10. Genoptaget - Endelig vedtagelse af Lokalplan 1180, Nedrivning af baghus, Solens Plads 3, Korsør (B)
10. Genoptaget - Endelig vedtagelse af Lokalplan 1180, Nedrivning af
baghus, Solens Plads 3, Korsør (B)
Sagsnr.: 330-2017-1891 Dok.nr.: 330-2017-755829 Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Byrådet skal tage stilling til, om lokalplan 1180 skal
vedtages endeligt.
Baggrund
Byrådet besluttede på mødet den 19. december 2016 at
igangsætte en lokalplan, som muliggør en nedrivning af det gule 2-etages
baghus, Solens Plads 3 i Korsør.
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget behandlede
lokalplanforslaget på møde den 6. marts 2017 med det resultat, at sagen blev
begæret i Byråd. Byrådet vedtog Forslag til lokalplan 1180 den 27. marts 2017.
Forslaget har været i offentlig høring fra den 31. marts til
den 26. maj 2017. I forbindelse med offentlighedsfasen har Slagelse Kommune
modtaget 6 høringssvar, hvoraf de 5 ønsker baghuset bevaret.
Høringssvarene er vedlagt i vedhæftede hvidbog og har ikke
medført ændringer i lokalplanen.
Retligt
grundlag
Lokalplaner tilvejebringes i henhold til Planlovens kap. 5.
Handlemuligheder
Byrådet har generelt mulighed for at foretage mindre
justeringer af lokalplanen som en del af den endelige vedtagelse.
Byrådet kan vælge at vedtage Forslag til lokalplan 1180,
Nedrivning af baghus, Solens Plads 3, Korsør, endeligt. Herved skabes et
plangrundlag, som gør det muligt at nedrive baghuset.
Byrådet kan vælge ikke at vedtage lokalplan 1180.
Konsekvensen vil i dette tilfælde være, at der ikke etableres et nyt
plangrundlag, som muliggør en nedrivning af baghuset. Baghuset vil fortsat være
omfattet af lokalplan 36 for karreen Havnegade, Nygade, Algade og Brogade.
Vurdering
På baggrund af det længere sagsforløb omkring baghusets
fremtid og da der er truffet en politisk beslutning om at udarbejde en
lokalplan med det formål at muliggøre en nedrivning af baghuset, medfører de
modtagne bemærkninger ikke ændringer i lokalplanen.
Administrationen anbefaler derfor, at Forslag til lokalplan
1180, Nedrivning af baghus, Solens Plads 3, Korsør godkendes endeligt, og at
sagen sendes videre til behandling i Økonomiudvalget og Byrådet.
Økonomiske
og personalemæssige konsekvenser
Finansiering af såvel sikringsarbejder på bygningen som
nedrivning skal finansieres indenfor Landdistrikt-, Teknik- og
Ejendomsudvalgets driftsramme. En nedrivning af ejendommen vil koste 0,5 – 0,8
mio. kr.
Anlægsudgift til nyetablering af belægning på arealet anslås
til 1000 kr./m2. mens de årlige driftsudgifter anslås til at udgøre
2% - 5% af den samlede anlægsudgift.
Konsekvenser
for andre udvalg
Ejendommen står i dag ubenyttet, og der ses derfor ingen
konsekvenser for andre udvalg.
Indstilling
Planchefen indstiller,
1.
at Lokalplan 1180, Nedrivning af baghus, Solens Plads 3, Korsør vedtages endeligt
uden ændringer,
2.
at Sagen sendes videre til behandling i Økonomiudvalget og Byrådet.
Beslutning i Erhvervs-,
Plan- og Miljøudvalget den 2. oktober 2017:
Fraværende:
Johnny Persson (V)
Udvalget ønsker byggefelt bevaret uanset om bygningen
nedrives eller ej.
Udvalget ønsker et økonomisk overslag på at bevare vitale
dele af bygningen sammenholdt med udgifterne til nedrivning.
Samtidig ønsker udvalget undersøgt mulighederne for
gennemførelse af et OPP projekt og for fondsfinansiering.
GENOPTAGET
Sagen omhandler nedrivning af det kommunalt ejede baghuset,
beliggende Solens Plads 3 i Korsør. Ejendommen betragtes som bevaringsværdig
trods sit slidte udtryk.
Ejendommen er i dag omfattet af lokalplan nr. 36 i Korsør
bymidte. Formålet med lokalplanen er at bevare eksisterende karakteristisk
bebyggelse samt bebyggelse af historisk, arkitektonisk og miljømæssig værdi.
Nedrivning af huset forudsætter derfor en ny lokalplan for ejendommen.
Med baggrund i husets forfaldne tilstand besluttede Byrådet den
19. december 2016 at udarbejde en lokalplan, som muliggør en nedrivning af
baghuset.
Forslag til lokalplan 1180 for baghusets nedrivning har
været i offentlig høring fra den 31. marts til den 26. maj 2017.
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget behandlede den endelige
vedtagelse af lokalplan 1180 på mødet den 2. oktober 2017. Udvalget besluttede
at sende sagen tilbage til Administrationen.
Udvalget ønskede, at lokalplanen skal give mulighed for ny
bebyggelse efter en eventuel nedrivning. Udvalget ønskede desuden en vurdering
af udgifterne forbundet med istandsættelse af huset sammenlignet med nedrivning
af huset samt muligheder for privat- eller fondsfinansiering.
1. ”Udvalget ønsker byggefelt
bevaret uanset om bygningen nedrives eller ej"
Oplyst af Planafdelingen:
Lokalplanforslaget, som har været i høring, har alene til
formål at muliggøre en nedrivning af baghuset. Såfremt byggefeltet ønskes
bevaret efter en eventuel nedrivning, vil det kræve en revision af lokalplanen
og en ny høring, da det er en væsentlig ændring i forhold til det oprindelige
forslag.
2.
”Udvalget ønsker et økonomisk overslag på at bevare vitale dele af bygningen,
sammenholdt med udgifterne til nedrivning.”
Oplyst af kommunale ejendomme:
Ejendommen bærer tydeligt og
kraftigt stigende præg af nedbrydning i både overflader og bærende
konstruktioner, herunder kan særligt fremhæves:
- Tegltaget ligger fuldstændig uden
bindere, og der findes stort set intet understrygning tilbage. Der for er der
pt. udlagt et transportnet udover hele tagfladen for at sikre mod flyvende
tagsten.
- Der er vandindtrængning flere steder og
de værste områder et pt. dækket med krydsfiner og presenning, primært for at
sikre naboejendommen mod fugt.
- Adskillige af hanebåndspærene er brudt
sammen i tømmeret grundet omfattende råd, og der er pt. opsat midlertidig
afstivning og forstærkning af mange spær for at stoppe yderligere brud.
- Store dele af etageadskillelsen mellem
både stue og 1. sal samt 1. sal og 2. sal er så nedbrudt af fugt og råd, at der
pt. er opstillet lodret afstivning med tværgående dragere i disse områder, ført
helt til nederste gulv på terræn.
- Facaderne bærer tydeligt præg af mange
og mangelfulde tilpasninger, hultagninger og tilmuringer i tidens løb, ligesom
den grundlæggende kvalitet og stand af facaderne er i en stort set irreversibel
stand. Puds, sten og fuger er nedbrudte, og der er betydelig revnedannelse
mange steder i facaden.
- Vinduer skønnes at være termovinduer af
ældre dato, nedbrudte og helt uden værdi.
- Skorstenspiber er tydeligt nedbrudt i
alle fuger, og der ses mange frostsprungne sten.
- Ejendommen har ingen opvarmningsanlæg,
ingen indlagt vand, ingen kloakinstallationer og ingen fungerende
el-installationer.
- Ejendommen er helt uden isolering.
- Ejendommens funderingsforhold er ikke
kendte, men på baggrund af de mange revner og nedbrydninger i facaden,
kombineret med de voldsomt skæve gulve op gennem etagerne, skønnes fundering at
være særdeles mangelfuld og vil kræve betydelig forstærkning, såfremt
ejendommen skulle sikres for fremtiden.
På baggrund af ovenstående
vurderes det, at en eventuel istandsættelse af ejendommen til anvendelse i den
ene eller anden form, vil overstige prisen for en nedrivning og genopførelse af
bygningen.
- En istandsættelse af ejendommen til et
egentligt kommunalt formål, vil kræve en investering på mellem 2-4 mio. kroner,
meget afhængig af formålet og de forhold der mødes under renoveringen.
- En delvis istandsættelse i tag, facade
og dækkonstruktioner, vil kræve en investering på mellem 1-2 mio. kroner,
afhængig af de forhold der mødes ved renoveringen.
- En nedrivning af ejendommen vil koste
0,50 – 0,80 mio. kroner. Ved udbud af nedrivningen i 2015, var den laveste pris
536.000 kr.
3. ”Udvalget ønsker undersøgt
mulighederne for gennemførelse af et OPP projekt og for fondsfinansiering.”
Oplyst af kommunale ejendomme:
Det er normalt i et OPP projekt,
at kommunen forpligter sig til at benytte ejendommen i en længere periode,
enten ved en længere lejeaftale eller driftsaftale. Det kræver samtidigt, at
det afklares, hvad bygningen skal bruges til.
Omkring fonde er det ikke normalt,
at der ydes tilskud til istandsættelse af kommunale bygninger. Men i dette
tilfælde er det muligt at søge Realdania Fonden til en del af omkostningerne,
forudsat at Realdania godkender ansøgningen. En anden mulighed er at forsøge at
sælge til Realdania – By & byg. By & Byg køber ejendomme op og
renoverer dem, hvis de ser behov og muligheder for bevaring.
Fælles for OPP-projekter og
fondsansøgninger er, at det kræver en forudgående afklaring af, hvad bygningens
kommende formål skal være, og at sandsynligheden for at opnå et støttebeløb
ikke på forhånd kan afklares.
Den sidste mulighed er, at
Realdania tilbyder at udarbejde et forprojekt, der ser på bygningens mulige
fremtidige anvendelsesmuligheder og en mere detaljeret økonomisk beregning.
Dette kræver en medfinansiering fra kommunens side.
Handlemuligheder
For så vidt angår spørgsmålet om lokalplanlægning har
Miljø-, Planlægning- og Bæredygtighedsudvalget følgende handlemuligheder:
Udvalget kan vælge ikke at vedtage Forslag til lokalplan
1180. Konsekvensen vil være, at baghuset ikke kan nedrives.
Udvalget kan vælge ikke at vedtage Forslag til lokalplan
1180 endeligt og i stedet igangsætte en revision af lokalplanen, så den
muliggør nedrivning af baghuset og derefter ny bebyggelse.
Udvalget kan vælge at anbefale Byrådet, at Forslag til
lokalplan 1180 vedtages endeligt. Herved skabes et plangrundlag, som gør det
muligt at nedrive baghuset. Herefter kan igangsættes en ny lokalplan, som
udlægger et byggefelt for ny bebyggelse svarende til det tidligere.
Vurdering
Såfremt Miljø-, Planlægning- og Bæredygtighedsudvalget
fastholder ønsket om en lokalplan, der giver mulighed for nedrivning og ny
bebyggelse, er det Administrations vurdering, at revision af forslag til
lokalplan 1180 vil være den mest effektive løsning i forhold til tid og brug af
medarbejderressourcer.
Indstilling
Planchefen indstiller,
1.
at Lokalplan 1180, Nedrivning af baghus, Solens Plads 3, Korsør ikke
vedtages endeligt,
der igangsættes en revision af lokalplanforslaget, som
muliggør nedrivning af baghuset og derefter ny bebyggelse.
Beslutning i Miljø-,
Planlægning- og Bæredygtighedsudvalget den 8. januar 2018:
Fraværende:
Jørgen Grüner (F) kom med følgende ændringsforslag (svarende
til handlemulighed 3):
"Udvalget anbefaler Byrådet, at forslag til lokalplan
1180 vedtages endeligt. Herved skabes et plangrundlag, som gør det muligt at
nedrive baghuset. Herefter kan der igangsættes en ny lokalplan, som udlægger et
byggefelt for ny bebyggelse svarende til det tidligere".
Et flertal bestående af Jørgen Grüner (F), Henrik Brodersen
(O), Thomas Clausen (Ø), Pernille Ivalo Frandsen (V) og Knud Vincents (V)
tilsluttede sig forslaget.
Steen Olsen (A) og Anne Bjergvang (A) stemte imod.