Kompetence
Socialudvalget
Beslutningstema
På baggrund af analyse af de uvisiterede tilbud under Handicap og Psykiatri skal Socialudvalget beslutte at fremtidens uvisiterede tilbud udgøres af 2 typer af tilbud: 1) Lavtærskeltilbud med fokus på basal omsorg og første kontakt til støtte og hjælp målrettet borgere med høj grad af social udsathed og 2) mødested med fokus på forebyggende aktiviteter målrettet borgere med moderat grad af social udsathed.
Socialudvalget skal for hvert tilbudstype beslutte forslag vedrørende tilgængelighed, indhold og samarbejder.
Indstilling
Chefen for Handicap og Psykiatri indstiller,
- at Socialudvalget godkender følgende fremtidig tilbudstype målrettet borgere med høj grad af social udsathed: Lavtærskeltilbud med fokus på basal omsorg og etablering af første kontakt til kommunens muligheder for støtte og hjælp, herunder til behandlingstilbud.
- at Socialudvalget godkender de beskrevne forslag om tilgængelighed, indhold og samarbejder for tilbudstypen målrettet målgruppen af borgere med høj grad af social udsathed.
- at Socialudvalget godkender følgende fremtidig tilbudstype målrettet borgere med moderat grad af social udsathed: Mødested med fokus på forebyggende aktiviteter, herunder fleksibel rådgivning, støtte til netværksaktiviteter og brobygning til civilsamfundet.
- at Socialudvalget godkender de beskrevne forslag om tilgængelighed, indhold og samarbejder for tilbudstypen målrettet målgruppen af borgere med moderat grad af social udsathed.
Sagens indhold
Socialudvalget fik i foråret 2024 udarbejdet analyse om uvisiterede tilbud under Handicap og Psykiatri. Analysen er vedlagt som bilag 1.
Socialudvalget godkendte den 14. august 2024 følgende overordnede strategiske ramme for fremtidens uvisiterede tilbud på det specialiserede voksenområde:
- Særligt understøtte de strategiske spor "Selvstændighed i eget liv" og "Fællesskaber".
- Have en central funktion som et af de nederste trin i indsatstrappen, som både virker som en vigtig "trædesten" - på vej ind/opad indsatstrappen, eller på vej nedad/ud af kommunale indsatser til selvstændigt at håndtere hverdagens udfordringer.
- Have en klar/skærpet målgruppe, således at de målgrupper, hvor der i kommunalt regi eller i civilsamfundet er andre alternative tilbud, henvises hertil.
- Kunne rumme en bred og sammensat målgruppe, da brugerne er kendetegnet ved sammensatte problematikker. Tilbuddene skal således ikke alene defineres til en snæver specifik brugergruppe, men også målrettes til at kunne håndtere en særlig grad af social udsathed.
Socialudvalget har herefter i perioden august 2024 til januar 2025 godkendt fremtidens målgrupper.
Som en del af den videre politiske proces afholdte Socialudvalget den 17. februar 2025 et høringsmøde. Formålet med høringsmødet var at sikre Socialudvalget perspektiver og input til tilgængelighed, indhold, sammenhænge og samarbejder omkring fremtidens uvisiterede tilbud.
Fremtidige tilbudstyper
De godkendte fremtidige målgrupper fordeler sig overordnet i 2 niveauer af social udsathed.
- Borgere med høj grad af social udsathed, der omfatter hhv. særlige socialt udsatte, som er kendetegnet ved sammensatte og ofte komplekse problematikker og borgere med sammensatte problematikker, herunder aktivt rusmiddelmisbrug.
- Borgere med moderat grad af socialt udsathed, der omfatter hhv. borgere med sammensatte problematikker med hovedvægt på psykiske udfordringer(sindslidelse), borgere med sammensatte problematikker, herunder et tidligere rusmiddelforbrug og med risiko for tilbagefald samt borgere med moderat eller betydelig kognitiv funktionsnedsættelse.
Tilbuddene skal have en særlig grad af rummelighed, jf. den godkendte strategiske ramme. Administrationen foreslår derfor med afsæt i de 2 niveauer af social udsathed, at der i fremtiden skal være 2 overordene tilbudstyper:
- Lavtærskeltilbud med fokus på basal omsorg og første kontakt til støtte og hjælp målrettet borgere med høj grad af social udsathed
- Mødested med fokus på forebyggende aktiviteter målrettet borgere med moderat grad af social udsathed.
I det følgende gennemgås de foreslåede tilbudstyperne, herunder med forslag omkring tilgængelighed, indhold og samarbejde suppleret med anbefalinger fra hhv. konsulentfirmaet Implement Consulting Groups og input fra høringsmødet d. 17. februar 2025.
Forslag: Tilbudstype til borgere med høj grad af social udsathed: Lavtærskeltilbud med fokus på basal omsorg og etablering af første kontakt til kommunens muligheder for støtte og hjælp, herunder til behandlingstilbud.
1. Tilgængelighed
Der er følgende 3 dele i tilgængelighed, som kræver stillingtagen; Slagelse Kommunes geografiske område, åbningstider og fysiske rammer. Det eksterne konsulentfirma Implement har to anbefalinger i analysen vedrørende øget tilgængelighed i forhold til mindre mobile borgere og åbningstider om aftenen og i weekends.
Administrationens forslag vedr. tilgængelighed ved denne tilbudstype:
- Geografisk dækning: Der skal være 1 tilbud i hhv. Slagelse, Korsør og Skælskør. Det forudsættes at tilbuddene kan rumme begge de godkendte målgrupper med høj grad af socialt udsathed.
- Åbningstider: Fastsættes ikke, da det afhænger af Socialudvalgets senere stillingtagen omkring den økonomisk ramme og fordelingen deraf.
- Fysiske rammer: Der skal være tilgængelighed for handicappede - handicapvenlig indgang, toilet og øvrige faciliteter.
Input vedr. tilgængelighed til Socialudvalget i forhold til socialt udsatte fra høringsmøde af 17. februar 2025:
- Politisk skelne mellem målgrupperne indenfor gruppen af de mest social udsatte.
- Selvom man tilbyder efter samme paragraf, så er målgruppen meget fragmenteret – de dårligst fungerende falder ved siden af.
- Social Drive Out kunne udbygges geografisk.
- Der mangler tilbud i Skælskør.
- Kulturhuset i Korsør har dårlige fysiske rammer. (Det er en gammel skole)
- Offentligt transport er udfordrende i forhold til økonomi, da fribus kun kører i skoletiden.
- Udvidede åbningstider aftener og weekends i varmestuer og væresteder – men det er dyrt økonomisk.
- Man kunne holde yderligere åbent i forhold til årstid - beredskab om vinteren!
- Behov for flere der kan hjælpe borgeren henover over tærsklen med en hånd i ryggen.
2. Indhold
Overordnet anbefaler Implement en egentlig stillingtagen til spændvidden af opgaver i tilbuddene.
Administrationen forslag vedr. indhold ved denne tilbudstype:
- Grundydelsen skal være basal hjælp i form af hjælp til tørt/rent tøj samt mulighed for et måltid mad kombineret omsorg, nærvær og fællesskab.
- Konkret indhold som skal tilbydes:
- Mulighed for at købe/få et måltid mad
- Mulighed for at få bad
- Mulighed for at få vasket tøj
- Mulighed for et par times hvil/lur.
- Mulighed for at borger kan inddrages og deltage i fælles aktiviteter og samvær, der modvirker ensomhed.
- Mulighed for at borgeres kæledyr under en eller anden form kan håndteres i forbindelse med ophold i tilbuddet.
Input vedr. indhold til Socialudvalget i forhold til socialt udsatte fra høringsmøde af 17. februar 2025:
- Det er en meget kompleks gruppe
- Basal omsorg (mad, bad, tøj, varme)
- Skabe struktur i den kaotiske verden
- Tryghed – uden der bliver stillet en masse krav
- Alle mennesker søger et fællesskab, men ikke alle kan indgå – Der skal skabes en større rummelighed.
- Der er aktiviteter (Kvidenetværk, ombold) – de er selvvalgte og ikke et krav
- Sundhedsopgaverne er helt centrale – der er behov for brobygning og tilgængelighed
- Der er ’’trin’’ selv i de uvisiterede tilbud fra varmestuer til Netværkshusene – og det skifter hurtigt med at bevæge sig op og ned.
- De uvisiterede tilbud er BASEN for borgerne
3. Sammenhænge og samarbejder
Implement anbefaler, at med ønsket om at styrke den enkelte borgers selvstændighed er der behov for, at tilbuddene har en sammenhæng med øvrige tilbud til målgruppen, så der samlet set skabes en helhedsorienteret indsats.
Administrationen forslag vedr. sammenhænge og samarbejder ved denne tilbudstype:
- Tilbudstypen skal have særlig snitflade til de opsøgende indsatser i kommunalt regi samt særligt det tilbud i regi af civilsamfundet under KFUM Sociale Arbejde - Social Drive Out - som møder socialt udsatte borgere rundt omkring i kommunen og yder basal omsorg.
- Tilbudstypen skal understøtte gode samtaler med borgerne og fungere som brobygger til andre relevante indsatser herunder også i civilsamfundet Det forudsættes derfor, at tilbudstypen understøtter et tæt samarbejde med gadesygeplejersken, det opsøgende gadeteam, socialsygeplejerskerne på sygehusene, læger samt relevante kommunale forvaltninger.
Input vedr. sammenhænge og samarbejder til Socialudvalget i forhold til socialt udsatte fra høringsmøde af 17. februar 2025:
- Der er gode intentioner om samarbejde – men der er behov for en gennemgående koordinator/Tovholder til borgeren
- Der savnes et koordinerende og samarbejdende netværk mellem Slagelse Kommune, Kirkens Korshær, Toften, Ringen, m.v.
- Det er vanskeligt at få civilsamfundet i spil i forhold til de socialt udsatte og rumme de socialt udsatte – Der er ikke et samarbejde
- Veteranhaven er dog et eksempel på et samarbejde (socialøkonomisk virksomhed)
- Der er mange donationer fra foreningsverden (eks. biografbilletter) det er SOME der bærer denne del. Der afleveres meget mad m.v. til både varmestue og Toften.
- En stigning i socialt udsatte ældre (systemet er ikke gearet til dette). De kan ikke rummes. De åbner ikke for hjemmeplejen, de kan kun have få hjælpere, Systemet tilpasser sig ikke denne gruppe
- Det glipper i overgangen fra de uvisiterede tilbud og til Indgangen.
Forslag: Tilbudstype til borgere med moderat grad af social udsathed: Mødested med fokus på forebyggende aktiviteter, herunder fleksibel rådgivning, støtte til netværksaktiviteter og brobygning til civilsamfundet.
1. Tilgængelighed
Der er følgende 3 dele i tilgængelighed, som kræver stillingtagen; Slagelse Kommunes geografiske område, åbningstider og fysiske rammer. Det eksterne konsulentfirma Implement har to anbefalinger i analysen vedrørende øget tilgængelighed i forhold til mindre mobile borgere og åbningstider om aftenen og i weekends.
Administrationens forslag vedr. tilgængelighed ved denne tilbudstype:
- Geografisk dækning: Der skal være 1 tilbud i hhv. Slagelse, Korsør og Skælskør. Det fastsættes ikke en opdeling i forhold til målgrupperne eller koncentration af tilbud til enkelte målgrupper med moderat grad af social udsathed, da det afhænger af Socialudvalgets senere stillingtagen omkring den økonomisk ramme og fordelingen deraf.
- Åbningstider: Fastsættes ikke, da det afhænger af Socialudvalgets senere stillingtagen omkring den økonomisk ramme og fordelingen deraf.
- Fysiske rammer: Der skal være tilgængelighed for handicappede - handicapvenlig indgang, toilet og øvrige faciliteter.
Input vedr. tilgængelighed til Socialudvalget i forhold til psykiatri og rusmiddel fra høringsmøde af 17. februar 2025:
- Når kommunen lukker – hvad så? Hvornår er man en brobygger ind til noget andet. Hvad er det for roller, vi har på nederste trin af indsatstrappen.
- Udfordring i Skælskør – både tilgængelighed og i forhold til målgrupper og åbningstider samt tilbud.
- Er der noget civilsamfundsskabende ved, at borgerne selv kan være med og selv holde åbnet?
- Der er lidt et problem i aftenerne og weekends.
- Mon der også er andre steder man kan gå hen – via Socialt Kompas – er der noget man har overset?
- Er der et problem i landdistrikterne? Hvad gør vi med borgerne?
Input vedr. tilgængelighed til Socialudvalget i forhold til kognitive handicaps fra høringsmøde af 17. februar 2025:
- Tilgængelig – er andet end trapper.
- Bostederne er forskellige – men der et ønske om at kommunen er mere tydelig omkring at det skal prioriteres at det er muligt at deltage.
- Bedre kommunikation fra kommunen omkring at tilbuddene er der. Kommunikation på mange niveauer. Alle de steder som har berøring med tilbuddene skal kunne informere.
- Der er brug for en bedre hjemmeside – kunne måske have aktivitetskalender for målgrupper.
- Hjemmesiden kunne også bruges til rekruttering af frivillige. Hvad vil Slagelse kommune kunne gøre for reklamere?
2. Indhold
Overordnet anbefaler Implement en egentlig stillingtagen til spændvidden af opgaver i tilbuddene.
Administrationen forslag vedr. indhold ved denne tilbudstype:
- Grundydelsen at være et mødested, der understøtter et ”flow” af borgere, og som er dynamisk efter borgernes behov. Det er en central faglig vurdering og forudsætning, at mødestedet er et rusmiddelfrit miljø.
- Konkret indhold som skal tilbydes for at understøtte et forebyggende sigte for målgrupperne:
- Hjælpe borgerne ind i netværksaktiviteter, hvor fællesskaber kan opstå omkring en aktivitet eller et kursus/gruppeforløb. Dette kan understøtte målgruppen i at få tryghed og værktøjer til at indgå i fællesskaber, hvilket kan øge trivsel, og dermed opretholdelse af høj grad af selvstændighed i eget liv.
- Tilbyde fleksibel rådgivning og støtte, således borgerne gives tryghed ved, at der er et sted de altid kan komme, og hvor det kan forebygges, at en ellers fungerende hverdag bliver for svær. Dette vil være en central ”trædesten” i at fastholde selvstændighed i eget liv og understøtte bevægelser såvel opad som nedad indsatstrappen.
Input vedr. indhold til Socialudvalget i forhold til psykiatri og rusmiddel fra høringsmøde af 17. februar 2025:
- Der noget omkring den helt basale omsorg, og at få lov til at være, den man er.
- Fællesskaber, der hvor man kan rumme det, hvor der er aktiviteter der driver det.
- Traumebevidst tilbage og recoveryorienteret rehabiliterende.
- Der er små skridt, måske føre til varige fællesskaber – et sted man hører til.
- Rådgivende og vejledende.
- Der er forskel på målgrupper – også i forhold til aktiviteter.
- Hvordan hænger tingene sammen til der hvor vi er, der hvor vi bor.
Input vedr. indhold til Socialudvalget i forhold til kognitive handicaps fra høringsmøde af 17. februar 2025:
- Der mangler noget sport – ikke økonomi problem – men at finde personale.
- Gode fysiske rammer, men i lejede lokaler og dermed ikke mulighed for fast indretning af aktiviteter.
- Opgaven: Sikre socialt samvær – og sikre netværksdannelse uden for botilbud.
- Forslag: Tilbud som normalt begavede autister lærer at komme ud/andre steder.
3. Sammenhænge og samarbejder
Implement anbefaler, at med ønsket om at styrke den enkelte borgers selvstændighed er der behov for, at tilbuddene har en sammenhæng med øvrige tilbud til målgruppen, så der samlet set skabes en helhedsorienteret indsats.
Administrationen forslag vedr. sammenhænge og samarbejder ved denne tilbudstype:
- Tilbudstypen skal have fokus på forebyggelse
- Tilbudstypen skal dyrke sammenhænge og samarbejdsflader i særlig grad via følgende:
- Dyrke og skabe ”trædesten” til og med civilsamfundet, da brobygning til alternative fællesskaber i civilsamfundet yderligere vil kunne udvikle og understøtte, at borgeren opretholder høj grad af selvstændighed i eget liv.
- Fleksibel rådgivning og støtte i mødestedet, da det vurderes at være et vigtigt supplement til de forebyggende kommunale indsatser etableret efter servicelovens § 82 (Forebyggende tilbud - gruppebaserede eller individuelle) og servicelovens § 85 indsatser(Socialpædagogisk støtte). Kobling og koordinering mellem disse 3 typer af indsatser ses som afgørende for en omstilling af det specialiserede socialområde, hvor borgerne kan opleve en sammenhængende indsatstrappe uden overlappende tilbud. Borgerne skal opleve en rød tråd i form af fokus på at være selvhjulpen og opretholde selvstændighed i eget liv.
- Kobling og koordinering til øvrige forebyggende kommunale indsatser på rusmiddel-, sundhed-, ældre og kultur og fritidsområdet.
- Kobling og koordinering til den regionale psykiatri.
Input vedr. sammenhænge og samarbejder til Socialudvalget vedr. psykiatri og rusmiddel fra høringsmøde af 17. februar 2025:
- Fælles ejerskab og synergi mellem interne og mellem interne og eksterne.
- Hvordan kobles det – større fleksibilitet imellem tilbuddene – hvordan møder vi hinanden, kan vi bruge hinandens faciliteter og kan vi invitere psykiatrien ind.
- I kulturhuset kan der skabes naturlighed for at være sammen i differentierede fællesskaber
- Mod og kreativitet – kan vi bruge de samme bygninger til mere – uanset om det er kommunalt eller civilsamfundet
- Kendskab til hinanden er afgørende – på den måde bliver vi klogere i alle hjørner af det de forskellige tilbud kan.
- Kan der skabes mulighed for møder imellem aktører, sådan at det skaber relationer og kendskab.
- Kan vi komme ud i stedet for borgerne kommer til os.
Input vedr. sammenhænge og samarbejder til Socialudvalget vedr. kognitive handicaps fra høringsmøde af 17. februar 2025:
- Koordination og tydeliggøre de forskellige tilbud. På sigt også flere frivillige. Gode tilbud giver glade borgere/livskvalitet
- Kontaktpersoner i mange idrætsforeningen – måske brug for en som samler trådene.
- Mulighed for mere økonomisk støtte til idrætsforeningerne som laver rummelige tilbud.
- Meget opslidende med besparelser - nu 2-årig budget.
- Brug for at beholde tilbud – brug nye tilbud til gråzoner – brug for synlighed.
Praksisændring vedrørende uvisiterede tilbud
Socialudvalget er tidligere orienteret om ministeriets udmelding om, at tilbud efter § 104 i serviceloven altid skal være visiterede.
Ministeriet har udtalt at, orienteringsskrivelse af 15. november 2023 alene var en præcisering af gældende ret. Der er ingen ændring i muligheden for at drive åbne og uvisiterede tilbud. Der er hellere ikke ændringer i forhold til målgrupper. Borgere, der tidligere har gjort brug af åbne og uvisiterede aktivitets- og samværstibud, som fejlagtigt har været oprettet efter servicelovens § 104, vil fremover kunne rummes af tilbud efter servicelovens § 79.
Ministeriet skelner mellem åbne og uvisiterede aktivitets- og samværstilbud og visiterede aktivitets- og samværstilbud.
Vedr. visiterede aktivitets- og samværstilbud.
- Både kommune og private kan drive visiterede aktivitets- og samværstilbud jævnfør servicelovens §104.
- Kommunerne har forsyningsforpligtigelse og skal kunne tilbyde aktivitets- og samværstilbud til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer til opretholdelse eller forbedring af personlige færdigheder eller af livsvilkårene.
- Tilbuddene er omfattet af takstfinansieringsreglerne og skal fremgå af Tilbudsportalen.
Vedr. åbne og uvisiterede aktivitets- og samværstilbud
- Både kommune og private kan drive åbne aktivitets- og samværstilbud som væresteder og varmestuer uden forudgående kommunal visitation.
- Kommuner har ingen forsyningsforpligtigelse, men kan jf. servicelovens § 79 iværksætte eller give tilskud til åbne og uvisiterede aktivitets- og samværstilbud med aktiverende og forebyggende sigte.
- Hvis kommunen yder støtte/giver tilskud, er det kommunen, der fastsætter retningslinjer for, hvilke persongrupper der kan benytte de enkelte tilbud. Private kan vælge at drive åbne og uvisiterede aktivitets- og samværstilbud udenfor servicelovens ramme og dermed uden kommunal finansiering.
Et aktivitets- og samværstilbud kan på samme matrikel have både visiterede og uvisiterede borgere. Dette forudsætter dog, at udgifterne kan skelnes helt fra hinanden. Tilbuddet for de visiterede borgere skal drives som et § 104 tilbud, mens tilbuddet for uvisiterede borgere vil kunne drives af kommunen eller modtage kommunal støtte/tilskud efter § 79.
På baggrund af ovenstående redegørelse for praksisændringen skal det fremhæves at nærværende sag alene behandler de uvisiterede tilbud.
Retligt grundlag
Uvisiterede tilbud til borgere med funktionsvarianter har hidtil efter praksis været hjemlet i § 104 i Lov om social service.
Ministeriet har præciseret, at der er krav om visitation til § 104 tilbud, og at uvisiterede tilbud derfor skal drives som generelle aktiverende tilbud efter servicelovens § 79.
I følge kompetenceplanen er § 79 Seniorudvalgets kompetenceområde. Pga. af praksisændringen vedrørende uvisiterede tilbud til socialudvalget målgrupper er sagens behandling indenfor Socialudvalgets kompetenceområde, jf. nuværende kompetenceplan.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger
Tværgående konsekvenser
- Erhvervs-, Beskæftigelses og Uddannelsesudvalget – vedr. ungegruppen under 30 år
- Seniorudvalget vedr. gruppen af ældre
- Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget vedr. samarbejde med civilsamfundet.
Sagens videre forløb
Jf. den godkendte plan for den politiske proces skal Socialudvalget på næste møde efter stillingtagen til tilgængelighed, indhold, sammenhænge og samarbejder tage stilling til rammer og fordeling/omfordeling af økonomisk ramme.