Kompetence
Klima- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Udvalget kan beslutte, hvilke fokusområder og målsætninger, der skal være i DK2020 Klimaplanen og de kommende års klimaarbejde.
Indstilling
Miljø-, Plan- og Teknikchefen indstiller,
- At udvalget vedtager fokusområder og målsætninger for DK2020 Klimaplanen.
Sagens indhold
På udvalgsmødet den 31. maj 2022 vedtog Klima- og Miljøudvalget en revideret tidsplan for DK2020 Klimaplanen. Udvalget skal iht. tidsplanen tage en række principbeslutninger, som skal ligge til grund for den endelige DK2020 Klimaplan. DK2020 Klimaplanen skal være indsendt til godkendelse hos CONCITO senest den 15. oktober 2022. Derfor skal DK2020 Klimaplanen være godkendt af byrådet i september 2022. DK2020 Klimaplanen skal vise, hvordan Slagelse kommune kan reducere den geografiske bestemte drivhusgasudledning med 70% i 2030 og opnå CO2 neutralitet i 2050.
De store CO2 udledninger stammer fra følgende sektorer; energi, transport, og landbrug og arealanvendelse. Som grundlag for klimaplanen er der blevet udarbejdet et energi- og CO2-regnskab for kommunen, kaldet baseline. Baseline notatet er vedlagt i Bilag 1. Slagelse Kommune udleder i dag omkring 563.000 tons CO2, hvoraf energisektoren udgør 33 %, transportsektoren 45 % og landbrugssektoren 18 %. Kommunens handlemuligheder, de tekniske forudsætninger, samt omstillingstiden varierer meget mellem sektorerne.
På baggrund af baseline er der udarbejdet:
- Et ”business as usual”-scenarie (BAU-scenarie), der viser, hvordan drivhusgasudledningen i Slagelse Kommune vil udvikle sig, hvis kommunen ikke iværksætter lokale klimatiltag BAU er en kortlægning af, hvor langt Slagelse Kommune er fra 2030 målet og 2050 målet, hvis kommunen ikke iværksætter nye lokale klimatiltag. BAU indeholder udelukkende allerede besluttede nationale og kommunale tiltag frem til 2050.
- Et scenarie, som beregner CO2 reduktionen af de lokale klimatiltag og målsætninger, som administrationen foreslår i DK2020 Klimaplanen (kaldet tiltagsscenarie).
På mødet vil administrationen blandt andet fremlægge BAU og tiltagsscenariet og gennemgå de vigtigste handlinger og forudsætninger. BAU og tiltagsscenariet er vedlagt i bilag 2.
Slagelse Kommune mangler ifølge BAU- og tiltagsscenariet at reducere udledningen med henholdsvis 166.667 ton CO2 og 45.074 ton CO2 i 2030 for opfylde målsætningen i 2030. I 2050 mangler Slagelse Kommune at reducere udledningen med 259.531 ton CO2 ifølge BAU og med 104.196 ton CO2 ifølge tiltagsscenariet.
Altså opfyldes de overordnede målsætninger ikke med denne første udgave af klimaplanen. Derfor vil klimaarbejdet og planen løbende skulle tilpasses. Nedenstående afsnit præsenterer administrationens forslag til målsætninger og fokusområder i klimaplanen.
Fokusområderne skal sikre, at Slagelse Kommune prioriterer realiserbare handlinger indenfor hver sektor, hvor der opnås de størst CO2 reduktioner samtidigt med at fokusområderne understøtter borgerne i at reducere deres CO2 udledning.
Energisektoren:
Energisektoren (el og varme) står for 33 % af udledningen og stammer primært fra opvarmning med el. Kommunen er varmeplanlægger og har lokale handlemuligheder. Derfor forslår administrationen, at energisektoren bliver et fokusområde.
Administrationen foreslår følgende målsætninger inden for energiområdet:
- Udfasning af gas og olie til opvarmning i 2030.
- Øge mængden af lokalt produceret vedvarende energi i et omfang, der vil gøre Slagelse Kommune selvforsynende med vedvarende energi.
Det skal gøres ved at beslutte, at:
- Kommunen vil arbejde hen imod at etablere solcelleparker på et areal svarende til arealet af de eksisterende projektforslag (450 ha, 444.000 MWh) fremmod 2030.
- Kommunen vil arbejde på, at der udrulles CO2 neutral fjernvarme i de større byer, Slagelse, Korsør og Skælskør.
- Kommunen vil arbejde hen imod, at Hashøj Biogas kan udvide sin produktion af biogas.
- Kommunen vil have fokus på at udfase olie og gasfyr, i de landsbyer der ikke vil få fjernvarme inden 2030.
- Genoverveje mulighederne for etablering af vindmøller på land.
Transportsektoren:
Transportsektoren står for 45 % af CO2 udledningen i Slagelse Kommune. Indenfor transportsektoren stammer udledningen primært fra persontransport herunder gennemkørende transport på motorvejen. Reduktion af udledningen inden for sektoren er primært er drevet af nationale tiltag, herunder særligt afgiftsændringer. Kommunens handlemuligheder er begrænset. Kommunen kan understøtte omstillingen til elbiler ved en række tiltag og kommunen har en central rolle som udbyder af kollektiv transport.
Administrationen foreslår følgende målsætning inden for transportområdet:
- Alle kommunens biler kører på el i 2030.
- 25% af bilbestanden i hele kommunen skal køre på el i 2030.
- CO2 neutral persontransport i 2050, herunder kollektiv transport.
Administrationen foreslår, at etablering af ladeinfrastruktur til elbiler bliver et fokusområde i klimaplanen. Det skal gøres ved at beslutte, at:
- De lovpligtige ladestandere, som skal opsættes på kommunale arealer inden 1. januar 2025, i videst mulig udstrækning gøres offentligt tilgængelige.
- Der skal etableres en offentlig tilgængelig ladeinfrastruktur i kommunen. Derfor skal der opsættes offentlige tilgængelige ladestandere på udvalgte kommunalt administrerede offentlige arealer.
- Næste udbud hvor halvdelen af kommunens biler udskiftes indeholder et mål om at 1/3 del bliver elbiler. Det vil svare til ca. 35 elbiler ved udbud i 2024-2026.
Landbrugssektoren
Landbrugssektoren står for 18 % af udledningen. På nationalt niveau er målsætninger om 55-65 % CO2 reduktion i 2030, men vejen dertil er endnu ikke kendt.
Dyrkning af organiske jorde (lavbundsjorde) bidrager med ca. 20 % af CO2 udledningerne fra landbruget. Kommunen har mulighed for gennem facilitering og statslige støtteordninger at bidrage til udtagning af lavbundsjorde.
Administrationen foreslår følgende målsætning inden for landbrugsområder
- Udtage 180 ha lavbundsjord inden 2030.
- Rejse skov på 4.200 ha skov frem til 2050.
Det skal gøres ved at beslutte, at:
- Der i administrationen afsættes ressourcer til at gennemføre konkrete tilskudsberettigede lavbundsprojekter.
- Der skal arbejdes for skovrejsning gennem partnerskaber.
- Fremme privat skovrejsning.
Andet
Ud over de tiltag, som retter sig direkte mod reduktion af CO2 foreslår administrationen, at der sættes fokus på at:
- Prioritere samarbejder med aktørerne og borgerne indenfor hver sektor.
- At der arbejdes med at forankre klimadagsordenen lokalt.
Sagens videre forløb
På baggrund af ovenstående principbeslutninger udarbejder administrationen en DK2020 Klimaplan, som skal godkendes af byrådet til september.
Hvis udvalget vælger andre fokusområder og målsætninger, vil tiltagsscenariet blive opdateret.
DK2020 klimaplanen bliver en dynamisk plan som efter vedtagelse vil blive indarbejdet i Bæredygtighedsstrategien i forbindelse med at den revideres.
Retligt grundlag
Intet at bemærke
Handlemuligheder
Udvalget kan beslutte de foreslåede fokusområder og målsætninger eller vælge andre.
Vurdering
Det er administrationens vurdering, at de ovenstående fokusområder vil sikre at Slagelse Kommune prioriterer de mest realiserbare handlinger indenfor hver sektor, hvor der samtidigt findes de største drivhusgasreduktioner.
DK2020 klimaplanen bliver en dynamisk plan, som jævnligt skal evalueres og revideres.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Administrationen vil præsentere økonomien på udvalgsmødet.
Tværgående konsekvenser
Ingen bemærkninger