3. Slagelse som studieby - status og fremadrettet indsats (O)
3. Slagelse som studieby - status og fremadrettet indsats (O)
Sagsnr.: 330-2017-30184 Dok.nr.: 330-2018-260504 Åbent
Kompetence: § 17 stk. 4 – helhedsplanudvalget for Campus Slagelse
Beslutningstema
Beskrivelse af indsatsen Slagelse som studieby – herunder
organisering og samarbejdspartnere. Desuden gives en orientering om aktiviteter
i første del af 2018, og der præsenteres et oplæg til den fremadrettede
indsats.
Baggrund
Fokuspunkter:
Indsatserne omkring Slagelse som studieby kan inddeles i
disse overordnede områder:
• Studieliv: At opbygge et attraktivt studiemiljø på tværs
af uddannelserne f.eks. ved koordinering af tilbagevendende events og
aktiviteter.
• Vidensamarbejde: At skabe bro mellem uddannelser,
erhvervsliv og kommune f.eks. ved casesamarbejde og faglige aktiviteter.
• Byudvikling: At tiltrække investorer og andre
interessenter, som kan medvirke til at udvikle Slagelse som studieby f.eks. i
form af studieboliger.
• Strategisk kommunikation: At formidle og synliggøre de
positive historier om Studiebyen Slagelse samt Campus Slagelse – et
byudviklingsområde i forvandling.
Formål
Indsatsen ”Slagelse som Studieby” har til hensigt dels at
styrke Slagelse som førende uddannelsessted på Vestsjælland dels at synliggøre
campusprojektet som strategisk vigtigt indsatsområde. Dette sker ved bl.a. at
koordinere events og aktiviteter af både faglig og social karakter på tværs af
uddannelserne i Slagelse. Aktiviteterne udføres i tæt samarbejde med
uddannelsesinstitutionerne og har til hensigt at fremme studiemiljøet og gøre
Slagelse til et attraktivt sted at bo og studere.
Indsatsen er koncentreret om de videregående uddannelser
herunder SDU Slagelse, Erhvervsakademi Sjælland og Professionshøjskolen
Absalon. Indsatsen relaterer sig til kommunens vækststrategi og har fokus på
tiltrækning og fastholdelse af den studerende under uddannelse og efter
dimission.
Organisering
Projektleder på indsatsen er bylivskoordinatoren, der er
forankret i Plan og Udvikling. Bylivskoordinatoren arbejder i tæt samarbejde
med programlederen af Campus Slagelse, der sammen skaber fremdrift i
campusprojektets forskellige delprojekter. Parallelt med at campusområdet
fysiske planer tager form, har bylivskoordinatoren fokus på at opbygge et
tværfagligt samarbejde på tværs af uddannelsesinstitutioner, erhvervsliv og
kommunen. Bylivskoordinatoren sikrer løbende inddragelse af samarbejdspartnere
og relevante aktører fra erhvervsliv, ungdomsuddannelser, detailhandel, kultur-
og fritidsinstitutioner ved netværks- og relationsarbejde.
Bylivskoordinatoren er den samlende figur på tværs af
uddannelserne og tilbyder derved uddannelserne én indgang til kommunen. Dermed
sikres en kontinuitet og stabilitet i forhold til koordinering af tilbagevende
arrangementer og iværksættelse af nye.
Orientering om aktiviteter og arrangementer
I det følgende orienteres om aktiviteter i første del af
2018:
Casesamarbejde om
studieboliger med EASJ
Campus Slagelse indgik i marts
et samarbejde om en studieboligcase med EASJ, der løb over 7 uger med
deltagelse af 60 studerende – både danske og udenlandske fra
Serviceøkonomuddannelsen på EASJ. Sammen med firmaet Cramo Adapteo stillede
Campus Slagelse de studerende opgaven: Hvordan kan vi skabe attraktive
midlertidige studieboliger og boligmiljø i Slagelse på baggrund af de
studerendes ønsker og behov? Casen tog udgangspunkt i modulbyggeriet fra firmaet
Cramo Adapteo, der stillede en præsentationsbolig til rådighed under forløbet.
Alle studerende havde lavet
kvantitative og kvalitative undersøgelser, som gav en unik viden om de unge i
Slagelse og deres behov og ønsker til en bolig.
Opsummerende konklusioner på de
studerendes undersøgelser:
Resultaterne på tværs af
undersøgelserne viser, at de studerende i Slagelse generelt gerne vil bo i
modulbyggeri. Færre studerende er villige til at dele toiletfaciliteter,
hvorimod køkkenfaciliteter med fordel kan deles. Specielt de udenlandske
studerende peger på fælles faciliteter og sociale arrangementer som attraktivt
for et boligmiljø for unge og studerende.
Et casesamarbejde som dette
skaber merværdi for både kommunen, uddannelsesinstitutionen og firmaet, der
deltog. Intensionen er at vise de studerende, at de kan præge nogle
beslutningsprocesser og dermed knytte dem tættere til byen.
Fælles ”Åbent Hus i
Studiebyen Slagelse”
For første gang gik de
videregående uddannelser i Slagelse sammen om at holde et fælles ”Åbent Hus i
Studiebyen Slagelse” for kommende nye studerende lørdag den 24. februar 2016
med støtte fra Campus Slagelse. Der er kigget til studiebyer som Esbjerg og
Kolding, der holder lignende arrangementer. På dagen holdt alle uddannelserne
åbent med hver deres program, og ”Posthuset” fungerede som et infocenter, hvor
de besøgende kunne blive skrevet op til en studiebolig, tale med en
studievejleder og møde repræsentanter fra uddannelserne og fritidslivet.
Et fælles ”Åbent Hus i
Studiebyen” er en fordel for uddannelserne i forhold til markedsføring og
derved få en større rækkevidde. Desuden kan det styrke byens ansigt ud af til
som studieby og have en positiv påvirkning på rekruttering til uddannelserne
samt bosætning i kommunen.
Der er stor opbakning fra
uddannelserne til at afholde arrangementet igen i 2019.
Det er en fordel i at have
kommunen som tovholder pga. øget synlighed og fælles kommunikation.
Forskningens Døgn 2018
Samarbejdet om udvikling af
arrangementer i regi af den nationale videnskabsfestival Forskningens Døgn
kører på 4. år mellem SDU, EASJ, Absalon og Campus Slagelse. I år blev afholdt
to arrangementer under temaet: Bæredygtighed/cirkulær økonomi/nudging med inddragelse
af relevante lokale aktører. Uddannelses- og Forskningsministeriet har i år
støttet arrangementerne med 50.000 kr. på baggrund af en fælles ansøgning.
Formålet med arrangementerne er
dels at formidle forskning og faglige temaer, der relatere sig på tværs af
Slagelses videns institutioner dels at kunne rekruttere nye studerende til
institutionerne fra omegnsbyerne.
2018’s to arrangementer
• 20. april ”Skrotlaboratoriet”
i Vestsjællandscentret. Målgruppen var primært børnefamilier. Workshops og
værksteder med fokus på cirkulær økonomi, affaldssortering og genanvendelse.
Forskere, studerende og andre aktører lavede
workshops og værksteder, der
formidlede viden om emnet og aktiverede de besøgende.
• 25. april ”Nudgecase” for 220
gymnasieelever fra omegnsbyerne: Holbæk, Ringsted, Høng og Kalundborg. Et
workshopformat med inspirationsoplæg, gruppearbejde og præsentationer. Tema:
Bæredygtighed, adfærdsdesign og nudging.
Eventgruppe Slagelse
(Netværk på tværs af uddannelse,
detail, kommune og erhverv)
Netværket har til formål at
bidrage til udviklingen af ”den gode studieby” via konkrete tværinstitutionelle
initiativer inden for byliv, kultur, idræt, detail og kommunikation i Slagelse
by.
Netværket mødes 4-5 gange om
året. Senest i april 2018 med tema om SDU’s erhvervsstrategi og startup-miljø.
I denne gruppe er opstået flere arbejdsgruppe f.eks. om studiestartsevent og
inddragelse af byens uddannelsesinstitutioner i eventen ”De Dødes Nat” mm.
Bylivskoordinatoren
administrerer netværket og sørger for:
• Koordinering/referat/dagsordner
• Inspirationsoplæg/videndeling
Bylivspulje relancering som
studielivspulje
En pulje der skal understøtte de
studerendes egne initiativer for at skabe et aktivt studiemiljø i byen. Puljen
har netop skiftet navn til ”studielivspuljen”, for at tydeliggøre at der kan
søges om midler til aktiviteter og events, der fremmer studielivet i Slagelse.
Der kan søges op til 10.000 kr. til et arrangement og ved egenfinansiering helt
op til 20.000 kr. Der er en række kriterier, der skal være opfyldt bl.a., at
aktiviteten skal være offentlig tilgængelig og skal fremme studieliv på tværs
af uddannelserne i Slagelse.
Bylivskoordinatoren behandler
ansøgere, understøtter markedsføring, der kan udbrede kendskabet, samt bistår
med support ved ansøgningsprocessen.
• Eksempler på arrangementer:
Loppemarked, koncerter og minifestival.
Strategisk kommunikation og
formidling af et campusområde i forvandling
Bylivskoordinatoren sørger for
formidling af campusprojektets mange indsatser via hjemmeside, Facebook,
Instagram mm. med sparring fra Kommunikationsafdeling. Desuden sørges for:
• Løbende opdatering af
tryksager og visuel identitet
• Koordinering af Tværgående
kommunikationsnetværk på tværs af de videregående uddannelser. (Netværk der
mødes til halvårlig orientering og videndeling).
Aktiviteter anden halvdel af
2018
• 12. september 2018 afholdes
”Study Start Slagelse” et tilbagevende velkomstarrangement for nye studerende
på de videregående uddannelser, som afholdes for 3. år i træk. Arrangementet er
et samarbejde mellem SDU Slagelse, Erhvervsakademi Sjælland,
Professionshøjskolen Absalon, VUC, detailhandlen (Business Slagelse) og Slagelse
Kommune. Relevante aktører inviteres med f.eks. idrætsforeninger. De studerende
går optog gennem byen og ender Nytorv til underholdning og aktiviteter. Formål
er at knytte de studerende til byen fra starten af deres studietid samt bygge
bro mellem byen og de studerende. Til arrangementet produceres et rabathæfte
med rabatter til byens butikker, restauranter og caféer.
• Deltagelse ved diverse andre
arrangementer f.eks. SUK festival (uddannelsesfestival), Sct. Michaels Nat med
fokus på Slagelse som studiebyen og formidling af campusprojekt i samarbejde
med relevante aktører.
• Videre konceptudvikling af
”Åbent Hus i Studiebyen 2019”.
Administrationen ser en fordel i
at fortsætte disse arrangementer med kommunen som tovholder og koordinator. Der
er gjort vigtige erfaringer med inddragelse og samskabelse på tværs af
sektorer. De deltagende parter har et ønske om fortsat at bidrage til
samarbejdet også økonomisk, og det er en stor værdi at kunne tage udgangspunkt
i de indhentede erfaringer og derved opretholde de nye traditioner.
Fremadrettet indsats
I det følgende præsenteres
forslag til fremadrettede fokusområder og indsatser:
• Videre konceptudvikling af
indsatsen ”Studiebyen Slagelse” med henblik på øget ejerskab hos uddannelserne
og skabelse af fælles identitet. Herunder mulig udvikling af koncept for
involvering af studieambassadører for at sikre inddragelse af studerende.
• Opdatering af Studielivs
Undersøgelse fra 2015/2016 - herunder løbende opdatering og indhentning af data
om de studerende i Slagelse.
• Videre udvikling af markering
af studiestart i byen fx ”rundvisninger” og ”faglige arrangementer”.
• Fokus på inklusion af de
udenlandske studerende.
• Udvikling af ”Posthuset” som
ramme om studieliv – både socialt og fagligt mødested for studerende på tværs
af uddannelser – som vigtigt tredje ben i triple helix-strategien med posthuset
som ramme.
Konsekvenser
for andre udvalg
Beslutninger og tiltag i helhedsplanudvalget for Campus
Slagelse vil have konsekvenser for øvrige udvalg.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
1.
at Helhedsplanudvalget tager orienteringen til efterretning.