Social- og Beskæftigelsesudvalget – Referat – 3. februar 2026


1. Godkendelse af dagsorden (B)

Beslutning

At 1: Godkendt.

Fraværende: Josh Bjørkman

Kompetence

Social- og Beskæftigelsesudvalget

Beslutningstema

Social- og Beskæftigelsesudvalget skal godkende dagsordenen.

Indstilling

Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller,

1. at Social- og Beskæftigelsesudvalget godkender dagsordenen.

2. Kompetenceplan 2026-2029 (B)

Beslutning

At 1: Drøftet.

At 2: Indstilles til Byrådets godkendelse



Fraværende: Josh Bjørkman

Kompetence

Byrådet.

 

Beslutningstema

De stående udvalg og Økonomiudvalget skal drøfte udkast til ny kompetenceplan og indstille eventuelle justeringer til byrådet. Udvalgenes indstillinger indarbejdes i en fælles sag til Byrådet. Kompetenceplanen supplerer styrelsesvedtægten ved at fastlægge, hvordan Byrådet delegerer beslutningskompetence til udvalg og administration.

 

Indstilling

Kommunaldirektøren indstiller,

1. at Social- og Beskæftigelsesudvalget drøfter udkast til kompetenceplan for udvalgets område. 

2. at Byrådet godkender kompetenceplan 2026-2029.

 

Sagens indhold

Baggrund
Byrådet har det overordnede ansvar for kommunens opgaver og kan i princippet træffe afgørelse i enhver sag, der vedrører kommunen. I praksis vil mange beslutninger være delegeret til udvalgene eller til administrationen.

Styrelsesvedtægten fastlægger den politiske organisering, udvalgsstruktur og de overordnede rammer for opgave- og ansvarsfordeling. Kompetenceplanen skal sammenholdt med styrelsesvedtægten ses som et samlet udtryk for delegationerne af beslutningskompetence i kommunen og forholder sig også til, hvilke niveauer der skal orienteres om en beslutning.

Erfaringsmæssigt kan der opstå sager, som ikke er beskrevet i kompetenceplanen. I de tilfælde bliver det med udgangspunkt i lovgivningen og sagernes karakter vurderet, om sagerne skal behandles administrativt eller politisk. Skal sagerne behandles politisk vil kompetencen ligge i Byrådet ud fra devisen, at kompetencen ikke er delegeret til et udvalg/administrationen.

Kompetenceplanen er udformet på baggrund af den praksis, som har fundet sted den seneste valgperiode, samt anbefalinger til ændringer af praksis med henblik på at ensarte kompetencefordelingen på tværs af politisk og administrativt niveau.

Som udgangspunkt bliver styrelsesvedtægt og kompetenceplan opdateret og forelagt udvalgene og godkendt i byrådet ved opstart af en ny byrådsperiode.

Når kompetenceplanen er endeligt vedtaget af Byrådet, bortfalder alle delegationer, der ikke følger af kompetenceplanen og principperne herfor.

 

Metode og principper for ny kompetenceplan
I løbet af 2025 har administrationen gennemført en omfattende revision og forenkling af kompetenceplanen på tværs af alle fagområder. Arbejdet har haft til formål at skabe en mere overskuelig og ensartet kompetenceplan.

Revisionen har taget udgangspunkt i gældende lovgivning og kommende reformer, den nye styrelsesvedtægt samt praksis på de enkelte fagområder. Derudover har arbejdet med frisættelse og helhedstænkning betydning for udvikling af organisationen, hvilket også afspejles i revisionen af kompetenceplanen. 

Kompetenceplanen er udarbejdet efter følgende principper:

  • Styrelsesvedtægten er hoveddokumentet for fordeling af udvalgenes opgaver og ansvarsområder.
  • Byrådet har som udgangspunkt beslutningskompetence til kommunens politikker og strategier, takster samt fastsættelse af serviceniveau, medmindre andet er angivet i kompetenceplanen. 
  • Alle borgerrettede myndighedsopgaver under de stående udvalgs områder, daglig drift og administration af lovgivning inden for udvalgenes områder er som udgangspunkt delegeret til administrationen, medmindre andet er angivet i kompetenceplanen. 
  • Hvis et udvalg ønsker at beholde beslutningskompetencen for en konkret borgerrettet myndighedsopgave, skal det derfor fremgå af kompetenceplanen. Det samme gælder, hvis der findes opgaver, som lovgivningen kræver, at Byrådet selv træffer beslutning om.
  • Selvom der er udarbejdet en kompetenceplan, skal administrationen fra sag til sag vurdere, om sagen har et sådant politisk indhold, at den bør indbringes til politisk behandling. Kompetenceplanen påvirker ikke byrådsmedlemmernes rettigheder i forhold til initiativret og standsningsret.

Udvalgets behandling skal sikre, at kompetenceplanen er dækkende for udvalgets område. Udvalget skal i den forbindelse tage stilling til:

  • eventuelle politiske ønsker om undtagelser, samt
  • behov for orientering af udvalget i bestemte sagstyper.

 

Følgende bilag er vedlagt sagen:

  • Bilag 1A: Forside til samlet kompetenceplan 2026-2029
  • Bilag 1B: Forslag til kompetenceplan 2026-2029 (Social- og Beskæftigelsesudvalget)
  • Bilag 2: Slagelse Kommunes Styrelsesvedtægt 2026-2029
  • Bilag 3: Kompetenceplan 2022-2025
  • Bilag 4: Hvad er en kompetenceplan?

 

Særlige bemærkninger til Social- og Beskæftigelsesudvalget

Eksempler på borgerrettede myndighedsopgaver under udvalgets område er fx:

  • Sygedagpengemodtager
    På sygedagpengeområdet skal der løbende foretages en vurdering af, om borger opfylder betingelserne for at modtage sygedagpenge. Det omfatter en vurdering af uarbejdsdygtighed som følge af egen sygdom samt en vurdering af, hvilke indsatser der skønnes nødvendige for at støtte borgeren i en tilbagevenden til fuld eller delvis selvforsørgelse. Kompetencen til at træffe afgørelse er delegeret til administrationen og varetages i praksis af specialiserede sagsbehandlere, som har enkeltmandskompetence til at træffe afgørelser efter gældende lovgivning.
  • Førtidspensionstilkendelse
    Social- og Beskæftigelsesudvalget har ansvar for at rejse sager om førtidspension og for at træffe beslutning om tilkendelse eller afslag på førtidspension. Denne kompetence er delegeret til administrationen og fungerer i praksis ved, at disse myndighedsopgaver varetages af specialiserede sagsbehandlere i et pensionsteam, som har enkeltmandskompetence til at træffe afgørelse efter pensionslovgivningen.
  • Visitation til midlertidig eller længerevarende botilbud
    Borger eller væger/pårørende sender en ansøgning om botilbud til Myndighed i Center for Handicap og Psykiatri. En sagsbehandler vil typisk indkalde til møde, og i forbindelse med mødet afklare sagens videre gang med borge og værge/pårørende. Sagsbehandler vurderer borgerens funktionsevne og ressourcer og barrierer via VoksenUdredningsMetoden (VUM). Dette gøres på baggrund af samtale med borger, pårørende, eventuelle sundhedsfaglige personer og andre faglige vurderinger. Sagsbehandler samler herefter sagen og drøfter med faglig koordinator inden den sættes på visitationsmøde i afdelingen, hvor ledelsesrepræsentanter er tilstede. Herefter går sagen på visitations og matchforum, der er et internt forum i centret for at se om et internt tilbud kan matche borgerens behov. Herefter træffes der afgørelse af sagsbehandleren, som sender denne til borgeren.
  • Kompensationsydelse
    Borger ansøger om dækning af udgifter som følge af nedsat funktionsevne. Ansøgningen behandles i Myndighed i center for handicap og psykiatri. Borgeren indkaldes til dialogmøde, og der udarbejdes en funktionsevnevurdering efter VoksenUdredningsMetoden (VUM). Der indhentes dokumentation fra tredjepart – typisk læger, sygehuse mv. Sagsbehandler foretager en faglig vurdering af borgerens funktionsevne og de udgifter som følger heraf. Sagsbehandler drøfter med faglig koordinator i afdelingen og træffer herefter en afgørelse der sendes til borgeren.

 

Retligt grundlag

  • Lov om kommunernes styrelse
  • Kommunens styrelsesvedtægt

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Efter behandling i de stående udvalg samler administrationen udvalgenes anbefalinger til kompetenceplanen i én fælles sag med henblik på godkendelse i Byrådet. 

Sagens forløb

02/02/2026 Klima- og Miljøudvalget

At 1: Drøftet.

At 2: Indstilles til Byrådets godkendelse med følgende bemærkninger:

Udvalget bemærker, jf. sagsfremstillingen, at selvom der er udarbejdet en kompetenceplan, skal administrationen fra sag til sag vurdere, om sagen har et sådant politisk indhold, at den bør indbringes til politisk behandling.

Udvalget indstiller følgende justeringer til Kompetenceplanen for Klima- og Miljøudvalget:

  • Bæredygtighedsstrategi er udvalget indstiller af.
  • Ejerstrategi for SK er udvalget indstiller af.
  • Vandindvindingsstrategi er udvalget indstiller af og Byrådet beslutter.
  • Klima- og Miljøudvalget indstiller miljøvurderinger/screening af planer, som hører under udvalget og enten Byråd eller Økonomiudvalg beslutter afhængig af projekt.
  • Afgørelser om miljøgodkendelser og revurdering af godkendelser af virksomheder efter kap. 5 i Miljøbeskyttelsesloven, vurderer administrationen om udvalget skal orienteres om og, afhængig af sagens principielle indhold, træffe beslutning om.
  • Afgørelse om tilladelser til udledning fra renseanlæg, virksomheder og regnvandsbetingede udløb, vurderer administrationen om udvalget skal orienteres om og, afhængig af sagens principielle indhold, træffe beslutning om.
  • Afgørelser om tilladelse til oplagring af forurenet jord, herunder også afgørelser om udspredning af forurenet jord, vurderer administrationen om udvalget skal orienteres om og, afhængig af sagens principielle indhold, træffe beslutning om.
  • Afgørelser om Kystbeskyttelsesprojekter, herunder afgørelser om partsfordeling, vedtægtsgodkendelser m.v., vurderer administrationen om udvalget skal orienteres om og, afhængig af sagens principielle indhold, træffe beslutning om
  • Udvalget samarbejder med Erhverv-, Udvikling- og Landdistriktsudvalget, om fordeling af Grøn Pulje.
  • Fastlæggelse af timepris for miljøtilsynsopgaver skal Klima- og Miljøudvalget indstille og byrådet beslutte.

Udvalget ønsker, at administrationen løbende er opmærksomme på at komme med forslag til administrationsgrundlag, så det er gennemsigtigt hvad hhv. administration og det politiske træffer beslutning om.

 

Thomas Clausen stemmer imod ovenstående indstilling.

 



Fraværende: Unnie L. B. Oldenburg
02/02/2026 Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget

At 1: Drøftet

At 2: Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget indstiller kompetenceplan 2026-2029 til Byrådets godkendelse.

Administrationens præsentation fra mødet vedhæftes referatet som bilag nr. 5


02/02/2026 Sundhedsudvalget

At 1: Drøftet

At 2: Indstilles til byrådets godkendelse


03/02/2026 Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget
Beslutning ikke frigivet

3. Revideret tids- og procesplan for strategisk retning for socialpædagogisk støtte udenfor botilbudsrammen (B)

Beslutning

At 1: Godkendt

At 2: Godkendt med bemærkning om, at mødet udvides til at vare fra kl. 16.30-18.00.



Fraværende: Josh Bjørkman

Kompetence

Social- og Beskæftigelsesudvalget

 

Beslutningstema

Det tidligere Socialudvalg godkendte på udvalgsmøde den 3. september 2025 en tids- og procesplan for strategisk retning for socialpædagogisk støtte til borgere i eget hjem, som ikke er et botilbud af længerevarende art. 

Administrationen foreslår at justere i denne plan, hvorfor der i denne sag fremlægges en revideret tids- og procesplan til Social- og Beskæftigelsesudvalgets godkendelse. 

 

Indstilling

Chefen for Handicap og Psykiatri indstiller,

1. at Social- og Beskæftigelsesudvalget godkender forslag til revideret tids- og procesplan for strategisk retning for socialpædagogisk støtte i eget hjem.

2. at Social- og Beskæftigelsesudvalget godkender, at dialogmøde med Handicaprådet og Rådet for Socialt Udsatte afholdes den 7. april 2026 i forlængelse af udvalgsmøde. 

 

Sagens indhold

Slagelse Kommune fik 2025 gennemført en analyse af den socialpædagogiske støtte efter servicelovens § 85 til borgere i eget hjem. Analysen skal bidrage til en fremtidssikret og sammenhængende indsats for den socialpædagogiske støtte til borgerne -både fagligt og driftsøkonomisk og indeholder en række løsningsforslag, der bør gennemføres for at fastlægge den fremtidige organisering og praksis.

Socialpædagogisk støtte efter servicelovens § 85 er en af kerneopgaverne på voksensocialområdet. Målgruppen er borgere over 18 år med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer, som har behov for støtte for at styrke funktionsmuligheder og fremme selvstændighed i hverdagen. Socialpædagogisk støtte kan bestå i at skabe struktur i hverdagen i forhold til dagligdagsrutiner, støtte til kontakt til offentlige myndigheder, kontakt til læge og sociale fællesskaber, få fulgt op på post og betaling af regninger m.v. 

Den socialpædagogiske støtte leveres både af Slagelse Kommune og af private udbydere.   

Anbefalinger fra analysen

Det tidligere Socialudvalg fik forelagt anbefalingerne på et temamøde den 10. juni 2025.

Analysens anbefalinger var at fastlæge en strategisk retning på baggrund af Socialstrategien - særligt relevant ud fra strategiens spor 2, stærke faglige kompetencer, spor 3, selvstændighed i eget liv og spor 7 effektiv drift.  

Analysen anbefaler en række konkrete løsningsforslag fordelt i følgende trin: 

Trin 1. Fastlægge den strategiske retning
Der bør ske en fastlæggelse af den strategiske retning for den fremtidige socialpædagogiske støtte (§85) i eget hjem. Hvad vil Slagelse Kommune bruge socialpædagogisk støtte til, og hvad vil man opnå. 

Trin 2. Fastlægge den fremtidige leverandørstrategi
Med udgangspunkt i denne strategiske retning bør Slagelse Kommune fastlægge den fremtidige leverandørstrategi. Dvs. hvilke opgaver ønsker Slagelse Kommune selv at varetage, og hvilke opgaver vil man købe eksternt (hos andre kommuner og private leverandører)

Trin 3. Fastlægge den fremtidige organisering af egne §85 
Med udgangspunkt i outcome af trin 1 og trin 2 bør Slagelse Kommune fastlægge, hvordan en fremtidig organisering af kommunens egne §85 tilbud sikrer den bedst mulige faglighed og mest effektive drift 

Trin 4. Styrkelse af den økonomiske styring af § 85 området
I forlængelsen af fastlæggelsen af den fremtidige organisering af § 85 området bør Slagelse Kommune gennemføre en opstramning af den nuværende økonomiske styring af § 85 området jf. de anførte udfordringer. 

Trin 5. Styrket samarbejde 
Som det sidste trin anbefales det, at Slagelse Kommune styrker samarbejdet på § 85 området. Dette omfatter: samarbejdet mellem myndighed og udfører i Center for Handicap og Psykiatri; Samarbejdet med de private leverandører, samarbejdet på tværs af ansvarsområderne for det specialiserede voksen- og børneområde og samarbejde på tværs af ansvarsområderne for det specialiserede voksenområde og ældreområdet. 

Ovenstående løsningsforslag fordrer en bred involvering på tværs af ansvarsområder og aktører. For at sikre medinddragelse og medbestemmelse fra medarbejdersiden inddrages SektorMED.  Herudover for at sikre borgerperspektivet, inviteres til et dialogmøde.

Systematikken i rækkefølgen er for at sikre, at alle perspektiver på de 5 trin inddrages, nogle gange samtidigt, hvilket kan forekomme dilemmafyldt. Der vil derfor arbejdes kontinuerligt med den økonomiske styring og strategiske retning, da disse hænger sammen.  Den faglige proces i SektorMED vil sikre fortsat medbestemmelse og medindflydelse i forhold til løsningsforslagene.  

 

Gældende tids- og procesplan

Det tidligere Socialudvalg godkendte den 3. september 2025 tids- og procesplan for strategisk retning for socialpædagogisk retning for socialpædagogisk støtte i eget hjem: 

1 - SektorMEDs perspektiver august 2025- marts 2026

Formålet med denne fase er gennem medbestemmelse og medinddragelse at sikre faglige og strategiske perspektiver på en strategisk retning fra SektorMED. Ultimo august nedsættes en arbejdsgruppe, som skal sikre en bred medarbejderinvolvering med et bredt perspektiv på en fremtidig strategisk retning for § 85.

Socialudvalget orienteres på udvalgets møde marts 2026 om en ramme for en strategisk retning for § 85 med SektorMEDS perspektiv.

2 - Inddragelse af Handicaprådet og Rådet for Socialt Udsatte - april 2026

Formålet med denne fase er at inddrage rådenes borgerrettede perspektiver gennem afholdelse af dialogmøde med rådene om konklusioner og anbefalingerne i analysen (5 Trin).

3 - Politisk beslutning om strategisk retning for § 85- socialpædagogisk støtte udenfor botilbudsrammen- maj 2026 

Formålet med denne fase er, at Socialudvalget kan træffe beslutning om en strategiske retning for den socialpædagogiske støtte til borgere udenfor botilbudsrammen på baggrund af inddragelse af SektorMEDs perspektiver på en faglig og strategisk retning og dialogmødet med borgerperspektiver fra rådene samt baggrund i socialstrategien og medborgerpolitikken. 

 

Forslag til revideret tids- og procesplan  

Efter det tidligere Socialudvalg den 3. september 2025 besluttede tids- og procesplanen, er der efterfølgende besluttet at afholde et introduktionsseminar for Social- og Beskæftigelsesudvalget den 17. marts 2026. 

Administrationen vurderer, at Social- og Beskæftigelsesudvalgets muligheder for beslutning i sagen om strategisk retning for socialpædagogisk støtte i eget hjem, bliver bedre funderet efter introduktionsseminariet. Derfor foreslås det, at SektorMEDs perspektiver præsenteres for Social- og Beskæftigelsesudvalget på mødet den 7. april 2026 i stedet for på udvalgets møde i marts.

For ikke at forsinke tidsplanen yderligere foreslås det, at rådsinddragelsen sker samme dag som Social- og Beskæftigelsesudvalget på udvalgsmøde forelægges SektorsMEDs perspektiver - altså i forlængelse af udvalgsmødet tirsdag den 7. april kl. 16.30-17.30 af hensyn til rådsmedlemmernes mulighed for at deltage efter normal arbejdstid.   

 

Retligt grundlag

Servicelovens § 85 om socialpædagogisk støtte

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger. 

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger 

 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger

 

 

4. Planlægning af mødeaktivitet 2026 (D)

Beslutning

At 1: Drøftet med følgende opmærksomheder:

  • Social – og Beskæftigelses udvalget ønsker som udgangspunkt, i forbindelse med udvalgsmøderne, at have dialogmøder med de interessenter, som det tidligere Socialudvalg og Erhvervs – Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalg mødtes med.
  • Social – og beskæftigelsesudvalget ønsker som udgangspunkt, at få indlagt tid i kalenderen, til temamøder, forud for udvalgsmøderne, nogle gange i løbet af året.
  • Social – og Beskæftigelses udvalget ønsker at arbejde med dialogbaserede høringer.
  • Social – og Beskæftigelses udvalget ønsker, at nogle af udvalgsmøderne i 2026 planlægges til at være andre steder end på rådhuset – gerne på steder, der viser bredden på udvalgets politikområder med introduktion/rundvisning på stedet.
  • Social – og beskæftigelsesudvalget ønsker som udgangspunkt, at deltage i KLs Social og Sundhedspolitiske Forum og Jobcamp. Udvalget bemærker derudover, at de medlemmer, der ønsker at deltage i KL konferencen Social- og Sundhedspolitisk Forum 2026 den 7. maj - 08. maj 2026 tilmeldes så hurtig som muligt, altså når tilmeldingen åbner den 25. februar 2026.
  • Social -og Beskæftigelsesudvalget overvejer ikke umiddelbart studieture i 2026, men inviteres gerne til relevante aktiviteter i organisationen.



Kompetence

Social- og Beskæftigelsesudvalget.

Beslutningstema

Social- og Beskæftigelsesudvalget skal drøfte planlægning af mødeaktiviteter i 2026, herunder mulige dialogmøder og temamøder samt deltagelse i konferencer og studieture.

Indstilling

Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller,

1. at Social- og Beskæftigelsesudvalget drøfter og prioriterer udvalgets mødeaktivitet for 2026 med hensyntagen til udvalgets afsatte midler til mødeaktivitet generelt.

Sagens indhold

Som forberedelse til det politiske arbejde i 2026 skal alle fagudvalg drøfte mødeaktivitet ud over de ordinære udvalgsmøder, dvs. deltagelse i konferencer, tema og dialogmøder og planlægning af eventuel studietur.

Social og Beskæftigelsesudvalgets politiske mødekalender for 2026 blev politisk behandlet i januar 2026.

Social- og Beskæftigelsesudvalget skal derfor drøfte følgende:

  • Ønsker om tid og emner til dialogmøder eller temamøder afholdt sammenhæng med udvalgsmøder
  • Ønsker til hvilke interessenter og hvilket indhold på dialogmøder. 
  • Ønsker til temaspecifikke dialogmøder, som Social- og Beskæftigelsesudvalget løbende inviterer rådene til, herunder høringsmøder med råd og relevante interessenter
  • Ønsker til evt. besøg hos fx dialogpartnere kombineret med fx rundvisning og oplæg før mødestart
  • Ønsker til deltagelse på konferencer (Bilag 1: oversigt over kendte KL konferencer med politisk deltagelse)
  • Overvejelser om studietur i udvalgsperioden.

Det tidligere Socialudvalg har haft dialogmøder med Handicaprådet og Rådet for Socialt Udsatte, og det tidligere Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalg har haft dialogmøde med Flere Faglærte Netværket.

Aktuelt har administrationen foreslået temaspecifikt dialogmøde med Handicaprådet og Rådet for Socialt Udsatte den 7. april kl. 16.30-17.30.

Det tidligere Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalg har desuden været på besøg i virksomheder og deltaget i Jobmøde på Jobcentret.

Det tidligere Erhvervs – og Beskæftigelsesudvalg har af eksterne konferencer prioriteret KLs Jobcamp, ligesom det tidligere Socialudvalg har prioriteret KLs Social og sundhedspolitiske forum.

I forlængelse af denne drøftelse skal Social- og Beskæftigelsesudvalget drøfte prioriteringen af de midler, der er afsat til udvalgets deltagelse i konferencer, studieture, generel mødeforplejning og lignende.

Den økonomiske ramme for Social- og Beskæftigelsesudvalgets mødeaktivitet er 138.801 kr. Rammen dækker al mødeaktivitet i udvalget.

Forplejningen til Social- og Beskæftigelsesudvalget udvalgsmøder, dialogmøder og temamøder forventes at koste i gennemsnit 400 kr. pr. møde.

Deltagelse i KL-konference med 2 overnatninger forventes at koste ca. 11.000 kr. pr deltager (deltagergebyr, 2 middage, transport).

Deltagelse i KL-konference af 1 dags varighed forventes at koste ca. 2.700 kr. pr. deltager.

Tilbud om konferencer i løbet af året

Administrationen modtager løbende tilbud om konferencer mv. målrettet kommunens stående udvalg. Udvalget skal drøfte hvordan disse håndteres. Administrationen anbefaler at disse konferencetilbud medtages under gensidig orientering, så hele udvalget er orienteret om det.

Retligt grundlag

Kommunestyrelsesloven

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Sagens videre forløb

På baggrund af udvalgets drøftelser fremlægges en sag på udvalgets møde i marts 2026 med henblik på konkret beslutning om aktiviteter, herunder planlægning af eventuel studietur, udvalgets deltagelse i konferencer samt dato, tidspunkt og deltagerkreds/emne for eventuelle tema- og dialogmøder.

5. Gensidig orientering (O)

Beslutning

At 1: Følgende orienteringer givet.

Udvalgsformanden:

  • Modtaget invitation til jubilæumsarrangement Florenhus

Udvalgsmedlemmer:

  • Ingen bemærkninger

Administrationen:

  • Ordning om huslejetilskud til de mest udsatte, grundet ny lovgivning om kontanthjælpsreform og huslejetilskud. Administrationen iværksætter på baggrund af konkret, individuel vurdering.
  • Genvurdering af Førtidspensionssager jf. sagsfremstillingen
  • Beskæftigelsesreform og jobpræmieordning
  • Ny Værdighedsreform
  • Pulje til faglig opkvalificering af medarbejdere og ledere, der arbejder med Beskæftigelsesreform
  • Processer for implementering af beskæftigelsesreform
  • Sekretariatet for Ungeløftet inviterer til partnerskabsdag for alle landets kommuner mv. Administrationen sender udvalgsmedlemmer mail, og kan tilbyde samlet tilmelding

Kompetence

Social- og Beskæftigelsesudvalget.

Beslutningstema

Social- og Beskæftigelsesudvalgets medlemmer og administrationen orienterer om aktuelle henvendelser, tiltag, projekter m.m.

Indstilling

Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller,

1. at Social- og Beskæftigelsesudvalget orienteres.

Sagens indhold

 

  1. Orientering fra udvalgsformand
  2. Orientering fra udvalgsmedlemmer
  3. Orientering fra administrationen.


Orientering om kommende gennemgang af førtidspensionssager

Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti har den 17. december 2025 indgået aftale om, at kommunerne skal gennemføre en systematisk gennemgang af udvalgte førtidspensionssager med henblik på at vurdere, om betingelserne for førtidspension fortsat er opfyldt. Alternativt om der er grundlag for frakendelse. Kommunerne skal påbegynde sagsgennemgangen pr. 1. december 2026.

Målgruppen for den systematiske sagsgennemgang er nytilkomne personer på førtidspension, som har fået tilkendt førtidspension efter 1. januar 2003, er under 60 år og er bosat i udvalgte boligområder. Adopterede indgår ikke i målgruppen for undersøgelsen. Udvælgelsen af de boligområder, hvor borgerne omfattes af undersøgelsen, baseres primært på kriterierne fra den såkaldte forebyggelsesliste, dog undtaget andelen af etnisk ophav i boligområdet.

Er en sag i målgruppen for sagsgennemgang, gennemføres undersøgelsen og vurderingen af berettigelse til førtidspension i tre faser:
  1. Kommunen foretager en indledende sagsgennemgang på baggrund af samtale og tilgængelige oplysninger for at vurdere, om der er grundlag for genåbning.
  2. Ved vurdering af genåbningsgrundlag indhentes supplerende oplysninger.
  3. De oplyste sager sendes til fornyet afgørelse i udvalgte kommuner med kompetence til at træffe endelig afgørelse.
Sagerne sendes til andre kommuner til afgørelse for sikre ensartethed og for at undgå at sagsbehandlere kan opleve et pres fra nogle borgere til ikke at genåbne sager og evt. frakende førtidspension.

  Det kan oplyses, at Ringparken og Motalavej pr. 1. december 2025 opfyldte kriterierne for at blive omfattet af undersøgelserne. Det er dog endnu uklart, hvor mange borgere i Slagelse Kommune der vil være omfattet af tiltaget, når det iværksættes i december 2026. De omfattede boligområder fastsættes først pr. 1. juli 2026. På landsplan forventes ca. 5.000 borgere at være omfattet af undersøgelserne.

 

6. Input til kommende møder (B)

Beslutning

At 1: Udvalget besluttede, at følgende emner sættes på et kommende møde:

  • Drøftelse af Ny Værdighedsreform (marts 2026)
  • Status Fritidsjobindsats (juni 2026)

Herudover besluttede Social – og Beskæftigelsesudvalget, at udvalgsmødet den 3. marts udvides med en halv time til mødestart kl. 13.30.


Kompetence

Social- og Beskæftigelsesudvalget.

Beslutningstema

Social- og Beskæftigelsesudvalgets medlemmer beslutter eventuelle input til emner eller dagsordenpunkter, som ønskes behandlet på kommende møder. I det vedlagte bilag findes en oversigt over kommende punkter til behandling.

Indstilling

Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller,

1. at Social- og Beskæftigelsesudvalget beslutter eventuelle input til emner eller dagsordenpunkter, som ønskes behandlet på kommende møder.

7. Kommunikation (B)

Beslutning

Ingen bemærkninger.

Kompetence

Social- og Beskæftigelsesudvalget.

Beslutningstema

Social- og Beskæftigelsesudvalget kan beslutte udsendelse af eventuelle pressemeddelelser og øvrig
kommunikation i forlængelse af udvalgsmødet.

Indstilling

Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller,

1. at Social- og Beskæftigelsesudvalget beslutter udsendelse af eventuelle pressemeddelelser og øvrig kommunikation i forlængelse af udvalgsmødet.

8. Godkendelse af referat (B)

Beslutning

At 1: Godkendt.

Kompetence

Social- og Beskæftigelsesudvalget

Beslutningstema

Social- og Beskæftigelsesudvalget skal godkende referatet.

Indstilling

Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller, 

1. at Social- og Beskæftigelsesudvalget godkender referatet.