2. Kommuneplan 2021 - forslag til retningslinjetemaet NATUR OG LANDSKAB (B)
2. Kommuneplan 2021 - forslag til retningslinjetemaet NATUR OG LANDSKAB
(B)
Sagsnr.: 330-2020-27731 Dok.nr.: 330-2020-446930 Åbent
Kompetence: Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget
Beslutningstema
Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget skal beslutte, om
forslag til retningslinjetemaet ”Natur og landskab” skal godkendes.
Baggrund
Med udviklingsstrategiens endelige vedtagelse den 22. juni
2020 blev det besluttet, at der skal gennemføres en delvis revision af
kommuneplanen.
Kommuneplanen er den overordnede plan for kommunens fysiske
udvikling og består af tre dele:
- Hovedstruktur
(hvad vil vi?)
- Retningslinjer
(hvordan gør vi?)
- Rammer
(hvor gør vi hvad?)
Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget godkendte på møde den
4. maj 2020 og dernæst på mødet den 31. august 2020 proces og tidsplan for
Kommuneplan 2021. Kommuneplan 2021 forventes vedtaget i august 2021. En
revideret tidsplan kan ses af bilag 2.
Retningslinjerne, som beskriver principperne for
arealanvendelse i kommunen, revideres med udgangspunkt i at opdatere indholdet
i forhold til ajourføring, ny lovgivning og internt vedtagne planer og
strategier.
Kommuneplanens retningslinjer er inddelt i 12 temaer. Denne
sagsfremstilling behandler temaet ”Natur og landskab”. Under temaet ”Natur og
landskab” hører retningslinjer for:
- Geologi
- Internationale
beskyttelsesområder
- Kystnærhedszone
- Landskab
- Lavbundsarealer
- Naturnetværk
og Grønt Danmarkskort
- Skovrejsning
- Større
uforstyrrede landskaber
- Naturpark
Ved gennemgang af ovenstående retningslinjer foreslår
administrationen følgende ændringer i forhold til Kommuneplan 2017:
Geologi
Der er ikke ændret i udpegningen af nationale eller lokale
værdifulde geologiske områder. Redegørelsen er blevet uddybet, så
retningslinjerne er nemmere at forstå.
Internationale beskyttelsesområder
Emnet omfatter Natura 2000-områder, som er en samlet
betegnelse for Ramsarområder, EF-fuglebeskyttelsesområder og EF-habitatområder.
Områderne er udpeget for at beskytte en række sårbare naturtyper, fuglearter og
andre dyrearter. Kortbilaget er blevet rettet, jf. de statslige udmeldinger om
at reducere i Danmarks Natura 2000-områder, og afsnittet om bilag IV arter er
blevet uddybet.
Kystnærhedszonen
Kystnærhedszonen er en zone udlagt i et bånd på 3 km fra
kysten og er fastlagt i Planloven. Zonen er udlagt for at sikre, at der ved
enhver planlægning inden for denne zone overvejes, at der kun gennemføres
nødvendige anlæg og udvidelser. Kystnærhedszonen gælder for alle land- og
sommerhusområder.
Der er tilføjet en ny retningslinje, der giver mulighed for,
at der i kystnærhedszonen kan etableres virksomheder og tiltag, der er afhængig
af en kystnær placering. Dette er i overensstemmelse med retningslinjeemnet
”7.4 sommerhusområder”.
Landskab
Retningslinjetemaet ”Landskab” omfatter det åbne land i
Slagelse Kommune. Købstæderne, de større byer og sommerhusområderne er ikke
omfattet af udpegningen.
Landskabet er efter landskabskaraktermetoden blevet inddelt
i 5 karakteristiske landskabstyper: Ådal, Småbakket landskab, Landbrugsflade,
Kystforland og Øer. En uddybning af de enkelte landskabskarakterområder fremgår
af baggrundsrapporten ”Landskabet i Slagelse Kommune” (2013).
Hver landskabstype er desuden kategoriseret efter hvilket
strategisk mål, der gælder for det pågældende område. Det strategiske mål er
enten ”beskyt”, ”vedligehold” eller ”ændre”, hvor ”beskyt” er restriktiv.
Der er ikke ændret i udpegningen, enkelte retningslinjer er
skrevet sammen og andre er uddybet. Redegørelsen er blevet præciseret, så det
mere tydeligt fremgår, hvad der kan ske inden for beskyttede områder.
Lavbundsarealer
Ingen ændringer.
Naturnetværk og Grønt Danmarkskort
Grønt Danmarkskort består samlet af Naturnetværket og de
potentielle kerneområder og korridorer. Grønt Danmarkskort skal på landsplan
understøtte en forstærket indsats for større og bedre sammenhængende
naturområder.
Grønt Danmarkskort er blevet tilpasset i forhold til
ændringerne i udpegningen af Natura 2000-områder, og der er justeret i forhold
til overlap med byer, lokalplanlagte områder og erhvervsområder. Langs
motorvej, omfartsvej og Fodsporet er spredningskorridoren gjort smallere.
Endvidere er en 600 m bred tør potentiel spredningskorridor mellem Korsør og
Rude taget ud. Der er lavet et notat (bilag 3), der giver et samlet overblik
over alle ændringerne til Grønt Danmarkskort.
I redegørelsen er der tilføjet enkelte nye afsnit, herunder
et afsnit der redegør for, hvad der er gjort af indsats siden sidste revision
af kommuneplanen.
Skovrejsning
Kommuneplanen udpeger områder uden
for byerne til enten negativ eller positiv skovrejsning. Skovrejsningsemnet er
blevet gennemgået med henblik på at sikre sammenhæng med Grønt Danmarkskort
samt landskabs- og grundvandsinteresser.
Inden for den potentielle
spredningskorridor mellem Korsør og Rude, der ved revisionen foreslås udtaget
af Grønt Danmarkskort, ændres udpegningen fra negativ til positiv skovrejsning.
Syd for Magleby ligger et større
område med høj prioritet for grundvand ikke længere i fuglebeskyttelsesområde
(ændret i 2018). Området ændres derfor fra negativ til positiv skovrejsning.
Derudover er der foretaget mindre
justeringer i udpegningen, så flere områder inddrages til positiv skovrejsning.
Redegørelsen er blevet uddybet, så
der er et større fokus på, hvad skovrejsning kan bidrage med, herunder særligt
i forhold til kommunens bæredygtighedsstrategi.
Større uforstyrrede landskaber
Ingen ændringer.
Naturpark
Kystområdet fra Bisserup og til Agersø er udpeget med
potentiale som regional naturpark. Under temaet Naturpark er både afgrænsning,
retningslinjer og redegørelse blevet ændret. Ændringerne sker på baggrund af
erfaringer fra bl.a. afholdte borgermøder og dialoger med andre interessenter.
Afgrænsningen af naturparken er ændret, således at
interesseområdet for naturparken udvides til at omfatte et større område end
Natura 2000 udpegningen.
Retningslinjerne er ændret, og der er tilføjet flere
retningslinjer. Det præciseres, at deltagelse i projektet sker på frivillig
basis, samt at vi stadig sigter efter at opnå certificering som Dansk
Naturpark. Retningslinjen om at oprette et naturparkråd er fjernet.
Redegørelsen er blevet uddybet og justeret, så den stemmer
overens med retningslinjerne. Det er især grundlaget for naturparken og formålet
med naturparken, som er uddybet. I redegørelsen er tilføjet, at udpegningen til
interesseområde for naturpark betyder, at kommunen inden for udpegningen vil
prioritere indsatser, der fremmer områdets naturværdier og formidling af natur-
og kulturhistorie i området med afsæt i de stedbundne potentialer.
De foreslåede rettelser til
ovenstående retningslinjer kan ses i bilag 1.
Retligt
grundlag
Planlovens bestemmelser om kommuneplanlægning (kapitel 4)
samt oversigt over de statslige interesser i kommuneplanlægningen.
Handlemuligheder
Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget kan vælge at godkende
forslag til retningslinjetemaet ”Natur og landskab”.
Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget kan vælge at komme
med ændringer til forslag til retningslinjetemaet ”Natur og landskab”.
Vurdering
Slagelse har en kyststrækning på ca. 180 km. Store dele af
den vestlige kyststrækning består af sommerhusområder. Vandet er derfor et
aktiv, som mange drager nytte af. Administrationen foreslår derfor, at
kommuneplanen åbner op for at understøtte flere muligheder for aktiviteter på
vandet. Der er derfor tilføjet retningslinjer, som giver mulighed for tiltag,
der er afhængig af en kystnær placering. Denne mulighed gælder i alle kommunens
sommerhusområder. Ved ansøgning om konkrete tiltag vil kommunen tage stilling
til en række forhold, herunder infrastruktur, kapacitet og offentlighedens
adgang til kysten.
Administrationen anbefaler, at landskabsudpegningen
fastholdes, da udpegningen sikrer, at der tages hensyn til de områder, der er
særligt vigtige at passe på. Landskabet er en del af det åbne land, hvorfor ny
bebyggelse og anlæg i forvejen bør begrænses.
Ved revisionen har det været et mål, at Grønt Danmarkskort
fremstår intakt og brugbart ved prioriteringer inden for naturindsatsen samt at
sikre en enkel og smidig sagsbehandling i for eksempel byggesager og ved
lokalplanlægning, hvor eksisterende byzoner og sommerhusområder støder op til
eller har overlappet med udpegninger i Grønt Danmarkskort. Den potentielle
korridor mellem Korsør og Rude, der tages ud, rummer en høj tæthed af sten- og
jorddiger. Idet sten- og jorddigerne i forvejen er beskyttede af museumsloven,
er udpegningen ikke hensigtsmæssig, da bredden af den tørre potentielle
korridor er 600 m og den er formet som en lige linje henover landskabet uden
hensyntagen til arrondering af landbrugsejendomme.
Endvidere har det vist sig, at en del af området har høj
prioriteret i forhold til beskyttelse af grundvandet.
Der er således en synergi med at fjerne
den potentielle spredningskorridor og omdanne tracéet til positiv
skovrejsningsområde, så skovrejsning vil blive et virkemiddel for den lokale
grundvandsbeskyttelse.
Staten ønsker at fremme skovrejsning, således at skovarealet
på landsplan øges til 20-25 % inden udgangen af det 21. århundrede. I dag er
Danmarks skovareal på 14,5 %. Vestsjælland er en forholdsvis skovfattig egn i
Danmark. Den samlede skovprocent for Slagelse kommune er ca. 10 %. Slagelse
Kommune ønsker at støtte op om den nationale målsætning og øge andelen af
offentlig og privat skov i kommunen, hvorfor skovrejsning også er et vigtigt
indsatsområde i kommunens Bæredygtighedsstrategi. Med udgangspunkt i også at
kunne bruge skovrejsning som virkemiddel til sikring af grundvand er 2.250 ha
ændret fra negativ til positiv skovrejsning.
På udvalgsmødet i august 2020 blev det besluttet, at der
fortsat skal arbejdes hen imod at opnå status som Dansk Naturpark. Udvidelsen
af naturparkens afgrænsning muliggør, at der kan skabes forbindelser til
eksisterende stier og dermed sikre bedre tilgængelighed og en mere
sammenhængende stiinfrastruktur. Der medtages områder, som rummer attraktive
natur-og friluftsoplevelser, kulturhistoriske værdier og lokale attraktioner,
der med fordel kan indgå i naturparken.
Ændringerne i retningslinjerne for naturparken betyder, at
det mere tydeligt fremgår, at det primære formål med naturparken er at skabe
bedre natur og naturoplevelser.
Administrationen vurderer, at revisionen af de enkelte
retningslinjeemner ikke er så væsentlige, at de skal miljøvurderes i
forbindelse med miljøvurderingen af Kommuneplan 2021.
På baggrund af
ovenstående anbefaler administrationen, at Miljø-, Plan- og
Landdistriktsudvalget godkender forslag til retningslinjetemaet ”Natur og Landskab”.
Økonomiske
og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser
for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Chefen for Miljø, Plan og Teknik indstiller,
1.
at forslag til retningslinjetemaet ”Natur og landskab” godkendes.