8. Genoptaget - oplæg til den fremtidige erhvervsfremmestruktur (B)
8. Genoptaget - oplæg til den fremtidige erhvervsfremmestruktur (B)
Sagsnr.: 330-2016-30009 Dok.nr.: 330-2018-202092 Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget skal tage stilling til den
fremtidige erhvervsfremmestruktur i Slagelse Kommune med udgangspunkt i de tre
fremlagte modeller udarbejdet af Slagelse Erhvervscenter og Slagelse
Erhvervsråd.
Baggrund
På Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalgets
møde den 6. juni 2017 godkendte udvalget – efter ønske fra bestyrelsen i
Slagelse Erhvervscenter - at der blev igangsat et udredningsarbejde med henblik
på fremlæggelse af en model for den fremtidige struktur for Slagelse
Erhvervscenter, samt at resultatet af udredningsarbejdet skulle fremlægges
ultimo oktober 2017. Udvalget besluttede, at der skulle belyses forskellige
organiseringsmodeller og at de 3 lokale erhvervsforeninger skulle høres i
udredningsarbejdet.
Med afsæt i ovennævnte har Slagelse
Erhvervsråd og Slagelse Erhvervscenter udarbejdet et ”Oplæg til fremtidig
erhvervsfremmestruktur”, som er vedlagt i bilag 1. Endvidere har
bestyrelsesformanden for Slagelse Erhvervscenter udformet et brev til
Erhvervs-, Plan og Miljøudvalget, som er vedlagt i bilag 2. I nedenstående er
følgende gengivet af brevet til belysning af sagen:
”Siden EPM-udvalgets godkendelse den 6. juni har
arbejdsgruppen, bestående af formænd og næstformænd i Slagelse Erhvervsråd og
SEC, på en række møder arbejdet videre med bestyrelsens indstilling, således
som den blev besluttet i foråret.
Vi har besøgt Erhvervsrådet i Herning/Ikast og drøftet deres
erfaringer. Vi har gennemgået Advokatfirmaet Hortens materiale fra 2014 om
forskellige modeller for organisering af erhvervsfremmeaktiviteter, og vi har
fået belyst og klarlagt reglerne om udbud ved forskellige organiseringsformer.
Vi anbefaler fortsat, at det besluttes at omorganisere og
samle kræfterne mellem SLER og SEC.
Der er enighed om, at der i Slagelse Erhvervsråd - uanset
model, jfr. nedenfor – etableres et bredt sammensat repræsentantskab, som bl.a.
vælger bestyrelsen. Der henvises til udkast i vedhæftede materiale.
Arbejdsgruppen har indstillet 3 mulige modeller overfor
bestyrelsen og foreslår, i fortsættelse af tidligere beslutninger, at vælge
model A.
Modellerne beskrives således (se endvidere bilag 2):
A
Vi finder, at vi får det bedste udgangspunkt
”Herning-Ikast modellen”, en konstruktion med en medlemsbaseret forening (Slagelse
Erhvervsråd). Det vil betyde, at Slagelse Erhvervsråd overtager den fremtidige
drift, herunder driftskontrakten/ samarbejdsaftalen med Kommunen. Herudover kan
den fremtidige organisation i ”Slagelse Erhvervscenter” generere egne
projekter, opgavedele med erhvervsforeningerne, varetage medlemmernes og
erhvervslivets interesser.
B
SLER køber Slagelse Erhvervscenter A/S. Selskabets drift
fortsætter uændret med kommunale arbejdsopgaver, medlemsservice SLER og
koordinerende opgaver for erhvervsforeningerne.
Kommunen får tilbagekøbsret.
C
Fastholdelse af eksisterende struktur, men således at
bestyrelsen også i dette tilfælde vælges af repræsentantskabet. Samme
bestyrelse i SEC og SLER. Opgaver som i B”
Den videre proces
Såfremt udvalget peger på en model for den fremtidige
erhvervsfremmestruktur, vil administrationen igangsætte udarbejdelsen af et
egentligt beslutningsgrundlag. Beslutningsgrundlaget vil efterfølgende danne
grundlag for den endelige politiske beslutningsproces om den fremtidige
erhvervsfremmestruktur. Beslutningsgrundlaget skal godkendes i Byrådet.
Retligt
grundlag
Erhvervsfremmeloven.
Handlemuligheder
· Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget kan vælge at godkende en af de
tre fremlagte modeller, som grundlag for udarbejdelse af det endelige politiske
beslutningsgrundlag.
· Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget kan vælge at bede om en
uddybning og præcisering af en eller flere de tre modeller, før en
stillingtagen fra udvalgets side.
· Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget kan vælge at forkaste de tre
fremlagte modeller.
Vurdering
Det er administrationens vurdering, i forlængelse af
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalgets beslutning, at følgende bør indeholdes i det
politiske beslutningsgrundlag, der skal endeligt godkendes i Byrådet
· Afklaring af de juridiske aspekter i relation til valg af model,
herunder om model A indeholder en opløsning af aktieselskabet bag Slagelse
Erhvervscenter, og i givet fald hvordan dette kan håndteres – evt. inspiration
fra ”Herning/ Ikast” modellen eller ”Hillerød” modellen.
· Beskrivelse af hvordan den
fremtidige erhvervsfremmestruktur vurderes at kunne tilgodese erhvervsservice
og erhvervsfremme indenfor alle sektorer, herunder detailhandlen (i de tre
købstæder) og sammenhæng med destinationsudvikling i relation til
turismeindsatsen. Erfaringer fra Business Slagelses medbyg koncept, og
erhvervsforeningernes arbejde generelt, medtænkes.
· Beskrivelse af den valgte model
set i lyset af de nye krav, der vil blive afledt af den tværministerielle
indsats for forenkling og professionalisering af erhvervsfremmeindsatsen, der
er igangsat som en del af regeringsgrundlaget.
Økonomiske
og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser
for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
1.
at Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget godkender model for det videre arbejde
med den fremtidige erhvervsfremmestruktur og beder administrationen igangsætte
udarbejdelsen af et egentligt grundlag for en politisk beslutning.
Beslutning i Erhvervs-,
Plan- og Miljøudvalget den 6. november 2017:
Fraværende:
Villum Christensen (I)
Der ønskes en nærmere juridisk og økonomisk uddybning af
model A og B, herunder også konsekvenserne for Slagelse Kommune.
Genoptaget
Afledt af Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget ønske om en
juridisk og økonomisk uddybning af Slagelse Erhvervscenters fremlagte modeller
for den fremtidige erhvervsfremmestruktur, har administrationen udarbejdet
oplæg i samarbejde med Horten – se bilag. Oplægget uddybes yderligere på
udvalgsmødet.
I det følgende er kort sammenfattet Hortens konklusioner
vedrørende modellernes fordele og ulemper.
Horten har udarbejdet udkast til et notat, der beskriver tre
forskellige organiseringsmodeller for den fremtidige erhvervsfremmestruktur i
kommunen. To af modellerne er foreslået af SEC og SLER, mens den tredje model
er foreslået af Horten.
Organiseringsmodellerne i notatet er følgende:
Model A: SEC og SLER samles i en forening – og SEC opløses
Model B: SLER bliver ejer af SEC i stedet for kommunen
Model X: Kommunen og SLER ejer SEC i fællesskab
Hver af de tre modeller indebærer en række fordele og
udfordringer, som nærmere beskrives i notatet samt i en skematisk oversigt
vedlagt som bilag til notatet.
Det fremgår af notatet, at det efter en omorganisering af
erhvervsfremmestruktur i kommunen er vigtigt, at kommunen ved udarbejdelse af
en samarbejdsaftale vedrørende erhvervsfremmeområdet har fokus på at sikre, at
kommunen ikke køber ydelser, men yder støtte til erhvervsfremme. Dette med
henblik på at sikre, at støtten til erhvervsfremme ikke udgør en udbudspligtig
ydelse.
Herudover redegøres der i notatet for mulighederne for at
sikre et bredt samarbejde på erhvervsfremmeområdet, herunder ved etablering af
et bredt sammensat repræsentantskab eller et advisory board. Etablering af et
bredt funderet repræsentantskab eller advisory board i sammenhæng med
etablering af en ny organiseringsmodel for erhvervsfremmearbejdet i kommunen
vil medvirke til at sikre, at der etableres en overordnet "paraply"
for erhvervsfremmeområdet i Slagelse Kommune med deltagelse af alle relevante
aktører på området.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
1.
at Erhvervs- og Turismeudvalget godkender model for det videre arbejde med
den fremtidige erhvervsfremmestruktur og beder administrationen igangsætte
udarbejdelsen af et egentligt grundlag for en politisk beslutning.
Beslutning i Erhvervs- og
Turismeudvalget den 5. januar 2018:
Fraværende:
Udvalget ønsker at afholde temamøde om den fremtidige
erhvervsfremmestruktur med formændene for Slagelse Erhvervscenter, Slagelse
Erhvervsråd, Business Slagelse, Korsør Erhvervsforening og Skælskør
Erhvervsforening og inviterer til dette møde mandag den 15. januar kl. 8.
Sagen genoptages.
Flemming Erichsen (A) og Villum Christensen (I):
Der ønskes udarbejdet en supplerende model, hvor de tre
erhvervsforeninger indgår i ejerstrukturen, og hvor kommunen bevarer en form
for ejerindflydelse.
Genoptaget
Administrative bemærkninger
I forlængelse af møde i Erhvervs- og Turismeudvalget den 5.
januar 2018, inviterede udvalget de primære parter indenfor erhvervsfremme til
et dialogmøde med henblik på en drøftelse af de foreliggende modeller for den
fremtidige organisering. Dialogmødet blev afholdt den 15. januar med
repræsentation fra Slagelse Erhvervscenter, Slagelse Erhvervsråd, Business
Slagelse, Korsør Erhvervsforening og Skælskør Erhvervsforening.
På mødet gav partnerne udtryk for deres synspunkter på de
foreliggende modeller og forudsætninger for et styrket samarbejde gennem en
ændret organisering af strukturen.
Udvalget besluttede efterfølgende at bede administrationen
udarbejde et oplæg – en fjerde model – der tager afsæt i den eksisterende
struktur, en ændret sammensætning af bestyrelsen, samt rammer, der understøtter
udnyttelse af faglighed og kompetencer.
Model 4 beskrives i bilag: Ændringer indenfor den
eksisterende selskabsstruktur
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
1.
at At Udvalget godkender en model eller en kombination af flere modeller
for organisering af erhvervsfremmestrukturen, der kan danne grundlag for et
konkret grundlag, herunder eventuelle ændrede vedtægter, til endelig politisk
beslutning i Byrådet,
2.
at Såfremt udvalget beslutter at der arbejdes videre med model 4, bedes
udvalget drøfte bestyrelsens sammensætning, herunder de medlemmer, der vælges
af kommunen.
Beslutning i Erhvervs- og
Turismeudvalget den 5. februar 2018:
Fraværende:
Udvalget godkendte:
- en model, der bevarer den eksisterende ejerkonstruktion,
- at der arbejdes hen imod samlokalisering i Posthuset for
interressenter omkring erhverv og turisme,
- at samhandelsaftalen skal revideres blandt andet med øget
vægtning på detailhandel.
Udvalget (Knud Vincents (V), Pernille Ivalo Frandsen (V) og
Henrik Brodersen (O)) besluttede at indstille vedtægtsændringer til byrådet med
følgende bestyrelses sammensætning:
- en repræsentant fra hver af de 3 erhvervsforeninger
(Korsør Erhvervsforening, Skælskør Erhvervsforening og Business Slagelse),
- en repræsentant fra de videregående
uddannelsesinstitutioner,
- en repræsentant fra Visit Vestsjælland,
- formanden for Erhvervs- og Turismeudvalget som menigt
bestyrelsesmedlem,
- to fra Slagelse Erhvervsråd.
Erhvervslivet skal besætte formandsposten.
Villum Christensen (I) og Flemming Erichsen (A) indstiller,
at Slagelse Erhvervsråd repræsenteres med et medlem i bestyrelsen, og
bestyrelsens næstformand bør være det af byrådet udpegede medlem.
Villum Christensen (I) og Flemming Erichsen (A) ønsker, at
der til Byrådets behandling bliver fremlagt en vedtægt, der svarer til deres
ønsker.
Udvalget beslutter, at der fremlægges oplæg til vedtægter
med ændringer for Byrådet til førstkommende møde.
Genoptaget
Administrative bemærkninger
I forlængelse af Erhvervs- og
Turismeudvalgets beslutning den 5. februar, er der udarbejdet oplæg til
ændringer af vedtægter for Slagelse Erhvervscenter. Oplægget er vedlagt sagen
som bilag (kaldet Vedtægter – udkast – version udvalgsbeslutning). Vedtægterne
er ændret for så vidt angår bestyrelsens sammensætning, samt de deraf følgende
konsekvensrettelser.
Borgmesteren
har endvidere bedt administrationen udarbejde oplæg til vedtægter med følgende
bestyrelsessammensætning:
7
generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer, heraf:
a. 1 medlem af kommunalbestyrelsen i Slagelse Kommune,
b. 1 repræsentant indstillet af Erhvervsakademiet, Professionsskolen
Absalon og Syddansk Universitet i fællesskab,
c. 1 repræsentant indstillet af Slagelse Erhvervsråd,
d. 3 repræsentanter indstillet af Business Slagelse, Skælskør
Erhvervsforening og Korsør Erhvervsforening i fællesskab, og
e. 1 repræsentant indstillet af Visit Vestsjælland A/S.
Bestyrelsens næstformand er det
til enhver tid siddende kommunalbestyrelsesmedlem.
Oplægget er vedlagt sagen som
bilag (kaldet Vedtægter – udkast – version borgmesterbeslutning). Vedtægterne
er ændret for så vidt angår bestyrelsens sammensætning, samt de deraf følgende
konsekvensrettelser.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
1.
at Byrådet beslutter hvilke vedtægter, der skal være gældende for Slagelse
Erhvervscenter,
2.
at Byrådet beslutter, at vedtægterne ændres på den ordinære
generalforsamling i 2018.
Beslutning i Økonomiudvalget
den 19. februar 2018:
Fraværende:
Drøftet. Det anbefales, at byrådet træffer beslutning på det
kommende møde, på baggrund af yderligere politiske drøftelser inden
byrådsmødet.
Beslutning i Byrådet den 26.
februar 2018:
Fraværende:
Udsat til næste møde i Byrådet
den 26. marts 2018
Genoptaget
Administrative bemærkninger
Efter fællesmødet mellem
Erhverv- og Turismeudvalget og borgmesteren, har borgmesteren bedt om
udarbejdelse af nyt oplæg til vedtægter for Slagelse Erhvervscenter.
Vedtægterne er vedlagt som bilag.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
1.
at Udvalget beslutter hvilke vedtægter, der skal være gældende for Slagelse
Erhvervscenter,
2.
at sagen sendes til behandling i Økonomiudvalget og Byrådet.
Beslutning i Erhvervs- og
Teknikudvalget den 6. april 2018:
Fraværende:
Anders Koefoed (V)
Anbefales med følgende bemærkninger til
bestyrelsessammensætninger:
Der udpeges 2 politiske medlemmer: et medlem fra Erhvervs-
og Teknikudvalget og et medlem fra Økonomivalget.
Slagelse Erhvervsråd indstiller 2 personer med tilknytning
til industrien, hvorefter der udpeges et medlem.
Zealand Business College (ZBC), Erhvervs Akademi Sjælland
(Slagelse), AU Flakkebjerg og Syddansk Universitet (SDU) indstiller 2 personer
med tilknytning til uddannelsessektoren, hvorefter der udpeges et medlem.
Business Slagelse, Skælskør Erhvervsforening og Korsør
Erhvervsforening indstiller 2 personer med tilknytning til detailhandlen,
hvorefter der udpeges et medlem.
Den til enhver tid siddende direktør fra Vistit Vestsjælland
er medlem.
Formand for bestyrelsen udpeges af generalforsamlingen jf.
vedtægterne.
Herudover kan bestyrelsen selv udpege et medlem.
Udvalget anbefaler, at bestyrelsens medlemmer honoreres med
det halve af honoraret for kommunens politiske fagudvalg (formand, næstformand
og medlem).
Udvalget anbefaler, at udpegningen af bestyrelsesmedlemmer
uddelegeres til Erhvervs- og Teknikudvalget.
Henrik Brodersen (O) kunne ikke tilslutte sig indstillingen.
Henrik Brodersen (O) begærede sagen i Byrådet.