Kompetence:
Socialudvalget
Beslutningstema
Udvalget skal drøfte administrationens orientering om budgetstatus samt beslutte behov for supplerende budgetmateriale frem til mødet i maj 2022. Derudover skal udvalget beslutte hvilke prioriteringsforslag, som skal sendes i høring herunder, hvem der er høringsberettigede.
Sagens indhold
Genåbning af budget 2022
Fagudvalgene skal fremsende prioriteringsforslag for i alt 155,3 mio. kr., som skal indgå i Byrådets prioriteringer i maj 2022 med henblik på at finde besparelser for 80 mio. kr. i 2022, jf. Byrådets beslutning i februar 2022.
Udvalget blev på mødet i marts 2022 orienteret om processen for genåbning af budget 2022 og rammen for udarbejdelse af prioriteringsforslag på 34,5 mio. kr.
Udvalget besluttede på marts mødet, at de gerne ville se en beskrivelse med dertilhørende besparelsespotentialer på samtlige områder relateret til Kan/Skal oversigten for hele Socialudvalgets område, bilag 1. Bilaget indeholder besparelsespotentialer for 2022 samt 2023 (24-26).
Børn og Unge har desuden udarbejdet et notat med forslag til prioriteringer af de konkrete besparelsesforslag under Børn og Unge, bilag 2.
Børn og Unge har desuden udarbejdet 3 baggrundsnotater, der beskriver udviklingen inden for det forebyggende område, anbringelsesområdet og dagbehandling, bilag 3-5.
Når udvalget har valgt prioriteringsforslag på baggrund af materialet i bilag 1-2, vil administrationen efterfølgende samle forslagene i prioriteringsskemaer, som vil indgå i høringsmaterialet.
Udvalget skal drøfte de prioriteringsforslag, som administrationen har fremlagt og herefter beslutte hvilke prioriteringsforslag, der skal sendes i høring. Udvalget skal endvidere beslutte hvem (eksempelvis råd og nævn), der er høringsberettigede.
Udover at skulle udarbejde prioriteringsforslag på 34,5 mio. kr. i forbindelse med genåbningen af budget 2022, så er både CHP og B&U i forvejen stærkt udfordret på driften i 2022. Ved Budgetopfølgning 1 forventede CHP et merforbrug i 2022 på ca. 20-25 mio. kr. og B&U forventede et merforbrug på ca. 28 mio. kr. Samtidig er der indstillet overførsel af merforbrug fra 2021 på ca. 11,5 mio. kr. for CHP og ca. 31,5 mio. kr. fra B&U.
Den samlede budgetudfordring i 2022 udgør således ca. 123 mio. kr. på Socialudvalgets serviceramme.
Budget 2023-2026
Udvalget orienteres i anden sag om Byrådets beslutning på mødet i marts 2022 om rammerne for udarbejdelse af prioriterings- og anlægsforslag til budget 2023-2026. Prioriteringsforslag, som fremsendes i forbindelse med genåbning af budget 2022, skal i det omfang, det er muligt, ses i sammenhæng med budget 2023-2026.
Retligt grundlag
Vedtaget proces og rammer for genåbning af budget 2022.
Handlemuligheder
Socialudvalget kan i behandlingen af prioriteringsforslagene i forbindelse med genåbningen af budget 2022 drøfte og prioritere mellem forslagene i bilag 1. De prioriterede forslag vil herefter indgå i høring vedr. genåbning af budget 2022.
Vurdering
Administrationen anbefaler, at Socialudvalget drøfter og prioriterer mellem forslagene i Bilag 1, med henblik på hvilke forslag, der skal indgå i høring om genåbning af budget 2022.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
De økonomiske og personalemæssige konsekvenser uddybes i beskrivelserne om de enkelte prioriteringsforslagene i Bilag 1. De samlede økonomiske og personalemæssige konsekvenser vil afhænge af hvilke prioriteringsforslag Socialudvalget vælger at arbejde videre med.
Tværgående konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Konstitueret udvalgsansvarlig afdelingschef indstiller,
1. at Socialudvalget drøfter administrationens orientering om budgetstatus.
2. at Socialudvalget beslutter, om der er behov for supplerende oplysninger m.m. med henblik på endeligt at kunne prioritere de forslag, som skal sendes videre til Økonomiudvalget og Byrådet på mødet i maj 2022.
3. at Socialudvalget drøfter, om der er prioriteringsforslag, som allerede på nuværende tidspunkt skal indgå i budgetlægningen af budget 2023-2026.
4. at Socialudvalget beslutter hvilke prioriteringsforslag, som skal sendes i høring, herunder hos hvilke råd, nævn m.fl. som skal være høringsberettigede.