Social- og Beskæftigelsesudvalget – Referat – 3. marts 2026


1. Godkendelse af dagsorden (B)

Beslutning

At 1: Godkendt idet sag 2 udsættes, og sag 11 behandles efter punkt 3.


Kompetence

Social- og Beskæftigelsesudvalget

 

Beslutningstema

Social- og Beskæftigelsesudvalget skal godkende dagsordenen.

 

Indstilling

Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller,

1. at Social- og Beskæftigelsesudvalget godkender dagsordenen.

2. Orientering om endelig afrapportering for Taskforcen på handicapområdet (O)

Beslutning

At 1: Udsat.

 

Kompetence

Byrådet og Social- og Beskæftigelsesudvalget 

 

Beslutningstema

Byrådet og Social- og Beskæftigelsesudvalget orienteres om resultater fra den afsluttende statusrapport for Taskforcen på voksenhandicapområdet fra Ankestyrelsen, Social- og Boligstyrelsen og Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO)

Social- og Beskæftigelsesudvalget vil under punktets behandling modtage mundtlig overlevering af resultaterne fra Ankestyrelsen, Social- og Boligstyrelsen og Den Nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation (VIVE).

 

Indstilling

Chefen for Handicap og Psykiatri indstiller,

1. at Byrådet og Social- og Beskæftigelsesudvalget orienteres om resultater fra den afsluttende statusrapport.

 

Sagens indhold

Byrådet besluttede på mødet den 28. august 2023 at indgå et samarbejde med Taskforcen på handicapområdet.

Beslutningen blev truffet på baggrund af en henvendelse fra Social- og Boligstyrelsen den 29. marts 2023, hvor Slagelse Kommune blev tilbudt et længerevarende analyse- og udviklingsforløb på voksenhandicapområdet. Tilbuddet blev givet til kommuner, som på baggrund af vurderinger fra Social- og Boligstyrelsen og Ankestyrelsen - og med udgangspunkt i Danmarkskortet - vurderes at have behov for støtte til at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen. Slagelse Kommune blev udvalgt, fordi Taskforcen vurderede, at et styrket fokus på sagsbehandlingen kunne bidrage til at nedbringe antallet af klager til Ankestyrelsen.

Taskforcen på voksenhandicapområdet er et samarbejde mellem Social- og Boligstyrelsen, Ankestyrelsen og VISO og har til formål:

  • at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen,
  • at bidrage til en helhedsorienteret forståelse af kvalitet, og
  • at fremme læring og kapacitetsopbygning. 

 

Taskforce-forløbet strækker sig over 2 år, og består af en analysedel, udviklingsdel og den endelige statusrapport.  

Det tidligere Socialudvalg er løbende blevet orienteret om fremdrift og status på resultaterne i taskforceforløbet.  

Analyseforløb (september 2023 - maj 2024)

I analyseforløbet blev der arbejdet med en samlet tids- og procesplan, og Ankestyrelsen gennemgik 20 sager som første målepunkt for kvaliteten i Slagelse Kommunes sagsbehandling. Derudover blev der afholdt indledende temadage med myndighedsrådgiverne, og der blev gennemført interviews med borgere, myndighed og samarbejdspartnere. Administrationen indsendte også materialer inden for de fire faglige temaer, som dannede grundlag for analysen:

  • Politik og strategi
  • Faglig ledelse
  • Sagsbehandling
  • Helhed og sammenhæng

Udviklingsforløb (maj 2024 - juni 2025)

Udviklingsforløbet blev planlagt på baggrund af analysens resultater. Det omfattede udarbejdelse af en udviklingsplan, lærings- og udviklingsforløb for medarbejderne og løbende statusmøder med Taskforcen for at sikre fremdrift og implementering.

Statusforløb (juni 2025 - januar 2026)

I statusforløbet foretager Ankestyrelsen en ny gennemgang af 20 sager som afsluttende målepunkt. Slagelse Kommune udarbejder en redegørelse til Taskforcen, som afrunder forløbet med en samlet statusrapport. Statusrapporten er vedhæftet som bilag 1.

 

Statusrapportens overordnede resultater

Taskforcens vurdering

Taskforcen vurderer, at Slagelse Kommune samlet set har gjort en målrettet indsats for at arbejde med anbefalingerne fra analyseforløbet. Der ses både tydelige styrker og fortsatte udviklingsområder på voksenhandicapområdet. Vurderingen er foretaget inden for de fire faglige temaer, som omfatter den strategiske rammesætning, den faglige ledelse, sagsbehandlingspraksis og det tværgående samarbejde.

Taskforcen peger på, at kommunen har gennemført flere tiltag, som bidrager til en mere strategisk og fagligt understøttet praksis. Samtidig vurderes det, at der fortsat er behov for at styrke kvaliteten og systematikken i sagsbehandlingen for at sikre en mere ensrettet og rets sikker praksis.

Styrker, som Taskforcen fremhæver

  • Kommunen har styrket den politiske og strategiske styring gennem udarbejdelse af en socialstrategi og opdaterede kvalitetsstandarder.
  • Ledelsesinformationen er forbedret, hvilket understøtter styringen af voksenhandicapområdet.
  • Den faglige ledelse bidrager aktivt til kvaliteten i sagsbehandlingen.
  • Der er etableret læringscaféer og faste fora for videndeling.
  • Lærende ledelsestilsyn er igangsat med fokus på faglig kvalitet.
  • Sagsbehandlingspraksis er blevet mere ensartet og systematisk, bl.a. gennem ny håndbog for god sagsbehandling indeholdende vejledninger for anvendelse af voksenudredningsmetoden (VUM 2.0), arbejdsgange, snitflader, samarbejdsflader m.m.
  • Styrket praksis for borgerinddragelse samt arbejdet med indsatsmål og handleplaner.
  • Har forbedret overgangen fra barn til voksen med en tværgående arbejdsgang.

Udviklingsområder, som Taskforcen fremhæver

  • Behov for mere tilstrækkelig sagsoplysning og begrundelser.
  • Sikre korrekte faglige vurderinger og bedre struktur på afgørelser med henvisning til hjemmelsgrundlag.
  • Iagttage om borger kan give informerede samtykke ved placering i længerevarende botilbud § 108
  • Styrke helhedsvurderingen af borgerens samlede behov for hjælp og støtte på tværs af fagområder.
  • Arbejde for en mere systematisk opfølgning i alle relevante sager, herunder opfølgning på borgerens indsatsmål.
  • Anvende kvalitetsstandarderne i afgørelserne.

Enhed for Myndighed og Indgangen i Center for Handicap og Psykiatri arbejder videre med at udvikle og fastholde de gode arbejdsprocesser for den samlede sagsbehandlingspraksis, som er uddybet i anden sag på udvalgets dagsorden "Status på udviklingsplan for Myndighed i Handicap og Psykiatri".

 

Retligt grundlag

Den kommunale styrelseslov § 21 om udvalgets mulighed for indseende i centrets arbejde.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger.

3. Status på udviklingsplan for Myndighed i Handicap og Psykiatri (O)

Beslutning

At 1: Orientering givet.

Myndighedsleder fra Center for Handicap og Psykiatri, Helle Pernille Sell Madsen, deltog med et oplæg.

Oplægget vedhæftes referatet som bilag 2.     

Kompetence

Social- og Beskæftigelsesudvalget

 

Beslutningstema

Social- og Beskæftigelsesudvalget orienteres hvert kvartal om den aktuelle status og den samlede fremdrift på udviklingsplanen for den faglige udvikling i Enhed for Myndighed og Indgangen i Handicap og Psykiatri. Orienteringen giver et overblik over baggrunden for udviklingsplanen, opnåede resultater, og de næste skridt i implementeringen. I arbejdet med udviklingsplanen er der for nuværende et særligt fokus på struktur i afgørelser, udarbejdelse af helhedsvurdering, opfølgningskadence og anvendelse af overbliksværktøjer.

 

Indstilling

Chefen for Handicap og Psykiatri indstiller,

1. at Social- og Beskæftigelsesudvalget orienteres om status og fremdrift på udviklingsplanen i den faglige udvikling i Enhed for Myndighed og Indgangen i Handicap og Psykiatri.

 

Sagens indhold

 

Baggrund og historik

Det daværende Socialudvalg blev af flere omgange i foråret 2024 orienteret om en række væsentlige udfordringer på myndighedsområdet. Området stod blandt andet med lange sagsbehandlingstider, forsinkelser i opfølgningen på handleplaner, store sagsstammer, samt en høj personaleomsætning. Udfordringerne førte blandt andet til et påbud fra Arbejdstilsynet vedrørende arbejdspresset. Påbuddet blev ophævet igen i juni 2024 efter en målrettet indsats med bl.a. et forløb med en arbejdspsykolog.

Socialudvalget godkendte i forbindelse med behandling af sagen Handleplan for Myndighed den 14. august 2024 - en handleplan for genopretning og udvikling af myndighedsområdet, og besluttede at følge fremdriften af handleplanen kvartalsmæssigt. Handleplanen skal ses som et supplement til Social- og Boligstyrelsens taskforce forløb på handicapområdet (jf. anden sag på udvalgets dagsorden "Orientering om endelig afrapportering for Taskforcen på handicapområdet").

For at sikre en solid implementering af handleplanen og skabe fremdrift i udviklingsarbejdet blev konsulentfirmaet Substans inddraget i september 2024. Substans deltog i opstartsfasen gennem leder- og teammøder og gennemførte interviews, som dannede grundlaget for den samlede udviklingsplan. Konsulentfirmaet understøtter fortsat udviklingsarbejdet i tæt samarbejde med ledelsen.

Udviklingsplanen fokuserer på:

  • Systematik, struktur og ensartet anvendelse af retningslinjer, metoder og redskaber i sagsbehandlingsarbejdet.
  • Faglig og økonomisk styring og ledelse.
  • Forbedre kvaliteten af sagsbehandlingen, genoprette sagsoverblik og styring.
  • Udvikle koncept og proces for fagligt og økonomisk ledelsestilsyn.
  • Sikre systematisk inddragelse af borgere, pårørende og udførende parter.

Udviklingsplanen inkluderer og understøtter også arbejdet med udviklingssporene fra Taskforcen på handicapområdet.

Der er 9 leverancespor:

  1. Ledelsesfundamentet
  2. Ledelsesinformation og mål i Myndighed
  3. Koncept for lærende ledelsestilsyn
  4. Myndighedsgrundlaget
  5. Borgerrejsen i Myndighed
  6. Koncept for visitation og tværfaglig sparring
  7. Samlet håndbog for det gode sagsarbejde
  8. Koncept for sags- og kapacitetsstyring
  9. Lærings- og implementeringsplan VUM 2.0

Status på arbejdet

I løbet af udviklingsperioden har der været gennemført en lang række konkrete tiltag for at forbedre både sagsbehandlingen og borgerens oplevelse.

De væsentligste indsatsområder omfatter:

1. Fundamentet for det faglige arbejde

For at sikre en fælles retning og ensartethed i opgaveløsningen er der arbejde med følgende grundelementer:

  • Ledelsesfundamentet:
    Ledelsesgruppen har beskrevet et fælles fundament, der definerer ledelseskæden, ledelsesopgaven og lederrollen. Det fastlægger fælles ledelsesværdier samt faste mødefora og mødeformater, som skal understøtte en koordineret styring af området.
  • Myndighedsfundamentet:
    Det giver medarbejderne et fælles fagligt grundlag og en tydelig rettesnor for arbejdet. Fundamentet skal støtte rådgiverne i at håndtere dilemmafyldte situationer og foretage kvalificerede individuelle vurderinger i de konkrete sager.
  • Samlet håndbog for det gode sagsarbejde:
    Der er udviklet en håndbog, som fungerer som et praktisk redskab til at sikre juridisk kvalitet og ensartethed i sagsbehandlingen. Håndbogen indeholder konkrete greb og metoder, og anvendes aktivt i afdelingens "læringscafeer" til at træne sagsopbygning og afgørelsesgrundlaget.

2. Fokus på voksenudredningsmetoden (VUM 2.0) og dokumentation

Der er gennemført kompetenceløft af rådgiverne med særligt fokus på VUM 2.0.

  • Systematik og dokumentation:
    Der er afholdes løbende og systematisk undervisning i brug af fagsystemet KMD Nexus og den faglige metode VUM 2.0 fra sagsåbning, sagsoplysning, sagsvurdering, afgørelse, bestilling og opfølgning.

  • Målrettede udredninger:
    Der arbejdes kontinuerligt med at gøre udredningerne mere anvendelige ved at sortere unødvendige detaljer fra og i stedet fokusere skarpt på de oplysninger, der er relevante for borgerens funktionsevne og støttebehov.
  • Faglig sparring:
    Der er afholdt læringsdage med deltagelse af Ankestyrelsen og VISO, hvor rådgiverne er blevet undervist i at opbygge sager, der lever op til alle juridiske krav om helhedsorientering og dokumentation.

3. Styrket borger- og pårørendeinddragelse

Der er introduceret nye metoder og værktøjer for at sikre, at borgerens stemme bliver hørt og inddraget aktivt i sagsbehandlingen.

  • Visuel understøttelse:
    Møder tilrettelægges, så information præsenteres visuelt. Det gør det lettere for borgeren og pårørende, at forstå indholdet og deltage aktivt i dialogen.
  • Brug af piktogrammer til understøttelse af dialogen:
    Piktogrammer anvendes som et visuelt supplement til sproget. Det hjælper med at skabe større klarhed og sikre, at aftaler bliver forstået ensidigt af alle parter.
  • Borgerens perspektiv:
    Der er udviklet en spørgeguide, som tager udgangspunkt i borgerens egne håb og ønsker for livet, hvilket understøtter en dialog, hvor borgerens perspektiv inddrages tydeligt i afgørelserne.
  • Workshops:
    Der er gennemført workshops med deltagelse af borgere og pårørende for at indhente feedback på "borgerrejsen" og kvalificere det fremadrettede arbejde.

4. Datadrevet styring og lærende ledelsestilsyn

  • Dashboard:
    Arbejdet med udviklingen af et digitalt dashboard til styring af sags- og kapacitetsstyring er fortsat i gang. Der er pt. fokus på sagsfordeling på paragraffer, brug af indsatstrappen, opfølgning i sager og sagsbehandlingsfrister.
  • Trafiklysmodel:
    Som en del af et nyt tilsynskoncept og det lærende ledelsestilsyn udtages stikprøver af sager, som risikovurderes og tildeles en farvekode (rød, gul eller grøn). Sagerne udtages på baggrund af forud definerede kriterier. Formålet er at sikre kvalitet i sagsbehandlingen og skabe fælles læring af risikovurderingerne.

5. Ressourcer og organisering

I udviklingsarbejdet er der lagt stor vægt på at skabe ro og stabilitet for rådgiverne for at sikre en effektiv opgaveløsning.

  • Lavere sagstal
    Gennem en opnormering på 10 rådgivere er sagsstammerne bragt ned til et gennemsnit på 55-63 sager pr. rådgiver.
  • Nye sagsfordelingsprincipper

    Myndighed har indført nye principper for sagsfordeling for at styrke det tværfaglige samarbejde og skabe en mere sammenhængende indsats for borgerne. Rådgiverne skal fremover arbejde i mindre klynger og have faste dage ude på tilbuddene, så borgerne møder en mere koordineret og nærværende rådgivning.

    Opstarten er dog forsinket, fordi etableringen af arbejdsmiljøgodkendte arbejdsstationer på tilbuddene har taget længere tid end forventet. Der mangler nu kun 7 ud af 21 steder, og rådgivernes fysiske tilstedeværelse forventes at starte primo februar.

Fokus og næste skridt

Det videre arbejde i udviklingsplanen retter sig mod at konsolidere de opnåede resultater og sikre, at de nye metoder, værktøjer og arbejdsgange forankres i organisationen. Indsatsen vil i den kommende periode fokusere på:

Kompetenceudvikling - konflikthåndtering

Der afholdes fortsat målrettede lærings- og udviklingsforløb. Den 28. januar 2026 er der gennemført en workshop i konflikthåndtering, hvor rådgiverne bliver klædt på til at håndtere svære samtaler med borgere og pårørende. Fokus er at skabe tryghed i dialogen og forebygge eskalationer i forløbet.

Løbende læring i sagsarbejdet

Udviklingsforløbet med konsulentfirmaet Substans afsluttes ultimo marts 2026. Der arbejdes fortsat intensivt med læring med fokus på følgende temaer jf. konklusionerne i den afsluttende statusrapport fra Social- og Boligstyrelsen (Taskforcen på handicapområdet).

  • Systematisk sagsoplysning
  • Helhedsvurdering og udarbejdelse af begrundelse
  • Den gode afgørelse og anvendelse af skabeloner
  • Retningslinjer for afgørelser om optag på længerevarende botilbud § 108, herunder situationer hvor borgeren ikke kan give informeret samtykke.

Læringscafeerne skal understøtte en ensartet praksis og sikre, at rådgiverne løbende omsætter nye metoder og faglige standarder i deres daglige arbejde.

Analyse af visitation til Borgerstyret Personlig Assistance (BPA) og Kompensationsydelser SEL § 100

Konsulentfirmaet Substans gennemfører i første halvår 2026 en analyse af visitation til BPA-ordningen og for kompensationsydelser efter servicelovens § 100. Analysen skal sikre en mere systematisk og kvalitetssikret praksis, tydelige arbejdsgange og bedre dokumentation. Formålet er at sikre både retssikkerheden og ensartetheden i sagsbehandlingen og skabe et mere stabilt grundlag for forvaltningen af ordningerne.

Sygefravær

Sygefraværet i Enhed for Myndighed og Indgangen var højt i efteråret 2024 og nåede 10,38 % i november. Gennem en målrettet indsats er fraværet reduceret til 4,83 % i december 2025. Arbejdet fortsætter som led i et projekt, der udspringer af STAR-indsatsen "Det er et fælles ansvar", med fokus på fastholdelse, nærvær og styrket fremmøde. Indsatsen omfatter opfølgning på sygefraværsprocedurer, tydelig kommunikation af fraværsdata samt tæt inddragelse af ledelse, AMR og medarbejdere.

 

Retligt grundlag

Den kommunale styrelseslov § 21 om udvalgets mulighed for indseende i centrets arbejde.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

I budgetforliget 2025-2028 blev driftsforslaget "Genopretning og udvikling af Myndighed i Handicap og Psykiatri" godkendt. Det vil sige, at der fra budget 2025 og fremefter blev bevilget 5,5 mio. kr. til varig opnormering på 10 rådgivere og 0,5 mio. kr. til supervision til rådgiverne.

Som engangsbevilling blev der bevilget henholdsvis 1,8 mio. kr. i 2025 og 0,6 mio. kr. i 2026 til ledelsesunderstøttelse ved eksterne konsulenter til implementering af faglige og økonomisk systematik, struktur, sagsflow og dataunderstøttet ledelsesinformation.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Social- og Beskæftigelsesudvalget vil på deres møde den 2. juni 2026 blive orienteret om status og fremdrift på udviklingsplanen.

4. Status på implementering af Socialstrategien (B)

Beslutning

At 1: Godkendt. 

Kompetence

Social- og Beskæftigelsesudvalget

 

Beslutningstema

Social- og Beskæftigelsesudvalget kan godkende, at næste status på implementering af Socialstrategien fremlægges på udvalgets møde i oktober 2026. 

 

Indstilling

Chefen for Handicap og Psykiatri indstiller,

1. at Social- og Beskæftigelsesudvalget godkender, at næste status på implementering af Socialstrategien fremlægges på udvalgets møde i oktober 2026. 

 

Sagens indhold

Det tidligere Socialudvalg besluttede i forbindelse med godkendelse af Socialstrategien den 3. april 2024, at der skulle fremlægges halvårlig status i april og oktober omkring implementering af initiativer under Socialstrategien. 

Da Social- og Beskæftigelsesudvalget den 17. marts 2026 deltager i introseminar, hvor Socialstrategien også indgår, foreslår administrationen, at der først fremlægges en skriftlig status om implementering af Socialstrategien til Social- og Beskæftigelsesudvalget på mødet i oktober 2026. 

 

Retligt grundlag

Ingen bemærkninger

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger 

 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger

5. Udvalgets deltagelse i konferencer og øvrig mødeaktivitet i 2026 (B)

Beslutning

At 1: Udvalget godkendte plan for konferencedeltagelse og øvrige mødeaktiviteter for
2026 med bemærkning om,

  • at der forventes, at der kommer yderligere et temamøde med Familie-Børne– og Uddannelsesudvalget vedr. afrapportering og videre arbejde efter; § 17,4-udvalg - Styrket samarbejde om unges trivsel og uddannelsesmuligheder.

Kompetence

Social- og beskæftigelsesudvalget.

 

Beslutningstema

Som et led i forberedelsen af det politiske arbejde i 2026 har Social- og Beskæftigelsesudvalget den 6. januar 2026 besluttet ordinære møder for 2026 og den 3. februar 2026 drøftet ønsker til konferencedeltagelse samt øvrig mødeaktivitet i 2026.

På baggrund af drøftelserne er der lavet et udkast til en plan for udvalgets konferencedeltagelse, dialogmøder, temamøder og andre aktiviteter i 2026.

Social- og Beskæftigelsesudvalget skal beslutte den konkrete plan samt eventuel prioritering af udvalgets midler hertil.

 

Indstilling

Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller,

1. at Social- og Beskæftigelsesudvalget godkender plan for konferencedeltagelse samt øvrige mødeaktiviteter for 2026.

 

Sagens indhold

Som forberedelse til det politiske arbejde i 2026 skal alle fagudvalg beslutte udvalgets mødeaktivitet ud over de ordinære udvalgsmøder. Det vil sige deltagelse i konferencer, temamøder og dialogmøder samt planlægning af eventuel studietur.

 

Dialogmøder

Udvalget ønsker, at dialogmøderne afholdes i forbindelse med de ordinære udvalgsmøder. Dialogmøderne med interessenter foreslås planlagt som følger:

  • 7. april kl. 16.30-18.00: Handicaprådet og Rådet for Socialt Udsatte om socialpædagogiske støtte udenfor botilbudsrammen
  • 21. april kl. 17.00-18.00: Høringsmøde med Handicaprådet og Rådet for socialt udsatte om fremtidig driftsstruktur for uvisiterede tilbud
  • 11. august kl. 16.30-17.30: Handicaprådet  
  • 1. september kl. 16.30 - 17.30: Rådet for Socialt Udsatte.
  • 1. december kl. 13.00-14.00: Flere Faglærte-netværket

 

Temamøder

Udvalget ønsker at temamøderne afholdes i forbindelse med de ordinære udvalgsmøder. Temamøderne foreslås planlagt som følger:

  • 5. maj kl. 13.00-14.00: Implementering af beskæftigelsesreformen
  • 2. juni kl. 13.00-14.00: Implementering af beskæftigelsesreformen 
  • 6. oktober kl. 13-14: Udsatteområdet, særligt med henblik på værdighedsreform og implementering af hjemløsereformen 
  • 3. november kl. 13.00-14.00: virksomhedsstrategien og besøg hos lokal virksomhed 

 

Lokationer for udvalgsmøder

Udvalget ønskede på udvalgsmødet den 3. februar 2026, at nogle af udvalgsmøderne i 2026 planlægges til andre steder end på Slagelse Rådhus. Administrationen foreslår at planlægge møder hos:

  • STU Slagelse 
  • Et botilbud i Rosenkildeparken
  • Lokal virksomhed 

Udvalgets mødekalender vil blive opdateret med lokationer, såfremt udvalget godkender de foreslåede steder.  

Der vil være mulighed for i løbet af året at planlægge yderligere steder at afholde udvalgsmøder, hvis udvalget ønsker det. 

 

Konferencer

På baggrund af udvalgets drøftelse den 3. februar 2026 deltager udvalget i følgende konferencer:

  • KLs Social og Sundhedspolitiske Forum den 7. og 8. maj 2026
  • Jobcamp den 12. og 13. november 2026

 

Udvalget har 138.801 kr. til rådighed til mødeaktivitet i 2026. Ved samlet deltagelse i begge konferencer er den forventede udgift ca. 154.000 kr. Eventuelt merforbrug kan overføres til 2027.

Forventet udgift til mødeforplejning estimeres til 23.000 kr. til den samlede foreslåede mødeaktivitet (ordinære møder, temamøder og dialogmøder)

 

Retligt grundlag

Kommunestyrelsesloven

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger.

6. Ramme for dialogmøde med Handicaprådet og Rådet for Socialt Udsatte den 7. april 2026 (D)

Beslutning

At 1: Drøftet.

Kompetence

Social- og Beskæftigelsesudvalget 

 

Beslutningstema

Social- og Beskæftigelsesudvalget besluttede den 3. februar 2026 en revideret tids- og procesplan for strategisk retning for socialpædagogisk støtte (SEL § 85) udenfor botilbudsrammen. Herunder, at der skal afholdes et dialogmøde med Handicaprådet og Rådet for Socialt Udsatte i forlængelse af udvalgsmødet den 7. april 2026 kl. 16:30-18:00. 

 

Indstilling

Chefen for Handicap og Psykiatri indstiller,

1. at Social- og Beskæftigelsesudvalget drøfter den fælles forberedelse til dialogmødet den 7. april 2026.

 

Sagens indhold

Det tidligere Socialudvalg ønskede at drøfte rammerne for politikernes og rådenes roller i forbindelse med dialogmøde.

Derfor fremlægges sagen til Social- og Beskæftigelsesudvalget i forhold til en drøftelse af roller og indhold på dialogmødet den 7. april 2026, hvor temaet er inddragelse af rådenes borgerrettede perspektiver på fremtidens socialpædagogiske støtte til borgere i eget hjem. 

Administrationen vil på baggrund af drøftelsen udarbejde en drejebog, som sendes på mail til Social- og Beskæftigelsesudvalget.

 

Retligt grundlag

Ingen bemærkninger 

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger

 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger

7. Aftale om værdighedsreform (D)

Beslutning

At 1: Drøftet.

Udvalget har fokus på følgende:

  • der afventes det endelige lovforslag om værdighedsreform, og hvordan denne udmøntes (forventelig i puljer).
  • at udvalget vil lade sig rådføre med Rådet for Social Udsatte.
  • at udvalget målretter og konkretiserer indsatser, der ligger i tråd med, eller forlængelse af, allerede vedtagne lokale strategier og udviklingsspor.
  • udvalget imødeser, at administrationen kommer med forslag til områder, der anbefales udviklet, evt. i form af orienteringer om puljeoplag eller ansøgninger.
  • at administrationen er undersøgende på mulige samarbejder om mobile udsatte enheder på tværs af kommuner, organisationer eller region.

Kompetence

Social- og Beskæftigelsesudvalget 

 

Beslutningstema

Der er indgået en aftale om værdighedsreform, der indeholder en række initiativer, som skal sikre de allermest udsatte borgere et mere værdigt liv.

Social- og Beskæftigelsesudvalget kan drøfte værdighedsreformens betydning for indsatsen for de mest udsatte borgere i Slagelse Kommune.

 

Indstilling

Chefen for Handicap og Psykiatri indstiller,

1. at Social- og Beskæftigelsesudvalget drøfter værdighedsreformens betydning for indsatsen for de mest udsatte borgere i Slagelse Kommune.

 

Sagens indhold

Med værdighedsreformen skal de allermest udsatte borgere let kunne få den hjælp, de har brug for. Hjælpen skal samles og være mere tilgængelig, integreret, tværfaglig og helhedsorienteret. Derudover skal man som allermest udsat kunne leve et værdigt liv med misbrug, og man skal mødes med hjælp og rådgivning frem for sanktioner.

Værdighedsreformen har en række initiativer, der samlet set retter sig mod én samlet hjælp tæt på – som borgere i Danmark, et mere værdigt liv med stofafhængighed eller psykisk sygdom og færre krav og bedre hjælp og rådgivning. 

Jf. vedlagte bilag Aftale om værdighedsreform indeholder reformen følgende initiativer:

Én samlet hjælp tæt på - som borgere i Danmark:

  • Gadens Huse - ansøgningspulje på 100 mio. kr. årligt.
  • Mobile Udsatte-enheder - ansøgningspulje på 100 mio. kr. årligt.
  • Udbredelse af mobile væresteder via Social Drive Out - ansøgningspulje på 15 mio. kr. årligt.
  • Flere lokale fællesskabende aktiviteter - ansøgningspulje udmøntet i 2025.
  • Fasttrack-ordning i Ankestyrelsen - 1,5 mio. kr. årligt.

Mere værdigt liv med stofafhængighed eller psykisk sygdom:

  • Ret til at beholde stoffer til eget forbrug for de mest udsatte med stærk afhængighed.
  • Flere stofindtagelsesrum og længere åbningstider - ansøgningspulje på 30 mio. kr. årligt.
  • Bedre abstinensbehandling, midler til det nationale kompetencecenter for substitutions- og abstinensbehandling - 1 mio. kr. årligt til og med 2028.
  • National døgnåben rådgivning om abstinensbehandling - 5,5 mio. kr. årligt.
  • Udlevering af sterilt injektionsudstyr - ansøgningspulje på 6 mio. kr. årligt til civilsamfundsorganisationer.
  • Mere værdigt liv i behandlingen med lægeordineret heroin - ansøgningspulje udmøntet i 2025.

Færre krav og bedre hjælp og rådgivning

  • Styrket rådgivning til at komme ud af gæld, midler til frivillig gældsrådgivning - 6 mio. kr. årligt.
  • Øgede muligheder for at blive en del af arbejdsfællesskabet på egne præmisser - ansøgningspulje udmøntet i 2025. 

 

I det følgende beskrives initiativer, som administrationen vurderer, der har særlig relevans for Slagelse.

Mobile udsatte-enheder

Udenfor de større byer kan mennesker i udsatte positioner opleve lange afstande til relevante tilbud og hjælp. Det kan føre til isolation eller at de ikke får gavn af de eksisterende indsatser. Derudover kan det være vanskeligt for dem at møde op et fast sted på et fast tidspunkt, eksempelvis på grund af et massivt misbrug.

Derfor afsætter værdighedsreformen midler til at etablere mobile udsatte-enheder udenfor de større byer og i landdistrikterne.

De mobile udsatte-enheder skal være udkørende og opsøgende samt levere en helhedsorienteret og tværfaglig indsats. Enhederne skal samtidig udgøre et ligeværdigt samarbejde mellem en eller flere kommuner, regionen og civilsamfundsorganisation(er).

Enhederne skal være tværfaglige og som minimum tilbyde 1) civilsamfundsaktiviteter 2) sundhedsfaglig hjælp 3) sagsbehandling 4) socialpædagogisk støtte.

De mobile udsatte-enheder etableres via en ansøgningspulje, hvor der kan opnås støtte i 5 år. Der kan maksimalt søges om 10. mio. kr. årligt pr. enhed. Efter de første 5 år forventes puljen som udgangspunkt at blive genudmøntet. I genudmøntningen kan der tages højde for erfaringer fra første ansøgningsperiode. Efter genudmøntningen kan midlerne overgå til varige driftstilskud.

Slagelse Kommune har gennem bl.a. Social Drive Out, organisatorisk forankret på Toften, og i Rusmiddelcenterets fremskudte rusmiddelbehandling, allerede et etableret grundlag for fremskudte indsatser målrettet borgere i særligt udsatte positioner. En etablering af en mobil udsatte-enhed vil kunne udbygge denne eksisterende indsats og skabe ramme for et mere forpligtende samarbejde med Region Sjælland om udredning og behandling af somatiske og psykiske problemstillinger for de mest udsatte mennesker.

En mobil udsatte-enhed vil desuden give mulighed for at organisere et tværfagligt team omkring den enkelte borger, hvilket kan understøtte en mere helhedsorienteret og sammenhængende indsats for borgeren på tværs af velfærdssystemet og civilsamfundsaktører. Samtidig vil enheden kunne styrke den fremskudte arbejdstilgang og øge fleksibiliteten i indsatsen, så hjælpen i højere grad kan tilpasses borgernes aktuelle situation og der, hvor borgeren er.

Social- og Beskæftigelsesudvalget kan drøfte, om etableringen af en mobil udsatte-enhed vurderes at være en hensigtsmæssig udbygning af de eksisterende indsatser i kommunen målrettet borgere i særligt udsatte positioner.

Social- og Beskæftigelsesudvalget kan drøfte betydningen af, at en mobil udsatte-enhed er puljefinansieret, og at der dermed ikke er sikret en varig finansiering.

Slagelse Rusmiddelcenter leverer rusmiddelbehandling til Sorø Kommune, og Social Drive Out fra Toften er begyndt at etablere ’stoppesteder’ i Sorø.

Social- og Beskæftigelsesudvalget kan drøfte, om en mobil udsatte-enhed med fordel kan etableres i samarbejde med andre kommuner.

Borger i Danmark

Med værdighedsreformen skal de mest udsatte borgere kunne få akut hjælp og støtte uanset, hvor i landet de befinder sig – om det er der, hvor man har sin adresse eller der, hvor man til daglig opholder sig.

Reformen etablerer en treårig forsøgsordning, hvor sagsbehandlere i de mobile udsatte-enheder kan iværksætte akutte og midlertidige indsatser efter serviceloven til borgere i værdighedsmålgruppen, uafhængigt af borgerens bopælskommune.

Social og Beskæftigelsesudvalget kan drøfte, hvilke muligheder og konsekvenser forsøgsordningen ’Borger i Danmark’ kan have for Slagelse Kommune.

Etablering af stofindtagelsesrum

Mange af de mest socialt udsatte er afhængige af stoffer for at få hverdagen til at fungere. Det efterlader dem i en særlig sårbar situation, hvor de må finde skjulte steder som parkeringspladser eller kældernedgange – ofte under konstant frygt for at blive opdaget.

En række byer har etableret stofindtagelsesrum, hvor stofbrugere kan indtage medbragte stoffer under sikre hygiejniske forhold med uddannet personale til stede. Formålet er at reducere dødsfald ved overdosis, forebygge infektioner, mindske gener i det offentlige rum og skabe brobygning til behandlingssystemet.

Der foreligger aktuelt ikke et samlet overblik over omfanget af borgere, der injicerer stoffer i Slagelse. Som en del af den skadesreducerende indsats udleveres der sterilt injektionsudstyr blandt andet på Rusmiddelcenteret, på Toften og på kommunens varmestuer. Gadesygeplejersken yder desuden rådgivning om sikker injektionspraksis. For beboere på Toften er det desuden tilladt at indtage rusmidler på egne værelser som led i en skadesreducerende tilgang. Samlet set bidrager disse indsatser til at mindske risikoen for overdosis, infektioner og anden sundhedsmæssig skade blandt borgere med et aktivt stofbrug.

Social- og Beskæftigelsesudvalget kan drøfte, om der bør gennemføres en nærmere undersøgelse af behovet for et stofindtagelsesrum i Slagelse.

Interessenter og Rådet for Socialt Udsatte

Social- og Beskæftigelsesudvalget kan drøfte, om relevante interessenter, herunder Rådet for Socialt Udsatte, bør inddrages – f.eks. gennem et dialogmøde – for at belyse brugernes perspektiver på initiativerne i værdighedsreformen.

Værdighedsreformens sammenhæng til socialstrategien i Slagelse Kommune

Med værdighedsreformen skal de allermest udsatte borgere let kunne få den hjælp, de har brug for. Hjælpen skal samles og være mere tilgængelig, integreret, tværfaglig og helhedsorienteret. Derudover skal man som allermest udsat kunne leve et værdigt liv med misbrug, og man skal mødes med hjælp og rådgivning frem for sanktioner.

Social- og Beskæftigelsesudvalget kan drøfte, hvordan intentionerne i værdighedsreformen harmonerer med socialstrategien i Slagelse Kommune.

Drøftelsen kan tage udgangspunkt i følgende af socialstrategiens strategispor:

Spor 1: Kvalitet opstår i mødet.

  • Vi taler med borgerne om deres drømme og behov.
  • Vi møder borgerne som hele mennesker og fokuserer ikke blot på udfordringer og diagnoser.
  • Vi sikrer en god servicekultur, så borgerne ikke oplever at blive en 'brik i systemet'.

Spor 2: Stærke faglige kompetencer

  • Vi sikrer, at borgernes behov mødes med en høj faglighed og dygtighed ved at tiltrække de rette faglige kompetencer og gennem strategisk kompetenceudvikling. 
  • Vi udvikler målrettet egne tilbud og samarbejder med andre kommuner og andre relevante samarbejdspartnere for at sikre rummelighed og den rette specialisering for Slagelse Kommunes borgere. 

Spor 3: Selvstændighed i eget liv

  • Vi understøtter borgerne i at styrke deres ressourcer og realisere deres drømme (hjælp til selvhjælp).
  • Vi understøtter borgerne rettidigt og tilrettelægger indsatsen sammen med borgeren i en balance, hvor borgeren oplever ansvar og selvbestemmelse i eget liv. Vejen nedad indsatstrappen kræver flere trin gennem etablering af nye tilbud og ved at kombinere fagligheder på tværs af organisationen. 

Spor 4: Fællesskaber

  • Vi understøtter, at borgeren kan finde og deltage i meningsfulde fællesskaber.
  • Vi samarbejder med civilsamfundet om konkrete fællesskaber. 

 

Retligt grundlag

Aftale om værdighedsreform 

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger

 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger

8. Tilskud til midlertidigt økonomisk tilskud til husleje i 2026 til de mest udsatte borgere (O)

Beslutning

At 1: Orientering givet. 

Kompetence

Social- og Beskæftigelsesudvalget

 

Beslutningstema

Udvalget orienteres om, at Folketinget med virkning fra 29. januar 2026 har besluttet at udmønte en pulje på 15 mio. kr. til midlertidigt huslejetilskud i 2026 målrettet de mest udsatte borgere. Midlerne fordeles forholdsmæssigt mellem kommunerne på baggrund af antallet af borgere i hjemløshed. Slagelse Kommunes andel udgør 375.394 kr.

Desuden orienteres udvalget om, hvordan Slagelse Kommune planlægger at udmønte de tildelte midler lokalt.

 

Indstilling

Chef for Handicap og Psykiatri og chef for Arbejdsmarked, Rådgivning og Integration indstiller:

1. at Social- og Beskæftigelsesudvalget orienteres om, udmøntningen af de midler, Slagelse Kommune har modtaget til midlertidigt huslejetilskud i 2026 til de mest udsatte borgere. 

 

Sagens indhold

Slagelse Kommune har modtaget midler til tilskud til midlertidigt tilskud til husleje i 2026 til de mest udsatte borgere. Midlerne er givet med henblik på at give økonomisk tilskud til husleje til en gruppe af de mest udsatte borgere for at forhindre, at disse personer kommer i en situation som yderligere vanskeliggør deres muligheder for at bevæge sig ud af udsatheden.

Folketinget har ønsket, at midlerne tildeles borgeren enten uden forudgående ansøgning eller efter henvendelse. Tilskuddet skal ydes efter en individuel og konkret vurdering af borgerens sociale og økonomiske forhold, når borgeren af økonomiske årsager enten er i risiko for at blive udsat af sin lejebolig eller ikke kan opnå en lejebolig uden støtte. Tilskuddets størrelse skal fastsættes ud fra den enkelte borgers situation. Beløbet udbetales månedsvis og kan ydes frem til og med december 2026.

Kommunen udsøger derfor de mest udsatte borgere i februar 2026. Tilskuddet udbetales med virkning fra januar måned, medmindre der allerede har været ydet tilskud efter anden lovgivning.

Målgruppe:

  • Borgere på forsorgshjem eller i hjemløshed der ønsker egen bolig og har et konkret boligtilbud.

  • Borgere på kontanthjælp, der har komplekse problemer og har svært ved at betale huslejen, fordi ydelsen er nedsat grundet kontanthjælpsreformen. Her kan borger understøttes med et tilskud for at undgå hjemløshed, mens der arbejdes på at skaffe en billigere bolig eller borgers sag afklares i Jobcenteret.

  • Tidligere hjemløse der har fået egen bolig, men kan have behov for tilskud for at understøtte overgangen fra et liv i hjemløshed til egen bolig.           

Ved prioritering af de mest udsatte borgere, der kan tildeles et tilskud, kan der lægges vægt på følgende:

  • At kommunalbestyrelsen ikke kan anvise borgeren til en anden og rimelig bolig, som borgeren har råd til uden et økonomisk tilskud.

  • At tilskuddet vil sikre, at borgeren derved vil kunne opretholde sin lejebolig, eller vil kunne opnå en lejebolig.

  • At tildeling af midlertidig økonomisk hjælp til husleje vil sikre, at en forbedring af borgerens situation fastholdes, sådan at borgerens udsathed fortsat kan mindskes.

  • At borgeren tidligere har været hjemløs og er løftet ud hjemløshed.

  • At borgeren pga. komplekse problemstillinger befinder sig i en særlig udsat position.

Det særlige ved det midlertidige huslejetilskud er, at det ikke indgår i beregningen af offentlige forsørgelsesydelser og derfor ikke medfører fradrag i ydelser for modtageren, dennes ægtefælle, samlever eller øvrige husstandsmedlemmer.

Administrationen af midlerne varetages inden for de fastsatte rammer af Rådgivning og Udbetaling, under Center for Arbejdsmarked, Rådgivning og Integration, som besidder et samlet overblik over kommunens mest udsatte borgere og deres økonomiske situation.

De konkrete borgere udsøges bl.a. ved:

Sagsgennemgang i Rådgivning og Udbetaling, hvor borgere f.eks. har søgt om indskud til bolig eller hjælp og fået afslag til betaling af huslejerestance. De konkrete borgere findes bl.a. ved:

  • Underretninger om fogedsager

  • Ansøgninger om hjælp til huslejerestancer eller indskud til lejebolig

  • Borgere som får hjælp til administration af deres ydelse

  • Samarbejde med gadeplansteamet, forsorgshjem, myndighed i Handicap og Psykiatri, Ungeenheden og Jobcenteret og Boligselskabernes Økonomirådgivning m.fl.

Administrationen sikrer en koordineret og effektiv sagsbehandling med henblik på at sikre rettidig støtte til borgere med behov for det midlertidige huslejetilskud.

 

Retligt grundlag

Servicelovens §§ 111a og 111b

Bekendtgørelse nr. 162 af 27/01/2026 vedr. midlertidigt økonomisk tilskud til husleje i 2026 til de mest udsatte borgere.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Midler fra tilskudspuljen kan alene anvendes til midlertidigt økonomisk tilskud til husleje til borgere. Andre udgifter kan ikke dækkes af tilskudspuljen. Slagelse kommune bidrager således med administrative ressourcer til sagsbehandling og fordeling af puljemidlerne.

Evt. restbeløb skal tilbagebetales til staten. Slagelse Kommune skal redegøre for beløbets anvendelse ved udgangen af året.

Ved budgetopfølgning 1 vil indtægts- og udgiftsbevilling for puljen fremgå.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger

 

Sagens videre forløb

Rådet for Socialt Udsatte orienteres om midlerne på førstkommende møde.

Social- og Beskæftigelsesudvalget orienteres efter sommerferien om:

1) Det samlede antal borgere, der er tildelt et tilskud, opgjort for hver måned.

2) Det samlede udbetalte beløb opgjort for hver måned.

9. Status på formaliseret tværfagligt samarbejde på børne- og ungeområdet (O)

Beslutning

At 1: Orientering givet. 

Kompetence

Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget, Social- og Beskæftigelsesudvalget

Beslutningstema

Der er i august 2025 implementeret nye mødeformer og en ny mødestruktur på alle kommunale og selvejende skoler samt dagtilbud i Slagelse Kommune. Formålet er at skabe rammerne for, at der kan arbejdes mere forebyggende, helhedsorienteret og koordinerende i et tæt og ligeværdigt samarbejde med målgruppen og deres familier. I foråret 2026 forventes den nye mødestruktur ligeledes implementeret i private dagtilbud, skole- og uddannelsestilbud. I denne sag gives der en orientering om første evaluering efter implementeringen.

Indstilling

Chef for Børn og Unge, samt chef for Skole og Dagtilbud indstiller,

1. at Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget, samt Social- og Beskæftigelsesudvalget orienteres om status på implementeringen af tværfagligt samarbejde på børne- og ungeområdet.

Sagens indhold

Der har på tværs af Børn og Unge samt Skole og Dagtilbud siden sommeren 2024, været arbejdet med at styrke det tværfaglige samarbejde via nye mødetyper, målrettet børn og unge i alderen 0-30 år.

Da det tværfaglige samarbejde er målrettet børn og unge i alderen 0-30 år, inkluderer dette også samarbejde for en målgruppe, der går ud over Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalgets politikområder. Det drejer sig udelukkende om samarbejdet i den koordinerende ungeindsats (KUI). Når den unge går ud af grundskolen overgår ansvaret for møderne til KUI. Derfor orienteres Social- og Beskæftigelsesudvalget.

I efteråret er der desuden nedsat et Opgaveudvalg §17, stk. 4, der har haft til formål at komme med en række anbefalinger til at styrke børn og unges trivsel og uddannelsesmuligheder. Arbejdet har udmøntet sig i ni strategiske spor med 15 anbefalinger. I det arbejde peges der blandt andet på vigtigheden i at samarbejde tværfagligt for tidligt og hurtigt at kunne hjælpe børn og unge i mistrivsel. Den nye tværfaglige mødestruktur går forud for arbejdet i Opgaveudvalget, men bidrager til at understøtte det videre arbejde med anbefalingerne.   

Arbejdet har resulteret i nye mødetyper og en ny mødestruktur, der blev udrullet den 1. august 2025 på alle kommunale og selvejende skoler samt dagtilbud i Slagelse Kommune. Formålet er at skabe en ensartet struktur for, hvordan der i højere grad kan sikres forebyggende, helhedsorienterede og koordinerende indsatser i et tæt samarbejde med målgruppen og deres familier.

Arbejdet har resulteret i nye mødetyper og en ny mødestruktur, der blev udrullet den 1. august 2025 på alle kommunale og selvejende skoler samt dagtilbud i Slagelse Kommune. Formålet er at skabe en ensartet struktur for, hvordan der i højere grad kan sikres forebyggende, helhedsorienterede og koordinerende indsatser i et tæt samarbejde med målgruppen og deres familier.

De tidligere udvalg; Børne- og Ungeudvalget, Socialudvalget og Erhvervs-, Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget har været orienteret om arbejdet og der har seneste været givet status på samarbejdet og organiseringen på udvalgsmøderne i august 2025

De nye mødeformer og den nye mødestruktur har været i gang i lidt over et halvt år og i december 2025 blev første evalueringsmøde afholdt. I sagen nedenfor præsenteres de overordnede tilbagemeldinger i evalueringen og der gives en orientering om det fortsatte arbejde.

Baggrund

Flere og flere børn og unge mistrives i løbet af deres opvækst og Slagelse Kommune ønsker at arbejde for, at knække kurven. Derfor blev der i sommeren 2024 igangsat et arbejde rettet mod at styrke det tværfaglige samarbejde, målrettet børn og unge i alderen 0-30 år. Formålet var at skabe rammerne for, at børn og unge hurtigt og tidligt kan få den rette hjælp og støtte.
Det tværfaglige samarbejde understøtter implementeringen af Barnets Lov og centrenes ambitioner om at inddrage og samskabe med børn, unge og deres familier. I det tværfaglige samarbejde inviteres børn, unge og deres familier derfor med til møderne som ligeværdige deltagere. På den måde kan alles perspektiver blive inddraget og der kan tages en dialog om, hvad der bekymrer, hvilke ressourcer der er til stede og hvilke løsningsforslag der er for at styrke barnets trivsel, læring og udvikling.

Der har været arbejdet bredt med at skabe de nye mødetyper og den nye mødestuktur. Der har været afholdt workshops for alle ledere på tværs af Skole og Dagtilbud og der har været nedsat en arbejdsgruppe bestående af ledere fra skole og dagtilbudsområdet samt ledere og medarbejdere fra myndighedsområdet, PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), sundhedstjenesten og uddannelsesvejledningen. Oplæg omhandlende de nye mødetyper og struktur kan ses i bilag 1.

Mødetyper på tværs

De nye mødetyper er følgende:

  • Sparring og Rådgivning: Møder mellem skole/dagtilbud og familien samt møder mellem skole/dagtilbud og en enkelt afdeling, fx en forebyggelsesrådgiver fra Børn og Familie eller en motorikkonsulent fra PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning). Hvis sparringen foregår uden forældrene, har disse givet samtykke til sparringen. Der gives sparring på en specifik bekymring (fx den motoriske udvikling) eller til udvikling af praksis blandt personale, fx tilrettelæggelse af læringsmiljøer for alle børn.
  • Tværfagligt Møde: Møder mellem skole/dagtilbud, familien og barnet/den unge (afhænger af alder og modenhed) og flere afdelinger fx en forebyggelsesrådgiver, en psykolog fra PPR og en uddannelsesvejleder. På møderne drøftes nyopståede problematikker og der findes mulige løsninger i det almene for det konkrete barn.
  • Se Ske møde: Møder mellem skole/dagtilbud, familien samt barnet/den unge (afhængig af alder og modenhed) og flere afdelinger fx en børne- og ungerådgiver, en psykolog fra PPR og en uddannelsesvejleder. På møderne drøftes nyopståede problematikker, som giver anledning til en mundtlig overlevering af en underretning. Der findes mulige løsninger på det specialiserede område, for det konkrete barn. Se Ske møder erstatter de skriftlige førstegangsunderretninger til myndighed. I forbindelse med indkaldelsen foretager Børn og Familie ligeledes den lovbestemte 24-timers vurdering for at vurdere, om indholdet i indkaldelsen giver anledning til en akut indsats. Når der er mistanke eller viden om vold eller seksuelle overgreb mod børn, skal der ske direkte underretning.
  • Netværksmøde (opfølgningsmøder): Møder mellem skole/dagtilbud, familien og barnet/den unge (afhængig af alder og modenhed) og flere afdelinger ved opfølgning/gentagne problematikker. På møderne laves der opfølgning på igangværende indsats samt overlevering af flergangsunderretning.

Den nye mødestruktur  

De nye mødetyper følges af en ny mødestruktur, med fastlagte mødedage og mødetidspunkter. Derudover er det tværfaglige samarbejde organiseret i distrikter, som følger skoledistrikterne. Det betyder, at hvert distrikt indeholder en skole, nogle dagtilbud samt en række faste samarbejdspartnere fra Børn og Unge samt Skole og Dagtilbud. Formålet med distriktsorganiseringen er blandt andet, at der skabes et tæt samarbejde på tværs, så det er de samme samarbejdspartnere, der sidder med i de forskellige møder. Derudover kan det være med til at skabe en god overgang fra dagtilbud til skole, da det i distriktet, er de dagtilbud, der geografisk naturligt vil have børn, der går videre over i distriktsskolen.

Den kommunale ungeindsats (KUI)

KUI er den samlede kommunale indsats, der støtter unge under 25 år i at komme i uddannelse eller job gennem koordineret vejledning og støtte. Rammen for den samlede tværgående indsats går op til 30 år. I Slagelse Kommune er KUI forankret i Ungeenheden som har ansvaret for unge op til 30 år.

Når den unge går ud af grundskolen, erstattes ovenstående mødetyper af KUI-møder. Her deltager fagpersoner på tværs af afdelinger i forhold til den konkrete situation. Når den unge går ud af grundskolen, er mødetyperne således samlet i én mødetype under navnet KUI-møde.

Evaluering af implementeringen

I december 2025 blev der afholdt første evalueringsmøde med deltagere fra skoleområdet, dagtilbud, Børn og Familie, sundhedstjenesten, PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning) og UU (ungdommens uddannelsesvejledning). De har hver især skulle indsamle erfaringer fra alle deres kollegaer, så evalueringen blev så bred som mulig. På mødet blev der peget på en række områder, som fungerer godt ved møderne. Der blev desuden udpeget en række områder, der skal arbejdes videre med.

Der er generelt en oplevelse af, at arbejdet med de nye mødetyper og den nye mødestruktur er godt på vej. Flere tilkendegiver, at de nye mødetyper er positive i forhold til, at flere processer bliver samlet i et møde, fx underretning, partshøring og opfølgning. Møderne opleves som en forenkling, der skaber hurtighed i forhold til at kunne handle tidligt på en bekymring.

Flere tilkendegiver også, at det opleves som positiv i de møder, hvor barnet/den unge deltager, da de bidrager med deres perspektiver og der sker en reel inddragelse.

Ligeledes tilkendegiver flere, at det opleves som positivt, at en mødeleder styrer mødet, så alle deltagere kan deltage i mødet undervejs.

Der er flere der giver udtryk for, at kendskab til hinanden som samarbejdspartner er vigtigt for den positive oplevelse af møderne.

Flere peger også på udfordringer i forbindelse med implementeringen. Udfordringerne handler om mødestrukturen, hvor fx antal møder, afstand mellem møder og længden på møderne kan udfordre. Det kan fx være møder der hurtigt bliver fyldt op og der opstår ventetid. Strukturen gør også, at nogle samarbejdspartnere sidder i møder hele dagen uden pauser og mulighed for at komme fra det ene til det andet møde.

Det videre arbejde

Der er nedsat en ny arbejdsgruppe på tværs af Børn og Familie og Skole og Dagtilbud, der skal arbejde videre med de første erfaringer i den fortsatte implementering. Arbejdsgruppe skal også forholde sig til fase to, som er implementering i private og selvejende institutioner.

 

Retligt grundlag

Sundhedsloven §123. Her fremgår det, at Kommunalbestyrelsen skal oprette en tværfaglig gruppe, der skal tilgodese børn og unge med særlige behov for at sikre den enkeltes udvikling, sundhed og trivsel. 

Barnets lov, herunder særligt: 

  • §5 stk. 2 og 3 hvor det fremgår, at børn og unge med behov for ekstra støtte, har ret til indflydelse på forhold, der vedrører dem og at børn og unge skal inddrages, inden der træffes afgørelser efter loven om barnet eller den unges forhold.
  • §15 hvor det fremgår, at Kommunalbestyrelsen skal sikre sammenhæng imellem det almene og det specialiserede børne- og ungeområde.
  • §136 hvor det fremgår, at Kommunalbestyrelsen senest 24 timer efter modtagelse af en underretning skal vurdere, om barnet eller den unges sundhed eller udvikling er i fare, og der derfor er behov for at iværksætte akutte indsatser for barnet/den unge. 

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

Indsatsen går på tværs af hele børne- og ungeområdet fra 0-30 år, og dækker således både det almene og specialiserede område samt Ungeenheden. Indsatsen har således mange snitflader over mod både eksisterende og kommende arbejde på børne- og ungeområdet. 

Der er blandt andet en kobling til Børne- og Ungepolitikken, hvor der er fokus på, at forældre har en rolle og et ansvar og at der samarbejdes med relevante fagpersoner om at skabe sammenhæng og trivsel for børn og unge. Der et også en sammenhæng til inklusionsstrategien, ”Sammen om inklusion”, hvor fokus er rettet mod at styrke børn og unges mulighed for deltagelse i almene fællesskaber. 

Der er desuden et stort fokus generelt rettet mod, at flere børn og unge nationalt mistrives og at flere unge ikke gennemfører en ungdomsuddannelse eller kommer i ordinært arbejde. Der er på den baggrund udarbejdet en førtidspensionsanalyse samt rapporten ” Styrket samarbejde om unges trivsel og uddannelsesmuligheder”. Begge rapporter viser blandt andet, at der skal sættes tidligt ind i barnets/den unges liv, hvilket de nye mødetyper og den mødestruktur understøtter.

 

Sagens videre forløb

Udvalgene bliver orienteret om status på den fortsætte implementering herunder også fase to i slutningen af året.

10. Afslutning af projekt "Find Hjem" (O)

Beslutning

At 1: Orientering givet. 

Kompetence

Social- og Beskæftigelsesudvalget.

Beslutningstema

Slagelse Kommune har indgået i et toårigt modningsprojekt med Social- og Boligstyrelsen for at udvikle en sammenhængende indsats for unge, der lever i hjemløshed eller er i risiko for at blive hjemløse. Projektperioden var fra december 2023 til udgangen af december 2025. I sagen orienteres Social- og Beskæftigelsesudvalget om afslutning på projektet.

Indstilling

Chefen for Børn og Unge indstiller,

1. at Social- og Beskæftigelsesudvalget orienteres om afslutning på projekt "Find Hjem". 

 

Sagens indhold

I ultimo 2023 søgte Slagelse Kommune og modtog et samlet beløb på 5,3 mio. kr. fra Social- og Boligstyrelsen til at indgå i et toårigt modningsprojekt rettet mod at hjælpe unge ud af hjemløshed. 

Projektet udspringer af en reform af hjemløshedsområdet, der blev vedtaget i Folketinget 1. maj 2023. Med reformen omlægges indsatsen mod hjemløshed, og der bliver et større fokus rettet mod at borgere skal hjælpes direkte i egen bolig (Housing First-tilgangen) kombineret med tilhørende specialiserede støttemetoder. Med reformen skærpes således et helhedsorienteret perspektiv på borgeren, som også skaber nye rammer for mere tværgående samarbejde lokalt. 

Erfaringer fra tidligere projekter har vist, at denne tilgang er virksom i forhold til at hjælpe borgere ud af hjemløshed. Erfaringerne har også vist, at en del af de unge der lever i hjemløshed, har komplekse og længerevarende støttebehov. Der var derfor behov for også at udvikle en indsats baseret på den specialiserede støttemetode Intensive Case Mangement (ICM), der generelt er henvendt til borgere med en forholdsvis høj kompleksitet i udsathed og længerevarende støttebehov.

Dette modningsprojekt har derfor haft til formål at udvikle en sammenhængende indsats med den specialiserede støttemetode ICM for unge i alderen 17-25, som lever i hjemløshed eller er i risiko for hjemløshed.

Projektperioden var fra december 2023 til udgangen af december 2025. I Slagelse Kommune hedder projektet "Find hjem" og det bestod af to ICM-medarbejdere, en projektleder og administrativ understøttelse. Projektet og ICM-indsatsen er forankret som en enhed i Ungeenheden, og var en del af den samlede ungeindsats. 
Der blev ved projektets start sat et mål om, at ICM-medarbejderne skulle i kontakt med 35-45 unge i projektets levetid, hvoraf det forventede antal unge som vil modtage ICM-støtte, realistisk var 15-20 unge. 

Erhvervs-, Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget og Socialudvalget blev senest orienteret om status på projektet på udvalgsmøder hhv. den 2. oktober og 8. oktober 2025. Af sagen fremgik det, at udvalgene primo 2026 ville blive p
ræsenteret for en uddybende sag, der skulle give en afsluttende status for projektet samt redegøre for, hvordan de forskellige redskaber, metoder og arbejdsgange udviklet i forbindelse med projektet anvendes mere konkret fremadrettet i andre enheder. Herunder også hvordan de aktuelt 15 unge, der modtog støtte i oktober 2025 fortsat ville modtage hjælp og støtte i andre enheder efter projektets afslutning.

I denne sag gives der derfor en afsluttende status på projektet. Den afsluttende status består både af en samlet afrapportering foretaget af Social- og Boligstyrelsen, samt data om de unge, der har indgået i projektet i Slagelse Kommune. Ligeledes gives en redegørelse af, hvordan erfaringerne fra projektet i Slagelse Kommune forankres i andre enheder. Slutteligt gives en beskrivelse af, hvordan hjemløshed blandt unge indarbejdes i kommende større udviklingsprojekter, der politisk vil være fokus på de kommende år.

Samlede erfaringer fra Social- og Boligstyrelsen
VIVE har udarbejdet en rapport for Social- og Boligstyrelsen. I rapporten præsenteres resultaterne af en evaluering af ICM-projektet, der er gennemført samlet set i fire kommuner. De fire kommuner er: Næstved, Vejle, Helsingør og Slagelse Kommuner. 

I projektet er der udviklet en indsatsmodel med fem indsatselementer, der ud over ICM-støtte også består af en systematisk boligindsats, et samarbejde med den kommunale ungeindsats, en systematisk opsporingsindsats og de unges deltagelse i fællesskaber. Indsatsen er udviklet af Social- og Boligstyrelsen i samarbejde med de fire kommuner i løbet af den 2-årige periode. 

Evalueringen dækker resultater og erfaringer med udviklingen og implementeringen af indsatsmodellen i praksis i de fire kommuner. Evalueringen kan læses i sin fulde længde i bilag 1. Der præsenteres udpluk nedenfor:  

  • ICM-støtten er velegnet som støttemetode til unge
    ICM-støtten er kendetegnet ved en fleksibel og intensiv støtte, hvor en case manager (ICM-medarbejder) giver både social og praktisk støtte med udgangspunkt i borgerens situation. Metoden er målrettet unge i hjemløshed eller i risiko for hjemløshed, der ud over hjemløshed også har komplekse problemer fx psykisk sygdom, misbrug eller kriminalitet.
    ICM-medarbejderen varetager også en koordinerende tovholderfunktion i forhold til den unges kontakt med og brug af øvrige relevante indsatser. Evalueringen peger på, at særligt ICM-metodens mulighed for en fleksibel og intensiv støtte, der løbende kan tilpasses den unges støttebehov, der gør metoden velegnet til målgruppen.

  • ICM-støtten fungerer bedst sammen med en systematisk boligindsats 
    Der peges på, at ICM-indsatsen fungerer bedst, når kommunerne arbejder systematisk med at skaffe boliger til de unge i indsatsen. En hurtig boligløsning i starten af ICM-forløbet er ifølge de unge med at skabe overskud til at fokusere på deres andre udfordringer. 

  • ICM-støtten giver mulighed for at støtte op om en beskæftigelsesrettet indsats for de unge
    Der er en oplevelse af, at samspillet mellem ICM-indsatsen og den beskæftigelsesrettede indsats styrker muligheden for at arbejde med et fokus på uddannelse og beskæftigelse i indsatsen for de unge. 
     
     
  • Et tværgående aktørsamarbejde er centralt for en tidlig opsporing 
    Kommunerne fremhæver alle vigtigheden i at forankre opsporingsindsatsen i et tværgående aktørsamarbejde. Herunder om at informere om indsatsen hos alle relevante aktører, der kan støde på de unge i målgruppen i deres daglige arbejde. 

  • De unge har forskellige ønsker og behov i forhold til deltagelse i fællesskaber 
    Det har vist sig vigtigt at arbejde med de unges relationer og sociale kompetencer og understøtte de unge i at kunne indgå i sociale aktiviteter på uddannelsessteder og arbejdspladser. 


Opsummeret peges der i evalueringen på, at der ses positive erfaringer med at arbejde tidligt, helhedsorienteret og tværgående med målgruppen.  


Resultater i Slagelse Kommune 
ICM-medarbejderne har i projektperioden været i kontakt med 50 unge. Der er 27, der har modtaget et ICM-forløb. 17 var hjemløse, da de indgik i forløbet, 10 af disse er nu i bolig. 10 var i risiko for hjemløshed og ingen af disse er blevet hjemløse. Det oprindelige måltal er derfor nået. 

Af de 27 er 3 kommet i fuldtidsarbejde, 8 er kommet i uddannelse og de resterende er under kategorien øvrig, som blandt andet dækker andre forløb, sygemelding, flytning m.v. 

15 af de 27 borgere, var i gang med et ICM-forløb ved projektets afslutning. I forbindelse med projektets afslutning er der udarbejdet en individuel plan for hver af de 15 borgere, og de er enten overgået til et Connect forløb i Ungeenheden eller til privat udbyder, hvor indsatsen har kunne matche de konkrete behov, borgeren har haft. Connect er en indsats i regi af Ungeenheden, som tilbyder socialpædagogisk støtte til borgere med betydelig nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne eller særlige sociale problemer for at fremme selvstændighed, mestring af hverdagen eller deltagelse i samfundet.   

ICM-medarbejderne fortæller, at de unge i målgruppen er karakteriseret ved, at de har mange langvarige, betydelige og komplekse problemstillinger ud over hjemløsheden. Ligeledes at disse problemstillinger ofte kan spores tilbage i den unges opvækst. De peger derfor på, ligesom VIVE-rapporten, at det giver positive resultater at arbejde tidligt opsøgende og helhedsorienteret med målgruppen. 


Forankring af erfaringer fra projektet i Slagelse Kommune
Projektet er afsluttet med udgangen af 2025 og indsatsen er derfor ikke længere forankret som en selvstændig enhed i Ungeenheden. Der har de seneste måneder pågået en proces med at forankre erfaringerne fra projektet i andre indsatser og enheder i afdelingen. 

Der har blandt andet været fokus på at sikre en tidlig opsporing af unge i hjemløshed eller risiko for hjemløshed, samt fokus på at sikre helhedsorienterede og sammenhængende løsninger for målgruppen.

Det kommer til udtryk ved, at der undervejs i projektet er udviklet en opsporingsmodel, som nu er blevet bredt mere ud blandt medarbejdere, der ofte møder de unge. Det kan fx være ydelsesrådgivere, der møder unge, der søger om kontanthjælp eller det kan være gadeplansteamet fra den kriminalpræventive enhed, der møder unge rundt omkring på gaden. Opsporingsmodellen bruges til at opspore, om den unge er hjemløs eller i risiko for hjemløshed og herunder ligeledes hvilke andre livsarenaer, den unge er udfordret på. Der vil ligeledes fortsat være en tovholderfunktion, hvor den unge vil opleve en helhedsorienteret og sammenhængende indsats. Hvis den unge fx er i målgruppen til et Connect forløb, vil Connect medarbejderen varetage tovholderfunktionen over mod andre indsatser. Tovholderfunktionen vil således være placeret hos den medarbejder, der har den primære relation til den unge.  

Der er også arbejdet med at videreudvikle Connect forløb, så forløbene i højere grad tilpasses den unges behov for støtte undervejs og dermed blive mere fleksibel. 

De forskellige måder at arbejde med målgruppen på undervejs i projektet er derfor nu bredt ud på flere medarbejdere og integreret i eksisterende indsatser. 
 

Politiske opmærksomheder i de kommende år i relation til hjemløshedsområdet 
Med beskæftigelsesreformen følger der blandt andet en bedre ramme for at tilpasse indsatser den unge, så aktiviteter og støtte matcher den unges konkrete behov og udvikling. Derfor er der i Ungeenheden et arbejde i gang med at udvikle et nye screeningsværktøj i forhold til at kunne tilbyde en mere målrettet og helhedsorienteret indsats for unge. 

Der er ligeledes i løbet af 2025 udarbejdet en førtidspensionsanalyse samt en række anbefalinger til at styrke trivsel og uddannelsesmuligheder i et nedsat Opgaveudvalg efter Kommunestyrelsesloven §18, stk. 4. Begge analyser adresserer vigtigheden i at opspore tegn på mistrivsel tidligt og sætte tidligt ind med helhedsorienterede og tværfaglige indsatser.

Udvalgene vil derfor i løbet af de næste par år skulle være med til at omsætte reform og anbefalinger til konkrete handlinger i Slagelse Kommune. I de drøftelser vil der helt naturligt være et fokus rettet mod at spotte og sætte ind i forhold unge, der lever i hjemløshed eller er i risiko herfor. Erfaringerne fra Find Hjem projektet kan bruges ind i den sammenhæng, når der skal ses på både erfaringer i tværfagligt samarbejde, tidlig opsporing og målrettede indsatser. 


Retligt grundlag

Et samlet Folketing vedtog den 4. maj 2023 en omfattende reform af indsatsen mod hjemløshed, med ikrafttrædelse 1. juli og 1. oktober 2023. Lovændringen har til formål at omlægge indsatsen mod hjemløshed ud fra en målsætning om at udbrede Housing First-tilgangen, reducere antallet af borgere i hjemløshed markant og gøre op med langvarig hjemløshed. Dette kombineres med specialiserede støttemetoder. Med loven indføres blandt andet en ny bestemmelse om Housing First-støtte, der skal understøtte brugen af Housing First-tilgangen, der bygger på tilgængelige billige boliger kombineret med passende social bostøtte i egen bolig.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Som led i projektbeskrivelsen tildeles Slagelse Kommune puljemidler og dermed et samlet tilskudsbeløb på 5,3 mio. kr. i projektperioden, der løber fra ultimo 2023 til udgangen af 2025.

 

Tværgående konsekvenser

I august 2025 er der udrullet en ny tværfaglig mødestruktur med nye mødeformer på alle kommunale og selvejende dagtilbud og skoler i Slagelse Kommune. Formålet er tidligt ved begyndende tegn på mistrivsel at kunne samles på tværs og med forældrene samt barnet/den unge (afhængig af alder og modenhed) og drøfte bekymringer og mulige løsninger. Det skal bidrage til, at flere børn og unge får en helhedsorienteret og koordineret hjælp og støtte og derved bidrage til at reducere at unge havner i hjemløshed på et senere tidspunkt i deres liv. 

 

 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger. 

11. Status på implementering af virksomhedsstrategien (O)

Beslutning

At 1: Orientering givet.

Afdelingsleder i Job og Virksomhed i ARI, Mille Hansen, deltog med et oplæg.

Oplægget vedhæftes referatet som bilag 2.

Kompetence

Social- og Beskæftigelsesudvalget

 

Beslutningstema

Social- og Beskæftigelsesudvalget orienteres om halvårlig status på aktiviteter i forbindelse med implementeringen af virksomhedsstrategien ”Sammen om kvalificeret arbejdskraft – Strategi for samarbejde med virksomhederne, 2025 –”.  

 

Indstilling

Chefen for Arbejdsmarked, Rådgivning og Integration indstiller,

1. at Social- og Beskæftigelsesudvalget orienteres om status på arbejdet med implementering af virksomhedsstrategien. 

 

Sagens indhold

På baggrund af indstilling fra Erhvervs-, Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget vedtog Byrådet den 24. februar 2025 virksomhedsstrategien ”Sammen om kvalificeret arbejdskraft – Strategi for samarbejde med virksomhederne, 2025 –”. Som opfølgning på implementeringen af og arbejdet med virksomhedsstrategien forelægges Social- og Beskæftigelsesudvalget (SBU) en orienterende status hvert halve år.

Virksomhedsstrategien udgøres af fem overordnede indsatsområder

  1. Vi finder og kompetenceudvikler fremtidens arbejdskraft
  2. Vi skaber plads til flere i arbejdsfællesskabet
  3. Vi bevarer ansattes tilknytning til virksomheden
  4. Vi tilbyder nærværende og ukompliceret samarbejde, og
  5. Vi lykkes med et gensidigt givende samarbejde)

De fem indsatsområder skal tilsammen skal understøtte indfrielsen af den overordnede ambition om, at virksomheder i Slagelse Kommune og omegn kan få den arbejdskraft, der er behov for, og at kommunen er en naturlig medspiller, når der skal rekrutteres nye medarbejdere.

SBU orienteres mundtlig på deres møde den 3. marts 2025 om hovedpointerne i virksomhedsstrategiens indhold og formål samt status på implementering af virksomhedsstrategien. På mødet understøttes orienteringen af et oplæg, der efterfølgende vedlægges referatet.

 

Retligt grundlag

Virksomhedsstrategien ”Sammen om kvalificeret arbejdskraft – Strategi for samarbejde med virksomhederne, 2025 –”.  

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger. 

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger. 

 

Sagens videre forløb

Social- og Beskæftigelsesudvalget forelægges status på arbejdet med virksomhedsstrategien i november 2026.

12. Anden afrapportering på integrationspolitikkens implementeringsplan (O)

Beslutning

At 1: Orientering givet. 

Kompetence

Social- og Beskæftigelsesudvalget

 

Beslutningstema

Social- og Beskæftigelsesudvalget orienteres om status på implementeringen af Slagelse Kommunes integrationspolitik, som Slagelse Kommune vedtog den 25. september 2023.

Der er aftalt årlige afrapporteringer på implementeringen af integrationspolitikken. Implementeringsplanen er treårig – og dette er den anden afrapportering.

Afrapportering indeholder derudover også Integrationsudvalgets anbefalinger for den videre implementering. Integrationsudvalget har været nedsat som et §17, stk. 4 udvalg i Byrådsperioden 2022-2025.

 

Indstilling

Chefen for Arbejdsmarked, Rådgivning og Integration indstiller, 

1. at Social- og Beskæftigelsesudvalget orienteres om status for implementering af Slagelse Kommunes integrationspolitik. 

 

Sagens indhold

Byrådet vedtog den 25. september 2023 (sag nr. 7) en opdateret integrationspolitik for Slagelse Kommune. Den 27. november 2023 (sag nr. 15) blev en implementeringsplan godkendt for at understøtte politikken. Implementeringsplanen er treårig. Selve Integrationspolitikken har ikke en defineret ophørsdato. Integrationspolitikken fremgår af bilag 4.

Den 27. november 2023 nedsatte Byrådet (2022-2025) et §17, stk. 4 Integrationsudvalg, hvor formålet jf. kommissoriet (bilag 3) var at bidrage med kvalificeret rådgivning og indsigt samt idéudvikle i forhold til fokusområderne beskrevet i Slagelse Kommunes Integrationspolitik.

Udvalget afleverede sin slutafrapportering til Erhvervs-, Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget på et dialogmøde mellem udvalgene den 4. december 2025 (sag nr. 2). Afrapporteringen og udvalgets anbefalinger fremgår af bilag 2. Udvalgets virke ophørte ved udgangen af byrådsperioden 2022-2025. Udvalgets kommissorium fremgår af bilag 3.

Den fulde afrapportering på implementeringen af integrationspolitikken sker årligt til det ansvarlige stående udvalg, og følges også af en vurdering af, om implementeringsplanen skal justeres. Første afrapportering blev givet til Erhvervs-, Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget den 4. april 2025 (sag nr. 5). Herværende sag udgør den anden afrapportering jf. den treårige implementeringsplan. Den fulde afrapportering samt implementeringsplanen fremgår af bilag 1. 

Implementeringsplanen for integrationspolitikken omfatter otte spor. De tre første spor omhandler civilsamfunds- og netværksaktiviteter, og indeholder kun kvalitative indikatorer for, om indsatsen bevæger sig i den ønskede retning. De fem øvrige spor som knytter sig til integrationspolitikkens fem temaer, indeholder kvantitativt målbare indikatorer.

Nedenfor opsummeres de otte implementeringsspor og deres resultater ud fra 1) Afrapportering på implementering og 2) Vurdering af behov for justering af planen.

Sporene 4-8 opsummeres først i tabelform og uddybes derefter. 

 

Status for implementeringsspor

Spor 1-2
Civilsamfund og aktiviteter. De første to spor omhandler 17. 4 Integrationsudvalgets aktiviteter og afrapportering herpå. 

  1. Afrapportering på implementering. 

     

    Integrationsudvalget afholdt den 4. december 2025 et dialogmøde med Erhvervs-, Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget, hvor Integrationsudvalgets anbefalinger blev gennemgået og uddybet.

     

    I 2025 har Integrationsudvalgets arbejde haft fokus på følgende områder: 1) beskæftigelse og uddannelse, 2) familie og børn samt 3) bolig. Med afsæt heri afgav Integrationsudvalget nogle overordnede anbefalinger til Erhvervs-, Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget (uddybes i bilag 2):

     

    1. Gør det attraktivt at være frivillig ved indsatser der fokuserer på integration.
    2. Udbred mangfoldigheds- og sprogmakkerordninger i virksomhederne (de kommunale).
    3. Hav et større sprogligt fokus i alle børne- og ungdomsinstitutioner.
    4. Udbred de boligsociale tilbud (så det ikke kun er beboere i boligområderne der får glæde af dem).
    5. Styrk den tværgående koordinerende rolle (understøttes særligt i myndighedsarbejdet).
    6. Afholdelse af en kulturdag i Slagelse Kommune.

     

    § 17 stk. 4 udvalgets anbefaling nummer 6 ovenfor udspringer af inspiration fra et borgermøde, som Integrationsudvalget holdt den 2. september 2025. Udvalgets fulde afrapportering og anbefaling fremgår af bilag 2.  

     

     

  2. Vurdering af behov for justering af planen

    Næste års afrapportering på implementeringen af integrationspolitikken vil indeholde en kort opsummering af hvordan administrationen har arbejdet videre med ovennævnte anbefalinger.

    Dog anbefaler administrationen allerede nu, at det igangsættes planlægning og gennemførsel af en kulturdags som foreslået i ovennævnte anbefaling 6. Indsatsen kræver et særskilt budget, og vil derfor blive behandlet i en kommende sag.

 

Spor 3 Netværksaktiviteter
Spor 3 omhandler aktiviteterne i et tværfagligt netværk af medarbejdere, der fungerer i relation til integrationsområdet. 

  1. Afrapportering på implementering

    Det tværfaglige netværk, har afholdt to netværksmøder siden sidste afrapportering. Emnerne for de to netværksmøder var hhv. ”traumelindring” samt ”sundhed og sundhedsbegrebet i et kulturelt perspektiv”. Til møderne deltog nøglemedarbejdere i relation til integrationsindsatsen på tværs af kommunen.

     

  2. Vurdering af behov for justering af planen
    Den fulde værdi af netværksarbejdet forventes først realiseret, når integrationsnetværket er etableret som et fast og bæredygtigt forum i kommunen, hvor relationer, fælles sprog og samarbejdsformer er konsolideret over tid. I den forbindelse vurderes kontinuitet og opfølgning at være afgørende. Der planlægges derfor afholdt to netværksmøder i 2026 – ét før og ét efter sommerferien. Møderne er endnu ikke datosat.

 

Spor 4-8

Nedenfor oplistes resultaterne i de udvalgte indikatorer i spor 4-8, hvorefter sporene uddybes ud fra 1) Afrapportering på implementering og 2) Vurdering af behov for justering af planen.

 

Spor

Opfølgning:

Status på indikatorer

4

Fællesskaber, Kultur og Fritid

 

4.1 Antallet af 2-sprogede børn i HEL Fritid – mål 120 forløb.

Opfyldt

172 børn har fået støtte gennem Hel Fritid.

4.2 Antal af integrationsunderstøttende aktiviteter indenfor Kultur og Fritid - 2 nye hvert år.

 

Opfyldt
- Foreningernes Sommersjov 2025

- Netværksmøde og familievejledning i beboerhuset i Ringparken

 

5

Beskæftigelse og Uddannelse

5.1 Beskæftigelsesfrekvensen blandt 25-64-årige indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse. På niveau eller maks. 5% under landsgennemsnittet.

 

Ikke opfyldt

Beskæftigelsesfrekvensen ligger uændret på 62 % i Slagelse.

Landsgennemsnittet er forbedret til 68 % i 2024.

5.2 Andelen af indvandrere med ikke-vestlig oprindelse, der opnår karakteren 2 eller derover ved 9. klasses afgangsprøve i mundtligt dansk og retskrivning, skal ligge på niveau eller maks. 5% under landsgennemsnittet.

 

Opfyldt

77% i Slagelse Kommune. Landsgennemsnittet er 79%.

6

Bolig

6.1 Hvert år modtager 100 unge i de udvalgte boligområder vejledning ift. fritidsjobformidling, med særligt fokus på unge som dropper ud af uddannelser eller af andre årsager går ledige.

 

Delvist opfyldt

(Da aktiviteten har været mindre end det forrige år). Der har været afholdt 112 vejledningssamtaler i 2025 og sket formidling af 27 fritidsjob.

6.2 Alle flygtninge, som er visiteret til kommunen, tilbydes bolig.

Opfyldt

100 % visiteres en bolig inden for lovrammerne.

7

Familie og Børn

7.1 Sprogvurdering af flersprogede børn i dagtilbud. Flersprogede småbørn har i 5 årsalderen højere talesprogs- og før-skriftlige færdigheder end i år 2024.

Opfyldt

Andelen af 5-årige flersprogede småbørn med behov for særlige sprogindsatser er mindre end året før:

2024: 50%

2025: 47%

7.2 Forskel i karaktergennemsnit i bundne prøver 9. klasse mellem danske og udenlandske elever – udvikling i forhold til året før. (minimeret forskel er godt)

Delvist opfyldt

Mundtlige dansk: Forskellen i karaktergennemsnit er minimeret med 0,3 karakterpoint i forhold til 2024.

Skriftlig dansk: Forskellen øget med 0,3 karakterpoint.
Matematik m. hjælpemidler: Forskellen er øget med 0,7 karakterpoint.

7.3 Trivselsmåling hos danske og udenlandske elever, skal være uden væsentlig forskel.

Opfyldt

Trivselsmålingen fra 2024/25 viser minimal forskel mellem udenlandske og danske elever (højest er bedst):

Danske elever: 3,5

Udenlandske elever: 3,6

8

Sundhed og Trivsel

8.1 Relevant info om sundhedsindsatser er tilgængeligt på flere sprog på relevante hjemmesider

 

Delvist opfyldt
Information om kommunens sundhedsindsatser findes primært på dansk.
Der har i stedet været afholdt deciderede sundhedstilbud på både tyrkisk og arabisk i 2025 som alternativ.

8.2 Udbredelse af værktøjer til samtaler med borgere fra andre kulturer.

Ikke opfyldt

Grundet manglende efterspørgsel

8.3 Relevant kompetenceudvikling til kommunens sundhedsfagligt personale

Delvist opfyldt
Antal medarbejdere på Mentalisering i omsorgs- og relations arbejde: 246 – Målet var 360

Ingen medarbejdere har fået akademiuddannelse i professionel praksis med mentalisering i det uddannelsen ikke har været afholdt i 2025. Målet var 25.


Uddybende om spor 4-8

Spor 4 Fællesskaber, Kultur og Fritid

  1. Afrapportering på implementering I 2025 fik 172 børn hjælp gennem HELFritid, hvilket overstiger målet på 120 børn (indikator 4.1). Kultur og Fritid har desuden arbejdet med to nye integrationsunderstøttende aktiviteter (indikator 4.2) A:Foreningernes Sommersjov, en femdages sommerferiecamp i samarbejde med boligsociale medarbejdere i Ringparken, og B:Netværksmøder og familievejledning i beboerhuset i Ringparken. Begge indsatser styrker fritidsfællesskaber og sociale relationer som middel til øget trivsel, sundhed og tilhørsforhold. Integrationsvinklen ligger i at styrke brobygning og frivillighed, hvilket øger den sociale kapital både i området og hos den enkelte.
  2. Vurdering af behov for justering af planen Indikatorerne er opfyldt og administrationen vurderer ikke, at der er behov for justeringer.

Spor 5 Beskæftigelse og uddannelse

  1. Afrapportering på implementering Indsatsen på beskæftigelses- og uddannelsesområdet tager blandt andet afsæt i integrationspolitikkens målsætninger, hvor selvforsørgelse gennem job og uddannelse er et bærende princip. I spor 5.1 er beskæftigelsesfrekvensen blandt 25-64-årige indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse i Slagelse Kommune uændret siden sidste år. Nationalt er frekvensen steget med ét procentpoint, og afstanden til landsgennemsnittet overstiger nu 5 procentpoint. Derfor opfyldes indikator 5.1 ikke. Indikator 5.2 opfyldes derimod – her ligger andelen af indvandrere med ikke-vestlig oprindelse, der opnår karakteren 2 eller derover ved 9. klasses afgangsprøve i mundtligt dansk og retskrivning, 2 % under landsgennemsnittet. Målet ermaks5 %. Området udvikler løbende nye tiltag i tråd med målsætningerne, herunder arbejdet med arbejdspligten, der trådte i kraft 1. juli 2025. Virksomhedsstrategiens indsatsområde 1 og 2 understøtter desuden indirekte integrationsindsatsen.
  2. Vurdering af behov for justering af planen Administrationen vurderer, at målet for indikator 5.1 bør fastholdes uændret. Det eksisterende fokus og de igangværende indsatser understøtter denne retning, og det vurderes som realistisk, at udviklingen vil medføre, at kommunen gradvist nærmer sig landsgennemsnittet.

Spor 6 Bolig

  1. Afrapportering på implementering

    Den gældende Boligsociale helhedsplan blev igangsat tilbage i september 2025 for perioden 2025–2029 i Motalavej, Ringparken og Sydbyen. Den viderefører temaerne Uddannelse og Livschancer, Kriminalitetsforebyggelse, Beskæftigelse samt Sammenhængskraft og Medborgerskab fra den forrige helhedsplan. Helhedsplanen er udarbejdet efter integrationspolitikken blev vedtaget politisk, men inden for fokusområdet fylder arbejdet med helhedsplanen, og dens arbejde understøtter Integrationspolitikkens målsætning om: Tryghed ved bolig og inklusion gennem boligsociale fællesskaber. Dette sker i helhedsplanens arbejde for et; fagligt løft af børn og unge, så flere bliver skoleparate, og flere tager en uddannelse, samt på at; flere bliver tilknyttet arbejdsmarkedet, og for at; børn og unge skal støttes i et liv uden kriminalitet, og områderne skal opleves trygge.
    I 2025 har der været begrænset aktivitet på indikator 6.1 (vejledning om fritidsjobformidling) som følge af en nøglemedarbejders orlov. Dette har medført et aktivitetsniveau, der ligger under det forudgående år, men fortsat over det oprindeligt fastsatte mål. På den baggrund vurderes indikatoren som delvist opfyldt. Indikator 6.2 er uændret opfyldt, idet alle flygtningen der visiteres til kommunen, tilbydes bolig.

  2. Vurdering af behov for justering af planen Målsætningerne bør fastholdes uændret. I den nye boligsociale helhedsplan fortsættes arbejdet med Fritidsjob og Lommepengejob. Indsatsen vil derfor også fremadrettet kunne aflæses under indikator 6.1 i den årlige afrapportering på implementeringen af integrationspolitikken.

 

 

Spor 7 Børn og familie

  1. Afrapportering på implementering Indikatorerne i spor 7 afspejler den kompleksitet, der kendetegner området. Indikator 7.1 måler udviklingen i talesprogs- og før-skriftlige færdigheder hos flersprogede børn i dagtilbud i Slagelse Kommune. Resultaterne viser positiv fremgang, og indikatoren vurderes opfyldt. Indikator 7.2 vurderes delvist opfyldt. Det skyldes, at afstanden mellem udenlandske og danske elevers karaktergennemsnit i både skriftlig dansk og matematik med hjælpemidler har udviklet sig negativt (jf. skemaet ovenfor). Årets resultater skal ses i lyset af de positive resultater året før, og samme negative udvikling gør sig desuden ikke gældende i mundtlig dansk (som også indgår i indikator 7.2), hvor afstanden mellem elevgruppernes karaktergennemsnit er reduceret. Afslutningsvis fastholder trivselsmålingen (indikator 7.3) samme positive niveau som sidste år for både danske og udenlandske elever. De udenlandske elever rapporterer fortsat en trivsel, der er marginalt højere end trivslen blandt danske elever.
  2. Vurdering af behov for justering af planen Det er administrationens vurdering, at de igangsatte initiativer, herunder den fælles sprogstrategi for dagtilbud og skoleområdet, vil understøtte det videre arbejde med at indfri integrationspolitikkens mål. En fælles sprogstrategi ligger desuden i direkte tråd med Integrationsudvalgets anbefaling 3:Det skal bemærkes, at udviklingen i resultater som fx karaktergennemsnit bør vurderes over længere perioder og ikke på baggrund af enkeltstående år. I forhold til indikator 7.1 indhentes de data om tosprogede børn, som tidligere dannede grundlag for indikatoren, ikke længere som følge af regelforenkling. Derfor kan der ikke rapporteres på indikatoren. Det bemærkes, at selvom der nu indsamles færre data, vil der fortsat blive iværksat relevante pædagogiske indsatser for de børn, hvis sproglige udvikling giver anledning til bekymring.

 

Spor 8 Sundhed og trivsel

  1. Afrapportering på implementering De kvantitative mål i spor 8 opfyldes kun delvist. Dette skyldes blandt andet ressourcebindinger i forbindelse med implementeringen af ældreloven. Overgangen til helhedspleje har krævet andre former for kompetenceudvikling end planlagt. I 2024 og 2025 har 246 medarbejdere gennemført mentaliseringskursus mod et mål på 360, og indikator 8.3 vurderes derfor delvist opfyldt. Indikator 8.1 om flersproget skriftligt materiale påvirkes af, at mange af de udenlandske borgere er analfabeter, hvilket gør mundtlig formidling mere relevant - også denne indikator vurderes delvist opfyldt. Indikator 8.2 er ikke opfyldt, da der ikke har været efterspørgsel på værktøjer til samtaler med borgere fra andre kulturer. Integrationsarbejdet er dog fortsat centralt på området. Blandt andet gennem fremskudte sundhedsindsatser i den boligsociale helhedsplan, samarbejde med Kvindeforum og deltagelse i lokale aktiviteter og frivilligforeningsmøder for at udbrede kendskabet til kommunale sundhedstilbud. Der arbejdes således med integration på området på trods af, at det ikke fuldt aflæses i indikatorrapporteringen.
  2. Vurdering af behov for justering af planen Grundet ændrede forudsætninger justeres indikator 8.1. Målsætningen næste år ser på: Relevant sundhedsinformation tilgængeligt på forskellige sprog. Konkretmål pr.1.1.2027:Der oversættes 9 gange sundhedsmateriale til tyrkisk, arabisk og ukrainsk. Indikator 8.2 ændres til: Fokus på udvikling af sundhedstilbud i nærområdet. Tilbuddene tilrettelægges så borgere med andet sprog end dansk kan deltage. Konkretmål pr.1.1.2027:Det er afholdt 10 af denne slags tilbud.

 

    Samlet vurdering

    Samlet set vurderer administrationen, at implementeringen af integrationspolitikken bevæger sig i den ønskede retning. Udviklingen i både indsatser og indikatorer afspejler samtidig den komplekse virkelighed, som integrationsindsatsen skal fungere i og forholde sig til.

    Målsætningerne i spor 4-8, ses ikke alle fuldt opfyldt, men implementeringsarbejdet viser, at der på tværs af kommunen sker en målrettet udvikling med afsæt i integrationspolitikkens principper. Samtidig er enkelte af indikatorerne udfordret af, at virkeligheden er dynamisk, hvilket påvirker indikatorernes relevans ift. at indfange, om der sker den ønskede progression på integrationsområdet på det relevante fagområde.

    Administrationen anbefaler derfor at der ændres i følgende indikatorer: 

    • Spor 7: Indikator 7.1 - Da registreringspraksis på området er blevet ændret, kan der ikke afrapporteres på denne indikator. Administrationen gør dog opmærksom på, at skønt der ikke måles på denne indikator, arbejdes oder pædagogisk med børn som har sprogudfordringer.  
    • Spor 8: Grundet ændrede forhold ændres indikator 8.1. Målsætningen næste år ser på 

      Relevant sundhedsinformation tilgængeligt på forskellige sprog.

      Indikator 8.2 ændres til: Fokus på udvikling af sundhedstilbud i nærområdet. Tilbuddene tilrettelægges så borgere med andet sprog end dansk kan deltage.

    Herudover anbefaler administrationen, at:

    • Der igangsættes arbejde på en decideret kulturdag i Slagelse Kommune jf afrapporteringen på spor 1-2. 

     

    Retligt grundlag

    Ingen bemærkninger.

     

    Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

    Ingen bemærkninger.

     

    Tværgående konsekvenser

    Det daværende § 17. stk. 4 – Integrationsudvalgs virke ophørte med den daværende byrådsperiode. Integrationsudvalgets arbejde udgjorde afrapporteringens spor 1 og 2.

     

    Sagens videre forløb

    Administrationen vil udarbejde en selvstændig beslutningssag i forhold til arbejdet med en kulturdag til behandling på et senere møde. 

    Næste afrapportering på implementeringen af integrationspolitikken gives i første kvartal 2027. I denne sag vil der indgå en opfølgning af hvordan administrationen har arbejdet med 17. 4 Integrationsudvalgets anbefalinger. 

    13. Gensidig orientering (O)

    Beslutning

    At 1: Orientering givet.

     

    Der blev på mødet desuden orienteret om følgende:

    Udvalgsformanden:

    • Ministerbesøg vedr indsatsen ”fra ufaglært til faglært” på Pædagogisk assistent Uddannelse

     

    Udvalgsmedlemmer:

    • Ingen bemærkninger

     

    Administrationen:

    • Fortrolig orientering omkring status på socialpsykiatrisk botilbud.
    • Beskæftigelsesreform, personale politisk proces: HovedMED godkendte ved deres møde den 4. februar 2026 tids- og procesplan for den personalepolitiske proces. Heraf fremgår det, at endelig vurdering af behov for reduktion samt samtaler med berørte medarbejdere sker i maj.
    • Lovændring ift. stop af ydelse for domsanbragte på Retspsykiatrien og Sikringen

     


    Kompetence

    Social- og Beskæftigelsesudvalget.

     

    Beslutningstema

    Social- og Beskæftigelsesudvalgets medlemmer og administrationen orienterer om aktuelle henvendelser, tiltag, projekter m.m.

     

    Indstilling

    Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller,

    1. at Social- og Beskæftigelsesudvalget orienteres.

     

    Sagens indhold

    1. Orientering fra udvalgsformand
    2. Orientering fra udvalgsmedlemmer
    3. Orientering fra administrationen.

    14. Input til kommende møder (B)

    Beslutning

    At 1: Godkendt.

    Udvalget bemærker, at administrationen skal kigge på mulige sager, der kan flyttes fra maj mødet, grundet udsat sag fra marts mødet.

    Kompetence

    Social- og Beskæftigelsesudvalget.

     

    Beslutningstema

    Social- og Beskæftigelsesudvalgets medlemmer beslutter eventuelle input til emner eller dagsordenpunkter, som ønskes behandlet på kommende møder. I det vedlagte bilag findes en oversigt over kommende punkter til behandling.

     

    Indstilling

    Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller,

    1. at Social- og Beskæftigelsesudvalget beslutter eventuelle input til emner eller dagsordenpunkter, som ønskes behandlet på kommende møder.

    15. Kommunikation (B)

    Beslutning

    Ingen bemærkninger. 

    Kompetence

    Social- og Beskæftigelsesudvalget.

     

    Beslutningstema

    Social- og Beskæftigelsesudvalget kan beslutte udsendelse af eventuelle pressemeddelelser og øvrig
    kommunikation i forlængelse af udvalgsmødet.

     

    Indstilling

    Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller,

    1. at Social- og Beskæftigelsesudvalget beslutter udsendelse af eventuelle pressemeddelelser og øvrig kommunikation i forlængelse af udvalgsmødet.

    16. Godkendelse af referat (B)

    Beslutning

    At 1: Godkendt. 

    Kompetence

    Social- og Beskæftigelsesudvalget

     

    Beslutningstema

    Social- og Beskæftigelsesudvalget skal godkende referatet.

     

    Indstilling

    Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller, 

    1. at Social- og Beskæftigelsesudvalget godkender referatet.