Sundhedsudvalget (2022-2025) – Referat – 31. marts 2025


1. Godkendelse af dagsorden (B)

Beslutning

At 1: Godkendt. 

Kompetence

Sundhedsudvalget

 

Beslutningstema

Sundhedsudvalget skal godkende dagsordenen.

 

Indstilling

Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller,

1. at Sundhedsudvalget godkender dagsordenen.

 

2. Budgetopfølgning 1 - forventet regnskab 2025 (B)

Beslutning

At 1: Godkendt.

At 2: Godkendt.

(A) stemte imod idet (A) ikke er en del af budgetaftalen 2025-2028.

At 3: Indstilles til Byrådets godkendelse.

Sundhedsudvalget bemærker, at dersom Byrådet godkender tillægsbevilling til sundhedsklyngeindsatser på 0,542 mio. kr. indstiller Sundhedsudvalget til Økonomiudvalget, at et forventet mindreforbrug på 0,1mio. kr. på Sundhedsudvalgets område, omstilles til driftsstøtte i 2025 til foreningen Headspace. Sundhedsudvalget ønsker, at kommunen indgår en strategisk samarbejdsaftale mellem Slagelse Kommune og Headspace.

Sundhedsudvalget opfordrer samtidigt Økonomiudvalget til at finde en samlet løsning, så det ønske Headspace har om driftsstøtte i 2025 på kr. 300.000, kan indfries.

Den politiske forankring vil herefter skulle aftales.

Sundhedsudvalget ønsker ligeledes, at driftsstøtten indarbejdes i budgettet i de kommende år med hhv. 450.000 kr. i 2026 og 700.000 kr. fra 2027.


Kompetence

Byråd og Sundhedsudvalget

Beslutningstema

Sundhedsudvalget kan godkende ”budgetopfølgning 1 - forventet regnskab 2025” for udvalgets økonomi, som indgår i den samlede budgetopfølgning til Økonomiudvalget og Byrådet.

Derudover kan Byrådet godkende tillægsbevilling til Sundhedsklyngeindsatserne på 0,542 mio. kr.

Indstilling

Chef for Sundhed og Ældre og Skole og Dagtilbud indstiller,

  1. at Sundhedsudvalget godkender budgetopfølgning 1 - forventet regnskab 2025, som indgår i samlet budgetopfølgning til Økonomiudvalget og Byrådet
  2. at Sundhedsudvalget godkender status på implementering af budgetforlig for 2025-2028
  3. at Byrådet godkender tillægsbevilling til sundhedsklyngeindsatser på 0,542 mio. kr. i 2025 finansieret af midler tilført kommunen til formålet vedrørende 2023.

 

Sagens indhold

Formålet med at gennemføre denne budgetopfølgning er at vurdere det forventede regnskab for 2025. Med baggrund i kommunens målsætning for god økonomiske styring er der fortsat skærpet fokus på, at det forventede resultatet af budgetopfølgningen er så nøjagtigt som muligt.

Et retvisende billede giver udvalget mulighed for at foretage de nødvendige økonomiske tilpasninger, så udvalgets samlede budgetramme overholdes ved forventet merforbrug og tilsvarende, at forventet mindreforbrug lægges i kassen.

Budgetopfølgningen og forventet regnskab 2025 tager derfor udgangspunkt i:

  • Det korrigerede budget pr. ultimo februar 2025 (inkl. godkendte overførelser fra 2024)
  • Resultatet af regnskab 2024
  • Budgetgrundlaget for 2025
  • Aktuelle forbrugs- og aktivitetsdata
  • Forventninger til forbrugsudviklingen resten af året.

 

Forventet resultat på drift og anlæg

Drift

Sundhedsudvalgets budgetområder forventes samlet set at balancere ved udgangen af 2025. Den aktuelle opfølgning viser et mindreforbrug i størrelsesordenen 0,1 mio. kr., hvilket er behæftet med stor usikkerhed på grund af det tidlige tidspunkt af året. 

Samlet set forventes ved denne budgetopfølgning, at der afholdes driftsudgifter for i alt 129,4 mio. kr. og 371,2 mio. kr. til øvrige udgiftstyper i form af afregning for aktivitetsbestemt medfinansiering til regionen.  

Sammenholdes forventet forbrug med korrigeret budget, er der et mindreforbrug på 0,1 mio. kr. på driftsudgifterne.

I bilag 1 er forbruget på drift og anlæg specificeret nærmere. 

Nedenstående tabel viser forventet resultat for budgetopfølgning 1 - forventet regnskab 2025 opdelt på serviceudgifter og øvrige udgifter.

Drift
(mio.kr)

Vedtaget budget

Korrigeret

budget

Forventet

resultat
BO1

Afvigelse

9.1 Sundhed og forebyggelse

76,8

78,4

78,7

-0,3

Resultat serviceudgifter

76,8

78,4

78,7

-0,3

Øvrige udgifter

0,0

0,0

0,0

0,0

9.2 Aktivitetsbestemt medfinansiering

371,2

371,2

371,2

0,0

Resultat serviceudgifter

0,0

0,0

0,0

0,0

Øvrige udgifter

371,2

371,2

371,2

0,0

 9.3 Sundhedstjenesten og tandplejen49,751,150,70,5 
 Resultat serviceudgifter49,7 51,1 50,7 0,5 
 Øvrige udgifter                0,0              0,0           0,0        0,0

I alt for udvalget

497,7

500,7

500,6

0,1

  

 

 

 

 

Samlet resultat serviceudgifter

126,5

129,5

129,4

0,1

Samlet resultat øvrige udgifter

371,2

371,2

371,2

0,0

 

Politikområde 9.1 Sundhed og Forebyggelse

Ved budgetopfølgning 1 forventes et samlet merforbrug på driftsudgifterne på 0,349 mio. kr.

Årsagen findes i at der mangler finansiering af indsatser i sundhedsklynge regi på 0,542 mio. kr. hvilke der søges tillægsbevilling til i denne sag.

Det skal bemærkes, at kommunerne de senere år er tilført midler til finansiering af indsatser i sundhedsklyngesamarbejdet med de andre kommuner. De tilførte midler fra år 2023 er ikke tidligere søgt frigivet, da indsatserne ikke var så langt at de fordrede finansieringer. I 2025 vil der imidlertid være behov for midlerne, hvorfor der søges om tillægsbevilling på 0,542 kr. finansieret af de til Slagelse Kommune tidligere tilførte midler.

Under forudsætning af at bevilling til sundhedsklyngeindsatser gives, vil der derefter være et mindreforbrug på ca. 0,2 mio. kr.

Det skal bemærkes, at der er særlig opmærksomhed på udgifter til kørsler for borgere, der skal til genoptræning, som ikke selv kan komme til træning og derfor visiteres til kørsel. Der har i 2024 vist sig en stigning af udgifter på dette område, hvorfor udviklingen følges tæt, og visitationspraksis har særlig bevågenhed.

Øvrige områder inden for Sundhed og Forebyggelse forventes at balancere ved regnskabsafslutningen 2025 via interne omplaceringer af budget, som er nærmere beskrevet i bilag 1.

 

Politikområde 9.2 Aktivitetsbestemt Medfinansiering

Det forventes, at budget svarer til det faktiske forbrug. Kommunernes udgifter på dette område er fastfrosset på tidligere års niveau og udmeldt inden budgetårets start, hvorved området er budgetlagt svarende til faktisk forbrug. 

 

Politikområde 9.3 Sundhedspleje og Tandpleje

Sundhedstjeneste og Tandplejen forventer mindreforbrug på driftsudgifterne på 0,5 mio. kr.

Til Budget 2025 er tandplejens budget blevet reduceret for at tilpasse til aktivitetsniveauet. Dette er lykkedes i en sådan grad, at der til budgetopfølgning 1 kun forventes et lille mindreforbrug. 

 

Vurdering/konklusion

På dette tidlige opfølgningstidspunkt i året forventes budgetoverholdelse samlet set på Sundhedsudvalgets budgetområde. Dette er imidlertid med forbehold for uventede faktorer, som kan opstå i løbet af året. F.eks. på myndighedsområderne, hvor der sker afregning til regionen for færdigbehandlede patienter på sygehuse samt afregninger for vederlagsfri fysioterapi, hvor niveauet for 2025 bygger på et meget spinkelt grundlag så tidligt på året, da opkrævninger modtages månedsvis bagud.

 

 

Opfølgning på Budget 2025 -2028

Der er foretaget opfølgning på de nye tiltag i budgetforliget for Budget 2025-2028. Alle tiltag på Sundhedsudvalgets område er under udmøntning og følger planen.

I bilag 2 er opfølgningen specificeret nærmere.

 

Anlæg 

På udvalgets anlægsprojekter forventes afholdt anlægsudgifter for 0,565 mio. kr. svarende til det korrigerede budget pr. ultimo februar 2025.

Forventningerne til det samlede forbrug på udvalgets anlægsprojekter bygger på den seneste redisponeringssag og forventet forbrug i 2025, som blev forelagt og godkendt på byrådsmødet den 24. februar 2025.

 

Retligt grundlag

Det fremgår af Kasse- og Regnskabsregulativet, at der som udgangspunkt ikke gives tillægsbevillinger, der er kassefinansierede. Ved forventede budgetoverskridelser skal fagudvalgene finde kompenserende besparelser inden for egen budgetramme.

Styrelseslovens § 40 omhandler, at der ikke kan iværksættes foranstaltninger, som ikke er en del af det vedtagne budget, og som medfører indtægter eller udgifter uden kommunalbestyrelses bevilling. 

Kommunalbestyrelsen skal jf. styrelseslovens § 42 stk. 7 fastsætte og beskrive regler for, hvordan kommunens kasse- og regnskabsvæsen skal indrettes. I Kasse- og regnskabsregulativet for Slagelse Kommune har Byrådet fastsat regler om, at der gennemføres 3 årlige budgetopfølgninger: primo året samt pr. ultimo februar, juni, og september. Budgetopfølgningerne forelægges fagudvalg, og efterfølgende samlet til Økonomiudvalget og Byrådet.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Sundhedsklyngeindsats

Der søges om tillægsbevilling til indsatser i sundhedsklyngesamarbejdet på i alt 0,542 mio. kr. Beløbet er tilført kommunen tidligere år til formålet.

I hele 1.000 kr.

Politikområde

2025

2026

2027

2028

Bevillingsønske

 

 

 

 

 

Drift - Sundhedsklyngeindsats

9.1 Sundhed og Forebyggelse

542

 

 

 

Anlæg

 

 

 

 

 

Afledt drift

 

 

 

 

 

Finansiering

 

 

 

 

 

Afsat rådighedsbeløb

 

 

 

 

 

Kassen

 

-542

 

 

 

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger.

3. Status på den kommunale tandpleje (O)

Beslutning

At 1: Orientering givet.

Kompetence

Sundhedsudvalget.

 

Beslutningstema

Udvalget præsenteres for en status i den Kommunale Tandpleje.

Der vil være fokus på udvalgets ønske om at blive orienteret om indsigt i handlemuligheder for afbud og udeblivelser samt for rekrutteringsstrategien.

Endelig orienteres udvalget om procesplanen for udbygning af de nye tandklinikker.

 

Indstilling

Chefen for Skole og Dagtilbud indstiller,

1. at Sundhedsudvalget orienteres om status i den kommunale tandpleje.

 

Sagens indhold

På Sundhedsudvalgets møde den 04. november 2024, sag nr. 24-005642, ønskede udvalget at få indsigt i handlemuligheder for afbud og udeblivelser samt for rekrutteringsstrategien.

Denne sag præsenterer således en status for tandplejen, herunder også handlemuligheder for afbud, udeblivelser og rekrutteringsstrategien.

Fordeling af tilknyttede patienter pr. januar 2025

Totalt antal patienter i den kommunale tandpleje: 17.215

Antal brugere af Fritvalgsordningen: 839 (4,9%)

Henviste patienter til specialtandplejen: 22 (0,13%)

Fra 1. januar 2018 blev Fritvalgsordningen genindført, hvilket betyder, at patienter frit kan vælge mellem en privatpraktiserende tandlæge eller en kommunal klinik.

Efter etablering af nye klinikker vil tandplejen have 21 stole fordelt på:

- Baggesenskolen: 6 stole

- Nymarkskolen: 4 stole

- Æblehaven: 11 stole

Dette er en forøgelse fra de nuværende 14 stole (+3 i Skælskør, som lukkes).

Det betyder at Slagelse Kommune fremadrettet har en passende stoleplads i forhold til patientmængden.

Rekruttering

Der er fortsat en samfundsmæssig strukturel mangel på tandlæger og specialtandlæger og de fleste tandlæger ønsker jobs i Københavnsområdet eller omkring Aarhus. De kommunale tandplejeklinikker i hele landet har udfordringer med at rekruttere tandlæger. De tandlæger, som Slagelse Kommune lykkes med at tiltrække, er nyuddannede eller tandlæger i uddannelsesstillinger, som forudsætter supervision. Det vil sige, at de kun kan arbejde de dage, hvor tandplejen kan stille en supervisor til rådighed. I praksis betyder det, at der nogle dage er mange tandlæger, mens der er færre eller slet ingen på andre dage.

Tandplejen har forsøgt at imødekomme udfordringerne med rekruttering og stolepladser ved, at den kommunale tandpleje varetager de behandlinger, der svarer til de kompetencer og ressourcer, der er til stede, mens der for de resterende behandlinger henvises til privatpraktiserende tandlæger. Således er det alle 3 faggrupper (klinikassistenter, tandplejere og tandlæger) der har egne patienter og dermed også behøver stole til behandlingerne.

Administrationen bemærker, at tandplejen i alle forhold overholder lovgivning og tidsfrister for behandling.

Grundlæggende mangler tandplejen ikke ansatte i forhold til nuværende fysisk kapacitet. Udfordringen i Slagelse Kommune har dels været manglende plads, som gerne skulle ophøre med udbygningen af nye tandklinikker, og dels manglen på fuldtidstandlæger fremfor mange deltidstandlæger.

Tandplejen forsøger fortsat at fastholde de ansatte ved bl.a. at tilbyde mulighed for videreuddannelse og attraktive kurser mhp. kompetenceløft. Der gives desuden jævnligt løntillæg, dog uden tilnærmelsesvis at kunne matche de lønvilkår, som er gældende for private tandlægepraksisser.

I tandplejen opslås vakante stillinger straks efter modtagelse af en opsigelse. Dette gælder tandlægestillinger som kræver ret til selvstændigt virke (JUS/RSV) samt tandplejestillinger.

Når det drejer sig om ledige stillinger til unge tandlæger eller tandlæger der søger evalueringsstillinger, så er disse stillinger i lange tider blevet besat via uopfordrede henvendelser.

Der har i nogle perioder også været en "ansøgerbank", som der kigges på ved vakante stillinger.

Status siden maj 2024

- 8 opslåede stillinger.

- Opslagene er fordelt på tandplejer, tandlæge, tandklinikassistent, tandklinikassistentelev, filialleder og vikarstillinger.

- Alle stillingerne er blevet besat.

- Pr. marts 2025 er der 2 stillingsopslag opslået.

- Én som filialleder (2 ansøgere) og én som tandplejer (0 ansøgere).

Afslag på ansøgere skyldes primært manglende stolekapacitet samt tandlæger der kan supervisere.

Fremtidig drift

Det har længe været tandplejens ambition at være forebyggende fremfor behandlende. Dette har dog ikke været muligt på grund af manglende stoleplads i klinikkerne til at foretage de forebyggende indsatser. Denne strategi vægtes højt, dels grundet erfaringen med at rekruttere og fastholde fuldtidstandlæger og dels grundet stigningen i antallet af patienter over de seneste år. Det er tandplejens vurdering, at flere stole gradvist vil medvirke til, at den forebyggende indsats kan bredes yderligere ud via tandplejere og klinikassistenter, som det er mindre vanskeligt at rekruttere.

Oktober 2025 vil tandplejen opgøre personaleressourcer og starte rekruttering af manglende personale i forhold til den øgede stolekapacitet.

Efter etablering af nye tandklinikker vil tandplejen fortsat arbejde for en fremtidig struktur, hvor man har en fuld samlet tandpleje centralt i Slagelse, hvor der således både er cariesbehandling og tandregulering samt specialer under et tag. Det vurderes muligt, da der er potentiale for en fremtidig udvidelse af tandklinikken Æblehaven i de tilstødende huslænger.

Evalueringsansættelser af udenlandsk personale

Evalueringsansættelse vil sige at en udenlandsk tandlæge søger dansk autorisation samt selvstændigt virke.

Ansættelsen kræver supervision af en tandlæge og derudover en del administration i form af løbende skriftlig evaluering til Styrelsen for Patientsikkerhed omhandlende faglige, sociale og sproglige kompetencer af evalueringstandlægen.

Evalueringsforløbet er i øvrigt det samme som for tandlæger uddannet i Danmark. Der kræves således en kombination af ansættelse i privat praksis og kommunal tandpleje.

Tandplejen har en evalueringstandlæge ansat p.t. og afprøver løbende evalueringsansættelser.

Tandplejen modtager løbende uopfordrede ansøgninger fra både nyuddannede tandlæger, som fra tandlæger der ønsker et evalueringsforløb hos os. Disse må dog afslås, bl.a. grundet mangel på egne tandlæger med JUS/RSV og plads- samt stolekapacitet.

Udeblivelser, dobbeltbookinger og afbud

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at der laves statusundersøgelse (herefter SU) med et interval mellem 1-2 år jævnfør nationale kliniske retningslinjer for fastlæggelse af intervaller mellem diagnostiske undersøgelser i tandplejen. SU er en diagnostisk undersøgelse, der baserer sig på patientens tandhistorik og med baggrund i barn, forældre og tandlæges samtale, består af en klinisk undersøgelse af tænder, mund og kæber samt risikovurdering af patienten.

I Slagelse Kommune har intervallet på SU igennem mange år været fastsat til 18 måneder, som ligger sig midt mellem det tidsspænd, der er Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Den kommunale tandpleje har i øjeblikket 8 ugers ventetid på en SU, der således giver ca. 20 måneders intervaller, hvilket rent fagligt er forsvarligt for både tandsundheden og forebyggelsesmæssigt.

Alle øvrige kontroller og behandlinger finder sted indenfor de frister, som behandleren har fastsat. Disse er f.eks. røntgenkontrol, tandfrembrudskontrol, mundhygiejne m.m.

Det betyder, at Slagelse Kommunes Tandpleje overholder gældende lovgivning og frister for behandling, og vil fortsat gøre det fremadrettet.

Rent strukturelt og noget der påvirker de kommunale tandplejers effektivitet er, at en forholdsmæssig stor andel af patienterne udebliver fra deres tider. Tider som ellers kunne komme andre patienter til gode, hvis man havde meldt afbud i rimelig tid. Tandplejen arbejder på at løse problematikken - bl.a. ved dobbeltbooking af patienter med udeblivelseshistorik. Tandplejen fortsætter med at evaluere sin praksis og finde en metode, som skaber løsninger der minimerer udfordringen. Det er bl.a. forventningen, at en kliniksammenlægning vil give større mulighed for at udnytte udeblivelsestiderne til fordel for de patienter der er mødt op til aftalt tid.

Det er administrationens vurdering, at udeblivelser og afbud primært skyldes nedenstående:

  • Faggrupperne i tandplejen (tandlæger, tandplejere og klinikassistenter), opererer alle med aftalebøger. Det betyder, at fravær i alle tre faggrupper kan medføre aflysning af patienter.
  • Flytning af patienter registreres som aflysning af systemet. Dette sker selvom en flytning kan være for at skaffe plads til en ekstra patient, en nødbehandling, forsinkelse o.l.
  • Da faggruppernes aftalebøger er fuldbookede 8 – 12 uger frem, og personalet samtidig har ret til afholdelse af ferie, omsorgsdage, afspadsering m.v., vil aflysninger ikke kunne undgås. Det bemærkes, at der løbende er dialog med personalet omkring disse scenarier og at ledelsen i tandplejen har stort fokus på rettidig planlægning af eksempelvis ferieafvikling.
  • Opsigelser påvirker også tallene, da tandplejen ikke kan nå at rekruttere en ny erstatning inden opsigelsesfristen på en måned.
  • For at kunne bevare autorisation, skal en tandlæge optjene en vis mængde årlige kursus point. Det betyder at der hen over et år skal være deltagelse ved kurser o.l. Da nogle af disse kurser udbydes med kort varsel, dvs. kortere end 8-12 uger, kan aflysning af patientbehandlinger blive en følge.

Tal på dobbeltbookinger

Administrationen bemærker, at ingen af Slagelse Kommunes nabokommuner foretager dobbeltbookinger. Tandplejen har foretaget dobbeltbookinger 1 time hver måned på hver klinik.

Nedenstående er et eksempel på hvordan der arbejdes med dobbeltbooking og strækker sig over perioden august 2024 til og med november 2024:

Tilsatte patienter: 120

Ankommet: 29

Afbud: 24

Udeblivelser: 59

Afbud fra klinik: 8

Det betyder:

- Tandplejen har en succesrate på 24%.

- 29 patienter ud af 120 indbudte mødte op til undersøgelse.

- Alle vejledes om Fritvalgsordningen i indkaldelsen.

- Antallet af tilsatte patienter er alle patienter med en lang udeblivelseshistorik.

- Øvrige patienter dobbeltbookes ikke.

Sanktioner ved udeblivelse

Der er ingen kommunal tandpleje i hele landet, som foretager sanktioner ved udeblivelser. Økonomisk sanktion er ej heller en mulighed, da der juridisk er tale om vederlagsfri tandpleje.

Status på udvidelse af tandklinikkapaciteten i Korsør og Slagelse

I strukturanalysen for Børne- og Unge Tandplejen, bestilt af Børne- og Ungeudvalget i 2021 og udført af BDO, blev Slagelse Kommune anbefalet at omlægge til færre klinikker for at skabe en mere omkostningseffektiv og robust drift med styrkelse af et fagligt miljø, som hjælp til at rekruttere og fastholde kvalificerede tandlægeressourcer med ret til selvstændigt virke.

Tandplejen forventer i 2025 at skulle betjene 18.600 børn og unge, hvilket er ca. 4.000 flere end hidtil.

I Slagelse er det besluttet at samle cariesklinikkerne fra Antvorskov Skole, Marievang Skole og Nymarkskolen i ejendommen Æblehaven 2 og Rosenkildevej 53 i Slagelse, hvor Regionen tidligere havde specialtandklinik.

Entreprisen omfatter udvidelse med 2 stole på Baggesenskolen i Korsør og nyrenoveret tandklinik med 11 stole på Æblehaven 2 / Rosenkildevej 53 i Slagelse.

Der er sendt revideret projektbeskrivelse og tidsplan til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som i 2024 har bevilliget 6,6 mio. kr. hvoraf 3.2 mio. kr. er udbetalt i 2024 til udvidelse af kapaciteten. Resten af støtten forventes udbetalt i 2025.

Der er efter indbudt licitation i februar 2025, hvor der indkom i alt to bud ud af fire mulige, indgået en totalentreprisekontrakt på 21.5 mio. kr. med AJKON ApS med Svendborg Architects som projekterende. Der pågår projektering i øjeblikket.

Der vil i videst mulig udstrækning genbruges klinikudstyr fra de nuværende klinikker, men det vurderes at der skal indkøbes nyt udstyr som bygherreleverance for ca. 3 mio. kr. Størstedelen af denne udgift er fundet i tandplejens budget. Det resterende beløb indgår i den totale entreprise.

Den foreløbige tidsplan for ombygningsprocesserne er vedlagt sagen som bilag 1.

Administrationen bemærker, at der ikke opleves udfordringer i hverken projektet eller i samarbejdet med entreprenør.

Det forventes at de nye klinikker tages i brug hhv. januar 2026 og marts 2026.

 

Retligt grundlag

Sundhedslovens §127-130.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ifm. budgetforlig 2025 - 2028 er der lavet en 1-årig besparelse for 2025 på 800.000 kr. Dette skyldes rekrutteringsudfordringerne i tandplejen forbundet udløst af manglende stoleplads.

Tandplejen forventer at kunne vende retur til oprindeligt budget og ifm. de nye klinikker udvide antallet af ansatte.

Der blev i 2024 og 2025 afsat i alt 20.6 mio. kr. til ombygning og udvidelse af tandklinikker i hhv.  Slagelse og Korsør. Slagelse Kommune ansøgte Indenrigs-og Sundhedsministeriet om støtte fra Pulje til udvidelse af kapaciteten i den kommunale børne- og ungdomstandpleje og har modtaget tilsagn om støtte på 6.6 mio. kr.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Sundhedsudvalget vil få en præsentation af myndighedsprojektet, når denne forelægger administrationen.

4. Opsamling på Sundhedsudvalgets studietur 2025 (D)

Beslutning

At 1: Drøftet

Sundhedsudvalget bemærker, at bidragene har givet anledning til gode drøftelser og det er vigtig viden, der tages med i det videre arbejde med Sundhedsreformen og Sundhedspolitikken.


Kompetence

Sundhedsudvalget

Beslutningstema

Sundhedsudvalget var d. 10. marts 2025 på studietur med det formål at indhente viden og inspiration til det forebyggende og sundhedsfremmende arbejde i Slagelse Kommune.

Sundhedsudvalget kan drøfte input fra studieturen 2025.

Indstilling

Chefen for Sundhed og Ældre indstiller,

  1. At Sundhedsudvalget drøfter input fra studieturen 2025.

Sagens indhold

Sundhedsudvalget blev præsenteret for følgende oplæg på studieturen:

Regionshuset – Sorø

Oplæg 1:

"Det Nære Sundhedsvæsen"

Oplægget præsenterede hjemmebehandling i det nære sundhedsvæsen, herunder e-hospital, forebyggelse, lægevagt og lægedækning.

v/vicedirektør Tina Haar

(Powerpoint vedlagt i bilag 1) 

 

København – Rådhuspladsen

Oplæg 2:

"U-NIKO – Et forskningsprojekt om ryge- og nikotinstop blandt unge"

Oplægget præsenterede viden om unges ryge- og nikotinvaner, nikotinprodukter samt den fysiologiske og mentale påvirkning ved nikotinforbrug. Endvidere blev forskningsstudiet U-NIKO præsenteret, hvor Slagelse Kommune er kontrolkommune i projektet.   

v/ ph.d. og projektleder Sofie Bergmann Rasmussen

(Powerpoint vedlagt i bilag 2) 

 

Oplæg 3:

"Just Human – Indsatser med fokus på trivsel og fællesskaber"

Oplægget præsenterede forskellige indsatser med fokus på trivsel og fælleskaber, herunder bl.a. PULS, Me&We, Just Play og Just Walk.   

v/ direktør Ida Enghave

(Powerpoint vedlagt i bilag 3) 

 

Oplæg 4:

"Sangens Hus – Sundhedsfremmende og forebyggende indsatser med sang".

Oplægget præsenterede hvordan sang kan øge den mentale og sociale trivsel hos forskellige målgrupper med mentale eller sygdomsmæssige udfordringer. 

v/ programleder Lasse Skovgaard.

(Powerpoint vedlagt i bilag 4) 

Retligt grundlag

Ingen bemærkninger. 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger. 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger. 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger. 

5. Opfølgning på dialogmøde med Handicaprådet (D)

Beslutning

At 1: Drøftet

Sundhedsudvalget har i dialogen med Handicaprådet hæftet sig ved:

- optagetheden af, at tidlig indsats ikke kun handler om tidligt i livet, men også det at sætte tidligt ind hele livet.

 - perspektiver på implementering af de sundhedspolitiske indsatser for mennesker med handicap

 - tilgængelighed er meget andet end fysisk tilgængelighed,

 - Sundhedsreform: opmærksomhed på hjælpemidler, tilgængelighed til f.eks. online almen praksis, sundhedsvæsenet generelt og audiologisk bistand i nærområdet. Handicaprådet stiller sig til rådighed med synspunkter og mulige fleksible løsninger i implementeringen, når reformen er tydeligere og tættere på implementering.

 - Væsentlighed i dialogmøder og tilfredshed med inddragelse i høringer.

Kompetence

Sundhedsudvalget

Beslutningstema

Sundhedsudvalget kan drøfte opfølgning på dialogmøde med Handicaprådet den 31. marts 2025. 

Indstilling

Chefen for Sundhed og Ældre, indstiller

1. at Sundhedsudvalget drøfter opfølgning på dialogmøde med Handicaprådet. 

Sagens indhold 

Sundhedsudvalget besluttede på deres møde den 3. marts 2025 følgende emner til drøftelse:

  • Hvordan der bedst arbejdes med forebyggelse og sundhedsfremmende indsatser for mennesker med handicap, og tilgængeligheden til tilbuddene
  • Opmærksomheder i implementering af sundhedsreform

Fra Handicaprådet var modtaget følgende emner til drøftelse:

  • Status på implementeringen af Sundhedspolitikken – handleplaner og handicapperspektiver heri.

Retligt grundlag

Ingen bemærkninger.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger. 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger.

6. Emner til dialogmøde med Rådet for Socialt Udsatte (D)

Beslutning

At 1: Drøftet.

Sundhedsudvalget bemærker, at Rådet for Socialt Udsatte har indsendt emner til drøftelse. Herudover ønsker

Sundhedsudvalget at drøfte: opmærksomheder i implementering af sundhedsreform.


Kompetence

Sundhedsudvalget

Beslutningstema

Sundhedsudvalget kan drøfte emner til kommende dialogmøde med Rådet for Socialt Udsatte den 5. maj 2025.

Indstilling

Chefen for Sundhed og Ældre, indstiller

1. at Sundhedsudvalget drøfter emner til kommende dialogmøde med Rådet for Socialt Udsatte. 

Sagens indhold

Sundhedsudvalget har dialogmøde med Rådet for Socialt Udsatte den 5. maj 2025 og kan drøfte eventuelle emner til mødet. 

Fra Rådet for Socialt Udsatte er modtaget følgende emner i vilkårlige rækkefølge:

  • Hvad kan sundhedsudvalget/kommunen gøre for at forbedre lægernes fokus på samarbejde med socialt udsatte, således disse også få den behandling, som de har brug for?
  • Socialt udsatte oplever at blive udskrevet fredag kl. 17, selvom de forsat er syge. Der er ingen til at gribe dem i kommunalt regi og de bliver udskrevet til gaden. Hvordan kan sundhedsudvalget/kommunen tage hånd om at dette ikke sker?

Opfølgning/status på initiativer på baggrund af sidste års dialogmøde, hvor følgende blev drøftet:

  • Hvad kan CSÆ gøre omkring læger der ikke kører ud til åbenlyst psykisk og somatisk syge borgere med henblik på behandling/tvangsindlæggelse?
  • Hvordan håndteres visitation af socialt udsatte med et aktivt forbrug af rusmidler, som udskrives fra somatikken?
  • Hvordan samarbejdes omkring socialt udsatte borgere med handicap som bor hos ældre forældre, og ingen individuel støtte og hjælp får? (forebygge deroute, når forældre dør)

Retligt grundlag

Ingen bemærkninger.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger. 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger.

7. Gensidig orientering (O)

Beslutning

At 1: Følgende orienteringer givet:

Udvalgsformanden:

  • Møde med Headspace

Udvalgsmedlemmer:

  • Intet at bemærke

Administrationen:

  • Håndteringer af kvitteringer i kommunen i forhold til §18 midler.
  • Administrativt høringssvar vedr. Ridefysioterapi.
  • Kick Off i "Smag dig frem".

Kompetence

Sundhedsudvalget

 

Beslutningstema

Sundhedsudvalgets medlemmer og administrationen orienterer om aktuelle henvendelser, tiltag, projekter m.m.

 

Indstilling

Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller,

1. at Sundhedsudvalget orienteres.

Sagens indhold

1. Orientering fra udvalgsformand

2. Orientering fra udvalgsmedlemmer

3. Orientering fra administrationen.

 

8. Input til kommende møder (B)

Beslutning

At 1: Ingen bemærkninger.


Kompetence

Sundhedsudvalget

 

Beslutningstema

Sundhedsudvalget kan beslutte eventuelle input til emner eller dagsordenpunkter, som ønskes behandlet på kommende møder. I det vedlagte bilag findes en oversigt over kommende punkter til behandling. 

 

Indstilling

Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller,

1. at Sundhedsudvalget beslutter eventuelle input til emner eller dagsordenpunkter, som ønskes behandlet på kommende møder. 

9. Kommunikation (B)

Beslutning

At 1: Ingen bemærkninger.


Kompetence

Sundhedsudvalget

 

Beslutningstema

Sundhedsudvalget kan beslutte udsendelse af eventuelle pressemeddelelser og øvrig
kommunikation i forlængelse af udvalgsmødet.

 

Indstilling

Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller,

1. at Sundhedsudvalget beslutter udsendelse af eventuelle pressemeddelelser og øvrig
kommunikation i forlængelse af udvalgsmødet.

 

10. Godkendelse af referat (B)

Beslutning

At 1: Godkendt.

Kompetence

Sundhedsudvalget

 

Beslutningstema

Sundhedsudvalget skal godkende referatet.

 

Indstilling

Direktøren for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked indstiller, 

1. at Sundhedsudvalget godkender referatet.