Seniorudvalget (2022-2025) – Referat – 1. april 2025


1. Godkendelse af dagsorden (B)

Beslutning

At 1: Godkendt.

Kompetence

Seniorudvalget

Beslutningstema

Seniorudvalget skal godkende dagsordenen.

Indstilling

Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller, 

1. at Seniorudvalget godkender dagsordenen.

2. Opfølgning på dialogmøde med Ældresagen (D)

Beslutning

At 1: Drøftet.

Udvalget hæfter sig særligt ved følgende:

  • Synspunkter vedr. ledige ældreboliger og ledige plejeboliger – og i særdeleshed bekymringen for om analysen holder
  • Visitationspraksis- og fremtidens visitation – og Ældresagens ønske om at indgå i arbejdet med borgernær visitation fremover og som en del af den nye Ældrelov
  • Status på processen med at implementere faste teams
  • Drøftelsen om perspektiver i lokalplejehjem

Kompetence

Seniorudvalget

 

Beslutningstema

Seniorudvalget kan drøfte opfølgning på dialogmøde med Ældresagen den 1. april 2025.

 

Indstilling

Chefen for Sundhed og Ældre, indstiller

1. at Seniorudvalget drøfter opfølgning på dialogmøde med Ældresagen. 

 

Sagens indhold

Seniorudvalget besluttede på mødet den 11. marts 2025 følgende emner til drøftelse:

  • Erfaring med bruger - og pårørende samarbejdet på plejecentre.

Fra Ældresagen er modtaget følgende emner i vilkårlig rækkefølge:

  • Ældre/beskyttede boliger: Skal boliger af speciel karakter centraliseres i og omkring Slagelse?
  • Nedlagte plejehjemspladser: Hvad sker der med bygningsmassen, har man overvejet alternative boliger målrettet ældre borgere på de nævnte adresser?
  • Visitationen: Ændres der på visitationskriterierne?
  • Sygefravær: Hvordan ser det ud?
  • Hvordan går det med faste teams?
  • Hvordan ser udvalget på lokalplejehjem?

 

Retligt grundlag

Ingen bemærkninger. 

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger. 

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger. 

 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger. 

3. Status på ældreboliger (O)

Beslutning

At 1: Orientering givet.

Udvalget ønsker at få en status på ældreboliger i forbindelse med de løbende budgetopfølgninger, herunder også et ønske om, at der kan rapporteres på belægningsprocenten.


Kompetence

 

Seniorudvalget

Beslutningstema

 

I denne sag gives en status på ældreboliger i Slagelse Kommune med udgangspunkt i den af Implement Consulting Groups (Implement) udarbejdede  kapacitetsanalyse "Analyser og prognoser på udvalgte fokusområder på ældreområdet og det specialiserede voksenområde", med særligt fokus på afsnittet omhandlende ældreboliger.

 

Indstilling

Chefen for sundhed og ældre indstiller, 

1. at Seniorudvalget orienteres om status på ældreboliger.

 

Sagens indhold

I forbindelse med budgetprocessen 2025-28 udarbejdede administrationen et notat med opfølgning på Implements analyse med afsæt i kapacitetsanalysens afsnit om plejeboliger. Notatet var bilag til sag på Økonomiudvalgets møde den 26. august sag 2. "Godkendelse af budget 2025-28 (1. behandling).

Administrationen vil i denne sag, orientere om status på ældreboliger. I bilag findes et uddybende statusnotat om ældreboliger.

I kapacitetsanalysen beskrives prognose for det fremtidige behov for ældreboliger, således:

”Prognosen for behovet for ældreboliger viser, at Slagelse Kommune forventes at få et behov for ca. 57 færre ældreboliger de kommende 10 år. Baggrunden for dette reducerede behov skyldes en forventning om en fortsat faldende andel af de +80-årige, der efterspørger en ældrebolig. Dette kan også her henføres til sund aldring, flere private alternativer (f.eks. seniorboligfællesskaber) og at mere støtte kan leveres i borgerens eget hjem (længst mulig i eget hjem). Samstilles dette med den nuværende kapacitet af ældreboliger vurderes det, at Slagelse Kommune vil have en overkapacitet i 2028 på ca. 63 ældreboliger og i 2033 på ca. 97 ældreboliger”.

I kapacitetsanalysen baseres prognosen på data frem til år 2023. I statusnotatet, har administrationen tilføjet opdaterede data fra 2024, bl.a. på udgiften til tomgangshusleje samt opdateret information om private byggeprojekter af boliger, der henvender sig til målgruppen der visiteres til ældreboliger i Slagelse Kommune.

Ældreboligkapacitet, venteliste og ledige ældreboliger

Slagelse Kommune har i alt 612 ældreboliger, hvoraf 74 er kommunalt ejet, og 538 er ejet af boligorganisationer. 51% af ældreboligerne er beliggende i Slagelse by, ældreboligernes geografiske placering og ejerforhold kan ses i nedenstående tabel.

Slagelse Kommunes

ældreboliger

Beliggenhed


Ejerforhold


Antal boliger

Alliancehaven

Slagelse

FOB

97

Antvorskov

Slagelse

Selvejende

65

Etterbjergvej

Slagelse

FOB

18

Kalundborgvej

Slagelse

FOB

40

Kongehaven, Eriksgade og Svendsgade

Slagelse

FOB

69

Marievej

Slagelse

Slagelse Boligselskab

21

Smedegade

Slagelse

Slagelse Boligselskab

10

Stillingevej, Rosenlunden

Slagelse

Slagelse Boligselskab

13

Sørby Hovedgade

Slagelse

Slagelse Boligselskab

3

Møllegårdsparken

Korsør

Bolig Korsør

27

Solbakken

Korsør

Bolig Korsør

21

Teglværksparken

Korsør

Bolig Korsør

58

Vesterled, Nygade

Korsør

Slagelse Kommune

24

Borgergade

Vemmelev

Slagelse Kommune

20

Norvænget

Skælskør

Slagelse Kommune

20

Parkvej*

Skælskør

Skælskør Boligselskab

48

Rådmandshaven

Skælskør

Skælskør Boligselskab

48

Møllebakken, Borgbjergvej

Boeslunde

Slagelse Kommune

10

Samlet antal boliger



612

Opgørelsen på venteliste til ældreboliger viser pr. 4. marts 2025 at,

  • 39 borgere fra Slagelse Kommune står på venteliste til ældrebolig i Slagelse Kommune
  • 12 borgere fra Slagelse Kommune står på venteliste til ældreboliger i udenbys kommune
  • 4 borgere fra udenbys kommuner der står på venteliste til ældrebolig i Slagelse Kommune.  

Opgørelsen for ledige ældreboliger er samme dato på 44 ældreboliger. Årsagen til at der er venteliste samtidig med at der er ledige boliger skyldes, at de borgere, der i øjeblikket står på venteliste til ældreboliger, har et ønske om at bo i specifikke ældreboliger. De steder der har flest på venteliste er, Alliancehaven med 19 borgere, Etterbjergvej med 10 borgere og Teglværksparken med 11 borgere. 

Der er aktuelt 8 ældreboliger, der er udlånt til andre formål, bl.a. til ukrainske flygtninge. 

Tomgangshusleje og overkapacitet

Ifølge kapacitetsanalysen ligger den årlige udgift til tomgangshusleje for ældreboliger i årene 2021-2023 mellem 1,1 - 1,4 mio. kr. I 2024 er det samlede lejetab for ældreboligerne opgjort til 2,1 mio. kr., hvilket repræsenterer en stigning 50% i forhold til 2023. Denne udregning er baseret på data fra kapacitetsanalysen samt administrationens opgørelser over huslejeudgifter for tomme boliger.

Slagelse Kommunes

ældreboliger

2021

2022

2023

2024

1,2 mio. kr. 

1,1 mio. kr. 

1,4 mio. kr.

2,1 mio. kr.

Med en stigning på 50 % i udgiften på tomgangshusleje, er det administrationens vurdering, at der også er en stigning i overkapacitet af ældreboliger.

Lejetabet i 2025 udgør i første kvartal 0,6 mio. kr. Er dette niveau gældende for resten af 2025, vil det svare til et lejetab på i størrelsesordenen 2,6 mio. kr. 

Det skal bemærkes at otte boliger er udlånt til at huse Ukrainske flygtninge. Hvis dette udlån ophører, vil udgiften til huslejetab forventeligt stige.

Det er ikke muligt at trække digitale data for belægningsprocenter, da data på området er manuelle opgørelser omkring boliger og bogførte udgifter til tomgangshusleje.

Administrationen arbejdet på, at de digitale data udvides til også at inkludere data for belægning. Det vil være et udviklingspunkt i det kommende tværgående program "Udviklings- og fornyelsesplan for boliger til visiterede borgere i Slagelse Kommune", som er etableret mellem Center for Handicap og Psykiatri og Center for Sundhed og Ældre. Status på denne plan forelægges på udvalgsmøderne i juni. 

Status på boformer og seniorboliger

Ifølge kapacitetsanalysen var der pr. juni 2023, igangværende og planlagte projekter for private seniorboliger m.v., svarende til i alt 234 boliger. Dette tal er opdateret med yderligere 41 boliger, så tallet i alt er 275 boliger.

Projekter der er etableret i de sidste par år:

  • Nyt rækkehusprojekt med almene familieboliger i Boeslunde (2022), hvoraf 10 af dem udlejes som seniorboliger med fleksibel udlejningsaftale til personer over 60 år.

     

  • Nyt seniorbofællesskab i Hesselbjerg, Mælkevej i Svenstrup (oktober 2023) med 22 ældreboliger med egen anvisningsret. 

     

  • Nyt seniorbofællesskab Sophushaven, Jørgen Nyborgs Vej, Slagelse (2023) med 77 boliger. 

     

  • Nyt seniorboligfællesskab Ibihaven, Lysningen 1-177, Slagelse, seniorboligfællesskab med 76 boliger. 

Projekter på vej:

  • Lokalplananmodning for Trestensvej i Skælskør er for nylig blevet godkendt. Her er der blandt andet planer om at opføre 17 ældreboliger.

     

  • Slagelse Boligselskab forventer at påbegynde et seniorbofællesskab i Bisserup med 11 almene boliger i 2025 (projektet er afhængigt af at der udarbejdes en lokalplan, så fremskrivningen til 2025 kan meget vel rykkes)

     

  • Nyt seniorbofællesskab med 30 boliger samt 32 seniorboliger opføres som "Boliger for livet" på Kvægtorvet i Slagelse. Forventes færdige ved udgangen af 2025. 

Disse projekter kan have betydning for efterspørgslen og behovet for de kommunale ældreboliger.

Behov for ældreboliger

I kapacitetsanalysen fremgår det i den kvalificerede prognose for ældreboliger, at det forventes at Slagelse Kommune vil have behov for 57 færre ældreboliger i fremtiden. Dette bliver henført til sund aldring, flere private alternativer (f.eks. seniorbolig fællesskaber) og at mere støtte kan leveres i borgerens eget hjem (længst muligt i eget hjem). 

Administrationens opmærksomhedspunkter og faglige vurderinger

I denne sagsfremstilling er medtaget de opmærksomhedspunkter, som administrationen vurderer, kan give Seniorudvalget en status på ældreboliger forud for kommende budgetforhandlinger.

I notatet om plejeboliger fremlagt til budgetprocessen blev der fremlagt opmærksomhedspunkter og faglige vurderinger, for plejeboligområdet. Disse gentages her, med fokus på ældreboligområdet, idet administrationen vurderer, at de samme forhold er gældende

  • Uændret kapacitet: Hvis kapaciteten af ældreboliger ikke tilpasses, vil dette medføre øgede udgifter til tomgangsleje.
  • Tilpasning af kapacitet: Hvis det vælges at justere antallet af antallet af ældreboliger, bør flere parametre overvejes for at sikre, at tilpasningen effektueres på den bedst mulige måde.
  • Nedlæggelse af boliger: I tilfælde af en beslutning om nedlæggelse af ældreboliger, er der nogle lovgivningsmæssige forhold, som skal iagttages. 

Det er administrationens vurdering, ud fra kapacitetsanalysen og med den opdaterede udvikling på området, hvor der bl.a. øges med private boliger, at det forsat vil medføre øgede udgifter til tomgangshusleje, hvis der fortsættes med uændret kapacitet på ældreboliger.

 

Retligt grundlag

 

Lov om almene boliger § 105, der omhandler ældre- og handicapboliger, fastsætter at kommunalbestyrelsen kan opføre eller støtte opførelsen af almene ældreboliger, som er målrettet ældre og personer med handicap.

Derudover beskriver § 5 i almenboligloven de forskellige typer af ældreboliger, og § 54, stk. 1 beskriver ældreboliger.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

 

Ingen bemærkninger

 

Tværgående konsekvenser

 

Ingen bemærkninger

 

Sagens videre forløb

 

Ingen bemærkninger

4. Budgetopfølgning 1 - forventet regnskab 2025 (B)

Beslutning

At 1: Godkendt.

At 2: Godkendt.

(A) stemte imod idet (A) ikke er en del af budgettet 2025-2028.

At 3: Orientering givet.

At 4: Indstilles til Byrådets godkendelse.

At 5. Indstilles til Byrådets godkendelse.


Kompetence

Byråd og Seniorudvalget

 

Beslutningstema

Seniorudvalget skal godkende ”budgetopfølgning 1 - forventet regnskab 2025” for udvalgets økonomi, som indgår i den samlede budgetopfølgning til Økonomiudvalget og Byrådet.

Derudover orienteres Seniorudvalget om, hvordan overført mindreforbrug fra 2024 på Seniorudvalgets område anvendes i 2025. 

 

Indstilling

Chefen for Sundhed og Ældre indstiller,

1. at Seniorudvalget godkender budgetopfølgning 1 - forventet regnskab 2025, som indgår i samlet budgetopfølgning til Økonomiudvalget og Byrådet

2. at Seniorudvalget godkender status på implementering af budgetforlig for 2025-2028

3. at Seniorudvalget orienteres om anvendelse overført mindreforbrug fra 2024

4. at Byrådet godkender indtægts- og udgiftsbevilling på 17,4 mio. kr. vedrørende servicepakker

5. at Byrådet godkender konvertering af budget på 1,6 mio. kr. under hjælpemidler fra drift til anlæg.

 

Sagens indhold

Formålet med at gennemføre denne budgetopfølgning er at vurdere det forventede regnskab for 2025. Med baggrund i kommunens målsætning for god økonomisk styring er der fortsat skærpet fokus på, at det forventede resultatet af budgetopfølgningen er så nøjagtigt som muligt.

Et retvisende billede giver udvalget mulighed for at foretage de nødvendige økonomiske tilpasninger, så udvalgets samlede budgetramme overholdes ved forventet merforbrug og tilsvarende, at forventet mindreforbrug lægges i kassen.

Budgetopfølgningen og forventet regnskab 2025 tager derfor udgangspunkt i:

  • Det korrigerede budget pr. ultimo februar 2025 (inkl. godkendte overførelser fra 2024)
  • Resultatet af regnskab 2024
  • Budgetgrundlaget for 2025
  • Aktuelle forbrugs- og aktivitetsdata
  • Forventninger til forbrugsudviklingen resten af året.

 

Forventet resultat på drift og anlæg

Drift

Denne første tidlige budgetopfølgning for 2025 viser, at der samlet set på Seniorudvalgets driftsbudget forventes et mindreforbrug i størrelsesordenen 6,1 mio. kr. ved udgangen af 2025. Mindreforbruget fremkommer primært på myndighedsområderne visitation til hjemmepleje og hjælpemidler. 

Seniorudvalget fik i forbindelse med regnskabsafslutningen for 2024 overført mindreforbrug på 12,7 mio. kr. I denne budgetopfølgning indgår en orientering om anvendelse af de overførte midler.

Herefter følger en gennemgang af de væsentligste afvigelser i forventet regnskab 2025 sammenholdt med budget 2025. På følgende områder forventes mindreforbrug:

  • Visitation til hjemmepleje forventes at vise et mindreforbrug i størrelsesordenen 7,6 mio. kr. ved udgangen af 2025. Begrundelsen er, at der på nuværende tidspunkt ikke ses den demografiske tilvækst som forudsat i budgetforudsætningerne. Derudover er de faktiske visiterede timer på et lavere niveau end forudsat i budgettet.
  • Hjælpemidler forventes på nuværende tidlige tidspunkt af året at vise et mindreforbrug på ca. 1,9 mio. kr. Der er to årsager til mindreforbruget. Dels er der lige nu ikke så mange udgifter til hjælpemidler til borgere over 80 år, som det var forventet, og dels forventes de nye indkøbsaftaler at have en positiv effekt i 2025. Der er imidlertid behov for udskiftning af vasketunnel til genanvendelige hjælpemidler, hvilken koster ca. 1,6 mio. kr. Der søges i denne sag om konvertering af udgiftsbudget til anlægsbudget til denne investering. Derfor er mindreforbruget i denne sag indregnet med 0,4 mio. kr.
  • Kommunens refusionsindtægter på særligt dyre enkeltsager forventes på ældreområdet at give en merindtægt i størrelsesordenen 2,8 mio. kr. i 2025. Indtægten er estimeret ud fra de foregående to års faktiske indtægter på ordningen. Budget 2025 er ikke justeret på baggrund af tidligere års indtægter.
  • Sygeplejen har et mindreforbrug på 2,9 mio. kr. Der er tale om overført mindreforbrug fra 2024, som senere på året kan anvendes til at dække eventuelle merforbrug på andre områder. 

 

Herefter følger de områder, hvorpå der forventes merforbrug:

  •  Øvrige myndighedsområder viser et merforbrug på ca. 2,7 mio. kr. samlet set. Dette fremkommer ved dels et merforbrug på 5 mio. kr. vedrørende pleje til to borgere med psykiatrisk sygdom, der har behov for døgnpleje i form af enten opsyn hele døgnet eller et isoleret miljø hvor der ikke er medbeboere der kan forstyrre borgernes hverdag - men samtidig forventes der mindreforbrug på diverse hjælperordninger og plejevederlag.
  • Som nyt fra 2025 er diverse afregninger vedrørende borgernes ophold i plejeboliger samlet i separat afsnit i budgetbudgetopfølgningerne, for derved at give et lettere overblik på den igangværende kapacitetstilpasning af plejeboliger jævnfør budgetforliget for 2025-2028.

Samlet set forventes der på plejeboligområdet  et merforbrug på ca. 4,4 mio. kr. ved udgangen af 2025. Afregninger til friplejehjem og afregninger til andre kommuner for Slagelse borgeres ophold i plejeboliger forventes samlet set at give merudgifter på 6,2 mio. kr. begrundet i takststigninger højere end forudsat i budgetforudsætningerne. Huslejetab viser merforbrug på ca. 3 mio. kr. da der er sket en administrativ fejl i budgetlægningen, hvorved der ikke er budgetlagt med udgifter til huslejetab i ældreboliger. Modsvarende forventes mindreforbrug på Plejecentrene Bjergbyparken og Smedegade som er besluttet lukket henholdsvis medio og ultimo 2025. Mindreudgiften er på nuværende tidspunkt opgjort til 4,8 mio. kr. og fremkommer, fordi fraflytningen fra de to plejecentre sker i takt med, at beboerne har valgt og fået tildelt ny plejebolig andre steder. Fraflytningen fra Plejecentret Bjergbyparken forventes at være gennemført i starten af april 2025. I budgetforudsætningen var estimeret medio 2025. Derudover er der allerede sket fraflytninger fra Plejecentret Smedegade

I bilag 1 er forbruget på drift specificeret nærmere. 

 

 

Handleplaner

Der er ingen igangværende handleplaner på Seniorudvalgets område.

 

Anlæg

Der er ikke afsat anlæg på Seniorudvalgets område.

 

Nedenstående tabel viser forventet resultat for budgetopfølgning 1 - forventet regnskab 2025 opdelt på serviceudgifter og øvrige udgifter

Drift
(mio.kr)

Vedtaget budget

Korrigeret

budget

Forventet

resultat
BO1

Afvigelse

7.1 Pleje og Omsorg

 

 

Resultat serviceudgifter

907,9

919,3

913,0

6,3

Øvrige udgifter

6,3

6,3

6,4

-0,2

I alt for udvalget

914,2

925,6

919,5

6,1

 

 

 

Anvendelse af overført mindreforbrug fra 2024

I forbindelse med regnskabsafslutningen for 2024 vedtog Byrådet, i henhold til gældende overførselsregler, at overføre uforbrugte midler fra 2024 til 2025 på i alt 12,7 mio. kr. på områderne centralt tværgående og myndighedsområderne samlet set. Midlerne er i denne sag omplaceret til at dække overført merforbrug på andre af Seniorudvalgets områder.

Administrationen orienterer herved Seniorudvalget om, hvordan det overførte mindreforbrug anvendes i 2025:

  • Kommunale plejecentre er tilført 5,450 mio. kr., hvorefter plejecentrene starter 2025 med det vedtagne budget for 2025
  • Den Selvejende Institution Antvorskov er tilført 0,771 mio. kr. svarende til det overførte merforbrug fra 2024. Antvorskov forventer derudover merforbrug i 2025. Der henvises til bilag 1
  • Der er disponeret med at Slagelse Friplejehjem tilføres ca. 1,3 mio. kr. svarende forholdsmæssigt til det merforbrug i 2024 som de kommunale plejecentre og Antvorskov er kompenseret for, hvilke ikke er indregnet i de takster som friplejehjemmet er afregnet med. Bestemmelserne om at friplejehjem skal have samme økonomiske grundlag som de kommunale overholdes herved. Samtidig sikres alle borgere, uanset valg af plejecenter, samme serviceniveau jævnfør lovens bestemmelser
  • Der er tilført 2,9 mio. kr. til rehabiliteringsindsatsen svarende til mindreforbruget på området i 2024. Midlerne anvendes til kompetenceudvikling af medarbejderne og indkøb af it-system
  • Der er behov for udskiftning af cykler og cykelhjelme samt diverse IT-udstyr i hjemmeplejen samlet set estimeret til 1 mio. kr. hvilket der er tilført budget til
  • Beredskabsstyrelsen har udgivet retningslinjer for nødberedskab til tre dage, som medfører udgifter til diverse indkøb for at etablere nødberedskabet, det er tilført budget på 0,6 mio. kr. til formålet under hjemmeplejen
  • Der er disponeret med 0,7 mio. kr. til uforudsete udgifter i løbet af 2025 under centralt.

 

Vurdering/konklusion

Ser man på forbrugsprocenter ved udgangen af februar 2025 sammenholdt med oprindeligt budget 2025 ligger det faktiske forbrug lavere end på samme tidspunkt i 2024. Årsagen findes blandt andet i, at Seniorudvalgets område i budgetaftalen for 2025-2028 er tilført ekstra midler i forbindelse med ældrereformen, primært til kvalitetsløft, men også til lavere ledelsesspænd på plejeområderne mm. Disse midler er ikke udmøntet ved udgangen af februar, da det er en igangværende proces. Nærmere herom nedenfor. Ser man på forbrugsprocenten i forhold til korrigeret budget ligger niveau i 2025 naturligt også lavere end på samme tidspunkt i 2024. Udover ovennævnte forklaring skal det bemærkes, at der i forbindelse med regnskabsafslutningen blev overført uforbrugte midler fra 2024 på 12,7 mio. kr., hvilke er disponeret anvendt i 2025 men udgifter ikke afholdt på nuværende tidspunkt.

Det er administrationens vurdering, at der med de nuværende kendte forudsætninger, samlet set vil være et mindreforbrug på Seniorudvalgets område i regnskab 2025 i størrelsesordenen 6,1 mio. kr. Dette er imidlertid behæftet med stor usikkerhed, da denne opfølgning foretages meget tidligt på året med udgangspunkt i kun 2 måneders forbrug.

Det er administrationens anbefaling på nuværende tidspunkt ikke at foretage omplaceringer af budget på disse områder. Estimaterne er usikre på dette tidlige tidspunkt af året. Der kan de kommende måneder vise sig en anderledes udvikling end forudsat i denne opfølgning. 

Særligt på plejeboligområdet følges udviklingen tæt. Med den i denne sag beskrevne dækning af overført merforbrug fra 2024 starter plejecentrene med budget 2025 uden handleplaner eller overført merforbrug. Der har imidlertid de seneste år vist sig merforbrug på plejecentrene, dels begrundet i at der skulle ske en tilpasning af serviceniveau og dermed normering som følge af de vedtagne budgetreduktioner fra 2022 - dels som følge af sygefravær og ekstra udgifter i forbindelse med fratrædelsesordninger mm. Der har igennem 2024 været gennemført tilbundsgående gennemgang af udgifter og dermed nedjusteret de faste løbende driftsudgifter. Administration følger derfor plejecentrenes økonomi særligt tæt her i 2025 for at kortlægge årsager til merforbrug.  

 

Status på implementering af budgetaftale 2025 -2028

Administrationen bemærker, at de i budgetaftalen for 2025-2026 afsatte midler til kvalitetsløft af ældreområdet med 8,7 mio. kr. i 2025 i denne budgetopfølgning er medtaget som "forventes anvendt fuld ud i 2025". Der er på nuværende tidspunkt ikke truffet politisk beslutning om den konkrete udmøntning. Der henvises til de igangværende temadrøftelser som Seniorudvalget afholder i løbet af foråret 2025 hvori borgere, pårørende, forskellige interessenter og oplægsholdere deltager. Efter hver temadrøftelse drøfter Seniorudvalgets output. I august 2025 behandler Seniorudvalget det samlede output af denne involverende proces, og der kan i den forbindelse tages stilling til anvendelse af midlerne til kvalitetsløft, med udgangspunkt i Ældrelovens ikrafttræden pr. 1. juli 2025.

Der er i budget 2025-2026 afsat midler til ekstra ledelse på plejecentre og i hjemmeplejen. Der er gang i ansættelser. Der vil blive forelagt udmøntningssag på Seniorudvalgets møde i maj 2025.  

Øvrige afsatte midler til nye budgettiltag er igangsat. I bilag 2 ses en samlet oversigt der viser status på de i budgetaftalen vedtagne nye budgettiltag.

 

Status for kapacitetstilpasning på plejeboliger

Der er udarbejdet notat, der beskriver den aktuelle status på kapacitetstilpasningen på plejeboligområdet samlet set, herunder udgifter til huslejetab og betalinger for plejeboliger i andre kommuner samt borgere på friplejehjem. Der henvises til bilag 3.

 

Retligt grundlag

Det fremgår af Kasse- og Regnskabsregulativet, at der som udgangspunkt ikke gives tillægsbevillinger, der er kassefinansierede. Ved forventede budgetoverskridelser skal fagudvalgene finde kompenserende besparelser inden for egen budgetramme.

Styrelseslovens § 40 omhandler, at der ikke kan iværksættes foranstaltninger, som ikke er en del af det vedtagne budget, og som medfører indtægter eller udgifter uden kommunalbestyrelses bevilling. 

Kommunalbestyrelsen skal jf. styrelseslovens § 42 stk. 7 fastsætte og beskrive regler for, hvordan kommunens kasse- og regnskabsvæsen skal indrettes. I Kasse- og regnskabsregulativet for Slagelse Kommune har Byrådet fastsat regler om, at der gennemføres 3 årlige budgetopfølgninger: primo året samt pr. ultimo februar, juni, og september. Budgetopfølgningerne forelægges fagudvalg, og efterfølgende samlet til Økonomiudvalget og Byrådet.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Tilpasning af indtægter og udgifter vedr. servicepakker

Det ønskes ikke, at kontoplanen indeholder områder med nettobevilling, hvor der både føres indtægter og udgifter. Derfor ændres området vedrørende servicepakker på plejecentrene til en bruttobevilling, hvor der således både er en indtægts- og en udgiftsbevilling. Det drejer sig om eksempelvis borgernes betaling for mad på plejecentrene.

Konvertering af budget under Hjælpemidler fra drift til anlæg

Indkøb af nye vasketunnel til hjælpemidler, hvortil der søges anlægsbevilling på 1,6 mio. kr. i 2025 finansieret af tilsvarende mindreforbrug på driftsbudget til hjælpemidler.

 

I hele 1.000 kr.

Politikområde

2025

2026

2027

2028

Bevillingsønske

 

 

 

 

 

Drift - Servicepakker

7.1 Pleje og Omsorg

 17.400

-17.400

 

 

 

Drift - Hjælpemidler

7.1 Pleje og Omsorg

 -1.600

 

 

 

Anlæg - Hjælpemidler

7.1 Pleje og Omsorg

  1.600

 

 

 

Afledt drift

 

 

 

 

 

Finansiering

 

 

 

 

 

Afsat rådighedsbeløb

 

 

 

 

 

Kassen

 

 

 

 

 

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger

 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger

5. Opfølgning på demenshandleplanen (O)

Beslutning

At 1: Orientering givet.

Seniorudvalget bemærker, at Demenshandleplanen bør indgå som en del af et forventet fremtidigt revisionsarbejde af ældreområdets politikker og strategier i relation til den nye ældrelov.


Kompetence

Seniorudvalget

Beslutningstema

Slagelse Kommunes demenshandleplan beskriver de handlinger, som skal understøtte at borgere med demens og deres pårørende kan leve et trygt og værdigt liv. Seniorudvalget orienteres om status på arbejdet med handlepunkterne i demenshandleplanen.

Indstilling

Chefen for Sundhed og Ældre indstiller,

1. at Seniorudvalget orienteres om status på handlepunkterne i demenshandleplanen. 

Sagens indhold

Slagelse Kommunes demenshandleplan blev godkendt af det daværende Forebyggelses- og Seniorudvalg på deres møde den 14. januar 2020 punkt 8. Demenshandleplanen er vedlagt i bilag 1. 

Demenshandleplanen blev dengang udarbejdet i tæt samarbejde med dem, der er allertættest på mennesker med demens. Pårørende og borgere blev interviewet om deres behov, og repræsentanter fra hjemmeplejen, sygeplejen, plejecentrene, aktivitetscentrene, demenskonsulenter, Ældreråd, Pårørendeforeningen for borgere med demens og Alzheimerforeningen gav input. 

Demenshandleplanen indeholder følgende indsatsområder:

  • Tidlig opsporing, udredning og behandling
  • Høj kvalitet i demensplejen
  • Fokus på støtte og rådgivning
  • Meningsfulde aktivitetstilbud
  • Demensvenlige boligtilbud
  • Demensvenligt samfund

Indsatsområderne ligger tæt op ad de fokusområder, der er i den Nationale handleplan for demens 2025.

Gentænkning af demensindsatsen

I Budgetaftale 2023-2026 blev det aftalt, at demensindsatsen skulle gentænkes. Det resulterede i, at Seniorudvalget på deres møde den 7. februar 2023 punkt 4 bl.a. afsatte midler til at ansætte demensvejledere. Prioriteringen har været en forudsætning for, at en række af nedenstående handlinger under demenshandleplanen er sat i værk.

Status på demenshandleplanen

Her følger en kort status på indsatsområderne i demenshandleplanen. I bilag 2 er vedlagt en oversigt og status på alle handlepunkter i demenshandleplanen.

Indsatsområde 1: Tidlig opsporing, udredning og behandling.

Under dette indsatsområde har der særligt været fokus på:

  • Tidlig indsats for ny-diagnosticerede. Slagelse Kommune samarbejder bl.a. med hukommelsesklinikkerne i regionerne om tidlig kontakt til ny-diagnosticerede borgere med demens.
  • Opsporing af somatisk sygdom hos borgere med demens. Borgere med demens kan ikke altid give verbalt udtryk for symptomer på somatisk sygdom. Somatisk sygdom kan i stedet komme til udtryk ved ændret adfærd. Slagelse Kommune har udviklet en somatisk tjekliste, der skal hjælpe plejepersonalet til tidligt at opspore somatisk sygdom hos borgere med demens. Tjeklisten er fuldt implementeret på to plejecentre og under implementering på øvrige plejecentre. Tjeklisten skal ligeledes implementeres i hjemmeplejen.

Indsatsområde 2: Høj kvalitet i demensplejen

Under dette indsatsområde har der særligt været fokus på: 

  • Praksisnær vejledning og rådgivning til plejepersonalet i hjemmeplejen og på plejecentrene. Kommunens fire demensvejledere kontaktes på daglig basis af plejepersonalet mhp. rådgivning og vejledning. Rådgivningen og vejledningen afhænger af den konkrete situation og kan fx bestå af observation og efterfølgende vejledning, hjælp til udarbejdelse af pædagogiske handleplaner, dialog med personale, borger og pårørende eller undervisning i konkrete emner på arbejdspladsen. Indsatsen bidrager til praksisnær kompetenceudvikling og personalet på plejecentre og i hjemmeplejen har givet positive tilbagemeldinger på tiltaget.
  • Brug af livshistorier i demensplejen: Arbejdet med livshistorier er et redskab, der kan hjælpe borgeren til at huske, hvem man er og som kan hjælpe andre til at forstå, hvem man er. I samarbejde med demensvejlederne har plejecentrene implementeret et redskab til at udarbejde livshistorier. På plejecenter Quistgården afprøves sanseteknologi i form af lys, lyd og billede til at understøtte brugen af livshistorier. Sanseteknologien kan desuden virke beroligende samt forebygge angst, forvirring, stress og uro, som ofte ses hos mennesker med demens. Projektet støttes af puljemidler. 

Indsatsområde 3: Fokus på støtte og rådgivning

Under dette indsatsområde har der været fokus på at etablere let tilgængelige støtte- og rådgivningstilbud til pårørende og borgere med demens:

  • I 2023 blev der etableret en rådgivningstelefon, som bemandes af demensvejlederne og har åbent i et afgrænset tidsrum i alle hverdage.
  • I 2024 har der været afholdt pårørendecaféer i Korsør, Slagelse og Skælskør. Caféerne er velbesøgte med 25-50 besøgende hver gang. Tilbuddet forsætter i 2025.
  • Pårørende kan få individuel vejledning eller deltage i en gruppeforløb for pårørende til mennesker med demens. Tilbuddene varetages af pårørendevejlederen.

Indsatsområde 4: Meningsfulde aktivitetstilbud

Under dette indsatsområde har der særligt været fokus på:

  • Etablering af meningsfulde aktivitetstilbud i samarbejde med frivillige og eksterne aktører. Der har blandt været afholdt et kor-event i samarbejde med Sct. Peders Kirke og en korleder. Ønsket var at sætte fokus på sang som en meningsfuld aktivitet og samtidig rekruttere borgere og frivillige til demenskor. Eventet var afsæt for, at der i samarbejde med LOF bliver udbudt 3 demenskor i henholdsvis Slagelse, Korsør og Skælskør. Ligeledes er der et ny-etableret samarbejde med en pianist og en række frivillige om sang-eftermiddage på plejecentre.
  • Meningsfulde aktiviteter på daghjemmene: Der arbejdes med løbende udvikling af daghjemstilbuddenes indhold, så det opleves meningsfuldt og stimulerende for borgerne. Der er bl.a. tilrettelagt kompetenceudvikling for medarbejderne på daghjemmene samt hentet inspiration fra andre kommuner.

Indsatsområde 5: Demensvenlige boligtilbud

Under dette indsatsområde har der været fokus på:

  • Placering af skærmede boliger i kommunen: Dette som en del af den aktuelle kapacitetsanalyse på området. Egnethed af boliger og muligheden for at etablere et fagligt miljø har været en del af vurderingen ift. placering. Byrådet besluttede den fremtidige model for placering af skærmede boliger på deres møde den 24. februar 2025 punkt 18.

Indsatsområde 6: Demensvenligt samfund

Under dette indsatsområde har der været fokus på samarbejde med eksterne aktører om at skabe en demensvenlig kommune:

  • Naturoplevelser for mennesker med demens: Slagelse Kommune indgår i et 1-årigt projekt, som er delvist finansieret af Nordea-fonden. Projektets formål er at skabe nye oplevelser for mennesker med demens i Skoleskoven i Slagelse på Naturskolens base. Projektet er et samarbejde mellem Naturskolen, Alzheimerforeningen og demensvejlederne i Slagelse Kommune.
  • Udbrede viden om demens til udsatte grupper: Demensvejlederne samarbejder med  medarbejdere i den boligsociale helhedsplan om at udbrede viden om demens til borgere med sproglige barrierer i de boligsociale områder.
  • Demensugen afholdes i uge 19, og er et initiativ igangsat af Folkebevægelsen: Demensvenligt Danmark. Formålet er at skabe større forståelse for livet med demens, og synliggøre hvordan vi alle kan bidrage til et mere demensvenligt samfund. I Slagelse Kommune afholdes forskellige aktiviteter i demensugen. Program for kommende demensuge er under udarbejdelse i samarbejde med relevante samarbejdspartnere.  

Administrationens vurdering

Administrationen vurderer, at der under alle indsatsområder i demenshandleplanen er i værksat tiltag, som kan være med til at understøtte et værdigt og godt liv for mennesker med demens og deres pårørende i Slagelse Kommune.

Administrationen vurderer, at der forsat er behov for løbende udvikling af demensindsatsen i Slagelse Kommune. Særligt kan der være fokus på udvikling af meningsfulde aktiviteter og tilbud til forskellige målgrupper, herunder tilbud til yngre borgere med demens. 

Det skal bemærkes, at opfølgningen på demenshandleplanen har tæt sammenhæng til beslutning om gentænkning af demensindsatsen i Budgetaftale 2023-26. På nærværende dagsorden punkt 6 forlægges Seniorudvalget en sag om udmøntning af demensindsatsen.

Det skal ligeledes bemærkes at demenshandleplanen blev udarbejdet i 2019, og at der på nogle områder kan være brug for en revision. Demenshandleplanen kan evt. indgå som en del af et fremtidigt revisionsarbejde af ældreområdets politikker og strategier i relation til den nye ældrelov. 

Retligt grundlag

Ingen bemærkninger.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger.

6. Udmøntning af demensindsatsen (B)

Beslutning

At 1: Godkendt.

Kompetence

Seniorudvalget

Beslutningstema

I 2023 blev det politisk besluttet at anvende 3,3 mio. kr. årligt, til henholdsvis kørsel for borgere, der er visiteret til demensdaghjem og til at ansætte demensvejledere.

Disse beslutninger er udmøntet, og der er givet en status på indsatserne i demenshandleplanen for Slagelse Kommune på nærværende dagsorden punkt 5.

Udmøntningen har medført et mindreforbrug på 0,45 mio. kr. Administrationen har opstillet to forslag til anvendelse af mindreforbruget. 

Seniorudvalget kan beslutte at sende de to forslag til anvendelse af mindreforbruget på 0,45 mio. kr. i demensindsatsen til høring i Ældrerådet, Rådet for Socialt Udsatte og Handicaprådet.

 

Indstilling

Chefen for Sundhed og Ældre indstiller,

1. at Seniorudvalget sender forslag til anvendelse af mindreforbruget på 0,45 mio. kr. i demensindsatsen til høring i Ældrerådet, Rådet for Socialt Udsatte og Handicaprådet.

Sagens indhold

I Budgetaftale 2023-26 blev det besluttet at demensindsatsen skulle gentænkes, og til det formål blev der afsat 3,3 mio. kr. årligt (Efter PL-skrivning er beløbet 3,6 mio. kr.). Herefter fulgte en involverende proces, hvor borgere, pårørende, medarbejdere, råd og interesseorganisationer blev inviteret til at give input til den fremtidige demensindsats. På Seniorudvalgets møde den 7. februar 2023 punkt 4 blev det godkendt at midlerne skulle anvendes til følgende:

Kørsel til daghjem:

Der blev afsat 0,85 kr. til at etablere kørselsordning til kommunens to daghjem, hvor borgeren kan blive fulgt hele vejen fra hjemmet til tilbuddet.

Kompetenceniveau i plejen og pårørendestøtte:

Der blev afsat 2,45 mio. kr. til at ansætte fem demensvejledere med følgende funktioner: 

  • Yde praksisnær vejledning og sparring til medarbejdere på plejecentre, hjemmepleje,
    sygepleje, daghjem og aktivitetscentre både om generelle spørgsmål om demens og som
    bistand ved konkrete borgerforløb. I den praksisnære støtte er der fokus på at lære fra sig, så
    det samlede kompetenceniveau hos medarbejderne udvikles over tid. Samtidig er der fokus på konkret støtte til blandt andet udarbejdelse af pædagogiske handleplaner og indberetning af magtanvendelser.
  • Støtte og rådgivning til pårørende og borgere. Indsatsen rettes særligt mod at etablere et
    åbent tilbud om rådgivning, og at sikre den første kontakt til ny diagnosticerede borgere og
    deres pårørende. Tilbuddet gælder også de borgere, der venter på udredning og
    diagnosticering. Tilbuddet skal tillige rette sig imod civilsamfundet, bl.a. med
    baggrund i ønsket om ”en demensvenlig kommune”. Etablering af det åbne
    rådgivningstilbud skal foregå i tæt samarbejde med pårørendevejleder og nuværende
    demenskonsulent og kan fx bestå af åben telefonrådgivning og åbne cafétilbud.
  • Være tovholder på kommunens demenshandleplan og sikre den fortsatte udvikling af
    demensområdet, herunder sikre samarbejde med relevante interesseorganisationer, frivillige
    og regionale aktører, der kan være med til at fremme demensindsatsen for borgere i
    kommunen.

Status på udmøntning af demensindsatsen:

Administrationen har etableret kørsel til daghjem og har ansat fire demensvejledere.

Administrationen vurderer, at fire demensvejledere i samarbejde med den eksisterende demenskonsulent og pårørendevejlederen på nuværende tidspunkt har etableret målrettede og relevante tilbud indenfor de tre områder:

  • Yde praksisnær vejledning og sparring til plejepersonalet
  • Støtte og rådgivning til pårørende og borgere
  • Tovholder på kommunens demenshandleplan og sikre den fortsatte udvikling af
    demensområdet.

Af de afsatte midler henstår derfor et mindreforbrug på 0,45 mio. kr., hvilket hovedsageligt skyldes, at der er ansat fire i stedet for fem demensvejledere.

Øvrige indsatser på demensområdet

Udover ovenstående indsatser består demensindsatsen i Slagelse Kommune af følgende:

  • To daghjem for borger med demens
  • Aflastningspladser
  • Aflastning i eget hjem
  • Demenskonsulent, som primært varetager ansøgning om værgemål, habilitetsvurdering i
    forbindelse med visitation til skærmede plejeboliger, visitation til daghjem, visitation af GPS og indberetning af magtanvendelser
  • Pårørendevejleder, som både tilbyder individuel vejledning og har pårørendegrupper for
    pårørende til borgere med demens
  • Pleje af borgere med demens i eget hjem, i plejebolig og i skærmede boliger. 

Forslag til anvendelse af mindreforbruget på 0,45 mio. kr.

Administrationen har opstillet følgende forslag til anvendelse af de 0,45 mio. kr.:

Forslag 1: Fleksibel aflastning til borgere med demens.

Slagelse Kommune har to daghjem, hvor der tilbydes aflastning i dagtimerne. Der er en normering på 8 borgere på hvert daghjem i hverdagene. Aktuelt er efterspørgslen efter tilbuddet større end kapaciteten.

I 2020-23 modtog Slagelse Kommune midler fra Socialstyrelsen til et projekt om fleksibel aflastning. Her blev der etableret et aflastningstilbud til yngre borgere med demens og deres pårørende i eftermiddagstimerne. Tilbuddet blev afholdt på ét af de eksisterende daghjem. Tilbuddet ophørte med projektets afslutning. Erfaringerne fra aflastningstilbuddet var positive. For pårørende var tilbuddet et mentalt frirum, hvor de med god samvittighed kunne deltage i egne aktiviteter med bevidstheden om at deres demensramte pårørende indgik i meningsfulde aktiviteter. Tilbuddet har været efterspurgt efter ophør. I alt deltog 19 borgere i tilbuddet i projektperioden.

Forslag 1 går ud på genetablere ovenstående aflastningstilbud ved at afsætte de 0,45 mio. kr. til medarbejderressourcer til at varetage aflastningstilbuddet samt til kørsel af borgere til og fra aflastningstilbuddet. Hvis forslaget vælges, kan målgruppen sammensættes afhængig af efterspørgslen. 

Forslag 2: Meningsfulde aktivitetstilbud

Når en borger rammes af demenssygdom vil det ofte, i takt med at sygdommen skrider frem, være svært at vedligeholde vanlige aktiviteter.

Forslag 2 går ud på at etablere bolignære motions- og aktivitetstilbud for borgere med demens. Forslaget vil kræve, at der afsættes medarbejderressourcer med kompetencer til at varetage et tilbud, som er tilpasset borgere med demens. Det kan fx være medarbejdere med viden om kognitiv stimulationsterapi (CST). Brug af CST i aktiviteter har dokumenteret effekt på livskvalitet hos borgere med demens. En del af medarbejderens opgave vil også være at rekruttere frivillige til at varetage dele af aktivitetstilbuddene. 

Administrationens vurdering

Administrationen vurderer, at det vil styrke den samlede demensindsats, hvis de 0,45 mio. kr. udmøntes i konkrete tilbud om aflastning eller aktiviteter for borgere med demens og deres pårørende.

Administrationen vurderer, at et aflastningstilbud eftermiddag/aften kan være en værdifuld støtte for pårørende til borgere med demens. Tilbuddet kan give andre muligheder for de pårørende end et dagtilbud kan. I tilbuddet kan indgå meningsfulde aktiviteter, herunder motionstilbud. Afhængig af efterspørgslen kan tilbuddet målrettes, så der fx etableres aflastning til yngre borgere med demens. Erfaringerne fra projektet om fleksibel aflastning viste, at yngre borgere med demens havde gavn af at mødes med ligesindede.

Retligt grundlag

Budgetaftale 2023-26.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Sagens videre forløb

Efter endt høring vil Seniorudvalget få forelagt en sag med høringssvar til endelig beslutning.

7. Orientering om det kommunale tilsyn på plejecentrene i 2024 (O)

Beslutning

At 1: Orientering givet.

Seniorudvalget bemærker, at tilsynspolitikken vedhæftes referatet.  


Kompetence

Seniorudvalget

 

Beslutningstema

Alle kommuner er jf. Serviceloven forpligtet til at føre tilsyn med, at de kommunale opgaver løses i overensstemmelse med de afgørelser, kommunalbestyrelsen har truffet og i henhold til kommunalbestyrelsens vedtagne kvalitetsstandarder. 

Seniorudvalget orienteres om det kommunale tilsyn på plejecentrene 2024.

Indstilling

Chefen for Sundhed og Ældre indstiller,

1. at Seniorudvalget orienteres om det kommunale tilsyn 2024.

Sagens indhold

Kommunalbestyrelsen skal som led i tilsynsforpligtelsen sørge for, at der bliver gennemført uanmeldte tilsynsbesøg på plejecentrene mindst en gang om året.

Det er firmaet L. Consulent, der laver tilsyn i Slagelse Kommune. Firmaet har udarbejdet detaljerede tilsynsrapporter til de enkelte plejecentre og en samlet årsrapport. Den samlede årsrapport danner grundlag for denne sagsfremstilling, og indholdet fra rapporten er gengivet ordret i sagen. Årsrapporten er vedlagt i bilag 1.

Samlet vurderer det kommunale tilsyn følgende:

  • De 13 plejecentre leverer en god pleje og omsorg til beboerne.
  • Plejecentrene tilstræber at skabe en dagligdag, med meningsfuldhed, tryghed og værdighed.
  • Plejecentrenes hjemmesider giver i 2024 et tydeligere billede af mulighederne for de kognitivt svageste.
  • Plejecentrene sikrer dialog gennem afvikling af indflytningssamtaler og opfølgende dialog.
  • Plejecentrene har fokus på værdighed.
  • Plejecentrene tilstræber at sikre beboernes muligheder for selvbestemmelse og for at fastholde livsførelse, samt at beboernes behov er i centrum i forbindelse med omsorg, pleje og tilbud om aktiviteter.
  • For beboere med demens bekræfter interviews med pårørende generelt, at der tilstræbes dialog og at beboeres vilje, uanset, hvordan dette udtrykkes om muligt respekteres. De pårørende oplever generelt lydhørhed i dialogen. Det er tilsynets vurdering, at der også i 2024 generelt har været øget fokus på denne lydhørhed og dialog.
  • Plejecentrene har fokus på at sikre beboerens retssikkerhed.
  • Plejecentrenes praksis tager afsæt i relevante faglige metoder og arbejdsgange især ved væsentlige kognitive udfordringer, primært fra demens.
  • Plejecentrene tilrettelægger og yder hjælp, omsorg og pleje ud fra individuelle særlige behov.
  • Plejecentrenes metoder for sundhedsindsatsen er båret af anvisninger fra vejledninger i Sundhedsloven.
  • Plejecentrenes pædagogiske praksis understøttes generelt af lettilgængelige anvisninger.
  • Plejecentrene har skabt god praksis for afvikling af måltider, som støtter op omkring vedligeholdelse af forskellige færdigheder og fællesskab.
  • Plejecentrenes håndtering af magtanvendelser vurderes at finde sted på betryggende vis.
  • Plejecentrene har fokus på tilstedeværelse af kompetente leder.
  • Plejecentrene har fokus på tilstedeværelse af relevante kompetencer og opmærksomhed på relevant kompetenceudvikling.
  • Plejecentrene forsøger at skabe meningsfulde aktiviteter og livskvalitet også for beboeren med væsentlige kognitive udfordringer.
  • Plejecentrenes fysiske rammer er generelt egnede til målgruppen.
  • Flere pårørende oplever som konsekvens af en opstrammet ressourcestyring, at der er mindre disponibel tid til opmærksomhed på de kognitivt svageste - især i nattetimerne.
  • Der angives i mindre grad udfordring i rekruttering af specielt social- og sundhedsassistenter.

Tilsynet har følgende vurderinger og anbefalinger, som fordeler sig på tværs af alle plejecentre:

Visitation og information:

  • Et plejecenter er opfordret til at give et tydeligere billede af muligheder for livskvalitet for de kognitivt svageste.

Politikker:

  • Et plejecenter er opfordret til, at opdatere medarbejdernes kendskab til den aktuelle værdighedspolitik.

Trivsel og relationer:

  • Indsatsen for livskvalitet er af flere pårørende oplevet udfordret af en strammere ressourcestyring.
  • Flere steder savnes opdaterede anvisninger for livskvalitet i døgnrytmeplaner.
  • Fire plejecentre er anbefalet at arbejde med dokumentation af kommunikationsudfordringer i døgnrytmeplaner.
  • To plejecentre er anbefalet at arbejde med dokumentation ved særlige hensyn herunder ved svagtseende og dårligt hørende beboere.
  • Fire plejecentre er anbefalet at arbejde med dokumentation ved beboeres udfordringer ved dannelse af relationer og risiko for isolation og ensomhed.

Målgrupper og metoder:

  • Et plejecenter er anbefalet et større fokus på udarbejdelse af konfliktforebyggende pædagogiske handleplaner.
  • De pårørende oplever udfordringer med et-kontaktpersonsystem i ferieperioder og ved sygdom blandt medarbejderne.
  • Ved udskrivelser fra sygehuset angives generelt udfordringer ved overlevering af information.
  • Et plejecenter er anbefalet at have et større fokus på konfliktforebyggende pædagogiske handleplaner, som forebygger magtanvendelse.

Organisation, ledelse og kompetencer:

  • Ved flere plejecentre, savner pårørende i perioder med flere afløsere et fokus på beboernes livskvalitet og individuelle behov.
  • Enkelte pårørende har ved tilsynene sidst på året i 2024 en oplevelse af, at de kommunale besparelser betyder mindre tryghed og mindre nærvær for beboerne.

Procedurer og dokumentation:

  • Fire plejecentre er anbefalet at fokusere på indsatsen for livskvalitet og anvisninger for pædagogisk praksis tydeliggøres i døgnrytmeplaner.

Aktiviteter og rehabilitering:

  • Tilsynet vurderer, at der er en oplevelse af manglende sammenhæng mellem plejen og de trænende terapeuter pga. manglende fælles dokumentationssystem.
  • Der savnes undertiden tydeliggørelse af behov og anvisninger for afledte faglige indsatser for især fysisk træning og i nogen tilfælde vedligeholdende træning.
  • Ligeledes savnes undertiden anvisninger til særlige individuelle behov ved måltider i forhold til mulig medvirken, men også til særlige behov for støtte.
  • Der er et indtryk af, at det er en udfordring at udvikle samarbejdet med frivillige til supplering af aktiviteter og lignende initiativer.

De fysiske rammer:

  • To plejecentre er anbefalet at se på muligheder for at tilgodese kognitivt svage beboere kan færdes trygt i indhegnede/afgrænsede udearealer.

Plejecentrenes arbejde med anbefalingerne fra det kommunale tilsyn

Plejecenterlederne sikrer, at tilsynsrapporten er tilgængelig på plejecentrets hjemmeside, og de orienterer deres medarbejder om indholdet i årsrapporten. Virksomhedsleder, som er en del af kvalitetsteamet, fremlægger indholdet fra årsrapporten på møde i kvalitetsteamet. Plejecenterlederne og virksomhedslederen samt kvalitetsteamet tilrettelægger kvalificerede tiltag og igangsætter forbedringer lokalt og på tværs af plejecentrene. Det samlede fokus understøtter og sikrer, at der arbejdes med de beskrevne opmærksomhedspunkter og anbefalinger, som rapporten beskriver. 

Administrationen bemærker, at plejecentrene har arbejdet konstruktivt med resultaterne fra tilsynsrapporten for 2023, hvilket fremgår af resultaterne fra rapporten for 2024.

Plejecentrene har blandt andet arbejdet og arbejder fortsat med følgende tiltag:

  • Plejecentrene har fokus på brugerinddragelse. Der er udarbejdet en vejledning, som beskriver systematisk og struktureret, hvordan der arbejdes med inddragelse ved hjælp af indflytningssamtaler og opfølgninger på disse. Derudover afholdes månedlige hus-møder og kvartalsvise borger- pårørendemøder, hvor tilsynsrapporten også gennemgås.
  • Plejecentrene har fokus på at understøtte beboerens egen-mestring. Det gør, de ved, at de i deres tilgang til beboerne anvender en rehabiliterende tilgang under udførelse af den personlige og praktiske hjælp. Desuden har plejecentrene et fokus på at understøtte beboernes fysiske aktivitet under hverdagsrutiner.
  • Plejecentrene har et fortsat arbejde med at kvalificere dokumentation. Særligt dokumentationen ved indflytningssamtale, hvor pårørendes input til beboerens livshistorie skal kvalificere døgnrytmeplaner i den elektroniske omsorgsjournal. Et andet opmærksomhedspunkt er, at der arbejdes kontinuerligt med at opdatere tilstande i den elektroniske patientjournal med journalnotat fra de privat praktiserende fysioterapeuter.
  • Alle medarbejder er aktuelt i gang med kompetenceudvikling i mentalisering, netop for at styrke relationer og sikre et øget fokus på beboernes livskvalitet.
  • Alle nyansatte kommer på to-dages onboarding, hvor der blandt andet undervises dokumentation samt i demens og forebyggelses af magtanvendelse. Derudover undervises der i, hvordan medarbejderne sikrer, at beboerne oplever en hverdag med værdighed samt selvbestemmelse.
  • Den 1. juli 2025 træder den nye Ældrelov i kraft. Plejecentrene skal her fortsat fokusere på at arbejde med helhedspleje samt inddragelse af pårørende og civilsamfundet, hvilket er et tværgående fokus i hele Sundhed og Ældre.

 

Retligt grundlag

Serviceloven § 151 beskriver at den stedlige kommune har pligt til at føre tilsyn med, at de kommunale opgaver efter §§ 83, 83 a og 86 løses i overensstemmelse med de afgørelser, kommunalbestyrelsen har truffet efter disse bestemmelser og i henhold til kommunalbestyrelsens vedtagne kvalitetsstandarder, jf. § 139.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger.

8. Opsamling på temamøde om ny ældrelov, om selvbestemmelse og frit valg (D)

Beslutning

At 1: Drøftet.

Seniorudvalget bemærker, at bidragene giver anledning til gode drøftelser med borgere, pårørende og interessenter. Det er vigtigt forsat at inddrage bredt og Seniorudvalget ser frem til kommende temamøder.


Kompetence

Seniorudvalget    

 

Beslutningstema

Seniorudvalget kan drøfte input fra temamødet den 26. februar 2025 om ny ældrelov. Temaet var borgernes selvbestemmelse og frit valg af leverandør.

På temamødet blev drøftet selvbestemmelse, frit valg af leverandør og let adgang til hjælpemidler for borgere der modtager ældrepleje og omsorg i Slagelse Kommune.

 

Indstilling

Chefen for Sundhed og Ældre indstiller, 

1. at Seniorudvalget drøfter opsamling fra temamødet den 26. februar 2025 om ny ældrelov, med temaerne borgernes selvbestemmelse, frit valg af leverandør og let adgang til hjælpemidler.

 

Sagens indhold

På temamødet var der omkring 40 deltagere. Deltagerne var borgere der modtager pleje og omsorg fra hjemmeplejen og deres pårørende, repræsentanter fra Ældrerådet og Ældresagen samt Seniorudvalget.

På temamødet var der oplæg og paneldrøftelser:

- Chef for Sundhed og Ældre, Therese Gjerde Corfix, som gennemgik den nye ældrelovs bestemmelser om borgernes selvbestemmelse

- Rikke Aahus, chefanalytiker hos VIVE indgik i paneldrøftelse med ledere fra plejecentre og hjemmeplejen samt medarbejder fra hjemmeplejen omkring borgernes selvbestemmelse.

- Repræsentanter fra Slagelse Kommune gennemgik ældrelovens bestemmelser om borgernes frie valg af leverandør og de nye krav til leverandørerne, om at de skal kunne levere helhedspleje.

- Slutteligt blev der orienteret om det pågående arbejde i Social- og boligministeriet omkring kommende oplæg til ny lovgivning omkring hjælpemidler, herunder øget tilgængelighed.

Hovedessensen af drøftelserne følger herefter.

Deltagerne blev stillet spørgsmål omkring, hvad de finder mest værdifuldt, ved at have selvbestemmelse og svarene var i hovedtræk:

  • At tale samme sprog og måden hvorpå medarbejdere og borgere taler sammen 
  • Personlige grænser og behov, herunder døgnrytme. En særlig opmærksomhed på at det kan være svært for borgeren at sige fra og give udtryk for utilfredshed
  • Dialog, borgerne ønsker at blive spurgt om behov og opleve at blive lyttet til
  • Tydelige rammer så borgerne oplever at have viden, om hvad de kan forvente og inden for, hvilke ramme selvbestemmelse kan finde sted
  • Dagligdagens rytme - borgerne ønsker fleksibilitet, kontinuitet og information
  • Valgfrihed i hverdagen i forhold til hvad der ønskes hjælp til.

Deltagerne blev derefter opfordret til at forestille sig en fremtid, som er præget af høj grad af selvbestemmelse. Der er udarbejdet en opsummering af de input, se bilag 1, som deltagerne fremhævede, hvilke giver et billede af, hvordan hverdagen ville se ud, hvis vi lykkes med selvbestemmelse, hvoraf fokus er:

  • Hjælperen kommer til aftalt tid og hvis ikke informeres borgeren i god tid om forsinkelse, så har borgeren frihed til selv at planlægge sin hverdag. Forudsigelighed er vigtig
  • En god dialog med medarbejderne fra kommunen, med tydelige rammer for borgerens selvbestemmelse, hvorudfra der træffes fælles beslutninger. Pårørende tages med i dialog
  • Glade og positive medarbejdere, som lytter til borgeren og er til stede i borgerens hjem på en respektfuld og konstruktiv måde. Borgeren føler tryghed til også at kunne give udtryk for utilfredshed
  • Hver dag taler borger og medarbejder, om hvad der er vigtigt i dag, og hvad borgeren ønsker hjælp til den pågældende dag
  • Borgeren oplever stor fleksibilitet i plejen og det giver meget glæde i hverdagen, fordi man føler sig respekteret.

I dialogerne blev drøftet balancer i selvbestemmelse, herunder dilemmaer eller potentielle modsætningsforhold, hvilke er vigtige at have med, når det skal beskrives, hvordan selvbestemmelse kan udmøntes i ældreplejen. Der findes ikke endegyldige svar på dilemmaer som disse. Der er vigtige værdier og korrekt adfærd og kommunikation på begge sider af balancerne. Kunsten for alle involverede personer er netop at finde balancen i samspillet og dialogen mellem fagprofessionelle, myndighed, ældre og pårørende.

I bilag 1 ses en samlet opsamling fra temamødet. Med afsæt i denne opsamling samt iagttagelser på temamødet kan Seniorudvalget drøfte, hvad der tages med i det videre arbejde frem mod virkeliggørelse af ældreloven i Slagelse Kommune. Derudover kan Seniorudvalget drøfte om der er særlige opmærksomhedspunkter som skal medtages i den kommende proces. 


Vurdering
Det er administrationens vurdering, at den samlede opsamling fra teamødet i bilag 1 giver et godt grundlag til kommende drøftelser og dermed afsæt for udarbejdelse af en ny ældrepolitik i Slagelse Kommune, når rækken af temamøder er gennemført. 

 

Retligt grundlag

Ældrereformen vedtaget i april 2024 og den nye ældrelov vedtaget den 19. december 2024.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

I budgetforliget er der afsat ekstra midler til ældreområdet til kvalitetsløft i forbindelse med ældrereformen med 8,7 mio. kr. i 2025 stigende til 13,4 mio. kr. årligt i 2028.

 

Tværgående konsekvenser

I processen med udmøntning af den nye ældrelov, bliver der behov for at involvere andre fagudvalg i forhold til snitflader, herunder primært Socialudvalget og Sundhedsudvalget.

 

Sagens videre forløb

Input fra temamødet den 26. februar 205 vil indgå i den opsamlende workshop den 26. juni 2025 sammen med tilsvarende materiale fra øvrige temamøder hen over foråret. 

9. Forløbsmodel for helhedspleje og kvalitetsmål (B)

Beslutning

At 1: Godkendt.

Seniorudvalget anbefaler, at Ældrerådet tilbydes et oplæg fra administrationen i forbindelse med høringen. 


Kompetence

Seniorudvalget

 

Beslutningstema

Seniorudvalget kan beslutte at sende rammen for udformningen af den nye forløbsmodel i høring hos Ældrerådet. Forløbsmodellen bygger på borgernes funktionsevne, hvor helhedsplejeforløbene kobles med kvalitetsmål for den borgeroplevede kvalitet.

 

Indstilling

Chefen for Sundhed og Ældre indstiller,

1. at Seniorudvalget beslutter at sende rammen for udformningen af forløbsmodel i høring hos Ældrerådet. Modellen bygger på borgernes funktionsevne, hvor helhedsplejeforløbene kobles med kvalitetsmål for den borgeroplevede kvalitet.

 

Sagens indhold

I denne sag gennemgås indledningsvis ældrelovens overordnede formål og indhold, med fokus på bestemmelser omkring helhedspleje. Derefter gennemgås tre alternative visitations- og styringsmodeller for pleje-og omsorgsforløb.

Ældrelovens formål og indhold

Ældreloven træder i kraft den 1. juli 2025 og vil ændre måden, hvorpå kommunen plejen til ældre borgere. Ældreloven gælder for personer, som opholder sig lovligt i Danmark, og som har nået folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, og har behov for pleje og omsorg til varetagelsen af den daglige livsførelse på grund af nedsat funktionsevne, der er opstået i forbindelse med personens aldring.

Ældreloven introducerer helhedspleje, som betyder, at ældre ikke længere modtager en eller flere af de nuværende enkeltydelser til f.eks. rengøring, tøjvask og personlig pleje, men i stedet bliver tildelt et sammenhængende og rummeligt pleje- og omsorgsforløb.

Et forløb omfatter alt, hvad kommunen tilbyder på tværs af ældreområdet: Nuværende hjemmepleje (§83), rehabilitering (§83a) og træning (§86 stk.1) i Serviceloven. Fra 2026/2027 forventes det, at også almen sygepleje vil blive inkluderet. Både offentlige og private leverandører skal kunne sikre en sammenhængende levering af hele pleje- og omsorgsforløbet.

Helhedsplejen skal tilbydes i form af få, sammenhængende og rummelige pleje- og omsorgsforløb, som gør det muligt for borgeren og medarbejdere at tilpasse plejen løbende ud fra borgerens aktuelle fysiske, psykiske og sociale behov. Denne løbende tilpasning kaldes ”borgernær visitation”. Det betyder, at ansvaret for at justere plejen flyttes væk fra central visitation og over til de tværfaglige teams, der arbejder direkte med borgeren.

Intentionen bag helhedsplejen er at give større frihed til de enkelte teams, så de kan tage beslutninger tættest muligt på borgeren. Ældreministeriet bemærker at lovens intentioner er få forløb i størrelsesordenen 3-5 og kun ét forløb ad gangen pr. borger. Dette skal reducere behovet for revisitation. 

Der skal bemærkes, at det på nuværende tidspunkt er meldingen fra Ældreministeriet og Kommunernes Landsforening, at modellen med helhedstakster også vil omfatte plejecentre. Det vil betyde, at der formentligt vil blive to helhedsforløbstakster vedrørende plejecentrene; somatiske og skærmede. Denne del er fortsat under afklaring og medtages derfor ikke i denne sag.

Ældreloven fastslår, at målene for helhedsplejen er:

  • En helhedsorienteret indsats, der tager hensyntagen til borgerens samlede livssituation
  • Tværfaglighed
  • Kontinuitet, fleksibilitet og sammenhæng i hjælpen med færrest mulige forskellige medarbejdere i hjemmet
  • Borgerens selvbestemmelse og løbende indflydelse på hjælpen

Helhedsplejen finansieres via forløbstakster, som dækker både rengøring, personlig og praktisk hjælp, træning og rehabilitering. Samtidig bortfalder de nuværende kvalitetsstandarder fra serviceloven, hvilket medfører, at kommunen skal finde nye måder at fastlægge og følge op på kvaliteten af plejen. 

Helhedspleje er gældende for både kommunale og private leverandører.

Visitations- og styringsmodel for pleje- og omsorgsforløb

Administrationen har identificeret tre modeller, som pleje- og omsorgsforløbene kan visiteres og styres efter:

  1. Funktionsevnemodellen - Hjælpen tildeles efter, hvor godt borgeren kan klare sig selv i hverdagen.
  2. Timeintervaller – Hjælpen tildeles efter en vurdering af, hvor mange timer borgeren har brug for.
  3. Pleje indhold – Hjælpen tildeles efter en vurdering af hvilken type pleje borgeren har brug for, f.eks. rengøring, personlig pleje eller madlavning

Hver model har forskellige kendetegn, som påvirker, hvor godt de understøtter ældrelovens mål for sammenhængende og rummelige pleje- og omsorgsforløb, og hvordan de påvirker den økonomiske og faglige styring i kommunen. 

Det er vigtigt at bemærke, at Ældreloven fastsætter, at uanset hvilket visitations- og styringsgrundlag kommunen vælger, må der ikke på forhånd defineres et detaljeret indhold i de enkelte forløb, som visitationen, lederne og de udførende medarbejdere er bundet af. Det betyder, at man ikke kan fortsætte den nuværende praksis med kvalitetsstandarder og enkeltydelser, hvorefter kommunens politisk fastlagte serviceniveau udmøntes, og som sikrer borgerne et ensartet serviceniveau.

De tre styringsmodeller for pleje- og omsorgsforløb er nærmere beskrevet i bilag 1, som samtidig indeholder en vurdering af, hvordan de understøtter de forskellige elementer.  Dette er illustreret ved hjælp af +, ++ og +++, hvor +++ plusser angiver den bedste understøttelse af henholdsvis ældrelovens mål og den økonomiske og faglige styring.

 

Vurdering

Administrationens anbefaler, at der arbejdes videre med afsæt i funktionsevnemodellen, velvidende at det vil kræve tid og ressourcer, før alle teams er klar til at arbejde efter den nye model. Funktionsevnemodellen vurderes at have størst potentiale i forhold til at opfylde formålet med ældreloven og harmonerer med plejens fremadrettede arbejde i faste tværfaglige teams ved at give større faglig frihed, men også mere ansvar til det det enkelte team.

En yderligere administrativ vurdering er, at det ikke anbefales at vælge f.eks. modellen med timer, med argumentation om, at det er lettere i overgangen fra enkeltydelser, for så senere at skifte til funktionsevne, da flere skift af styringsmodel vil kræve omstilling af omsorgssystem og økonomiregistreringer, samt en del nye beregninger når der ændres metode.

Derudover anbefales det, at de kvalitetsmål for pleje- og omsorgsforløbene beskrevet i denne sag anvendes i det videre arbejde med beskrivelse af den nye styringsmodel samt beregning af takster. 

 

Kvalitetsmål for pleje- og omsorgsforløbene

Med de nye pleje- og omsorgsforløb skal leverandørerne kunne håndtere store udsving i plejens omfang (timer). Hvert pleje- og omsorgsforløb afregnes med en gennemsnitstakst, og antallet af timer, der skal leveres, kan svinge omkring gennemsnittet.

Denne økonomiske usikkerhed kan skabe en risiko for, at leverandørerne fokuserer mere på økonomi end på kvalitet. Derfor er det vigtigt at overveje, hvilke kvalitetskrav der skal knyttes til forløbene og hvordan kravene kan virke regulerende for tænkning som leverandøren – vores egen pleje og de private leverandører, har når hensynet mellem økonomi og kvalitet skal balanceres.

Kvalitetskravene skal forhindre, at leverandører (både kommunale og private) kompenserer for øgede udgifter ved at skære ned på den borgeroplevede kvalitet, fx ved at reducere borgerens indflydelse på plejen eller bryde kontinuiteten i plejen.

Administrationen anbefaler derfor, at Seniorudvalget godkender de overordnede borgerrettede kvalitetsmål for forløbene, som administrationen vil arbejde videre med og indarbejde i forløbene for at forpligte både de kommunale og de private leverandører.

Herefter præsenteres kort Ældrelovens bærende værdier og dernæst administrationens forslag til de borgerrettede kvalitetsmål.

Ifølge Ældrelovens formålsparagraf (§1) er målet, at ældre borgere skal opleve en alderdom med mest mulig livsglæde, selvhjulpenhed og tid til omsorg og nærvær. Loven understreger, at helhedsplejen særligt skal understøtte:

  1. Den ældres selvbestemmelse
  2. Tillid til medarbejderne og den borgernære ledelse
  3. Et tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfundet.

Med afsæt i Ældrelovens formål og værdier samt de nye regler for Ældretilsyn, anbefaler administrationen, at arbejdes videre med nedenstående mål:

  1. Borgerens indflydelse på plejen,
  2. Borgerens oplevelse af kontinuitet (samme medarbejdere)
  3. Borgerens oplevelse af sammenhæng i pleje.

Målene vil derudover naturligt indgå som en central del af den løbende lærings- og forbedringsindsats, der følger med implementeringen af Ældreloven.

 

Retligt grundlag

Ældreloven, lov nr. 1651 af 30. december 2024.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Udgangspunktet er, at de nye takster for helhedsplejeforløb afholdes inden for det afsatte budget på områderne der indgår i taksterne og dermed uændret serviceniveau for borgerne.

Der er afsat ekstra budget i kvalitetsløft af ældreområdet med 8,7 mio. kr. i 2025 stigende til 13,4 mio. kr. i 2028.

Der er på nuværende tidspunkt ikke truffet politisk beslutning om udmøntning af disse midler.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

 

Sagens videre forløb

Seniorudvalget skal på mødet i juni 2025 behandle helhedsplejeforløb med tilhørende takster og kvalitetsmål. Den sag skal videre til Byrådets godkendelse. Ældreloven træder i kraft 1. juli 2025 og pr. denne dato skal der være vedtaget takster for helhedsplejeforløb.

 

 

10. Gensidig orientering (O)

Beslutning

At 1: Følgende orienteringer givet:

Udvalgsformanden:

  • Intet at bemærke.

Udvalgsmedlemmer:

  • Intet at bemærke.

Administrationen:

  • Fødevarestyrelsens tilsyns besøg på Plejecenter Skovvang
  • Fremdrift på faste teams
  • Midlertidig løsning Sundhedshus Agersø
  • Kommende temamøde

Kompetence

Seniorudvalget

 

Beslutningstema

Seniorudvalgets medlemmer og administrationen orienterer om aktuelle henvendelser, tiltag, projekter m.m.

 

Indstilling

Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller,

1. at Seniorudvalget orienteres.

 

Sagens indhold

1. Orientering fra udvalgsformand

2. Orientering fra udvalgsmedlemmer

3. Orientering fra administrationen

 

Overskrift

Tekst

11. Input til kommende møder (B)

Beslutning

Ingen bemærkninger.

Kompetence

Seniorudvalget

 

Beslutningstema

Seniorudvalgets medlemmer beslutter eventuelle input til emner eller dagsordenpunkter, som ønskes behandlet på kommende møder. I det vedlagte bilag findes en oversigt over kommende punkter til behandling.

 

Indstilling

Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller,

1. at Seniorudvalget beslutter eventuelle input til emner eller dagsordenpunkter, som ønskes behandlet på kommende møder. 

 

12. Kommunikation (B)

Beslutning

Ingen bemærkninger.

Kompetence

Seniorudvalget

 

Beslutningstema

Seniorudvalget kan beslutte udsendelse af eventuelle pressemeddelelser og øvrig
kommunikation i forlængelse af udvalgsmødet.

 

Indstilling 

Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller,

1. at Seniorudvalget beslutter udsendelse af eventuelle pressemeddelelser og øvrig
kommunikation i forlængelse af udvalgsmødet.

 

13. Godkendelse af referat (B)

Beslutning

At 1: Godkendt.

Kompetence

Seniorudvalget

 

Beslutningstema

Seniorudvalget skal godkende referatet.

 

Indstilling

Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller,

1. at Seniorudvalget godkender referatet.