Kompetence
Socialudvalget.
Beslutningstema
Slagelse Kommune har i samarbejde med Herning Kommune og Metodecenteret udviklet et uddannelsesforløb til plejefamilier ved navnet GRO (Grænsesætning, Ros og Opmuntring). Forløbet har til formål at styrke plejeforældres kompetencer. Forløbet er inspireret af det amerikansk udviklede forløb KEEP (Keeping foster parents trained and supported) og bygger på en kombination af undervisning, drøftelser og øvelser. GRO er nu i afprøvning i Slagelse og Herning Kommune med stor succes, og det forventes på sigt at kunne udbredes til alle landets kommuner.
Indstilling
Chefen for Børn og Unge indstiller,
1. at Socialudvalget orienteres om GRO - metode til at styrke plejeforældres kompetencer.
Sagens indhold
I foråret 2024 har familieplejekonsulenter fra Slagelse og Herning Kommuner i samarbejde med Metodecenteret udviklet et uddannelsesforløb til plejefamilier, der er baseret på en nyudviklet metode ved navn GRO (Græsesætning, Ros og Opmuntring). Metodecenteret hjælper kommuner med at udvikle og implementere effektfulde metoder til at hjælpe udsatte børn, unge og familier.
Forløbet er rettet mod at styrke plejeforældres kompetencer i deres samspil med plejebarnet og i deres forældreskab. Forløbet tager afsæt i en kombination af undervisning, gruppedrøftelser og konkrete praksisanvendelige øvelser og styrker plejeforældrenes kompetencer til at anerkende og opmuntre den gode adfærd hos barnet samt sætte grænser for barnet. Forløbet hviler på et nutidigt dansk børnesyn og Slagelse Kommunes perspektiv på, at børn og unge gør hvad de kan, det er omgivelserne der kan gøre noget andet. Derudover bidrager forløbet til at give plejefamilien en tillidsfuld gruppe, hvor de kan inspirere og sparre med hinanden.
Udviklingen af GRO medvirker også til rekruttering og fastholdelse af plejefamilier, ligesom det giver familieplejekonsulenter et fælles sprog i deres dialog med og supervision af plejefamilier.
Forløbet er inspireret af det amerikansk udviklede forløb KEEP (Keeping foster parents trained and supported), som er afprøvet i en årrække i Danmark.
KEEP - amerikansk kompetenceløft til plejeforældre
KEEP er et amerikansk forældretræningsforløb, der har til formål at styrke plejeforældres kompetencer til at støtte deres plejebarns udvikling og trivsel. Forløbet er en kombination af undervisning, gruppedrøftelser og øvelser. Der er gennemført en række amerikanske og engelske studier, der viser, at forløbet styrker plejeforældres kompetencer og har en positiv effekt på plejebørns adfærd og trivsel.
Afprøvning og evaluering af KEEP i dansk kontekst i perioden 2015-2017
KEEP er i perioden 2015-2017 blevet afprøvet i Danmark i fem kommuner, herunder Varde, Odense, Herning, Lolland og Slagelse Kommuner i et samarbejde med de amerikanske udviklere. Helt konkret er en række familieplejekonsulenter blevet uddannet i at kunne varetage KEEP forløb for plejeforældre i kommunen. 84 plejefamilier har deltaget i afprøvningen. I december 2017 er der gennemført en evaluering af KEEP på vegne af Social- og Boligstyrelsen, som peger på, at KEEP har den forventede umiddelbare virkning. Plejeforældrene oplever børnenes udfordringer som mindre stressende efter at have deltaget i forløbet og plejeforældrene fremhæver, at de med forløbet kan skabe bedre strukturer og rammer, hvilket skaber mere ro og overskud i dagligdagen for både plejeforældre og børn.
Fortsat anvendelse af KEEP i Slagelse og Herning Kommuner frem mod 2023
På baggrund af de gode erfaringer med anvendelse af KEEP valgte Slagelse og Herning Kommuner at fortsætte med at tilbyde KEEP forløb til plejefamilier i samarbejde med Social- og Boligstyrelsen. I 2020 overtog Metodecenteret arbejdet omkring KEEP fra Social- og Boligstyrelsen.
Ambitionen var i sin tid, at forløbet skulle udbredes til alle landets kommuner og at medarbejdere fra Slagelse og Herning Kommuner skulle undervise andre kommuner heri, så de selv kunne varetage KEEP forløb. Tilbagemeldingerne var da, at implementeringen ikke var økonomisk bæredygtig i forhold til de udgifter, der fulgte med for at varetage et KEEP forløb. Det skyldes, at KEEP er dyrt i licens og dyrt i drift, da det kræver coaching/supervision af certificerede coaches. Derudover er KEEP manual baseret og indeholder amerikanske normer og værdier samt et amerikansk børnesyn, som ikke altid kan overføres direkte til en dansk kontekst.
I 2023 opsagde Slagelse og Herning Kommuner samarbejdet med KEEP.
GRO - dansk udviklet gruppeforløb til plejeforældre
I foråret 2024 har familieplejekonsulenter i Slagelse og Herning Kommuner i samarbejde med Metodecenteret udviklet et nyt uddannelsesforløb med en ny metode, som er navngivet GRO. Forløbet er inspireret af KEEP, men tager afsæt i nyeste dansk forskning på området, et dansk børnesyn og er sammensat på en måde, der gør det mere økonomisk bæredygtigt for andre kommuner at implementere. Forskellen mellem de to metoder er således, at GRO i langt højere grad kan omsættes i en dansk kontekst, da den bygger på et dansk børnesyn med danske normer og værdier. Derudover er der færre udgifter forbundet med at drive et GRO forløb, som gør det mere attraktivt for kommuner.
Omdrejningspunktet i GRO er at finde, sætte lys på og forstærke barnets positive adfærd gennem ros og opmuntring samt sætte grænser for barnet. Forløbet består af 8 moduler, der afvikles over 3 måneder og indeholder en kombination af undervisning, gruppedrøftelser og konkrete øvelser i hjemmet.
Prøveforløb med stor succes
I efteråret 2024 er der foretaget prøveforløb med 12 plejefamilier, heraf 6 i Slagelse Kommune og 6 i Herning Kommune. Plejefamilierne var forinden orienteret om, at de indgik i prøveforløbet.
Tilbagemeldingerne fra plejefamilierne var, at de oplever, at de får nogle meget praktisk omsættelige redskaber, som virker. Det kan være alt fra, at de får til opgave at lægge mærke til alt det, deres plejebarn gør godt i en periode, til at få konkrete pædagogiske redskaber til at lægge en plan for en aftenrutine. Plejeforældrene fortæller, at de oplever, at de bedre er i stand til at håndtere svære situationer, fordi de har flere handlemuligheder, og det reducerer konflikter.
Ligeledes fortæller de, at uddannelsesforløbet gav dem en fællesskabsfølelse med andre plejeforældre, hvor de kunne dele oplevelser, erfaringer og inspirere hinanden til nye løsninger. Overordnet oplevede plejeforældrene, at GRO gav dem inspiration til at bevare overskud og energi i arbejdet.
På baggrund af plejeforældrenes tilbagemeldinger har Metodecenteret i samarbejde med familieplejekonsulenterne i Herning og Slagelse Kommuner justeret forløbet. I 2025 igangsættes et tilrettet GRO forløb. Undervejs i prøveforløbet interviewes plejefamilierne og deres tilbagemeldinger bruges til løbende at tilrette og justere forløbet.
Udbredelse til alle landets kommuner
Der pågår sideløbende med prøveforløbene en proces i forhold til, hvordan GRO kan udbredes til alle landets kommuner.
Metodecenteret er blandt andet i dialog med Social- og Boligstyrelsen om at familieplejekonsulenter fra Slagelse og Herning Kommuner kan holde oplæg herom på et netværksmøde for kommuner i løbet af 2025. Ligeledes præsenteres resultaterne af afprøvningen for Metodecenterets medlemskreds bestående af en region og ni kommuner, hvor det i 2026 er ambitionen at søge finansiering til udbredelse af GRO.
GRO kan anvendes i mange sammenhænge
Ifølge Barnets Lov skal alle plejefamilier have et tæt støttet opstartsforløb, når de tager imod et barn der anbringes uden for hjemmet. Til det formål har Social- og Boligstyrelsen opstartsforløbet TSOP (tæt støttet opstartsforløb) man som kommune kan betale for, at plejefamilier kan få. GRO kan erstatte TSOP, idet det opfylder de lovgivningsmæssige krav til et opstartsforløb og da GRO udføres af egne familieplejekonsulenter, vil det være mere økonomisk rentabelt.
Derudover kan GRO tilbydes undervejs til plejefamilier for at styrke plejefamiliens kompetencer med konkrete pædagogiske redskaber i forhold til det plejebarn, de har anbragt.
Retligt grundlag
Barnets Lov §56, stk. 1-4. Her fremgår det, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at plejefamilien under anbringelsen løbende gennemfører efteruddannelse og sikre, at plejefamilien modtager supervision, rådgivning og vejledning. Ligeledes at støtten skal være intensiv det første år, plejefamilien har barnet anbragt hos sig.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Tværgående konsekvenser
GRO er i tråd med Slagelse Kommunes Børne- og ungepolitik, hvor der er fokus på at styrke børn og unges udvikling og trivsel.
Sagens videre forløb
Udvalget kan løbende blive orienteret om udviklingen af GRO samt om arbejdet med at udbrede GRO til landets øvrige kommuner.