Kompetence
Seniorudvalget.
Beslutningstema
Seniorudvalget skal beslutte, hvilke aktivitetscentre der skal nedlægges i henhold til forligspartiernes budgetforlig for budget 2023-2026 vedtaget ved 1. behandling i Byrådet den 5. september 2022. Denne sag under forudsætning af, at budgetforliget på dette område vedtages uændret til Byrådets 2. behandling den 10. oktober 2022.
Indstilling
Sundheds- og Ældrechefen indstiller,
1. at Seniorudvalget beslutter, hvilke 2 aktivitetscentre der nedlægges fra 1. januar 2023.
Sagens indhold
I forligspartiernes budgetforlig 2023-2026 indgår følgende:
"Aktivitetscentrene i hele vores kommune gør en uvurderlig indsats i hverdagen for en meget
stor gruppe ældre. Aktivitetscentrenes aktiviteter er værdiskabende og forebyggende på
flere områder – herunder socialt samvær, fysisk aktivitet og vedligeholdelse på det
kognitive/mentale område. Vi har prioriteret, at der er et aktivitetscenter i hver af vores
købstæder.
Inddragelse af aftenskoler og eventuelle private tilbud bør indtænkes i mulighederne for at
understøtte aktivitetscentrene."
Slagelse Kommune har i dag 6 kommunalt drevne aktivitetscentre:
- Midgård, Kongehavecentret og Alliancehaven beliggende i Slagelse by
- Atkærcentret beliggende i Dalmose
- Rådmandscentret beliggende i Skælskør
- Teglværksparken beliggende i Korsør.
Budgetforliget bestemmer, at der fremover skal være 1 kommunalt drevet aktivitetscenter i hver købstad, hvilket betyder, at Rådmandscentret samt Teglværksparken fortsætter og Atkærcentret lukker. I Slagelse by skal 1 af de nuværende 3 aktivitetscentre fortsætte.
I bilagene 1, 2 og 3 findes fortegnelser, der giver eksempler på aktiviteter i de 3 aktivitetscentre samt gennemsnitligt deltagerantal på de enkelte aktiviteter.Fremtidige aktivitetscentre
Når 2 af aktivitetscentrene i Slagelse by lukker samt Atkærcentret i Dalmose, er der behov for at re-tænke driften af de tilbageværende 3 kommunalt drevne aktivitetscentre. Der vil i videst mulig omfang blive arbejdet på at imødekomme flest mulige ældres behov. Aktivitetscentrene arbejder i dag meget med foreninger og frivillige. Dette samarbejde skal styrkes, så stederne i så vid udstrækning som muligt ikke er afhængige af personale til faste aktiviteter, men personalets opgaver bliver omkring den daglige drift, dialog med brugerne og fælles arrangementer mm.
Lukning af i alt 3 aktivitetscentre svarer ikke til de 7 mio. kr. området er reduceret med. Det betyder, at der også vil blive tilpasset i normeringer på alle de 3 tilbageværende aktivitetscentre.
Ledelsesmæssigt vil de tilbageværende i alt 3 aktivitetscentre ikke kunne bære en separat leder.
Retligt grundlag
Servicelovens § 79 beskriver, at Byrådet kan iværksætte eller give tilskud til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte. Byrådet skal fastsætte retningslinjer for, hvilke persongrupper der kan benytte tilbuddene.
Handlemuligheder
Seniorudvalget har følgende handlemuligheder:
At nedlægge 2 af aktivitetscentrene Midgård, Kongehavecentret eller Alliancehaven.
Vurdering
Herefter følger en beskrivelse af de nuværende 3 aktivitetscentre i Slagelse by:
- Midgård er beliggende i centrum af Slagelse by på Skolegade. Brugerne er borgere, der bor i egen bolig hjemme, som selv sørger for transport til/fra aktivitetscentret. Dette tilbud tilgodeser dermed den mere mobile del af pensionisterne. Midgård har gode lokaleforhold på flere etager. Der er elevator. Borgerne fra ældreboliger mm. har ikke mulighed for, at benytte Midgård, da de ikke selv kan transportere sig dertil, og der ikke længere er mulighed for ledsagelse fra kommunal side. Dette tilbud medvirker til at understøtte de friske ældre, som har mulighed for at transportere sig selv. Midgård har mange aktiviteter drevet af frivillige og foreninger samt flere aktiviteter, der henvender sig til fysisk mobile borgere. Centerets køkkenfaciliteter er begrænset i forhold til større selskaber eller dagligt at skulle sikre mad i samme omfang, som de to øvrige centre i Slagelse kan levere.
- Kongehavecentret er beliggende i centrum af Slagelse by på Svendsgade, i umiddelbar tilknytning til ældreboliger. Brugerne er primært beboerne i ældreboligerne helt tæt på, som derfor selv kan transportere sig til aktiviteterne. Dette tilbud tilgodeser den borgergruppe, som ikke selv kan transportere sig til aktiviteter andre steder, og som er mindre mobile. Lokalerne er mindre, hvilket begrænser aktivitetsudbuddet. Der er igangværende køkken.
- Aktivitetscentret i Alliancehaven er beliggende i centrum af Slagelse by på Sdr. Stationsvej som en del af Alliancehavens boligmasse. Lokalerne er beliggende i åben forbindelse med indgangspartiet. Der er separat lokale til motion samt køkken. Brugerne er primært beboerne fra boligerne i Alliancehaven og nærmiljø.
Der er i budgetforliget indlagt en besparelse på 2,5 mio. kr. i 2023 på bygningsdriftsbesparelser via frasalg, udlejning og tomgangsdrift. Anden anvendelse eller frasalg af arealerne på Alliancehaven og Kongehaven vil være svære at gennemføre, da de ligger sammen med ældreboligerne. Derfor anbefaler Kommunale Ejendomme, at udvalget prioriterer at frigøre bygninger, som kan frasælges eller udlejes. Baseret på nylige m²-priser anslår Kommunale Ejendomme, at Midgård vil kunne sælges for et sted mellem 8-14 mio. kr., ligesom der vil kunne spares ca. 0,7 mio. kr. i årlig ejendomsdrift, når ejendommen er frasolgt.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Under forudsætning af, at Seniorudvalget på mødet 11. oktober 2022 beslutter, hvilke aktivitetscentre der skal lukkes fra 1. januar 2023, vil der opnås en besparelse på maks. 5 mio. kr. i 2023, da ikke alle opsigelser vil kunne have helårseffekt før 2024. Det betyder, at der resterer en besparelse på ca. 2 mio. kr. i 2023. Seniorudvalget skal på et senere tidspunkt tage stilling til, hvordan denne resterende besparelse skal finansieres.
Fra 2024 vil der være helårseffekt svarende til 7 mio. kr.
Det skal bemærkes, at der i ovenstående tal ikke er medregnet udgifter i forbindelse med flytning af aktivitetscentre, hvilket estimeres at koste ca. 250.000 kr.
Tværgående konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Sagens videre forløb
Hvis Seniorudvalget vedtager at lukke Aktivitetscentret Midgård, vil der blive forelagt en sag vedrørende fremtidig anvendelse eller frasalg af bygningen på Skolegade, hvor Midgård har til huse til Økonomiudvalgets godkendelse i december 2022.