Seniorudvalget (2022-2025) – Referat – 11. marts 2025


1. Godkendelse af dagsorden (B)

Beslutning

At 1: Godkendt med bemærkning om at punkt 5 behandles før punkt 2.


Kompetence

Seniorudvalget

Beslutningstema

Seniorudvalget skal godkende dagsordenen.

Indstilling

Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller, 

1. at Seniorudvalget godkender dagsordenen.

2. Emner til dialogmøde med Ældresagen (D)

Beslutning

At 1: Drøftet

Seniorudvalget bemærker, at følgende emner allerede er fremsendt af Ældresagen:

  • Ældre/beskyttede boliger. Skal boliger af speciel karakter centraliseres i og omkring Slagelse.
  • Nedlagte plejehjemspladser. Hvad sker der med bygningsmassen. Har man overvejet alternative boliger målrettet ældre borgere på de nævnte adresser.
  • Visitationen - ændres der på visitationskriterierne.
  • Sygefravær hvordan ser det ud.
  • Hvordan går det med faste teams.
  • Hvordan ser udvalget på lokalplejehjem.

Derudover ønsker Seniorudvalget at drøfte følgende med Ældresagen:

- Erfaring med bruger -og pårørende samarbejdet på plejecentre.


Kompetence

Seniorudvalget

 

Beslutningstema

Seniorudvalget kan drøfte input til kommende dialogmøde med Ældresagen den 1. april 2025. 

 

Indstilling

Chefen for Sundhed og Ældre, indstiller

1. at Seniorudvalget drøfter input til dialogmødet med Ældresagen

 

Sagens indhold

Seniorudvalget har dialogmøde med Ældresagen den 1. april 2025 og kan drøfte eventuelle emner til mødet.

 

Retligt grundlag

Ingen bemærkninger.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger. 

3. Ny formulering af visitationskriterier til ældre- og handicapvenlige boliger og plejeboliger (B)

Beslutning

At 1: Godkendt.

Seniorudvalget noterer sig, at borgere der visiteres til plejebolig, har omfattende hjælp til almindelige, daglige funktioner, pleje eller behandling, og som ikke kan få dækket disse behov på anden vis.

Seniorudvalget ønsker inden budgetforhandlinger i 2026, at få fremlagt eksempler på, om der er områder, hvor serviceniveauet på kriterier for tildeling af plejeboliger, kan justeres.



Kompetence

Seniorudvalget 

Beslutningstema

Seniorudvalget kan beslutte at sende ændret formulering af visitationskriterierne, med uændret serviceniveau, til ældre- og handicapvenlige boliger og plejeboliger i høring til Ældrerådet, Handicaprådet og Rådet for Socialt Udsatte.

Derudover orienteres Seniorudvalget i denne sag om en tydeliggørelse af skellet mellem lovgivning, 

bekendtgørelse og det lokale politiske råderum for visitationskriterier til pleje- og ældreboliger.

Indstilling

Chefen for Sundhed og Ældre indstiller,

1. at Seniorudvalget beslutter at sende ny formulering af visitationskriterier, med uændret serviceniveau, til ældre- og handicapvenlige boliger og plejeboliger i høring.

Sagens indhold

Seniorudvalget havde på deres møde den 8. oktober 2024 punkt 11 ønsket en orienteringssag om visitationspraksis til pleje- og ældreboliger. Sagen inkluderede visitationskriterier, politiske muligheder for at påvirke kriterierne og arbejdsgange i myndighedsafdelingen. Orienteringen skulle også belyse samarbejdet med borgere og pårørende, samt kommunikation og opfølgning på klager og afslag på plejeboligansøgninger.

På Seniorudvalgets møde den 10. december 2024 blev den ønskede sag forelagt og taget til orientering. Samtidig ønskede Seniorudvalget en kommende sag, der tydeliggør skellet mellem lovgivning, bekendtgørelse og det lokale politiske råderum, herunder forslag til en ændret formulering af visitationskriterierne ud fra nuværende serviceniveau.

I denne sag gennemgås indledningsvis lovgivningens bestemmelser omkring visitation til ældre- og handicapvenlige boliger og plejeboliger.

Det skal indledningsvis bemærkes, at der i Slagelse Kommune hidtil har været anvendt begrebet ældreboliger. Almenboliglovens § 54 anvender imidlertid begrebet ældre- og handicapvenlige boliger, hvorfor dette er konsekvensrettet i den nye formulering af visitationskriterier. Det er vigtigt at understrege, at dette ikke ændrer på målgruppen eller de vurderinger der hidtil har været lagt til grund for visitationen, da begge kategorier har været medtaget. Der er således udelukkende tale om den sproglige formulering. Det betyder at ældreboliger fremover erstattes af lovens formulering ”ældre- og handicapvenlige” boliger.

Lovgivning om visitation til pleje- og ældreboliger

Almenboliglovens § 54 bestemmer, at almene ældre- og handicapvenlige boliger og plejeboliger skal udlejes til ældre og personer med handicap, der har særligt behov for disse typer boliger.  I en note til Almenboliglovens § 54, fremgår det, ”Den enkelte kommune kan således inden for den brede personkreds af ældre og personer med handicap med behov for en ældrebolig foretage anvisning efter en konkret vurdering af lokale behov og forhold.”

Ældrelovens § 1 bestemmer, at ”Loven tilvejebringer rammerne for en ældrepleje, der med udgangspunkt i den ældres aktuelle livssituation og behov understøtter en alderdom, som er præget af mest mulig livsglæde, selvhjulpenhed og tid til omsorg og nærvær.”

Der er i lovgivningen ikke fastsat nærmere retningslinjer for kommunens visitation til boligerne. Det er derfor op til den enkelte kommune at beslutte saglige kriterier for visitation til en ældre- og handicapvenlig bolig og en plejebolig. At kriterierne skal være saglige, betyder at de skal være faktabaserede og objektive, uden at inddrage uvedkommende personlige vurderinger, interesser eller lignende. Derudover skal kriterierne tage højde for, at der er tale om borgere med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser. Kriterierne må derfor ikke udelukke borgere med psykiske lidelser fra at blive visiteret til en ældre- og handicapvenlig bolig eller en plejebolig.

Lovgivningen fastsætter således kun de overordnede rammer for visitation af borgere til ældre- og handicapvenlige boliger og plejeboliger. Ankestyrelsen har i en principafgørelse af 21. december 2019 nærmere beskrevet målgruppen til ældre- og handicapvenlige boliger og plejeboliger. Indholdet af principafgørelsen gennemgås herefter.

”Ankestyrelsens principafgørelse nr. 101-19 af 21.12.2029

Det følger af almenboligloven, at målgruppen for ældre- og handicapvenlige boliger og plejeboliger er ældre borgere og borgere, som har en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Borgerens alder er uden betydning.

  • Ældre- og handicapvenlige boliger:

Skal udlejes til ældre og personer med handicap, der har særligt behov for sådanne boliger. I boligerne er der et større badeværelse, ingen dørtrin, bredere hoveddør m.v. Boligen er indrettet sådan, at kørestolsbrugere og gangbesværede kan komme ind og ud af boligen og benytte de forskellige rum/faciliteter.

  • Plejeboliger:

Er en selvstændig ældre- og handicapvenlig bolig, hvor der er servicearealer og tilknyttet personale. Plejeboliger er rettet mod borgere med et omfattende behov for pleje.

Servicearealer er arealer, der alene anvendes til omsorgs-og servicefunktioner. Servicearealer kan fx være lokaler til fælles aktiviteter, kontorer til administration, personalerum, lokaler til genoptræning, depotrum og gangarealer, der forbinder serviceaktiviteter.

Kriterierne skal gøre det gennemsigtigt for borgeren, hvornår det er muligt at blive visiteret til en ældre- og handicapvenlig bolig eller en plejebolig, og kommunen skal sikre sig, at borgerne har adgang til kommunens kriterier. Det kan fx ske ved offentliggørelse på kommunens hjemmeside.

Når kommunen vurderer om en borger er berettiget til en ældre- og handicapvenlig bolig eller en plejebolig, anvendes altid det centrale forvaltningsretlige udgangspunkt om at der skal fortages en individuel, konkret vurdering af den pågældende borgers aktuelle situation. Derudover skal kommunen i den konkrete situation forholde sig til, om der er grundlag for at fravige de opstillede visitationskriterier.

Almenboliglovens § 54a giver borgerne frit valg til at søge alle boliger. 

Herefter følger en uddybning af det lokalpolitiske handlerum i forhold til visitation til ældre- og handicapvenlige boliger og plejeboliger

Politikere på lokalt niveau kan inden for lovens ramme for målgruppen til ældre- og handicapvenlige boliger og plejeboliger - som bestemmer at der skal være tale om borgere med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser - justere på alle de konkrete kriterier i forhold til visitation til plejeboliger. Herefter følger nogle eksempler:

- Funktionsniveau: Justering af kravene til borgerens fysiske, psykiske eller kognitive funktionsniveau for at kvalificere sig til en plejebolig

- Plejebehov: Ændring af kravene til omfanget af fysisk eller psykisk pleje og omsorg, som borgeren har brug for

- Demens: Specifikke kriterier for borgere med demens, herunder behov for specialiserede plejeboliger

- Individuel vurdering: Justering af procedurerne for den individuelle vurdering af borgerens behov, herunder hvilke fagpersoner der inddrages i vurderingen

- Særlige målgrupper: F.eks. borgere der har et omfattende plejebehov, det vil sige at borgeren skal have et stort behov for fysisk eller psykisk pleje og omsorg døgnet rundt. Et andet eksempel er borgere med særlige sociale behov, det vil sige at borgeren skal have behov for tryghed, sikkerhed og nærvær, samt behov for samvær og daglig støtte.

Loven giver hermed kommunerne mulighed for at tilpasse visitationen til lokale forhold, behov og politisk ønske om serviceniveau, samtidig med at de overordnede rammer i lovgivningen overholdes.

Uddybende i forhold til definition af funktionsnedsættelser skal bemærkes, at ”Funktionsnedsættelser kan være fysiske, psykiske eller sociale. Psykiske funktionsnedsættelser er f.eks. demens, sindslidelser eller resultatet af en hjerneskade. En social funktionsnedsættelse er f.eks. udviklingshæmning. De forskellige typer af nedsatte funktionsevner kan hænge sammen. Nogle psykiske lidelser kan fx medføre, at man har svært ved at omgås andre mennesker, og nogle fysiske deformiteter kan – afhængigt af den kultur, de forekommer i – gøre, at det pågældende menneske bliver holdt uden for sociale sammenhænge eller selv isolerer sig. Ensomhed er et stort problem, som kan være svært at overvinde.” - Kilde: Sundhedsfremme, forebyggelse og rehabilitering, 2017.

Nuværende visitationskriterier i Slagelse

En ældrebolig er særligt indrettet til dig, der er ældre eller har et handicap. For at få tildelt en bolig skal du godkendes af Visitationen.

Du kan få tildelt en ældrebolig, når:

  • Du har en varig fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse, så du ikke længere kan klare hverdagen i dit nuværende hjem - heller ikke ved hjælp af hjælpemidler, øget hjælp eller ændringer i din bolig.
    Det kan fx være, at du ikke kan gå på trapper, har brug for elevator eller plads til kørestol
  • Du er bevilget hjemmehjælp
  • Et boligskifte vil gøre det væsentlig lettere for dig at klare din hverdag. 

Du kan få samme hjemmehjælp i en ældrebolig som i en almindelig bolig.

En plejebolig er for dig, der har et stort behov for pleje, støtte og nærvær

Alle plejeboliger ligger på et plejecenter, og der er personale til stede hele døgnet. Du spiser og laver aktiviteter sammen med plejecentrets andre beboere.

Du kan få hjælp til både personlige og praktiske opgaver.

Borgere, der kan visiteres til almen somatisk plejehjemsplads eller plejebolig, er kendetegnet ved:

  • Borgeren har aktuel og vedvarende funktionsnedsættelse, som ikke kan ændres/bedres ved behandling eller ved at iværksætte andre af kommunens tilbud.
  • Nuværende boligforhold er ikke egnet til at opfylde borgerens psykiske, sociale og/eller fysiske plejebehov.
  • Nuværende bolig kan ikke selv ved væsentlig ombygning blive egnet til at opfylde borgerens psykiske/sociale/fysiske plejebehov.
  • Borgeren har vedvarende ustabile behov, som ikke kan dækkes af hjemmeplejen.

Borgere, der kan visiteres til skærmede enheder demensplejebolig, er desuden kendetegnet ved:

  • Borgeren er demensudredt og har en demensdiagnose.
  • Selvstændig levevis er risikofyldt.
  • Borgeren har en adfærd, der ikke kan rummes i en almen somatisk plejebolig og et behov for tæt pædagogisk bistand og tilsyn/guidning over hele døgnet.

Nye visitationskriterier

 Herefter følger udkast til reformulerede visitations kriterier. Det skal bemærkes, at de nye visitationskriterier er samme serviceniveau som de nuværende, der er udelukkende foretaget præciseringer og sproglige tydeliggørelser.

En ældre- og handicapvenlig bolig er særligt indrettet til dig, der er ældre eller har et handicap. For at få tildelt en bolig skal du godkendes af Visitationen.

Du kan få tildelt en ældre- og handicapvenlig bolig, når:

  • Du har en varig fysisk og/eller psykisk og/eller social funktionsnedsættelse, så du ikke længere kan klare hverdagen i dit nuværende hjem - heller ikke ved hjælp af hjælpemidler, øget hjælp eller ændringer i din bolig. Det kan fx være, at du ikke kan gå på trapper, har brug for elevator eller plads til kørestol.
  • Du er bevilget hjemmehjælp. Du vil kunne få samme hjemmehjælp i en ældrebolig.
  • Et boligskifte vil gøre det væsentlig lettere for dig at klare din hverdag. 

Plejebolig er for dig, der har et stort behov for pleje, omsorg og tryghed.

I Slagelse Kommune findes to typer plejeboliger. Somatiske plejeboliger og skærmede plejeboliger. Alle plejeboliger ligger på et plejecenter, og der er personale til stede hele døgnet.

Somatiske plejeboliger kan søges af borgere med varigt omfattende behov for pleje, omsorg og tryghed. Borgerne i somatiske plejeboliger kan indgå i fællesskaber med de øvrige beboere i forbindelse med måltider, aktiviteter mm.

For at blive tildelt en somatisk plejebolig, skal du på grund af din fysiske og/eller psykiske tilstand sammenholdt med din sociale situation være ude af stand til at kunne klare dig i egen bolig. Det betyder, at du har brug for en betydelig grad af pleje, omsorg, tryghed og støtte gennem hele døgnet.

Skærmede plejeboliger er for borgere som er demensudredt og har en demensdiagnose. Borgeren kan ikke bo alene og har, udover pleje, omsorg og tryghed, behov for guidning og tæt støtte hele døgnet, hvilket ikke kan tilgodeses i en somatisk plejebolig.

For at blive tildelt en skærmet plejebolig, skal du i en af regionernes hukommelsesklinikker være undersøgt for demens og fået en demensdiagnose. Du har svære adfærdsforstyrrelser og dermed et særligt behov for tilsyn og pædagogisk guidning hele døgnet.

Administrationens vurdering

Det er administrationens vurdering, at det beskrevne udkast til ny formulerede visitationskriterier til og ældre- og handicapvenlige boliger og plejeboliger gør det mere gennemsigtigt for borgerne og deres pårørende at gennemskue de forskellige typer af boliger. 

Det skal fremhæves, at der ikke er ændret på visitationskriterierne, som er identiske med dem der anvendes i forvejen.

Som naturlig del af udmøntningen af den nye ældrelov vil det være naturligt også at kikke nærmere på hvilke borgere der flytter i  en ældre- og handicapvenlig bolig eller en plejebolig. Man kan f.eks. zoome ind på de borgere, der modtager hjemmepleje i egen bolig, men som er i en situation, hvor de godt kunne visiteres til plejebolig, men ikke ønsker dette. Her vil der kunne afdækkes, hvad der ligger til grund for deres valg om at blive i den nuværende bolig og hvad skulle til for at de ønskede at flytte i plejebolig. For at gennemføre denne afdækning vil det kræve en nærmere analyse på området.

En mulighed kan også være målgruppeorientere et eller flere plejecentre - f.eks. borgere i særligt udsatte sociale positioner, hvor et målrettet tilbud måske kunne medvirke til at de modtog den nødvendige pleje og omsorg. 

Disse input kan indgå i Seniorudvalgets kommende arbejde frem mod nye politikker på ældreområdet.

Retligt grundlag

Almenboligloven:

§5, om de forskellige typer ældreboliger. 

§ 54, stk. 1, om ældreboliger og § 54, stk. 2, om plejeboliger.

 § 57, stk. 1 om ældreboliger og § 57, stk. 2, om plejeboliger.

§ 58 a, om frit valg

Servicelovens § 192, om plejehjem og beskyttede boliger.

Almenlejelovens § 1, om at loven gælder for leje af almene boliger

Uddybende:

Almenboliglovens § 54, stk. 1 og 2, § 57, stk. 1 og 2 og Servicelovens § 192 om plejeboliger.

Almenboliglovens § 54a bestemmer at ”Ældre og personer med handicap, der har et særligt behov for almene ældreboliger, jf. § 5, kommunale eller regionale botilbud samt plejehjem og beskyttede boliger, jf. §§ 108 og 192 i lov om social service, har ret til frit at vælge sådanne boliger. Retten efter 1. pkt. gælder desuden boliger efter lov om byfornyelse eller lov om byfornyelse og boligforbedring, som er særligt indrettet for den nævnte personkreds, og boliger efter den tidligere lov om boliger for ældre og personer med handicap.”

Ankestyrelsens principafgørelse nr. 101-19 om ældrebolig - plejebolig - visitationskriterier - frit valg, som siger at der ikke i lovgivningen er fastsat nærmere retningslinjer for kommunens visitation til boligerne. Det er derfor op til den enkelte kommune at udfærdige saglige kriterier for visitation til en ældre- og handicapvenlig bolig eller en plejebolig. 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Den i denne sag fremlagte gennemskrivning af visitationskriterierne til ældre- og handicapvenlige boliger og plejeboliger har ikke økonomiske konsekvenser, da serviceniveau er uændret.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger.

 

 

 

4. Driftsoverenskomst med OK-Fonden om drift af Smedegade Plejecenter (B)

Beslutning

At 1: Indstilles til Byrådets godkendelse.

For stemte 3; (V), (F) og (B)

Imod stemte 2: (A)

(A) bemærker, at (A) er imod lukning af plejehjem og kan derfor heller ikke støtte en Driftsovertagelse af Smedegade Plejecenter til OK-Fonden. Vi ønsker, at Smedegade Plejecenter forbliver kommunalt og følger samme proces som andre kommunale plejehjem. Samtidig mener vi, at løsningen bør findes i kommunalt regi for at bevare de dygtige medarbejdere og sikre kvaliteten i ældreplejen.


Kompetence

Byrådet

Beslutningstema

Byrådet kan på baggrund af indstilling fra Seniorudvalget godkende kontraktvilkår for driftsoverenskomst med DSI OK-Fonden Smedegade om drift af Plejecenter Smedegade fra 1. juni 2025 til lukning af plejecenteret.

Byrådet besluttede på møde den 27. januar 2025 punkt 16, at der skal indgås aftale med OK-Fonden om drift af Plejecenter Smedegade fra foråret 2025 til lukning af plejecentret ved udgangen af 2025. Derfor forelægges nu en ny sag, hvor kontraktvilkår for driftsoverenskomst mellem Slagelse Kommune og OK-Fonden fremgår.

I forbindelse med driftsoverenskomst påhviler det OK-Fonden at oprette en selvstændig juridisk enhed. Den selvejende institution er oprettet under navnet DSI OK-Fonden Smedegade.

Indstilling

Chefen for Sundhed og Ældre indstiller,

1. at Byrådet godkender kontraktvilkårene for driftsoverenskomst mellem Slagelse Kommune og OK-Fonden om drift af Plejecenter Smedegade fra 1. juni 2025 til lukning af plejecentret ved udgangen af 2025.

Sagens indhold

Byrådet besluttede på møde den 27. januar 2025 punkt 16, at kontraktvilkårene for driftsoverdragelse af Plejecenter Smedegade til DSI OK-Fonden Smedegade fra 1. juni til lukning ved udgangen af 2025 skal forelægges ved en ny sag.

Administrationen vurderer, at overdragelsestidspunktet er pr. 1. juni 2025 på grund af passende varsling af medarbejderne i forbindelse med virksomhedsoverdragelse.  

I denne beslutningssag om godkendelse af vilkår for driftsoverenskomst er der primært fokus på bilag 1: Driftsoverenskomst samt bilag 2: Kravsspecifikationer og ydelsesbeskrivelse. Baggrunden for driftsoverdragelsen er blevet fremlagt og drøftet på Seniorudvalgets møder den 5. november 2024 punkt 7 og igen den 7. januar 2025 punkt 4 samt til byrådsmødet den 27. januar 2025 punkt 16.

Den tidsbegrænsede driftsoverenskomst mellem Slagelse Kommune og DSI OK-Fonden Smedegade vil rent juridisk indebære, at Slagelse Kommune betaler DSI OK-Fonden Smedegade for at varetage den fulde drift af Plejecenter Smedegade indtil lukning. Den økonomiske ramme består af et fast basisbudget og et variabelt budget. Det variable budget tilpasses i forhold til antallet af borgere.

Administrationen har siden byrådsmødet den 27. januar 2025 punkt 16 været i dialog med OK-Fonden og udarbejdet kontraktmaterialet for driftsoverenskomst. Driftsoverenskomsten indeholder bl.a. bestemmelser om borgernes frie valg af plejebolig, bestemmelser om samme vilkår for borgerne som på kommunens øvrige plejecentre, der skal lukke og bestemmelser om virksomhedsoverdragelse af medarbejdere.

OK-Fonden har skriftlig tilkendegivet, at de ønsker at tiltræde driftsoverenskomsten.

Retligt grundlag

Slagelse Kommune har en forsyningsforpligtelse i henhold til serviceloven i forhold til at tilbyde en plads på et plejecenter til ældre, der har et særligt behov herfor. 

Driftsoverenskomsten indgås efter udbudlovens §14 (In house-regel) med DSI OK-Fonden Smedegade, der skal drive Plejecenter Smedegade i perioden 1. juni 2025 og frem til lukningen ved udgangen af 2025. Dette er ud fra princippet om at handle til gavn for borgerne, da det kan hjælpe med at sikre kontinuitet og kvalitet i plejen. Aftalen kan indgås uden udbud, da følgende tre betingelser er opfyldt:

  1. Kommunen kontrollerer Plejecenter Smedegade  på en måde, der svarer til den kontrol, kommunen fører med sine egne plejecentre (kontrolkriteriet)
  2. Mere end 80 % af plejehjemmets aktiviteter udføres i forbindelse med gennemførelsen af de opgaver, som OK-Fonden har fået betroet af kommunen (hovedpartskriteriet)
  3. Der er ikke direkte privat ejerskab af institutionen med undtagelse af private kapitalandele, der er krævet i henhold til lovgivningen, og som ikke medfører en afgørende indflydelse på institutionen (ingen private andele).

Bilagene i sagen er lukket på grund af kontraktligt indhold med oplysninger, som har væsentlig økonomisk betydning for DSI OK-Fonden Smedegade og Slagelse Kommune. Bilagene forbliver lukket efter sagens behandling.

Driftsoverenskomstens indhold er på nuværende tidspunkt tiltrådt af DSI OK-Fonden Smedegade, hvorfor ændringer vil kunne medføre væsentlig forsinkelse på opstartstidspunktet.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

De økonomiske konsekvenser for indgåelse af driftsoverenskomst afholdes indenfor det vedtagne budget for 2025 til drift og nedlukning af Plejecenter Smedegade.

Medarbejderne på Plejecenter Smedegade bibeholder deres overenskomstmæssige løn og ansættelsesvilkår, som individuelle vilkår indtil overenskomstperiodens udløb. De kommunale overenskomster udløber 31. marts 2026. Dette ifølge virksomhedsoverdragelsesloven.

DSI OK-Fonden Smedegade overtager al personaleadministration ift. løsning af økonomi-, løn og HR-opgaver.

Driftsoverenskomsten beskriver, at Slagelse Kommune med virkning fra 1. juni 2025 overdrager driften af Plejecenter Smedegade til DSI OK-Fonden Smedegade. Afregningen sker med DSI OK-Fonden Smedegade på samme vilkår som en tilsvarende selvejende institution, hvormed udgangspunkt i driftsbudgettet udbetales aconto månedligt forud. 

Driftsbudgettet består af et fast budget, der sikrer en basisnormering til f.eks. nattevagt og sygepleje samt et variabelt budget, der tilpasses antallet af borgere og behovet for plejepersonale.
Budgetforudsætningerne og dermed budgettet og acontoudbetalingerne vil løbende blive justeret i forhold til forudsætningerne på overdragelsesdagen i forhold til det faktiske antal borgere på Plejecenter Smedegade.

Det er uvist, hvordan søgningen til plejecentret vil være i en overgangsperiode. Tilpasningen af medarbejdere i forhold til antallet af borgere vil ske over en længere periode.

Når et plejecenter lukkes, er der en risiko for merforbrug i lukningsperioden. Det skyldes, at personaleressourcer ikke altid kan tilpasses i samme takt som ved ændringer i antallet af borgere.

Administrationen vurderer, at denne risiko vil være den samme, uanset om Plejecenter Smedegade drives af Slagelse Kommune eller af DSI OK-Fonden. Slagelse Kommune vil være ansvarlig for eventuelt merforbrug og tilsvarende tilbageføres mindreforbrug til Slagelse Kommune.

Det skal bemærkes, at der i budget 2025 er afsat budget svarende til fuld belægning på Plejecenter Smedegade i hele 2025. Det betyder, at et eventuelt merforbrug forventes at kunne afholdes inden for det afsatte budget på området.

DSI OK-Fonden Smedegades regnskab bliver optaget i kommunens regnskab. DSI OK-Fonden Smedegade er forpligtet til at udarbejde regnskab for perioden indtil til lukning af Plejecenter Smedegade.

Kommunen er forpligtiget til at føre kontrol jf. in house-reglen – udbudslovens §14 samt til løbende at afholde status- og økonomimøder.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger

 

Sagens videre forløb

Hvis Byrådet godkender kontraktvilkårene for driftsoverenskomst, vil driftsoverenskomsten sendes til underskrift mellem partnerne: Chefen for Sundhed og Ældre og DSI OK-Fonden Smedegade.

5. Status på ny rehabiliteringsindsats for ældre borgere (O)

Beslutning

At 1: Orientering givet.

Seniorudvalget ønsker fornyet status, efteråret 2025

Udviklingskonsulent Gorm Rabølle, Center for Sundhed og Ældre, deltog under oplysning af punktet med et oplæg, der vedlægges referatet fra udvalgsmødet.


Kompetence

Seniorudvalget

Beslutningstema

Seniorudvalget orienteres i denne sag om status på ny rehabiliteringsindsats for ældre borgere. 

Målet er, at ældre borgere med potentiale for rehabilitering opspores og tilbydes et rehabiliteringsforløb. Opsporingen skal ske ud fra observationer hos de medarbejdere, pårørende eller andre, der er tættest på borgerne, samt ud fra hændelser og datamarkører. 

Indstilling

Chefen for Sundhed og Ældre indstiller,

1. at Seniorudvalget orienteres om status på ny rehabiliteringsindsats for ældre.

Sagens indhold

På Seniorudvalget godkendte på møde den 7. maj 2024 en ny model for rehabiliteringsindsats for ældre. Af sagen fremgik, at opfølgning på implementeringen forelægges Seniorudvalget i første kvartal 2025. Denne sag indeholder status på rehabiliteringsindsatsen. 

Her gennemgås den vedtagne procesplan step for step i forhold til, hvad der er foretaget, og hvad den aktuelle status er.

Ny model for rehabilitering for ældre

Udkastet til en ny model for rehabilitering og ressourcer hertil blev godkendt på Seniorudvalgets møde den 7. maj 2024. Den nye ældrelov er efterfølgende blevet vedtaget, og det betyder, at rehabilitering fra 1. juli 2025 skal integreres i helhedsplejen. Alle pleje- og omsorgsforløb skal dermed udføres med et forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende sigte. Den nye rehabiliteringsindsats vil blive integreret i sammenhæng med etableringen af faste teams i ældreplejen. 

MED-organisationen på de involverede fagområder i ældreområdet vil løbende drøfte den nye rehabiliteringsindsats for ældre.

Kompetenceudvikling af medarbejderne tættest på borgerne i 2024

Medarbejderne i de kommende faste teams i ældreplejen gennemgår et 3-dages kompetenceudviklingsforløb med titlen "Medvirken til rehabilitering" hos ZBC. Målet er at give medarbejderne en forståelse for, hvordan de kan samarbejde tværfagligt og med borgerne, for at skabe rammerne for et selvstændigt og meningsfuldt liv. Der er gennemført tre hold fra december 2024, og der er planlagt 17 hold i løbet af 2025. Det omfatter i alt 400-550 medarbejdere.

Rehabiliteringsterapeuterne er, i samarbejde med Professionshøjskolen Absalon, opkvalificeret, så de nu har et fælles udgangspunkt for genindførsel af screening for synkebesvær og synkeøvelser i hjemmeplejen og på plejecentrene. Fra februar 2025 igangsættes systematisk opsporing og opfølgning.

Slagelse Kommune her derudover fået bevilget 1,2 mio. kr. fra Social- og Boligstyrelsen til at styrke kompetencer for omsorgs- og plejepersonale i arbejdet med ensomhed og mistrivsel. Midlerne bruges til at uddanne nøglemedarbejdere, så de kan videreuddanne kolleger i de faste teams. Målet er, at få ensomme og ældre i mistrivsel til at deltage i meningsfulde aktiviteter eller fællesskaber. Det sker med udgangspunkt i ABC for mental sundhed som referenceramme og med kendte redskaber som f.eks. arbejdet med livshistorier.

En velfærdsteknologisk løsning, hvor borgeren kan træne via skærm

I december 2024 blev der gennemført en markedsafdækning for leverandører af digitalt understøttet træning, hvilket resulterede i en 4-årig rammeaftale med en ekstern leverandør. Løsningen giver, efter en kort screening, borgerne adgang til træningsøvelser uden forudgående involvering af rehabiliteringsterapeuter. Øvelserne vises på en skærm hjemme hos borgeren, og en træningsassistent vejleder borgeren. Der er ansat to træningsassistenter fra 1. marts 2025.

Træningen via skærm starter som en pilotafprøvning i foråret 2025. Målgruppen er 80 borgere, som er udvalgt på baggrund af tidligere screeninger for fysisk funktion. Disse borgere tilbydes digital fysisk træning i eget hjem to gange om ugen i et forløb på 12 uger, understøttet af træningsassistenterne.

Administrationen forventer, at indsatsen udskyder borgernes behov for øvrige rehabiliteringsindsatser over tid. Hvis pilotafprøvningen viser de forventede resultater, vil indsatsen blive skaleret op. 

Et digitalt screeningsværktøj til visitation

Et nyt værktøj er under udvikling. Værktøjet hjælper med at systematisere vurderinger omkring borgere der har behov for hjælp. Det betyder, at der foretages en såkaldt screening af borgeren og med dette udgangspunkt tildeles borgeren den hjælp der er behov for. Hjælpens mængde sker efter en individuel konkret og objektiv vurdering. Der vil altid være fokus på forebyggelse og rehabilitering i overensstemmelse med intentionerne i den nye ældrelov. Registreringer omkring borgerens tilstand og situation giver systematiske og objektive input til medarbejderne, så de kan vurdere borgerens rehabiliteringspotentiale og relevansen af et forløb med fokus på rehabilitering. Værktøjet gør det muligt at måle på om rehabiliteringsforløbet når de forventede mål og dermed effekten. 

Administrationens vurdering

Administration vurderer, at det nye screeningsværktøj og dermed den nye visitationsmodel vil medvirke til at få en mere stringent systematik i visitationen. Det bemærkes samtidig, at den nye model bygger ovenpå de erfaringer og det solide fundament, som er skabt gennem de seneste 8 år i det succesfulde WIPP-projekt.

Retligt grundlag

Rehabilitering bliver i den nye ældrelov en integreret del af den fremtidige helhedspleje og dermed en del at de sammenhængende pleje- og omsorgsforløb, som ældre borgere visiteres til.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Der blev ved godkendelse af ny rehabiliteringsindsats samtidig godkendt omdisponering af budget på 3,1 mio. kr. inden for Seniorudvalgets samlede budget til at øge rehabiliteringsindsatsen fra 2024. Ved regnskabsafslutningen for 2024 er der et mindreforbrug på ca. 2,2 mio. kr. af disse midler på grund af forsinkelser i gennemførslen af kompetenceudvikling, indkøb af udstyr mm.. Midlerne søges anvendt i 2025 i sag om budgetopfølgning på Seniorudvalgets møde i april 2025. . 

Tværgående konsekvenser

Ingen.

 

Sagens videre forløb

Opfølgning og status på implementering af rehabiliteringsindsatsen vil fremover blive en integreret del af de løbende orienteringer til Seniorudvalget i forbindelse med implementering af den nye ældrelov.

6. Opsamling på temamøde om ny ældrelov, øget kvalitet for borgerne (D)

Beslutning

At 1: Drøftet.

Seniorudvalget bemærker, at bidragene har givet anledning til gode drøftelser og det er vigtig viden, der tages med fra møderne.

Det er givende med borgernes perspektiv på møderne.

Udvalget er tilfredse med den form, der samles op fra møderne.


Kompetence

Seniorudvalget  

 

Beslutningstema

Seniorudvalget kan drøfte input på temamødet den 30. januar 2025 om ny ældrelov, øget kvalitet for borgerne.

På temamødet blev drøftet, hvad skal der til for, at borgerne oplever øget kvalitet og i tæt sammenhæng med ældrereformens fokus på helheldspleje i form af sammenhængende pleje og omsorgsforløb, med udgangspunkt i borgernes individuelle ønsker og behov.  

 

Indstilling

Chefen for Sundhed og Ældre indstiller,

1. at Seniorudvalget drøfter opsamling på temødet den 30. januar 2025 om ny ældrelov, øget kvalitet for borgerne.

 

Sagens indhold

Der var i alt 42 tilmeldt til mødet inkl. oplægsholdere m.fl. Deltagerne var borgere der modtagere pleje og omsorg fra hjemmeplejen og deres pårørende, repræsentanter fra Ældrerådet og Ældresagen samt Seniorudvalget.

Der var på temamødet oplæg fra:

- Chef for Sundhed og Ældre Therese Gjerde Corfix, som gennemgik den nye ældrelovs bestemmelser om helhedspleje og borgernær visitation

- Fra Profekto deltog Christian Braad med oplæg om de med ældreloven nye sammenhængende pleje- og omsorgsforløb samt borgernær visitation set i relation til den nuværende visitation af enkeltydelser.

Hoved essensen af drøftelserne var:

Bevar det gode fra den nuværende ældreomsorg

  • Der er generelt en positiv oplevelse af den nuværende pleje og omsorg og et ønske om at bevare fokus på forudsigelighed, pålidelighed, empati, hjælpsomhed og kendte ansigter

Forhåbninger til positive forandringer i forbindelse med ældreloven

  • Fortsat fokus på den gode relation og kendte ansigter. Det er trygt, at det er fast personer, der kommer
  • Fleksibilitet fra dag til dag. Medarbejdere i mindre teams kan tage fælles ansvar og hurtige beslutninger omkring borgerens ønsker Generelle ønsker til fremtiden

Generelle ønsker til fremtiden

  • Faggrænser opblødes og fokus på relationen til borgeren og de pårørende i centrum
  • Bedre til at imødekomme borgere med demens og deres særlige behov

Oplevelsen af kvalitet kan i fremtiden være .

  • Mindre ensomhed og være en del af et fællesskab. Nærhed og relationer
  • Tryghed skabes gennem kendskab, forståelse og respekt, samt færre ansigter at forholde sig til
  • Medarbejdernes faglighed understøttes af nærhed, relation, kommunikation og empati
  • Fleksibilitet og hurtigere handling. Mere med- og selvbestemmelse
  • Samarbejdet og kommunikationen med pårørende bliver styrket og rollen som pårørende udfoldet Pårørendes ønsker til fremtidens kvalitet

Pårørendes ønsker til fremtidens kvalitet

  • Forventningsafstemning mellem kommunens ansatte, pårørende og borgere styrkes
  • Opmærksomhed på de pårørendes behov og ressourcer
  • Bedre kommunikation
  • Genkendelighed og færre hjælpere. Styrket kendskab til teamet
  • Mærke, at de tager fælles ansvar
  • Fleksibilitet i forhold til tilpasninger uden at det kræver samtaler, dokumentationer og bevillinger
  • At mærke sit familiemedlem være rolig, glad og tilfreds.

I bilag 1 findes en samlet opsamling fra temamødet. Med afsæt i denne opsamling samt iagttagelser på temamødet kan Seniorudvalget drøfte hvad der tages med i det videre arbejde frem mod virkeliggørelse af ældreloven i Slagelse Kommune.

Derudover kan Seniorudvalget drøfte om der er særlige opmærksomhedspunkter som skal medtages i den kommende proces. 

Det er administrationens vurdering, at den samlede opsamling fra teamødet i bilag 1 giver et godt grundlag til kommende drøftelser og dermed afsæt for udarbejdelse af en ny ældrepolitik i Slagelse Kommune, når rækken af temamøder er gennemført. 

 

Retligt grundlag

Ældrereformen vedtaget i april 2024 og den nye ældrelov vedtaget den 19. december 2024. 

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

I budgetforliget er der afsat ekstra midler til ældreområdet til kvalitetsløft i forbindelse med ældrereformen med 8,7 mio. kr. i 2025 stigende til 13,4 mio. kr. årligt i 2028.

 

Tværgående konsekvenser

I processen med udmøntning af den nye ældrelov, bliver der behov for at involvere andre fagudvalg i forhold til snitflader, herunder primært Socialudvalget og Sundhedsudvalget. 

 

Sagens videre forløb

Input fra temamødet den 30. januar 2025 vil indgå i den opsamlende workshop den 26. juni 2025 sammen med tilsvarende materiale fra øvrige temamøder hen over foråret.

7. Gensidig orientering (O)

Beslutning

At 1: Følgende orienteringer blev givet:

Udvalgsformanden:

  • Ingen bemærkninger

Udvalgsmedlemmer:

  • Ingen bemærkninger

Administrationen:

  • Ny model for bruger- pårørendesamarbejdet på plejecentrene.
  • Aflastningsboliger på plejecentrene.
  • Status for implementering af Faste teams.

Kompetence

Seniorudvalget

 

Beslutningstema

Seniorudvalgets medlemmer og administrationen orienterer om aktuelle henvendelser, tiltag, projekter m.m.

 

Indstilling

Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller,

1. at Seniorudvalget orienteres.

 

Sagens indhold

1. Orientering fra udvalgsformand

2. Orientering fra udvalgsmedlemmer

3. Orientering fra administrationen

 

Overskrift

Tekst

8. Input til kommende møder (B)

Beslutning

At 1: Udvalget besluttede, at følgende emner sættes på et kommende møde:

- sag vedr. udvikling – og fornyelsesplan for boliger til visiterede borgere, udskydes til juni 2025

- sag om normeringer på plejecentre på et kommende møde.


Kompetence

Seniorudvalget

 

Beslutningstema

Seniorudvalgets medlemmer beslutter eventuelle input til emner eller dagsordenpunkter, som ønskes behandlet på kommende møder. I det vedlagte bilag findes en oversigt over kommende punkter til behandling.

 

Indstilling

Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller,

1. at Seniorudvalget beslutter eventuelle input til emner eller dagsordenpunkter, som ønskes behandlet på kommende møder. 

 

9. Kommunikation (B)

Beslutning

At 1: Ingen bemærkninger


Kompetence

Seniorudvalget

 

Beslutningstema

Seniorudvalget kan beslutte udsendelse af eventuelle pressemeddelelser og øvrig
kommunikation i forlængelse af udvalgsmødet.

 

Indstilling 

Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller,

1. at Seniorudvalget beslutter udsendelse af eventuelle pressemeddelelser og øvrig
kommunikation i forlængelse af udvalgsmødet.

 

10. Godkendelse af referat (B)

Beslutning

At 1: Godkendt.

Kompetence

Seniorudvalget

 

Beslutningstema

Seniorudvalget skal godkende referatet.

 

Indstilling

Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller,

1. at Seniorudvalget godkender referatet.