Børne- og Ungeudvalget – Referat – 9. januar 2024



1. Godkendelse af dagsorden (B)

Beslutning

At 1: Godkendt. 

Kompetence

Børne- og Ungeudvalget

 

 Beslutningstema

Børne- og Ungeudvalget skal godkende dagsordenen.

 

Indstilling

Direktøren for Børn, Unge og Kultur indstiller,

  1. at Børne- og Ungeudvalget godkender dagsordenen.

2. Nedlæggelse af Klostermarken Skole og Slagelse Heldagsskole (B)

Beslutning

At 1-2: Udvalget indstillede til byrådets godkendelse, at Klostermarken Skole og Slagelse Heldagsskole nedlægges.

(Ø) Stemte imod At 1 og At 2. 

Udvalget ønskede, at bestyrelserne og medarbejderne inddrages i sammenlægningen.


Kompetence

Byrådet 

Beslutningstema

Byrådet kan på baggrund af indstilling fra Børne- og Ungeudvalget, Socialudvalget og Økonomiudvalget beslutte at nedlægge Klostermarken Skole og Slagelse Heldagsskole pr. 1. august 2024. Det er med henblik på at oprette én ny specialskole.

 

Indstilling

Chefen for Skole og Dagtilbud indstiller,

1. at Byrådet beslutter, om Klostermarken Skole skal nedlægges.

2. at Byrådet beslutter, om Slagelse Heldagsskole skal nedlægges.

 

Sagens indhold

I forbindelse med budgetforliget 2024-2027 har Byrådet et ønske om, at Klostermarken Skole og Slagelse Heldagsskole skal sammenlægges med én skoleledelse og én skolebestyrelse på én matrikel. Der skal tages hensyn til, at de to nuværende specialskoler har elever med forskellige behov for understøttelse.

Hvis Byrådet vil nedlægge en skole, skal det behandles i overensstemmelse med lovbestemt procedure. I den forbindelse godkendte Byrådet en tids- og procesplan den 9. oktober 2023, herunder frist for indsigelser og udtalelser.

Høring

I perioden 11. oktober til 7. december 2023 har forslag om ændring i skolestrukturen været i offentlig høring.

Administrationen har modtaget 4 høringssvar, der angår nedlæggelse af Klostermarken Skole og/eller Slagelse Heldagsskole. 

Høringssvarene kommer fra en privat borger, skolebestyrelsen på Slagelse Heldagsskole, skolebestyrelsen på Klostermarken Skole samt Slagelse Lærerkreds.

Høringssvarene fremgår som bilag til sagen.

Udvalgte pointer fra høringssvarene:

  • Begge skolebestyrelser og Slagelse Lærerkreds kan se fordele ved en sammenlægning/oprettelse af én ny specialskole. F.eks. vurderes det, at der kan opnås en række synergier: En mere økonomisk robust virksomhed, styrket fagligt og tværfagligt fællesskab, kollegial sparring, ét overblik og én agenda, mulighed for flere udviklende børnefællesskaber, samt mulighed for tidlig indsats inden evt. behandlingsbehov.

     

  • Der er også skepsis og opmærksomhedspunkter, dels i forhold til selve sammenlægningen og dels i forhold til processen fremadrettet.

     

  • Bekymring i forhold til at kombinere to skoler med hver deres målgruppe, hver deres kultur og som er specialister på hvert deres område. Det er vigtigt, at begge elev-målgrupper får det tilbud, de er visiteret til. Bekymring for, om der er det nødvendige behandlingsfokus og i den forbindelse, om den nødvendige faglighed bevares.

     

  • Med en større skole er der bekymring for, om distancen mellem skole og forældre bliver for stor, mindre sparring og støtte fra ledelse til medarbejdere, for store klasser og fordelingen af de forskellige fagligheder til specifikke opgaver. 
  • Bekymring for besparelsen på administrativ medarbejder. 
  • En opmærksomhed på, hvordan lærerne er ansat – Overenskomstmæssig forskel på skole med dagbehandling og heldagsskole.
  • En særlig opmærksomhed på, at forandringsprocessen vedrører sårbare børn og familier. Derfor hurtigst muligt klarhed og udmelding om, hvordan ledelsen og sammensætningen af medarbejdere kommer til at se ud.

     

  • Bekymring for konsekvenserne for medarbejderne/sikre tryghed for medarbejderne. Særlig opmærksomhed på at minimere ’produktionstab’ - Derfor hurtig og tydelig kommunikation om proces for organiseringen, hurtig ansættelse af leder og hurtig etablering af formelt samarbejde mellem de to enheder.
  • Begge skolebestyrelser ønsker at blive inviteres tidligt ind i arbejdsrummet for involvering i processen.

Byrådets handlemuligheder

Hvis Byrådet vedtager at nedlægge Klostermarken Skole og Slagelse Heldagsskole med henblik på at oprette én ny specialskole, forventes det fastlagte besparelsespotentiale på ledelse og administration at blive indfriet. En sammenlægning af de to specialskoler vil desuden skabe en større enhed, som kan give mulighed for øget fleksibilitet og kompetence blandt underviserne. En større enhed vil også være mindre skrøbelig for udvikling i antal elever, jf. strategien om, at flere børn skal undervises i deres nærmiljø og tættere på almenområdet.

Hvis Byrådet vedtager at bevare Klostermarken Skole og Slagelse Heldagsskole, vil det fastlagte besparelsespotentiale på ledelse og administration ikke blive indfriet. Desuden vil de forventede fordele og synergieffekter, herunder bl.a. øget fleksibilitet og kompetence blandt underviserne samt mindre skrøbelighed for bl.a. udvikling i antal elever, ikke blive indfriet.

 

Retligt grundlag

En beslutning om ændring i skolestruktur, der indebærer nedlæggelse af skoler, skal behandles i medfør af:

Folkeskoleloven § 24, stk. 4 (LBK nr. 1086 af 15/08/2023)

Bekendtgørelse om proceduren ved nedlæggelse af en folkeskole (BEK nr. 700 af 23/06/2014).

Endelig beslutning om ny skolestruktur skal efterfølgende indskrives i bilag til styrelsesvedtægten for skoleområdet.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Nedlæggelse af Klostermarken Skole og Slagelse Heldagsskole med henblik på at oprette én ny specialskole indgår som del af budgetforliget 2024-27. Der forventes en afledt besparelse på ledelse og administration på 500.000 kr. i 2024 og 1.2 mio. hvert år i 2025-2027.

De pædagogiske medarbejdere på Klostermarken Skole og Slagelse Heldagsskole vil blive tilbudt at overgå til den nye specialskole.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Hvis Byrådet beslutter at nedlægge Klostermarken Skole og Slagelse Heldagsskole, vil Børne- og Ungeudvalget og Socialudvalget løbende blive orienteret om processen med oprettelsen af en ny specialskole.

 

Sagens forløb

04-01-2024 Socialudvalget

Direktør for Børn, Unge og Kultur Marianne Stentebjerg deltog under oplysningen af punktet.  

At 1-2: Indstilles til Byrådets godkendelse.


3. Nedlæggelse af det kommunale 10.klassecenter, Xclass (B)

Beslutning

At 1: Videresendes til Byrådet.

For stemte 3: (V), (F) og (C) 
Imod stemte 3: (A) og (Ø)

(Ø) og (A) stemmer imod, da de ønsker X-Class bevaret med det bredere tilbud til eleverne i 10.klasse.

 


Kompetence

Byrådet

 

Beslutningstema

Byrådet kan på baggrund af indstilling fra Børne- og Ungeudvalget og Økonomiudvalget beslutte at nedlægge 10. klassecenteret Xclass pr. 1. august 2024. Det er med henblik på at indgå driftsoverenskomst om 10. klasse (almen og EUD-10) med ZBC Slagelse.

 

Indstilling

Chefen for Skole og Dagtilbud indstiller,

1. at Byrådet beslutter, om det kommunale 10. klassecenter Xclass skal nedlægges.

 

Sagens indhold

I forbindelse med budgetforliget 2024-2027 har Byrådet ønsket, at kommunens 10. klassecenter skal driftes af en erhvervsuddannelse. Det fremgår af budgetforliget, at der er god erfaring fra andre kommuner med at udlicitere 10. klasse til en institution, der udbyder erhvervsuddannelse, for at opnå større sammenhæng og brobygning til erhvervsuddannelserne. Specialtilbud skal forblive i kommunalt regi under Skole og Dagtilbud.

Den eneste mulighed for en erhvervsuddannelse i Slagelse Kommune er ZBC. Det er afklaret med Børne- og Undervisningsministeriet, at Slagelse Kommune kan indgå en driftsoverenskomst med ZBC Slagelse om drift af 10. klasse (almen og EUD-10), uden at opgaven skal i udbud.

Det vil betyde, at det kommunale 10. klassecenter Xclass skal nedlægges. Hvis Byrådet vil nedlægge en skole, skal det behandles i overensstemmelse med lovbestemt procedure. I den forbindelse godkendte Byrådet en tids- og procesplan den 9. oktober 2023, herunder frist for indsigelser og udtalelser.

Høring

I perioden 11. oktober til 7. december 2023 har forslag om ændring i skolestrukturen været i offentlig høring.

Administrationen har modtaget 4 høringssvar, der angår nedlæggelse af 10. klassecenteret Xclass.

Høringssvarene kommer fra bestyrelsen på UngSlagelse, MED-udvalg på UngSlagelse, Lærerne på Xclass samt Slagelse Lærerkreds.

Høringssvarene fremgår som bilag til sagen.

Udvalgte pointer fra høringssvarene:

  • Bestyrelsen for Ungslagelse, MED-udvalg samt lærergruppen vil ikke anbefale at nedlægge Xclass. De har bl.a. henvist til argumenterne i tidligere høringssvar i forbindelse med vedtagelse af budget 2024-26. Slagelse Lærerkreds mener, at der er mange bekymringer forbundet med at nedlægge Xclass og opfordrer derfor til, at beslutningen genovervejes.

     

  • Der er skepsis og opmærksomhedspunkter, dels i forhold til et nyt tilbud/en ny organisering, men også i forhold til selve processen hidtil og fremadrettet.

     

  • Der er en bekymring for gruppen af unge, der efter 9. klasse ikke er afklaret i forhold til valg af ungdomsuddannelse. Bekymringen går bl.a. på om 10. klasse vil have en slagside mod erhvervsuddannelserne. Der bør være en opmærksomhed på de elever i 10. kl., der ikke ønsker en erhvervsuddannelse.

     

  • Der er en bekymring for eksklusion af specialklasseelever - Disse elever har givet udtryk for ønske om et miljøskifte til et velfungerende ungemiljø, som det pt. er på Xclass. Der er en undren over konstruktionen med at skille almen- og specialdelen. Det går imod kommunens målsætning om at bringe almen- og specialområdet tættere sammen.

     

  • Der er en bekymring for, om lærere med kompetence til at undervise på ZBC kan opfylde behovet, møde de unge og give tilstrækkelig hjælp og støtte.

     

  • Der sættes spørgsmålstegn ved den forventede økonomiske gevinst og den fremtidige kvalitet ved en driftsoverenskomst med ZBC. Det udbudsmateriale, som man forventede skulle opkvalificeres via inddragelse af medarbejdere, er blevet ændret til en driftsoverenskomst.

     

  • Slagelse Lærerkreds har insisteret på, at tilsynet med det kommende tilbud bliver grundigt, så det kan konstateres, at der sker en positiv udvikling, og at der er opmærksomhed på optag og frafald.

     

  • Processen har været oplevet som udemokratisk med manglende involvering af bestyrelse og medarbejdere - En oplevelse af, at beslutningen er blevet truffet langt tid før den 4. september 2023. Desuden en oplevelse af manglende orientering.

     

  • Processen opleves at have negativ indflydelse på elever, forældre og medarbejdere – Der er manglende information i forhold til tilbud i kommende skoleår og usikkerhed for medarbejderne i forhold til ansættelse.

Byrådets handlemuligheder

Hvis Byrådet vedtager at nedlægge det kommunale 10. klassecenter Xclass med henblik på at indgå driftsoverenskomst om 10. klasse med ZBC Slagelse, forventes det fastlagte besparelsespotentiale på bygningsdrift og ledelse at blive indfriet. Desuden forventes det, at en driftsoverenskomst med ZBC Slagelse vil bidrage til større sammenhæng og brobygning til erhvervsuddannelserne.

Hvis Byrådet vedtager at bevare det kommunale 10. klassecenter Xclass, vil det fastlagte besparelsespotentiale på bygningsdrift og ledelse ikke blive indfriet som forventet. 

 

Retligt grundlag

En beslutning om ændring i skolestruktur, der indebærer nedlæggelse af skoler, skal behandles i medfør af:

Folkeskoleloven § 24, stk. 4 (LBK nr. 1086 af 15/08/2023)

Bekendtgørelse om proceduren ved nedlæggelse af en folkeskole (BEK nr. 700 af 23/06/2014).

Endelig beslutning om ny skolestruktur skal efterfølgende indskrives i bilag til styrelsesvedtægten for skoleområdet.

Desuden fremgår det af 10. klassebekendtgørelsen (BEK nr. 1251 af 27/1172014), at kommunalbestyrelsen kan indgå overenskomst med en institution, der udbyder erhvervsuddannelse, om at varetage 10. klasseundervisning på vegne af kommunalbestyrelsen.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Nedlæggelse af 10.klassecenteret og indgåelse af driftsoverenskomst med en erhvervsuddannelse indgår som del af budgetforliget 2024-27. Der forventes en afledt besparelse på bygningsdrift og ledelse i 2024 på 2.7 mio.

De pædagogiske medarbejdere i 10. klassecenteret Xclass vil blive tilbudt virksomhedsoverdragelse. Alternativt vil de indgå i omplaceringsordningen for overtallige medarbejdere.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Hvis Byrådet beslutter at nedlægge 10. klassecenteret, Xclass, vil det aflede, at Byrådet skal godkende driftsoverenskomst med ZBC Slagelse om drift af 10. klasse (almen og EUD-10) til elever i Slagelse Kommune.

 

4. Driftsoverenskomst og tilsyn - 10. klasse og EUD10 på ZBC Slagelse (B)

Beslutning

Bo Clausen deltog til punktets oplysning.

At 1: Videresendes til Byrådet. 

For stemte: 3 (C), (V) og (F)
Imod stemte: 3 (A) og (Ø)

(A) og (Ø) stemmer imod blandt andet fordi overenskomsten ikke rummer et tilbud til alle kommunens elever på lige fod med det nuværende 10. klassestilbud, X-class og fordi vi ikke finder valgfagsrækken tilstrækkelig, da denne ikke er bred nok og i alt for høj grad retter sig mod unge der ønsker en erhvervsuddannelse.

At 2-3: Indstilles til Byrådets godkendelse.

Udvalget ønsker en årlig orientering om tilsynene. Første gang i efteråret 2025. 


Kompetence

Byrådet

 

Beslutningstema

Under forudsætning af, at Byrådet på møde den 29. januar 2024 beslutter at nedlægge X - Class under UngSlagelse skal Byrådet på baggrund af indstilling fra Børne- og Ungeudvalget og Økonomiudvalget godkende driftsoverenskomst samt koncept for tilsyn for kommunens 10. klassetilbud på ZBC Slagelse fra skoleåret 2024-25

 

Indstilling

Chefen for Skole og Dagtilbud indstiller,

1. at Byrådet godkender driftsoverenskomsten mellem Slagelse Kommune og ZBC Slagelse om varetagelse af kommunens 10. klasse, herunder EUD10.

2. at Byrådet godkender konceptet for tilsyn med kommunens 10. klasse på ZBC Slagelse.

3. at Byrådet beslutter, at der i løbet af første kvartal 2024 udarbejdes en baseline som grundlag for det løbende tilsyn baseret på det nuværende 10. klassetilbud og til godkendelse på Børne- og Ungeudvalgets møde senest i april 2024

 

Sagens indhold

Denne sag forudsætter en beslutning i Byrådet om nedlæggelse af X - Class under UngSlagelse. Eventuel nedlæggelse af X - Class er en selvstændig sag på Byrådets møde den 29. januar 2024.

Byrådet besluttede som en del af budgetforliget for 2024-2027, at kommunens 10. klassetilbud skal driftes af en erhvervsuddannelse i Slagelse kommune i stedet for at ligge i kommunalt regi på X - class under UngSlagelse. Efterfølgende er det afklaret med Børne- og Undervisningsministeriet, at Slagelse Kommune kan indgå en driftsoverenskomst med en erhvervsskole uden at opgaven har været i udbud.

I udmøntningen af Byrådets beslutning viser det sig, at eneste mulighed for en erhvervsuddannelse i Slagelse kommune er ZBC. Administrationen har derfor haft et første møde med ledelsen i ZBC om opgaven og præsenteret de politiske opmærksomheder og ønsker, som har været en del af den politiske drøftelse. Som overordnede pejlemærker har administrationen peget på tre kvalitetskriterier: Trivsel og fastholdelse, overgang til ungdomsuddannelse, samt faglig progression. 

På baggrund af ovenstående og på baggrund af ZBCs erfaringer med at drive 10. klasse i Ringsted og Næstved, har ZBC udarbejdet et udkast til driftsoverenskomst mellem Slagelse Kommune og ZBC, samt et udkast til tilsynskonceptet.

Udkastene blev præsenteret på Børne- og Ungeudvalgets møde den 5. december 2023 og Børne- og Ungeudvalget gav på mødet input til administrationens og ZBCs videre arbejde med tilsynskoncept og driftsoverenskomst.

Resultatet foreligger nu i sin endelige form til Byrådets godkendelse.

Selve strukturen af 10. klasse er bundet af lovgivningen. Administrationen har overfor ZBC tilkendegivet at udover den obligatoriske del, skal lovkravene for den valgfrie del også følges. Det vil sige tilbud om undervisning i fagene: Dansk, matematik, engelsk, tysk, fransk og fysik/kemi. Derudover skal ZBC tilbyde mindst tre fag ud af en række på 12 fag: Idræt, samfundsfag, religion, naturfag, metal/motorværksted, byggeværksted, teknologiværksted, serviceværksted, produktudvikling og formgivning, iværksætter, sundhed og social forhold, samt teknologi og kommunikation. ZBC udbyder alle 12 fag.

Folkeskolelovens bestemmelser om nationale trivselsmålinger gælder ikke 10. klasse. Det er dog medtaget i driftsoverenskomsten, at ZBC gennemfører tre årlige trivselsmålinger blandt eleverne. De tre årlige målinger passer sammen med ZBCs tilsvarende trivselsmålinger i Ringsted og Næstved, så de ud over at give et billede af elevtrivslen i Slagelse også kan bruges i den interne kvalitetsudvikling af ZBCs tre 10. klassetilbud.

Da indgåelse af driftsoverenskomst med ZBC forudsætter, at Byrådet nedlægger den nuværende X - Class, skal medarbejderne tilbydes andet arbejde enten gennem virksomhedsoverdragelse til ZBC eller ved at lade medarbejderne indgå i den almindelige forflyttelsesproces sammen med kommunens øvrige skoler. Det er frivilligt om medarbejderne ønsker den ene eller den anden form. ZBC har i driftsoverenskomsten forpligtet sig til at optage medarbejderne i staben omkring tiende klasse og der er udarbejdet en plan for, hvordan X - class medarbejdernes kompetence og specialpædagogiske ekspertise kan indgå i det pædagogiske arbejde på ZBC, såfremt medarbejderen vælger muligheden for virksomhedsoverdragelse.

Bilag 1 er driftsoverenskomsten til Byrådets godkendelse.

Bilag 2 er konceptet for tilsyn til Byrådets godkendelse.

 

Retligt grundlag

Bek. nr. 1251 af 27/11/2014: "Bekendtgørelse om overenskomst mellem en kommunalbestyrelse og en institution, der udbyder erhvervsuddannelse, om varetagelse af 10. klasseundervisning samt om 10.-klasseforløbene eud10 ..."

Folkeskoleloven §19ff om 10. klasses struktur og indhold

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Indgåelse af driftsoverenskomst med en erhvervsuddannelse indgår som en del af budgetforliget 2024-2027. I budget 2024 er den samlede forventede besparelse på kr. 2.7 mio.

Udgiften til en elev på X - Class er i dette skoleår kr. 55.313. Udgiften til en elev på ZBC er til sammenligning kr. 47.727. Der er en afledt besparelse på bygningsdrift på kr. 1.4 mio. årligt. Det betyder at budgetbesparelsen er opnået ved 171 elever. Den 1/1-24 er der indmeldt 180 elever i X - Class. 

De pædagogiske medarbejdere i Xclass bliver tilbudt enten at indgå i en virksomhedsoverdragelse eller at indgå i omplaceringsordningen for overtallige medarbejdere.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger

 

Sagens videre forløb

Hvis Byrådet følger de tre indstillinger, vil der på dagsordenen til Børne- og Ungeudvalgets møde i april være en sag om godkendelse af en baseline med henblik på at følge kvaliteten af 10. klasse på ZBC i relation til kvaliteten af det nuværende tilbud på X - class.

5. Udmøntning af midler fra puljen til fritidspædagogik (B)

Beslutning

At 1: Ikke godkendt.

Udvalget ønsker i stedet, at 2.5 millioner fordeles til de 7 skoler, der har det største behov ud fra de socioøkonomiske nøgletal jævnfør bilag 1.

De resterende midler ca. 840.000 kr. kan der søges om fra de resterende skoler, dvs. privatskoler, egne folkeskoler og specialskoler.

På klubområdet fordeles de 980.000 kroner mellem de fire klubdistrikter ud fra de socioøkonomiske nøgletal jævnfør bilag 1.

Fordelingsnøglen gælder også i overslagsårene.

(Ø) stemte imod, da (Ø) foretrækker handlemulighed A.

Kompetence

Børne- og Ungeudvalget
                

Beslutningstema

Børne- og Ungeudvalget skal beslutte, hvordan midlerne i pulje til løft af fritidspædagogikken skal fordeles.

Indstilling

Chefen for Skole og Dagtilbud indstiller,

1. at Børne- og Ungeudvalget beslutter fordeling af puljemidler efter handlemulighed B, da det sikrer en målrettet udmøntning af midler til de virksomheder, som i dag har behov for understøttelse til ansættelse af personale til løft af fritidspædagogikken.

Sagens indhold

Børne- og Ungeudvalget er på udvalgsmødet den 03. oktober 2023 orienteret om, at Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (herefter STUK) har tildelt Slagelse Kommune et tilskud fra puljen, som har til hensigt af løfte fritidspædagogikken i områder med høj andel af sårbare og udsatte børn. Det er forventningen, at tilskudsperioden gælder fra 2023 - 2025. Dette er dog forudsat, at der på Finansloven i 2024 og 2025 fortsat findes midler til fortsættelse af puljen.

Puljen udmøntes i to dele til hhv. SFO og klub for børn og unge på 10 år eller ældre. Puljemidler må ikke anvendes på tværs af de to grupper. For begge typer af tilskud gælder, at de kan anvendes til fritidstilbud i relation til både folkeskoler og fri- og privatskoler.

Slagelse Kommune har fået del i midler fra begge dele med hhv. 3.282.000 mio. kr. årligt for første del og 980.000 kr. årligt for anden del. Det samlede tilskud for 2023 udgør 4.262.000 mio. kr. Som tidligere beskrevet kan disse beløb bortfalde fremadrettet, hvis puljen ikke genforhandles fra 2024 og frem på Finansloven.

Listen over skoler, som har udløst tilskud er:

  • Klostermarken Skole
  • Storebæltsskolen
  • Skælskør Skole (herefter Solskinsskolen)
  • Nymarkskolen

Formål og ramme
STUK opfordrer til at tilgodese de omkringliggende SFOer og klubber ved de skoler, som har udløst tilskuddet. Dette har administrationen fået uddybet for at sikre en korrekt forståelse.

Ovenstående betyder de facto, at administrationen efter konkret vurdering kan tildele midler fra puljen til alle kommunens SFOer og klubber. Altså kan alle virksomheder i udgangspunktet modtage tilskud fra puljen, uanset afstand til de tilskudsudløsende virksomheder. Det eneste krav er blot, at den tilskudsmodtagende virksomhed overholder det formål, som STUK har for puljen.

Formålet med puljen er at løfte fritidspædagogikken i områder med høj andel af sårbare og udsatte børn gennem ansættelse af mere personale. Da Slagelse Kommune har sårbare og udsatte børn fordelt i hele kommunen, kan midlerne derfor anvendes bredt. Ved personale forstås pædagoger, særlige ressource pædagoger, pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælpere.

Der er også en række krav opstillet fra STUK, som er gældende for anvendelsen af midlerne. Der må bl.a. ikke anvendes midler i undervisningsdelen på skolerne, og tilskuddet skal anvendes udover kommunens tildelte budget på området, hvorfor der ikke kan kompenseres for omprioriteringer, i allerede tildelte budgetter. Herudover er der specifikke krav til afrapportering samt del- og slutregnskaber, som administrationen er bekendt med fra tidligere puljemidler.

Udmøntning
Puljen for 2023 er blevet udbetalt ad to omgange. Grundet strukturændringerne på skole- og fritidstilbudsområdet, som trådte i kraft hhv. august 2023 og januar 2024, har det ikke været muligt at bruge midlerne i 2023. Midlerne for 2023 og 2024 vil blive anvendt samlet i 2024.

Den samlede pulje til SFO på 3.282.000 mio. kr. placeres centralt. Midlerne kan ansøges af alle, som overholder formålet med puljen jf. ovenstående. Tildeling af midler vil tage udgangspunkt i elevtal på 0. – 3. årgang og / eller socioøkonomiske nøgletal.

Alternativt kan den samlede pulje til SFO på 3.282.000 mio. kr. fordeles mellem udvalgte privatskoler, specialskoler og kommunale folkeskoler efter elevtal på 0. - 3. årgang. Herefter vil andel til egne folkeskoler blive fordelt efter socioøkonomiske nøgletal.

Den samlede pulje til klub på 980.000 kr. placeres centralt. Midlerne kan ansøges af alle, som overholder formålet med puljen jf. ovenstående. Tildeling af midler vil tage udgangspunkt i elevtal på 4. – 10. årgang og / eller socioøkonomiske nøgletal.

Alternativt kan den samlede pulje til klub på 980.000 kr. ligeledes fordeles mellem udvalgte privatskoler, specialskoler og egne folkeskoler efter elevtal på 4. - 10. årgang. Herefter vil andel til kommunale folkeskoler fordeles efter socioøkonomiske nøgletal i de 4 nye klubdistrikter.

Administrationen har på baggrund af projektmaterialet og formålsbestemmelsen fra STUK vurderet, at midlerne kan udmøntes efter følgende handlemuligheder.

Handlemuligheder

Handlemulighed A:

Alle SFOer og klubber får andel i puljemidlerne efter hhv. elevtal og socioøkonomiske nøgletal. Fri- og privatskoler samt specialskoler får mulighed for andel i midlerne igennem en ansøgningsproces. Vedlagt som bilag 1 kan ses, hvad det betyder for den enkelte SFO og den enkelte klub.

Fordele:
Denne mulighed sikrer, at alle får andel i midlerne og dermed lige vilkår til at rekruttere personale til et løft af fritidspædagogikken og, at puljemidlerne kan udmøntes umiddelbart efter politisk behandling.

Ulempe:
Puljemidlerne vil nogle steder ikke række langt, hvis behovet på den enkelte virksomhed f.eks. er en fuldtidsstilling. Dette skyldes, at midlerne fordeles på alle virksomheder.

Handlemulighed B:

Udvalgte SFOer og klubber får andel i midlerne efter elevtal og socioøkonomiske nøgletal. Udvælgelsen vil foretages administrativt baseret på ovenstående kriterier og med udgangspunkt i formålet med puljen, som beskrevet tidligere.

Fordel:
Denne mulighed sikrer, at midlerne tildeles dem, som har størst behov for at ansætte personale til opgaver indenfor fritidspædagogikken, da færre virksomheder vil skulle deles om puljemidlerne.

Ulemper:
En ulempe er, at ansøgningsprocessen kan forsinke udmøntningen af midlerne og dermed gøre anvendelsesperioden for midlerne kortere. Det betyder konkret, at virksomhederne får færre måneder til at finde og ansætte evt. personale. Med tanke på, at midlerne ikke er garanteret fra 2025, da vi ikke kender udfaldet af finanslovsforhandlinger for 2025, vil der være en risiko for, at virksomhederne ikke får anvendt midlerne.

Vurdering
Administrationen vurderer, at det er mest hensigtsmæssigt for alle, hvis midlerne fordeles efter handlemulighed B, da det sikrer en målrettet udmøntning af midler til de virksomheder, som i dag har behov for understøttelse til ansættelse af personale til løft af fritidspædagogikken.

Dog vurderer administrationen, at handlemulighed B kan indebære en risiko ift. anvendelsen af midlerne, da midler fordelt i 2024 alene kan anvendes det pågældende år. En evt. forsinkelse af udmøntningsprocessen kan derfor afholde virksomhederne fra at ansøge om puljemidlerne.


Retligt grundlag

Bekendtgørelse nr. 683 af 06. juni 2023 om pulje til løft af fritidspædagogikken i områder med høj andel af sårbare og udsatte børn.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.


Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Sagens videre forløb

Afhængig af den politiske beslutning vil administrationen igangsætte processen for udmøntning af midlerne samt orientere de virksomheder, som får andel i puljemidlerne.

6. Status på processen for sammenlægning af skoler i Skælskør (O)

Beslutning

At 1: Taget til orientering.

Udvalget ønsker at følge udviklingen tæt og ser frem til at afholde det kommende udvalgsmøde på Solskinsskolen.

(Ø) protesterer over ikke at kunne få protokolleret en bemærkning.

Kompetence

Børne- og Ungeudvalget

 

Beslutningstema

Børne- og Ungeudvalget orienteres om status på processen for sammenlægning af skoler i Skælskør.

 

Indstilling

Chefen for Skole og Dagtilbud indstiller,

1. at Børne- og Ungeudvalget tager sagen til orientering.

 

Sagens indhold

I forbindelse med budget 2023-26 blev Boeslunde Skole, Skælskør Skole og Eggeslevmagle Skole nedlagt, og der blev oprettet en ny skole i Skælskør pr. 1. august 2023. Den nye skole ligger på tidligere Eggeslevmagle Skoles matrikel og har fået navnet ’Solskinsskolen’.

Administrationen orienterer hermed om status på processen for sammenlægning af skolerne på Solskinsskolen, bl.a. som en del af forberedelsen til Udvalgets besøg på Solskinsskolen i februar 2024. 

Denne status er inddelt i fire hovedafsnit: ’Status på den praktiske del af sammenlægningen’, ’Status på den almindelige drift’, ’Status på elever og undervisningsmiljø’ og ’Status på ansatte og arbejdsmiljø’. Hvert afsnit er yderligere inddelt i underafsnit.

Til sidst fremgår et afsnit om bilag, herunder baggrunden for, at to bilag er lukkede.  

1. Status på den praktiske del af sammenlægningen 

Vedr. inventar: I forbindelse med sammenlægningen besluttede skoleadministrationen, at alt inventar fra tidligere Boeslunde Skole og tidligere Skælskør Skole skulle overgå til Solskinsskolen. Flytning af inventar har været en løbende proces siden sommeren 2023, og vil fortsætte til januar 2024. Inventar og andet i faglokaler på Skælskør Skole flyttes dog først, efter at prøver er afsluttet i sommeren 2024.

Inventar, som ikke kan benyttes på Solskinsskolen, vil efterfølgende blive fordelt til de øvrige folkeskoler, alternativt til dagtilbud eller fri- og privatskoler.  

Vedr. den tekniske del: Adgang til drev for de ansatte, som har flyttet arbejdsadresse, er blevet håndteret i samarbejde med IT-afdelingen. Det samme gælder lukning af postkasser, mailadresser m.v.

2. Status på den almindelige drift

Vedr. fagfordelingen: Fagfordelingen har været præget af, at de tre tidligere skoler har haft forskellige kulturer for fagfordeling. Samtidig har der været begrænset tid til det. Derfor har processen ikke været så inddragende og åben, som skolens ledelse havde ønsket. Der er nedsat en arbejdsgruppe bestående af medarbejderrepræsentanter og ledelse, som skal arbejde med en kommende fagfordelingsstruktur.

På grund af flere opsigelser og sygemeldinger har ledelsen løbende måtte tilpasse skemaet og ændre i fagfordelingen i det første halve år. Medarbejderne har været aktive i at finde gode løsninger.

Vedr. økonomien: Ledelsen har anvendt et forsigtighedsprincip i forhold til økonomien. Derfor kan skolen se frem til at skulle overføre et overskud på ca. 3% til budgetåret 2024. Der forventes ikke overskud på budgettet i 2024.

Vedr. skolebestyrelsen: Den nye skolebestyrelse er kommet godt i gang med at udarbejde værdigrundlag ud fra en stor inddragende proces med skolens forældre, elever og medarbejdere. Skolebestyrelsen har desuden sat en større proces i gang om afkortet skoledag, hvor medarbejdere, elever og ledelse er kommet med anbefalinger ud fra et princip om kvalitet i undervisningen, trivsel og inklusion.

3. Status på elever og undervisningsmiljø

Vedr. elevantal: Status er 813 elever på Solskinsskolen fra bh. klasse til og med 9. kl. Der er 753 almen-elever fordelt på 33 klasser. Det giver en gennemsnitlig klassekvotient på 22,8. Der er 60 specialelever fordelt på 6 klasser.

Skolen har haft tilgang i elevtal siden opstart med 18 nye elever, primært i indskolingen og mellemtrinnet. Samtidig er udmeldt 15 elever primært i udskolingen, hvor de fleste er gået ud til efterskoler eller efter visitation.

Vedr. elevråd: Der er etableret et nyt elevråd for 4.-9. kl. og et mini-elevråd for 1.-3. kl. Elevrådet har udarbejdet vedtægter og opleves meget engageret. De har bl.a. stået for en del julekonkurrencer i december. Arbejdet med elevinddragelse og elevtrivsel ligger dem meget på sinde.

Vedr. elevtrivsel og undervisningsmiljø: Elevtrivsel prioriteres højt af skolens ledelse og medarbejdere. På trods af den uro, som en reorganisering naturligt giver, er det skolens oplevelse, at eleverne i det store hele har kunne friholdes fra de frustrationer, der har været hos nogle medarbejdere og forældre. Der har været fokus på at skabe gode børnefællesskaber gennem aktiviteter på tværs af klasser/årgange, ture ud af huset og indføring af socialfag.

Efter at eleverne på Solskinsskolen har deltaget i den nationale trivselsmåling i foråret 2024, vil resultaterne herfra indgå i udarbejdelsen af en undervisningsmiljøvurdering. Resultaterne vil også indgå i elevrådets arbejde og i de enkelte klasseteams.

4. Status på ansatte og arbejdsmiljø.

Vedr. ledelse: Viceskolelederen fik anden lederstilling i kommunen. En afdelingsleder fik jobbet som viceskoleleder, og der er derfor blevet ansat en ny afdelingsleder. Ledelsen består af 4 personer og er dermed fuldtallig. Ledelsen har aftalt en opgavefordeling. Det nye ledelsesteam oplever sig som velfungerende og med indbyrdes tillid.

Vedr. ansatte: Der er for nuværende ansat 60 lærere, 4 børnehaveklasseledere, 27 pædagoger, 17 lærervikarer (med svingende timetal), 1 pædagogstuderende, 2 kantinemedarbejdere og 3 administrative medarbejdere.

Ledelsen har valgt at fastansætte 5 vikarer med faste timer, da skolen står overfor en personale politisk proces i januar 2024. På den måde undgår ledelsen at skulle igennem en afskedigelsesrunde i det næste halve år, med den uro og usikkerhed, det ville medføre på skolen.

Vedr. personaleomsætning: I dette skoleår er stoppet 6 lærere og 1 pædagog på skolen. Der er i samme periode ansat 2 lærere og 2 pædagoger.

En højere grad af personaleomsætning end normalt ved større reorganiseringer anses ikke for ualmindeligt. Her kan spille flere faktorer ind. Det er ikke muligt at angive én konkret årsag til, at flere ansatte er stoppet på skolen. Årsagerne har været individuelle.

Vedr. sygefravær: Et stigende sygefravær ved større reorganiseringer anses ikke for ualmindeligt. Solskinsskolen ligger alligevel lavere i sygefravær end gennemsnittet for almenskoler i Slagelse Kommune. Fra august til december har Solskinsskolen et gennemsnitligt sygefravær på 5,41 procent. Det gennemsnitlige sygefravær på almenskoler i Slagelse Kommune er i samme periode på 5,86 procent.

En stor del af medarbejderes fravær skyldes langtidssygemeldinger, som bunder i andet end arbejdsrelateret årsager (nye knæ, kræftoperation, rygskade, hovedskade, albueoperation).

Vedr. arbejdsmiljøet, herunder hovedresultater: En større risiko for udfordringer med arbejdsmiljøet anses ikke som ualmindeligt ved større reorganiseringer.

På Solskinsskolen har sammenlægningen af personalegrupper fra tre nedlagte skoler, da også givet udfordringer. Det er synliggjort ved resultater af et nyligt besøg fra Arbejdstilsynet og en nylig udarbejdet arbejdspladsvurdering (APV).

Arbejdstilsynet var på tilsynsbesøg på Solskinsskolen den 1. november 2023. Det er indtil videre resulteret i et påtænkt påbud vedrørende det psykiske arbejdsmiljø. Arbejdstilsynet ventes snarest at træffe en endelig afgørelse om eventuelt påbud.

I november forelå en arbejdsmiljøvurdering (APV). En APV er et øjebliksbillede med sigte på en løbende intern læring, udvikling og forbedring af arbejdsmiljøet. En APV skal udarbejdes minimum hvert tredje år, men altid ved reorganiseringer, der kan have betydning for arbejdsmiljøet.  Solskinsskolen forventer at foretage en opfølgende APV i oktober 2024. 

Administrationen har udarbejdet en overordnet opgørelse over resultatet på APV’en på Solskinsskolen. Inden for hvert hovedområde er der stillet et antal spørgsmål. Opgørelsen er en sammenfatning af resultater på de spørgsmål, der er blevet besvaret, inden for hvert hovedområde:

Data vedrører samtlige medarbejdere på Solskinsskolen. Der er en deltagerprocent på 77.

Områder i APV’en

Andel af svar inden for de 3 mest positive svarkategorier

Andel af svar inden de 3 mest negative kategorier

Organisation og kerneopgave

69 %

31 %

Rammer for opgaven

57 %

43 %

Arbejdsfællesskabet

39 %

61 %

Engagement og indflydelse

69 %

31 %

Arbejdsmængde og tidspres

58 %

42 %

Uklare krav – modstridende krav

49 %

51 %

Stress

47 %

53 %

Tilfredshed alt i alt

49 %

51 %

Vedr. arbejdsmiljøet - herunder nuværende tiltag: Samarbejdet mellem skolens ledelse, tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter er en naturlig del af skolens hverdag. Som en del af sammenlægningsprocessen, har skolen prioriteret at have to tillidsrepræsentanter og to arbejdsmiljørepræsentanter. Desuden er der etableret en udviklingsgruppe, der arbejder på fællesskabende aktiviteter for både elever og ansatte. De har bl.a. afholdt to store sociale arrangementer. Herudover har der været følgende tiltag:

  • Ledelsen har prioriteret at tage de omsorgssamtaler, coachende samtaler og sparrende samtaler, der er brug for i team og hos enkelt-medarbejdere.
  • Ledelsen er i gang med at sætte den faglige retning i samarbejde med afdelingsteamene og fagteamene.
  • Ledelsen har holdt et længere visionsoplæg for medarbejderne og skolebestyrelsen.
  • Det er drøftet med medarbejderne, hvordan de kan være medansvarlige for en vellykket proces med den nye skole sammen med ledelsen, skolebestyrelsen og andre relevante aktører. 
  • Ledelsen har lagt vægt på teamsamarbejdet og et fælles løft af kernopgaven. Derfor har alle medarbejdere fået ekstra samarbejdstid i dette skoleår - til klasseteams, årgangsteams, afdelingsteams, fagteams, udviklings- og arbejdsgrupper, personalemøder, triomøder og MED-møder.

Vedr. arbejdsmiljøet - herunder kommende tiltag: Resultater og vurderinger fra Arbejdstilsynets besøg og fra APV’en har givet Solskinsskolen en samlet synlighed og åbenhed omkring udfordringer i arbejdsmiljøet samt gode pejlemærker for, hvad der er behov for at handle på. Som det fremgår af ovenstående afsnit, er der allerede igangsat tiltag, både før og efter arbejdstilsynets besøg og resultater af APV’en, da det i forvejen var kendt, at der var nogle udfordringer med det psykiske arbejdsmiljø.

Der vil yderligere blive igangsat en proces i foråret 2024 med bistand fra en erhvervspsykolog. Ved sagens fremstilling er der endnu ikke indgået aftale om omfang og pris for bistanden. Der har været indledende møder før juleferien med henblik på at kunne sætte en målrettet indsats i gang i starten af 2024.

Vedr. arbejdsmiljøet - herunder roller og involvering:

Skoleleder og Chef for Skole og Dagtilbud indgår aftale med en erhvervspsykolog om et fremtidigt forløb. Aftalen vil blive indgået primo 2024, herunder omfang og pris. Arbejdsmiljøgruppen og medarbejderne har taget godt imod initiativet.

I processen med at forbedre arbejdsmiljøet på Solskinsskolen sidder formanden for Slagelse Lærerkreds og formanden for Skolelederforeningen med i en rådgivende gruppe sammen med chefen for Skole og Dagtilbud. Solskinsskolens skolebestyrelsen er/bliver løbende orienteret om processer og tiltag.

Bilag til sagen

Som lukkede bilag til sagen er vedlagt den fulde APV for alle ansatte på Solskinsskolen med kommentarer, (bilag 1) og den foreløbige vurdering om påtænkt påbud fra Arbejdstilsynet (bilag 2).

Det er en juridisk vurdering, at disse bilag ikke kan gøres offentlige, da de omhandler bedømmelse af arbejdsmæssige og personlige forhold, hvor oplysninger kan lede hen til konkrete ansatte. Her henvises til offentlighedsloven § 35, hvormed pligten til at meddele oplysninger er begrænset af særlige bestemmelser om tavshedspligt.

En APV har som udgangspunkt karakter af et internt dokument, jf. udtalelse fra Ombudsmanden. Interne dokumenter kan undtages for offentliggørelse jf. offentlighedsloven § 23. Når den fulde APV ikke offentliggøres, er det af hensyn til, at medarbejdernes bidrag skal kunne gives i et internt fortroligt rum, uanset, at de er afgivet anonymt.

Som åbent bilag til sagen er vedlagt APV for alle ansatte på Solskinsskolen uden kommentarer (bilag 3).

Med offentlighedslovens bestemmelse om ekstraheringspligt, jf. offentlighedsloven §§ 28-29, skal det vurderes, om dele af et dokument kan offentliggøres. Administrationen har i det konkrete tilfælde vurderet, at den del af APV’en, der kan betragtes som faktuelle oplysninger, kan ekstraheres, da det i forbindelse med denne sag, vil kunne have offentlig interesse. Derfor fremgår en udgave af APV’en uden kommentarer som et åbent bilag.

Hvis Arbejdstilsynet træffer endelig afgørelse om påbud, forventes det, at afgørelsen og den overordnede baggrund herfor vil blive offentliggjort på Arbejdstilsynets hjemmeside.

 

Retligt grundlag

Folkeskoleloven (LBK nr. 1086 af 15/08/2023).

Bekendtgørelse af lov om elevers og studerendes undervisningsmiljø (LBK nr. 316 af 05/04/2017) §§ 6-7, der vedrører bestemmelser om undervisningsmiljøvurdering.

Bekendtgørelse af lov om arbejdsmiljø (LBK nr. 2062 af 16/11/2021) § 15 a, der vedrører bestemmelser om arbejdsmiljøvurdering.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Sagen har ikke bevillingsmæssige konsekvenser.

De relevante fora er inddraget i proces vedr. arbejdsmiljøet på Solskinsskolen.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger.

 

7. Gensidig orientering (O)

Beslutning

At 1: Taget til orientering.

På mødet blev der desuden orienteret om følgende:

- Invitation fra Livshuset på Hashøjskolen i Slots Bjergby.   

- Ledelse på klubområdet 

- Brugertilfredshedsundersøgelse blandt forældre fra foråret 2023

- Kapacitetsanalyse 

 


Kompetence

Børne- og Ungeudvalget

 

Beslutningstema

Børne- og Ungeudvalgets medlemmer og administrationen orienterer om aktuelle henvendelser, tiltag, projekter m.m.

Indstilling

Direktøren for Børn, Unge og Kultur indstiller,

1. at Børne- og Ungeudvalget orienteres.

 

Sagens indhold

1. Orientering fra udvalgsformand
2. Orientering fra udvalgsmedlemmer
3. Orientering fra administrationen

 

BiDS - Kompetenceforløbet Bevægelsesteam Slagelse
I et samarbejde med VIA University udbydes et kompetenceforløb til pædagoger og pædagogmedhjælpere fra kommunens dagtilbud. Kompetenceforløbet kaldes 'Bevægelsesteam Slagelse'. Der har været meget stor efterspørgsel på pladserne, og forløbet er dermed fyldt op med 35 kursister. Forløbet starter i januar 2024 og afsluttes juni 2024.

Formålet med Bevægelsesteam Slagelse, er at få et 'team' af pædagoger som kan være frontløbere for deres kollegaer til at implementere mere bevægelse som en naturlig og meningsfuld del af hverdagen. Sideløbende med kompetenceforløbet vil der være ledersamlinger, hvor lederne fra de deltagende dagtilbud mødes med henblik på at sikre den ledelsesmæssige opbakning til deres medarbejdere, både under og efter kompetenceforløbet. På uddannelsesdagene vil deltagerene dykke ned i forskellig relevant bevægelsesviden og teori, samt øve sig i praksis, så de er klædt godt på til at bidrage til øget fokus på bevægelse og motorik. 

 

BiDS - Temadag om "krop, sanser og bevægelse" for pædagoger og medhjælpere i dagtilbuddene
I samarbejde med Fritidsafdelingen inviterede Professionshøjskolen Absalon d. 15. november, pædagoger og medhjælpere til en temadag omhandlende krop, sanser og bevægelse. Her blev deltagerne endnu klogere på hvorfor børn skal bevæge sig og hvorfor den sansemotoriske udvikling er helt central for barnets almene udvikling. Temadagen var fuldt booket op med 27 glade deltagere, som i januar har en opfølgningsdag på temadagen og deres arbejde i mellemtiden. 

 
 

 


 

 

8. Input til kommende møder (B)

Beslutning

At 1: Udvalget besluttede, at følgende emner sættes på et kommende møde:

- Opfølgning på budgetopfølgningen. 

- Samarbejdsaftale mellem SFO og Skole. 

- Opfølgning på justering af klubstrukturen inklusiv fysiske rammer. 


Kompetence

Børne- og Ungeudvalget

 

Beslutningstema

Børne- og Ungeudvalget kan beslutte eventuelle input til emner eller dagsordenpunkter, som ønskes behandlet på kommende møder.

 

Sagens indhold

Børne- og Ungeudvalget kan beslutte eventuelle input til emner eller dagsordenspunkter, som ønskes behandlet på kommende møder. I det vedlagte bilag findes en oversigt over kommende punkter til behandling.

 

Indstilling

Direktøren for Børn, Unge og Kultur indstiller,

1. at Børne- og Ungeudvalget beslutter eventuelle input til emner eller dagsordenpunkter, som
ønskes behandlet på kommende møder.

9. Kommunikation (B)

Beslutning

Ingen bemærkninger. 

Kompetence

Børne- og Ungeudvalget

Beslutningstema

Børne- og Ungeudvalget kan beslutte udsendelse af eventuelle pressemeddelelser og øvrig
kommunikation i forlængelse af udvalgsmødet.

Indstilling

Direktøren for Børn, Unge og Kultur indstiller,

1. at Børne- og Ungeudvalget beslutter udsendelse af eventuelle pressemeddelelser og øvrig
kommunikation i forlængelse af udvalgsmødet.

10. Godkendelse af referat (B)

Beslutning

At 1: Godkendt. 

Kompetence

Børne- og Ungeudvalget

 

Beslutningstema

Børne- og Ungeudvalget skal godkende referatet.

 

Indstilling

Direktøren for Børn, Unge og Kultur indstiller,

  1. at Børne- og Ungeudvalget godkender referatet.