Sundhedsudvalget (2022-2025) – Referat – 6. januar 2025


1. Godkendelse af dagsorden (B)

Beslutning

At 1: Godkendt. 

Fraværende: Troels Christensen

Kompetence

Sundhedsudvalget

 

Beslutningstema

Sundhedsudvalget skal godkende dagsordenen.

 

Indstilling

Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller,

1. at Sundhedsudvalget godkender dagsordenen.

 

2. Anerkendelse af frivilligt socialt arbejde (B)

Beslutning

At 1: Godkendt. Udvalget godkender at administrationen skal arbejde videre med model 1 med en økonomi på 250.000 kr. Datoen skal fastlægges på kommende udvalgsmøde.






Fraværende: Troels Christensen

Kompetence

Sundhedsudvalget.

Beslutningstema

Sundhedsudvalget har godkendt handleplanen under Sundhedspolitikken med fokus på at styrke den mentale sundhed med bemærkning om, at de bl.a. vil prioritere 'Anerkendelse af frivillighed'. Sundhedsudvalget skal derfor beslutte, hvordan der fremadrettet skal arbejdes med en model for at anerkende frivillighed i Slagelse Kommune. 

Indstilling

Chefen for Sundhed og Ældre indstiller,

1. at Sundhedsudvalget beslutter, hvilken model for anerkendelse af frivillighed, administrationen skal arbejde videre med. 

Sagens indhold

Sundhedsudvalget godkendte på deres møde d. 5. november 2024 punkt 5 handleplanen under Sundhedspolitikken 2024-2034 med fokus på 'Styrke den mentale sundhed'. Sundhedsudvalget besluttede også, at der skal udarbejdes konkrete oplæg til bl.a. anerkendelse af frivillighed. 

Administrationen har undersøgt forskellige modeller for anerkendelse af frivillighed med inspiration fra eksisterende events og tiltag i egen og andre kommuner. Med afsæt i nuværende erfaringer har administrationen udarbejdet to modeller for anerkendelse af frivillighed. Dette med udgangspunkt i, at målgruppen er frivilligt socialt arbejde.

Model 1: Ét årligt event til anerkendelse af frivilligt socialt arbejde

Der afholdes et større event fx på Frivillig Fredag (den sidste fredag i september), som er hele Danmarks festdag for frivilligheden. Eventet vil indeholde fællesspisning, underholdning i form af fx musik, stand-up eller lignende samt en kåring af fx årets frivillige ildsjæl og årets frivillige fællesskab. Forud for eventet vil det være muligt at indstille og nominere til de givne priser. Arrangementet vil kræve tilmelding, men skal være gratis for de frivillige at deltage i, og alle frivillige skal være velkomne. 

Eventet kan skaleres alt afhængig af tildelte ressourcer, men erfaringer fra en anden kommune viser, at et event, som beskrevet ovenfor, koster ca. 400.000 kr. ved deltagelse af 1.000 frivillige. I den givne kommune inviteres de frivillige med afsæt i kommunens Frivilligguide, som indeholder ca. 150 foreninger. 

Pris: 400.000 kr. Prisen dækker udgifter til lokale, scene, forplejning, underholdning, priser, pynt m.m. Herudover anslår administrationen, at det kræver et kvart årsværk at planlægge, gennemføre og evaluere eventet, som indgår i Folkesundheds normering.  

Administrationen vurderer, at et stort event som ovenstående vil give mulighed for at samle og anerkende mange frivillige sociale foreninger og frivillige på samme tid. Eventets størrelse og karakter kan dog afholde nogle typer af frivillige sociale foreninger fra at deltage. Model 1 er forholdsvis omkostningstung og begrænser muligheden for at prioritere midler til andre sundhedsinitiativer under sundhedspolitikken.

Model 2: Én uge årligt til anerkendelse af frivilligt socialt arbejde

Én gang om året dedikeres en uge til anerkendelse af frivilligt socialt arbejde, fx ugen op til Frivillig Fredag. Forud for ugen vil det være muligt at indstille og nominere til én eller flere priser, fx årets frivillige ildsjæl eller årets frivillige fællesskab. I løbet af ugen aflægges besøg hos en række nominerede frivillige sociale foreninger eller frivillige. Ved besøget ønsker kommunen at sige tak for den særlige indsats, og der medbringes en anerkendelse af det frivillige arbejde, i form af fx kage, gavekort eller lign. Der vil løbende blive lagt opslag fra besøgene på de sociale medier. Om fredagen, dvs. på Frivillig Fredag, samles repræsentanter fra de nominerede foreninger på Rådhuset til rådhuspandekager og kåring af fx årets frivillige ildsjæl og årets frivillige fællesskab.

Pris: 75.000 kr. Prisen dækker udgifter til priser, kage, gavekort, forplejning på rådhuset m.m. Herudover anslår administrationen, at det kræver en ottendedel årsværk at planlægge, gennemføre og evaluere ugen, som indgår i Folkesundheds normering.  

Administrationen vurderer, at model 2 giver mulighed for at sætte spot på forskellige former for frivillige sociale foreninger og frivillige, som kan inspirere bredt i kommunen i forhold til at indgå i frivilligt arbejde. Derudover kræver model 2 færre ressourcer og giver mulighed for, at der kan prioriteres midler til andre sundhedsinitiativer under sundhedspolitikken.

Målgruppe for anerkendelse af frivillighed

Administrationen foreslår, at målgruppen for anerkendelse af frivillighed er frivillige sociale foreninger, virksomheder, organisationer, klubber, grupper og enkeltpersoner, som bidrager med frivilligt socialt arbejde.

Administrationens vurdering tager afsæt i, at Slagelse Guld har til formål at fejre idræts-, fritids- og foreningslivets præstationer og resultater, men at der på nuværende tidspunkt ikke er noget tiltag, som har til formål at anerkende de frivillige sociale foreninger eller enkeltstående frivillige, som bidrager på kommunens plejecentre, aktivitetscentre, daghjem, botilbud, børnehaver m.fl. Der findes lignende modeller i andre kommuner. 

Samarbejde om anerkendelse af frivillighed

Administrationen vil afsøge mulighederne for samarbejder omkring anerkendelse af frivillighed. Det kan fx være med erhvervslivet omkring kåringer og priser, og med Frivilligcenteret og øvrige fagcentre omkring planlægning, afholdelse og evaluering.

Afhængigt af mulige samarbejder vil det kunne reducere omkostningerne til anerkendelse af frivillighed, fx ved bidrag af lokale, forplejning, priser m.m. 

Økonomi til anerkendelse af frivillighed

Sundhedsudvalget besluttede på deres møde den 2. december 2024 punkt 4 at udmønte 0,55 mio. kr. til at afprøve konkrete initiativer under sundhedspolitikken. Én af disse initiativer er bl.a. et initiativ, som har til formål at anerkende frivillighed. 

De midler, der ikke benyttes til en model for anerkendelse af frivilligt socialt arbejde, allokeres til at afprøve andre initiativer, som fx indsats vedrørende digitale vaner på skoleområdet, afprøvning af et lokalt tobaks- og nikotinstoptilbud til børn og unge, indsats vedrørende seksuel sundhed, sundhedsindsats med afsæt i ABC for mental sundhed under den boligsociale helhedsplan eller samarbejder på tværs af interessenter, fx til at styrke bæredygtighed, mad og måltidskultur.

Det skal bemærkes, at der under puljen til strategisk fundraising er afsat midler i 2025 og 2026, som også kan bringes i spil til konkrete indsatser.

Retligt grundlag

Servicelovens § 18, som har til formål at skabe gode rammer for den frivillige sociale indsats og sikre et udbytterigt samspil og samarbejde mellem kommunen og de frivillige foreninger, organisationer og grupper til gavn for borgerne.

Sundhedsloven § 119 stk. 1, som beskriver, at Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, ved varetagelsen af kommunens opgaver i forhold til borgerne at skabe rammer for sund levevis og stk. 2, som beskriver, at kommunen skal etablere forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til borgerne.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Sagens videre forløb

Hvis udvalget beslutter en model for anerkendelse af frivilligt socialt arbejde, vil udvalget løbende blive orienteret og få forelagt en evaluering af arrangementet efter dets afslutning.

3. Overgang fra forebyggende hjemmebesøg til ny ældrelov (B)

Beslutning

At 1: Godkendt.

Fraværende: Troels Christensen

Kompetence

Sundhedsudvalget.

Beslutningstema

Det fremgår af udkastet til den nye ældrelov, at kravet til kommunerne om at lave forebyggende hjemmebesøg med afsæt i specifikke alderskriterier afskaffes. Det fremgår også, at kommunerne fortsat er forpligtigede til generelle forebyggende indsatser, og at det fortsat er vigtigt, at der tilrettelægges opsøgende indsatser. Lovforslaget er ikke handleanvisende for formen af indsatsen om forebyggende hjemmebesøg.

Med afsæt i disse forventede lovgivningsmæssige ændringer, kan Sundhedsudvalget beslutte, om de ønsker at forsætte med den eksisterende forebyggende model i 2025. I modellen tilbydes forebyggende hjemmebesøg og målrettede forebyggelsesindsatser med afsæt i en digital screenings- og spørgeguide (WIPP-360-modellen). 

Indstilling

Chef for Sundhed og Ældre indstiller,

1. at de forebyggende hjemmebesøg fortsætter efter den eksisterende model i 2025, hvor der tilbydes forebyggende hjemmebesøg og målrettede forebyggelsesindsatser med afsæt i en digital screenings- og spørgeguide (WIPP-360-modellen).

Sagens indhold

Med den nye ældrelov, som træder i kraft pr. 1. juli 2025, vil kommunerne forventeligt blive fritaget for kravet om ét årligt forebyggende hjemmebesøg til ældre i specifikke aldersgrupper. Kommunerne skal dog stadig tilbyde en forebyggende indsats, som også skal indeholde opsøgende aktiviteter. Baggrunden for ændringen findes i vejledning til den nye ældrelov, hvor Social-, Bolig- og Ældreministeriet skriver, at de ikke finder det hensigtsmæssigt, at kommunernes pligt til at tilvejebringe en forebyggende indsats til ældre borgere pålægges at blive tilrettelagt og målrettet ud fra specifikke alderskriterier. 

I Slagelse Kommune blev der i 2024 planlagt 1.750 forebyggende hjemmebesøg. Planlægningen af de forebyggende hjemmebesøg er baseret på Welfare Innovations in Primary Prevention (WIPP-360-modellen). WIPP-360-modellen består af digitale screenings- og spørgeguider, som skal identificere ældre borgere, der er i risiko for at miste funktionsevne og livskvalitet. Herefter kan der tilbydes målrettede forebyggelsesforløb til de borgere, som er særligt sårbare og i risiko for tab af funktionsevne. Kvalitetsstandarden for forebyggende hjemmebesøg er vedlagt i bilag 1.

Administrationen vurderer, at kvalitetsstandarden for forebyggende hjemmebesøg, herunder brugen af WIPP-360-modellen både efterlever nuværende lovgivning og indfrier intentioner i den nye ældrelov og derfor kan forsætte uændret. Data på området understøtter, at den nuværende model er med til at frigøre eksisterende personaleressourcer til de mest sårbare borgere. Det skal bemærkes, at partierne bag sundhedsreformen har aftalt at indføre en ny folkesundhedslov i 2026, som fremadrettet også kan få indflydelse på områdets indsatser. 

Koblinger mellem rehabilitering og forebyggende hjemmebesøg 

I den kommende ældrelov er der formuleret et krav om en rehabiliterende tilgang til borgeren, hvor der skal tilbydes helhedspleje med et forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende sigte.

Seniorudvalget besluttede på deres møde den 7. maj 2024 at implementere en ny model for rehabilitering. I den nye model for rehabilitering er der indtænkt de samme principper om opsporing, screening og tildeling af indsatser til rette målgruppe, som der er i WIPP-360-modellen i forebyggende hjemmebesøg.

Hvorvidt de to modeller og målgrupper over tid kan sammentænkes vil blive afklaret i løbet af 2025, hvor intentionerne i den nye ældrelov implementeres.

Retligt grundlag

SEL § 79a beskriver krav om forebyggende hjemmebesøg med udgangspunkt
i specifikke alderskriterier. Denne paragraf udfases med ny ældrelov, som træder i kraft 1. juli 2025

L89 (lovforslag) §4 beskriver pligt til en generel forebyggende og opsøgende tilgang.

L89 (lovforslag) §5 beskriver, at helhedspleje skal gives med et forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende sigte.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Sagens videre forløb

Hvis det endelige lovudspil for ældreloven viser sig at indeholde andre kriterier for den forebyggende indsats end det, som det nuværende lovudkast rummer, får Sundhedsudvalget forelagt en ny sag. 

Sundhedsudvalget vil primo 2026 få en sag med evaluering af de forebyggende hjemmebesøg, herunder brugen af WIPP-360-modellen og eventuel justering i forhold til arbejdet med ny model for rehabilitering. På det tidspunkt vil der foreligge en dataopsamling over en længere periode, som kan understøtte beslutningsgrundlaget.

4. Emner til kommende møde med Ældrerådet (D)

Beslutning

At 1: Sundhedsudvalget drøftede følgende emner til kommende dialogmøde med Ældrerådet:

  • Den nuværende form på forebyggende hjemmebesøg - også i relation til den nye ældrelov
  • Tanker om den kommende sundhedsreform
  • Sundhedspolitik og input til udmøntning af handleplanerne.


Fraværende: Troels Christensen

Kompetence

Sundhedsudvalget

Beslutningstema

Sundhedsudvalget kan drøfte emner til kommende dialogmøde med Ældrerådet. Dialogmødet afholdes den 4. februar 2025 sammen med Seniorudvalget.  

Indstilling

Chefen for Sundhed og Ældre indstiller,

1. at Sundhedsudvalget drøfter emner til dialogmøde med Ældrerådet.

Sagens indhold

Sundhedsudvalget og Seniorudvalget har fælles dialogmøde med Ældrerådet den 4. februar 2025. Sundhedsudvalget kan i denne sag drøfte emner til dialogmødet.

Retligt grundlag

Ingen bemærkninger.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger.

5. Emner til kommende dialogmøde med Frivilligcentret (D)

Beslutning

At 1: Sundhedsudvalget har modtaget bestyrelses oplæg til dialogmødet. Sundhedsudvalget ønsker at vende tilbage med uddybende spørgsmål til oplægget, inden dialogmødet.




Fraværende: Troels Christensen

Kompetence

Sundhedsudvalget

Beslutningstema

Sundhedsudvalget kan drøfte emner til kommende dialogmøde med Frivilligcentret den 3. februar 2025.

Indstilling

Chefen for Sundhed og Ældre indstiller,

1. at Sundhedsudvalget drøfter emner til dialogmøde med Frivilligcentret.

Sagens indhold

Sundhedsudvalget har dialogmøde med Frivilligcentret den 3. februar 2025 og kan drøfte emner til mødet. Dette med baggrund i den eksisterende samarbejdsaftale mellem Slagelse Kommune og Frivilligcentret (bilag 1)

Retligt grundlag

Ingen bemærkninger.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser 

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger.

6. Gensidig orientering (O)

Beslutning

At 1: Ingen bemærkninger.

Fraværende: Troels Christensen

Kompetence

Sundhedsudvalget

 

Beslutningstema

Sundhedsudvalgets medlemmer og administrationen orienterer om aktuelle henvendelser, tiltag, projekter m.m.

 

Indstilling

Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller,

1. at Sundhedsudvalget orienteres.

Sagens indhold

1. Orientering fra udvalgsformand

2. Orientering fra udvalgsmedlemmer

3. Orientering fra administrationen.

 

7. Input til kommende møder (B)

Beslutning

At 1: Ingen bemærkninger.

Fraværende: Troels Christensen

Kompetence

Sundhedsudvalget

 

Beslutningstema

Sundhedsudvalget kan beslutte eventuelle input til emner eller dagsordenpunkter, som ønskes behandlet på kommende møder. I det vedlagte bilag findes en oversigt over kommende punkter til behandling. 

 

Indstilling

Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller,

1. at Sundhedsudvalget beslutter eventuelle input til emner eller dagsordenpunkter, som ønskes behandlet på kommende møder. 

8. Kommunikation (B)

Beslutning

At 1: Ingen bemærkninger.

Fraværende: Troels Christensen

Kompetence

Sundhedsudvalget

 

Beslutningstema

Sundhedsudvalget kan beslutte udsendelse af eventuelle pressemeddelelser og øvrig
kommunikation i forlængelse af udvalgsmødet.

 

Indstilling

Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller,

1. at Sundhedsudvalget beslutter udsendelse af eventuelle pressemeddelelser og øvrig
kommunikation i forlængelse af udvalgsmødet.

 

9. Godkendelse af referat (B)

Beslutning

At 1: Godkendt.


Fraværende: Troels Christensen

Kompetence

Sundhedsudvalget

 

Beslutningstema

Sundhedsudvalget skal godkende referatet.

 

Indstilling

Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller, 

1. at Sundhedsudvalget godkender referatet.