5. Etablering af skæve boliger(O)
5. Etablering af skæve boliger(O)
Sagsnr.: 330-2019-7896 Dok.nr.: 330-2019-237836 Åbent
Kompetence: Rådet for Socialt Udsatte
Beslutningstema
Rådet for Socialt Udsatte skal
orienteres om Udvalget for Specialiserede Borgerindsatsers forslag til
placering, anlægsbevilling og videre proces for projekt 6-8 fritliggende skæve
boliger til særligt socialt udsatte borgere på en nuværende kommunalt ejet
grund i Slagelse byområde.
Baggrund
I den politisk godkendte Udsattepolitik 2013-2015(forlænget)
og Strategiplan for Udsatteområdet fremgår det, at Slagelse Kommune ønsker at
iværksætte initiativer i forhold til at etablere boliger til socialt udsatte
borgere. I budgetaftalen 2019-2022 (pkt. 52,I) bekræftes, at der blandt de
anlæg som har særlig fokus de kommende år, er særlige boliger rettet hjemløse.
Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser har i samarbejde
med Planafdelingen og Kommunale Ejendomme haft fokus på at finde mulige
placeringer/kommunale bygninger for de 6-8 skæve boliger. Drøftelserne i
udvalget har gjort, at der nu kan fremlægges forslag til placering og videre
proces for 6-8 fritliggende skæve boliger på en kommunalt ejet grund i
Rosenkildeparken i Slagelse byområde.
Målgruppe og behov
Slagelse Kommune har aktuelt 11 skæve boliger til rådighed i
Slagelse by med henholdsvis 6 boliger i Nansensgade og 5 boliger på
Klosterbanken. Begge boliggrupper er etableret som almene boliger i et
velfungerende samarbejde med Slagelse Boligselskab.
Blandt gruppen af socialt udsatte borgere er der imidlertid
en gruppe, der er særligt udsatte. De har svært ved at bo tæt op af naboer samt
opbygge og indgå i sociale relationer til andre. På denne baggrund har de mange
forliste boliger bag sig og tager ofte ophold på skiftende forsorgshjem rundt
om i landet. I perioder er de længerevarende hjemløse. Grupper er
karakteriseret ved at have komplekse udfordringer i form af svære psykiske
problemer, misbrug, dårlig sundhedstilstand m.m. Dette medfører tillige ofte en
kaotisk adfærd.
Der har gennem de seneste år været en konstant efterspørgsel
efter billige/skæve boliger til denne gruppe af særligt udsatte borgere. På
nationalt plan er der gode erfaringer med, at de skæve boliger er placeret som
selvstændige fritliggende boliger til gruppen. Det er f.eks. pavillonlignende
boliger på et passende grundareal, hvor der er afstand mellem boligerne med god
mulighed for, at kombinere en tilbagetrukket tilværelse. Endvidere giver en
social vicevært og et særligt miljø en tryghed, der kan stabilisere og ændre
borgerens samlede livssituation i retning mod en mere stabil tilværelse.
De påtænkte boliger løser ikke hele boligudfordringen for de
mest belastede udsatte (ACT – bostøttemetode). Se vedhæftede bilag med
målgruppebeskrivelse og mulige indsatser.
Placering og plangrundlag
Der fremlægges en forslag om placering af de 6-8 boliger på
matrikel 8a i Rosenkildeparken i Slagelse (lige nord for matrikel 8bc).
Områdets afgrænsning er markeret med blå, stiplet linje på vedhæftede
kortbilag.
Området er kommunalt ejet og beliggende nord for eksisterende
institution. Området er ca. 16.500 m2. Området er i Kommuneplan 2017 udlagt til
blandet bolig og erhverv. Området er omfattet af lokalplan 246. Området må
anvendes til boliger i op til 2 etager med en bygningshøjde på maks. 11 m.
Bebyggelsesprocenten for område A1 må være maks. 35. Der skal etableres
vejadgang fra Rosenkildevej. Der løber en gasledning ca. 200 m nord for området
og derfor skal Energinet høres før en endelig udstykningsplan kan godkendes.
I forhold til plangrundlaget kan der arbejdes videre med en
placering af skæve boliger inden for delområde A1 i lokalplan 246. Der er
således ikke behov for at udarbejde ny lokalplan.
Etablering og drift af
skæve boliger
Til etablering af skæve boliger kan Transport-, Bygnings- og
Boligministeriet efter ansøgning yde op til kr. 400.000 i tilskud til
boligernes og fælleshusets etablering. Det er en forudsætning at boligerne
etableres og drives efter lov om almene boliger for at opnå tilskud til
etableringen. Ansøgning om tilskud skal sammen med det endelige projekt
forelægges til Byrådets godkendelse.
Etablering og drift kan udføres og varetages af enten
Slagelse Kommune eller en boligorganisation. Administrationen vil i den
videre proces afklares fordele og ulemper ved om det konkrete projekt skal
etableres og driftes af Slagelse Kommune eller om der skal tages skridt til
indgå et samarbejde med et boligselskab omkring etablering og drift af de skæve
boliger.
Information til interessenter
Udvalget skal tage stilling til behovet for dialog med relevante
interessenter. Da der ikke er behov for ny lokalplan vil der ikke være
nabohøringer omkring udarbejdelse og godkendelse af planforhold. Der er dog
fokus på at informere om projektet til alle relevante interessenter.
Retligt
grundlag
·
Etablering af boliger til særligt udsatte grupper fremgår af Lov
om almene boliger § 5a.
·
Aftale om udlejning og anvisning af boligerne sker efter
bekendtgørelse nr. 138 af 17. februar 2009 § 11
·
Kommunal garanti for lånefinansieringen fremgår af Lov om almene
boliger § 127
·
Økonomisk støtte på op til kr. 400.000 pr bolig fremgår af Lov om
almene boliger § 149a.
·
Den sociale støtte til den enkelte borger i skæve boliger kan
ydes efter servicelovens §§ 85 og 110.
Handlemuligheder
Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser kan beslutte;
·
At der arbejdes videre med etablering af 6-8 skæve boliger på den
udpegede placering i Rosenkildeparken samt at Økonomiudvalget ansøges om
anlægsbevilling.
·
At der ikke arbejdes videre med projektet.
·
At der udbedes yderligere oplysninger.
Vurdering
Det er administrationens vurdering, at en placering i
Rosenkildeparken er velegnet idet der tale om en grund som er placeret i rolige
omgivelser og skærmet af levende hegn op til den etablerede Nordskov. Der er
adgang til offentlig transport ved Rosenkildevej. Der er ikke en
dagligvarebutik i umiddelbar nærhed, hvilket dog opvejes af de rolige
omgivelser.
Administrationen vurderer, at den udpegede grund med fordel
kan opdeles således at den resterende del af grunden kan udnyttes, af kommunen,
til fx en prøvehandling med opsættelse af skurvogne til de mest udsatte
borgere.
Økonomiske
og personalemæssige konsekvenser
Vedr. anlæg af boligerne er det udgangspunktet at et tilskud
på kr. 400.000 pr. bolig sammen med en lånefinansiering af den resterende anlægsudgifter
vil kunne finansiere byggeriet. Lånefinansiering vil være grundlaget for
fastsættelse af husleje for boligerne, som ikke bør overstige kr. 3.500
månedligt for borgere hvis indkomst alene er kontanthjælp.
Det vurderes at vil blive tale om kommunal medfinansiering
af boligernes anlæg idet der er tale om et ”barmarks” byggeri som vil indeholde
væsentlige udgifter til byggemodning, vejanlæg m.m. afhængig af placering på
grunden. Der vil yderligere være anlægsudgifter omkring fælleshus inkl. personaleareal
der medfører behov for kommunal medfinansiering. Der skal ikke foretages
indskud i Landsbyggefonden for denne type boliger.
Til vurdering af anlægsfinansieringen tages udgangspunkt et
skitseprojekt til etablering af boligerne som et ”barmarks” byggeri udarbejdet
i 2017. Skitseprojektet tog udgangspunkt i, at der etableres op til 8 boliger
på maximalt 40 m2 samt et fælleslokale på 50m2 inkl. et personaleareal på ca.
15 m2 udgør det bebyggede areal 370 m2. Med en forudsætning om en
bebyggelsesprocent på 10 % udgør arealbehovet 3.700 m2 Hertil kan komme et
areal til adgangsvej afhængig af boligernes placering på det samlede
grundareal.
Anlægsfinansiering
Anlægsfinansieringen ser på
baggrund af skitseprojektet - foreløbigt således ud, hvis kommunen er bygherre.
Statstilskud 8 x
400.000 | kr. 3.200.000 |
Lånefinansiering v/husleje kr. 3.500 | kr. 4.000.000 |
Kommunal medfinansiering | kr. 1.900.000 |
I alt | kr. 9.100.000 |
Såfremt at udvalget vælger at lade et boligselskab være
bygherre, så vil der i projektet tilføjes en ekstra udgift til grundkøb
svarende til byggeretsprisen. Kommunen får derfor en indtægt fra salg af
grunden og denne forudsættes skudt ind i projektet som medfinansiering. Den
kommunale medfinansiering vil derfor netto forsat være 1,9 mio. kr. På denne
baggrund ansøges om anlægsbevilling til den kommunale medfinansiering.
I hele 1.000 kr. | Politikområde | 2019 | 2020 | 2021 | 2022 |
Bevillingsønske | | | | | |
Drift | | | | | |
Anlæg | 4.1 | 1.900 | | | |
Afledt drift | | | | | |
Finansiering | | | | | |
Afsat rådighedsbeløb | | | | | |
Kassen | 1.4 | -1.900 | | | |
Den sociale støtte
Der er betydelige driftsøkonomiske fordele for Slagelse
Kommune hvis en borgere kan tilbydes en skæv bolig med støtte fra en social
vicevært sammenlignet med en borger har ophold på Forsorgshjemmet Toften eller
et forsorgshjem i andre kommuner som Slagelse Kommune er forpligtiget til at
betale for.
Med en forudsætning om at en forsorgshjems plads koster
gennemsnitligt ca. 1.500 kr. i døgnet er den kommunale nettoudgift efter
fradrag af 50% statsrefusion 273.750 kr. årligt for én borgers ophold på et
forsorgshjem. En særlig socialt udsat borger med ophold i en skæv bolig
vurderes at kunne klare sig med mellem gennemsnitligt 10 timers støtte om ugen
vil den årlige udgift til social vicevært være ca. kr. 1,6 mio. årligt for alle
8 beboere. Forskellen mellem udgifter til ophold på forsorgshjem og social
støtte for 8 borgere vil således være en mindre udgift på ca. 0,6 kr. mio.
årligt da der ikke er statsrefusion på udgiften til social vicevært. Den
kommunale medfinansiering vil på ovenstående forudsætninger være tilbagebetalt
på 3,2 år.
Konsekvenser
for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Formanden indstiller,
1.
at Orienteringen tages til efterretning.
Beslutning i Rådet for
socialt udsatte den 19. juni 2019:
Fraværende:
Ann Mandrup Møller, Gert Maclean, Gorm Hermind, Merete Keis
Schrøder, Mogens Lindstrøm, Peter Thomas Raagaard, Solveig Didriksen
Sekretariatet præsenterede sagen og oplyste at Økonomiudvalget
har behandlet sagen og godkendt den. Rådet tog orienteringen til efterretning
med bemærkning om at det er meget postivt at der endelig tages skridt til flere
skæve boliger. Rådet bemærkede endvidere at der forsat at brug for flere
billige boliger i Slagelse Kommune.