Møde i udvalget d. 6. februar 2018

7.     Brugerundersøgelse 2018 (D)

Sagsnr.: 330-2017-38214               Dok.nr.: 330-2018-48602                                  Åbent
Kompetence: Seniorudvalget
Beslutningstema
Udvalget skal drøfte forståelsen af spørgsmålene og spørgerammen i udkast til brugerundersøgelse 2018.
Baggrund
Udvalget for Sundhed og Omsorg besluttede den 06.03.2013, at der skal laves en kvantitativ brugerundersøgelse i hjemmeplejen hvert andet år med start i 2014.
I forbindelse med udarbejdelse af strategi for rehabilitering, omsorg og pleje (godkendt på Sundheds- og Seniorudvalgsmøde den 10.5.2017) og Strategi for bomiljøer til ældre (godkendt på Sundheds- og Seniorudvalgsmøde den 05.04.2017) blev det besluttet, at effektmåling af strategierne sker hvert 2. år, som en integreret del af brugerundersøgelsen.
Derudover er brugerundersøgelsen 2018 også en del af tilsyn og opfølgning på tilbud efter servicelovens § 83 og 83a til borger i eget hjem, som beskrevet i tilsynspolitikken, der er principgodkendt på Sundheds- og Seniorudvalgsmøde den 06.12.2017.
Brugerundersøgelsen 2018 forventes gennemført i hjemmepleje og på plejecentre i marts måned 2018. Alle relevante beboere på plejecentre spørges og derudover spørges ca. 800 modtagere af hjemmepleje.
I hjemmeplejen udsendes spørgeskemaet via post med en frankeret svarkuvert.
På plejecentrene omdeler personalet spørgeskemaet med en svarkuvert. Der opstilles lukkede kasser, hvor beboere, evt. med hjælp fra pårørende eller personale, kan aflevere svarkuverten med det udfyldte skema. Kasserne indsamles herefter af Sekretariatet.
Alternativt har Ældrerådet tilbudt at stå til rådighed, når beboerne skal udfylde spørgeskemaerne.
Som forrige år gennemføres databehandlingen af Aspekt R&D. Besvarelserne behandles anonymt.
Udkast til brugerundersøgelsen har været drøftet på Ældrerådsmøde den 30.01.2018. Ældrerådets kommentarer er vedhæftet.
Retligt grundlag
Handlemuligheder
Udvalget kan drøfte spørgerammen og forståelsen af spørgsmålene i udkast til brugerundersøgelsen 2018.
Vurdering
Det er administrationens vurdering, at brugerundersøgelsen 2018 med sin spørgeramme giver mulighed for at måle effekten af strategi for rehabilitering, omsorg og pleje samt strategi for bomiljøer til ældre. Samtidig fungerer brugerundersøgelsen 2018 som en del af opfølgningen på tilsynspolitikken. Dermed kan brugerundersøgelsen 2018 være en indikator på kvaliteten i hjemmepleje og på plejecentre og på den måde være med til at identificere kommende indsatsområder.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger
Indstilling
Centerchef for Sundhed og Ældre indstiller,
1.    at Seniorudvalget drøfter spørgerammen og forståelsen af spørgsmålene i udkast til brugerundersøgelsen 2018.
Beslutning i Seniorudvalget den 6. februar 2018:
Fraværende: 
Udvalget ønsker, at spørgeskemaet ved skala-besvarelser tilføjes et muligt kommentarfelt (således at skala-svaret kan suppleres med en begrundelse).
Udvalget sætter pris på Ældrerådets tilkendegivelse om at stille sig til rådighed ved udfyldelse af spørgeskemaerne ved de borgere, der ønsker det, og udvalget ønsker, at Ældrerådet inddrages til dette.
Udvalget ønsker senere at drøfte, hvordan pårørende og medarbejderne spørges ind til deres oplevelse af udmøntningen af udvalgets strategier og målepunkter.
Dette som et dagsordenspunkt på mødet i august/september.
Brugerundersøgelsen fremsendes til borgere i eget hjem postomdelt.