Økonomiudvalget – Referat – 28. april 2026


1. Godkendelse af dagsorden (B)

Beslutning

At 1: Godkendt inklusive tillægsdagsorden.

Kompetence

Økonomiudvalget

Beslutningstema

Økonomiudvalget skal godkende dagsordenen.

Indstilling

Kommunaldirektøren  indstiller,

1. at  Økonomiudvalget godkender dagsordenen

2. Endelig vedtagelse af Lokalplan 1310 - Udvidelse af Flådestation Korsør med tilhørende Kommuneplantillæg nr. 15 til Kommuneplan 2022 (B)

Beslutning

At 1: Indstilles til Byrådets godkendelse.

Kompetence

Byrådet

 

Beslutningstema

Byrådet kan på baggrund af indstilling fra Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget beslutte, om Lokalplan 1310 og kommuneplantillæg nr. 15 til Kommuneplan 2022 skal vedtages endeligt, med de ændringer der fremgår af hvidbogen.

 

Indstilling

Chefen for Teknik, Plan og Erhverv indstiller,

1. at Byrådet beslutter, at Lokalplan 1310, Udvidelse af Flådestation Korsør med tilhørende Kommuneplantillæg nr. 15 til Kommuneplan 2022 vedtages med de ændringer, som fremgår af hvidbogen.

 

Sagens indhold

Flådestation Korsør skal gennemføre en større havneudvidelse, som også omfatter inddragelse af areal på søterritoriet til udvidelse af kajanlæg og nye moleanlæg. Byrådet besluttede den 27. januar 2026 at sende Forslag til lokalplan 1310 med tilhørende kommuneplantillæg nr. 15 til Kommuneplan 2022 i 8 ugers offentlig høring.

Lokalplanen (bilag 2) fastholder og udvider områdets anvendelse til militære formål og giver mulighed for at udvide kaj- og moleanlæg samt etablering af nye landarealer. Lokalplanen giver også mulighed for opførelse af bebyggelse og tekniske anlæg til militære formål.

Nye landarealer udlægges i lokalplanen som hhv. byggefelt A og B med mulighed for bebyggelse i op til 15 meter i byggefelt B. I byggefelt A, som udgør de vestlige byggefelt på lokalplanens kortbilag 2, må bebyggelse dog kun opføres i op til 8,5 meters højde.

I forbindelse med den offentlige høring er der modtaget 6 høringssvar som er behandlet i vedlagte hvidbog (se bilag 1).

Overordnet set omhandler høringssvarene bekymring for skader på bebyggelse ved ramning, støj- gener ved ramning af spuns, tung trafik, opfordring til brug af skånsom ramningsmetoder, opfordring til transport af byggematerialer via vandvejen, krav om registrering af eksisterende bebyggelse så evt. skader forbundet med byggeriet kan dokumenteres, bekymring for udsigten mod Storebælt, bekymring for bygningshøjder, lysforurening, at der, i forbindelse med den politiske behandling, bør være særlig opmærksomhed omkring at lokalplanen ikke miljøvurderes, hensyn til kulturarv (resterende del af stendosseringen langs Sylowsvej) etablering af transparant træbeplantning langs Sylowsvej.

En stor del af høringssvarene berører forhold som ligger uden for lokalplanområdet og dermed ikke kan reguleres af lokalplanen. En del bemærkninger vedrører indretning af byggeplads og transport af byggemateriel som ikke reguleres af lokalplanen, men relaterer sig til forhold og vilkår omkring etablering af byggeplads og selve byggearbejdet.

Høringssvarende har givet anledning til at administrationen indstiller følgende mindre justering af lokalplan 1310 i forbindelse med den endelige vedtagelse:

Der tilføjes en ny § 9.6 Belysning med følgende ordlyd: Belysning af udendørs arbejds- og opholdsarealer skal så vidt muligt være afskærmet og med nedadrettet lyskegle så blændingsgener hos nabobeboelse minimeres.

Der tilføjes en ny Ad 9.6 med følgende ordlyd: For at minimere brug af belysning på arbejds- og opholdsarealer og dermed minimere lysforurening kan der f.eks. anvendes bevægelsessensorer som aktiverer belysning i et afgrænset tidsrum.

Byrådet kan vælge at vedtage Lokalplan 1310 og Kommuneplantillæg nr. 15 med de foreslåede ændringer. Som en del af den endelig vedtagelse kan Byrådet vælge at foretage mindre justeringer af planen. Derved skabes plangrundlaget for udvidelsen af Flådestation Korsør.

Byrådet kan også vælge ikke at vedtage Lokalplan 1310 og Kommuneplantillæg nr. 15 endeligt. Det vil betyde, at det gældende plangrundlag for Korsør Flådestation fortsætter uændret og det vil ikke være muligt at udvide flådestationen i det omfang Forsvaret ønsker. Idet der er tale om en national interesse omkring Forsvarets udvikling kan konsekvensen i dette tilfælde være, at Ministeren for byer og landdistrikter pålægger Slagelse Kommunes Byråd at tilvejebringe en plan med et bestemt indhold eller overtager myndighedskompetencen jf. Lov nr. 1097 af 15. september 2025 om bygge- og anlægsprojekter samt driftsaktiviteter med væsentlige nationale forsvarsformål eller væsentlige civile beredskabsformål.

Flådestation Korsør er en vigtig national interesse og en vigtig offentlig arbejdsplads for Slagelse Kommune, som bidrager direkte til den lokale økonomi med attraktive job til kommunes borgere. Udvidelsen af Flådestation Korsør understøtter Slagelse Kommunes Erhvervsstrategi i forhold til at styrke samspillet med de store offentlige aktører, som dermed kan bidrage til øget vækst og udvikling i kommunens virksomheder.

Administrationen anbefaler at Byrådet godkender Lokalplan 1310, Udvidelse af Flådestation Korsør med tilhørende Kommuneplantillæg nr. 15 til Kommuneplan 2022 med de ændringer der fremgår af hvidbogen.

 

Retligt grundlag

Kommuneplantillæg tilvejebringes efter planlovens § 23c.

Lokalplaner tilvejebringes efter planlovens kapitel 5.

Miljøvurderingslovens § 3.

Planer og programmer der alene udlægger planområdet til forsvarsformål er undtaget miljøvurdering i medfør af miljøvurderingslovens § 3.

"§ 3. Loven finder ikke anvendelse på planer og programmer, der alene tjener et nationalt forsvarsformål eller et civilt beredskabsformål, og på finansielle og budgetmæssige planer og programmer.".

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Hvis Byrådet vedtager lokalplan 1310 og tilhørende Kommuneplantillæg nr. 15 endeligt, vil sagen ikke skulle behandles yderligere af Byrådet og sagen afsluttes.

Sagens forløb

28/04/2026 Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget
At 1: Indstilles til Byrådets godkendelse.

3. Godkendelse af referat (B)

Beslutning

At 1: Godkendt.

Kompetence

Økonomiudvalget

Beslutningstema

Økonomiudvalget skal godkende referatet.

Indstilling

Kommunaldirektøren indstiller,

1. at Økonomiudvalget godkender referatet

4. Udmøntning af statslige midler til reduceret forældrebetaling og nyt beregningsgrundlag for minimumsnormeringer på dagtilbudsområdet (B)

Beslutning

At 1: Indstilles til Byrådets godkendelse

At 2: Indstilles til Byrådets godkendelse at takstnedsættelsen træder i kraft pr. 1. august 2026

(O) stemte imod med en bemærkning om, at pengene er sendt til dagtilbudsområdet, og de skal ud og leve nu til det, de var tiltænkt. Ikke gemmes til senere og ikke bruges som plaster på andre økonomiske huller. De skal komme børnene, forældrene og medarbejderne til gode her og nu


Kompetence

Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet

Beslutningstema

Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget kan indstille til Økonomiudvalget og Byrådet, at forældrebetalingen på dagtilbudsområdet nedsættes, og at der tages stilling til udmøntningen af de resterende statslige midler.

Slagelse Kommune har samlet modtaget ca. 20,5 mio. kr. i 2026 som led i finanslovens initiativer på dagtilbudsområdet. De konkrete beregninger i denne sag vedrører de to største elementer i finansloven – flere pædagogiske medarbejdere og nedsættelse af forældrebetalingen – svarende til ca. 18,3 mio. kr. De resterende ca. 2,2 mio. kr. vedrører øvrige finanslovselementer og foreslås håndteret i forbindelse med Budgetopfølgning 2.

Såfremt sagens indstilling følges, og forældrebetalingen nedsættes med virkning fra 1. maj 2026, vil der efter de foreløbige beregninger kunne disponeres over ca. 12,0 mio. kr. i forbindelse med Budgetopfølgning 2.

Det bemærkes, at der fortsat er usikkerhed om den endelige udmøntning af initiativerne, idet lovforslaget om nedsættelse af forældrebetalingen og ændringer i opgørelsen af minimumsnormeringer endnu ikke er endeligt vedtaget. Sagen er derfor udarbejdet på baggrund af det aktuelt kendte finanslovsgrundlag og administrationens foreløbige beregninger.

Indstilling

Chefen for Skole og Dagtilbud indstiller,

1. at Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget indstiller til Økonomiudvalget og Byrådet, at forældrebetalingen på dagtilbudsområdet nedsættes til 21,3 pct. i overensstemmelse med scenarie 1, jf. sagens indhold.

2. at Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget indstiller til Økonomiudvalget og Byrådet, at takstnedsættelsen træder i kraft fra 1. maj 2026.

3. at Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget beslutter, at stillingtagen til udmøntningen af de resterende statslige midler udskydes med henblik på behandling i forbindelse med Budgetopfølgning 2.

Sagens indhold

Finansloven for 2026 indeholder statslige midler til bedre og billigere dagtilbud. Midlerne vedrører blandt andet flere pædagogiske medarbejdere, lavere forældrebetaling, ændringer i tilskud til private pasningsordninger og privatinstitutioner samt øvrige kvalitetsinitiativer.

Slagelse Kommune har samlet modtaget ca. 20,5 mio. kr. i 2026. I denne sag indgår alene de to største elementer i finansloven: 13,4 mio. kr. til mere ledelse og mere pædagogisk personale i daginstitutioner og 4,9 mio. kr. til yderligere nedsættelse af forældrebetalingen. Det svarer samlet til ca. 18,3 mio. kr.

De resterende ca. 2,2 mio. kr. vedrører øvrige finanslovselementer, herunder fripladstilskud til private pasningsordninger, forhøjelse af søskendetilskud, ændringer i tilskud til privatinstitutioner, opkvalificeringspuljer og øvrige kvalitetsinitiativer. Disse midler indgår ikke i de konkrete scenarier i denne sag og foreslås håndteret i forbindelse med Budgetopfølgning 2.

Beregningerne tager udgangspunkt i ressourcetildelingsmodellen for 2026, indarbejdede forudsætninger fra dagtilbudsområdet og kommunens normeringsopgørelse pr. ultimo februar 2026. Det nærmere beregningsgrundlag fremgår af bilag 1.

Ændret beregningsgrundlag for minimumsnormeringer

Et centralt element i finanslovens initiativer er, at pædagogiske ledere fremover ikke længere skal indgå i opgørelsen af minimumsnormeringer. Efter den nuværende beregningsmetode indgår pædagogiske ledere med 85 pct. af deres arbejdstid.

Slagelse Kommune har aktuelt 35 pædagogiske ledere, som i dag indgår i normeringsberegningen med 85 pct., svarende til ca. 30 årsværk.

Efter administrationens foreløbige beregninger pr. ultimo februar 2026 opfylder Slagelse Kommune fortsat lovkravet om minimumsnormeringer efter den forventede kommende beregningsmetode, der ligger til grund for finansloven, opgjort som gennemsnit over de seneste 12 måneder og eksklusive ledere. De foreløbige beregninger viser en normering på 2,97 for 0-2-årige og omkring 5,94 for 3-5-årige. Der er således efter de foreløbige beregninger ikke behov for yderligere ansættelser for at være lovmedholdelig. En eventuel tilførsel af personale vil derfor bero på en politisk prioritering af serviceniveauet.

Når lederne ikke længere indgår i opgørelsen, reduceres antallet af pædagogiske årsværk i normeringsberegningen fra 711 til 681.

Nedenstående oversigt viser forskellen mellem den nuværende og den mulige kommende beregningsmetode:

Opgørelse Nuværende beregningsmetode Mulig kommende beregningsmetode 
Antal pædagogiske ledere 35 35
Andel af ledertid i normeringsopgørelse 85 pct. 0 pct.
Lederårsværk i normeringsopgørelse ca. 30 0
Samlet pædagogisk personale i normeringsopgørelse 711 681
Beregnet normering 0-2-årige pr. voksen 2,84 2,97
Beregnet normering 3-5-årige pr. voksen 5,69 5,94

Reduceret forældrebetaling

Det er samtidig en del af finanslovens initiativer, at den maksimale forældrebetalingsandel på dagtilbudsområdet foreslås nedsat fra 25 pct. til 21,3 pct. Formålet er at sikre, at forældrenes betaling ikke stiger som følge af de tilførte ressourcer på dagtilbudsområdet.

De foreløbige beregninger viser, at en reduktion af forældrebetalingen til 21,3 pct. i et scenarie uden yderligere personaletilførsel vil medføre en samlet merudgift/mindreindtægt på ca. 12,7 mio. kr. på årsbasis. Beløbet omfatter både lavere forældrebetaling og afledte konsekvenser for blandt andet friplads, søskendetilskud, privat pasning og mellemkommunale betalinger.

Administrationen anbefaler, at en eventuel takstnedsættelse træder i kraft fra 1. maj 2026.

Herved opnås en mærkbar reduktion af forældrebetalingen i 2026 samtidig med, at der i løbet af året kan opnås større sikkerhed om lovgrundlag, afledte økonomiske konsekvenser og den samlede budgetmæssige håndtering. Ved ikrafttræden fra 1. maj 2026 udgør udgiften efter de foreløbige beregninger ca. 8,5 mio. kr. i 2026. Der vil herefter samlet kunne disponeres over ca. 12,0 mio. kr. i forbindelse med Budgetopfølgning 2.

Dette skal ses i lyset af, at der efter det foreliggende grundlag ikke er fastsat krav om, at midlerne skal udmøntes på et bestemt tidspunkt i 2026, men at der samtidig må forventes en betydelig bevågenhed på, at forældrebetalingen nedsættes i 2026.

Som illustration af takstniveauet viser de vedlagte takstblade, at scenarie 1 – hvor forældrebetalingen nedsættes til 21,3 pct. uden yderligere personaletilførsel – blandt andet indebærer, at månedstaksten for dagpleje (41,5 timer) reduceres fra 3.572 kr. til 3.044 kr., integreret dagtilbud 0-2 år (41,5 timer) fra 4.335 kr. til 3.688 kr. og integreret dagtilbud 3-5 år (41,5 timer) fra 2.168 kr. til 1.844 kr. De konkrete takster fremgår af bilag 2.

Gennemførelse af en eventuel takstnedsættelse og øvrige dispositioner efter sagen forudsætter Byrådets godkendelse af den nødvendige tillægsbevilling i forbindelse med budgetopfølgningen. Hvis tillægsbevillingen ikke godkendes, bortfalder sagen.

Beregningsgrundlag og scenarier 

Administrationen har belyst de økonomiske konsekvenser af forskellige prioriteringer mellem lavere forældrebetaling, personaletilførsel og kommunens samlede økonomiske råderum i 2026. Alle scenarierne er beregnet med helårseffekt.

Der er udarbejdet fem scenarier:

Scenarie 1

Der tilføres ikke yderligere personale, og forældrebetalingen nedsættes til 21,3 pct. Den samlede merudgift/mindreindtægt udgør ca. 12,7 mio. kr. på årsbasis. Sammenholdt med bloktilskudsandelen på ca. 18,3 mio. kr. giver det et råderum på ca. 5,6 mio. kr. på årsbasis. Scenariet indebærer fuld takstnedsættelse inden for den foreløbigt beregnede økonomiske ramme og er administrationens anbefaling.

Ved ikrafttræden fra 1. maj 2026 udgør udgiften i 2026 efter de foreløbige beregninger ca. 8,5 mio. kr. Der vil herefter samlet kunne disponeres over ca. 12,0 mio. kr. i forbindelse med Budgetopfølgning 2.

Scenarie 2

Bloktilskudsandelen anvendes til nedsættelse af forældrebetalingen samt yderligere personaletilførsel. Beregningerne viser, at dette svarer til ca. 12 ekstra årsværk. Den samlede merudgift/mindreindtægt udgør ca. 18,3 mio. kr. og er dermed tæt på balance med bloktilskudsandelen.

Scenarie 3

Der tilføres personale i et omfang, som kompenserer for, at lederne udgår af normeringsberegningen. Det svarer til ca. 30 ekstra årsværk, så den tidligere beregnede normering kan opretholdes. Den samlede merudgift/mindreindtægt udgør ca. 26,1 mio. kr. Scenariet indebærer dermed et finansieringsbehov på ca. 7,8-7,9 mio. kr. ud over bloktilskudsandelen.

Scenarie 4

Der tilføres personale i samme omfang som i scenarie 3. I dette scenarie nedsættes forældrebetalingen i 2026 alene i det omfang, det kan rummes inden for bloktilskudsandelen. Beregningen viser, at forældrebetalingen i dette scenarie kan nedsættes til ca. 23,5 pct. i 2026. Den samlede merudgift/mindreindtægt udgør ca. 18,3 mio. kr. og er dermed tæt på balance i 2026. Fra 2027 vil scenariet imidlertid medføre et finansieringsbehov svarende til scenarie 3, hvis forældrebetalingen skal nedsættes til 21,3 pct. 

Scenarie 5

Der træffes på nuværende tidspunkt ikke beslutning om anvendelsen af de statslige midler til reduceret forældrebetaling og yderligere personaletilførsel, idet det nationale lovgrundlag endnu ikke er endeligt vedtaget. Sagen kan i stedet genforelægges, når lovgrundlaget foreligger, og de økonomiske og retlige konsekvenser kan belyses endeligt. Scenariet indebærer, at der ikke iværksættes takstændringer eller øvrige dispositioner på nuværende tidspunkt, og at midlerne i stedet vil kunne indgå i den samlede budgetopfølgning.

På baggrund af beregningerne anbefaler administrationen scenarie 1. Scenariet indebærer, at forældrebetalingen nedsættes til 21,3 pct. med virkning fra 1. maj 2026, samtidig med at kommunen efter de foreløbige beregninger fortsat overholder minimumsnormeringerne uden yderligere ansættelser. Scenariet giver desuden et økonomisk råderum i 2026, som kan indgå i Budgetopfølgning 2 og danne grundlag for en senere politisk prioritering.

Sagen handler således ikke om, hvorvidt Slagelse Kommune efter de foreløbige beregninger kan overholde lovkravet om minimumsnormeringer, men om hvordan de statslige midler i 2026 skal prioriteres mellem lavere forældrebetaling, eventuel personaletilførsel og kommunens samlede økonomiske råderum.

Retligt grundlag

Dagtilbudsområdet reguleres af dagtilbudsloven, herunder regler om minimumsnormeringer og forældrebetaling.

De beskrevne ændringer vedrørende nedsættelse af forældrebetalingen og ændringer i opgørelsen af minimumsnormeringer forudsætter lov- og bekendtgørelsesændringer på nationalt niveau, som endnu ikke er endeligt vedtaget. Sagen forelægges derfor på baggrund af det aktuelt kendte finanslovsgrundlag og administrationens foreløbige beregninger.

Takster for dagtilbud fastsættes af Byrådet. Anvendelsen af de øvrige statslige midler i 2026 behandles i denne sag inden for Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalgets kompetence.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Sagens økonomiske konsekvenser afhænger af beslutningen om nedsættelse af forældrebetalingen og af tidspunktet for ikrafttræden.

Slagelse Kommune har samlet modtaget ca. 20,5 mio. kr. i 2026 som led i finanslovens initiativer på dagtilbudsområdet. De konkrete beregninger i denne sag omfatter dog alene ca. 18,3 mio. kr. De resterende ca. 2,2 mio. kr. er endnu ikke indregnet i scenarierne.

En nedsættelse af forældrebetalingen til 21,3 pct. medfører efter de foreløbige beregninger en samlet merudgift/mindreindtægt på ca. 12,7 mio. kr. på årsbasis. Ved ikrafttræden fra 1. maj 2026 udgør udgiften i 2026 efter de foreløbige beregninger ca. 8,5 mio. kr. Der vil herefter samlet være ca. 12,0 mio. kr., som kan indgå i Budgetopfølgning 2.

Der er fortsat usikkerhed om de samlede afledte økonomiske konsekvenser, særligt i forhold til private tilbud, tilskudsmodeller, fripladser, søskendetilskud og mellemkommunale betalinger. Administrationen vil derfor foretage en yderligere gennemgang af ressourcetildelingsmodellen, herunder de elementer som ikke er fuldt indregnet i scenarierne på nuværende tidspunkt.

Sagen forelægges med tilhørende takstberegninger og økonomibilag, således at en eventuel takstnedsættelse kan godkendes samtidig med den politiske beslutning.

Hvis Byrådet ikke godkender den nødvendige tillægsbevilling i forbindelse med budgetopfølgningen, bortfalder sagen.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Sagens videre forløb

Hvis indstillingen tiltrædes, forelægges sagen for Økonomiudvalget og Byrådet med henblik på godkendelse af nedsættelsen af forældrebetalingen til 21,3 pct. med virkning fra 1. maj 2026.

Ved Byrådets godkendelse iværksætter administrationen de nødvendige administrative tilpasninger på dagtilbudsområdet, herunder implementering af de godkendte takster, tilpasning af opkrævningsgrundlaget samt information til forældre og øvrige berørte parter.

Såfremt sagens indstilling følges, vil der efter de foreløbige beregninger kunne disponeres over ca. 12,0 mio. kr. i forbindelse med Budgetopfølgning 2.

Sagens forløb

13/04/2026 Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget

At 1: Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget indstiller til Økonomiudvalget og Byrådet at forældrebetalingen på dagtilbudsområdet nedsættes til 21,3 pct.

 

At 2: Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget indstiller til Økonomiudvalget og Byrådet at takstnedsættelsen træder i kraft pr. 1. august 2026

 

At 3: Godkendt

Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget ønskede, at udmøntningen af de resterende statslige midler i 2027 og frem, behandles i en særskilt sag når de beskrevne ændringer vedrørende ændringer i opgørelsen af minimumsnormeringer er endeligt vedtaget i Folketinget.

Søren Lund Hansen (O) stemte imod med en bemærkning om, at pengene er sendt til dagtilbudsområdet, og de skal ud og leve nu til det, de var tiltænkt. Ikke gemmes til senere og ikke bruges som plaster på andre økonomiske huller. De skal komme børnene, forældrene og medarbejderne til gode her og nu