8. BoligKorsør afd. 22, garanti (B)
8. BoligKorsør afd. 22, garanti (B)
Sagsnr.: 330-2017-62621 Dok.nr.: 330-2017-699596 Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Økonomiudvalget skal behandle ansøgning om lånoptagelse samt
huslejestigninger til udskiftning af rør, tage samt etablering af beboerhus. Byrådet
skal godkende eksisterende lån rykkes på prioritetsrækken.
Baggrund
BoligKorsør har indsendt ansøgning om lånoptagelse samt
huslejestigninger for afdeling 22, Kjærsvej 80-306 og Skovåsen 14-62, 4220
Korsør.
Afdelingen består af 160 lejligheder, fordel på 70 boliger
med 2 værelse, 14 boliger med 3 værelser, 51 boliger med 4 værelser og 25
boliger med 5 værelser.
Afdelingen har indsendt ansøgning som reelt indeholder 3
forskellige projekter. Nedenunder er de 3 projekter beskrevet, derefter er
konsekvenserne for huslejen for alle 3 projekter indsat i samme skema for
overblikkets skyld.
Udskiftning af rør
Der er store udfordringer med vandfremførslen i 120 af de
160 boliger. De resterende 40 boliger er der allerede skiftet rør. Problemet
skyldes primært tilkalkninger, men også dimensionering af rørføringerne.
Samlet pris for forbedringerne vurderes til 5,54 mio. kr.
Lånet med en hovedstol på 5,65 mio. kr. optages som et 30-årigt kontantlån. Den
årlige ydelse for 2018 bliver på kr. 265.600. Ved udskiftning af rør vil
afdelingens årlige behov for henlæggelser til drift- og vedligeholdelse blive
reduceret med kr. 100.000.
Udskiftning af tage
Tagudskiftningen er nødvendig grundet tagenes tilstand.
Tagene er fra midt 1980-erne og ingeniøren har vurderet, at der er behov for
øjebliklig udskiftning for en stor del af tagene. Derfor vurderes det
hensigtsmæssigt at udskifte alle tagene på én gang.
Samlet pris 18,2 mio. kr. Lånet med en hovedstol på 18,51
mio. kr. optages som et 30-årigt kontantlån. Den årlige ydelse for 2018 bliver
på kr. 871.400. Ved udskiftning af tagene vil afdelingens årlige behov for
henlæggelser til drift- og vedligeholdelse blive reduceret med kr. 564.000.
Etablering af beboerhus
Afdelingen ønsker at etableret et beboerhus, som de ikke
tidligere har haft. Henset til afdelingens størrelse har det gennem mange år
været et ønske, at råde over lokaler til afdelingens aktiviteter, afvikling af
afdelingsmøder samt mulighed for at bruge et selskabslokale tæt på hjemmet.
Afdelingsbestyrelsen og afdelingens aktivitetsudvalg har et højt
ambitionsniveau og driver allerede mange aktiviteter, hvilket har sine
udfordringer, når afdelingen ikke råder over fællesfaciliteter i form af et
beboerhus.
Afdelingen vil med et beboerhus bl.a. kunne iværksætte
aktiviteter omhandlende fællesspisning, syning, bankospil, fastelavn,
julearrangement og sommerfest.
Beboerhuset vil komme til at indeholde værelser som beboerne
kan låne/leje til brug for overnattende gæster.
Samlet pris for forbedringerne vurderes til 3,32 mio. kr.
Lånet med en hovedstol på 3,39 mio. kr. optages som et 30-årigt kontantlån. Den
årlige ydelse for 2018 bliver på kr. 179.100.
Husleje
| Nuværende husleje kr./m2/år | Huslejestigning
ved nye rør kr./m2/år | Huslejestigning
ved nyt tag kr./m2/år | Huslejestigning
ved beboerhus kr./m2/år | Samlet
huslejestigning ved alle 3 arbejder kr./m2/år (i %) |
57 m2, 2 værelses | 831 - 963 | 12 | 22 | 13 | 879 – 1011 (5,74%) |
63 m2, 2 værelses | 790 – 928 | 12 | 21 | 12 | 835 – 973 (5,74%) |
83 m2, 2 værelses | 735 – 845 | 11 | 20 | 12 | 777 – 887 (5,74%) |
118 m2, 3 værelses | 675 – 752 | 10 | 18 | 11 | 714 – 791 (5,74%) |
127 m2, 4 værelses | 664 – 736 | 10 | 18 | 10 | 702 – 774 (5,74%) |
140 m2, 5 værelses | 651 - 721 | 9 | 18 | 10 | 688 – 758 (5,74%) |
Forskellen på de laveste og
højeste huslejeniveauer er hvor beboeren har benyttet sig af kollektiv råderet
og derfor har fået skiftet køkken og/eller bad på et tidligere tidspunkt. Denne
forhøjelse er ikke en permanent huslejestigningen men et tillæg til huslejen
som bortfalder når lånet er tilbagebetalt.
Afdelingen har på
ansøgningstidspunktet mellem 34 og 183 aktive opskrivninger på venteliste, alt
efter boligens størrelse. Boligerne er eftertragtede idet der er tale om
rækkehuse. BoligKorsør vurderer, at udlejningssituationen som minimum vil være
uforandret, tangerende til en stigning, idet de omhandlede forbedringsarbejder
vil øge boligernes popularitet.
Kommunens interne forhold
Ifølge kompetenceplanen, kan administrationen godkende
huslejestigninger op til 10 %, men fordi Økonomiudvalget skal vurdere om
lånoptagelsen er økonomisk forsvarlig for afdelingen, er det mest
hensigtsmæssigt, at Økonomiudvalget laver en samlet vurdering i forhold til
lånoptagelsen herunder huslejestigningen. I vurderingen om dette er en
økonomisk forsvarlig disposition skal Økonomiudvalget blandt andet medtage
overvejelser om udlejningsmuligheder samt om denne type lejligheder med den
fremtidige husleje, kan betales af en slagelseborger med en gennemsnitlig
indkomst. Det kan oplyses, at det gennemsnitlige lejeniveau for region Sjælland
for denne type boliger er 822 kr.
Sagen har ikke nogen direkte økonomisk konsekvens, men der
kan som følge af stigningen i huslejen være afledte merudgifter til
boligstøtte, herunder at den fulde huslejestigning skal dækkes af boligstøtte.
Der er 50 % statslig refusion på boligstøtte. Den maksimale stigning vil højst
kunne beløbe sig til 890.000 kr. pr. år før refusion, hvis alle forhold
godkendes.
Retligt
grundlag
Kommunen skal godkende forbedringsarbejder jf.
almenboliglovens § 28, stk. 1
Lejestigning som følge af forbedringsarbejder, skal
godkendes af kommunen, når huslejen inden for 1 år overstiger 5 %, jf. den
almene lejelovs § 10, stk. 3 samt driftsbekendtgørelsens § 76 stk. 4.
Det fremgår af gældende styrelsesvedtægt, vedtaget af
Byrådet den 29. juni 2015, at kompetencen omkring godkendelse af lånoptagelse
og huslejestigning ligger hos Økonomiudvalget.
Handlemuligheder
Økonomiudvalget kan vælge ikke at godkende lånoptagelse til henholdsvis
udskiftning af rør, udskiftning af tage eller beboerhus hvis det vurderes at
det er en økonomisk uforsvarlig disposition for afdelingen.
Økonomiudvalget kan godkende et eller alle arbejderne. Der
er derfor mulighed for at godkende udskiftning af tage og rør, men ikke
opførelse af beboerhus.
Vurdering
Det vurderes, at ansøgningen om optagelse af lån til nye rør
og tage bør imødekommes, idet der sker en sikring af boligernes
vedligeholdelsestandard. Arbejderne er en nødvendighed for at der ikke
tilkommer yderligere og fordyrende skader.
Det vurderes også, at
anmodningen om optagelse af lån til et beboerhus kan godkendes. Det er ikke en
nødvendighed for afdelingen, men noget som beboerne prioriterer højt og de har
ønsket sig i mange år.
Økonomiske
og personalemæssige konsekvenser
BoligKorsør anmoder ikke om kommunal garanti ved optagelse
af lånene. I stedet anmodes der om at allerede optagne lån med kommunal garanti
rykker i prioritetsstillingen for de nye lån. Dette betyder, at risikoen for de
tidligere stillede garantier bliver større, hvis det ansøgte imødekommes. Realkreditinstitutterne
har oplyst, at det drejer sig om kommunal garanti på kr. 31,25 mio. kr.
Realkreditinstituttet har oplyst, at de vurderer at ejendommens værdi er 122
mio. kr. Selvom deres værdiansættelse ikke er den reelle markedsværdi ved et
eventuel salg, giver det dog en indikation på risikoen for den kommunale
garanti. Det vurderes at, det selvfølgelig er en forøgelse af den kommunale
risiko, men at risikoen stadig er relativ lille.
Hvis kommunen ikke godkender at rykke prioritetsstillingen
vil der fra realkreditinstituttet blive krævet en kommunal garanti for lånene.
Skulle denne handlemulighed blive benyttet af Økonomiudvalget, anmodes det om
at sagen sendes retur til administrationen som vil forholde sig til lovligheden
af kommunal garanti og en ny vurdering af hensigtsmæssigheden af optagelse af
lånene.
Konsekvenser
for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Børn- og Ungedirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.
at Økonomiudvalget godkender lånoptagelse på 5,65 mio. kr. til udskiftning
af rør
2.
at Økonomiudvalget godkender lånoptagelse på 18,51 mio. kr. til udskiftning
af tage
3.
at Økonomiudvalget godkender forbedringsarbejdet og lånoptagelse på 3,39
mio. kr. til nyt beboerhus
4.
at Økonomiudvalget godkender at eksisterende lån rykker for de nye lån og
at kommunen vedstår tidligere stillede garantier.
5.
at Økonomiudvalget godkender huslejestigninger på 5,74 %
Beslutning i Økonomiudvalget
den 23. oktober 2017:
Fraværende:
John Dyrby Paulsen (A)
Administrative bemærkninger til
Byrådsmøde den 27. november 2017
Ved en fejl er sagen ikke blevet videresendt til Byrådet
hvorfor sagen kommer på nu.
1.
at Byrådet godkender at eksisterende lån rykker for de nye lån og at
kommunen vedstår tidligere stillede garantier.
Beslutning i Byrådet den 27.
november 2017:
Fraværende:
Jens Jørgensen (Udenfor partierne), Tonny Borgstrøm (Udenfor
partierne)
Godkendt.