Økonomiudvalget – Referat – 16. december 2024


1. Godkendelse af dagsorden (B)

Beslutning

Troels Brandt (B) var fraværende under behandling af punkt 1 og 2.

At 1: Godkendt.



Fraværende: Troels Brandt

Kompetence

Økonomiudvalget

Beslutningstema

Økonomiudvalget skal godkende dagsordenen.

Indstilling

Kommunaldirektøren  indstiller,

1. at  Økonomiudvalget godkender dagsordenen

2. Godkendelse af takster 2025 på enheder under Socialudvalget (B)

Beslutning

At 1 og 2: Indstilles til byrådets godkendelse.



Fraværende: Troels Brandt

Kompetence

Byrådet

Beslutningstema

 

Ydelser og tilbud under Handicap og Psykiatri finansieres som hovedregel ved takstbetaling. Det er Byrådet som godkender takster på ydelser og tilbud under Handicap og Psykiatri. Taksterne er ens for intern såvel mellemkommunal opkrævning. Hvert år beregnes også takster for serviceydelser/valgfrie ydelser (kost, rengøringsartikler, vaskemidler) på botilbud under Center for Handicap og Psykiatri, som beboerne kan tilvælge. Byrådet skal også godkende disse priser.

 

Indstilling

Chefen for Handicap og Psykiatri indstiller,

1. at Byrådet godkender takster for 2025 jf. bilag 1.

2. at Byrådet godkender takster for serviceydelser for 2025 jf. bilag 2.

 

Sagens indhold

Takster på tilbudsniveau

På baggrund af Byrådets godkendelse af 2. behandlingen af budget 2025-2026 er der beregnet takster for budget 2025. 

Socialudvalget blev d. 6 november 2024 orienteret om implementeringen af en ny takstmodel på Handicap og Psykiatri, som er udarbejdet i samarbejde med med revisions- og konsulentfirmaet PWC. Administrationen gjorde også udvalget opmærksom på behovet for at kvalificere beregningsgrundlaget herunder efterregulering fra takstregnskab 2023. Den endelige godkendelse af takster er derfor blevet udskudt til decembermødet. 

Administrationen er klar til den delvis implementering af den nye takstmodel. Takstmodellen vedrører afregning med andre kommuner og afregning internt i kommunen for slagelseborgere. Takststrukturen er ændret fra at være takstniveauer fra 1-4 til en grundtakst og ydelsespakker.

Grundtaksten er de faste udgifter for at levere et tilbud, der ikke vedrører borgerens individuelle funktionsniveau. Udgifterne dækker over borgernes kollektive behov på et givent tilbud, fx om der er behov for natpersonale eller ej, og over faste udgifter ved at drive tilbuddet, fx omkostninger til bygningsdrift.

Ydelsespakkerne er udtryk for den tid, som personalet har anvendt på socialfaglige opgaver målrettet den enkelte borger. Ydelsespakkerne er derfor udgiften for leverancen af de socialfaglige opgaver, som er nødvendige for at dække borgernes behov. En ydelsespakke er fastsat til 5 ansigts-til-ansigtstimer (ATA-timer) på et botilbud. På aktivitets- og samværstilbud er en ydelsespakke 2 ATA-timer.

Den nye takstmodel er derfor udtryk for en ny måde at beregne den mellemkommunale og interne finansiering af ophold. Der træffes fortsat konkrete individuelle afgørelser, som myndighed i Slagelse og myndigheder i andre kommuner træffer om borgere på botilbud. Taksterne er alene udtryk for den pris kommunerne betaler for botilbuddet.  

Det er myndigheds opgave i Slagelse Kommune at indplacere de enkelte borgere på korrekt antal ydelsespakker. Det bliver en opgave der skal løses i løbet af 2025. For at nå i mål med opgaven har administrationen valgt at lægge den enkelte borgers takst i 2025 op ad den takst, de allerede er indplaceret på. Det betyder en grundtakst og x antal ydelsespakker for at ramme takstniveauet fra 2024.

Takster for tilbud fremgår af bilag 1.

 

Takster for servicebetalinger

Servicebetalinger består af de valgfri ydelser som borgerne kan til- eller fravælge som kost, tøjvask og rengøringsmidler i alle typer botilbud. borgernes betaling for de valgfri ydelser skal fastsættes på baggrund af de faktiske forventede udgifter til de respektive ydelser.

Administrationen er i gang med at skabe en gennemsigtig beregningsgrundlag på servicebetalingerne og vil i løbet af 2025 præsentere udvalget for en kvalificeret beregningsmodel. Takster for servicebetalinger for 2025 er således udelukkende pris- og lønfremskrevet som har været fremgangsmåden de forgangne år. 

Takster for servicebetalinger fremgår af bilag 2.

 

Forskellen på takster på botilbud og takster for serviceydelser/valgfrie ydelser er, at takster på botilbud er den mellemkommunale takst - finansiering af botilbud mellem kommuner og så for Slagelse selv. Valgfrie ydelser er den pris borgeren selv skal betale for eksempelvis kost og tøjvask.  

 

Retligt grundlag

 

Bekendtgørelse om finansiering af visse ydelser og tilbud efter lov om social service samt betaling for unges ophold i Kriminalforsorgens institutioner (BEK nr. 348 af 04/04/2024).


Takstaftale om omkostningsberegning og betalingsmodeller på social- og kommunikationsområdet mellem kommunerne i Region Sjælland og Region Sjælland.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

I de nye takster på tilbudsniveau er den sidste del af besparelser fra budgetforlig 2024 indregnet. Det betyder alt andet lige lavere takster. 

Der har været større politisk efterspørgsel på at indskrive borgere på Natherberget end budgetlagt i 2023. Denne overbelægning har genereret et overskud fra takstindtægter som bliver indregnet i taksten hvorfor den nedjusteres til 2025.

Tværgående konsekvenser

 

Ingen bemærkninger

 

Sagens videre forløb

 

Ingen bemærkninger

Sagens forløb

04/12/2024 Socialudvalget

At 1: Indstilles til Byrådets godkendelse.

At 2: Indstilles til Byrådets godkendelse.


3. Takster 2025 - Seniorudvalget (B)

Beslutning

At 1: Indstilles til byrådets godkendelse.

At 2: Indstilles godkendt at 473.000 kr. i 2025 finansieres af Seniorudvalgets forventede overførsel af mindreforbrug fra 2024 til 2025.


Kompetence

Byrådet

 

Beslutningstema

Byrådet skal på baggrund af indstilling fra Seniorudvalget og Økonomiudvalget godkende takster for budget 2025 på Seniorudvalgets område.

 

Indstilling

Sundheds- og Ældrechefen indstiller,

1. at Byrådet godkender takster for 2025 på Seniorudvalgets område som beskrevet i sagens indhold samt i bilag 1

2. at Byrådet godkender kommunalt tilskud på 473.000 kr. vedrørende madservice for 2025 på Seniorudvalgets område som beskrevet i sagens indhold

 

Sagens indhold

 

Daghjem for borgere med demens, kørsel til visiteret træning

Taksterne vedrørende daghjem for borgere med demens og visiteret kørsel til og fra daghjem er i budget 2025 beregnet på grundlag af hidtidige beregningsprincipper, hvilket udgør en pris og lønfremskrivning af 2024-taksten. Den oprindelige takstfastsættelse skete ud fra en politisk fastsættelse i efteråret 2013.

 

Servicepakker

Der er foretaget efterkalkulation af regnskabet for 2023 og servicepakkerne er fastsat ud fra efterkalkulationen med pris og lønfremskrivning til 2025 niveau. Der er indregnet eventuelle kendte ændringer i gennemsnitlige langsigtede omkostninger samt overskud fra regnskab 2023 i servicepakke taksterne.

 

Døgnkost

Taksten for døgnkost er fastsat til loftet på 4.261 kr., som er udmeldt af Ældreministeriet for 2025. Beregningen på baggrund af regnskabet for døgnkost 2023 viser, at omkostningerne ved at levere døgnkost overstiger loftet, der er udmeldt af Ældreministeriet. Der er øget fokus på at nedbringe udgifter til døgnkost. Dette særligt ved fokus på indkøbsmønstre. Det skønnes i 2025 at kunne holde udgifterne til døgnkost til den fastsatte takst på 4.261 kr.  

 

Frit valg og delegerede sundhedslovsydelser

Taksterne på frit valg og delegerede sundhedslovsydelser er beregnet på grundlag af hidtidige beregningsprincipper. Beregningerne benytter antallet af leverede timer og omkostningerne forbundet hermed fra regnskab 2023 til fastsættelse af faste omkostninger og indirekte omkostninger. I takstberegningen gennemgås nøje, hvilke lønniveauer der skal benyttes som grundlag for taksterne og der er indregnet lønkonsekvenser som følge af trepartsaftalen. Der benyttes brugertidsprocent til endelig fastsættelse af taksten. I brugertidsprocenten er der taget højde for sygefravær, ferie, mm. 

 

Madservice hjemmeboende borgere og private leverandører

Ældreministeriet har fastsat loft for betaling af madservice for borgere i eget hjem til 63 kr. i 2025. Taksten for hjemmeboende borgere i Slagelse Kommune er beregnet og fastsat til loftet på 63 kr. Taksten for en biret er ligeledes beregnet og fastsat til 18 kr. Det bemærkes, at der i 2025 kun kan bestilles biretter til levering, såfremt der også bestilles en hovedret. Der er beregnet forventet kommunalt tilskud til finansiering af merudgifter der overstiger indtægter fra borgerbetalingerne. Dette er opgjort til 358.000 kr.

Taksten der skal afregnes til de private er ikke omfattet af loftet, men fastsættes til den beregnede pris. Der er ligeledes her beregnet et forventet kommunalt tilskud til finansiering af merudgifter der overstiger indtægter fra takstloftet. Dette er opgjort til i alt 115.000 kr.

Maderservice taksterne er primært beregnet på baggrund af hidtidige beregningsprincipper og fastsættes ud fra efterkalkulation af regnskab 2023. Der er i 2024 ny leverandør af udbringning af madservice, som er indregnet i takstfastsættelsen. Den efterkalkulerede takst samt beregning af ny udbringningspris har vist, at madservice ikke kan drifte indenfor det fastsatte loft udmeldt af Ældreministeriet på 63 kr. Der søges om tillægsbevilling i denne sag til Byrådets godkendelse at Slagelse Kommune yder et kommunalt tilskud på i alt 473.000 kr., til finansiering af de forhøjede udbringningsudgifter.

 

Afregning til Friplejehjem og mellemkommunale afregninger på plejeboliger 

De mellemkommunale takster på plejecentrene er beregnet ud fra skabelon udarbejdet af BDO og KL. Der er taget udgangspunkt i det vedtagne budget 2025, som afspejler de forventede langsigtede omkostninger. Der er indregnet lønkonsekvenser som følge af trepartsaftalen.

Friplejehjemstaksterne er ligeledes beregnet ud fra vejledning og skabelon udarbejdet af BDO og KL. Der er indregnet lønkonsekvenser som følge af trepartsaftalen. For friplejehjemstaksten er der ekstraordinært indregnet trepartsaftalens effekt i 2024 i 2025 taksten. Friplejehjem skal ligestilles med de kommunale plejecentre. Friplejehjemmene skal også afregnes trepartsmidler fra 2024. I stedet for at lave en takstregulering midt i året, afregnes Friplejehjemmene deres andel af trepartsmidler fra 2024 i 2025 taksten. Forøgelsen af taksten i 2025 finansieres igennem overførsel af forventet mindreforbrug på afregning til friplejehjem fra 2024 til 2025.

 

Døgnkost, vask og leje af linnede - midlertidige pladser

Taksten til døgnkost og vask og leje af linnede på midlertidige pladser er beregnet dagstakst ud fra døgnkosttaksten samt servicepakke taksten vedrørende vask og leje af linnede. 

 

Retligt grundlag

Primært takstregulerende bestemmelser i serviceloven, sundhedsloven, bekendtgørelse om beregning af takster og betaling for visse ydelser og tilbud efter serviceloven, friplejeboligloven samt øvrige takstregulerende love og bekendtgørelser.  

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

 

Der indstilles i denne sag om finansiering af kommunalt tilskud til madservice, da forventede udgifter til udbringning og produktion af en hovedret forventer at overstige det udmeldte loft fra Ældreministeriet på 63. kr. 

I hele 1.000 kr.

Politikområde

2024

2025

2026

2027

Bevillingsønske

 

 

 

 

 

Drift

7.1 Pleje og Omsorg

473

 

 

 

Anlæg

 

 

 

 

 

Afledt drift

 

 

 

 

 

Finansiering

 

 

 

 

 

Afsat rådighedsbeløb

 

 

 

 

 

Kassen

 

-473

 

 

 

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger.

Sagens forløb

10/12/2024 Seniorudvalget

At 1: Indstilles til Byrådets godkendelse.

(V) fremsatte følgende ændringsforslag til At 2:

Det indstilles til Byrådets godkendelse, at de 473.000 kr. i 2025 finansieres af Seniorudvalgets forventede overførsel af mindreforbrug fra 2024 til 2025.

Et enigt udvalg godkendte ændringsforslaget.

 




Fraværende: Christopher Trung

4. Godkendelse af referat (B)

Beslutning

Godkendt.

Kompetence

Økonomiudvalget

Beslutningstema

Økonomiudvalget skal godkende referatet.

Indstilling

Kommunaldirektøren indstiller,

1. at Økonomiudvalget godkender referatet