Kompetence
Seniorudvalget
Beslutningstema
Seniorudvalget kan beslutte delvis anvendelse af det ekstra budget som i Byrådets budgetforlig for 2025-2028 er afsat til kvalitetsløft af ældreområdet i forbindelse med udmøntning af den nye ældrelov med virkning fra 1. juli 2025.
Administrationen anbefaler anvendelse af midler i forbindelse med levering af helhedspleje i form af sammenhængende og rummelige pleje- og omsorgsforløb samt ekstra terapeutbemanding.
Der foreligger høringssvar fra Ældrerådet.
Indstilling
Chefen for Sundhed og Ældre indstiller,
1. at Seniorudvalget beslutter delvis udmøntning af midler til kvalitetsløft af ældreplejen i 2025 og 2026 med 2,7 mio. kr. i 2025, stigende til 8,4 mio. kr. i 2026 til helhedspleje, herunder dialog med borgere og pårørende
2. at Seniorudvalget beslutter delvis udmøntning af midler til kvalitetsløft af ældreplejen i 2025 og årene frem med 1 mio. kr. årligt til øget terapeutbemanding.
Sagens indhold
På Seniorudvalgets møde den 3. juni 2025 blev det besluttet at sende sagen med administrationens forslag til delvis udmøntning af midler til kvalitetsløft af ældreområdet i høring hos Ældrerådet.
Baggrund
I Slagelse Kommunes budget for 2025-2028 er der afsat midler til kvalitetsløft af ældreområdet stigende fra 8,7 mio. kr. i 2025, 9,4 mio. kr. i 2026 og 13,4 mio. kr. årligt fra 2027.
I Byrådets budgetaftale beskrives kvalitetsløft af ældreområdet med bl.a.:
"I ældrereformen ser vi ind i en fremtid med mere selvbestemmelse for den ældre og for at lykkes med det, skal vi sikre tillid til fagligheden hos både medarbejdere og ledere, så beslutninger bedst muligt kan tages tæt på borgeren. Endelig prioriterer vi det vigtige og værdiskabende samspil mellem kommunen, pårørende og civilsamfundet.
I den nye ældrereform indgår en stærk ambition om et kvalitetsløft af ældreplejen. For at udleve ambitionen er der afsat midler til kommunerne. Vi imødeser med glæde og gode forventninger at disse midler afsættes til vores kommende indsatser på ældreområdet – herunder til faste teams på ældreområdet''.
Slagelse Kommunes andel via bloktilskuddet er i årene 2025-2028 stigende fra 8,7 mio. kr. til 13,4 mio. kr. årligt, og de er alle prioriteret til ældreområdet!
Forude venter en stillingtagen til de mange intentioner og en prioritering og vurdering af, hvordan vi bedst lever op til intentionerne i reformen, og hvordan der sker den bedste anvendelse af midlerne”.
I bilag 1 ses den samlede tekst fra budgetforliget om kvalitetsløft af ældreområdet.
Delvis udmøntning af budget til kvalitetsløft for 2025 og 2026
I tråd med budgetforligets intentioner om kvalitetsløft af ældreområdet, besluttede Seniorudvalget i december 2024 en inddragende proces med det mål at kunne implementere den nye ældrereform. Der blev igangsat en involverende proces for politikere, interessenter, borgere, pårørende, medarbejdere m.fl. Processens formål er at danne grundlag for de kommende politiske beslutninger på ældreområdet om værdier, politikker, strategier og udmøntning af budgetmidler.
Seniorudvalget har derefter afholdt 6 temamøder, hvor de enkelte temaer i ældrereformen har været drøftet og oplægsholdere har givet input. I juni 2025 blev afholdt et opsamlede temamøde, hvor essensen fra afholdte temamøder blev genopfrisket og debatteret. På Seniorudvalgets møde i august 2025 forelægges den samlede opsamling.
Administrationen vurderer imidlertid, at der er behov for en stillingtagen til, hvad det afsatte budget til kvalitetsløft i 2025 på 8,7 mio. kr. skal anvendes til, for derved at give mulighed for at midlerne reelt kan nå at skabe øget kvalitet for borgerne i 2025. Derudover er det administrationens vurdering, at det allerede på nuværende tidspunkt er relevant at træffe beslutning om anvendelsen af de i 2026 afsatte 9,4 mio. kr. til kvalitetsløft for derved at kunne skabe en kontinuitet i helhedsplejen.
I efteråret 2026 vil det blive evalueret, hvorvidt denne udmøntning fortsat giver effekt og dermed fortsat vil være relevant. Seniorudvalget forlægges beslutningssag om fremadrettet anvendelse fra 2027 i efteråret 2026.
Helhedspleje, herunder dialog med borgerne og deres pårørende
Helhedspleje i den nye ældrelov, handler om at sikre sammenhængende og rummelige pleje- og omsorgsforløb for den enkelte borger. Det betyder, at hjælpen skal tilpasses den enkelte borgers aktuelle behov og leveres som en helhedsorienteret indsats, der inkluderer personlig pleje, praktisk hjælp i hjemmet, træning og rehabilitering. Målet er at skabe kontinuitet i plejen og reducere antallet af forskellige medarbejdere, der kommer i borgerens hjem. Den nye ældrelov indfører borgernær visitation. Det betyder, at det er de medarbejdere, som udfører den daglige pleje hos borgerne, der i tæt dialog med borger og deres pårørende, tilpasser hjælpens omfang og indhold, med fokus på den enkeltes aktuelle livssituation og behov. Dette skal sikre en mere sammenhængende og helhedsorienteret pleje. Målet er at skabe større gennemsigtighed og kontinuitet i ældreplejen, hvilket skal sikre at borgerne oplever fleksibilitet og kvalitet i ældreplejen.
I arbejdet med forberedelse af implementeringen af helhedspleje, udført af faste tværfaglige teams, anbefaler administrationen at der i afregningstaksterne til kommunale og private leverandører indregnes ekstra tid i dagvagt til social- og sundhedshjælpere (SSH) og social- og sundhedsassistenter (SSA) til koordinering af helhedspleje i form af sammenhængende og rummelige pleje- og omsorgsforløb til den enkelte borger. Denne ekstra tid skal anvendes i forbindelse med den borgernære visitation som ældreloven foreskriver. Det betyder, at det er de medarbejdere der til dagligt kommer i borgerens hjem, som i samspil med borgeren og dennes pårørende, skal sikre smidig og hurtig løbende tilpasning af hjælpen efter den enkelte borgers ønsker og behov. Herudover anvendes tiden til en tæt dialog med relevante samarbejdspartnere for at sikre den tværfaglige koordinering i forbindelse med, at det respektive team leverer helhedspleje.
På nuværende tidspunkt er det forventningen, at de faste teams starter op fra november 2025, hvilket betyder 2 måneders drift i 2025. Det vil koster ca. 2,7 mio. kr. i 2025 at tilføre 1 time ekstra pr. fuldtidsnormering pr. uge i dagvagt til social- og sundhedshjælpere (SSH) og social- og sundhedsassistenter (SSA). Tilsvarende hvis der tilføres ½ time pr. fuldtidsnormering pr. uge i dagvagt til social- og sundhedshjælpere (SSH) og social- og sundhedsassistenter (SSA) med helårsvirkning i 2026 vil udgiften være 8,4 mio. kr. I disse tal er derudover også indregnet ekstra tid til overlap mellem dag- og aftenvagt, for derved at sikre tæt koordinering omkring den enkelte borger.
For sygeplejersker og visitatorer forudsættes, at tid til den tværfaglige koordinering omkring den enkelte borger kan afholdes inden for det nuværende rammebudget. Administrationen vurderer på nuværende tidspunkt, at nogle af sygeplejens funktioner vil være mere tidskrævende med indførelsen af faste teams, mens andre funktioner vil være mindre tidskrævende.
Det skal bemærkes, at ovenstående er foreløbige estimater i forhold til tidsanvendelse, som vil ændre sig i takt med, at implementeringen af faste teams overgår til ordinær drift. Administrationen vurderer umiddelbart, at den estimerede tid til koordinering kan blive mindre i takt med, at de tværfaglige teams får erfaringer med at samarbejde, og set i lyset af, at borgerne fremadrettet jævnfør ny ældrelov vil blive visiteret til sammenhængende pleje- og omsorgsforløb.
Terapeuter som del af helhedsplejen under faste teams
Den nye ældrelov lægger stor vægt på rehabilitering og træning som en obligatorisk integreret del af helhedsplejen. Loven har fokus på forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende træning, der skal hjælpe ældre med at bevare deres funktionsevne og livskvalitet. Målet er at mindske plejebehovet ved at styrke borgernes selvhjulpenhed. For at understøtte dette mål er der behov for, at terapeuterne er tæt på de faste teams for at understøtte den rehabiliterende tilgang.
Terapeuternes rolle i helhedsplejen bliver, i højere grad end i dag, at være i tæt sparring med de medarbejdere der udfører plejen hos borgerne, for derved at understøtte dem i at have et rehabiliterende fokus i al' pleje, for derved at styrke borgernes selvhjulpenhed.
Der lægges op til en skalerbar træningsindsats, hvor kommunerne skal tilbyde fleksible og effektive løsninger, der kan tilpasses den enkelte borgers behov. Ældreloven giver kommunerne mulighed for at anvende databaserede træningsløsninger, der kan dokumentere effekten af rehabiliteringsforløb og optimere ressourceudnyttelsen. Dette er under forberedelse.
Det skal understreges, at ældrelovens bestemmelser er gældende såvel for borgere der modtager pleje- og omsorg i egen bolig hjemme og for borgerne på plejecentrene.
Det er administrationens vurdering, at ældrelovens intentioner kan efterleves hvis der ansættes 1 yderligere rehabiliteringsterapeut.
Der er i dag afsat budget til 13 rehabiliteringsterapeuter. Når de nye faste tværfaglige teams starter, forventes der at blive 14 kommunale områder der leverer helhedspleje - hvert område vil bestå af 2 faste teams, med samme leder. Det betyder, at der er behov for 1 yderligere terapeut. Derefter vil der være 1 rehabiliteringsterapeut til 2 faste teams. Det skal hertil bemærkes, at ikke alle terapeuter er på fuld tid. Derudover er der Den Selvejende Institution Antvorskov og de private leverandører, som skal ligestilles med de kommunale. Det betyder, at terapeutindsats er indregnet i afregningstaksterne på samme niveau som de kommunale.
Ansættelse af 1 yderligere terapeut vil koste ca. 0,6 mio. kr. årligt. Loven foreskriver, at private leverandører, herunder Antvorskov, skal kompenseres tilsvarende den kommunale leverandør, via afregningstaksten. Det betyder, at der afsættes i alt 1 mio. kr. årligt hvis der skal være terapeuter i den anbefalede volumen tilknyttet alle faste teams.
Terapeuter som del af helhedsplejen på plejecentrene
Ældreloven gælder også for borgerne på plejecentrene. Det betyder at træning og rehabilitering skal være en central del af pleje og omsorg på plejecentre. Kommunen skal sikre, at borgerne på plejecentrene har adgang til forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende træning, der skal hjælpe dem med at bevare deres funktionsevne og livskvalitet.
Plejecentrene skal tilbyde målrettede træningsforløb, der kan tilpasses den enkelte borgers behov, og der lægges vægt på et tværfagligt samarbejde mellem sundhedsprofessionelle for at sikre en helhedsorienteret indsats. Derudover åbner loven op for brug af databaserede træningsløsninger, der kan dokumentere effekten af rehabiliteringsforløb og optimere ressourceudnyttelsen
Det er administrationens vurdering, at hvis der godkendes ansættelse af 1 ekstra rehabiliteringsterapeut, vil det som en start, være muligt at terapeuterne også kan understøtte plejecentrene, dels i form af dysfagi (dysfagi betyder, at man har svært ved at synke mad og drikke, eller at man har problemer med at tygge. Det kan variere fra lette vanskeligheder til alvorlige synkeproblemer, der kan føre til underernæring, dehydrering og lungebetændelse) vurderinger, dels med sparring og støtte til træning og rehabilitering.
Høringssvar
Der er modtaget høringssvar fra ældrerådet.
Hovedessensen af ældrerådets høringssvar er:
Det glæder Ældrerådet, at der er afsat midler til et kvalitetsløft af ældreområdet. Ældrerådet ser frem til, at alle midler til kvalitetsløft er prioriteret til ældreområdet i årene fremover.
Det fremgår, at midlerne skal anvendes i forbindelse med levering af helhedspleje i form af sammenhængende og rummelige pleje- og omsorgsforløb og hermed opstart af faste tværfaglige teams pr. 1. november 2025. Ældrerådet er forundret over den sene opstart, da de kommuner, som vi sammenligner os med, har været i gang længe.
- Administrationen bemærker, at nogle kommuner har implementeret faste teams igennem de seneste år, heriblandt nogle via centrale tilskudsmidler. Det har været forskellige typer af faste teams i plejen, som kommunerne har afprøvet og implementeret med forskellige formål.
Det skal hertil bemærkes, at først ved Ældrelovens vedtagelse er der for alle kommuner kommet et tværfagligt aspekt ind over de faste teams i plejen, idet de nu skal kunne levere helhedspleje til visiterede borgere. I Slagelse Kommune besluttede Seniorudvalget i juni 2024 at igangsætte en proces frem mod udvikling og implementering af faste tværfaglige teams i plejen. Der blev i september 2024 afholdt seminar/arbejdsværksted for lederne og i november blev afholdt temamøder for en bred vifte medarbejderrepræsentanter m.fl. I november 2024 afviklede Seniorudvalget for interessenter. Med udgangspunkt i input fra den bredt involverende proces blev udarbejdet udkast til ”Koncept for faste tværfaglige teams i ældreplejen”. Faste tværfaglige teams i plejen i Slagelse Kommune forventes at starte op i starten af november 2025.
”Ældrerådet anbefaler, at de resterende 5,9 mio.kr. af de i budgetforliget afsatte 8,7 mio.kr. i 2025, vil blive medtaget i kommende budgetopfølgninger som ikke anvendte, og efterfølgende i forbindelse med regnskabsafslutningen overføres til anvendelse i 2026.
Ældrerådet kan se fordelen ved at ansætte 1 yderligere rehabiliteringsterapeut, så der vil være 1 rehabiliteringsterapeut til 2 faste tværfaglige teams, da terapeutens rolle i helhedsplejen fremover skal være i tæt sparring med medarbejderne, der udfører plejen. Ældrelovens bestemmelser er også gældende for borgere på plejecentrene, og som det fremgår af sagen, skal plejecentrene tilbyde målrettede træningsforløb, der kan tilpasses den enkelte borgers behov. Ældrerådet ser frem til, at terapeuterne også skal understøtte plejecentrene, dels i form af Dysfagi-vurderinger, dels med sparring og støtte til træning og rehabilitering af borgerne.
Ældrerådet mangler nærmere orientering om anvendelse af terapeuter på plejecentrene, da det bekymrer Ældrerådet, hvordan rehabiliteringsterapeuterne kan få tid til at understøtte plejecentrene. Ældrerådet er nysgerrig på databaserede træningsløsninger, der kan dokumentere effekten af rehabiliteringsforløb og optimere ressourceudnyttelsen. Det fremgår, at dette skulle være under forberedelse. Ældrerådet anbefaler, at brug af digital træningsindsats skal være frivillig”.
- Administrationen bemærker, at under forudsætning af, at indstillingen godkendes af Seniorudvalget vil der blive igangsat et arbejde på plejecentrene med det mål at finde frem til, hvordan borgerne på plejecentrene kan opnå den største effekt af terapeuter fast på plejecentrene.
I forbindelse med retænkning af rehabiliteringsindsatsene blev det besluttet at implementere databaserede træningsløsninger, hvorved effekten for borgerne af rehabilitering måles. Det forudsætter imidlertid en vis mængde gennemførte forløb, og dermed data, før effekten kan dokumenteres samtidig med at det kræver afprøvninger at finde frem til det mest relevante set up.
Det samlede høringssvar ses i bilag 2.
Administrationens vurdering
Administrationens anbefalinger i denne sag betyder, at der i 2025 anvendes 2,7 mio. kr. i 2025 til ekstra tid til dialog mm. i forbindelse med udførelse af borgernær visitation og helhedspleje og 100.000 kr. til ansættelse af 1 rehabiliteringsterapeut fra november 2025. Det betyder, at der vil restere 5,9 mio. kr. af de i budgetforliget afsatte 8,7 mio. kr. i 2025. Det er administrationens vurdering, at det ikke er realistisk at disse midler kan udmøntes i 2025 til formålet. De vil derfor blive medtaget i kommende budgetopfølgninger som ikke anvendte, og efterfølgende i forbindelse med regnskabsafslutningen med anbefaling om overførsel til anvendelse i 2026.
For så vidt angår 2026 betyder administrationens anbefalinger i denne sag, at de 9,4 mio. kr. der er afsat i 2026, er anvendt fuldt ud. Slagelse Kommunes budget for 2025-2028 er afsat midler til løft af ældreområdet stigende fra 8,7 mio. kr. i 2025, 9,4 mio. kr. i 2026 og 13,4 mio. kr. årligt fra 2027.
Fra 2027 og årene frem er der afsat 13,4 mio. kr. årligt til kvalitetsløft. Dette budget, samt det resterende budget på 5,9 mio. kr. i 2025 vil indgå i sag på Seniorudvalgets møde i august, hvor den samlede behandling af afholdte temamøde vedrørende ny ældrelov skal behandles.
Retligt grundlag
Ældreloven, lov nr. 1651 af 30. december 2024.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
I forbindelse med Økonomiaftalen for 2025 blev servicerammen løftet med 3,2 mia. kr. for hele landet. Løftet skal blandt andet være med til at finansiere forventede merudgifter til ældrereformen på 650 mio. kr. i 2025 stigende til 1 mia. kr. i 2027 og frem.
I Slagelse Kommunes budget for 2025-2028 er afsat midler til løft af ældreområdet stigende fra 8,7 mio. kr. i 2025, 9,4 mio. kr. i 2026 og 13,4 mio. kr. årligt fra 2027.
Derudover har Slagelse Kommune ansøgt og fået bevilget 5,5 mio. kr. via finanslovsmidler målrettet til at udbrede af faste teams i ældreplejen i implementeringsfasen og skal anvendes i perioden 2024-2027. Midlerne er bevilget til procesunderstøttelse, herunder ekstern konsulent tilkoblet samt ansættelse af proces- og implementeringskonsulenter. Derudover til frikøb af medarbejdere, primært fra plejen, ved deltagelse i udviklings- og implementeringsarbejdet.
Tværgående konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Sagens videre forløb
Seniorudvalget vil få denne sag forelagt til beslutning, inkl. høringssvar, på mødet i august 2025.