8. Status på ungeindsatsen (E)
8. Status på ungeindsatsen (E)
Sagsnr.: 330-2017-77212 Dok.nr.: 330-2020-391339 Åbent
Kompetence: Børne- og Ungeudvalget, Social- og
Beskæftigelsesudvalget, Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser samt
Byrådet
Beslutningstema
Børne- og Ungeudvalget, Social- og
Beskæftigelsesudvalget samt Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser skal
tage opfølgning på den kommunale ungeindsats til efterretning.
Byrådet skal drøfte opfølgning på
de politiske målsætninger for ungeindsatsen.
Baggrund
I september 2019 godkendte Børne- og Ungeudvalget samt Social-
og Beskæftigelsesudvalget tre effektmål for ungeindsatsen,
som de ønsker at følge op på hvert halve år i henholdsvis maj og november. Den
første gang, der blev fulgt op var i maj 2020 og anden opfølgning fremgår
nedenfor.
Udvalgenes
opfølgning har til formål at vurdere, om der er den ønskede udvikling hen mod
de politiske målsætninger. Målsætningerne er:
·
Mindst 85% af alle 25-årige skal have en ungdomsuddannelse i 2025
og 90% i 2030
·
Andelen af op til 25-årige uden tilknytning til uddannelse eller
arbejdsmarked skal være reduceret med minimum 20% i 2025 og halveret i 2030
·
Andelen af unge, der ikke er startet på ungdomsuddannelse direkte
efter 9. eller 10. klasse er højst 6% i 2025 og 5% i 2030
Byrådet
følger op på de politiske målsætninger en gang årligt, og den første
opfølgning fremgår nedenfor.
Ungeindsatsen
Efter
etableringen af ungeindsatsen 1. august 2019 og frem til 1. oktober 2020 er
der registreret 76 unge som KUIunge, dvs. at de har modtaget en indsats i flere
afdelinger. Tallet afspejler formentlig ikke det reelle antal unge, men er et
udtryk for at KUIindsatsen fortsat er i en opstartsfase. Heraf har 14 unge fået
udarbejdet en ungeplan, som er en sammenhængende og koordineret plan udarbejdet
i samarbejde mellem de involverede afdelinger. De øvrige unge har en plan i
hver af de afdelinger, de får en indsats fra. På
grund af COVID-19 har det ikke været muligt at afholde tværfaglige netværksmøder
fra nedlukningen i foråret og frem til august, og medarbejderne er fortsat
påpasselige med at afholde fysiske møder. Dette har en afsmittende effekt på
antallet af registrerede KUIunge og ungeplaner.
Der er på nuværende tidspunkt 15
unge, som har fået tilknyttet en ungeguide. Det er UU der varetager ungeguide
funktionen, som tilbydes til unge, der har en indsats i to eller flere centre
og har behov for støtte til uddannelse eller beskæftigelse i hverdagen. Langt
størstedelen af de unge, der har fået tilknyttet en ungeguide, er mellem 17 og
24 år.
Medarbejdere
tilknyttet den kommunale ungeindsats er startet op med teamsupervision igen her
i efteråret. Der er dog behov for en revitalisering af samarbejdet og
ungeindsatsen, så der kan blive skabt fælles fodslag på tværs af områderne
blandt andet med afsæt i erfaringerne fra Corona. Der er et skærpet
ledelsesfokus på at optimere og implementere indsatsen.
Effektmål 1: De unges oplevelse
af ungeindsatsen
De unges oplevelse af ungeindsatsen
er baseret på nogle få udsagn, som hver enkelt ung tager stilling til efter
hvert netværksmøde. De unge svarer på en skala og har også mulighed for at
skrive en kommentar. Svarene registreres i den unges uddannelsesplan, så de
også kan bruges som feedback til de konkrete fagpersoner omkring den unge. De
udsagn, som de unge bliver bedt om at tage stilling til er:
·
På netværksmødet i dag blev der talt om det jeg har brug for
·
På netværksmødet lyttede de til mig og mine ønsker med oprigtig
interesse og nysgerrighed
·
Jeg følte mig godt behandlet på netværksmødet
·
Jeg ved, hvad jeg selv og de andre skal gøre i den næste tid
Spørgsmålene om den unges oplevelse af mødet blev først
implementeret i februar 2020, og kort derefter blev medarbejderne hjemsendt i
forbindelse med Covid-19. Der er derfor på nuværende tidspunkt kun fire unge, der har
svaret på spørgsmålene. De fire er i høj grad enige i, at de er blevet lyttet
til, følte sig godt behandlet, og ved hvem der skal gøre hvad fremadrettet. Èn
er i mindre grad enig i, at der på mødet blev talt om det han/hun havde brug
for.
De meget få besvarelser er det ikke
muligt at lave valid statistik på, hvorfor der nedenfor ikke fremgår noget
under status oktober 2020.
Andel unge, som i nogen eller høj
grad oplever at blive inddraget og mødt i ungeindsatsen | 2020 | 2021 | 2022 | 2023 | 2024 | 2025 |
Delmål | 90% | 91% | 92% | 93% | 94% | 95% |
Status oktober 2020 | - | | | | | |
Effektmål 2: andel unge på
forsørgelsesydelse
Dette effektmål er baseret på
aktuelle data fra jobindsats.dk og Danmarks Statistik 25-29-årige på
forsørgelse. Effektmålet omfatter unge op til 30 år, som modtager en
forsørgelsesydelse. Både fleksjob og førtidspension er medregnet, da målet i
videst muligt omfang er at sikre en tidlig og forebyggende indsats, så flere
unge undgår at ende på disse ordninger. Unge, der modtager A-dagpenge, indgår
ikke, da det i overvejende grad er unge, som netop har gennemført en uddannelse
og blot venter på første job. I takt med at Slagelse tiltrækker stadig flere
studerende, vil der også være flere unge, som i en periode ender som
dimittender på A-dagpenge. Unge i gang med en forberedende grunduddannelse
(FGU) betragtes som i uddannelse, ligesom i de nationale målsætninger.
Jobcenteret gør opmærksom på, at
sygedagpengedata ikke er tilgængelige på nuværende tidspunkt på grund af nyt
sygedagpengesystem. Ud fra de interne tal er skønnet, at antallet er
tilnærmelsesvis det samme som i august 2019.
På baggrund heraf viser
opfølgningen i august 2020, at 10,5% af unge op til 30 år modtager en
forsørgelsesydelse. I august 2019 var andelen 10,9%, så der ses en lille
forbedring i forhold til for 1 år siden.
Delmålet for hele 2020 er 10,4%, og der skal
således umiddelbart kun ske en lille reduktion
til frem mod udgangen af 2020, for at indfri det opstillede delmål. I praksis opgøres målet for hele 2020 dog et gennemsnit af
et meget højt månedsniveau for 4 måneder i 1. halvår 2020, på grund af
ekstraordinær stor tilgang af afskedigede unge som følge af covid-19-nedlukning og
suspenderet beskæftigelsesindsats, og et forholdsvist
lavt månedsniveau for 2. halvår 2020. Det nuværende niveau i august 2020 tegner
således positivt, men der er alligevel stor sandsynlig for, at gennemsnittet
for hele 2020 ikke vil kunne leve op til delmålet pga. nedlukningen fra
marts-juni. Delmålene og status pr. januar og august 2020 fremgår af
tabellen nedenfor.
Andel unge op til 30 år, som
modtager en forsørgelsesydelse, eksklusiv A-dagpenge | Baseline 2016 | 2020 | 2021 | 2022 | 2023 | 2024 | 2025 |
Delmål | 12,6% | 10,4% | 10,1% | 9,9% | 9,7% | 9,5% | 9,4% |
Status januar 2020 | | 11,2% | | | | | |
Status august 2020 | | 10,5% | | | | | |
Effektmål 3: Elevfravær i
grundskolen
Dette effektmål vedrører alle elever i 7.-10. klasse i
kommunale folke- og specialskoler. Alle tre fraværstyper er medregnet både
lovligt, ulovligt og sygefravær. De foreliggende data er opgjort på et helt
skoleår, for at imødegå sæsonudsving. Der er taget udgangspunkt i perioden
august 2019 til august 2020.
Den samlede fraværsprocent for
perioden er 6,6%, hvilket er noget lavere end opfølgningen i januar, der viste
8,4%. Alle tre fraværstyper (sygdom, lovligt og ulovligt) ligger under niveauet
ved sidste opfølgning. Der er dog fortsat væsentlig forskel på fraværsgraden i
almenskoler og specialskoler. Hvor almenskolerne ligger under 6,5%, er
gennemsnittet på specialskolerne tættere på 10%.
Det lavere fravær hænger
formentlig sammen med, at skolerne er fritaget fra de almindelige regler om registrering
og indberetning af fravær, når de kører med nødundervisning. I hele
lukningsperioden i foråret pga COVID-19 har skolerne således ikke været
forpligtet på at indberette fravær. Skolerne har pligt til at føre tilsyn med,
at eleverne deltager i nødundervisningen og at følge op over for elever med
særligt behov herfor. Ligeledes skal skolerne registrere elevers manglende
aktive deltagelse i nødundervisningen, men den enkelte skole tilrettelægger
selv registreringen.
Delmål og status pr. august 2020
fremgår af tabellen nedenfor.
Andel skoledage udskolingselever
i gennemsnit er fraværende | Baseline 2018/19 | 2019/20 | 2020/21 | 2021/22 | 2022/23 | 2023/24 | 2024/25 |
Delmål | 7,7% | 7,7% | 7,5% | 7,3% | 7,1% | 6,9% | 6,7% |
Status januar 2020 | | 8,4% | | | | | |
Status august 2020 | | 6,6% | | | | | |
Politisk målsætning 1: Mindst
85% af alle 25-årige skal have en ungdomsuddannelse i 2025 og 90% i 2030
Dette er den første opfølgning på
hvor stor en andel af en ungdomsårgang der, når de går i 9. klasse, forventes
at opnå mindst en ungdomsuddannelse, inden de bliver 25 år. Der er ved denne
opfølgning tilgængelige data for to årgange: 2017 og 2018. Delmål og status pr
oktober 2020 fremgår af tabellen nedenfor. Opfølgningen viser en lille stigning
fra 81% for årgang 2016 til 82,4% for årgang 2018. Hermed er delmålet for 2020
indfriet. Der ses dog samtidig en lille nedgang fra 83,1% for årgang 2017 til
82,4 % for årgang 2018.
Mindst 85% af alle 25-årige skal
have en ungdomsuddannelse i 2025 og 90% i 2030 | Baseline (årgang 2016) | 2020 | 2021 | 2022 | 2023 | 2024 | 2025 |
Delmål:
Andel af en ungdomsårgang, som forventes at få mindst en ungdomsuddannelse
inden de er 25 år, dvs. 8 år efter 9. klasse | 81% | 82,5% | 83% | 83,5% | 84% | 84,5% | 85% |
Status
oktober 2020 | | Årgang 2017: 83,1% Årgang 2018: 82,4% | | | | | |
Politisk målsætning 2: Andelen
af op til 25-årige uden tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarked skal
være reduceret med minimum 20% i 2025 og halveret i 2030
Dette er den første opfølgning på
andelen af op til 25årige uden tilknytning til uddannelses eller beskæftigelse.
Administrationen oplyser, at der pt. ikke er tilgængelige data for delmålet,
men at Undervisningsministeriet forventer at have en status på kommuneniveau
klar primo 2021.
Andelen af op til 25-årige uden
tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarked skal være reduceret med
minimum 20% i 2025 og halveret i 2030 | Baseline 2016 | 2020 | 2021 | 2022 | 2023 | 2024 | 2025 |
Andel op til 25-årige uden
tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarked | 9,2% | 8,8% | 8,5% | 8,2% | 7,9% | 7,7% | 7,4% |
Status
oktober 2020 | | - | | | | | |
Politiske målsætning 3: Andelen af
unge, der ikke er startet på ungdomsuddannelse direkte efter 9. eller 10.
klasse er højst 6% i 2025 og 5% i 2030
Unge, der ikke kommer i gang med en ungdomsuddannelse
direkte efter grundskolen har sværere ved at få fodfæste i uddannelsessystemet
og på arbejdsmarkedet. Denne målsætning følger op på, hvor stor en andel af
unge i Slagelse Kommune, der starter direkte på en ungdomsuddannelse, når de
går ud af grundskolen efter 9. eller 10. klasse. Som det fremgår af status, er
andelen steget til 9,4%, hvilket er en noget større andel end forventet. Det er
dog et lille fald fra 2019, hvor andelen var 10,9%.
Center for Børn og Unge vurderer, at det dels skyldes de
øgede optagelseskrav til de gymnasiale uddannelser fra 2018, som slår igennem i
disse år. Derudover har Covid-19 også har haft sin indflydelse på opstarten af
flere af de unges uddannelser. Det forventes, at prioriteringen af den styrkede
vejledning i grundskolen, som slår igennem fra dette skoleår vil kunne aflæses
i opgørelsen for 2021.
Andelen af unge, der ikke er startet på ungdomsuddannelse
direkte efter 9. eller 10. klasse er højst 6% i 2025 og 5% i 2030 | Baseline 2017 | 2020 | 2021 | 2022 | 2023 | 2024 | 2025 |
Andel unge, der ikke er startet
på ungdomsuddannelse direkte efter 9. eller 10. klasse | 7,3% | 7,0% | 6,8% | 6,6% | 6,4% | 6,2% | 6% |
Status
oktober 2020 | | 9,4% | | | | | |
Retligt
grundlag
Lov om ændring af lov om vejledning om uddannelse og erhverv
samt pligt til uddannelse og beskæftigelse m.v. af 29. maj 2018.
Handlemuligheder
Børne- og Ungeudvalget samt Social-
og Beskæftigelsesudvalget kan tage opfølgningen på effektmålene til
efterretning og drøfte behovet for yderligere tiltag.
Byrådet kan tage opfølgningen på
de politiske målsætninger til efterretning og drøfte behovet for yderligere
tiltag.
Vurdering
Administrationen anbefaler, at
Børne- og Ungeudvalget samt Social- og Beskæftigelsesudvalget tager
opfølgningen på effektmålene til efterretning og drøfter en eventuel justering
i indsatsen.
Administrationen anbefaler, at
Byrådet tager opfølgningen på de politiske målsætninger til efterretning og
drøfter en eventuel justering i indsatsen.
Økonomiske
og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser
for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Kommunaldirektøren indstiller,
1. at Børne-
og Ungeudvalget samt Social- og Beskæftigelsesudvalget tager opfølgningen på
effektmålene til efterretning
2. at Byrådet
tager opfølgningen på de politiske målsætninger til efterretning
Beslutning i Børne- og
Ungeudvalget den 2. november 2020:
Fraværende:
At 1 - Taget til efterretning med bemærkning om, at
virtuelle møder kan anvendes i det tværfaglige samarbejde.
Beslutning i Social- og
Beskæftigelsesudvalget den 2. november 2020:
Fraværende:
Morten Hass Augustsen (V)
Taget til efterretning.