Kompetence
Seniorudvalget
Beslutningstema
Seniorudvalget orienteres om rekrutteringsindsatsen i ældreplejen.
Indstilling
Konstitueret chef for Sundhed og Ældre indstiller,
1. at Seniorudvalget tager sagen til orientering.
Sagens indhold
På Seniorudvalgets møde den 28. marts 2023 pkt. 3 ønskede Seniorudvalget, at administrationen arbejdede videre med, at vikarudgifter nedbringes via øget rekruttering (rekrutteringskampagne), bedre arbejdsmiljø og fastholdelse af seniorer, som en del af prioriteringskataloget. I denne sag orienterer administrationen om hidtidige og nærværende tiltag, som understøtter dette fokus.
Flere hænder til ældre- og sundhedsområdet
En udgivelse fra KL med titlen: Flere hænder til ældre- og sundhedsområdet 2.0 fra 2021 beskriver, hvordan der i årene fremover bliver flere ældre, særligt i gruppen af borgere over 80 år. Samtidig går flere af de kommunale omsorgsmedarbejdere på pension, mens der er højt frafald og for få ansøgere til social- og sundhedsuddannelserne. Dertil kommer, at udviklingen i det nære sundhedsvæsen bidrager til, at den kommunale ældrepleje skal løse flere komplekse opgaver end tidligere. Det betyder, at der vil mangle personale til at løse den kommunale opgave med omsorg og pleje.
I Slagelse Kommune oplever hjemmeplejen og plejecentrene, at de aktuelle rekrutteringsudfordringer primært forekommer i aftenvagt og nattevagt. Samtidig oplever hjemmeplejen og plejecentrene, at der er færre ansøgere til ledige stillinger end hidtil.
I forhold til alderssammensætningen viser kommunens data aktuelt en jævn fordeling af aldersgrupper i hjemmeplejen og på plejecentrene, eksempelvis er der 39 procent af de ansatte, som er over 50 år, og 38 procent er i aldersgruppen 20-39 år.
Den tidligere nævnte udgivelse fra KL beskriver tre temaer, som kan være relevante at arbejde med i rekrutteringsindsatsen. De tre temaer er 1) rekruttering til social- og sundhedsuddannelserne, 2) motiverede medarbejdere med rette kompetencer og 3) digital velfærd og teknologi.
Over de senere år er der igangsat flere initiativer i Sundhed og Ældre, som understøtter fokus på de tre temaer:
1) Rekruttering til social- og sundhedsuddannelserne og tidlig tilknytning til arbejdspladsen
Der er fra 2023 oprettet 10-20 uddannelsesstillinger, hvor ufaglærte ansatte over 25 år kan videreuddanne sig til faglært. I en uddannelsesstilling tilknyttes en praktikvejleder, der afklarer behovet for kompetenceudvikling. Det kan være behov for supplerende skoleundervisning i eksempelvis dansk, matematik og IT forud for uddannelsesforløbet eller sidemandsoplæring i konkrete kerneopgaver. Erfaring tilegnet under ansættelsen kan udløse merit på uddannelsesforløbet, så medarbejderen kan gennemføre social- og sundhedshjælperuddannelsen udelukkende som skoleforløb. Under uddannelsen får medarbejderne voksenelevløn, og efter endt uddannelse garanteres ansættelse i ældreplejen.
Derudover understøttes ældreplejens elever generelt i deres uddannelsesforløb ved, at der er tilknyttet en daglig vejleder, som selv arbejder på praktikstedet. Eleven er samtidig tilknyttet en af kommunens fire praktikvejledere, som i tæt samarbejde med praktikstedet har ansvaret for den enkelte elevs læringsforløb. Praktikvejledere er i tæt dialog med uddannelseskonsulenter og med ledere på praktikstederne om læringsmiljø og udvikling af læringsredskaber, elevcafeer m.v.
2) Motiverede medarbejdere med rette kompetencer
Sygefravær og arbejdsmiljø
VIVE har i 2021 påvist, at social- og sundhedspersonale oplever relationsarbejdet med borgeren som kernen i deres faglighed. Relationsdannelse til borgerne er afgørende, når medarbejderne skal yde den omsorg, pleje og behandling, som borgerne har behov for.
I perioden 2021-2023 har medarbejderne i hjemmeplejen arbejdet med at nedbringe sygefravær gennem projekt "Et godt sted at være", som var finansieret af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR). Projektet har givet medarbejderne værktøjer til at opbygge gode relationer til borgere og pårørende gennem mentaliseringskurser. Formålet med projektet var at nedbringe sygefravær samtidig med, at borgerrelationerne styrkes, og arbejdsmiljøet bedres.
I 2023 har kommunen modtaget yderligere midler fra STAR til at nedbringe sygefraværet i hjemmeplejen og på plejecentrene frem til maj 2025. Indsatsen bygger videre på erfaringerne fra projekt ”Et godt sted at være”, herunder mentaliseringstankegangen. Projektet sigter mod, at de enkelte arbejdspladser på plejecentrene og i hjemmeplejen får identificeret sygefraværsårsager, formuleret en strategi, sat mål for sygefraværet og iværksat konkrete handlinger, der kan nedbringe sygefraværet. Der er orienteret om indsatsen på Seniorudvalgets møde den 8. august 2023 pkt. 9.
Fleksibel ansættelse
De timelønnede medarbejdere i hjemmeplejen har en fleksibel ansættelse, hvor de selv har mulighed for at byde ind med de antal vagter, de ønsker. Dette gælder også på tværs af områder. Fleksibel ansættelse bidrager til at nedsætte udgifter til eksterne vikarer, samtidig med at det er attraktivt for den enkelte ansatte at have mulighed for at gå op og ned i tid efter behov. For de fastansatte medarbejdere spørges der systematisk ind til behovet for at gå op eller ned i tid. Dette for at sikre ressourcer i dagligdagen og for at undgå, at belastede perioder resulterer i sygemelding for den enkelte ansatte.
Teambaseret opgaveløsning
Der er generelt fokus på medbestemmelse og decentral beslutningstagen i ældreplejen. I tre hjemmeplejeområder er der siden januar 2023 arbejdet med organisering i mindre teams og øget kontinuitet omkring en borgergruppe. Sygefraværet i hjemmeplejeområderne har i samme periode været nedadgående. Medarbejderne oplever at få øget kendskab til de borgere, som hører under hjemmeplejeområdet, så de bedre kan løfte opgaven, hvis de skal afløse for kolleger. Derudover er organisering i mindre teams også en mulighed for at optimere samarbejdet i teamet. De gode erfaringer bredes ud til øvrige områder i løbet af 2023-2024.
Rette kompetencer og faglige udfordringer
Den øgede opgavekompleksitet i kommunerne stiller krav til medarbejdernes faglighed, men udgør samtidig et potentiale for spændende og fagligt udfordrende opgaver. Den rette anvendelse af medarbejdernes kompetencer – både de relationelle og sundhedsfaglige – bidrager til høj kvalitet og effektivitet i opgaveløsningen og understøtter samtidig medarbejderens motivation. På ældreområdet arbejdes med delegering af opgaver fra sygeplejen til social- og sundhedspersonale samt med individuelle kompetenceplaner. Begge dele understøtter muligheden for faglige udfordringer og afdækker samtidig behov for kompetenceudvikling hos medarbejderne.
I efteråret 2021 indgik Slagelse Kommune og kommunerne Langeland, Gentofte, Rudersdal København og Haderslev et partnerskab med Ældre Sagen om projekt Drømmekommune.
Drømmekommune handler om at skabe værdifulde møder og oplevelser for ældre i ældreplejen. Formålet er at styrke oplevelsen af værdighed i den hjælp og støtte, ældre modtager samt at bidrage til ældres livskvalitet. I Slagelse Kommune indgår to plejecentre og tre hjemmeplejeområder i projektet. Udover at øge livskvaliteten for borgerne bidrager projektet med redskaber og kompetenceudvikling for medarbejderne, der understøtter en attraktiv arbejdsplads.
3) Digital velfærd og teknologi
Der arbejdes i dag med forskellige velfærdsteknologiske løsninger i hjemmeplejen og på plejecentrene, for eksempel skærmbesøg, medicinpåmindere, kipsystemer og sensorteknologi, som alle har potentiale til at frigive hænder til andre opgaver. Her er der fokus på, at medarbejderne tilegner sig de rette kompetencer til at bidrage aktivt i omstillingen til mere digital velfærd. Udover frigørelse af tid, bidrager velfærdsteknologi til en attraktiv arbejdsplads med mulighed for faglige udfordringer og et godt fysisk arbejdsmiljø.
Aktuelt har Slagelse Kommune, i samarbejde med Sorø Kommune og Aarhus Kommune, sendt en ansøgning til Erhvervsstyrelsens pulje til velfærdsteknologi. Ansøgningen vedrører udbredelse af kip-systemer på plejecentre og bosteder. Der forventes svar på ansøgningen i efteråret 2023.
Retligt grundlag
Ingen bemærkninger.
Handlemuligheder
Ingen bemærkninger.
Vurdering
Administrationen vurderer, at ovenstående tiltag er medvirkende til at skabe en attraktiv arbejdsplads, som understøtter den fremadrettede rekruttering af social- og sundhedspersonale.
Administrationen vurderer, at der er fremadrettet er brug for et kontinuerligt fokus på rekruttering, faglig udvikling, nedbringelse af sygefravær og udvikling af kompetencer til brug af velfærdsteknologi i opgaveløsningen.
Administrationen vurderer, at der kan være behov for et mere tværgående strategisk fokus på rekruttering i Sundhed og Ældre. Derfor igangsættes et formelt rekrutteringssamarbejde med arbejdsmarkedsområdet i efteråret 2023.
Indtil nu har der været arbejdet med indsatser i forhold til rekruttering i de enkelte virksomheder og enheder. Administrationen påtænker at udarbejde en samlet administrativ strategi for ældreområdet.
Administrationen vurderer, at der på trods af ovenstående tiltag fortsat er stor konkurrence om arbejdskraften, hvor medarbejderne tiltrækkes af andre sektorer, højere løn eller friere arbejdsvilkår.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Tværgående konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Sagens videre forløb
Ingen bemærkninger.