12. Slagelse Kommune - Parkering - parkeringsnorm og parkeringsfond (B)
12. Slagelse Kommune - Parkering - parkeringsnorm og parkeringsfond (B)
Sagsnr.: 330-2020-3866 Dok.nr.: 330-2020-20821 Åbent
Kompetence: Erhvervs- og Teknikudvalget
Beslutningstema
Erhvervs- og Teknikudvalget skal drøfte parkering samt
træffe beslutning om principperne for anvendelsen af taksterne i
Parkeringsfonden. Yderligere skal der træffes beslutning, om der skal arbejdes
videre med en ændring af kommunens parkeringsnorm.
Baggrund
Parkering kan anskues ud fra to perspektiver; 1. parkering
som er eller bliver stillet til rådighed af kommunen på offentlige arealer,
typisk vejarealer, og 2. parkering som private ejendomsejere skal stille til
rådighed for boliger eller erhverv.
Disse to typer af parkering kan supplere hinanden, men de
kan også udfordre hinanden. Hvis der er overkapacitet af offentlige pladser,
som vil være til rådighed set over hele døgnet, kan disse pladser bringes i
spil i forhold til privat anvendelse. Det vil sige, at kommunen – som bygge- og
plan-myndighed kan fastsætte en parkeringsnorm, som er lempelig i forhold til
hvor mange parkeringspladser, der skal stilles til rådighed ved nybyggerier og
anvendelsesændringer på eksisterende bebyggelser. Hvis det er virkeligheden, at
der er pres på offentlig parkering og dermed en reduceret kapacitet i forhold
til efterspørgslen, vil det være nødvendigt, at der stilles krav til de
virksomheder og borgere, som i forbindelse med nybyggerier øger behovet for
parkering, også medvirker til at frembringe de nødvendige pladser i forhold til
deres eget virke.
Parkeringsstrategien:
Der er i 2017 udarbejdet en parkeringsstrategi for Slagelse
Kommune, denne strategi tager afsæt i en parkeringsanalyse. Analysen viser, at
der er pres på parkeringen i Slagelse by– særligt de store parkeringspladser på
Rådhuspladsen, H.P. Hansens Plads og i Rosengården er ofte fyldte. Det
medfører, at flere besøgende til bymidten bliver nødt til at bruge tid på at
søge efter en ledig parkeringsplads.
Analysen viser dog også, at der er ledige pladser at finde.
På hverdage er der særligt ledige pladser på Vestsjællandscentrets tagparkering
(denne plads er privat, men med offentlig adgang). På tidspunktet hvor analysen
blev foretaget havde parkeringskælderen under Rådhuspladsen en dårlig
udnyttelsesgrad, dette har dog ændret sig i forbindelse med opsigelsen af
betalingsparkeringen samt det at tidsbegrænsningen er udvidet til 4 timer.
Hvis det forudsættes, at der ikke sker et øget behov for
parkering som følger af byfortætning, sløjfning af eksisterende
parkeringsarealer, øget bilejerskab og lignende vurderes det, at der ikke vil
være behov for at etablere flere parkeringspladser i midtbyen. Det betyder dog
ikke, at der i bymidten er en reel overkapacitet, men at der kan fokuseres på
at udnytte ledige kapaciteter bedre. Den ledig parkeringskapacitet er
overvejende på de pladser som ligger i yderkanten af bymidten, og dermed også
har en længere gangafstand til faciliteterne i bymidten.
I forbindelse med den generelle udfordring omkring
formidling af ledige pladser på offentlige parkeringspladser, vil det blive
vurderet i hvilken udstrækning ny teknologi vedrørende registrering og
formidling af parkering kan bringes i anvendelse. Disse teknologier skal nemt kunne
understøtte synliggørelse af ledig kapacitet på centrale offentlige
parkeringspladser.
Parkeringsfond – fastlæggelse af niveau for indbetaling til
parkeringsfonden (Slagelse):
Konkret har udvalget på mødet den 10. oktober 2019 behandlet
en sag vedrørende en ejendom, som er placeret indenfor parkeringsfondens
afgrænsning. Ejendomsejerens planlægning af ejendommen gjorde, at der ikke
kunne etableres de nødvendige parkeringspladser, der blev derfor fremført et
ønske om, at aktivere mulighederne om at indbetale til parkeringsfonden for de
parkeringspladser som ikke kunne etableres på ejendommen.
Med afsæt i beslutningen af sag nr. 5 på omtalte møde, skal
udvalget drøfte principbeslutning vedrørende anvendelse af parkeringsfonden i
Slagelse bymidte. Med afsæt i sagen skulle der træffes beslutning om
indbetalingen til parkeringsfonden skulle være som ”Parkering i konstruktion”.
Udvalget besluttede at udskyde beslutningen af dette til primo 2020 (se referat
fra Erhvervs- og Teknikudvalget den 10. september 2019 - sag nr. 5).
Parkeringsfonden kan anvendes i de tilfælde, hvor nyt
byggeri/anvendelsesændringer af eksisterende bygninger udløser et krav om
øget parkering, der ikke kan dækkes på ejendommen, og hvor bygherren ikke kan
pege på en anden ejendom i nærheden, hvor bygherre selv kan etablere
parkeringspladserne. Med oprettelse af parkeringsfonden har kommunen under
byggesagsbehandling mulighed for at dispensere fra kravet om parkering såfremt
bygherren indbetaler til parkeringsfonden.
Hvis parkeringsfonden bruges, vil de pladser, der indbetales
for, være offentligt tilgængelige. Ansøger indbetaler den halve udgift til
etablering af parkeringspladserne, og Slagelse Kommune forpligter sig til at
afholde den anden halvdel af udgiften. Parkeringspladserne skal etableres
indenfor en periode af 5 år, ellers skal indbetalingen betales tilbage til
indbetaleren.
Bygherrens bidrag afhænger af om der indbetales til
parkering på terræn (20.000 kr. pr. p-plads) eller om parkering skal realiseres
i konstruktion (i alt 75.000 pr. p-plads ved p-hus og 125.000 kr. pr. p-plads
ved p-kælder).
Hidtil har administration af parkeringsfonden taget
udgangspunkt i etablering af parkering på terræn. Det er dog administrationens
vurdering, at det ikke længere er realistisk at anlægge flere p-pladser på
terræn i Slagelse bymidte.
Udvalget bedes derfor træffe principbeslutning, om
anvendelse af parkeringsfonden i Slagelse bymidte fremover skal tage
udgangspunkt i parkering i konstruktion.
Yderligere har der været fremført ønske om, at
parkeringsfondens afgrænsning kunne udvides, så den kunne gælde for et større
areal end det er tilfældet i dag.
Parkeringsnorm:
Parkeringsnormerne der, fastlægges af kommunalbestyrelsen,
skal sikre, at der etableres nok parkeringspladser, så de omkringliggende
områder ikke belastes med uønskede parkerede biler.
Samtidig skal normerne fastsættes på et niveau, der sikrer,
at der ikke etableres unødvendige parkeringspladser, der optager arealer, der
kan anvendes til andre formål. Herudover skal normerne fastsættes så de i vid
udstrækning tager højde for den fremtidige udvikling i biltrafikken.
Det er således en balancegang at fastsætte normerne.
Normerne kan reduceres som følge af stationsnærhed og
dobbeltudnyttelse.
Administrationen har ladet udarbejde en vurdering af kravet
vedrørende restauranter, her er konklusionen, at parkeringskravet for denne anvendelsestype
ligger i den høje ende set i forhold til andre kommuner.
Yderligere har der i de seneste år været fokus på
parkeringsnormens krav i forhold til parkering ved ungdomsboliger. Det er
konstateret, at kravet til parkering ved denne type boliger varierer kraftigt
fra kommune til kommune. Administrationen har ved forespørgsel kunne
konstatere, at spændet varierer mellem 0,1 plads pr. bolig til 1,5 pladser pr.
bolig. Det bør vurderes, hvad der skal være udgangspunktet for Slagelse
Kommune.
Retligt
grundlag
Byggeloven § 22, stk. 1 og 6 indeholder de ovennævnte regler
for dispensation fra bygningsreglementets krav om parkering.
Bygningsreglementet 2010 (BR10) kapitel 2.4.2, stk. 1,
siger, at der skal udlægges tilstrækkelige parkeringsarealer på den enkelte
ejendom. Dette krav er dog kun gældende, hvis der ikke er en lokalplan, der
tager stilling til parkering, jf. BR10, kapitel 2.1, stk. 3.
Cirkulære fra Bygge- og Boligstyrelsen af 18. oktober 1996
indeholder de nærmere regler for drift af parkeringsfonde.
Handlemuligheder
Parkeringsfonden:
Udvalget kan vælge, at parkeringsfonden i Slagelse bymidte
fortsat skal tage udgangspunkt i parkering på terræn.
Udvalget kan vælge, at parkeringsfonden fremover skal tage
udgangspunkt i parkering i konstruktion.
Parkeringsnormen:
Udvalget kan vælge at administrationen skal udarbejde oplæg
til en ændring af parkeringsnormen eller fastholde den nugældende
parkeringsnorm.
Vurdering
I forhold til parkeringsfond:
Det er administrations vurdering, at det ikke længere er
muligt at etablere flere offentlige p-pladser på terræn i Slagelse bymidte. Der
vil være en overhængende risiko for, at fremtidige indbetalinger til
parkeringsfonden, med udgangspunkt i parkering på terræn, ikke kan bringes i
anvendelse og derfor skal betales tilbage til bygherrer eller med et stort
parkeringsmæssigt underskud anvendes til parkering i konstruktion, uden at
parkeringsproblematikken bliver løst, hvilket vil medføre, at presset på både
offentlige parkeringspladser og private parkeringsarealer (der er tilgængelig
for alle) i Slagelse bymidte vil blive øget i fremtiden.
Hvis indbetalinger tager udgangspunkt i parkering i
konstruktion, skal kommunen inden 5 år etablere en udvidelse af tilgængelige
offentlige parkeringspladser enten i en ny parkeringskælder eller i et
parkeringshus; ellers skal indbetalingerne ligeledes betales tilbage. For
nuværende er der ikke planlagt ny parkeringskælder eller parkeringshus, dog er
der i investeringsoversigten i hvert af overslagsårene 2022 og 2023 afsat 25
mio. kr.
I forhold til parkeringsnormen:
Den nuværende parkeringsnorm for Slagelse Kommune er
vedhæftet som bilag. Normerne ar minimumskrav og vil være gældende, hvor der
ikke stilles krav i en lokalplan. Kravet angiver således et mindste antal
parkeringspladser, der skal anlægges ved den pågældende funktion.
For byggeri, hvor der gives ibrugtagningstilladelse, skal
alle pladser være anlagt, inden tilladelsen gives.
Det er administrationens anbefaling, at der udarbejdes et
objektivt grundlag, som kan danne grundlag for en politisk beslutning om de
krav, som der skal stilles til borgere og virksomheder når de etablere
nybyggeri eller der sker anvendelsesændringer af eksisterende bygninger.
Beslutningsgrundlaget kan udarbejdes i forbindelse med det samlede
planlægningsarbejde i forhold til Kommuneplan 2021.
Registrering af ledige parkeringspladser:
Administrationen foreslår, at mulighederne for at etablere et
forsøg med registrering af ledige parkeringspladser, samt
udskiftningsfrekvensen på den enkelte parkeringsplads undersøges med henblik på
at iværksætte et forsøg på Rådhuspladsen, Slagelse. Der udarbejdes en
beskrivelse og et økonomisk overslag på projektet, som foreligges udvalget til
endelig beslutning.
Økonomiske
og personalemæssige konsekvenser
Når der i forbindelse med en byggetilladelse gives tilsagn
om, at bestemmelserne i kommunens parkeringsfond kan bringes i anvendelse
betyder dette, at der skal findes kommunal medfinansiering til den halvdel af
udgifterne. Center for Miljø, Plan og Teknik anbefaler, at der i forbindelse
med den årlige godkendelse af budget afsættes midler, som modsvarer
indbetalingerne til parkeringsfonden.
Konsekvenser
for andre udvalg
Den del af parkeringsproblematikken som ikke vedrører
parkering på offentlige færdselsarealer (reguleret af lov om offentlige veje)
henhører under Miljø-, Plan og Landdistriktsudvalget.
Indstilling
Centerchefen for Miljø, Plan og Teknik indstiller,
1.
at Udvalget skal træffe principbeslutning, om anvendelse af
parkeringsfonden i Slagelse bymidte fremover skal tage udgangspunkt i parkering
i konstruktion,
2.
at Udvalget tager stilling til, om administrationen skal udarbejde et
forslag til ændret afgrænsning af rammen for, hvor parkeringsfonden kan bringes
i anvendelse,
3.
at der i løbet af foråret udarbejdes et oplæg til en revideret
parkeringsnorm,
4.
at administrationen undersøger mulighederne for opsamling og registreringer
af ledige parkeringspladser samt udskiftningen på disse.
Beslutning i Erhvervs- og
Teknikudvalget den 3. februar 2020:
Fraværende:
At 1-4: Godkendt.
Udvalget ønsker, at der kigges på mulighederne for opkøb af
private p-arealer til offentlige p-pladser.