Klima- og Miljøudvalget – Referat – 20. juni 2022



1. Godkendelse af dagsorden (B)

Beslutning

Godkendt.

Anne Bjergvang (A) protesterer over afholdelse af ekstraordinært møde i ”biogassagen”. Anne Bjergvang (A) bemærker, at hun er forhindret i mødedeltagelse pga. det korte indkaldelsesvarsel i forhold til hendes civile job.

Kompetence:

Klima- og Miljøudvalget

Beslutningstema

Klima- og Miljøudvalget skal godkende dagsordenen.

 

Indstilling

Miljø-, Plan- og og Teknikchefen indstiller,

  1. at Klima- og Miljøudvalget godkender dagsorden.

 

2. Meddelelse af miljøgodkendelse til Hashøj Biogas ApS på baggrund af tilhørende miljøkonsekvensrapport (B)

Beslutning

Godkendt.

Kompetence

Klima- og Miljøudvalget

 

Beslutningstema

Klima- og Miljøudvalget kan beslutte, om der skal meddeles miljøgodkendelse til Hashøj Biogas ApS ved Vemmeløsevej, på baggrund af den udarbejdede miljøkonsekvensrapport.

 

Indstilling

Miljø-, Plan- og Teknikchefen indstiller,

1.     at Klima- og Miljøudvalget beslutter, at meddele miljøgodkendelse til Hashøj Biogasanlæg ApS, Vemmeløsevej 19A og 19B ved Dalmose.

 

Sagens indhold

Denne sag har oprindeligt været behandlet i Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget, som sendte sagen tilbage til administrationen. Efterfølgende er sagen delt i to således at sagen vedr. lokalplan 1234 behandles i Teknik-, Plan og Landdistriktsudvalget og sagen vedr. miljøgodkendelsen behandles i Klima- og Miljøudvalget. 

Virksomheden Hashøj Biogas ApS (der er ejet af HCS A/S Transport og Spedition), beliggende på Vemmeløsevej 19A og 19B ved Dalmose, ønsker at modernisere og udbygge biogasanlægget samt at etablere et opgraderingsanlæg, der gør det muligt at levere naturgas til det danske gasdistributionsnet. For at fremtidssikre biogasanlægget ønskes derudover mulighed for at etablere et forbehandlingsanlæg af madaffald eller biomasse (f.eks. halm) til indfødning i biogasanlægget.

Den ønskede modernisering af anlægget kan ikke rummes inden for den gældende Lokalplan 129. Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget besluttede således den 30. september 2019, at igangsætte udarbejdelse af en ny lokalplan med samme afgrænsning som den gældende lokalplan. Udvidelsen af biogasanlægget er samtidig omfattet af krav om miljøkonsekvensvurdering (tidligere kaldet VVM-pligt). 

Lokalplanen sikrer:

  • mulighed for udvidelse af anlægget i forbindelse med en forestående renovering af udtjente
    anlæg,
  • mulighed for at etablere ny lukket aflæsningshal, hvorfra luften kan renses,
  • mulighed for etablering af et opgraderingsanlæg med henblik på at kunne levere gassen til
    naturgasnettet,
  • mulighed for at etablere et forbehandlingsanlæg af madaffald og andre faste biomasser,
  • mulighed for at etablere lagerfaciliteter for faste biomasser, samt nye tanke for gylle og andre flydende biomasser,
  • ny og større efterlagertank,
  • en øget bebyggelsesprocent på 25 % og øget bygningshøjde på op til 30 m for at kunne muliggøre ovenstående,
  • mulighed for at etablere nye beplantningsbælter, der tilpasses de forestående udvidelser.

Miljøkonsekvensrapporten udgør dels en miljøvurdering af planlægningen og dels en miljøkonsekvensvurdering af selve anlægget. Det er bygherres ansvar at udarbejde miljørapporten. Det er således bygherres miljørapport. Slagelse Kommune påser, at de data og oplysninger, som bygherre skal fremlægge i miljøkonsekvensrapporten, er fuldstændige og af tilstrækkelig høj kvalitet og at miljørapporten på en passende måde påviser, beskriver og vurderer projektets væsentlige direkte og indirekte virkninger.

Biogasanlægget reguleres gennem en miljøgodkendelse og de vilkår der fremgår af den. Trafik til- og fra anlægget samt etableringen af gasledningen fra anlægget og frem til Skælskør, reguleres gennem en § 25 tilladelse efter miljøvurderingsloven. § 25 tilladelsen behandles af Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget iht. kompetenceplanen.

I forbindelse med renovering og udvidelse af Hashøj Biogasanlæg var det påregnet, at eksisterende ledningstracé mellem biogasanlægget og Industrivej i Dalmose kunne anvendes til at koble biogasproduktionen til det danske naturgasnet. Det har imidlertid vist sig ikke at være muligt at benytte den eksisterende gasledning. Der etableres i stedet en ca. 12 km lang gasledning fra biogasanlægget til Skælskør, hvor der kobles til Evidas eksisterende 4 bar distributionsnet. For at sikre tilstrækkeligt afsætningsgrundlag for bionaturgassen, skal der anlægges en kompressorstation ved den eksisterende M/R-Station på Hesselhaven 2A, 4230 Skælskør. Ledningen vil som udgangspunkt blive nedgravet, men på visse mindre delstrækninger vil ledningen blive boret ind under veje, åløb og beskyttede diger gennem styret underboring.

Byrådet besluttede den 25. oktober 2021 at vedtage Forslag til lokalplan 1234. Byrådet vedtog samtidig miljøkonsekvensrapporten, samt udkast til miljøgodkendelse og § 25 tilladelse. Planforslaget og miljøkonsekvensrapporten samt udkast til miljøgodkendelse og § 25 tilladelse blev efterfølgende sendt i 8 ugers offentlig høring i november/december 2021.

Det samlede materiale, som er vedlagt som bilag, udgør

  • Lokalplan 1234,
  • miljøkonsekvensrapporten (for hhv. planlægningen og anlægget) med tilhørende bilag 1-9,
  • den sammenfattende redegørelse vedr. miljøvurderingen af lokalplanen,
  • miljøgodkendelsen med bilag og
  • § 25 tilladelsen.

 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger.

 

Retligt grundlag

Miljøgodkendelser tilvejebringes efter Miljøbeskyttelsesloven.

Miljøkonsekvensvurderingen tilvejebringes efter Miljøvurderingsloven.

 

Handlemuligheder

 Klima- og Miljøudvalget har følgende handlemuligheder:

  1. Klima- og Miljøudvalget kan vælge at meddele den nødvendige miljøgodkendelse, som er forudsætningen for fortsat drift og udvidelse af anlægget. Det vil betyde, at Virksomheden, når det nye plangrundlag (Lokalplan 1234) er endeligt vedtaget af Byrådet, meddeles miljøgodkendelse på baggrund af den gennemførte miljøkonsekvensvurdering.

  2. Klima- og Miljøudvalget kan vælge ikke at meddele den nødvendige miljøgodkendelse til udvidelse af Biogasanlægget ved Vemmeløsevej, Dalmose. Det vil betyde, at biogasanlægget fortsat vil være reguleret af en miljøgodkendelse og har mulighed for at fortsætte driften. HCS A/S Transport og Spedition har givet udtryk for at anlægget sandsynligvis lukkes ned, hvis der ikke meddeles en ny lokalplan og miljøgodkendelse.

 

Vurdering

I forbindelse med den offentlige høring er der modtaget i alt 11 høringssvar. Høringssvarene samt administrationens bemærkninger fremgår af vedlagte hvidbog. Overordnet set omhandler høringssvarene følgende emner:

  • Trafikpåvirkning, vejforhold og trafiksikkerhed.
  • Støj.
  • Lugt.
  • Luft.
  • Klima.
  • Visuel påvirkning.
  • Risiko.
  • Alternativ placering.
  • Natur.
  • Grundvand, spildevand og overfladevand.
  • Menneskers sundhed.
  • Materielle goder, arkitektoniske og arkæologiske kulturarv.
  • Socioøkonomiske forhold.
  • Samfundsøkonomi.

Det er administrationens vurdering, at de forhold som høringssvarene berører, er belyst i tilstrækkelig grad i miljørapporten. Bemærkningerne har ikke givet anledning til ændringer i miljøgodkendelsen.

Det er administrationens vurdering, at den reviderede planlægning for biogasanlægget ved Dalmose (Hashøj Biogas) vil sikre plangrundlaget for den nødvendige opdatering af anlægget. Der skabes mulighed for en øget bebyggelsesgrad med øget bygningshøjde for siloer og tanke, hvilket sikrer virksomheden bedre driftsmuligheder.

Planlægningen understøtter således energiaftalen fra 2018, hvor aftaleparterne er enige om en fortsat udbygning med biogas og andre grønne gasser til opgradering, transport og industrielle processer.

På baggrund af bygherres miljørapport er anlæggets indvirkninger på miljøet opsummeret i en tabel mht. vurderinger af påvirkningsgrad, afværgeforanstaltninger, overvågning og mangler i forhold til grundlaget for vurderingen. Tabellen fremgår af kapitel 21 i miljørapporten og er gengivet i bilag 16, hvor der ligeledes er en kort opsummering fra miljørapporten af den samlede vurdering af påvirkninger af miljøforhold, hvor påvirkningsgraden er vurderet til ”Lille” jf. tabellen.

Opsummerende er det vurderingen, at planlægningen og anlægget (når afværgeforanstaltninger er etableret) vil få en lille indvirkning på landskab, affald, trafik, risiko, samt materielle goder, arkitektoniske og arkæologiske kulturarv. I forhold til beskyttet natur, støj, befolkning og sundhed vurderes indvirkningen at være ubetydelig. Der vurderes at være ingen indvirkning på jord, luft, lugt og klimatiske forhold. Endelig vurderes indvirkningen at være positiv i forholdt til biomassegrundlag og afsætning, grundvand, spildevand og overfladevand, klima og socioøkonomiske forhold.

Administrationen anbefaler på ovenstående baggrund, at Hashøj Biogasanlæg ApS, Vemmeløsevej 19A og 19B ved Dalmose meddeles miljøgodkendelse på baggrund af den gennemførte miljøkonsekvensvurdering og at miljøgodkendelsen meddeles når Lokalplan 1234, Biogasanlæg ved Vemmeløsevej, Dalmose er vedtaget endeligt af Byrådet.

 

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

3. Godkendelse af referat (B)

Beslutning

Godkendt.

Kompetence: Klima og Miljøudvalget

Beslutningstema

Klima- og Miljøudvalget skal godkende dagsordenen.

Indstilling

Miljø-, Plan- og Teknikchefen indstiller, 

1. at Klima- og Miljøudvalget godkender referatet.