13. Regulering af offentlighedens adgang på Lejodde (B)
13.   Regulering af offentlighedens adgang på Lejodde (B)
Sagsnr.: 330-2016-30616               Dok.nr.: 330-2016-679397                                          Åbent
Kompetence: Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget skal tage stilling om
 offentlighedens adgang til Lejodde skal indskrænkes.
Baggrund
Lodsejeren på Lejodde har anmodet Slagelse Kommune om at
 sikre, at Lejodde lukkes for offentlighedens adgang dog på nær stranden. Ønsket
 er at beskytte rastende fugle mod forstyrrelser.
Lejodde ligger umiddelbart nord for Korsør (se kortbilag 1).
 Det er et 65 ha. stort naturareal med strand, strandenge og søer herunder den
 ca. 20 ha store Lejsø. Lejodde indgår i Natura 2000-område nr. 116 ”Centrale
 Storebælt og Vresen”. Naturarealerne er beskyttet mod tilstandsændringer efter
 naturbeskyttelseslovens § 3. Lejodde er et populært bynært rekreativt område,
 der benyttes af bl.a. lystfiskere, fuglekiggere og hundeluftere.
I foråret og forsommeren er Lejodde et vigtigt område for
 ynglende fugle. Forår og efterår er området et vigtigt rasteområde for et stort
 antal trækkende vade- og andefugle.
Lejodde er privatejet. Der er offentlig adgang til stranden
 og strandengene til fods efter bestemmelser i naturbeskyttelsesloven. Slagelse
 Kommune har dog skiltet med forbud mod offentlig adgang på strand og strandenge
 i perioden 1. marts - 30. juni med hjemmel i naturbeskyttelseslovens § 27.
 Beslutningen herom er truffet i Teknik- og Miljøudvalget den 4. november 2013.
 Skiltningen skal sikre mod forstyrrelser af ynglende fugle især dværgterne, som
 er særligt udpeget for Natura 2000-området. Dværgternen yngler på strandvolden,
 og derfor er selve stranden også omfattet af adgangsforbuddet. Resten af året
 kan man færdes til fods på såvel strand som strandenge (se kortbilag 2). Hund
 skal holdes i snor. Der drives jagt i området.
Lodsejer har mulighed for lovligt at forhindre
 offentlighedens adgang til strandenge og søer ved at opsætte kreaturhegn ned
 mod stranden. Lodsejer har dog ikke ønsket at opsætte hegn mod kystsiden, da
 han mener, at et sådant ville være stærkt udsat for havets kræfter en stor del
 af året.
Lodsejer ønsker, at det eksisterende forbud udvides med et
 forbud mod færdsel uden for yngleperioden, hvor færdsel til fods på stranden
 dog tillades. Lodsejer har begrundet ønsket med, at publikum (ofte med
 løsgående hunde) i trækperioden forstyrrer et stort antal fugle, som har behov
 for at hvile og søge føde i Lejsø.
Center for Teknik og Miljø har forelagt sagen for Slagelse
 Kommunes Natursamråd. Rådet består af repræsentanter fra Jagtforeningernes
 Kommunale Fællesråd, Dansk Ornitologisk Forening (DOF), Danmarks
 Naturfredningsforening (DN), Sportsfiskerforeningerne, Gefion, Dansk
 Skovforening, Museum Vestsjælland, Bevaringsforeningerne, Naturstyrelsen,
 VisitVestsjælland, Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget samt Center for Teknik og
 Miljø.
Følgende bemærkninger er indkommet fra Natursamrådets
 medlemmer:
·  Danmarks Jægerforbund Slagelse taler for, at det eksisterende
 forbud udvides således, at der i efterårsperioden kun er adgang langs stranden.
 Dette begrundes med, at Lejodde er et yndet rasteområde for mange trækfugle.
 Senest er et stort antal traner begyndt at raste på Lejodde. Der er ynglende
 terner og tidligere ynglede her brushøns, som desværre er jaget bort af
 publikum. Det nye feriecenter tæt på området vil give et større tryk på
 naturen.
·  Dansk Ornitologisk Forening synes det er en god ide at ændre adgangsforbuddet,
 så færdsel er henvist til stranden i perioden 1. marts til 31. oktober. Dog
 under forudsætning af, at der er tilstrækkeligt vand i Lejsø. Søen er en af
 Vestsjællands vigtigste vadefuglelokaliteter.
·  Danmarks Naturfredningsforening kan ikke støtte et forslag om at
 lukke området i fuglenes træktid. For DN er det vigtigt både at beskytte og
 benytte, og det mener DN er tilgodeset af adgangsforbud i yngletiden og adgang
 efter naturbeskyttelseslovens regler resten af året. Løse hunde er et problem i
 hele Danmark og løses ikke ved at lukke al natur, men f.eks. ved hundeskove
 eller flere autoritative opsyn i naturområder. Desuden mener DN Slagelse, at en
 regulering af vandstanden i Lejsø med f.eks. et stigbord vil være en meget stor
 hjælp for fuglelivet i området.
·  Friluftsrådet mener ikke, at der er grund til at forbyde
 adgangen, idet fuglene her er vant til at blive forstyrret under trækket og
 blot kommer tilbage uden skade på unger eller lignende. Det foreslås, at man på
 skilte oplyser om, at man ikke bør gå derud og forstyrre, hvis der er mange
 trækfugle, idet de er bedre at observere på afstand.
·  Korsør Lysfiskerforening giver udtryk for, at den stiltiende har
 accepteret det nuværende adgangsforbud i fuglenes yngletid. Foreningen finder
 det dog uacceptabelt, at man ikke længere lovligt kan fiske fra stranden i
 denne periode. Foreningen anbefaler en effektiv beskyttelse af området, idet
 foreningen mener, at en massiv byudvikling op mod Lejodde har betydet øget
 menneskelig trafik. Foreningen mener, at man kan varetage beskyttelsen og
 samtidigt sikre muligheden for at fiske fra stranden, hvis der alene tillades
 adgang på Lejodde ad den vestlige strand til spidsen året rundt. Foreningen
 mener, at man dermed sidestiller den nye brugerkreds i området (forårsaget af byudvikling)
 med ”gamle dage” med hensyn til gåafstande. Foreningen
 efterlyser bedre kontrol af de eksisterende adgangsregler og foreslår, at der
 skiltes med forbud mod at medbringe hund på Lejodde (også hund i snor). 
Retligt
 grundlag
Slagelse Kommune har med hjemmel i naturbeskyttelseslovens §
 27 mulighed for at lukke for offentlighedens adgang, hvis særlige forhold taler
 for dette.
Handlemuligheder
·  Som foreslået af ejer udvides det nuværende forbud med et forbud
 mod offentlig adgang resten af året, dog undtaget stranden, hvor forbuddet kun
 gælder 1. marts – 30. juni (som nu).
·  Som foreslået af jægerforbundet udvides det nuværende forbud med
 et forbud mod offentlig adgang i efterårsperioden 1. september – 31. oktober dog
 undtaget stranden.
·  Som foreslået af DOF ændres det nuværende forbud med et forbud
 mod offentlig adgang i perioden 1. juli – 31. oktober dog undtaget stranden.
·  Som foreslået af DN og Friluftsrådet bevares det nuværende forbud
 mod offentlig adgang i fuglenes yngletid 1. marts – 30. juni på Lejodde
 (inklusive stranden) uændret, og der opfordres evt. via skiltning til at tage
 hensyn til fugle i træktiden.
·  Det nuværende adgangsforbud på stranden genovervejes med mulighed
 for at imødekomme ønsket fra Korsør Lystfiskerforening om at tillade adgang til
 Lejodde alene ad den vestlige strand til spidsen hele året.
Vurdering
Det er velbeskrevet, at gående personer kan forstyrre
 rastende fugle i vådområder. Flugtafstanden for vade- og andefugle varierer
 typisk mellem 100 og 300 meter. En konkret vurdering af, hvilken effekt
 menneskelige forstyrrelser har på en given lokalitet er erfaringsmæssigt meget
 vanskeligt og tidskrævende. For Lejsø og Lejodde findes der ikke sådanne
 undersøgelser, men lodsejer har tilkendegivet, at forstyrrelsen efter hans opfattelse
 er betydelig.
Lejsø er med en længde og bredde på henholdsvis 700 og 300
 meter relativ lille. Center for Teknik og Miljø vurderer, at forstyrrelser af
 rastende fugle forårsaget af gående i nogle situationer utvivlsomt finder sted.
 Det er dog efter Centerets vurdering ikke muligt objektivt at fastslå den
 faktiske betydning af forstyrrelserne.
Center for Teknik og Miljø vurderer, at Slagelse Kommune med
 den nuværende skiltning bidrager til at sikre de beskyttelsesinteresser
 (ynglende dværgterne og splitterne), som er formuleret i statens Natura
 2000-planer. Yderligere adgangsbegrænsning vil ikke have væsentlig betydning
 for Natura 2000-interesserne, men vil kunne have en betydning for fuglelivet
 generelt.
Center for Teknik og Miljø har foretaget en sammenligning
 med bestemmelserne for de tre lokale vildtreservater Holsteinborg Nor,
 Helleholm Vejle og Skælskør Nor og Fjord. Der er tale om tre områder, som af
 staten er underlagt restriktioner af hensyn til det sårbare fugleliv.
 Bestemmelserne indeholder forbud mod sejlads og jagt året rundt, samt en
 begrænsning af offentlighedens adgang alene i fuglenes yngletid. Helleholm
 Vejle på Agersø har en størrelse (140 ha), som tilnærmet er sammenligneligt med
 Lejodde. De øvrige reservater er væsentligt større.
I forhold til bestemmelserne i vildtreservaterne vil en
 begrænsning af offentlighedens adgang uden for fuglenes yngletid kunne ses som
 restriktivt.
Hvis der, som foreslået af Danmarks Jægerforbund og DOF,
 skiltes med adgangsforbud i sensommer/efterår på strandengene vil det medføre,
 at der bliver tre forskellige sæt regler for adgang i området gældende for
 henhv. yngletid, træktid og resten af året. Efter Centrets opfattelse vil dette
 være vanskeligt at formidle ved skiltning i området og kunne være svært at
 efterfølge som besøgende.
Hvis der som foreslået af Korsør
 Lystfiskerforening alene tillades adgang til Lejodde fra områdets vestside til
 spidsen året rundt, vil det betyde, at det nuværende adgangsforbud i fuglenes
 yngletid skal ophæves på stranden. Det gælder tilsvarende hvis DOF´s forslag om
 at tillade adgang på stranden fra 1. marts imødekommes. Som sagen er forelagt
 kommunen, og som den er behandlet i Natursamrådet, omhandler den alene
 lodsejers ønske om at udvide det eksisterende adgangsforbud i fuglenes yngletid
 med et adgangsforbud uden for yngletiden. Det kan besluttes at genoverveje det
 eksisterende adgangsforbud i yngletiden på stranden. Der skal indgå en
 vurdering af, hvilken betydning denne adgang vil have for ynglende dværgterne,
 og om der er konflikt med Natura 2000-planen for området. Det kan besluttes at
 udskyde stillingtagen til adgangen på den øvrige del af Lejodde indtil en sådan
 fornyet vurdering er foretaget. I den forbindelse sikres ny partshøring.
Kommunen har ingen bemyndigelse
 til kontrol i forbindelse med gældende adgangsregler.
Konsekvenser
 for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Centerchef for Teknik og Miljø indstiller,
1.   
 at det nuværende adgangsforbud for offentligheden på strand og strandenge i
 perioden 1. marts – 30. juni bevares uændret
2.   
 at der via skiltning opfordres til at tage hensyn til rastende fugle.
Beslutning i Erhvervs-,
 Plan- og Miljøudvalget den 5. december 2016:
Fraværende: 
Godkendt.