Ø-udvalget – Referat – 9. september 2025


1. Godkendelse af dagsorden (B)

Beslutning

Godkendt.

Kompetence

Ø-udvalget

Beslutningstema

Ø-udvalget skal godkende dagsordenen.

Indstilling

Det indstilles,

  1. at Ø-udvalget godkender dagsordenen.

 

 

 

 

2. Drøftelse af færgerelaterede emner (D)

Beslutning

Chef for Kommunale Ejendomme, Chris Balle Nørregaard og Chef for Entreprenørservice, Færger og Havne Slagelse Kommune, Peter Johansen samt Pia Hansen fra Agersø Omø Færgerne deltog i behandlingen af dette punkt.

Punktet drøftet.

 

Ad 1) Budgetopfølgning for færgerne

I forbindelse med budgetopfølgningen er budgettet til brændstof opjusteret, så det afspejler de faktiske udgifter. Der er indregnet en tillægsbevilling på 1,4 mio. kr. i budgettet for indeværende år.

Da udgifterne til periodiske vedligehold varierer meget mellem årene, er der udarbejdet to forslag til, hvordan variationen kan håndteres fremadrettet: 1) ved øget driftsbudget, der viser de forventede udgifter i de nærmeste år, eller 2) ved øget anlægsramme.

Ø-udvalget efterspurgte en oversigt over billetindtægter inklusiv tilskud pr. 30. juni og pr. 31. december. Oversigterne indskrives i Ø-udvalgets årshjul.

 

Ad 2) Retningslinjer for reklamer fra øernes erhverv på skærmene på færgerne.

Erhvervsdrivendes kan annoncere på færgernes infoskærme til markedspris.

En generel og fælles information om muligheder på øerne kan formidles på færgernes infoskærme uden opkrævning. 

Der blev efterspurgt retningslinjer for dimensionering.

Det blev besluttet, at der skal udarbejdes nye retningslinjer for formidling på færgernes infoskærme i det nye Ø-udvalg.

 

Ad 3) Værftsophold

Ø-udvalget spurgte om mulighed for at tilrettelægge værftsopholdene, så de forårsager færre gener og ikke påvirker turistsæsonen på øerne.   

Agersø Omøfærgerne oplyser, at værftsopholdene bookes et år i forvejen, men vil undersøge mulighederne for bedre tilpasning. Der er imidlertid mange forhold, som skal tages i betragtning herunder behovet for reparationer samt tidsrummet for deres mulige udbedrelse.

Ø-udvalget anmoder om, at værftsopholdene oplyses så tidligt som muligt, og at der tages hensyn til øernes erhverv i den endelige tilrettelægning af værftsopholdet.

Udkast til planer for værftsophold i 2026 fremlægges på næste møde i Ø-udvalget.

 

Ad 4) Kaffemaskinen på Omøfærgen

Kaffemaskinen er bestilt og vil blive opstillet. 

Erfaringer fra kaffemaskinen på Omøfærgen afprøves, inden der tages stilling til, om der kan laves en tilsvarende ordning på Agersøfærgen.

 

Ad 5) Orientering om reparationer på Stigsnæs

Man har tilstræbt at tilrettelægge arbejdet på molen ved Agersøfærgen på en sådan måde, at det ikke påvirker overfarten. Arbejdet forventes færdigt inden efterårsferien.

Der er desuden konstateret en sætningsskade ved færgelejet på Agersø, som tilstræbes udbedret indenfor det eksisterende budget. 

Ø-udvalgets repræsentanter fra Agersø påpegede, at Agersø Beboerforening har sendt et høringssvar til det tekniske budget for 2026 med forslag om, at midler til udbedringer af spunsvæggen  ved færgelejet på Agersø fremrykkes til 2025.

Vedrørende hævning af Nordre Mole, Stigsnæs.

Man arbejder efter en proces, hvor projektet påbegyndes i december 2025. Hvis ikke det lykkes, udskydes projektet til december 2026.   

 

Ad 6) Status på projektet om en standardfærge for Omøfærgen

Der arbejdes i henhold til politisk besluttet proces.   

Udbuddet er rykket til senere. Værftskontrakten forventes at foreligge i slutningen af 2026.

 

Færgeseminar

Sammenslutningen af Danske Småøer inviterer til færgeseminar den 24.-25. oktober 2025. Der er mulighed for at tilmelde 2 repræsentanter for hver ø + 1 repræsentant for kommunen til seminaret.

Invitation vedhæftes som bilag til sagen.

Administrationen melder tilbage om mulig deltagelse.

 

Procedure for foreningers bestilling af ekstra ture udenfor sejlplanen

Udsættes til møde den 25. november 2025.

 

Bestilling af sommerfærge til events i 2026.

Ø-udvalget ønsker en natfærge fra Omø kl. 2 den 17. juli 2026 (Omø Kapsejlads) samt natfærger fra Omø kl. 1 den 24., 25. og 26. juli 2026 (Omø Kulturdage).

På Agersø planlægger man kapsejlads den 24., 25. og 26. juli 2026, hvor der sandsynligvis også vil være behov for natfærger. 

 

23 afgang med Omøfærgen fra Stigsnæs mod Omø fredage og lørdage (hele året)

Ø-udvalget anmodede om en beregning på, hvad afgangene vil koste. 

 

Vedrørende Kattegat

Der er bestilt en bedre landgangsløsning til Stigsnæs.   

 

Vedrørende udfordringer med Agersøfærgen - afgang før tid

Personalet er instrueret i, at det skal være servicemindet og først må lukke ned ved afgangstid.  


Kompetence

Ø-udvalget.

 

Beslutningstema

Ø-udvalget drøfter færgerelaterede emner.

 

Indstilling

Centerchefen indstiller,

1. at Ø-udvalget drøfter færgerelaterede emner.

 

Sagens indhold

Ø-udvalget har på møde den 25. januar 2022 godkendt kommissorium for drøftelse af færgerelaterede emner.

På dette møde drøftes: 

  1. Budgetopfølgning for færgerne
  2. Retningslinjer for reklamer fra øernes erhverv på skærmene på færgerne.
  3. Værftsophold
  4. Kaffemaskinen på Omøfærgen
  5. Orientering om reparationer på Stigsnæs
  6. Status på projektet om en standardfærge for Omøfærgen

3. Orientering om anvendelsen af statslige puljer til nedsættelse af færgetakster (O)

Beslutning

Chef for Kommunale Ejendomme, Chris Balle Nørregaard og Chef for Entreprenørservice, Færger og Havne Slagelse Kommune, Peter Johansen samt Pia Hansen fra Agersø Omø Færgerne deltog i behandlingen af dette punkt.

Der er solgt mange billetter i maj, juni og juli. De forskellige events på øerne ser ud til at tiltrække mange gæster.

Ø-udvalget anmodede om en opgørelse over anvendelsen af tilskuddet til nedsættelse af takster på gods samt på anvendelsen af puljen til gratisture.  

De besluttede takstnedsættelser opretholdes.


Kompetence

Ø-udvalget.

 

Beslutningstema

Ø-udvalget orienteres om anvendelsen af statslige puljer til nedsættelse af færgetakster i 2025.

 

Indstilling

Centerchefen indstiller,

1. at Ø-udvalget orienteres om status på anvendelsen af statslige puljer til nedsættelse af færgetakster.

 

Sagens indhold

Byrådet har på møde den 28. oktober 2019 givet Ø-udvalget kompetence til at beslutte placering af skulderperioden samt til at beslutte fordelingen af statstilskuddet til nedsættelse af færgernes billettakster på passager- og godsområdet i perioden.

Beslutning på møde den 26. november 2024: 

Om brændstoftillægget:

Hvis der kommer et nyt brændstoftillæg, ønsker Ø-udvalget, at det skal indgå som et særskilt tillæg og ikke kategoriseres som en takst.

Vedrørende status på anvendelsen af de statslige puljer:

Det forventes et overskud på 364.000 kr., som skal overføres til takstnedsættelser i 2025.

Beslutninger om takstnedsættelser i 2024:

Ø-udvalget besluttede, at der ikke skal være yderligere nedsættelse af takster for resten af året 2024.

Beslutninger om takstnedsættelser i 2025:

For øboerne skal det være gratis at sejle mellem øerne og tage sin cykel med.

Takster for trailer og bil skal ensrettes.

Autocamper over 3500 kg. takseres som en bil og en campingvogn.

Der afsættes en ramme til bestilling af gratisture ud over fartplanen for foreninger på 10 ture pr. ø.

Beslutning på møde den 28. januar 2025:

Orienteringen givet. 

Der har været et mindreforbrug på 329.000 kr. i 2024 på passagerområdet som overføres til 2025. Hertil lægges et forventet mindreforbrug på gods. Beløbene kan anvendes til nedsættelse af færgetakster i 2025.

Ø-udvalget ønsker en beregning på nedsatte takster for et beløb på 350-400.000 kr. Fokus skal være på Den Blå Landevej (biler og trailere) for besøgende/turister.

Beregningen sendes til Ø-udvalgets medlemmer. Punktet genbehandles på møde den 25. februar 2025.

Takstnedsættelserne skal gælde fra 1. april 2025. 

Beslutning på møde den 25. februar 2025: 

Punktet drøftet.

Ad 1) Opgørelse over forbrug af statslige midler til nedsættelse af færgetakster for januar 2025 taget til efterretning.

Ad 2) Ø-udvalget besluttede, at biler, trailere, campingvogne og autocampere (for ikke øboere) nedsættes med 50%. Det implementeres fra 1. april 2025.

Ad 3) Procedure for foreningers bestilling af bestilling af gratisture udenfor sejlplanen er udsat til næste møde.

Beslutning på møde den 25. marts 2025

Ø-udvalget tager til efterretning, at det går godt med takstnedsættelserne.

Prislisten på billetter pr. 1. april skal opdateres på slagelse.dk.

Forslag til procedure for foreningers bestilling af gratisture udenfor fartplanen fremsendes til udvalgets medlemmer som bilag forud for næste møde den 22. maj.

Møde i Ø-udvalget den 22. maj 2025

Sagen drøftet. 

Ad 1) Anvendelsen af statslige tilskud til nedsættelse af færgetakster i 2025: 

Orientering om anvendelse af status blev taget til efterretning.

Ø-udvalget bemærker, at der har været mange passagerer i Påsken.

Ad 2) Vedrørende forslag om at afsætte midler til nedsættelse af færgetakster i forbindelse med Åben Ø-dage: 

Ø-udvalget besluttede, at det skal koste 15 kr. for voksne at rejse med færgerne på Åben Ø-dage. Børn 0-16 år rejser gratis.

Agersø melder en dato ud for Åben Ø-dag på Agersø.

Møde den 9. september 2025

På baggrund af oversigtsark orienteres Ø-udvalget om status på anvendelsen af statslige tilskud til nedsættelse af færgetakster.

 

Retligt grundlag

Bekendtgørelse nr. 991 af 28.06.2023 om nedsættelse af færgetakster for godstransport til og fra visse øer.

Bekendtgørelse nr. 834 af 25.06.2024 om nedsættelse af færgetakster for biler, passagerer m.v. til og fra visse øer. 

Jævnfør tekstanmærkning nr. 101 ad 16.71.05 til § 16 i Finansloven for 2024, kan tilskud vedrørende fuldt landevejsprincip anvendes til nedsættelse af færgetakster i hele året i alle 21 kommuner. 

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ifølge kommunens Økonomicenter modtager Slagelse Kommune i 2025 modtage 1.356.000 kr. i tilskud til nedsættelse af færgetakster til godstransport samt 2.808.000 kr. til nedsættelse af færgetakster for passagerer m.m.

I forhold til passagerområdet er der tale om en betydelig forhøjelse af tilskuddet i forhold til 2024. Forhøjelsen skal ses om et resultat af udmøntningen af Folketingets beslutning – i forbindelse med vedtagelse af Finansloven for 2024 - om at der i perioden 2024-2027 skal ydes et ekstra tilskud til nedsættelse af færgetakster på passagerområdet til den Blå Landevej.

 

4. Forslag til takster til Budget 2026 (D)

Beslutning

Chef for Kommunale Ejendomme, Chris Balle Nørregaard og Chef for Entreprenørservice, Færger og Havne Slagelse Kommune, Peter Johansen samt Pia Hansen fra Agersø Omø Færgerne deltog i behandlingen af dette punkt.

Taksterne drøftet.

Ø-udvalget efterspurgte oplysning om hvilken pris- og lønregulering, der anvendes i forhold til statstilskuddene til nedsættelse af færgetakster.

Ø-udvalget besluttede at indgive høringssvar til det tekniske budget for 2026, som er i høring.


Kompetence

Byrådet.

 

Beslutningstema

Ø-udvalget kan komme med input til forslag til takster til budget 2026. Input vil indgå i Byrådets samlede 2. behandling af budget 2026-2029.

Indstilling

Chefen for Teknik-, Plan og Erhverv og chefen for Kommunale Ejendomme indstiller,

1. at Ø-udvalget kommer med input til forslag til takster til Budget 2026. 

Sagens indhold

Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget har på møde den 1. september 2025, behandlet forslag til takster for 2026 indenfor udvalgets ressortområde, hvilket vil sige takster for færger og havne, parkeringsfond, skadedyrsbekæmpelse og udlejning af grønne arealer. Se bilaget.

I sagsfremstillingen var det indstillet, at Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget skulle godkende taksterne for Budget 2026. 

Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget besluttede følgende: 

At 1: Indstilles til Byrådets godkendelse med det forbehold af Ø-udvalget skal høres forinden Byrådets behandling hvad angår de relevante takster for øerne.

Som opfølgning på udvalgets beslutning fremlægges forslagene til takster for 2026 for Ø-udvalget på møde den 9. september 2025. De relevante takster for øerne omfatter Færger og Havne (side 1-9 i bilaget).

Af hensyn til den videre politiske behandling, som omfatter Økonomiudvalg og Byråd, er der deadline for input til forslag til takster den 15. september 2025. 

 

Retligt grundlag

Bekendtgørelse om nedsættelse af færgetakster for biler, passagerer mv. til visse øer. Bekendtgørelse om nedsættelse af færgetakster for godstransport til og fra øer. Lov om kommunal udligning og generelle tilskud. Kommunalfuldmagten. Bekendtgørelse af byggeloven LBK nr. 1178 af 23/09/2016. Bekendtgørelse nr. 1336 af 21/11/2023 om forebyggelse og bekæmpelse af rotter. Lov og offentlige veje og Kommunernes styrelse.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Ø-udvalgets input til forslag til takster til Budget 2026 indgår i Byrådets 2. behandling af Budget 2026, som finder sted den 6. oktober 2025. 

5. Opfølgning på forhold for ældre borgere på øerne med behov for genoptræning (D)

Beslutning

Chef for Kommunale Ejendomme, Chris Balle Nørregaard og Chef for Entreprenørservice, Færger og Havne Slagelse Kommune, Peter Johansen deltog i behandlingen af dette punkt.

Ø-udvalget blev orienteret om, at Sundhed og Ældre er i gang med at finde de medarbejdere, der arbejder på Agersø og Omø, som skal læres op i håndteringen af borgere med hoftebrud, eller som har behov for andre former for træning. Man forventer, at oplæringen vil starte op i løbet af efteråret.

Vedrørende genoptræning efter hoftebrud og fald, har Sundhed og Ældre fokus på alle borgere i denne målgruppe vedr. tidlig indsats i tæt samarbejde med hjemmeplejen, så man kan sikre, at borgerne dagligt kommer ud af sengen.

 


Kompetence

Ø-udvalget.

 

Beslutningstema

På baggrund af møde med Sundhed og Ældre den 23. april 2025 om genoptræning på øerne drøftes opfølgning på indsatsen.

Indstilling

Centerchefen indstiller,

1. at Ø-udvalget drøfter opfølgning på mødet med Sundhed og Ældre den 23. april 2025 om genoptræning på øerne.

 

Sagens indhold

For svækkede øboere er det nogle gange uoverkommeligt at tage til Korsør eller Slagelse til genoptræning. Derfor bliver resultatet ofte at borgerne bliver hjemme på øen og forbliver sengeliggende eller med meget nedsat evne til klare sig selv. Ø-udvalget har derfor ønsket at styrke muligheden for at blive genoptrænet på øerne frem for at træne på fastlandet.

Drøftelsen omfattede:  

Genoptræning efter hoftebrud

Genoptræning efter tab af færdigheder - her med mulighed for skærmtræning

Ø-udvalget orienteres om, hvordan der arbejdes med indsatserne. 

6. Orientering om udarbejdelse af beredskabsplaner for Agersø og Omø (O)

Beslutning

Chef for Kommunale Ejendomme, Chris Balle Nørregaard og Chef for Entreprenørservice, Færger og Havne Slagelse Kommune Peter Johansen deltog i behandlingen af dette punkt.

Orientering givet.

Der holdes workshops på øerne den 11. september og 11. november. Agersø Omøfærgerne deltager i workshop den 11. september på Omø.

Hvis der er ønske om kurser i kriseberedskab i regi af Borgerberedskabet, planlægges og afholdes de seperat på hver ø. 

 

 


Kompetence

Ø-udvalget.

 

Beslutningstema

Ø-udvalget orienteres om projekt om udarbejdelse af en 360-graders analyse af beredskabsplaner for Agersø og Omø. 

Indstilling

Centerchefen indstiller,

1. at Ø-udvalget orienteres om projekt om udarbejdelse af 360-graders beredskabsplaner for Omø og Agersø.


Sagens indhold

Agersø og Omø er kommet med i Sammenslutningen af Danske Småøers indsats om klimasikring og udvikling af beredskabsplaner for småøer i 2025.

Som følge heraf er fagpersoner med relevans for beredskab set i et bredt perspektiv - herunder brandberedskab, elforsyning, akutberedskab, hjemmepleje, vandforsyning, færgedrift, havne, dagligvareforsyning, telekommunikation, samt en række lokale foreninger - inviteret til at deltage i to workshops den 11. september og den 11. november 2025. 

intentionen med den 1. workshop er at skabe overblik over lokale ressourcer og udfordringer i forbindelse med forskellige krisesituationer, samt at skabe overblik over hvilke ressourcer, der er til rådighed både på øerne og hos de lokale myndigheder.

Målet for dagen er: 

  • at skabe et fælles billede af udfordringerne på tværs af beboere, myndigheder og lokale foreninger
  • at diskutere mulige løsninger og de udfordringer, der knytter sig til disse
  • at arbejde med hvordan dette kan omformes til konkrete planer og tiltag, der kan sikre en koordineret håndtering af fremtidige udfordringer

På baggrund af første workshop skal der udarbejdes udkast til 360 graders-beredskabsplaner for hver ø.

På workshoppen den 11.november vil planerne blive afprøvet gennem en række scenarieøvelser og efterfølgende videre tilpasset.

Målet er, at der efter forløbet, er udviklet 360 graders beredskabsplaner for hver ø samt lavet en plan for opdatering af disse. 

Workshops vil bliver faciliteret af Nina Baron fra Københavns Professionshøjskole, der tidligere har stået for lignende forløb på andre småøer.

7. Status på Ø-udvalgets sensommermøde (D)

Beslutning

Chef for Kommunale Ejendomme, Chris Balle Nørregaard og Chef for Entreprenørservice, Færger og Havne Slagelse Kommune, Peter Johansen deltog i behandlingen af dette punkt.

Programmet blev gennemgået.

Der er pt. 23 tilmeldinger - dog enkelte med forbehold.

Der blev efterspurgt et oplæg fra administrationen om fleksboligordningen set i forhold til lokalplaner.


Kompetence

Ø-udvalget.

 

Beslutningstema

Ø-udvalget har inviteret beboerforeningerne på Agersø og Omø, Slagelse Kommunes Byråd samt en Folketingspolitiker til at deltage i udvalgets sensommermøde på Omø den 23. september 2025. 

Ø-udvalget orienteres om status og drøfter eventuelle planlægningsopgaver i forbindelse med arrangementet.

Indstilling

Centerchefen indstiller,

1. at Ø-udvalget orienteres om status på udvalgets sensommermøde den 23. september på Omø 

2. at Ø-udvalget drøfter eventuelle planlægningsopgaver vedrørende arrangementet.

 

Sagens indhold

Ø-udvalget har praksis for at holde et 12-12 møde en gang om året på enten Agersø eller Omø, hvor man inviterer øernes beboerforeninger, kommunens Byråd og administration samt eksterne til en drøftelse af temaer med relevans for borgerne på øerne. 

12-12 mødet er i år erstattet af et sensommermøde den 23. september på Omø.

Invitation og program er vedhæftet som bilag (Bilag 1). 

 

8. Udfordringer med linje 907 (D)

Beslutning

Chef for Kommunale Ejendomme, Chris Balle Nørregaard og Chef for Entreprenørservice, Færger og Havne Slagelse Kommune, Peter Johansen deltog i behandlingen af dette punkt.

Sagen drøftet.

Ø-udvalget påpeger flere udfordringer ved stoppestedet ved Solskinsskolen samt ved busterminalen i Skælskør. På Solskinsskolen er der problemer med at komme rundt - blandt andet på grund af manglende koordinering mellem privatbilister og busser. Ved busterminalen er der manglende korrespondance mellem 907 og 470 R. 

Administrationen vil følge op på problematikkerne og give en tilbagemelding til Ø-udvalget.


Kompetence

Ø-udvalget.

 

Beslutningstema

Ø-udvalget drøfter udfordringer med linje 907, som har korrespondance med Agersø og Omøfærgen på Stigsnæs.

Indstilling

Centerchefen indstiller,

1. at Ø-udvalget drøfter udfordringer med linje 907.

 

 

Sagens indhold

Det opleves trafikproblemer ved Solskinsskolen, hvilket medfører forsinkelser af linje 907, som betyder, at bussen kommer for sent til Stigsnæs, og at der derfor ikke er videre forbindelse med færgerne til Agersø og Omø. Konsekvensen er at passagerer bliver efterladt på havnen og må vente indtil næste færge sejler.      

Sagen drøftes i Ø-udvalget. 

 

9. Sager til udtalelse (D)

Beslutning

Chef for Kommunale Ejendomme, Chris Balle Nørregaard og Chef for Entreprenørservice, Færger og Havne Slagelse Kommune, Peter Johansen deltog i behandlingen af dette punkt.

Sagen drøftet.

Agersø Beboerforening har indsendt høringssvar til det tekniske budget for 2026 (se punkt 2 vedrørende midler til udbedringer af spunsvæg ved færgelejet på Agersø). 

 


Kompetence

Ø-udvalget.

 

Beslutningstema

Ø-udvalget drøfter sager til udtalelse.

Indstilling

Centerchefen indstiller,

1. at Ø-udvalget drøfter sager til udtalelse. 


Sagens indhold

Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget har på møde den 11. september 2025 besluttet at sende 4 forslag til forbedringer af den kollektive trafik i høring i forbindelse med Trafikbestillingen 2026.

Ø-udvalget har indgivet høringssvar (Bilag 1).

Derudover kan Ø-udvalget drøfte, om der er andre sager, som det vil udtale sig om.

10. Valg til Ø-udvalget den 18. november 2025 (O)

Beslutning

Orientering givet.

Formularer til kandidatlister på de to øer blev udleveret på mødet.

Der holdes opstillingsmøde den 16. september på Omø og den 14. september på Agersø. 

Kompetence

Ø-udvalget.

 

Beslutningstema

Ø-udvalget orienteres om valg til Ø-udvalget den 18. november 2025.

Indstilling

Centerchefen indstiller,

1. at Ø-udvalget orienteres om valg til Ø-udvalget.


Sagens indhold

I henhold til § 25 i vilkårene for sammenlægning af den vestlige del af Holsteinborg Kommune med Slagelse Kommune (tidligere Skælskør Kommune) skal der nedsættes et Ø-udvalg. Udvalgets opgave er at behandle og afgive indstilling til Byrådet i sager, der specielt vedrører Agersø og Omø.

Udvalget består af 5 medlemmer, hvoraf et medlem vælges af og blandt Byrådets medlemmer, mens 2 medlemmer fra hver af øerne Agersø og Omø, vælges af de kommunale vælgere på henholdsvis Agersø og Omø efter reglerne i den kommunale valglov.

Valg til Ø-udvalget finder sted tirsdag den 18. november 2025 fra kl. 8.00 til kl. 20.00.

Valget gælder for perioden 1. januar 2026 til 31. december 2030.

Stemmested Omø: Forsamlingshuset

Stemmested Agersø: Agersøhallen

Der kan stemmes på 1 kandidat. Mere end 1 kryds gør stemmesedlen ugyldig.

 

Kandidatlister

Formularer til anmeldelse af kandidatlister udleveres på møde i Ø-udvalget den 9. september 2025. De fremsendes samme dag digitalt til de to beboerforeninger på henholdsvis, agersoebeboerforening@gmail.com og dorthe@porskaerwinther.dk.

Kandidatlister kan indleveres i Byrådssekretariatet på Slagelse Rådhus eller sendes digitalt til valg@slagelse.dk i perioden fra tirsdag den 16. september 2025 til og med den 30. september 2025 kl. 12.00.

Listen skal være underskrevet af mindst 10 og højest 25 vælgere i kommunen som stillere. Listen må ikke indeholde flere end 8 kandidater (4 mere end der skal vælges).

Kandidaterne skal opføres på kandidatlisten i den rækkefølge, de ønskes opført på stemmesedlen, og stillerne skal på kandidatlisten anmelde, om kandidatlisterne er opstillet i en bestemt rækkefølge (partiliste), eller om de er sideordnet opstillet.

Anmeldelse af listebetegnelse skal ske samtidig med kandidatlistens indlevering og skal være tiltrådt ved underskrift af samtlige kandidater og stillere på listen. Der tildeles ikke bogstaver jf. Valgbestyrelsens beslutning af 18. august 2025.

Brevstemme til valg til Ø-udvalget

Fra den 7. oktober til den 14. november kan der brevstemmes til Ø-udvalget på borgerservicecentre i Skælskør, Korsør og Slagelse. Sundhedskort, pas eller kørekort skal medbringes. 

11. Gensidig orientering (O)

Beslutning

Orientering givet.

Ad 2) Interessetilkendegivelse vedrørende Trafikstyrelsens Pulje til styrket postbetjening af småøer

Ø-udvalget anmoder forvaltningen om at kontakte Trafikstyrelsen for at spørge hvor mange penge, der samlet set er søgt fra puljen og for at påpege det problematiske i, at kommunen forventeligt først får svar på ansøgningen i begyndelsen af december.

3) Valg til Ældrerådet

Ø-udvalget bemærker, at Byrådet har besluttet, at valg til Ældrerådet skal foregå i forbindelse med valghandlingen den 18. november 2025. Der er også mulighed for brevstemning. 

 

Ø-udvalget efterspurgte desuden en status på placering af sundhedshus på Agersø. Orientering gives på næste møde. 

 

 


Kompetence

Ø-udvalget.

 

Beslutningstema

Ø-udvalget orienteres om forhold af interesse for borgerne på Agersø og Omø.

 

 

Indstilling

Centerchefen indstiller,

1. at Ø-udvalget orienteres om emner af interesse for borgerne på øerne. 

 

Sagens indhold

Under dette punkt orienteres Ø-udvalget om emner og forhold af interesse for borgerne på Agersø og Omø. 

På møde den 9. september 2025 orienteres Ø-udvalget om følgende: 

1. Afslag på Ø-udvalgets anmodning om plads i Slagelse Kommunes Turismeråd med suppleant

Formanden for Kultur-, Fritid- og Turismeudvalget har i mail begrundet hvorfor Ø-udvalget ikke er blevet tilbudt en plads i Turismerådet med suppleant (bilag 1). 

2. Interessetilkendegivelse vedrørende Trafikstyrelsens Pulje til styrket postbetjening af småøer

Slagelse Kommune har den 28. august 2025 sendt interessetilkendegivelse vedrørende Trafikstyrelsens Pulje på 5,4 mio. kr. til styrket postbetjening på øerne. Der er søgt om 1.030.228 kr.

Pengene skal gå til: 

  • Etablering og drift af et postkontor på hver ø, som skal håndtere modtagelse og afsendelse af pakker og afsendelse af breve. Driften omfatter transport på daglig basis af post fra havnene på Agersø og Omø til det lokale postkontor og retur.  
  • Etablering af et sikkert opbevaringssted til pakker på havnen i Stigsnæs ved hvert færgeleje (Agersøfærgen og Omøfærgen)
  • En pulje til en forsøgsordning bestående af lønkroner, som skal sikre, at de svageste borgere på øerne får deres breve via en visiteret ydelse. 

Trafikstyrelsen har oplyst, at man forventer en sagsbehandlingstid på 3 måneder, hvilket vil sige at Kommunen kan forvente svar i begyndelsen af december 2025. 

3. Valg til Ældrerådet

Der holdes valg til Slagelse Kommunes Ældreråd i forbindelse med kommunalvalget den 18. november 2025.

 

12. Eventuelt (O)

Beslutning

Chef for Kommunale Ejendomme, Chris Balle Nørregaard og Chef for Entreprenørservice, Færger og Havne Slagelse Kommune, Peter Johansen deltog i behandlingen af dette punkt.

Punkter til dagsorden for møde i Ø-udvalget den 25. november 2025:

  • Der udarbejdes en afrapportering for Ø-udvalgets arbejde i indeværende valgperiode, som evalueres på næste møde.
  • Input til sejlplanen: anmodning om en beregning af en 23-afgang fra Stigsnæs til Omø på fredage og lørdage hele året.
  • Afrapportering af anvendelse af statslige tilskud for 2024
  • Forslag til nedsættelse af takster for 2026
  • Procedure for foreningers bestilling af ekstrature udenfor sejlplanen
  • Evaluering af den afsatte pulje til bestilling af ekstrature udenfor fartplan - hvordan har den fungeret?
  • Forslag til planer for værftsophold i 2026
  • Oversigt over indtægter på salg af færgebilletter inklusiv tilskud pr. 31. juni og 31. december
  • Status på nordre mole (Agersø)
  • Orientering om fleksboligttilladelser set i forhold til lokalplaner
  • Status på placering af sundhedshus på Agersø

Kompetence

Ø-udvalget.

Beslutningstema

Under dette punkt kan Ø-udvalgets medlemmer fremsætte kommentarer og forslag til punkter til drøftelse på næste møde.

Indstilling

Det indstilles, 

  1. at orienteringen tages til efterretning.