Sundhedsudvalget (2022-2025) – Referat – 3. februar 2025


1. Godkendelse af dagsorden (B)

Beslutning

At 1: Godkendt. 

Kompetence

Sundhedsudvalget

 

Beslutningstema

Sundhedsudvalget skal godkende dagsordenen.

 

Indstilling

Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller,

1. at Sundhedsudvalget godkender dagsordenen.

 

2. Børn og unges digitale vaner (B)

Beslutning

At 1: Godkendt.


Kompetence

Sundhedsudvalget.

Beslutningstema

I Budgetaftale 2025-28 er der beskrevet et ønske om fokus på børn, unge og digitale vaner. Administrationen er i gang med en fondsansøgning, som omhandler en indsats på tværs af dagtilbud, skole og klub i forhold til dette. Sundhedsudvalget kan i denne sag beslutte, om der skal afsættes 400.000 kr. fra puljen til strategisk fundraising til at igangsætte en indsats om digitale vaner i et lokalt område. Dette som modningsprojekt forud for en endelig fondsansøgning.

Børne og Ungeudvalget orienteres om indsatsen og Sundhedsudvalgets beslutning.  

Indstilling

Chefen for Sundhed og Ældre samt Chefen for Skole og Dagtilbud indstiller,

1. at Sundhedsudvalget beslutter at der afsættes 400.000 kr. i 2025 fra puljen til strategisk fundraising til igangsættelse af en indsats i dagtilbud, skole og klub, med fokus på digitale vaner. 

2. at Børne og Ungeudvalget orienteres om indsatsen i dagtilbud, skole og klub med fokus på digitale vaner, samt Sundhedsudvalgets beslutning ift. finansiering. 

Sagens indhold

Budgetaftale 2025-2028

I Budgetaftale 2025-2028 beskrives af flere omgange, ønsket om et større fokus på digitale vaner og skærmbrug. Der beskrives blandt andet:

'Forståelsen for de digitale muligheder og dilemmaer skal bredes ud til os alle, så forældre og voksne generelt bliver mere opmærksomme på, hvilken effekt den digitale verden har på os alle.'

'Der er samtidig en politisk opmærksomhed på at videreudvikle institutioner, skoler og fritidstilbud med sunde digitale vaner, og at vi skærper vores fokus på skærmenes påvirkning af sprogtilegnelse, leg og tilknytning til betydningsfulde omsorgspersoner.'

'Digitale muligheder giver i hverdagen både fordele og ulemper for sundheden, denne dobbelthed skal vi understøtte, så vi som borgere har mulighed for at navigere i det.'

Sundhedspolitik 2024-2034

Sundhedsudvalget godkendte på deres møde d. 4. november 2024, handleplanen under Sundhedspolitikken med fokus på at 'Styrke den mentale sundhed'. Udvalget bemærkede hertil, at de ønsker at prioriteredigitale vaner.

Dialogmøde med interessenter på skole- og dagtilbudsområdet

Som det fremgår af Børne- og Ungeudvalgets møde d. 1. oktober 2024 punkt 8, har Børne- og Ungeudvalget afholdt dialogmøde med interessenter på skole- og dagtilbudsområdet omhandlende småbørns brug af skærme og digital dannelse til unge i udskolingen. De deltagende var formand/næstformand i bestyrelser, Børne- og Ungeudvalget, repræsentanter fra faglige organisationer og øverste ledere fra skoler, klubber og dagtilbud. 

Med afsæt i Budgetaftalen 2025-2028, Sundhedsudvalgets beslutning om at prioritere digitale vaner i forbindelse med Sundhedspolitikken samt Børne- og Ungeudvalgets dialogmøde, har administrationen udarbejdet et projektforslag med fokus på børn og unges digitale vaner og dannelse. 

Forslag til indsats med fokus på børn, unge og digitale vaner

Administrationen ønsker at igangsætte en indsats med det formål at styrke digitale vaner og dannelse blandt børn og unge.

Indsatsens målgruppe er børn og unge i kommunens dagtilbud, skole og klub, men vil også forsøge at inddrage øvrige aktører som fx foreningslivet. Indsatsen indeholder en række tiltag, som supplerer hinanden og skaber en rød tråd i arbejdet med at understøtte digital dannelse og sunde digitale vaner blandt børn og unge.

Indsatsen omfatter:

  • Digital certificering af dagtilbud. Certificeringens består i, at: 1) udarbejde retningslinjer for digital adfærd i dagtilbuddet, 2) kompetenceudvikle medarbejderne i viden om digitale vaner herunder skærmes påvirkning af sprogtilegnelse, leg og tilknytning til omsorgspersoner og 3) oplyse og involvere forældre gennem oplæg på forældremøder.
  • Digital certificering af skole. Certificeringen består i, at: 1) udarbejde retningslinjer for digital adfærd i skoletiden, 2) kompetenceudvikle medarbejderne i viden om digitale medier og deres sammenhæng med trivsel, læring og sundhed, 3) oplyse og involvere forældre gennem forløb på forældremøder, temaaftener, digitale kontrakter mm. og 4) oplyse og involvere eleverne gennem oplæg, temadage, skole-hjem-kontrakter mm.
  • Digital certificering af klubtilbud. Certificeringen består i at: 1) udarbejde retningslinjer for digital adfærd i klubtiden og 2) kompetenceudvikle klubbens medarbejdere i viden om digitale medier og deres sammenhæng med trivsel, fællesskaber og sundhed.

Det er målet, at der udvikles en Slagelse-model for certificering af dagtilbud, skole og klub, som skal bidrage til en overordnet digital profil for kommunens institutioner på det almene børne- og ungeområde.  

Udover den digitale certificering omfatter indsatsen en række lokale indsatser til fremme af trivsel, læring og sundhed. Indsatserne udvikles lokalt med afsæt i forståelsesrammen ABC for mental sundhed og indsatser udbudt af Just Human fx Just Play. Indsatserne kan fx være målrettet trivsel, fællesskaber, leg og søvn.  

Modnings- og pilotprojekt med efterfølgende udbredelse

Indsatsen påbegyndes med et modnings- og pilotprojekt i et udpeget lokalområde, som danner grundlag for en efterfølgende udbredelse til resten af kommunen. Modnings- og pilotprojektet indebærer at både dagtilbuddet, skolen og klubtilbuddet i det udvalgte lokalområde skal certificeres i digitale vaner. Gennem certificeringen opbygges kompetencerne i både dagtilbuddet, skolen og klubben ift. at understøtte børnenes udvikling af sunde digitale vaner. I både dagtilbud, skole og klub suppleres den digitale certificering med meningsfulde aktiviteter og sunde fællesskaber, som har til formål at styrke børnenes mentale sundhed og trivsel. Dette vha. ABC for mental sundhed og/eller indsatser v/Just Human. 

Administrationens forventer, at modnings- og pilotprojektet kan igangsættes i foråret 2025, og at projektet derefter kan udbredes til resten af kommunen fra efteråret 2025. For at sikre at modnings- og pilotprojekt og den efterfølgende udbredelse opnår de ønskede målsætninger, vil der i udviklingsdesignet være fokus på løbende evalueringer. 

Både modnings- og pilotprojekt samt efterfølgende udbredelse af indsatsen til resten af kommunen, forudsætter at der allokeres midler til det. 

Fundraising til indsatsen og pulje til strategisk fundraising

Administrationen er i gang med at udarbejde en fondsansøgning til finansiering af indsatsen vedrørende digitale vaner, som forventes behandlet i én til flere fonde i foråret 2025. Dermed forventes der tidligst at kunne igangsætte initiativer med fondsmidler fra august 2025. 

For at kunne sætte hurtigst mulig handling bag de politiske ambitioner i Budgetaftalen 2025-2028 samt Sundhedspolitikken, foreslår administrationen at modnings- og pilotprojektet sættes i gang for midler afsat til puljen til strategisk fundraising. Midlerne vil således kunne indgå som kommunens egenfinansiering i fondsansøgningen. 

Midlerne til strategisk fundraising blev afsat i Budgetaftalen 2023-2026. Der blev afsat 2 mio. kr. i 2024 og 3 mio. kr. i de følgende år. Af disse har Økonomiudvalget, på baggrund af en indstilling fra Sundhedsudvalget, besluttet at anvende 0,65 mio. kr. årligt på en medarbejderressource, som skal sikre handlekraft bag sundhedspolitikken. 

Administrationen vurderer at modnings- og pilotprojektet vil koste 400.000 kr., hvormed der afsættes 400.000 kr. fra puljen til strategisk fundraising i 2025. Der vil således fortsat være 1,95 mio. kr. i puljen til strategisk fundraising i 2025. 

Vurdering

Det er administrationens vurdering at indsatsen vil indfri de politiske ambitioner i Budgetaftalen 2025-2028 samt Sundhedspolitikken omhandlende digitale vaner og -dannelse. 

Ved at igangsætte et modnings- og pilotprojekt, er det muligt at udarbejde en Slagelse-model for digital certificering, som efterfølgende kan udbredes og implementeres i kommunens øvrige daginstitutioner, skoler og klubtilbud.

Retligt grundlag

Sundhedsloven § 119 stk. 1, som beskriver, at Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, ved varetagelsen af kommunens opgaver i forhold til borgerne, at skabe rammer for sund levevis og stk. 2, som beskriver, at kommunen skal etablere forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til borgerne.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

Indsatsen understøtter ambitionerne i Sundhedspolitikken 2024-2034 samt Børne og Ungepolitikken. 

Sagens videre forløb

Hvis Sundhedsudvalget allokerer midler fra puljen til strategisk fundraising, til igangsættelse af indsatsen, vil administrationen igangsætte pilot og modningsprojekt i et udvalgt lokalområde. Sundhedsudvalget samt Børne- og Ungeudvalget holdes orienteret om resultaterne af modningsprojektet samt den igangværende fondsansøgning og resultatet heraf. 

3. Orientering om bevægelsesindsatser på dagtilbuds- og skoleområdet (O)

Beslutning

At 1: Taget til orientering.

Kompetence

Børne- og Ungeudvalget, Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget samt Sundhedsudvalget.

 

Beslutningstema

I december 2024 overgik projektindsatsen Bevægelse i Dagtilbud og Skoler (BiDS) fra projekt til en fast indsats. Indsatsen har siden 2020 været en strategisk og politisk prioriteret indsats med fokus på Dagtilbuds- og Folkeskoleloven, Børne- og Ungepolitikkens mål om motiverende læringsmiljøer, Sundhedspolitikkens fokus på fællesskab og tidlig indsats hele livet, samt Idrætspolitikkens mål om idræt og bevægelse for alle aldre og niveauer.

Denne sag orienterer de relevante udvalg om det fortsatte arbejde med bevægelse på dagtilbuds- og skoleområdet i 2024. 

 

Indstilling

Cheferne for Kultur, Fritid og Borgerservice, Sundhed og Ældre og Skole og Dagtilbud indstiller,

1. at Børne- og Ungeudvalget, Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget samt Sundhedsudvalget tager sagen til orientering.


Sagens indhold

Siden 2020 har bevægelsesindsatsen ’Bevægelse i Dagtilbud og Skoler’ været koblet til Børne- og Ungepolitikken, Sundhedspolitikken og Idrætspolitikken. Projektperioden sluttede i 2023, men målet om mere bevægelse i dagtilbud og skoler som en meningsfuld og naturlig del af hverdagen er blevet en fast del af den daglige drift.

Ved overgangen fra projekt til fast indsats blev der udarbejdet en forankringsplan. Planen blev udarbejdet på baggrund af en længere inddragelsesproces af fagpersonale og ledelse fra de involverede kommunale centre og godkendt af den administrative styregruppe der har fulgt Bevægelsesindsatsen.

I 2024 har indsatsen haft fokus på at forankre og videreføre udvalgte initiativer, der blev udviklet under projektfasen. Arbejdet har været præget af en tværgående indsats, hvor samarbejde mellem relevante aktører har sikret en bred implementering. Forankringsplanen er vedlagt som Bilag 1 - Forankringsplan.

200.000 kr. afsat i budgetforlig 
Økonomien for den samlede projektperiode 2021-2023 har været på 4.000.000 kr. og har været
anvendt efter formålet. I det kommunale budget 2024-2027 er der blevet afsat 200.000 kr. årligt til understøttelse af bevægelsesindsatser fra 2024 og frem. Den økonomiske ramme for driften af 'Bevægelse i Dagtilbud og Skoler' er betydelig mindre end den tidligere økonomiske ramme for projektperioden. Dog er det fortsat muligt at understøtte den positive bevægelseskultur som er under udvikling.

Tværkommunalt arbejde skaber fælles forståelse og mål
Bevægelsesindsatsen skal sikre et fælles sprog, en klar retning, øget opmærksomhed og høj kvalitet i arbejdet med bevægelse. Målet er at bidrage til større kontinuitet i arbejdet med bevægelse, så indsatsen kan skabe en positiv og langvarig forskel for børn og unges trivsel, sundhed, udvikling, motivation og læring. Arbejdet med bevægelse er en fælles opgave, der involverer aktører på tværs af dagtilbuds-, skole-, sundheds- idræts- og fritidsområdet. Det er derfor afgørende med en fælles forståelsesramme på tværs af disse områder. I løbet af 2024 har der været fokus på at understøtte de eksisterende netværk, blandt andet mellem sundhedstjenesten og fysioterapeuter/ergoterapeuter. På nuværende tidspunkt arbejder ledelsen på tværs af de to områder med at udvikle en strategi for at styrke samarbejdet mellem faggrupperne. 

Der opleves bred opbakning til det tværgående samarbejde, og de forskellige faggrupper giver udtryk for, at de fælles netværk og samarbejdsrum understøtter deres arbejde med at implementere meningsfulde bevægelsesaktiviteter i børn og unges hverdag. For yderligere at styrke det tværfaglige samarbejde er der nedsat en koordineringsgruppe. Gruppen består af chefen for Dagtilbud og Skoler, lederen af PPR, Lederen af Sundhedstjenesten, to skoleledere og en dagtilbudsleder samt teamlederen fra Fritidsafdelingen. Koordineringsgruppens formål er at udvikle nye initiativer og sikre rød tråd i indsatsen.  

Motorikmanual, motorikcaféer og udviklingsforløb for sundhedsplejerser styrker småbørns motorik
Alle kommunens sundhedsplejersker deltog i 2024 i et kompetenceudviklingsforløb med henblik på at styrke deres kompetencer og viden om småbørnsmotorik. Forløbet havde i særlig grad fokus på, hvordan sundhedsplejerskerne kan støtte nybagte forældre i at fremme deres barns motoriske udvikling. Denne viden anvendes både ved hjemmebesøg samt til de månedlige Motorikcaféer, som Sundhedstjenesten faciliterer. Motorikcaféerne er populære og tiltrækker forældre og babyer fra hele kommunen.

Et andet redskab, der blev taget i brug i 2024, er motorikmanualen. Manualen fungerer som et hjælpeværktøj for sundhedsplejerskerne under hjemmebesøg. Den giver konkret viden om motoriske milepæle samt inspiration og støtte til arbejdet med motorik hos børn i alderen 0-2,5 år.  

Kompetenceudvikling Dagtilbud
I foråret 2024 deltog 37 medarbejdere fra 14 forskellige dagtilbud i kompetenceforløbet "Bevægelsesteam Slagelse". Forløbet blev varetaget af VIA University College. På kompetenceforløbet, som strakte sig over syv undervisningsdage, arbejdede medarbejderne med temaer som pædagogisk idræt, barnets motoriske og sansemæssige udvikling, inklusion og børnefællesskaber, den voksne som rollemodel samt andre relevante emner. Mellem hver kursusdag har medarbejderne haft en fordybelsesperiode, hvor de kunne anvende den nye viden i praksis.

Gerlev Center for Leg og Bevægelse gennemførte i 2024 aktionslæringsforløb i seks dagtilbud. Formålet med disse  forløb var at styrke medarbejdernes evne til at igangsætte bevægelseslege og aktiviteter i dagtilbuddene. 

Kompetenceudvikling Skole                                                                      
I 2024 har skolerne fortsat arbejdet med at integrere bevægelse som en naturlig del af undervisningen. Kurser som "Leg på Streg" og eftermiddagskurser med Dansk Skoleidræt har været centrale for at øge kvaliteten af bevægelsesaktiviteter i skolen.

Bevægelsesnetværksmøder og temadage har yderligere understøttet læreres og pædagogers muligheder for at udveksle erfaringer og udvikle parksis, der fremmer trivsel og læring. 

For en mere detaljeret gennemgang og beskrivelse af aktiviteter afviklet i 2024 henvises til "Bilag 2 - Bevægelse i Dagtilbud og Skoler - Aktiviteter for 2024"

Bevægelsesindsatsen i 2025

Erfaringer fra projektperioden og året 2024 anvendes i arbejdet med bevægelsesindsatsen for 2025, hvor der i høj grad vil være fokus på fortsat at understøtte de mange indsatser og initiativer, der foregår i dagtilbud og skoler. Blandt disse kan nævnes arbejdet med at skabe bedre trivsel og læringsfællesskaber, som kan understøttes af en aktiv og varieret hverdag med inkluderende bevægelsesaktiviteter.

På skoleområdet vil der i 2025 være et særligt fokus på kompetenceudvikling af medarbejdere i indskolingen i med henblik på at understøtte indskolingselevernes motoriske færdigheder. På dagtilbudsområdet vil der være fokus på at understøtte dagtilbuddene lokalt i forhold til at anvende de tilbud der allerede er tilgængelige, herunder Åben Dagtilbud-indsatsen, som mange dagtilbud benytter sig af, men som endnu flere kan drage fordel af.  

 

Retligt grundlag

Ifølge Dagtilbudsloven, §8, stk. 3 og 4 skal dagtilbuddene arbejde med den styrkede pædagogiske læreplan. Her skal det fremgå, hvordan det pædagogiske læringsmiljø understøtter børns brede læring herunder nysgerrighed, gåpåmod, selvværd og bevægelse.

Ifølge Folkeskoleloven, §40, stk. 2, pkt. 1 fastlægger kommunalbestyrelsen mål og rammer for skolernes virksomhed.

Ifølge Sundhedslovens §119, stk. 1 og 2 har kommunalbestyrelsen ansvaret for at skabe rammer for sund levevis og for at etablere forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til borgerne.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

I det kommunale budget 2024-2027 er der blevet afsat 200.000 kr. årligt til understøttelse af bevægelsesindsatser fra 2024 og frem. udover de øremærkede 200.000 kr. er der, på tværs af PPR, Fritidsafdelingen samt dagtilbud og skoler, ansat en koordinerende medarbejder med forankring i fritidsafdelingen.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

På Børne- og Ungeudvalgets område drøftes temaet 'Bevægelse i Dagtilbud og Skoler' på kommende dialogmøder mellem BUU, daginstitutioner, klubber og skolerne.

4. Opfølgning fra dialogmøde med Frivilligcentret (D)

Beslutning

At 1: Drøftet.

Sundhedsudvalget har i dialogmødet hæftet sig ved:

  • at Frivilligcentret redegør for, at den nuværende finansiering giver Frivilligcentret udfordringer med at drifte frivilligcentret fra 2026 og frem - herunder, at der skal ske omlægning af aktiviteterne i forhold til i dag
  • Frivilligcentrets egen evaluering af den nuværende samarbejdsaftale
  • At der som aftalt sker genforhandling af samarbejdsaftalen i februar 2026, herunder drøftelse af den videre drift.

Kompetence

Sundhedsudvalget

Beslutningstema

Sundhedsudvalget kan drøfte opfølgning på dialogmøde med Frivilligcenteret den 3. februar 2025.

Indstilling

Chefen for Sundhed og Ældre indstiller, 

1. at Sundhedsudvalget drøfter opfølgning med Frivilligcenteret. 

Sagens indhold

Sundhedsudvalget har haft dialogmøde med Frivilligcentret den 3. februar 2025.

Retligt grundlag

Ingen bemærkninger.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger.

 

5. Anvendelse af tilskud til Den Sociale Sportscafe - Recovery Bulls (O)

Beslutning

At 1: Taget til orientering.

Sundhedsudvalget ønsker at få den endelige aftale med Recovery Bulls til orientering.



Kompetence

Sundhedsudvalget, Socialudvalget

Beslutningstema

I forbindelse med budgetaftalen 2025-2028 er der afsat 250.000 kr. til Den Sociale Sportscafe ved Recovery Bulls. Sundhedsudvalget og Socialudvalget orienteres i denne sag om samarbejdet mellem Slagelse Kommune og Recovery Bulls omkring Den Sociale Sportscafe. 

Indstilling

Chefen for Sundhed og Ældre og chefen for Handicap og Psykiatri indstiller, 

1. at Sundhedsudvalget og Socialudvalget orienteres om samarbejdet med Recovery Bulls om Den Sociale Sportscafe. 

Sagens indhold

I budgetaftale 2025 -2028 blev det besluttet at udmønte 250.000 kr. til Den Social Sportscafe ved Recovery Bulls. I budgetteksten står følgende:  

Erfaringer viser, at deltagelse i fællesskaber ikke er lige tilgængeligt for alle målgrupper, hvilket forligspartierne ønsker at gøre op med. 

Derfor tilføres der 250.000 kr. til en forhøjelse af §18 midlerne. Samtidig øremærkes der en indsats til RECOVERY BULLS’, der gennem en årrække har haft succes med at skabe idrætsfællesskaber for socialt udsatte borgere. Ved at etablere ”Den Sociale sportscafé”, skabes en indgangsdør til RECOVERY BULLS’ allerede veletablerede idrætsfællesskaber i Slagelse. ”Den Sociale Sportscafe” er kendt fra andre kommuner, hvor erfaringer viser, at indsatsen medvirker til at flere socialt udsatte borgere, bliver inkluderet i sunde og meningsfyldte fællesskaber.

Forligspartierne finder det værdifuldt at styrke grundlaget for at opnå lighed, så også socialt udsatte inkluderes i fællesskaber. Derved forventer vi, at borgerne oplever, at de gennem aktiviteter og positive fællesskaber oplever øget livskvalitet, og styrker deres tilknytningsforhold til det øvrige samfund.

Vi afsætter derfor hen over de kommende år 250.000 kr. årligt, målrettet socialt udsatte og deres muligheder for at deltage i fællesskaber.

Den Sociale Sportscafe

Recovery Bulls Slagelse er en forening, der udvikler og styrker frivillige sociale, stof- og alkoholfrie idrætsfællesskaber for udsatte kvinder og mænd i Slagelse Kommune. I forlængelse heraf arbejder foreningen for, at skabe opmærksomhed omkring, hvordan idrætsaktiviteter og meningsfulde fællesskaber, kan løfte både trivsel, sundhed og livskvalitet hos udsatte voksne, og være et afgørende led i den enkeltes vej ud af mistrivsel. 

Den Sociale Sportscafé er et aktivitetshus hvor socialt udsatte borgere i Slagelse Kommune, gennem samvær og forskellige sociale aktiviteter, kan forbedre deres sundhedstilstand og trivsel i et trygt fællesskab. Samtidig er det formålet at inkludere endnu flere socialt udsatte i nye, meningsfyldte fællesskaber, således at ensomhed og eksklusion modvirkes. Den Sociale Sportscafé skal fungere som indgangsdør til Recovery Bulls idrætsfællesskaber i Slagelse. Recovery Bulls oplyser, at de på nuværende tidspunkt ikke har nogen faste samarbejdsaftaler omkring idrætsaktiviteter, men skal til at opstarte dialoger med idrætsforeninger i Slagelse. Af aktiviteter tilbydes i øjeblikket fælles gåture/vandretur om mandagen, hvor ruten er på omkring tre til fire km. Recovery Bulls arbejder målrettet på at kunne tilbyde flere aktiviteter i fremtiden. 

 Samarbejde med kommunen

Administrationen i Sundhed og Ældre har den 5. december 2024 holdt møde med stifter og direktør for Recovery Bulls for at afklare eventuelle snitflader og indhold. Recovery Bulls ønsker et samarbejde med Slagelse kommune ifm. rekruttering af udsatte borgere til indsatsen. Det kunne f.eks. være via et samarbejde med misbrugscenter, væresteder, psykiatri eller jobcenter. Administrationen vurderer, at indsatsen skal forankres under Handicap og Psykiatri. Administrationen i Handicap og Psykiatri vil snarest indbyde Recovery Bulls til møde for at aftale nærmere om indsatser og yderligere forankring. Herunder skal det også vurderes om flere unge kan inkluderes i Recovery Bulls.

Recovery Bulls ønsker at leje lokaler på min. 50 kvm. centralt i Slagelse by. Jf. kommunalfuldmagtsreglerne har kommunen mulighed for at udlåne lokaler til almennyttige formål. Administrationen undersøger pt. om der findes egnede lokaler. Hvis der findes egnede lokaler, vil spørgsmålet om evt. udlejning blive fremlagt Sundhedsudvalget, som kan indstille til Økonomiudvalgets beslutning.

Retligt grundlag

Kommunalbestyrelsen skal efter Serviceloven § 18 samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger, herunder yde foreningerne tilskud.

Sundhedsloven § 119 stk. 1, som beskriver, at Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, ved varetagelsen af kommunens opgaver i forhold til borgerne, at skabe rammer for sund levevis og stk. 2, som beskriver, at kommunen skal etablere forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til borgerne. 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger. 

Tværgående konsekvenser

Den Sociale Sportscafe understøtter arbejdet med sundhedspolitikken. Sundhedspolitikken skal fungere som løftestang til at arbejde med sundhed på tværs af hele kommunen, både internt og eksternt.

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger. 

6. Gensidig orientering (O)

Beslutning

At 1: Taget til orientering.

Der blev på mødet desuden orienteret om følgende:

Administrationen:

  • Dato for anerkendelse af frivillighed
  • Evaluering af sundhedspolitikken.




Kompetence

Sundhedsudvalget

 

Beslutningstema

Sundhedsudvalgets medlemmer og administrationen orienterer om aktuelle henvendelser, tiltag, projekter m.m.

 

Indstilling

Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller,

1. at Sundhedsudvalget orienteres.

Sagens indhold

1. Orientering fra udvalgsformand

2. Orientering fra udvalgsmedlemmer

3. Orientering fra administrationen.

 

7. Input til kommende møder (B)

Beslutning

At 1: Udvalget besluttede, at følgende emner sættes på et kommende møde:

  • Status på udvalgets puljer.





Kompetence

Sundhedsudvalget

 

Beslutningstema

Sundhedsudvalget kan beslutte eventuelle input til emner eller dagsordenpunkter, som ønskes behandlet på kommende møder. I det vedlagte bilag findes en oversigt over kommende punkter til behandling. 

 

Indstilling

Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller,

1. at Sundhedsudvalget beslutter eventuelle input til emner eller dagsordenpunkter, som ønskes behandlet på kommende møder. 

8. Kommunikation (B)

Beslutning

At 1: Udvalget besluttede, at foreslå, at der udsendes pressemeddelelse vedrørende Børns og Unges digitale vaner sammen med Børne- og Ungeudvalget.


Kompetence

Sundhedsudvalget

 

Beslutningstema

Sundhedsudvalget kan beslutte udsendelse af eventuelle pressemeddelelser og øvrig
kommunikation i forlængelse af udvalgsmødet.

 

Indstilling

Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller,

1. at Sundhedsudvalget beslutter udsendelse af eventuelle pressemeddelelser og øvrig
kommunikation i forlængelse af udvalgsmødet.

 

9. Godkendelse af referat (B)

Beslutning

At 1: Godkendt.

Kompetence

Sundhedsudvalget

 

Beslutningstema

Sundhedsudvalget skal godkende referatet.

 

Indstilling

Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller, 

1. at Sundhedsudvalget godkender referatet.