Ø-udvalget – Referat – 13. januar 2026


1. Godkendelse af dagsorden (B)

Beslutning

Chef for Entreprenørservice, Færger og Havne i Slagelse Kommune, Peter Johansen deltog i behandlingen af dette punkt.

Godkendt.

Kompetence

Ø-udvalget

Beslutningstema

Ø-udvalget skal godkende dagsordenen.

Indstilling

Det indstilles,

  1. at Ø-udvalget godkender dagsordenen.

 

 

 

 

2. Valg af formand og næstformand for Ø-udvalget (B)

Beslutning

Chef for Entreprenørservice, Færger og Havne i Slagelse Kommune, Peter Johansen deltog i behandlingen af dette punkt.

Troels Stilling Stensballe, som er valgt som repræsentant for Agersø, blev valgt til formand.

Dorthe Winther, som er valgt som repræsentant for Omø, blev valgt til næstformand.


Kompetence

Ø-udvalget.

 

Beslutningstema

Ø-udvalget skal udpege en formand og en næstformand for den gældende valgperiode. 

 

Indstilling

Centerchefen indstiller,

1. at Ø-udvalget udpeger en formand blandt Ø-udvalgets repræsentanter på Agersø.

2. at Ø-udvalget udpeger en næstformand blandt Ø-udvalgets repræsentanter på Omø. 

 

Sagens indhold

Der er i Ø-udvalget praksis for at posten som formand og næstformand går på skift mellem Agersø og Omø.

I den foregående valgperiode fra 2022 til 2025 har en repræsentant for Ø-udvalget på Omø været formand, mens en repræsentant for Agersø har været næstformand.

Hvis praksis skal fortsætte, skal der udpeges en formand blandt Ø-udvalgets repræsentanter for Agersø og en næstformand for Omø. 

Formandens og næstformandens opgaver beskrives i Ø-udvalgets forretningsorden, hvor det blandt andet fremgår, at formanden skal udarbejde dagsorden til Ø-udvalgets møder i samarbejde med administrationen og lede Ø-udvalgets møder. 

 

Retligt grundlag

Der henvises til Ø-udvalgets forretningsorden.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger.

3. Drøftelse af forretningsorden for Ø-udvalget i perioden 2026-2029 (D)

Beslutning

Chef for Entreprenørservice, Færger og Havne i Slagelse Kommune, Peter Johansen deltog i behandlingen af dette punkt.

Forretningsordenen blev drøftet.

Ø-udvalget havde følgende ønsker til den nye forretningsorden:

Under punkt 3 tilføjes det, at formandsposten og nærformandsposten går på skift mellem de to øer, såfremt de ønsker at modtage posterne.

Formandsposten og næstformandsposten tilfalder de ø-repræsentanter, der får flest stemmer ved valget til Ø-udvalget, såfremt dette ønskes.

Under punkt 4 tilføjes det, at Ø-udvalgets henvendelse til forvaltningen går gennem formanden.

Under punkt 5 tilføjes det, at der i tilfælde af forfald kan indkaldes en suppleant.

 

Den nye forretningsorden fremlægges til godkendelse på næste møde i Ø-udvalget.

 

 


Kompetence

Ø-udvalget.

 

Beslutningstema

Ø-udvalget drøfter forretningsorden for udvalgets arbejde. Forretningsordenen sætter rammerne for udvalgets mødevirksomhed.

 

Indstilling

Centerchefen indstiller,

1. at Ø-udvalget drøfter forretningsorden for udvalgets arbejde. 

 

Sagens indhold

Ø-udvalget beslutter sin egen forretningsorden. Af forretningsorden, som var gældende for Ø-udvalget i valgperioden 2022-2025 (bilag 1) fremgår følgende: 

  • Regler for valg af formand og næstformand
  • Regler for ledelse af udvalgets møder
  • Mødekadence 
  • Regler for udarbejdelse af dagsorden og udsendelse af denne
  • Regler for hvordan møderne holdes - og hvor de holdes
  • Krav til deltagelse i afstemninger, samt deres gyldighed.

Med udgangspunkt i forretningsordenen som var gældende i valgperioden den 2022-2025 drøfter Ø-udvalget forslag til en ny.  

 

Retligt grundlag

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har i Lov nr. 540 af den 24. juni 2005 om revision af den kommunale inddeling § 44 fastslået forpligtelsen til at nedsætte et Ø-udvalg.

Sammenlægningsudvalget for den kommende Slagelse Kommune har den 4. januar 2006 godkendt, at der skulle nedsættes et Ø-udvalg i Slagelse Kommune.

I henhold til § 25 fremgår det at Indenrigsministeriet i 1989 har givet den tidligere Skælskør Kommune tilladelse til, at Ø-udvalget kunne udgå af Styrelsesvedtægten, men fastholdt at der ved direkte valg skulle nedsættes et Ø-udvalget for at sikre, at de direkte valgte repræsentanter kan udveksle synspunkter med Byrådet vedrørende særlige interesser og få medindflydelse på beslutninger, der er af særlig betydning for øernes befolkning.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Der udbetales diæt på 445 kr. pr mødegang til møder under 4 timer til Ø-udvalgets medlemmer, der repræsenterer Agersø og Omø. 

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Input fra Ø-udvalgets drøftelse indgår i udarbejdelsen af en ny forretningsorden, som fremlægges til godkendelse på næste møde i Ø-udvalget.

4. Forventningsafstemning af Ø-udvalgets arbejde i valgperioden 2026-2029 (D)

Beslutning

Chef for Entreprenørservice, Færger og Havne i Slagelse Kommune, Peter Johansen deltog i behandlingen af dette punkt.

Punktet drøftet.

Ø-udvalget fremsatte følgende ønsker til et nyt årshjul

Under første kvartal tilføjes:

Afrapportering for anvendelsen af puljerne til nedsættelse af færgetakster for det foregående år.

Opfølgning på resultatet af færgernes økonomi for det foregående år.

Under andet kvartal tilføjes:

12-12 mødet holdes i maj/juni.

Orientering om drikkevandssituationen på øerne.

Under tredje kvartal tilføjes:

Input til sejlplaner for det kommende år (flyttes fra 4. kvartal).

Evaluering af 12-12 mødet.

 

Det nye årshjul fremlægges til godkendelse på næste møde i Ø-udvalget.

På næste møde skal der være et punkt på dagsorden om færgernes økonomi.


Kompetence

Ø-udvalget.

 

Beslutningstema

Ø-udvalget afstemmer i samarbejde med administrationen forventninger til udvalgets arbejde i indeværende valgperiode. Forventningsafstemningen omfatter en drøftelse af de opgaver, som udvalget varetager samt udvalgsmedlemmernes roller i dette arbejde. 

Indstilling

Centerchefen indstiller,

1. at Ø-udvalget drøfter forventninger til udvalgets arbejde og medlemmernes roller.

2. at input indgår i udarbejdelsen af nyt årshjul for 2026-2029. 


Sagens indhold

Ø-udvalgets opdrag er at behandle og indgive høringssvar til Byrådet eller fagudvalg i sager, som har betydning for borgerne på Agersø og Omø.

Ø-udvalget fungerer også som forum for drøftelse af emner, som borgerne på Agersø og Omø ønsker at rejse i forhold til kommunen - herunder fx drøftelse af færgerelaterede emner, som indgår som fast punkt på Ø-udvalgets dagsorden samt en løbende opfølgning på kommunens Ø-politik. 

Derudover arbejder udvalget med konkrete opgaver:

Nedsættelse af færgetakster

Byrådet har den 28. oktober 2029 besluttet at give Ø-udvalget kompetencen til at beslutte fordelingen af det statslige tilskud til nedsættelse af færgetakster til passagerer m.m. Ø-udvalget har derfor som fast punkt på dagsorden en orientering/beslutning om anvendelse af tilskuddet.

Styrket postbetjening af øerne

På grund af ændringer i Postloven har Trafikstyrelsen bevilliget Slagelse Kommune midler til et projekt om styrket postbetjening på Agersø og Omø fra 1. januar 2026. Projektet vil indgå som fast punkt på Ø-udvalgets dagsorden i projektperioden (1. januar 2026 til 31. januar 2028).

Samarbejder

Ø-udvalget samarbejder med øernes beboerforeninger og øvrige relevante foreninger/aktører i forhold til emner af interesse for borgerne på Agersø og Omø. 

Beretning for 2022-2025

Det forrige Ø-udvalg har udarbejdet en beretning, der beskriver udvalgets arbejde i valgperioden 2022-2025, og som giver indblik i udvalgets aktiviteter (bilag 1).  

Ø-udvalgt opfordres til at komme med forslag og refleksioner over Ø-udvalgets arbejde og medlemmernes roller i forhold til det kommende arbejde. 

Input vil blive indarbejdet i et nyt årshjul (forslag som bilag 2). Det gamle årshjul er bilag 2.  

 

Retligt grundlag

Lov om revision af den kommunale inddeling af sammenlægningsudvalget.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Input fra drøftelserne indgår i udarbejdelsen af nyt årshjul for Ø-udvalget, som fremlægges til godkendelse på næste møde. 

5. Godkendelse af kommissorium for drøftelse af færgerelaterede emner (B)

Beslutning

Chef for Entreprenørservice, Færger og Havne i Slagelse Kommune, Peter Johansen deltog i behandlingen af dette punkt.

Kommissorium godkendt.


Kompetence

Ø-udvalget.

 

Beslutningstema

Ø-udvalget skal godkende kommissorium for drøftelse af færgerelaterede emner på udvalgets møder.

Indstilling

Centerchefen indstiller,

1. at Ø-udvalget beslutter kommissorium for drøftelse af færgerelaterede emner.


Sagens indhold

Der er praksis for at Ø-udvalget drøfter færgerelaterede emner som fast punkt på udvalgets møder.

For at sikre en saglig og konstruktiv dialog mellem Ø-udvalget, Agersø og Omøfærgerne samt kommunens administration fremlægges forslag til kommissorium for drøftelse af dette punkt (bilag 1). 

Det understreges at emner som sættes til drøftelse har en generel karakter, og at de er beskrevet på en sådan måde, at de kan behandles i administrationen inden mødet.

Kommissoriet sætter rammerne for drøftelserne af punktet. 

Det foreslåede kommissorium tager udgangspunkt i kommissoriet, der var gældende i valgperioden 2022-2025.

Retligt grundlag

Ingen bemærkninger.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger.

6. Fastlæggelse af møder i Ø-udvalget i 2026 (B)

Beslutning

Chef for Entreprenørservice, Færger og Havne i Slagelse Kommune, Peter Johansen deltog i behandlingen af dette punkt.

Ø-udvalget holder møde på følgende datoer i 2026:

Onsdag den 25. marts kl. 12-15 på Stigsnæs.

Onsdag den 6. maj kl. 12-15 på Stigsnæs.

Onsdag den 16. september kl. 12-15 på Stigsnæs.

Onsdag den 18. november kl. 12-15 på Stigsnæs.

 

12-12 mødet holdes den 11.-12. juni på Agersø.


Kompetence

Ø-udvalget.

 

Beslutningstema

Ø-udvalget kan beslutte mødekalenderen for 2026.

 

Indstilling

Centerchefen indstiller,

1. at Ø-udvalget beslutter mødekalenderen for 2026.

 

Sagens indhold

Det foreslås, at der planlægges yderligere 5 møder, hvoraf det ene holdes i forbindelse med Ø-udvalgets 12-12 møde. Det tilstræbes desuden, at der holdes et møde i forbindelse med høringsperioden for Budget 2027.

Møderne planlægges så Agersø og Omø Færgerne samt kommunens administration har mulighed for at deltage i møderne. 

Udover mødet den 13. januar, foreslås det at Ø-udvalget holder møde: 

 

Tirsdag den 31. marts 2026 kl. 12-15

Tirsdag den 12. maj kl. 12-15

Tirsdag den 8. september 2026 kl. 12-15

Tirsdag den 17. november 2026 kl. 12-15

Derudover holdes der møde i forbindelse med Ø-udvalgets 12-12 møde. 12-12 mødet foreslås holdt den 11.-12. juni 2026 på Agersø. 

 

 

Retligt grundlag

Ingen bemærkninger.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger.

7. Orientering om anvendelsen af statslige puljer til nedsættelse af færgetakster (O)

Beslutning

Chef for Entreprenørservice, Færger og Havne i Slagelse Kommune, Peter Johansen deltog i behandlingen af dette punkt.

Orientering givet.

Et eksempel på et oversigtsark, der ligger til grund for Ø-udvalgets gennemregninger, blev gennemgået.


Kompetence

Ø-udvalget.

 

Beslutningstema

Ø-udvalget orienteres om status på anvendelsen af statslige puljer til nedsættelse af færgetakster i 2026.

 

Indstilling

Centerchefen indstiller,

1. at Ø-udvalget orienteres om status på anvendelsen af statslige puljer til nedsættelse af færgetakster i 2026. 


Sagens indhold

Byrådet har på møde den 28. oktober 2019 givet Ø-udvalget kompetence til at beslutte placering af skulderperioden samt til at beslutte fordelingen af statstilskuddet til nedsættelse af færgernes billettakster på passager- og godsområdet i perioden.

Tidligere beslutninger i Ø-udvalget vedrørende takstnedsættelser for 2026: 

Beslutning om nedsættelse af færgetakster i 2026 foretaget på møde i Ø-udvalget den 25. november 2025:

Beslutning om nedsættelse af færgetakster for 2026 tager afsæt i oplysningen om, at kommunen i 2026 vil modtage 2.904.000 kr. til nedsættelse af færgetakster til passagerer m.m. og 1.040.000 kr. til nedsættelse af gods.

Nedsættelsen af færgetaksterne er foretaget efter princippet om at 25 % af tilskuddet gives til øboerne og 75% af tilskuddet gives til turister/gæster og besøgende.

Færgetaksterne nedsættes med 34 % for personer, med 35 % for biler mv. samt med 48 % for ø-bo biler.

Ø-udvalget anmoder om, at der bliver lavet kvalitetssikring af taksterne i forhold til oplysninger på hjemmesiden.

Ø-udvalget anmoder om, at en opdateret beregning fremsendes til udvalget hurtigst muligt. Ø-udvalget vil herefter holde et ekstraordinært møde og træffe endelig beslutning om nedsættelse af takster gældende fra 1. januar 2026.

Beslutning på ekstraordinært møde i Ø-udvalget den 8. december 2025: 

Ø-udvalget besluttede at taksterne for 2026 nedsættes med 34% for personer, 35 % for køretøjer og for Ø-bo-køretøjer med 48 %.

Ø-udvalget disponerer over 9 gratisture for foreninger til hver ø i 2026.

Der fremsendeset nyt opdateret regneark med skønnet prognose for 2026 til Ø-udvalget.

På møde den 13. januar 2026: 

Ø-udvalget orienteres om status. 

 

 

Retligt grundlag

Bekendtgørelse nr. 991 af 28.06.2023 om nedsættelse af færgetakster for godstransport til og fra visse øer.

Bekendtgørelse nr. 834 af 25.06.2024 om nedsættelse af færgetakster for biler, passagerer m.v. til og fra visse øer.

Jævnfør tekstanmærkning nr. 101 ad 16.71.05 til § 16 i Finansloven for 2024, kan tilskud vedrørende fuldt landevejsprincip anvendes til nedsættelse af færgetakster i hele året i alle 21 kommuner.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ifølge kommunens Økonomicenter modtager Slagelse Kommune i 2026 1.404.000 kr. i tilskud til nedsættelse af færgetakster til godstransport samt 2.904.000 kr. til nedsættelse af færgetakster for passagerer m.m.

I forhold til passagerområdet er tilskuddet ekstra forhøjet i perioden 2024-2027 jævnfør en beslutning i Folketinget i forbindelse med vedtagelse af Finansloven for 2024. 

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger.

8. Drøftelse af projekt om styrket postbetjening af øerne (D)

Beslutning

Chef for Entreprenørservice, Færger og Havne i Slagelse Kommune, Peter Johansen deltog i behandlingen af dette punkt.

Fra Agersø har man tilkendegivet, at der forventes mulighed for at oprette pakkeshop i eksisterende bygning. Som følge heraf skal der udarbejdes en ændringsanmodning af projektet med revideret budget, som skal sendes til godkendelse i Trafikstyrelsen.

Trafikstyrelsen har forespurgt om mulighed for at besøge Slagelse Kommune den 26. marts 2026, for at høre om, hvordan der arbejdes med projektet både i forhold til postopbevaringen på fastlandet samt for at besøge en af øerne og se hvordan dens pakkeshop fungerer.

Det blev aftalt, at kommunen skal imødekomme forespørgslen. Trafikstyrelsens besøg starter med et fællesmøde på Stigsnæs.

Kompetence

Ø-udvalget.

 

Beslutningstema

Ø-udvalget drøfter status på projekt om styrket postbetjening af øerne.

Indstilling

Centerchefen indstiller,

1. at Ø-udvalget drøfter projektet om styrket postbetjening af øerne.

Sagens indhold

Trafikstyrelsen har bevilliget Slagelse Kommune midler til et projekt om styrket postbetjening på Agersø og Omø (bilag 1). Projektet er udarbejdet i samarbejde med Ø-udvalget og beboerforeningerne på Agersø og Omø og skal implementeres i dette regi. 

Kommunen har modtaget endelig tilsagnsskrivelse den 19. december (bilag 2).

Ø-udvalget, beboerforeningerne for Agersø og Omø, Agersø og Omø Færgerne samt kommunens administration holdt møde med henholdsvis Post Nord og Dao den 16. december 2025. På mødet blev der drøftet forskellige løsningsmodeller for levering af pakker og breve på øerne. 

Vedrørende Post Nord:

Post Nord beskrev to forskellige løsninger for levering af pakker til øerne:

  1. Post Nord leverer pakker på øerne 1 gang om ugen.
  2. Post Nord leverer dagligt pakker til Stigsnæs, som herefter skal fragtes over til øerne og op i den lokale postbetjening på øen, hvor man kan hente sin pakkepost.

Løsning 1 implementeres fra 1. januar 2026 med en omdeling 1 gang om ugen (mandage).

Post Nord vender tilbage med forsendelsesløsning for Agersø, idet der pt. ikke er pakkeshop på øen.

Vedrørende DAO:

DAO oplyste, at man tilstræber at opretholde den nuværende service og distribuere pakker og breve torsdage, lørdage og søndage (3 gange om ugen)

DAO tilbød tilkøb af en ugentlig distributionsdag til en værdi af 750 kr. for begge øer.

Beboerforeningen på Agersø vil undersøge muligheden for at etablere en pakkeshop på Agersø.

DAO tilbød at opsætte en postkasse til afsendelse af breve på havnen på Agersø, som tømmes af den faste omdeler på de tre ovennævnte dage. De afsendte breve befordres af færgepersonalet til Stigsnæs.

DAO tilbød at opsætte 2 sorte aflåste kasser med koder på Stigsnæs til modtaget og afsendt post.

 

Det blev aftalt, at der skal gives en tilbagemelding på forslag til løsninger senest den 31. marts 2026. i forhold til Post Nord omfatter dette en tilbagemelding på, hvilken løsning hver ø ønsker permanent i forhold til levering af pakker. 

 

Retligt grundlag

Lov om ændring af postloven.

Lovbekendtgørelse af postlov nr. 151 af 8. februar 2024 og bekendtgørelse nr. 1384 af 27. november 2024 om ændring af postloven, lov om Post Danmark A/S og lov om Det Centrale Personregister (Rammer for den fremtidige postbefordring).

Kommunalfuldmagtsreglerne er en samlet betegnelse for de uskrevne regler (grundsætninger) om kommunernes ulovbestemte opgaver. Efter kommunalfuldmagten har kommunen en lovlig og en almen interesse i at fremme landdistrikter, herunder øer, såvel som byer.

 

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Trafikstyrelsen har bevilliget Slagelse Kommune 1.030.338 kr. til styrket postbetjening på Agersø og Omø (bilag 3).

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger.

9. Eventuelt (O)

Beslutning

Chef for Entreprenørservice, Færger og Havne i Slagelse Kommune, Peter Johansen deltog i behandlingen af dette punkt.

Ø-udvalget blev orienteret om, at forhøjningen af nordre mole på Stigsnæs starter i nær fremtid. Projektet forventes færdiggjort inden udgangen af marts.

Forslag til punkter til Ø-udvalgets kommende møder:

Status på sundhedshuset på Agersø.

Kollektiv transport, bussernes korrespondance med videre transport fra Korsør og Slagelse. 

Status på beredskabsplanerne for de to øer.

Forslag til emner til 12-12 mødet:

Visionsplan 2045 på Agersø

Lokalplaner og flexboliger


Kompetence

Ø-udvalget.

Beslutningstema

Under dette punkt kan Ø-udvalgets medlemmer fremsætte kommentarer og forslag til punkter til drøftelse på næste møde.

Indstilling

Det indstilles, 

  1. at orienteringen tages til efterretning.