Ø-udvalget – Referat – 21. marts 2023



1. Godkendelse af dagsorden (B)

Beslutning

Godkendt. Årsregnskab for færgedriften og eventuelle besparelser på færgedriften i 2024 drøftes under punkt 4.

 

Kompetence: Ø-udvalget. 

Beslutningstema

Ø-udvalget skal godkende dagsorden. 

Indstilling

Miljø-, Plan- og Teknikchefen indstiller

1.     at dagsorden godkendes.

 

 

2. Drøftelse af færgerelaterede emner (D)

Beslutning

Entreprenør- og Rederichef Peter Johansen og Tine Meyer fra Agersø Omø færgerne deltog i behandlingen af dette punkt.

Ad 1 og 2) Status på retrofit af Agersøfærgen samt status på undersøgelse af el-kapacitet på Stigsnæs og øerne med henblik på opstilling af el-ladestandere.

Projektet om retrofit af Agersøfærgen er afhængig af udfaldet af undersøgelsen af elkapaciteten og beslutning om placeringen af el-ladestandere.

Udvalget blev orienteret om, at Ea Energianalyse har udarbejdet en rapport der har undersøgt elkapciteten på Stigsnæs og på øerne. Af rapporten fremgår det, at der ikke er tilstrækkelig elkapacitet på Agersø og Omø til opstilling af el-ladestandere på øerne.  

Ø-udvalget anmoder om at få den færdige rapport fremsendt, og at det får mulighed for at afgive en udtalelse, inden der træffes beslutning om, hvorvidt der skal etableres el-ladestandere på øerne. 

Ø-udvalget ønsker, at der bliver etableret el-ladestandere på begge øer jævnfør Ø-politikken.

Udvalget ønsker at der udarbejdes nye ladeprofiler, hvis opladning alene skal ske på fastlandet.

Ad 3) Formidling om standardfærgen i øernes blade

Det blev aftalt, at der skal laves en orientering til øernes blade om den politiske beslutning om en standardfærge for Omø med beskrivelse af den fremtidige proces.

Ad 4) Ajourføring af infoskærmen på Omøfærgen

Agersø Omøfærgerne har opdateret arbejdsgangen for ajourføring af infoskærmene, så infoskærmene bliver løbende opdateret.  

Vedrørende langsom sejlads mellem øerne og Stigsnæs

Ø-udvalget foreslår, at sejlplanen tilpasses, så der er mulighed for videre forbindelser med tog og busser i Slagelse, Korsør og Skælskør. Det foreslås, at der i stedet sejles langsommere på tilbagefarten mellem Stigsnæs og øerne.

Vedrørende effekten af langsom sejlads i forhold til brændstofbesparelse

Agersø Omø færgerne oplyste, at det foreløbigt ser ud som om, at der kan spares 15-20 % på brændstof på grund af langsommere sejlads samt effekten af monteringen af nye skruer på Omøfærgen.

Vedrørende vedligehold

Ø-udvalget bemærkede at kahytten på Agersøfærgen trænger til en ’make-over’ i forhold til rengøring og reparation af sæder m.m.

Vedrørende statistik

Ø-udvalget foreslår at statistikken struktureres som tidligere af hensyn til muligheden for at kunne sammenligne tal fra forrige år.

Forespørgsel om mulighed for at bytte færger

Ø-udvalgets medlemmer fra Omø forespurgte om mulighed for at bytte færger ved aflysning af Omøfærgen pga. blæsevejr for at sikre skolebørn og pendlernes mulighed for at komme frem og tilbage - uden at det får konsekvenser for fartplanen for Agersø.

Kompetence

Ø-udvalget.

 

Beslutningstema

Ø-udvalget drøfter færgerelaterede emner.

 

Indstilling

 

Miljø-, Plan- og Teknikchefen indstiller,

1. at Ø-udvalget drøfter færgerelaterede emner. 

Sagens indhold

Ø-udvalget har på møde den 15. februar 2022 godkendt kommissorium for drøftelse af færgerelaterede emner. 

På dette møde drøftes. 

  1. Status på retrofit af Agersøfærgen.
  2. Status på undersøgelse af elkapacitet på Stigsnæs til opstilling af el-ladestandere - herunder Ø-udvalgets ønske som fremsat på møde den 24. januar 2023 om etablering af el-ladestandere på Agersø og Omø. 
  3. Formidling om standardfærgen i øernes blade.
  4. Ajourføring af infoskærmen på Omøfærgen.

3. Status på anvendelse af statslige tilskud til nedsættelse af færgetakster (D)

Beslutning

Entreprenør- og Rederichef Peter Johansen og Tine Meyer fra Agersø Omø færgerne deltog i behandlingen af dette punkt.

Oversigtsarkene blev gennemgået og drøftet. De er ajourført til og med februar 2023. 

Agersø- Omøfærgerne orienterede om, at man løbende modtager henvendelser med efterspørgsel på ekstra afgange og/eller mulighed for at kommunen sponsorerer billigture. Agersø Omøfærgen efterspurgte derfor input til retningslinjer og fremtidig praksis.

Ø-udvalget ønsker at genoptage drøftelsen af, hvorvidt det statslige tilskud vil kunne anvendes til at understøtte frivillige foreninger i 2024.

Kompetence

Ø-udvalget

 

Beslutningstema

Ø-udvalget drøfter status på anvendelsen af tilskud til nedsættelse af takster på gods- og passagerområdet i skuldersæsonen. 

 

Indstilling

Miljø-, Plan- og Teknikchefen indstiller,

1. at Ø-udvalget drøfter status på anvendelsen af det statslige tilskud til nedsættelse af færgetakster på gods- og passagerområdet i skuldersæsonen. 

2. at Ø-udvalget hvorvidt det statslige tilskud kan anvendes på specifikke billigafgange eller billigdage.

Sagens indhold

Byrådet har på møde den 28. oktober 2019 givet Ø-udvalget kompetence til at beslutte placeringen af skulderperioden og til at beslutte fordelingen af statstilskuddet til nedsættelse af færgernes billettakster på passager- og godsområdet i perioden.

Beslutning på møde den 15. november 2022: 

Ad 1: Drøftet. Ø-udvalget fastholder tidligere beslutning om at nedsætte taksterne fra fredag den 16. december til og med den 31. december 2022. 

Ad 2: Ø-udvalget besluttede at nedsætte taksterne for øboerne fra 1. januar 2023 til 28. februar 2023, så de svarer til de takster, der var gældende fra 1. juli til 31. oktober 2022. 

Perioden for skuldersæsonen 2023 besluttes på Ø-udvalgets møde i januar 2023. 

Beslutning på møde den 24. januar 2023: 

Ø-udvalget besluttede, at skuldersæsonen overordnet set skal dække samme periode som i 2022, hvilket vil sige perioden fra 31. marts til 1. juli 2023. Fra 1. juli til 31. juli 2023 nedsættes takster for personer, cykler, campingvogne og autocampere. Skuldersæsonen fortsætter fra 1. august til 22. oktober 2023 (dvs. inklusiv efterårsferien i uge 42).

Ø-udvalget vil senere tage stilling til, om der er midler til at nedsætte takster i december.

Møde den 21. marts 2023: 

På baggrund af oversigtsark (bilag) drøftes status på anvendelsen af det statslige tilskud til nedsættelse af færgetakster i skuldersæsonen. 

På mødet orienteres Ø-udvalget om henvendelser til Agersø Omøfærgerne om mulighed for indførsel af billigdage og/eller billigafgange. I den forbindelse opfordres udvalget til at drøfte, hvorvidt det statslige tilskud kan anvendes til sådanne forslag. 

Retligt grundlag

Bekendtgørelse nr. 603 af 06.04.2021 om nedsættelse af færgetakster for godstransport til og fra visse øer.

Bekendtgørelse nr. 602 af 06.04.2021 om nedsættelse af færgetakster for biler, passagerer m.v. til og fra visse øer.

Ifølge kapitel 2 stk. 2 i bekendtgørelsen om nedsættelse af færgetakster for biler, passagerer m.v.t til og fra visse øer, skal tilskudsperioden, der anvendes ved de tekniske beregninger af tilskudsbehovet efter stk. 1, afgrænses til april, maj, juni, de sidste to tredjedele af august, september, oktober og den første halvdel af november.

Ifølge kapitel 4. stk. 3 i samme bekendtgørelse kan kommuner med små øer anvende tilskuddet til nedsættelse af færgetakster for biler, passagerer m.v. hele året inden for en samlet tidsramme på maksimalt 46 uger opgjort på ugebasis i det pågældende kalenderår.

I Indenrigs- og boligministeriets evaluering af tilskudsordninger til nedsættelse af færgetakster for godstransport og personbefordring fra august 2022 anbefales det, at periodeafgrænsningen på 46 uger for tilskuddet til passagerområdet afskaffes. Der tages derfor forbehold for en eventuel senere  ændring i bekendtgørelsen.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ifølge kommunens økonomicenter vil kommunen i 2023 modtage et tilskud på 1.260.000 kr. til nedsættelse af takster til godstransport og 1.428.000 kr. til nedsættelse af takster til passagerer m.v. 

 

4. Opfølgning på beslutning om besparelser på færgedriften (O)

Beslutning

Entreprenør- og Rederichef Peter Johansen og Tine Meyer fra Agersø Omøfærgerne deltog i behandlingen af dette punkt.

Vedrørende fartplan for Kattegat på hverdage:

Ø-udvalgets forslag til fartplan for Kattegat på hverdage fremsendes til Agersø Omøfærgen med henblik på undersøgelse af, hvorvidt forslaget kan implementeres.  

Vedrørende fartplan for Agersøfærgen på hverdage:

Ø-udvalget ønsker, at der bliver taget hensyn til muligheden for videre forbindelse med bus på Stigsnæs samt ældreplejen.

Ø-udvalget foreslår, at bestillingsturen kl. 22.30 erstattes med afgang kl. 17.30.

Vedrørende fartplan for Agersøfærgen weekend:

Ø-udvalget foreslår, at dobbeltafgangene kl. 15.30, 17.30 og 20.30 på lørdage samt dobbeltafgangene kl. 15.30 og 20.30 på søndage overgår til  bestillingsture.

Vedrørende fartplan for Omøfærgen:

De fremsendte forslag til bestillingsture for Omø er OK.

 

Tidsfristen for bestillingsture er ½ time på Agersø og 1 time på Omø.

 

Årsregnskab for færgedriften i 2022

Ø-udvalget blev orienteret om, at der er et underskud på færgedriften på 1.092.000 kr. i 2022. Der er et overskud på havnene, men også driftsopgaver, som skal løses. 

Underskuddet på færgedriften skyldes hovedsageligt stigende brændstofpriser. Montering og afmontering af dysser på Omøfærgen har ikke påvirket driftsregnskabet, da udgiften er taget fra anlægskontoen.

Krav om besparelser på færgedriften i 2023 på 1.2 mio. kr. er implementeret via sparekataloget for færgedriften.

Ø-udvalget ønsker en status i forbindelse med budgetopfølgningen i maj.

Ø-udvalget bemærker, at færgedriften er underbudgetteret efter rammebesparelsen.

Ø-udvalget ønsker kontospecifikation for færgedriften i 2022 tilsendt.

Færgedrift og Budget 2024

Ø-udvalget blev orienteret om, at Slagelse Kommune skal spare yderligere 150 mio. kr. i Budget 2024. Der er ikke truffet beslutning om, hvordan besparelserne skal implementeres, og om færgedriften bliver omfattet af nye sparekrav.   

 

Kompetence

Ø-udvalget.

 

Beslutningstema

Ø-udvalget orienteres om nye fartplaner som led i besparelser på færgedriften.

 

Indstilling

 

Miljø-, Plan- og Teknikchefen indstiller,

1. at Ø-udvalget orienteres om nye fartplaner som led i besparelser på færgedriften.

 

Sagens indhold

Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget har på møde den 28. november 2022 behandlet sparekatalog for besparelser på færgedriften. På mødet besluttede Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget blandt andet følgende: 

1. Ændret sejllads/leje af Kattegat - nyt forslag fra udvalg undersøges

2. Bestillingsture på Omøfærgen - nyt forslag fra udvalg undersøges

3. Bestillingsture på Agersøfærgen weekend 

Som opfølgning på dette, har Ø-udvalget på møde den 24. januar 2023 drøftet opsamling på Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalgets beslutninger.

Ny nødsejlplan

På mødet fremlagde Ø-udvalget en række forslag til principper for sejlads med Kattegat, som blev overdraget til Agersø Omøfærgerne til videre foranstaltning. 

På baggrund af input fra Ø-udvalget har Agersø Omøfærgerne udarbejdet ny nødsejlplan for Kattegat, som har været sendt i høring i Ø-udvalget (bilag 1 og 2). Det er ambitionen at den nye nødsejlplan skal gælde fra 26. april 2023. 

Bestillingsture for Omøfærgen i weekenderne i perioden 1. november til 31. marts

På mødet foreslog Ø-udvalget, at der skulle indføres bestillingsture på Omøfærgen på lørdage og søndage kl. 8.00 fra Omø og kl. 9.00 fra Stigsnæs samt kl. 14.00 fra Omø og kl. 15.00 fra Stigsnæs. Eksisterende bestillingsture på hverdage og i weekender på Omøfærgen fastholdes. 

På baggrund af input fra Ø-udvalget har Agersø Omøfærgerne udarbejdet ny fartplan for Omøfærgen med ovenævnte bestillingsture i den nævnte periode (bilag 3 og 4). 

Bestillingsture på Agersøfærgen i weekenderne i perioden 1. november til 31. marts

Ø-udvalget kom med forslag til, hvilke specifikke afgange på Agersøfærgen, der skulle overgå til bestillingsture på baggrund af Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalgets beslutning den 28. november 2022, om at 5 dobbeltture skulle overgå til bestillingsture i weekenderne.  

På baggrund af Ø-udvalgets input har Agersø Omøfærgerne udarbejdet fartplan for Agersøfærgen med bestillingsture i weekenderne i den nævnte periode (bilag 5).

Om bestillingsture på Agersøfærgen på hverdage i perioden fra 1. november til 31. marts

Efter Ø-udvalgets møde har administrationen modtaget forslag fra et medlem af Ø-udvalget til bestillingsture på Agersøfærgen på hverdage, som alternativ til de bestillingsture, der er beskrevet i sparekataloget for færgedriften, og som har ligget til grund for Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget beslutning på møde den 28. november 2022 om indførsel af bestillingsture på Agersøfærgen på hverdage.

Forslaget bygger på principperne om:

  • at der for Agersøfærgens vedkommende ikke indføres bestillingsture på afgange, hvor der er mulighed for forbindelse med bus fra Stigsnæs. 
  • at sidste afgang ikke gøres til bestillingstur på hverdage.

Input er ikke medtaget i den nye fartplan for Agersøfærgen på hverdage i perioden 1. november til 31. marts (bilag 6)

Forslag til fartplaner fremlægges til orientering i Ø-udvalget. 

5. Planlægning af Ø-udvalgets 12-12 møde (D)

Beslutning

Ad 1): Programmet blev gennemgået og drøftet.  Der arbejdes videre med program og invitation.

Kompetence

Ø-udvalget.

Beslutningstema

Ø-udvalget skal drøfte planlægning af udvalgets 12-12 møde den 11.-12. maj 2023 på Omø.

 

Indstilling

 

Miljø-, Plan- og Teknikchefen indstiller,

1. at Ø-udvalget drøfter forslag til program for udvalgets 12-12 mødet den 11.-12. maj 2023 på Omø.


Sagens indhold

På møde den 24. januar 2023 besluttede Ø-udvalget at der skulle arbejdes med følgende temaer i forhold til planlægningen: 

  • Værdien af bevarende lokalplaner
  • Erfaringer med selvbetjeningsløsninger i turisme og standarderhverv
  • Konsekvenser af besparelser på færgedriften i det hele taget som eksempelvis udrulning af princippet om Den Blå Landevej
  • Erhverv og grøn energi
  • Erfaringer fra Endelave om et omfattende projekt om beskyttelse af grundvandet med støtte fra eksterne fonde.

Der er nedsat en arbejdsgruppe, som har udarbejdet et forslag til program for Ø-udvalgets 12-12 møde (se bilag). Forslaget samt invitationsliste forelægges til drøftelse.

 

6. Ændring af information om Ø-udvalget på slagelse.dk (D)

Beslutning

Ø-udvalget ønsker, at det skal fremgå på slagelse.dk, at Ø-udvalget er et demokratisk valgt råd. Navne og kontakt oplysninger (mailadresser) på formand og næstformand skal formidles på siden.

Kompetence

Ø-udvalget

 

Beslutningstema

Ø-udvalget drøfter formidlingen af Ø-udvalget på slagelse.dk

 

Indstilling

 

Miljø-, Plan- og Teknikchefen indstiller,

1. at Ø-udvalget drøfter forslag til tekst om Ø-udvalget på slagelse.dk.

 

Sagens indhold

Ø-udvalget er beskrevet på slagelse.dk. Det fremgår blandt andet at Ø-udvalget er kategoriseret som et § 17 stk. 4 udvalg. 

Dette stemmer ikke overens med det faktum, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet i Lov nr. 540 af den 24. juni 2005 om revision af den kommunale inddeling § 44 har fastslået forpligtelsen til at nedsætte et ø-udvalg, og at sammenlægningsudvalget for den kommende Slagelse Kommune den 4. januar 2006 godkendte, at der skulle nedsættes et Ø-udvalg i Slagelse Kommune. 

Siden dette tidspunkt har Slagelse Kommune haft et Ø-udvalg bestående af repræsentanter for Agersø og Omø samt et politisk udpeget medlem fra Slagelse Byråd. 

På baggrund af ovenstående foreslås det, at Ø-udvalget drøfter forslag til ny tekst til slagelse.dk. 

7. Retningslinjer for kommunikation mellem Ø-udvalget og kommunens administration (B)

Beslutning

Ad 1): Punktet genoptages på næste møde med henblik på en nærmere præcisering af rammer for udvalgets kommunikation med administrationen. 

Kompetence

Ø-udvalget.

 

Beslutningstema

Ø-udvalget drøfter retningslinjer for kommunikation mellem Ø-udvalget og kommunens administration. 

 

Indstilling

 

Miljø-, Plan- og Teknikchefen indstiller,

1. at Ø-udvalget drøfter retningslinjer for kommunikation med kommunens administration i forhold til fremtidig praksis. 

Sagens indhold

På baggrund af henvendelse til kommunaldirektøren, som har tilkendegivet, at det er et enigt Ø-udvalg eller formanden, som kan kommunikere eller anmode om ”bestillinger” hos forvaltningen, drøftes retningslinjer for kommunikation med forvaltningen i forhold til fremtidig praksis.

8. Opfølgning på Ø-politikken (D)

Beslutning

Ad 1) Drøftet. 

Kompetence

Ø-udvalget.

Beslutningstema

Ø-udvalget drøfter opfølgning på Ø-politikken.

 

Indstilling

 

Miljø-, Plan- og Teknikchefen indstiller,

1. at Ø-udvalget drøfter opfølgning på Ø-politikken

 

Sagens indhold

Kommunens Ø-politik rummer følgende målsætninger: 

  • at langtidssikre en stabil og hyppig færgedrift til øerne.
  • at understøtte og sikre Agersø og Omø som aktive helårssamfund med fysisk og digital infrastruktur.
  • at fremme mulighederne for øget bosætning og et varieret udbud af boligmuligheder på øerne, samt tilstræbe at nybyggeri bliver energirigtigt.
  • at sikre et trygt liv for øboere i alle aldre og udvikle løsninger, der er tilpasset øerne uden at der af den grund gås på kompromis med kvaliteten.
  • at fremme nytænkning indenfor økonomisk og bæredygtig erhvervsudvikling på øerne. Der arbejdes for at understøtte etablering og drift af håndværksvirksomheder, kreative og liberale erhverv, turisme samt landbrug og fiskeri.
  • at genoprette og sikre øernes naturmæssige livsgrundlag for mennesker og dyr.
  • at sikre rammer for varierede tilbud indenfor kultur, idræt og aftenskole.
  • at sikre øboerne indflydelse bl.a. via det kommunale ø-udvalg og sikre, at ø-udvalget bliver hørt i alle sager vedrørende øerne.

På møde den 24. januar 2023 besluttede Ø-udvalget at fokusere på målsætningen om at genorette og sikre øernes naturmæssige livsgrundlag for mennesker og dyr – herunder at lave et fælles projekt om biodiversitet, blandt andet set i lyset af drikkevandssituationen på øerne.

Som led i opfølgninger er der på Ø-udvalgets 12-12 mødet den 11. maj 2023 stillet forslag om at bruge eftermiddagen på at drøfte et fælles projekt om biodiversitet på øerne samt Slagelse Kommunes aktuelle projekt om indsatsen for at beskytte drikkevandet på Agersø og Omø. 

Ø-udvalget opfordres til at komme med yderligere forslag til hvordan det kan arbejde med målsætningen om bæredygtighed i Ø-politikken. 

 

9. Sager til udtalelse i Ø-udvalget (D)

Beslutning

Ad 1): Ø-udvalget ønsker at udarbejde høringssvar til sag om finansiering af grundvandbeskyttelse, som skal behandles i Klima og Miljøudvalget den 29. marts 2023.   

Kompetence

Ø-udvalget

Beslutningstema

Ø-udvalget skal drøfte hvilke sager, det ønsker at udtale sig om. 

 

Indstilling

 

Miljø-, Plan- og Teknikchefen indstiller,

1. at Ø-udvalget drøfter sager til udtalelse. 

 

Sagens indhold

Det forventes at Klima- og Miljøudvalget skal behandle en sag om indsatsen for grundvandsbeskyttelse på Agersø og Omø den 29. marts 2023. 

Det foreslås, at Ø-udvalget udarbejder en udtalelse til sagen, som fremsendes til Klima- og Miljøudvalget forud for behandlingen den 29. marts. 

Sagsfremstillingen fremsendes til Ø-udvalgets medlemmer, når den er offentliggjort på slagelse.dk.

 

10. Orientering til udvalget (O)

Beslutning

Genoptages på næste møde.

Kompetence

Ø-udvalget

 

Beslutningstema

Ø-udvalget orienteres om emner af interesse for borgerne på kommunens øer.

 

Indstilling

 

Miljø-, Plan- og Teknikchefen indstiller,

1. at Ø-udvalget tager sagerne til orientering

 

Sagens indhold

Ø-udvalget orienteres om sager af interesse for borgerne på øerne:

  1. Kommunen har netop afsluttet en høring om afgrænsningen af en miljøkonsekvensvurdering af Biogasanlæg Stigsnæs. Herefter skal der udarbejdes en miljøkonsekvensvurderingsrapport samt  forslag til miljøgodkendelse, som skal behandles politisk senere på året. Efter den politiske behandling vil der være en høring. 
  2. Der gives en status på asfalteringen på øerne.
  3. Planer om opstart af et online rygestop-kursus for øboere til september (6 pladser). 

11. Eventuelt (O)

Beslutning

Genoptages på næste møde.

Kompetence

Ø-udvalget.

Beslutningstema

Under dette punkt kan Ø-udvalgets medlemmer fremsætte kommentarer og forslag til punkter til drøftelse på næste møde.

Indstilling

Det indstilles, 

  1. at orienteringen tages til efterretning.