Kompetence
Sundhedsudvalget
Beslutningstema
Sundhedsudvalget kan
beslutte, om der skal indgås et samarbejde med Den Sociale Investeringsfond om "Sammen om Diabetes" og i så fald, hvordan indsatsen skal finansieres.
Indstilling
Konstitueret sundheds-
og ældrechef indstiller,
1. at Sundhedsudvalget beslutter, om der skal indgås samarbejde med Den Sociale
Investeringsfond om indsatsen "Sammen
om Diabetes"
2. at Sundhedsudvalget beslutter finansiering, såfremt udvalget ønsker at indgå et samarbejde med Den Sociale Investeringsfond om indsatsen "Sammen om Diabetes".
Sagens indhold
Administrationen
har siden november 2022 været i dialog med Den Sociale Investeringsfond
(DSI). Formålet har været at afdække muligheder og potentialer ved at
indgå et socialt investeringsprogram til forebyggelse af senkomplikationer
hos type 2-diabetikere.
DSI blev etableret som en del af aftalen om satspuljen for 2018. Lovforslaget, der etablerede fonden, blev vedtaget i Folketinget i december 2018 (L56 om Den Sociale Investeringsfond).
Den Sociale Investeringsfond har til formål; 1) at udbrede indsatser på de større velfærdsområder, der skaber bedre resultater og samtidig mindsker de offentlige udgifter, og 2) at udvikle og modne nye indsatser på de større velfærdsområder, som kan danne grundlag for nye offentlige og private investeringer.
DSI arbejder på nuværende tidspunkt med følgende fem fokusområder: udsatte børn og unge, trivsel, arbejdsmiljø, livsstilssygdomme og ind på arbejdsmarkedet.
Forebyggelse
af senkomplikationer hos type 2-diabetikere
Aarhus
Kommune indgik i oktober 2021 et socialt investeringsprogram med
DSI til forebyggelse af senkomplikationer hos type 2-diabetikere.
Programmet kaldes "Sammen
om Diabetes" i Aarhus.
"Sammen om
Diabetes" er
et led i Aarhus Kommunes Diabeteshandleplan - en kommunal version af Den
Nationale Diabeteshandleplan. Handleplanen er motiveret af, at antallet af
borgere, der lever med type 2-diabetes, er tredoblet siden årtusindeskiftet, og
at sygdommen udgør en stadig større byrde for de ramte, deres familier og
samfundet generelt - herunder også den kommunale økonomi.
De kommunale
omkostninger i forbindelse med håndtering af type 2-diabetes er tæt knyttet til
omfanget af senkomplikationer, som følge af sygdommen. Aarhus Kommune har
estimeret, at de kommunale omkostninger relateret til borgere med
type 2-diabetes uden komplikationer udgør cirka 3.000 kr. årligt per borger per
år, mens omkostningerne relateret til håndtering af borgere med moderate eller
omfattende senkomplikationer, som følge af type 2-diabetes, udgør henholdsvis 10.000
kr. og 83.000 kr. per borger per år. Der er derfor stort potentiale i at
forebygge senkomplikationer hos diabetikere.
Aarhus Kommune har estimeret, at den gennemsnitlige gevinst på sundhedsudgifter i "Sammen om Diabetes" i Aarhus vil
være cirka 55.000 kr. per deltager over 20 år. Nettogevinsten efter
omkostningerne er cirka 20.000 kr. per deltager over 20 år. Gevinsten kan
overvejende tilskrives plejebudgettet, og resten kan tilskrives den kommunale
medfinansiering af sundhedsydelser. Herudover vurderer Aarhus Kommune, at investeringen
også vil skabe gevinst på overførsels- og arbejdsmarkedsrelaterede ydelser
(førtidspension, sygedagpenge m.m.) i samme størrelsesorden.
Sammen om
Diabetes i Aarhus
"Sammen om
Diabetes" i Aarhus
er et helhedsorienteret og tværsektorielt investeringsprogram. Programmet består
af en intensiv sundhedsindsats på i alt 12 måneder med opfølgende målinger i de
efterfølgende 2 år. Indsatsens varighed er således 3 år per opstartet hold - 1 år i
aktiv indsats og 2 års opfølgning. I den 3-årige investeringsperiode
igangsættes i alt 3 hold (1 hold per år).
Sundhedsindsatsen
på i alt 12 måneder består af både individuelle og gruppebaserede tiltag med
fokus på sund livsstil, compliance og fastholdelse. Forløbet indeholder blandt andet afklarende samtaler, madlavningskurser, motion og træningsaktiviteter,
patientuddannelse, brobygning til foreningsliv/civilsamfundsaktiviteter med mere.
"Sammen om
Diabetes" blev
igangsat i Aarhus Kommune i 2022 med en forventelig volumen på 150 borgere
årligt. Det har dog været svært at rekruttere til forløbet, hvormed den reelle
volumen i 2022 var 40 borgere. Af de 40 borgere er det kun halvdelen, som har
været i gang med forløbet i 6 måneder. Dermed foreligger der på nuværende tidspunkt
kun resultater for 20 borgere. Resultaterne er som følger:
| Antal borgere | % |
Potentielle borgere i forløb i 6 måneder | 20 | - |
Frafaldne borgere efter 6 måneder | 7 | 35 % |
Borgere med målt status efter 6 måneder | 13 | 65 % |
Borgere, som lever op til resultatindikatorerne* efter 6 måneder | 8 | 40 % |
De nuværende
resultater fra Aarhus Kommune peger på en effekt hos mindre end halvdelen af de
deltagende borgere efter 6 måneders intensivt forløb.
De første
resultater efter 12 måneders forløb foreligger i maj 2023. De opfølgende
målinger foretages i maj 2024 og maj 2025. Det er således ikke muligt, på
nuværende tidspunkt, at sige noget om den længerevarende effekt af
interventionen.
"Sammen
om Diabetes" i
en Slagelse-kontekst
Hvis der
investeres i en lignende intervention i Slagelse Kommune, forventer
administrationen en volumen på cirka 50 borgere total over en 3-årig
investeringsperiode. Dette er baseret på en vurdering af den nuværende søgning
på eksisterende diabetes-tilbud i Forebyggelse samt en justering af indsatsens
inklusionskriterier, således at de tilgodeser lokale forhold.
Med afsæt i investeringen i Aarhus yder DSI et tilskud på cirka 29.600 kr. per borger. Dette
giver en forventelig investering i Slagelse Kommune på cirka 1.480.000 kr. over
en 3-årig periode.
Den forventede gennemsnitlige tilbagebetaling til DSI per
borger estimeres til 34.000 kr. Den totale forventede tilbagebetaling til DSI
udgør således 1.700.000 kr., som påbegyndes cirka 12 måneder efter det første modtagne
tilskud fra DSI. Sidste tilbagebetaling falder cirka 6 år efter første modtagne
tilskud. Den
årlige tilbagebetaling vil variere og afhænge af indsatsens effekt på
resultatindikatorerne.
Baseret på
estimaterne fra Aarhus Kommune vil de sundhedsmæssige gevinster for en
Slagelse-udgave af "Sammen
om Diabetes", med 50 inkluderede borgere over 3 år, udgøre cirka 1.000.000 kr.
over 20 år.
Hvis "Sammen om Diabetes" skal realiseres i en Slagelse-kontekst, kræver det en omlægning af de nuværende tilbud til type 2-diabetikere i Slagelse Kommune. Der vil blandt andet være tale om faciliteter til madlavningskurser samt motions- og træningsaktiviteter i højere grad, end der er mulighed for i dag. Dette kan potentielt set påvirke den forventede nettogevinst i en negativ retning.
Kommende kvalitetspakker på forebyggelsesområdet
Indsatsen "Sammen om Diabetes" falder sammen med regeringens ønske om nye kvalitetspakker i kommunale sundhedstilbud aftalt i Sundhedsreform 2022. I Sundhedsreform 2022 er der afsat midler via bloktilskuddet til, at kommunerne skal arbejde med kvalitet i de patientrettede forebyggelsestilbud til borgere med kronisk sygdom i 2023. Kvalitetspakkerne skal blandt andet sikre mere ensartede tilbud om træning, kostomlægning og patientuddannelse i kommunerne.
Retligt
grundlag
Sundhedsloven
§ 119 stk. 1, som beskriver, at Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, ved varetagelsen af kommunens opgaver i forhold til borgerne, at skabe rammer for sund levevis, og stk. 2, som beskriver, at kommunen skal etablere forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til borgerne.
Lov L56 om Den Sociale Investeringsfond, som beskriver fondens etablering. Herunder formål, dispositioner, bestyrelse m.m.
Handlemuligheder
Sundhedsudvalget har
følgende handlemuligheder:
A. Beslutte at indgå et samarbejde med Den Sociale Investeringsfond om indsatsen "Sammen om Diabetes"
B. Beslutte ikke at indgå i et samarbejde med Den Sociale Investeringsfond om indsatsen "Sammen om Diabetes".
Hvis Sundhedsudvalget beslutter at indgå et samarbejde med Den Sociale Investeringsfond, har Sundhedsudvalget følgende handlemuligheder:
C. Beslutte at finde finansiering indenfor Sundhedsudvalgets egen budgetramme
D. Beslutte at pege på puljen til strategisk fundraising som finansiering. Hvis Sundhedsudvalget peger på denne mulighed, skal beslutningen godkendes i Økonomiudvalget.
Vurdering
Om at indgå et socialt investeringsprogram
Fordelen ved at indgå i et socialt investeringsprogram via DSI er, at man som kommune modtager et betinget tilskud (en særlig type lån) fra investorer i den private sektor. Kommunen tilbagebetaler tilskuddet til DSI i takt med at en række aftalte mål for indsatsens effekter indfries, men lykkes indsatsen ikke med målene, er det investorerne frem for kommunen, der taber deres penge.
Om indsatsen "Sammen om Diabetes"
Det er
administrationens vurdering, at det nuværende datasæt fra Aarhus Kommune ikke
gør det muligt at vurdere den reelle effekt af "Sammen om Diabetes", herunder om indsatsen forebygger senkomplikationer hos borgere med type 2-diabetes
og den mulige økonomiske gevinst.
De nuværende
resultater fra Aarhus Kommune viser, at mindre
end halvdelen af de deltagende borgere oplever den ønskede effekt efter 6
måneder. Dette kan ændre sig efter yderligere 6 måneders forløb, men herefter
overlades borgerne til sig selv og følges kun op af årlige målinger i de
efterfølgende 2 år. Erfaringer fra lignende sundhedsinterventioner viser, at
det er svært at fastholde en livsstilsændring uden rådgivning og støtte. Administrationen vurderer, at der er risiko for, at effekten og succesraten falder over tid.
Resultatindikatorerne (måling af langtidsblodsukker) i "Sammen om Diabetes", som kommunens
tilbagebetaling af tilskud knyttes op på, tager ikke højde for deltagernes brug
af diabetesmedicin undervejs i forløbet. Administrationen vurderer, at det gør det svært at afgøre om den opnåede effekt hos deltagerne skyldes den igangsatte intervention
eller bedre efterlevelse af anbefalingerne for diabetesmedicin. Dette er en væsentlig svaghed
ved investeringens set-up.
Rekrutteringspotentialet
til en indsats som "Sammen
om Diabetes" er væsentligt større i Aarhus Kommune end i
Slagelse Kommune. I Aarhus Kommune er der cirka 10.000 borgere med
type 2-diabetes mod cirka 2400 voksne borgere med type 2-diabetes i Slagelse
Kommune. Aarhus Kommune har trods deres store rekrutteringsgrundlag oplevet udfordringer med at rekruttere til indsatsen. Grundende herfor kendes ikke, men formodes at skyldes inklusionskriterierne og det intensive forløb over et helt år. Administrationen vurderer, at der ligeledes kan opstå lignende rekrutteringsudfordringer i Slagelse Kommune.
Kommende kvalitetspakker på forebyggelsesområdet
Samlet set vurderer administrationen, at svagheden i set-up, volumen i Slagelse Kommune og timingen i forhold til de kommende kvalitetspakker i Sundhedsreformen gør, at Slagelse Kommune har mulighed for at udvikle de nuværende sundhedstilbud uden behov for en social investering på diabetesområdet.
Økonomiske
og personalemæssige konsekvenser
De økonomiske nøgletal fra DSI og det estimerede økonomiske omfang i Slagelse Kommune fremgår af bilag 1.
Som udgangspunkt vil en 3-årig indsats med 50 inkluderede borgere i Slagelse Kommune kræve en investering fra DSI på 1.480.000 kr. Hvis de opstillede resultatindikatorer opnås, forventes det, at Slagelse Kommune skal betale 1.700.000 kr. tilbage til DSI over en 5-årig periode.
Den forventede besparelse over en 20-årig periode vil være ca. 2.750.000 kr. Den forventede nettogevinst ved den sociale investering vil da være cirka 1.000.000 kr. over en 20-årig periode.
Hvis der
indgås en aftale med DSI, skal der foreligge en økonomisk disponering for
tilbagebetaling af det modtagne tilskud.
Tilbagebetalingen af investerede udgifter påbegynder cirka 12 måneder efter programmets opstart og falder løbende herefter over en 5 årig periode (gældende for et 3-årigt investeringsprogram).
Den kommunale betalingsforpligtigelse udgør de reelle omkostninger til indsatsen plus et gennemsnitligt årligt afkast på cirka 5 %.
Hvis den
sociale investering giver det ønskede afkast i projektperioden, skal der
disponeres midler til den fremadrettede drift af indsatsen.
Tværgående
konsekvenser
Ingen
bemærkninger.
Sagens
videre forløb
Hvis Sundhedsudvalget beslutter, at der skal findes finansiering til at indgå et samarbejde med Den Sociale Investeringsfond om "Sammen om Diabetes", vil administrationen udarbejde et konkret oplæg til en Slagelse-model af "Sammen om Diabetes". På baggrund af denne model, indgås en officiel aftale med Den Sociale Investeringsfond.