Mulighed for udvidet åbningstid ved Slagelse Bibliotek (B)

8.     Mulighed for udvidet åbningstid ved Slagelse Bibliotek (B)

Sagsnr.: 330-2020-30487               Dok.nr.: 330-2020-215400                                          Åbent
Kompetence: Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Kultur- og Fritidsudvalget gav på sit møde den 5. maj 2020 sin principielle tilslutning til en udvidelse af åbningstiden ved Slagelse Bibliotek via øgede selvbetjeningsmuligheder og let bemanding (sag nr. 16, drøftelsessag).
Med denne sag skal der træffes konkret beslutning og tages stilling til finansiering.
Baggrund
I modsætning til, hvad der er normen i både små og store byer landet over, er der for nuværende ikke morgen-, aften- og weekendåbent på hovedbiblioteket i Slagelse.
Slagelse Bibliotek er for nuværende åbent mandag til torsdag kl. 10 – 18, fredag kl. 10 – 16 og lørdag kl. 10 – 13.
Lokalt gælder, at Slagelse Biblioteker og Borgerservice driver aftenkulturelle tilbud i Skælskør (biblioteket) og Korsør (Kulturhuset), men ikke i Slagelse.
Det er virksomhedens vurdering, at der er gode grunde til at overveje dette, herunder:
·       En udvidelse af åbningstiden er god service for borgerne
·       Slagelse er en studieby. Mange studerende har glæde af biblioteket, men er begrænset af dets åbningstid
·       Biblioteket er et godt sted for børn og familier, der kan have svært ved at prioritere besøg i den nuværende åbningstid
·       Slagelses mange pendlere kan have svært ved at nå på biblioteket i den nuværende åbningstid
·       Erfaringerne fra andre byer og kommuner tilsiger, at det vil blive populært, og at mange(!) flere vil få glæde af bibliotekstilbuddet. Om morgenen. Om aftenen. I weekenden.
·       Et mere tilgængeligt tilbud matcher tidens krav. Biblioteket er fællesskab, uddannelse og deleøkonomi
·       De faste udgifter er afholdt, og meromkostningerne er derfor overskuelige.
Konkret ses følgende mulighed for udvidelse af åbningstiden:
Morgen
Biblioteket kan udvide åbningstiden med en time om morgenen i hverdagene, så der er adgang for publikum allerede kl. 9. Dog med en nedsat grad af bemanding og uden betjening i timen kl. 9 – 10, hvor der forekommer en del mødeaktivitet, administrative opgaver m.v.
Der er ingen udgifter forbundet med denne udvidelse, der kan klares ved justering af bibliotekets daglige praksisser.
Aften + weekend
Biblioteket kan udvide åbningstiden om aftenen, fx fra kl. 18 – 20/21 mandag – torsdag og til kl. 17/18 fredag + et antal dagtimer i weekenden.
Denne udvidelse kræver, at biblioteket indrettes til selvbetjent bibliotek, hvilket anslås at koste 500.000 kr. til tekniske installationsanlæg, herunder tilpasning af døre, adgangsscannere, lyssensorer, udvidet videoovervågning m.v. (Anlægsomkostning 1).
Herudover vil der være driftsudgifter til en let bemanding i den udvidede åbningstid - med forbillede i erfaringerne fra Skælskør. Niveauet vil være ca. 420.000 kr. årligt.
Endelig vil der komme udgifter til afledt tilpasning af indretningen. Fx vurderes det, at kælderen ikke på en for brugerne tryg måde lader sig anvende i en udvidet, mere sparsomt bemandet åbningstid, hvorfor materialer herfra skal integreres på stueplan og 1. sal. Anslået udgift 400.000 kr. (Anlægsomkostning 2).
Det bemærkes, at den udvidede åbningstid morgen / aften / weekend er baseret på selvbetjening med let bemanding, sidstnævnte primært af trygheds- og sikkerhedshensyn. Der vil således ikke være mulighed for hjælp og vejledning i samme omfang og kvalitet som i den fuldt bemandede åbningstid. Ikke desto mindre vurderes det, at en væsentlig forøgelse af bibliotekets tilgængelighed vil komme mange til gavn og vil resultere i en markant forøgelse af besøgstallet. Besøgstallet ved Slagelse Bibliotek udgjorde i 2019 180.000, når besøg i mødeafdelingen udelades.
Der arbejdes aktuelt i en arbejdsgruppe bestående af borgere og interessenter fra Korsør med spørgsmålet omkring kultur og byliv i Korsør, herunder bibliotekets rolle i byen. Når dette arbejde er afsluttet, vil Kultur- og Fritidsudvalget skulle tage tilsvarende stilling til de fremtidige åbningstider for Korsør Bibliotek.
Retligt grundlag
Biblioteksloven. Loven stiller ikke krav om særlige åbningstider. Serviceniveauet besluttes derfor lokalpolitisk.
Handlemuligheder
Kultur- og Fritidsudvalget kan beslutte:
a)    At der skal indføres ubemandet åbningstid på Slagelse Bibliotek via øget selvbetjeningsmulighed og let bemanding.
Hvis Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at der skal indføres ubemandet åbningstid, kan udvalget beslutte:
b)    At udvidelsen af åbningstiden morgen, aften og weekend finansieres fuldt og helt indenfor virksomhedens budgetramme – både anlægsomkostninger 1 og 2 og løbende driftsudgifter. Denne handlemulighed er baseret på, at finansieringen sker ved en tilpasning (reduktion) af den fuldt og fagligt bemandede åbningstid. Denne tilpasning af den bemandede åbningstid vil senere blive forelagt til udvalgets beslutning.
c)    At udgifter til anlægsomkostning 1 på 500.000 kr. og anlægsomkostning 2 på 400.000 kr. oversendes helt eller delvist til prioritering i Byrådets budgetproces for 2021-2024, mens de løbende driftsudgifter finansieres indenfor virksomhedens budgetramme. Denne handlemulighed er baseret på, at finansieringen af driftsudgifterne og evt. anlægsomkostninger sker ved en tilpasning (mindre reduktion) af den fuldt og fagligt bemandede åbningstid. Denne tilpasning af den bemandede åbningstid vil senere blive forelagt til udvalgets beslutning.
Vurdering
Det er administrationens vurdering, at der med forslaget anvises en ganske betydelig serviceforøgelse i form af åbningstider for en begrænset udgift.
I handlemulighed b finansierer virksomheden selv den udvidede åbningstid - inklusiv de anlæg med videre, der skal til for at realisere den. Tidspunktet for realisering af den udvidede åbningstid vil afhænge af, i hvilken takt virksomheden kan finansiere de krævede tekniske foranstaltninger m.v.
I handlemulighed c afhænger forslagets videre forløb af Byrådets prioritering.
Både handlemulighed b og c vil have indvirkning på bibliotekets serviceniveau i øvrigt i form af reduktion af den fuldt og fagligt bemandede åbningstid.
Udvalget vil senere blive forelagt en sag, hvor der skal tages konkret stilling til de tilpasninger af den fuldt bemandede åbningstid, som skal finansiere den udvidede åbningstid.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
-      Tekniske installationer (anlægsomkostning 1), 500.000 kr.
-      Inventar og omindretning (anlægsomkostning 2), 400.000 kr.
-      Biblioteksværter (løbende driftsudgifter), 420.000 kr. årligt.
Slagelse Bibliotek og Borgerservice finansierer i både handlemulighed b og c selv beløbet på 420.000 kr. årligt til løbende driftsudgifter indenfor virksomhedens bestående ramme.
Dermed udestår anlægsomkostninger på 500.000 kr. og 400.000 kr., der skal findes finansiering til.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Kultur og Fritid indstiller,
1.    at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at der skal indføres ubemandet åbningstid på Slagelse Bibliotek.
2.    at Kultur- og Fritidsudvalget træffer beslutning om finansiering af anlægsomkostninger på henholdsvis 500.000 kr. og 400.000 kr.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 9. juni 2020:
Fraværende: 
At 1 - Udvalget godkender, at der indføres ubemandet åbningstid morgen, aften og i weekenden på Slagelse Bibliotek.
At 2 - Udvalget anbefaler anlægsinvesteringerne på 500.000 kr. til tekniske installationer, dog fratrukket bibliotekets mulige medfinansiering i 2020 på 200.000 kr. I alt oversendes derfor 300.000 kr. til den videre budgetproces. Udvalget kan godkende at biblioteket afholder anlæg på 400.000 kr. til inventar og om-indretning inden for egen budgetramme. Gerne i 2020. Muligheden er tillige, at beløbet kan indgå i budgetforhandlingerne.
Det er en forudsætning, at der arbejdes med biblioteksværter/uforudsete tryghedsskabende aktiviteter.
Udvalget ønsker oplysninger om besøgende på biblioteket, opdeling af de 180.000 besøgende på henholdsvis bibliotek og borgerservice, antal af manuelle udlån og digitale udlån.
Udvalget opfordrer til at der til brug for budgetforhandlingerne fremlægges oplæg vedrørende samarbejdsmuligheder med uddannelsesinstitutionerne/forskningsbibliotekerne.

9. Godkendelse af vedtægter og udpegning af bestyrelsesmedlem til Sjællands Teater (B)

9.     Godkendelse af vedtægter og udpegning af bestyrelsesmedlem til Sjællands Teater (B)

Sagsnr.: 330-2018-39693               Dok.nr.: 330-2020-209870                                          Åbent
Kompetence: Kultur- og Fritidsudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet
Beslutningstema
Kultur- og Fritidsudvalget skal beslutte, om udkastet til vedtægter for Sjællands Teater skal indstilles til Byrådets godkendelse, samt indstille medlem til bestyrelsen til Byrådets godkendelse.
Baggrund
Sjællands Teater har, med Holbæk og Slagelse Kommune som tilskudskommuner, d. 15. maj 2020 ansøgt Slots- og Kulturstyrelsen om godkendelse som egnsteater i perioden 2021-2024.
Fra 2021 yder både Slagelse Kommune og Holbæk Kommune tilskud til driften af teatret. Holbæk Kommune bidrager med et bruttotilskud på ca. 8,7 mio. kr. i 2021, stigende til ca. 8,9 mio. kr. i 2024, mens Slagelse Kommune i hele perioden yder et bruttotilskud på 1.250.000 kr. Udkast til vedtægter for teatret skal derfor godkendes af både Holbæk og Slagelse Kommune. Udkast til vedtægter er vedlagt sagen som bilag.
Udover at Slagelse Kommune nu indgår som tilskudskommune, er Sjællands Teater en ny sammenslutning af de to tidligere egnsteatre Holbæk Teater og Teater FairPlay, der er et egnsteater særligt målrettet børn og unge. Sammenlægningen styrker udviklingen af scenekunstmiljøet i kommunerne og understøtter udviklingen af en regional teaterinstitution, som på sigt kan blive godkendt som § 5 teater (regionalt teater).
Holbæk Kommune behandler vedtægterne politisk sideløbende med Slagelse Kommune. Dermed forventes sagen behandlet af kommunalbestyrelsen i Holbæk Kommune d. 17. juni.
Herefter skal vedtægterne indsendes til Civilstyrelsens godkendelse.
Når vedtægterne er endeligt godkendte, bliver de indsendt til Slots- og Kulturstyrelsen som led i den 4-årige egnsteateraftale for 2021-2024.
Slagelse Kommune skal samtidig udpege 1 bestyrelsesmedlem fra Kultur- og Fritidsudvalget, der indgår i bestyrelsen fra 2021.
Vedtægternes indhold
Vedtægterne danner rammerne for Sjællands Teaters aktiviteter, bestyrelse og ledelses virke.
En væsentlig del af vedtægterne er formålsbestemmelsen, som bl.a. afgrænser teaterinstitutionens aktiviteter til følgende:
·         at drive teatervirksomhed (herunder ved egenproduktioner) og kulturformidlende virksomhed i henhold til den til enhver tid gældende teaterlov (pt. Lov om scenekunst),
·         med særlig vægt på ny dansk dramatik at producere og præsentere professionelt teater af højeste kvalitet for mennesker i alle aldre stationært i hhv. Holbæk og Slagelse Kommuner og på turné nationalt og internationalt med mulighed for at indgå i co-produktioner og produktionssamarbejder med andre teatre,
·         regionalt, at være initiativtager til og søge samarbejde med eksempelvis øvrige kulturinstitutioner og kulturmiljøer samt skole- og fritidsområdet.
Derudover fremgår det af vedtægterne, at Sjællands Teaters teateraktiviteter særligt målrettet børn og unge fortsat vil blive udøvet under binavnet Teatret FairPlay, da dette udgør et stærkt og veletableret brand inden for denne genre.
Bestyrelsessammensætning i 2021
For at sikre stabilitet omkring sammenlægningen af teatrene vil 2021 være et overgangsår, hvor bestyrelsen for Sjællands Teater vil bestå af 11 medlemmer. Disse medlemmer vil være de i alt 10 personer, som umiddelbart inden den 1. januar 2021 var medlemmer af bestyrelserne for de selvejende institutioner Holbæk Teater og Teatret Fairplay, samt et 11. bestyrelsesmedlem, som bliver udpeget af Slagelse Kommune fra kommunens Kultur- og Fritidsudvalg.
Bestyrelsessammensætning i 2022 og frem
Fra 1.1.2022 vil funktionsperioden for de politisk udpegede bestyrelsesmedlemmer følge den kommunale valgperiode. Således vil udpegningen ske i forbindelse med konstitueringsaftalen efter kommunalvalg.
Det fremgår af vedtægterne, at bestyrelsen fra 1.1.2022 vil bestå af 7-9 personer.
Pr 1.1.2022 skal Slagelse Kommune udpege 1 bestyrelsesmedlem fra kommunens Kultur- og Fritidsudvalg.
Retligt grundlag
Styrelsesloven.
Handlemuligheder
Kultur- og Fritidsudvalget kan
a)    anbefale, at udkast til vedtægter for Sjællands Teater indstilles til Byrådets godkendelse.
b)    Kan foreslå ændringer til vedtægterne.
c)    Indstille repræsentant til Sjællands Teaters bestyrelse blandt udvalgets medlemmer til Byrådets beslutning.
Vurdering
Kulturafdelingen vurderer, at udkastet til vedtægter for Sjællands Teater afspejler både Slots- og Kulturstyrelsens forventninger til egnsteatres formål og aktivitetsindhold, samt de forventninger vi som bidragskommune har til vedtægterne.
Kulturafdelingen anbefaler derfor, at vedtægterne godkendes, og at bestyrelsesmedlem udpeges.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Kultur og Fritid indstiller,
1.    at Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget at indstille Sjællands Teaters vedtægter til Byrådets godkendelse.
2.    at Kultur- og Fritidsudvalget indstiller medlem til Sjællands Teaters bestyrelse blandt udvalgets medlemmer til Byrådets beslutning.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 9. juni 2020:
Fraværende: 
At 1 - Anbefales til Økonomiudvalgets- og Byrådets godkendelse.
At 2 - Udvalget indstiller Britta Huntley (A) til bestyrelsen i Sjællands Teater.

10. Akutpulje til nye aktiviteter på kulturområdet (B)

10.   Akutpulje til nye aktiviteter på kulturområdet (B)

Sagsnr.: 330-2019-7235                 Dok.nr.: 330-2020-209676                                          Åbent
Kompetence: Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Kultur- og Fritidsudvalget skal beslutte, om der skal afsættes en akutpulje til nye aktiviteter på kulturområdet.
Baggrund
Store dele af Slagelse Kommunes kulturliv oplever, som resten af landets kulturliv, en række udfordringer i lyset af corona-krisen og de restriktioner, denne medfører, i form af aflyste aktiviteter og manglende indtægter. Aflysningen af aktiviteter rammer samtidig de af kommunens borgere, der ellers havde set frem til spændende kulturelle oplevelser.
Da der blot resterer 6.632 kr. i Puljen til kulturelle formål i 2020, er det for nuværende ikke muligt i særligt omfang at søge støtte til nye kulturelle aktiviteter, der ellers kunne medvirke til både at igangsætte kommunens kulturliv igen og give borgerne nye kulturelle oplevelser.
En kulturel akutpulje kan følge retningslinjerne for aktivitetstilskud fra Puljen til kulturelle formål, som er vedhæftet sagen som bilag, dog med følgende tilføjelse:
-      Der kan maksimalt ansøges om 10.000 kr. i støtte
-      Aktiviteten må ikke være den samme, som man evt. allerede har fået tilskud til fra Puljen til kulturelle formål i 2020.
Puljen skal søges gennem ansøgningsskema på Slagelse Kommunes hjemmeside, og Kulturafdelingen behandler ansøgningerne administrativt.
Retligt grundlag
Kommunalfuldmagtens principper, der giver mulighed for støtte til kulturelle aktiviteter.
Handlemuligheder
Kultur- og Fritidsudvalget kan beslutte:
a)    At der afsættes en akutpulje til nye aktiviteter på kulturområdet.
b)    Hvordan akutpuljen finansieres.
c)    At der ikke skal afsættes en akutpulje på kulturområdet.
Vurdering
Kulturafdelingen vurderer, at en akutpulje på kulturområdet kan medvirke til at genstarte kommunens kulturliv efter en lang periode med aflysninger af aktiviteter, som mange borgere ellers har set frem til.
Restriktionerne ifm. corona-krisen betyder, at kulturelle aktører bliver nødt til at gentænke deres aktiviteter. I den forbindelse kan nye idéer opstå og prøves af. Idéer, som potentielt både kan have positiv indflydelse på, hvordan aktørerne ser på deres muligheder for at udvikle og gennemføre aktiviteter i fremtiden, og som kan vise sig at være langtidsholdbare nye aktiviteter for aktørerne og måske skaber kontakt til nye målgrupper. Og det kan være aktiviteter, der gennem kultur styrker fællesskaber i kommunen, skaber nye netværk og understøtter kulturlivet bredt i kommunen.
Kulturafdelingen vurderer, at retningslinjerne for Puljen til kulturelle formål og de to tilføjelser om ansøgningsbeløb og aktivitetsindhold vil sikre, at akutpuljen bidrager til at igangsætte nye aktiviteter, der samtidig understøtter Slagelse Kommunes kulturstrategi, som retningslinjerne bygger på.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Udvalget har i begyndelsen af året disponeret 1,5 mio. kr. af mindreforbrug 2019 til Puljen til kulturelle formål i 2021-23 til en forhøjelse af puljen med 500.000 kr. årligt for at udligne tidligere reduktion af puljen.
En række foreninger vil være nødsaget til at udskyde deres aktiviteter fra 2020 til 2021 pga. COVID19, men foreningerne har på baggrund af Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning på udvalgsmødet d. 5/5 2020 omkring tilskud for 2020 mulighed for at beholde tilskud bevilget i 2020 til aktiviteterne i 2021.
Det må derfor forventes, at en række foreninger ikke søger tilskud for 2021, og at der samlet vil blive søgt om lavere tilskud. Dermed kan en del af de øremærkede midler til forhøjelse af puljen i 2021 i stedet anvendes til en akutpulje i 2020.
Administrationen anbefaler, at der afsættes 100.000 kr. til akutpuljen bestående af de resterende 6.632 kr. fra Puljen til kulturelle formål samt fra mindreforbruget for 2019, som ellers er afsat til Puljen til kulturelle formål i 2021.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Kultur og Fritid indstiller,
1.    at Kultur- og Fritidsudvalget afsætter en akutpulje til nye aktiviteter på kulturområdet. De gældende retningslinjer for Puljen til kulturelle formål, samt 2 tilføjelser, er retningslinjerne for akutpuljen.
2.    at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter finansiering af akutpuljen.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 9. juni 2020:
Fraværende: 
At 1 - Godkendt med en pulje på 100.000 kr.
At 2 - Finansieringen sker via uforbrugte midler fra 2019 samt resterende midler fra puljen til Kulturelle formål.

11. Gratis adgang for ledsagere til handicappede til kultur- og fritidsaktiviteter (B)

11.   Gratis adgang for ledsagere til handicappede til kultur- og fritidsaktiviteter (B)

Sagsnr.: 330-2017-64797               Dok.nr.: 330-2020-217974                                          Åbent
Kompetence: Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Udvalget skal tage stilling til, om foreninger m.fl., der modtager kommunalt tilskud til kultur- og fritidsaktiviteter, eller som afvikler disse i kommunens faciliteter, skal give gratis adgang for ledsagere til handicappede.
Baggrund
Det tidligere Kultur-, Fritids- og Turismeudvalg behandlede i december 2017 en sag om indførelse af gratis adgang for ledsagere til handicappede til kultur- og fritidsaktiviteter, der enten blev afholdt med kommunalt tilskud, eller som blev afviklet i kommunens faciliteter.
Ordningen omhandler handicappede, der har fået tildelt et ”ledsagerkort”. Ledsagerkortet udstedes af Dansk Handicapforbund mod ansøgning med dokumentation for, at man har behov for ledsager.
Udvalget valgte at afsætte en pulje på 20.000 kr. i 2018 til dækning af foreningernes manglende billetindtægter fra ledsagerordningen, og det er muligt at tolke Kultur-, Fritids- og Turismeudvalgets beslutning fra december 2017, som om kravet om gratis adgang for ledsagere udelukkende er gældende for 2018. Nogle foreninger er derfor ophørt med ordningen efter 2018, mens andre har fortsat ordningen ud fra den opfattelse, at der var tale om en løbende ordning. Kulturafdelingen er blevet kontaktet af en borger, som undrer sig over dette.

I denne sag fremlægges forslaget derfor til fornyet behandling.
Høring blandt lokale aktører
Forud for sagen i 2017 blev forslaget sendt i høring blandt de relevante aktører på området. Flere aktører tilbød i forvejen gratis adgang til ledsagere til handicappede, og den resterende del var positive over for forslaget. Dog udtrykte enkelte betænkelighed ved forventningen om en stor udgift pga. mange gæster med gratis adgang.
På baggrund af erfaringer fra andre steder i landet regnede administrationen på forskellige scenarier, og udvalget besluttede at afsætte en pulje til dækning af udgiften i 2018. Administrationen modtog efterfølgende ansøgning om kompensation fra to aktører (Vestsjællands Teaterkreds på 1.920 kr. og Slagelse Musikhus på 9.710 kr.) for manglende billetindtægter ved ledsagerordningen i 2018.
En række kultur- og idrætsinstitutioner i hele landet tilbyder gratis adgang for ledsagere til handicappede, og en permanent ordning i Slagelse Kommune vil i høj grad leve op til kommunens strategier på både kultur- og fritidsområdet samt kommunens handicappolitik.
Prioritering i forhold til kommunens strategier på området
Kommunens kulturstrategi har fokus på at inddrage andre målgrupper og generationer, så flere kan og vil engagere sig i kulturlivet – dette støtter op om en prioritering af smidighed i forhold til lige adgang for alle.
Kommunens idrætspolitik har fokus på, at alle borgere kan have stor glæde af idrættens sundhedsmæssige og sociale fordele uanset et evt. handicaps karakter eller omfang.
I Slagelse Kommunes vision for Handicappolitikken hedder det under ”Fritid”: ”Alle har lige adgang til at deltage i kulturlivet, de rekreative tilbud, fritidsaktiviteter og idræt og til at udvikle og udnytte den enkeltes potentiale”.
Retligt grundlag
Kommunalfuldmagtens principper er underlagt principperne for god forvaltning og lighedsprincippet, der indebærer, at kommunens borgere har krav på at være ligestillede over for kommunens foranstaltninger.
Handlemuligheder
Kultur- og Fritidsudvalget kan beslutte
a)    At aktiviteter, der afvikles med kommunalt tilskud eller i kommunens faciliteter, skal tilbyde gratis adgang for ledsagere til handicappede, der har fået bevilget et ledsagerkort. Dette vil sikre en smidighed i forhold til lige adgang for alle samt opfylde målene i kommunens strategier omkring øget engagement samt udvikling af den enkeltes potentiale.
b)    At det fortsat er op til den enkelte aktør at beslutte, om man ønsker at tilbyde gratis adgang for ledsagere til handicappede, der har fået bevilget et ledsagerkort. Hermed fokuseres der ikke på lige adgang for alle, og målene i kommunens strategier om at udvikle den enkeltes potentiale fremmes ikke.
Vurdering
Administrationen vurderer, at kommunens tilbud om kultur- og fritidsaktiviteter bør være tilgængelige for alle i videst muligt omfang.
Administrationen vurderer, at handicappede, der får tildelt ledsagerkort, udgør en lille gruppe borgere. Disse borgere har udfordringer, der vanskeliggør deltagelse uden ledsager ved diverse aktiviteter. Herudover har den handicappede en ekstra udgift i forhold til deltagelse, men betaler udgiften til egen billet.
Administrationen anbefaler derfor, at udvalget beslutter, at aktiviteter, der afvikles med kommunalt tilskud eller i kommunens faciliteter, skal tilbyde gratis adgang for ledsagere til handicappede, der har fået bevilget et ledsagerkort. Ordningen omfatter både kultur- og fritidsaktiviteter.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Kultur og Fritid indstiller,
1.    at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at kultur- og fritidsaktiviteter, der afvikles med kommunalt tilskud eller i kommunens faciliteter, fremover skal tilbyde gratis adgang for ledsagere til handicappede, der har fået bevilget et ledsagerkort.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 9. juni 2020:
Fraværende: 
At 1 - Godkendt.

12. Guldagergaard - status 1. juni 2020 og årsrapport 2019 (O)

12.   Guldagergaard - status 1. juni 2020 og årsrapport 2019 (O)

Sagsnr.: 330-2019-70380               Dok.nr.: 330-2020-231642                                          Åbent
Kompetence: Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Udvalget orienteres om status for Guldagergaard som følge af Covid-19 samt institutionens årsrapport 2019.
Baggrund
I forlængelse af den igangværende dialog med Guldagergaard i forbindelse med institutionens overgang til erhvervsdrivende fond fremlægges i denne sag status fra Guldagergaard over den aktuelle situation samt konsekvenserne af Covid-19.
Derudover fremlægges Guldagergaards årsrapport for 2019, som institutionen har ønsket, at udvalget får forelagt. Administrationen godkender regnskaberne for tilskud over 500.000 kr. til selvejende institutioner og skal orientere udvalget om denne godkendelse. Godkendelsen med evt. bemærkninger forelægges sædvanligvis for udvalget i slutningen af året forud for behandling af driftsaftaler for det kommende år. Både årsrapport og Kulturafdelingen og Intern Revisions bemærkning til årsrapporten er vedlagt sagen som bilag.
Guldagergaard er, som en række af kommunens øvrige kulturinstitutioner, påvirket af Covid-19, og institutionen har søgt tilskud fra kommunens Corona-hjælpepulje. Guldagergaards status vedr. Covid-19 er vedlagt sagen som bilag.
Guldagergaard har fået udbetalt 569.600 kr. fra Slagelse Kommunes corona-hjælpepulje til kompensation for manglende indtægter fra: Artist-in-residence ophold, talentudvikling, efteruddannelser, udstillinger, rundvisninger og skoletjeneste.
Derudover har staten en række nationale Corona-hjælpepakker, hvor i hvert fald én umiddelbart kan være relevant for Guldagergaard. Denne hjælpepakke er dog endnu ikke åbnet for ansøgninger, og der foreligger heller ikke endelige retningslinjer for pakken. Guldagergaard er, i lighed med andre modtagere af støtte fra kommunens Corona-hjælpepulje, pålagt at ansøge relevante nationale hjælpepakker, når dette er muligt.
Retligt grundlag
Kommunalfuldmagtens principper om tilskud til kulturinstitutioner.
Handlemuligheder
Udvalget kan tage orienteringen til efterretning.
Vurdering
I forhold til tilskud fra kommunens akutpulje afventer administrationen afgørelse på Guldagergaard ansøgning om støtte fra de/den statslige hjælpepakke. Kommunens tilskud fra corona-hjælpepuljen vil efterfølgende blive modregnet i det pågældende støttebeløb.
Administrationen har gennemgået årsrapporten for 2019 for Guldagergaard. Administrationens bemærkninger fremgår af bilaget.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Kultur og Fritid indstiller,
1.    at Kultur- og Fritidsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 9. juni 2020:
Fraværende: 
Troels Brandt (B) blev erklæret inhabil og deltog ikke i behandlingen af punktet.
At 1 - Orienteringen taget til efterretning.

13. Proces mod ny forpagtningsaftale for Slagelse Teater 2021-2023 (B)

13.   Proces mod ny forpagtningsaftale for Slagelse Teater 2021-2023 (B)

Sagsnr.: 330-2020-35012               Dok.nr.: 330-2020-217712                                          Åbent
Kompetence: Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Kultur- og Fritidsudvalget skal godkende forslag til procesplan for en ny forpagtningsaftale for Slagelse Teater 2021-2023.
Baggrund
Den nuværende 3-årige forpagtningsaftale for Slagelse Teater mellem Slagelse Kommune og Slagelse Musikhus udløber ved udgangen af 2020. Den nuværende forpagtningsaftale og tilføjelse til aftalen er vedhæftet som bilag.
Den nuværende aftale er indgået med Slagelse Musikhus i forbindelse med musikhusets overgang fra kommunal institution til selvejende institution. Musikhuset havde forud for overgangen varetaget administrationen af Slagelse Teater.
For at få klarlagt fordele og ulemper ved den nuværende aftale, og mulige hensigtsmæssige ændringer og ønsker til den fremtidige, ønsker Kulturafdelingen både at gennemføre en evaluering af den nuværende aftale, hvor brugere og forpagter involveres, samt indgå i dialog med det fremtidige egnsteater forud for, at en ny forpagtningsaftale udformes og udbydes.
Forslag til procesplan for en ny forpagtningsaftale er vedhæftet sagen som bilag.
Retligt grundlag
Ingen bemærkninger.
Handlemuligheder
Kultur- og Fritidsudvalget kan
a)    godkende forslag til procesplan for en ny forpagtningsaftale for Slagelse Teater.
b)    beslutte en anden proces for en ny forpagtningsaftale for Slagelse Teater.
Vurdering
Den nuværende forpagtningsaftale for Slagelse Teater mellem Slagelse Kommune og Slagelse Musikhus er den første af sin art for teatret. Da aftalen udløber ved årets udgang, og en ny forpagtningsaftale skal indgås med eventuel ny forpagter, er det relevant at se på, hvordan den nuværende aftale har fungeret. De nuværende brugere og forpagtere vil i evalueringen få mulighed for at påpege både fordele, ulemper og ændringsforslag ift. den nuværende aftale, som kan forbedre det fremtidige samarbejde omkring Slagelse Teater.
Samtidig er det relevant at indgå i dialog med det fremtidige egnsteater, som i fremtiden også vil være lokaliseret på teatret. Egnsteatret har gode erfaringer fra driften af Holbæk Teater, der kan bidrage med nye input til driften af Slagelse Teater.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Kultur og Fritid indstiller,
1.    at Kultur- og Fritidsudvalget godkender forslag til procesplan for en ny forpagtningsaftale for Slagelse Teater 2021-2023.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 9. juni 2020:
Fraværende: 
At 1 - Godkendt.

14. Børnekulturel indsats i Kulturregion Midt- og Vestsjælland 2020 (O)

14.   Børnekulturel indsats i Kulturregion Midt- og Vestsjælland 2020 (O)

Sagsnr.: 330-2020-34917               Dok.nr.: 330-2020-216498                                          Åbent
Kompetence: Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Kultur- og Fritidsudvalget orienteres om ”Børnenes Kulturregion”, der er et initiativ under Kulturregion Midt- og Vestsjælland.
Baggrund
Den politiske styregruppe ”Kulturgruppen” for Kulturregion Midt- og Vestsjælland indgik 7. nov. 2019 en 1-årig kulturaftale med kulturministeren gældende for 2020 for de 6 kommuner i kulturregionen – Kalundborg, Lejre, Odsherred, Ringsted, Slagelse og Sorø.
Et af elementerne i kulturaftalen er indsatsen ”Børnenes Kulturregion”. Målet med indsatsen er at udvikle en fælles børnekulturel indsats på tværs af kommuner, som styrker børn og unges kreative kompetencer i årlige møder med kunst og kultur gennem dagtilbud og skole. Indsatsen bygger på erfaringer fra Lejre Kommunes projekt Dronten.
I efteråret 2020 igangsættes Børnenes Kulturregion med gennemførelsen af et pilotprojekt – et billedkunstforløb – i ca. 85 2. klasser fordelt i de seks deltagende kommuner. I Slagelse Kommune deltager 10 klasser.
Pilotprojektets billedkunstforløb er udviklet, så det understøtter kompetencemål inden for fagene billedkunst og dansk samtidig med kompetenceområdet kreativitet inden for det tværgående tema i folkeskolens Fælles Mål: Innovation og entreprenørskab.
Pilotprojektet finansieres udelukkende af midler fra Kulturregionen.
Erfaringerne fra gennemførelsen af pilotprojektet, og andre input, præsenteres på konferencen ”Børnenes Kulturregion” ultimo 2020 i Lejre Kommune. Til konferencen inviteres politikere og fagfolk fra de seks kommuner til at deltage.
Herefter arbejdes der videre i både de enkelte kommuner og i kulturregionen med udvikling af indsatsen forud for udarbejdelsen af en fireårig kulturaftale i 2021-2024. I de enkelte kommuner skal der blandt andet tages stilling til, i hvilket omfang indsatsen skal udrulles i kommunen, herunder hvilken økonomi der ønskes afsat til indsatsen.
Retligt grundlag
Ingen bemærkninger.
Handlemuligheder
Kultur- og Fritidsudvalget og Børne- og Ungeudvalget kan tage orienteringen til efterretning.
Vurdering
En fælles børnekulturel indsats i kulturregionen af denne størrelse giver mulighed for i sam-arbejde at løfte opgaver, som hver enkelt kommune ellers skulle have løftet selv, og dermed at dele ressourcer på tværs af kommunegrænser. Det styrker samtidig muligheden for at sø-ge ekstern fondsstøtte i realiseringen af så målrettet en børnekulturel indsats til alle børn og unge i et område som Kulturregion Midt- og Vestsjælland.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Lejre Kommune er tovholder på indsatsen og bindeled mellem det politiske, ledelsesmæssige og administrative niveau. Koordinering og udvikling af pilotprojektet sker i en tværgående ar-bejdsgruppe med repræsentanter fra kultur- og skoleområdet fra hver kommune. De konkre-te billedkunstforløb i de enkelte kommuner gennemføres i et tæt tværgående samarbejde mellem personale fra kulturområdet og skoleområdet.
Hver kommune i kulturregionen bidrager årligt med 3 kr. pr. indbygger til kulturregionen. Slagelse Kommunes tilskud finansieres fra Kultur- og Fritidsudvalgets driftsbudget.
Herudover yder Kulturministeriet et tilskud til kulturregionen, der nogenlunde er svarende til kommunernes tilskud
Der er i 2020 afsat 900.000 kr. i Kulturregion Midt- og Vestsjælland til indsatsen ”Børnenes Kulturregion”, herunder pilotprojektet i de 6 deltagende kommuner.
50 % finansieres af Kulturregion Midt- og Vestsjælland og 50 % af Kulturministeriet via kulturaftaletilskuddet.
Konsekvenser for andre udvalg
Udvalg på kultur- og skoleområdet i de øvrige fem kommuner orienteres også på deres juni-møder 2020.
Indstilling
Kultur og Fritid indstiller,
1.    at Kultur- og Fritidsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 9. juni 2020:
Fraværende:  Anne Bjergvang (A), Morten Hass Augustsen (V)
At 1 - Orienteringen taget til efterretning.
Udvalget ønsker en løbende opfølgning. Opsamlingskonference forventes afviklet ultimo 2020.

15. Orientering fra udvalget samt inspirationsopsamling fra konferencer mv. (O)

15.   Orientering fra udvalget samt inspirationsopsamling fra konferencer mv. (O)

Sagsnr.: 330-2017-89794               Dok.nr.: 330-2019-508265                                          Åbent
Kompetence: Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Orientering fra formanden og udvalgets øvrige medlemmer samt inspirationsopsamling fra deltagelse i konferencer mv.
Indstilling
Kultur og Fritid indstiller,
1.    at  Orienteringen tages til efterretning
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 9. juni 2020:
Fraværende:  Anne Bjergvang (A), Morten Hass Augustsen (V)
Jørgen Andersen(A) orienterede om henvendelse fra foreningen Kunst I Kirken om indgåelse af flerårig aftale med Slagelse kommune.
Udvalget tilsluttede, at sagen oversendes til budgetforhandlingerne.
Anders Nielsen(A) var blevet kontaktet af håndboldklubben vedrørende fordeling af haltider.
Administrationen orienterede om, at haltiderne er fordelt efter de gældende retningslinjer. Problemet er aktualiseret af, at der er kommet en ny lokaleberettiget forening. Der har været dialig med håndboldklubben og de øvrige foreninger.
Troels Brandt(B) gjorde opmærksom på henvendelse vedrørende handicapbadebro.
Orienteringen taget til efterretning.

16. Centerets orientering til Udvalget (O)

16.   Centerets orientering til Udvalget (O)

Sagsnr.: 330-2017-89818               Dok.nr.: 330-2019-508162                                          Åbent
Kompetence: Kultur- og Fritidsudvalget
Udvalget informeres hermed om alle puljer på kultur- og fritidsområdet. Bilagene over forbrug på de konkrete puljer er ajourført op til deadline for udsendelse af dagsorden.
KULTUR:
Pulje
Forbrug
Restbudget
Puljen til kulturelle formål
2.423.432
2.423.800
-368
FRITID:
 
 
 
Idræts- og Fritidspuljen
708.516
446.965
261.551
Markedsføringspuljen
1.063.297
1.010.000
53.297
Puljen til selvorganiseret idræt og bevægelse
237.506
237.506
0
Udviklingspuljen (FOU)
158.789
48.000
110.789
I vedlagt bilag kan udvalget få et overblik over modtagne ansøgninger til den af Økonomiudvalget nedsatte Corona-hjælpepulje, herunder hvad der er bevilget af tilskud fra puljen indtil videre.
Fritidsområdet:
Tilskud fra Udviklingspuljen
Puljen yder tilskud til udviklingsarbejde, rekvisitter, arrangementer og nye initiativer med et folkeoplysende sigte. De modtagne ansøgninger for 1. halvår 2020 er behandlet, og følgende har modtaget tilskud fra puljen: AK Atlas: 23.000 kr. til konkurrence-vægtløftningsudstyr, Omø Kapsejlads: 15.000 kr. til indkøb af Stand Up Paddleboards samt Slagelse Basketball: 10.000 kr. til rekvisitter og markedsføring af FamilieBasket.
Ny måling fra DIF Analyse om DIF Get2Sport: Effekterne af idrætsforeninger i udsatte boligområder:
-      62 % er blevet mere glade for at gå i skole, efter at de er begyndt i en idrætsforening
-      84 % har fået nye venner og/eller et større netværk
-      50 % bruger tid i foreningen eller på banen, når de ikke er til træning
-      65 % føler sig mere trygge i boligområdet, fordi de kender folk fra deres idrætsforening
-      90 % oplever, at de er blevet mere tilfredse med deres liv, efter at de er begyndt i en idrætsforening
Medlemstilskud 2020
Fritidsafdelingen har behandlet ansøgninger om medlemstilskud. Puljen på 3.725.00 kr. er opbrugt, bortset fra et mindre beløb, der foreløbig henstår til eventuelt for sent modtagne ansøgninger.
Ny kunstgræsbane B73
Den eksterne rådgiver har fremlagt projektforslaget for den nye kunstgræsbane ved B73. Entreprenørservice har fremført sine bekymringer for opbygningen, herunder at der bygges på gamle dræn. Den eksterne rådgiver deler ikke denne bekymring. Projektet med nye dræn vil blive dyrere. Udbuddet vil allerede blive skalerbart, grundet den eksterne rådgivers beregninger på projektet, som bliver dyrere ift. den økonomiske ramme på 5.000.000 kr.
Renovering af Slagelse Svømmehal
Renoveringen af Slagelse Svømmehal er tildelt Georg Berg A/S, og inden for 14 dage er der projekteret færdigt, og arbejdet igangsættes. Administrationen forventer at kunne åbne hallen for aktiviteter igen omkring 1. oktober. Udvendigt arbejde vil forekomme til omkring ultimo november.
Genåbning af udendørs idrætsfaciliteter
Efter at Folketinget og sundhedsmyndighederne besluttede at åbne op for udendørs aktiviteter, har der været fart på med at gøre faciliteterne klar til aktivitet med de fremlagte retningslinjer fra sundhedsmyndigheder og specialforbund. Der har i forløbet været god dialog med foreningerne, og driften har været hurtige til at tilpasse faciliteterne. Processen for genåbningen er derfor positiv.
STE CAMP 2020
Årets sommerferie-camp for børn mellem 9-13 år i uge 27, hvor de oplever 5 forskellige idrætter i regi af Slagelse Talent & Elite, blev udsolgt med 30 solgte pladser på 3 dage. Derfor er der nu oprettet endnu en camp i uge 28.
Slagelse Talent og Elite – fællestræning
Efter at sundhedsmyndighederne har åbnet for udendørs træning, er der afholdt den første fællestræning i Slagelse Talent & Elite-regi. Den første træning blev afholdt med store smil fra atleterne, selv med de begrænsninger som retningslinjerne giver. Slagelse Talent & Elite er glade for at byde atleterne velkommen til fællestræning igen.
Et første møde for de nye elever i de 2 nye idrætsklasser på Nymarkskolen
For første gang oprettes der 2 idrætsklasser på Nymarkskolen. En fodboldklasse og en multiklasse. Dette sker på baggrund af et stort stykke arbejde ude i klubberne, som har medført et stort antal dygtige ansøgere. Også Nymarkskolens store stykke arbejde med at få elever til at have et balanceret liv med både skole og idræt har gjort tilbuddet interessant for endnu flere elever. De 2 idrætsklasser har tilsammen 42 elever. Den 20. juni afholdes der opstart for de nye idrætsklasser, så de kan møde deres nye klassekammerater. Dette arrangement afholdes på en sådan måde, at det vil leve op til sundhedsmyndighedernes retningslinjer.
Tour de France – Touren over broen
I maj faldt de kommercielle interesser i København, som følge af at EM i fodbold grundet Corona blev flyttet fra 2020 til 2021, på plads, så Tour de France fortsætter som planlagt i Danmark. Vi er en del af den nationale gruppe og har stort fokus på 100 dages festen, som skydes i gang 24. marts 2021. Udover denne arbejdes der på indsatser i skole og dagtilbud samt på at understøtte andre eksisterende events og arrangementer med den gule farve. Den 11. juni afholdes der åbent sparingsmøde i Halsskov Færgehavn 14-17, hvor interessenter kan komme forbi og få inspiration. Her sætter vi også det indkøbte Tour-telt og målportal op.
DIF Get2Sport Corona-opdatering:
Alt har været lukket ned pga. Corona, og vi starter nu op på at lave noget aktivitet hen over sommeren. Det forventes, at rigtig mange er hjemme hele sommeren, og der er derfor stor efterspørgsel på Get2Sport-aktiviteter fra de tre boligområder (Motalavej, Ringparken, Parkvej/Præstevangen). Pigeboksning i Korsør Amatør Bokseklub (Girls Get2Boxing) går i gang hurtigst muligt.
HEL Fritid Corona-opdatering:
Det har været svært at gøre det helt store under Corona. Der er lagt en plan for, hvordan vi hurtigst muligt får børnene i gang, når hver enkelt aktivitet starter op. Vi får fra 1. juni en studentermedarbejder, Nikoline, som skal hjælpe med HEL Fritid, da vi oplever en større efterspørgsel, end vi kan nå at håndtere.
Ny dato for Korsør Aqtive Days
Korsør Aqtive Days er grundet Corona udskudt til den 19. september, hvor Broløbet også afvikles. Aktørerne bibeholder det kommunale tilskud fra hhv. Tour de France-midlerne og turismemidlerne målrettet vandaktiviteter.
Volleyball Danmark – EM-kvalifikation:
I august-september 2020 er der planlagt afvikling af landskampe i Spar Nord Arena Slagelse mellem Danmark, Israel, Frankrig, Ungarn, Tyrkiet, Nord Makedonien og Bosnien & Hercegovina – men pga. Covid-19 og manglende info om indrejseforbud i Danmark og mulighed for fly vil det evt. blive flyttet til januar 2021. Afklaring foreligger medio juni.
Oversigt over Sommercamps i foreningslivet i 2020
Administrationen udarbejder for fjerde år i træk en oversigt over idrætscamps og –skoler for børn og unge, fx fodboldskoler, som foreningerne afholder i sommerferien. Sommeroversigten udsendes inden sommerferien til bl.a. kommunens skoler, biblioteker og foreningslivet. De enkelte camps kan blive aflyst pga. corona. Oversigten er vedlagt som bilag.
Fodboldfællesskabet Brug Bolden for udsatte unge og voksne i Korsør
Brug Bolden Danmark har pga. Corona-krisen valgt at vente med at opstarte fodboldfællesskabet i Korsør, til indendørssæsonen begynder i efteråret 2020.
Slagelse Open 2020 er aflyst
På grund af Coronakrisen har vi desværre været nødt til at aflyse årets Slagelse Open, som skulle have fundet sted i uge 34 i og omkring Vesthallen. Slagelse Open er et idræts- og aktivitetsprojekt for borgere med behov for støtte, som har været afholdt med succes de seneste 5 år. 
Markedsføringsaftale – vægtløftere
Der er lavet markedsføringsaftaler med de tre vægtløfterpiger, Louise, Katrine og Sandra, som alle er en del af den danske OL-bruttotrup hos Dansk Vægtløfterforbund. De træner i AK Atlas i Slagelse med Frank Petersen som deres træner.  Lige nu arbejder alle tre hårdt på at kvalificere sig til OL næste sommer. Der er lavet aftaler med alle tre til efter OL.
Ny fusioneret svømmeklub
På generalforsamlingerne i hhv. Slagelse Svømmeklub og SVØM Korsør i marts måned blev det vedtaget at fusionere svømmeklubberne til en fælles svømmeklub. Den nye svømmeklub hedder Svøm Slagelse Korsør.
Fremdrift i projekt Korsør Ny Skatepark
Siden Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at støtte Korsør Ny Skatepark i marts 2020, har Den Nationale Platform for Gadeidræt, Trelleborg Fonden, Brand af 1848 Fond og Landudvikling Slagelse valgt at bibeholde deres donationer, dog forventeligt med en mindre nedskrivning af tilskuddet fra sidstnævnte. På nuværende tidspunkt udarbejdes udbudsmaterialet, hvor de frivillige indgår i processen. Projektet bliver udbudt som totalentreprise i løbet af juni, og forventeligt indvies skateparken i forbindelse med påsken 2021.
Fordeling af tider i haller for sæsonen 2020/2021
Fritidsafdelingen har på baggrund af udvalgets beslutning på mødet den 5/5 2020 foretaget en administrativ fordeling af tider i haller for sæsonen 2020/2021 ud fra foreningernes ønsker samt Folkeoplysningsloven og rækkefølgen og principperne i retningslinjerne for fritidsområdet.
Fordelingen er blevet udmeldt til foreningerne, og der er kommet følgende indsigelser:
·         Tårnborg IF Floorball ønsker mere tid i Tårnborghallen tirsdag og torsdag, hvor Korsør/Tårnborg Håndboldklub er tildelt tiden.
·         Korsør/Tårnborg Håndboldklub ønsker mere haltid i Storebæltshallen mandag, tirsdag og torsdag og mere tid i Tårnborghallen om torsdagen.
·         Slagelse Basketballklub ønsker mere tid i Nordhallen. Lige nu er nogle af deres træningstider, ligesom sidste år, lagt på Slagelse Gymnasium. Klubben er dog ikke tilfreds med gulvet samt antal aflysninger sidste år.
·         Nordbyens Badmintonklub ønsker flere timer – dette er løst, da kommunen køber 20 timer pr. uge i den nye hal på Dyhrs Skole.
Fritidsafdelingen behandler, jf. retningslinjerne for fritidsområdet, de indkomne indsigelser. Og vil melde en endelig fordeling ud til foreningerne inden sommerferien.
Aftale om svømmetid i Korsør og Slagelse Svømmehal
Administrationen har i samarbejde med brugerne lavet en fordeling af vandtid i Korsør og Slagelse Svømmehal, som både tilgodeser foreningslivet og de offentlige gæster. Når renoveringsplanerne bliver endelige, vil administrationen sammen med brugerrådet lave midlertidige aftaler for brugen af vandtiden.
Kulturområdet
Ny Trelleborg
Forprojekt færdiggøres sommeren 2020 og præsenteres for udvalget, når det er færdigt.
Ny Trelleborg samarbejder med Kunstakademiet i København og arbejder i øjeblikket med studerende fra Visuelt Design. Deres eksamensprojekter vedrørende Trelleborg præsenteres virtuelt i juni måned.
Indstilling
Kultur og Fritid indstiller,
1.    at  Orienteringen tages til efterretning.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 9. juni 2020:
Fraværende:  Anne Bjergvang (A), Morten Hass Augustsen (V)
At 1 - Taget til efterretning.

17. Emner til pressen (B)

17.   Emner til pressen (B)

Sagsnr.: 330-2017-89840               Dok.nr.: 330-2019-512839                                          Åbent
Kompetence: Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Kultur- og Fritidsudvalget skal beslutte hvilket/hvilke af mødets punkter, der skal laves presseomtale på.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 9. juni 2020:
Fraværende:  Anne Bjergvang (A), Morten Hass Augustsen (V)
Der udsendes pressemeddelelse vedrørende genåbning af idrætsfaciliteter.

18. Genåbning af Slagelse og Korsør Svømmehaller (B)

18.   Genåbning af Slagelse og Korsør Svømmehaller (B)

Sagsnr.: 330-2020-111195             Dok.nr.: 330-2020-242108                                          Åbent
Kompetence: Kultur og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Udvalget skal tage beslutning om man ønsker at genåbne Slagelse Svømmehal med udgangspunkt i gældende retningslinjer for genåbning af svømmehaller i forbindelse med COVID19 i en kort periode inden renovering af svømmehallen påbegyndes.
Baggrund
Regeringen meldte den 6. juni 2020 ud at idrætsanlæg og svømmehaller igen under skærpede retningslinjer kan genåbne pr. 8. juni 2020.
Administrationen har pr. 8. juni genåbnet muligheden for at foreninger kan benytte indendørs arealer såfremt de følger de overordnede retningslinjer fra sundhedsmyndighederne samt fra deres forbund.
Korsør Svømmehal er klar til genåbning pr. 11. juni om eftermiddagen såfremt vandprøver er godkendte. 
Foreningerne er orienteret om dette.
Grundet COVID19 og byrådets fremskyndelse af renoveringsprojekter, er renoveringen af Slagelse Svømmehals facade og tag påbegyndt, og opsætning af stillads igangsættes omkring 1. juli.
Genåbning af Slagelse Svømmehal vil ifølge teknikkerne i Kommunale Ejendomme tage syv dage at etablere. I givet fald vil hallen såfremt vandkvaliteten er i orden, åbne omkring 16. juni.
Retligt grundlag
Kommunalfuldmagten.
Handlemuligheder
Kultur- og Fritidsudvalget kan
a)    Fastholde lukning af Slagelse Svømmehal som en del af renoveringsprocessen.
b)    Åbne Slagelse Svømmehal for 2 uger.
Vurdering
Administrationen vurderer, at en genåbning af Slagelse Svømmehal fra omkring 16. juni til 1 juli kan blive problematiseret af følgende omstændigheder:
De gældende retningslinjer gør det nødvendigt at opgradere på personale siden. Personalet er i forvejen på arbejde i Korsør Svømmehal og det vil kræve overarbejde og ekstra mandskab. Det er usikkert om vi kan skaffe uddannet personale til at løse opgaven.
På baggrund af de hidtidige udmeldinger om at svømmehaller var omfattet af fase 4, er renoveringsprojektet planlagt derefter. Det betyder, at der er taget facadeprøver af i hallen. Pr. 1. juli påbegyndes klargøring af området for renoveringen, og det umuliggøre offentlige gæster ud fra et sikkerhedshensyn.
Foreningslivet vil gerne retur i bassinet og dette er i forvejen planlagt til at kunne ske i Korsør Svømmehal, hvor vi i forvejen arbejder på en midlertidig løsning for renoveringsfasen.
Dette efterlader godt 2 uger (fra 16. juni til 1. juli), hvor Slagelse Svømmehal i teorien kan genåbne. Grundet det store ekstra arbejdspres, personale udfordringen, samt den forestående renovering, vurderer administrationen, at det er uhensigtsmæssigt at genåbne svømmehallen.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Overarbejde for halpersonalet i tilfælde af klargøring og genåbning af Slagelse Svømmehal vil betyde, at Korsør Svømmehal ikke kan stille med et nødvendigt mandskab og må tilpasse åbningstiderne.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Kultur og Fritid indstiller,
1.    at Udvalget vælger handlemulighed A, at fastholde lukning af Slagelse Svømmehal
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 9. juni 2020:
Fraværende:  Anne Bjergvang (A), Morten Hass Augustsen (V)
Udvalget godkendte at Slagelse Svømmehal ikke genåbnes forud for igangsættelse af renoveringen i juni 2020.