Kompetence: Byrådet.
Beslutningstema
Sundhedsudvalget godkender budgetopfølgning 2 samt ansøgning vedr. budgetomplacering til Seniorudvalget som indgår i samlet opfølgning til Økonomiudvalg og Byrådet.
Indstilling
Sundheds- og Ældrechefen indstiller,
- at Budgetopfølgning 2 for 2022 godkendes og videresendes til orientering for Økonomiudvalg og Byrådet.
- at det overfor Økonomiudvalget og Byrådet anbefales, at der godkendes budgetomplacering af 7,6 mio. kr. i 2022, 7,8 mio. kr. i 2023 og 6,7 mio. kr. i 2024-2026 vedr. hjemmeterapeuter mm. til Seniorudvalget.
Sagens indhold
Alle fagudvalg gennemfører Budgetopfølgning 2 for 2022 med rapportering og godkendelse af den økonomiske status på udvalgets område.
Budgetopfølgningerne tager udgangspunkt i korrigeret budget pr. 31. marts 2022 inklusiv driftsoverførsler fra 2021, aktuelle forbrugs- og aktivitetsdata samt forventninger til forbrugsudviklingen i resten af året.
I budgetopfølgningen sættes fokus på områder, hvor der forventes væsentlige budgetafvigelser, som kræver særlig handling eller forklaring. Endvidere indgår forskellige data omkring udvikling i aktivitet m.m. på væsentlige områder, herunder serviceydelser til kommunens borgere.
Der foreligger ingen handleplaner, der kræver særlige indsatser i 2022, på Sundhedsudvalgets område.
I budgetopfølgningen er indarbejdet overførte mer-/mindre forbrug på drift. Der findes ingen anlægsbudgetter på Sundhedsudvalgets område.
Genåbning af budget 2022
Der er igangsat en proces omkring genåbning af budget 2022 på drift, herunder
- fordeling af besparelser på 80 mio. kr.
- forslag for en minimumsramme på 4% af serviceudgifterne
- nedjustering af den samlede anlægsramme til omkring 200 mio. kr.
Byrådet beslutter den 30. maj 2022 hvilke prioriteringsforslag på drift og nedjusteringer på anlæg, som skal iværksættes på de enkelte udvalg.
Denne budgetopfølgning tager udgangspunkt i korrigeret budget pr. 31. marts 2022 og kendte forhold.
Serviceudgifter
Servicerammen for 2021 blev overskredet med omkring 95 mio. kr. Overskridelsen vil kunne medføre sanktioner og reduktion af bloktilskuddet for 2022 – men afhænger dels af kommunernes samlede forbrug på drift og anlæg i 2021, og dels i sidste ende aftale imellem KL og regeringen.
Udviklingen i forbrugsprocenter på serviceudgifter de 3 første måneder af 2022 tyder også på en overskridelse af servicerammen for 2022. Der vil derfor i både denne og kommende budgetopfølgninger være ekstra fokus på udviklingen i serviceudgifterne.
Forventet resultat på drift
I henhold til budgetopfølgningen forventes Sundhedsudvalget i 2022, med nuværende kendte faktorer, at have et mindre forbrug på 4,482 mio. kr. ved udgangen af 2022 på driftsudgifterne. I bilag 1 ses specifikation af forventet forbrug.
På Sundhedsudvalgets område forventes mindre forbrug og dermed budgetoverholdelse samt overholdelse af Servicerammen isoleret set på udvalgets område.
Omplacering af budget mellem Sundhedsudvalget og Seniorudvalget
I forbindelse med genåbningssagen og prioriteringsforslag, har administrationen konstateret, at flere budgetter i forbindelse med den nye udvalgsstruktur ikke er placeret korrekt mellem Sundhedsudvalget og Seniorudvalget. Det drejer sig om budgetter afsat hovedsageligt til hjemmeterapeuter.
Der indstilles i denne sag, at der skal søges om budgetomplacering fra Sundhedsudvalget til Seniorudvalget på netto 7,6 mio.kr. i 2022, 7,8 mio. kr. i 2023 og 6,7 mio. kr. i 2024-2026.
Budgetomplaceringen er indarbejdet i sagerne omkring Genåbning af budget 2022 og Budget 2023-2026, så der indgår korrekte budgetter og besparelsestotaler i perioden 2022-2026.
Sagens videre forløb
Alle fagudvalg behandler sag om "Budgetopfølgning 2 for 2022" på møder primo maj. Økonomiudvalg og Byråd skal behandle en tilsvarende samlet sag for hele kommunen ultimo maj.
Retligt grundlag
Kommunalbestyrelsen skal jf. Styrelseslovens § 42 stk. 7 fastsætte og beskrive regler for, hvordan kommunens kasse- og regnskabsvæsen skal indrettes.
I Regler for Økonomistyring og Ledelsestilsyn for Slagelse Kommune har Byrådet fastsat regler om, at der gennemføres 4 årlige budgetopfølgninger: primo året samt pr. ultimo marts, juni og september. Budgetopfølgningerne forelægges fagudvalg og efterfølgende samlet til Økonomiudvalget og Byrådet.
Styrelseslovens § 40 bestemmer, at der ikke kan iværksættes foranstaltninger som ikke er en del af det vedtagne budget, og som medfører indtægter eller udgifter uden kommunalbestyrelses bevilling.
Det fremgår ligeledes af den økonomiske politik at i forbindelse med ansøgning om tillægsbevillinger, skal der angives andre finansieringsmuligheder end kassefinansiering.
Handlemuligheder
Sundhedsudvalget kan godkende budgetopfølgningen og videresende til Økonomiudvalgets og Byrådets behandling.
Vurdering
Sundhedsudvalgets område forventes, med nuværende kendte forudsætninger, at vise et mindre forbrug ved udgangen af 2022 på ca. 4,482 mio. kr. Dette resultat er ikke direkte afhængigt af den igangværende ”Genåbning af budget 2022”. Det betyder, at det er administrationen vurdering, at de fremsatte prioriteringsforslag for budget 2022 kan implementeres uden af have indvirkning på resultatet i denne budgetopfølgning.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
I hele 1.000 kr. | Politikområde | 2022 | 2023 | 2024 | 2025 |
Bevillingsønske | | | | | |
Seniorudvalget | 7.1 | 7.586 | 7.821 | 6.706 | 6.706 |
Sundhedsudvalget | 9.1 | -7.586 | -7.821 | -6.706 | -6.706 |
Afledt drift | | | | | |
Finansiering | | | | | |
Afsat rådighedsbeløb | | | | | |
Kassen | | 0 | 0 | 0 | 0 |
Tværgående konsekvenser
Ingen bemærkninger.