Kompetence
Seniorudvalget
Beslutningstema
Seniorudvalget orienteres om konceptet "Plejehjem i eget hjem" fra Haderslev Kommune.
Indstilling
Konstitueret sundheds- og ældrechef indstiller,
1. at Seniorudvalget tager sagen til orientering.
Sagens indhold
Som led i handlingsplanen til Strategi for boliger til ældre, handling 5, har administrationen undersøgt, hvad konceptet "Plejehjem i eget hjem" går ud på, og hvilke muligheder det giver i Slagelse Kommune.
Plejehjem i eget hjem (artikel vedlagt i bilag 1)
"Plejehjem i eget hjem" er et koncept udviklet af en privat aktør i samarbejde med Haderslev Kommune. Konceptet handler om at skabe mulighed for, at ældre borgere med behov for pleje, omsorg og rehabilitering, der ønsker at blive i eget hjem frem for at komme i plejebolig, har mulighed for det. Det gør man ved at sikre arbejdsgange, hvor borgeren og pårørende kan føle sig trygge ved, at den ældre borger er alene i længere tid ad gangen, og at borgeren får den nødvendige støtte på samme måde, som de ville gøre i en plejebolig. For nogen betyder det, at man kan slutte sine dage i egne omgivelser. For andre vil det betyde, at tidspunktet for indflytning i plejebolig kan udskydes.
Derudover angiver Haderslev Kommune, at der er det formål med konceptet, at det kan medvirke til at løse omsorgsopgaven på en ny måde, så der er hænder nok set i lyset af, at der bliver flere ældre, og at der er udfordringer med rekruttering og højt sygefravær.
Organisering
Haderslev Kommune har organiseret indsatsen ved at:
- sikre øget koordinering og kontinuitet gennem et fast team af 5-7 medarbejdere omkring borgeren
- øge brug af tryghedsskabende teknologier i hjemmet, for eksempel GPS, faldure, sensorbleer, skærmbesøg med mere
- have særligt fokus på tryghed, ernæring, tidlig opsporing af sygdom, forebyggelse af fald og ensomhed
- udbygge samarbejdet med pårørende. Dette er ikke nærmere specificeret fra Haderslev Kommune.
Hvad kræver indsatsen?
Haderslev Kommune angiver, at indsatsen kræver:
- fast team af sundhedsfagligt personale med teknisk flair
- tæt samarbejde mellem visitation, hjemmepleje og sygepleje samt enighed om mål og proces
- mulighed for teknisk support.
Borgere inkluderet i "Plejehjem i eget hjem"
I Haderslev Kommune foregår indsatsen i et geografisk afgrænset område med 5-7 borgere inkluderet pr. marts 2022. Planen er, at denne gruppe skal udvides til 11-12 borgere. Haderslev Kommune har vurderet, at der i alt er 30-40 borgere i kommunen, som i fremtiden vil opfylde kriterierne for at indgå i indsatsen. Haderslev Kommune har ikke kunnet oplyse aktuel status.
Inklusionskriterier for borgere til "Plejehjem i eget hjem" i Haderslev Kommune:
Ønsker at blive i eget hjem, fremfor at søge plejebolig
Fysisk, psykisk, kognitivt og/eller social funktionsnedsættelse, der nu eller indenfor nær fremtid forudsætter hjælp, som hjemmeplejen ikke kan tilbyde
Målrettet og koordineret hjælp kan understøtte borgeren i at klare sig selv i eget hjem
Accepterer at bruge teknologi som sin personlige hjælper, som supplement til kommunens fysiske hjælp der, hvor det giver mening enten nu eller i fremtiden
Bor i hjem, hvor de fysiske rammer muliggør, at borgeren kan få den nødvendige hjælp samtidig med, at lovgivningen for medarbejdernes arbejdsmiljø tilgodeses
Accepterer brugen af sensorteknologi, der hvor det er nødvendigt.
Haderslev Kommune angiver, at alle kriterier skal være opfyldt.
Erfaringer fra Haderslev Kommune
Borgere og pårørende:
Tilbagemeldingerne fra borgere og pårørende er generelt, at de oplever, at der er god sammenhæng og tryghed i indsatsen, og at plejen løbende og hurtigt tilpasses den enkeltes behov.
Medarbejdere, rekruttering og sygefravær:
Medarbejdernes tilbagemeldinger er positive. Der opleves et højt engagement og en forbedret trivsel. Medarbejderne tilkendegiver, at arbejdet i et mindre og let specialiseret team er positivt.
Haderslev Kommune oplever højere interesse for stillingerne i "Plejehjem i eget hjem" end øvrige stillinger i hjemmeplejen. Haderslev Kommune oplyser, at det kan hænge sammen med, at rollerne er specificerede, og stillingerne kun indebærer at arbejde i et mindre team. Rekruttering til projektet er derfor gået nemmere end ved øvrige stillinger i ældreplejen.
Haderslev Kommune oplever, at medarbejdertrivslen generelt er blevet øget. Lederen af teamet mener, at det formentligt skyldes, at det giver mening at arbejde tæt med få borgere, og fordi de selv kan tilrettelægge deres tid ude hos borgerne. Teamet har meget selvbestemmelse i forhold til koordinering, og de er lykkedes med opgaven. Haderslev Kommune angiver, at sygefraværet i teamet er relativt lavt.
Haderslev Kommune oplyser, at de endnu ikke har koblet sygeplejen på konceptet, hvilket kan skabe udfordringer, da der ofte er borgere med komplekse problemstillinger, der modtager "Plejehjem i eget hjem". Derudover er der brug for samarbejde med sygeplejen i forhold til teknologier som medicinhuskeren.
Økonomi
"Plejehjem i eget hjem" finansieres gennem kommunens driftsbudget. Der bevilliges en ekstra indsats på 20 minutter i henholdsvis dag -og aftenvagt til implementering og support af velfærdsteknologi.
Haderslev Kommune har betalt en engangspris på 1,5 mio. kr. til en privat aktør for udviklingen af konceptet.
Den økonomiske forudsætning for projektet er, at omkostningerne ved at give borgeren støtte i hjemmet ikke overstiger de omkostninger, som kommunen har til en plads i en plejebolig. I Haderslev Kommune betyder det, på baggrund af deres beregninger, at en borger maksimalt kan modtage 23 timers hjemmepleje om ugen. Hvis behovet er større, kan det økonomisk bedre betale sig, at borger flytter i plejebolig. Til sammenligning har KL lavet en generel beregning, hvor udgiften til en plejebolig i runde tal svarer til 15 timers hjælp i eget hjem. (Kilde: KL aug. 2019).
I "Plejehjem i eget hjem" i Haderslev Kommune modtager borgeren i gennemsnit 15-16 timers støtte pr. uge.
"Plejehjem i eget hjem" i Slagelse Kommune kontekst
I Haderslev Kommune regner man på sigt med, at 30 til 40 borgere vil få glæde af projektet. Det svarer til 1,8 procent af de borgere, som modtager hjemmehjælp. (Kilde: Danmarks Statistik, AED06).
Omregnes dette til Slagelse Kommune, vil det svare til, at omkring 45 borgere med hjemmehjælp i Slagelse Kommune potentielt vil kunne få glæde af en lignende indsats. Det skal bemærkes, at dette er på baggrund af et estimat fra Haderslev Kommune og ikke konkrete erfaringer fra praksis.
Organisering i mindre teams
I Slagelse Kommune er der blandt andet etableret 3 mindre teams i dagvagten, i hjemmeplejeområdet Boeslunde. Team Vemmelev med 7 hjælpere dækker 63 borgere, Team Svendstrup med 5 hjælpere dækker 35 borgere og Team Boeslunde med 4 hjælpere dækker 24 borgere. Der er desuden 5 social- og sundhedsassistenter tilknyttet, som dækker alle 3 teams.
De 3 teams har siden januar 2023 arbejdet med øget kontinuitet omkring en borgergruppe. Sygefraværet i hjemmeplejeområdet har været nedadgående i samme periode med et gennemsnit på 7,74 %. I samme periode sidste år, 2022, var gennemsnittet for sygefravær 9,58 %. Medarbejderne oplever at få øget deres viden om de borgere, som hører under hjemmeplejeområdet, således at de bedre kan løfte opgaven, hvis de skal afløse for kollegaer.
I aftenvagten er fordelingen af borgerne i de 3 teams mere opgavebestemt, da antallet af borgere, der er visiteret til aftenydelser, er færre.
I Slagelse Kommune er der et tæt samarbejde mellem hjemmeplejen og sygeplejen, hvor der er en fast sygeplejerske tilknyttet hvert hjemmeplejeområde. Derudover er der holdmøder med repræsentation af sygepleje, hjemmeterapeuter, visitation og hjemmepleje i alle områder. Det danner et godt udgangspunkt for at arbejde med en tættere koordinering omkring borgeren.
Velfærdsteknologi
Størstedelen af de velfærdteknologiske hjælpemidler, som bruges i "Plejehjem i eget hjem", anvendes i en vis udtrækning i Slagelse Kommune, herunder skærmbesøg, GPS-ure og medicinhusker. Der har dog ikke været et konkret fokus på at intensivere indsatsen hos specifikke borgere med henblik på at udsætte behovet for en plejebolig.
Inddragelse af pårørende
I Slagelse Kommune bliver pårørende inddraget, når der er behov, ved for eksempel visitationssamtale, og når plejen oplever et øget behov for, at pårørende inddrages.
Haderslev Kommune har ikke specificeret, hvilke tiltag de har gjort i forhold til at inddrage pårørende.
Fremadrettet fokus
Med baggrund i Haderslev Kommunes model for "Plejehjem i eget hjem" har administrationen planlagt at igangsætte en indsats, hvor der i hjemmeplejeområdet Boeslunde arbejdes med:
- at visitationen inddrages, så der sker en konkret vurdering af borgere, som kan indgå i en indsats med øget brug af velfærdsteknologi, øget koordinering og styrket samarbejde med pårørende
- erfaringsopsamling og evaluering, med henblik på eventuel tilpasning og skalering af indsatsen.
Der tilknyttes en velfærdsteknologisk konsulent, der understøtter indsatsen.
Retligt grundlag
Servicelovens § 83
Kommunalbestyrelsen har pligt til at tilbyde personlig pleje, praktisk hjælp og madservice i hjemmet til personer, som på grund af midlertidigt eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver.
Handlemuligheder
Ingen bemærkninger.
Vurdering
Administrationen vurderer, at der med fordel kan gøres erfaringer med elementer af "Plejehjem i eget hjem" i forhold til at kunne løse pleje- og omsorgsopgaven i fremtiden i Slagelse Kommune. Administrationen vurderer, at det er for tidligt at vurdere den reelle effekt og de økonomiske konsekvenser, da Haderslev Kommune stadig er i implementeringsfasen.
Administrationen vurderer, at det i en evaluering af indsatsen i Slagelse Kommune vil være relevant at inddrage effekt for borger og medarbejdere samt økonomiske konsekvenser.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Der afprøves en mindre indsats med elementer fra "Plejehjem i eget hjem" indenfor nuværende budget.
Tværgående konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Sagens videre forløb
Seniorudvalget orienteres om evaluering af den mindre afprøvning i hjemmeplejeområdet Boeslunde i foråret 2024.