Klima- og Miljøudvalget – Referat – 1. marts 2022



1. Godkendelse af dagsorden (B)

Beslutning

Godkendt.

Kompetence: Klima- og Miljøudvalget

Beslutningstema

Klima- og Miljøudvalget skal godkende dagsordenen.

 

Indstilling

Miljø, Plan og Teknik chefen indstiller,

  1. at Klima- og Miljøudvalget godkender dagsorden.

 

Sagens forløb

01-03-2022 Klima- og Miljøudvalget
Godkendt.

2. Forslag til strategi for kommunale skove (B)

Beslutning

Godkendt med de faldne bemærkninger.

 

Finansiering sker inden for udvalgets politikområde.

 

Udvalget tilsendes den endelig version af strategien til orientering.

 

Handleplaner tilsendes udvalget til orientering.

 

Udvalget opfordrer til at søge ind på statslige og EU puljer med henblik på at skabe mere skov.

Kompetence: Klima- og Miljøudvalget

Beslutningstema

Klima- og Miljøudvalget kan godkende eller foreslå ændringer til strategi for Slagelse Kommunes skove. 

Sagens indhold

I bæredygtighedsstrategien og tilhørende handlingsplan fremgår det, at der foruden udlægning af områder til urørt skov, skal driftes og plejes på en ny måde, så der sikres mere natur i de kommunale skove. 

Daværende Erhvervs- og Teknikudvalg vedtog d. 7. juni 2021 bl.a., at 'naturrig skov' skulle udgøre den overordnede retning for forvaltningen af skovene, og at der som led i strategien skulle udpeges lommer af skov til at henligge urørt (pkt. 8).

Der er nu udarbejdet et forslag til en strategi for de kommunale skove. Strategien tager udgangspunkt i en vision for de kommunale skove og en inddeling i tre fokusområder: Kulturhistoriske spor og fortidsminder, Natur og biodiversitet samt Rekreation og friluftsliv. Til hvert fokusområde er knyttet en eller flere målsætninger med tilhørende indsatser. Strategien findes i fuld længde i bilag 1 og i sammendrag i bilag 2. Der vil blive redegjort nærmere for strategien på mødet.

Strategien er udarbejdet med en tidlig involvering af Naturforum, der kom med input til strategiens indhold og fokus. Naturforum tilsluttede sig oplægget om, at administrationen skulle bidrage til at fremme biodiversitet og naturrigdom i de kommunale skove ved at sikre variation (referatet fra mødet fremgår af bilag 3).

Efter vedtagelsen af strategien vil den blive udarbejdet i to versioner: I sin fulde længde og i en pixiudgave. 

Retligt grundlag

Naturbeskyttelsesloven § 23: Offentlige skove er generelt åbne for færdsel til fods og på cykel samt for ophold, og den offentlige adgang må ikke forhindres eller vanskeliggøres.

Skovloven § 1 og § 2: Opbygning af robuste skove skal fremmes gennem bæredygtig drift, og særligt for offentligt ejede skove gælder det, at den biologiske mangfoldighed skal bevares og øges, og hensynet til friluftsliv samt natur- og kulturhistorie skal sikres.

Handlemuligheder

Klima- og Miljøudvalget kan beslutte at:

  1. Godkende forslaget til strategi for kommunale skove herunder visionen, målsætningerne og dertilhørende indsatser 
  2. En eller flere målsætninger og indsatser skal tilføjes, udgå eller ændres
  3. Ændre ambitionsniveauet for de enkelte målsætninger og indsatser og dermed ændre den økonomiske ramme for strategien

Vurdering

Den bedste grobund for naturrige skove er variation. Med varierede skove menes der skove, der bl.a. rummer 1: en mosaik af naturelementer, fx bevoksninger i kombination med vandhuller, lysninger eller åer, 2: blandingsbevoksninger med forskellige arter af hjemmehørende træer og buske, 3: gamle træer, krogede træer, træer med hulheder og råd, 4: stående og liggende dødt ved i forskellige dimensioner og nedbrydningsstadier, og 5: områder, der får ro til at udvikle sig, som de vil naturligt.

Alle kommunens skove er unikke: De er komplekse og dynamiske, grundlaget for deres udvikling er forskelligt, og historien bag dem adskiller sig fra hinanden. På grund af skovenes forskellighed er det vanskeligt at generalisere, hvilke konkrete tiltag der skal til for at skabe variation i skovene, og hvor lang tid der forventes at gå, før der opnås varierede strukturer. Derfor rummer strategien kun generelle målsætninger og indsatser, mens der lægges op til udarbejdelse af handleplaner på enkeltskovsniveau. Der lægges op til, at de første handleplaner bliver for Korsør Lystskov og Skalsbjerg Skov, og at de er udarbejdet senest i 2025.  

Med forslaget til strategi for kommunens skove er Naturforums input og ønsker imødegået. Der er lagt vægt på at udstikke en retning for forvaltningen og udviklingen af skovene, der øger variationen og naturrigdommen uden at miste fokus på friluftsliv og kulturhistorie. Derfor anbefales det, at forslaget godkendes. 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

I Entreprenørservice er der afsat 250.000 kr. årligt til forvaltning af skovene. De indsatser, der skal til for at nå målsætningerne, kan ikke håndteres inden for de nuværende budgetter. Ved at overgå til naturrige skove og især urørt skov vil det være vanskeligt at skabe en tilstrækkelig indtægt fra udtag af træ til at finansiere strategiens 'værktøjskasse', selv om plukhugst er et af værktøjerne.

Ved godkendelse af strategien vil der derfor - afhængigt af ambitionsniveauet og i forhold til antallet af skove, hvor strategien implementeres - skulle tilføres 400.000 kr. årligt til forvaltning af skovene. Midlerne kan finansieres gennem omprioritering på eksisterende konti eller gennem overførte midler på f.eks. natur- og bæredygtighedskontoen. 

Tværgående konsekvenser

Ved at bidrage til at vende den negative udvikling med tab af biodiversitet understøtter strategien FN's verdensmål 15, 'Livet på land'. Den understøtter også kommunens udviklingsstrategi, kommuneplan og kernefortællingen for bosætning, 'Plads til det gode liv', ved bl.a. at styrke kommunens grønne profil, højne naturoplevelsen i skovene og skabe attraktive boligmiljøer med nem adgang til natur-, kultur- og rekreative oplevelser. Derudover bidrager strategien til indfrielsen af målene i bæredygtighedsstrategien, ligesom den bakker op om kommunens kulturstrategi, sundhedspolitik, idrætspolitik, fritidspolitik og facilitetsplan.  

Indstilling

Miljø, Plan og Teknik chefen  indstiller,

  1. at Klima- og Miljøudvalget godkender forslaget til strategi for kommunale skove, herunder visionen, målsætningerne og dertilhørende indsatser.

Sagens forløb

01-03-2022 Klima- og Miljøudvalget

Godkendt med de faldne bemærkninger.

 

Finansiering sker inden for udvalgets politikområde.

 

Udvalget tilsendes den endelig version af strategien til orientering.

 

Handleplaner tilsendes udvalget til orientering.

 

Udvalget opfordrer til at søge ind på statslige og EU puljer med henblik på at skabe mere skov.


3. Forretningsorden - Klima- og Miljøudvalget (B)

Beslutning

Godkendt.

 

Udvalget ønsker dagsorden udsendt senest 4 dage før, dog senest torsdag kl. 19.00 af hensyn til politiske gruppemøder.

Kompetence: Klima- og Miljøudvalget

Beslutningstema

Klima- og Miljøudvalget skal beslutte forretningsorden for perioden 2022 - 2025.

Sagens indhold

Det følger af styrelsesloven, at de stående politiske udvalg selv fastsætter deres forretningsorden.

Efter ønske fra det politiske niveau er der arbejdet på enslydende forretningsordener for alle stående politiske udvalg.

I bilag 1 ses forslag til forretningsorden.

Retligt grundlag

Styrelsesloven § 20, stk. 3.

Handlemuligheder

Klima- og Miljøudvalget kan godkende forretningsordenen i bilag 1 som den foreligger eller med ændringer.

Vurdering

Det anbefales, at udvalget vedtager udkastet til forretningsorden, således at forventningsafstemningen omkring samarbejdet i udvalget er på plads.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Miljø, Plan og Teknik chefen  indstiller,

  1. at Klima- og Miljøudvalget godkender udkast til forretningsorden.

Sagens forløb

01-03-2022 Klima- og Miljøudvalget

Godkendt.

 

Udvalget ønsker dagsorden udsendt senest 4 dage før, dog senest torsdag kl. 19.00 af hensyn til politiske gruppemøder.

4. Kompetenceplan 2022 (B)

Beslutning

Ad 1: Anbefales.

Kompetence:  Byrådet   

 Beslutningstema

Byrådet skal på baggrund af indstillinger fra fagudvalgene godkende kompetenceplanen, hvor kommunens opgaver er uddelegeret.

Sagens indhold

Byrådet vedtog den 9. december 2021 en styrelsesvedtægt gældende for 2022-2025. På baggrund heraf skal kommunens kompetenceplan opdateres således, at der er tale om en teknisk udmøntning af styrelsesvedtægten.  

Administrationen har gennemgået kompetenceplanen fra tidligere byrådsperiode, i relation til styrelsesvedtægtens rammesætning til de nye udvalg mv. Konkret har cheferne haft kompetenceplanen til gennemlæsning i februar og er kommet med input, i relation til den nye udvalgsstruktur, og andre ændringer med udgangspunkt i styrelsesvedtægt og ny lovgivning.

De stående fagudvalg modtager på baggrund heraf et udkast til kompetenceplan, som ligger i forlængelse af tidligere kompetenceplan. Udvalgene skal behandle udkastet. På baggrund af udvalgenes tilbagemeldinger skal Byrådet godkende kompetenceplanen. Udkastet er i bilag 2. Tilføjelser og ændringer er markeret med rød.

Principperne bag kompetenceplanen er vedhæftet som bilag 1. Bilaget beskriver blandt andet forholdet mellem Styrelsesloven, Styrelsesvedtægten og kompetenceplanen. 

Følgende principper er grundlæggende for kompetenceplanen:

Tværgående politikker er Byrådets kompetence. Det samme gælder overordnede serviceniveauer omfattende alle kommunens borgere. Politikker og serviceniveauer på de enkelte fagområder er udvalgenes kompetence. Det samme gælder udmøntningen af de tværgående politikker i strategier inden for de enkelte fagområder. Opdatering af serviceniveauerne med baggrund i f.eks. ændret lovgivning, hvor der ikke ændres væsentligt på serviceniveauet, er administrationens kompetence, eventuelt med efterfølgende orientering af det relevante fagudvalg. 

Indgreb (eller håndhævelse af en fastsat pligt, f.eks. tilslutningspligt) er administrationens kompetence med efterfølgende orientering af udvalget i de generelle typer af sager, hvor udvalget måtte ønske det (fordi der er tale om enkeltsagsbehandling med baggrund i en allerede fastlagt ramme). 

Støtte fra midler under udvalgets område er udvalgets kompetence (meddelelsen af støtten beror på et skøn). Denne kompetence kan eventuelt udøves gennem fastsættelse af retningslinjer, som administrationen forvalter i forhold til enkeltansøgninger. 

Retligt grundlag

Slagelse Kommunes styrelsesvedtægt fra den 9. december 2021. 

Handlemuligheder

Fagudvalgene kan: 

A. Indstille det præsenterede oplæg til kompetenceplan på udvalgets område med eller uden ændringer. 

Byrådet kan:

B. Helt eller delvist godkende oplægget til kompetenceplan på baggrund af fagudvalgenes indstillinger. 

C. Afvise det samlede oplæg til kompetenceplan og bede fagudvalg og administration om at udarbejde et nyt fælles oplæg. 

Vurdering

Det anbefales, at den foreslåede kompetenceplan godkendes. 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

Kompetenceplanen skal ses som en uddybning af den delegation, som allerede fremgår af den vedtagne styrelsesvedtægt.  

Indstilling

Den konstituerede kommunaldirektør indstiller,

  1. at Fagudvalgene indstiller handlemulighed A til Byrådets godkendelse.
  2. at Byrådet godkender handlemulighed B.

Sagens forløb

28-02-2022 Sundhedsudvalget

At. 1 godkendt.  


01-03-2022 Klima- og Miljøudvalget
Ad 1: Anbefales.
01-03-2022 Seniorudvalget

At. 1. Godkendt.


02-03-2022 Børne- og Ungeudvalget
Beslutning ikke frigivet
02-03-2022 Socialudvalget
Beslutning ikke frigivet
03-03-2022 Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget
Beslutning ikke frigivet
03-03-2022 Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget
Beslutning ikke frigivet
09-03-2022 Erhvervs-, Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget
Beslutning ikke frigivet
21-03-2022 Økonomiudvalget
Beslutning ikke frigivet
28-03-2022 Byrådet
Beslutning ikke frigivet

5. Fornyede vandindvindingstilladelser til SK Vand A/S (B)

Beslutning

Godkendt.

Kompetence: Klima- og Miljøudvalget

Beslutningstema

Klima- og Miljøudvalget kan beslutte, om der skal gives fornyede tilladelser til vandindvinding til SK Vand A/S som ansøgt og på det foreliggende grundlag.

Sagens indhold

SK Vands tilladelser til vandindvinding er udløbet. SK Vand har sendt ansøgninger om fornyede tilladelser til at indvinde vand fra deres i alt 8 kildepladser. Kildepladsernes beliggenhed er vist på bilag 1. Skemaet nedenfor viser størrelsen på de gamle tilladelser og på de ansøgte tilladelser, den gennemsnitlige indvinding de seneste 3 år samt antallet af boringer for de 8 kildepladser.

 

KildepladsGammel tilladelse m3/år

Ansøgt

tilladelse m3/år

Gennemsnitlig indvinding 2018-2020Antal boringer
Valbygård1.900.0001.908.0001.496.81113
Hovedværket600.000384.000352.8312
Gl. Brorup400.00090.00060.2205
Jernbjerg400.000480.000282.9402
Erdrup1.075.000672.000642.4719
Forlev525.000300.000274.6353
Nordre1.475.0001.026.000764.4107
Vestre250.000126.00084.5925
Sum6.625.0004.986.0003.958.91146

Grundvandet bliver behandlet til drikkevand på 4 vandværker, Valbygård, Erdrup, Nordre og Vestre. De fornyede tilladelser skal som udgangspunkt meddeles med en gyldighed på 30 år.

Vandmængde

SK Vand leverer ca. 75 % af alt drikkevand i Slagelse Kommune. SK Vands samlede vandindvinding fra de 8 kildepladser har de seneste år været knapt 4 mio. kubikmeter/år. Hvis tilladelserne fornys som ansøgt, vil SK Vand have en buffer på ca. 1 mio. kubikmeter/år (nuværende forskel mellem faktisk indvinding og tilladt indvinding). Denne buffer skal dække øget behov for vand til borgere og erhverv i SK Vands eget forsyningsområde samt behov for hel eller delvis forsyning af de private vandværker. SK Vand fungerer allerede de facto som forsyningssikkerhed for en del af de private vandværker. Det er forventningen, at behovet for, at SK Vand (støtte)forsyner de private vandværker, vil stige i løbet af de kommende 30 år. I vandbehovsprognosen, der ligger til grund for de fornyede tilladelser, er der regnet med, at SK Vand skal kunne levere op til 2/3-del af den vandmængde, som de private vandværker leverer i dag.

Vandindvinding kan trække saltholdigt vand op fra dybtliggende jordlag og dermed hæve grundvandets indhold af salt (klorid). Med den nuværende viden vil det ikke være bæredygtigt i forhold til klorid at indvinde en større vandmængde end ansøgt fra de eksisterende boringer på de eksisterende kildepladser.

Vandkvalitet

SK Vand har to væsentlige udfordringer i forhold til kvaliteten af det grundvand, de indvinder - klorid og nedbrydningsprodukter fra pesticider. På de to største kildepladser er det så uheldigt, at de boringer, som man kan indvinde mest vand fra i forhold til klorid, også er de boringer, der har indhold af nedbrydningsprodukter fra pesticider. Med korrekt styring er det dog muligt for SK Vand at indvinde den ansøgte vandmængde og samtidig producere drikkevand, der overholder kvalitetskravene. Vandbehandlingen på SK Vands 4 vandværker fungerer tilfredsstillende, og SK Vand leverer drikkevand, der overholder kvalitetskravene til drikkevand.

Konsekvenser for miljø/natur

Der er tale om at fortsætte vandindvindingen fra eksisterende boringer. Vandindvindingen på de nuværende kildepladser har typisk foregået i ca. 50 år eller længere, på 3 kildepladser i næsten 100 år. Indvindingen på alle kildepladser har tidligere været på niveau med eller større end den nu tilladte indvinding. De fornyede tilladelser til vandindvinding vil derfor ikke medføre nogen ændret påvirkning af omgivelserne. I det omfang, at vandindvindingen påvirker beskyttede naturtyper, vil påvirkningen være den samme som hidtil. Tilsvarende gælder, at fornyelsen af tilladelserne ikke vil medføre nogen ændret påvirkning af yngle- og rasteområder for særligt beskyttede arter (Bilag IV-arter).   Det er vurderet, at de fornyede tilladelser ikke er til hinder for, at vandløb, som er målsat i vandområdeplanen, vil kunne opfylde deres miljømål.

Administrationen vurderer, at fornyelsen af tilladelserne til vandindvinding ikke indebærer væsentlige påvirkninger på miljøet, og at der derfor ikke skal udarbejdes en VVM-redegørelse.

Boringsnære beskyttelsesområder (BNBO)

Omkring alle vandværksboring beregnes der et BNBO på grundlag af indvindingstilladelsens størrelse - jo større tilladelse, jo større BNBO. BNBO bliver udpeget i en bekendtgørelse. Folketinget pålagde i 2019 alle kommuner at risikovurderer BNBO på landbrugsjord og forsøge at opnå frivillige aftaler med grundejerne om stop for brug af pesticider i de BNBO, hvor beskyttelse er nødvendig. Slagelse Byråd har på møder den 25/5-2020 og 14/12-2020 besluttet, at erhvervsmæssig brug af pesticider i langt de fleste BNBO skal ophøre. Det skal helst ske ved frivillige aftaler mellem vandforsyningen og grundejer, men hvis det er umuligt, vil kommunen give påbud om at ophøre med at anvende pesticider i BNBO. Selvom tilladelser til vandindvinding hverken indeholder udpegning af BNBO og eller forbud mod brug af pesticider i BNBO, så er tilladelserne grundlaget for begge dele.

Konsekvenser for grundejere/landmænd

Udkast til de fornyede vandindvindingstilladelser har været sendt til høring hos SK Vand samt hos de grundejere, som har en eller flere af SK Vands indvindingsboringer placeret på deres jord. Udkastene fremgår af bilag 2-5. Kommunen har modtaget høringssvar fra SK Vand, fra ejeren af en villahave, hvor en enkelt boring er placeret, samt fra 2 jordbrugere, som begge ejer store landbrugsarealer og hvor henholdsvis 2 og 14 af SK Vands boringer er placeret på deres jord. Høringssvarene er samlet og kommenteret i en hvidbog, se bilag 6. De væsentligste indvendinger i mod udkastene til de fornyede tilladelser omhandler boringernes placering og tilladelsens størrelse, eller rettere de forventede begrænsninger i anvendelsen af pesticider i de BNBO, som tilladelserne medfører. Grundejerne ønsker dels, at der gives tilladelser til at indvinde en mindre vandmængde, dels at alle eller udvalgte boringer på deres jord sløjfes eller flyttes til en anden placering.

Flytning af boringer - etablering af nye kildepladser

Det er vanskeligt, tidskrævende og dyrt at flytte vandforsyningsboringer. Det er langt fra alle steder, at det er muligt at indvinde grundvand i den nødvendige mængde og kvalitet til drikkevand. Indvinding af grundvand vil i varierende grad påvirke omgivelserne, herunder beskyttede naturtyper. Påvirkningen afhænger af de lokale forhold, særligt af hvor god adskillelse, der i mellem grundvandsmagasin og terræn. Placering af indvindingsboringer i "nye" områder med våd natur kan være i konflikt med hensynet til beskyttet natur. Forundersøgelser kan være både dyre og tidskrævende. Selvom det lykkes at finde et egnet borested, er det langt fra sikkert, at det er muligt at opnå en aftale med grundejer om at bore. Prisen på en ny vandværksboring kan være i omegnen af 1 mio. kr. afhængig af boredybde, boretilsyn mv. Hvis boringen placeres langt fra eksisterende boringer/vandværk, vil der her ud over være betydelige udgifter til råvandsledning, strømforsyning og styring. 

SK Vand har gennem flere år arbejdet på at etablere en ny kildeplads. Der er dog endnu ikke opnået endelig aftale med grundejer. Indvindingsforholdende er heller ikke helt så lovende, som forventet. Der går derfor minimum et par år, før der kan indvindes vand til drikkevandsforsyning fra den nye kildeplads. Etableringen af kildepladsen kan trække yderligere ud, hvis de nødvendige tilladelser påklages.

Retligt grundlag

Vandforsyningslovens §§ 20-21, lovbekendtgørelse nr. 1450 af 05/10/2020. Tilladelser til vandindvinding og vandbehandling gives med hjemmel i denne lov.

Miljøvurderingslovens § 21, lovbekendtgørelse nr. 1976 af 27/10/2021. Screeningsafgørelse om VVM pligt/ikke-VVM pligt træffes efter denne lov. 

Handlemuligheder

Det politiske råderum er begrænset. SK Vand A/S har ret til at få fornyet tilladelserne til vandindvinding. Det fremgår af vandforsyningslovens § 22, stk. 2: "Når en vandindvindingstilladelse bortfalder som følge af en tidsbegrænsning, skal en ny tilladelse meddeles i det omfang, der fortsat er behov for vandindvinding, medmindre samfundsmæssige hensyn, jf. § 1 og § 2, er til hinder herfor."

Desuden er drikkevandet fra SK Vand uundværligt for vandforsyningen i Slagelse Kommune. Derfor er det ikke et spørgsmål om, der skal gives fornyede tilladelser til vandindvinding men om,

  • hvor store tilladelserne skal være,
  • på hvilke vilkår tilladelserne skal gives.

Vurdering

Administrationen vurderer, at der på grundlag af den nuværende viden ikke kan gives tilladelse til større indvinding end ansøgt fra de eksisterende boringer, når indvindingen samtidig skal være bæredygtig i forhold til klorid. Det vil være muligt at give tilladelse til en mindre indvindingsmængde end ansøgt, men det vil gøre SK Vand mere sårbar overfor ændringer i grundvandskvaliteten, f.eks. fund af nye forureninger eller øget indhold af klorid i grundvandet. Det vil samtidig reducere SK Vands mulighed for at levere vand til ny vandforbrugende industri samt at fungere som forsyningssikkerhed for de private vandværker. SK Vand bør høres om konsekvenserne ved en reduceret tilladelse, inden der træffes beslutning om dette, hvis udvalget ønsker at gå den vej. Administrationen vurderer, at størrelsen af bufferen i den samlede tilladelse er passende, eller i underkanten for en vandforsyning af SK Vands størrelse og betydning, og med de forventninger, der er til selskabet. Administrationen anbefaler, at der gives tilladelse til fornyet vandindvinding til den ansøgte vandmængde.

Vilkårene i udkastene til fornyede tilladelser er overordnet set de samme, som stilles til andre store vandforsyninger i Danmark. På baggrund af de naturgivne udfordringer med klorid på flere af SK Vands kildepladser, er der stillet et særligt vilkår om, at SK Vand med højest 5 års mellemrum skal vurdere, om vandindvindingen fortsat er bæredygtig i forhold til klorid. Administrationen anbefaler, at der gives tilladelse til fornyet vandindvinding på det foreliggende grundlag og med de vilkår, som fremgår af udkastene til fornyede tilladelser med enkelte tilføjelser. Administrationen har på baggrund af høringssvarene fra grundejerne fjernet forbuddet mod at anvende gødning i fredningsbælterne ved Vestre Vandværk samt stillet vilkår om, at SK Vand skal redegøre for fordele og ulemper ved at sløjfe boringen DGU nr. 215.1036 på Nordre Kildeplads og redegøre for fordele og ulemper ved at flytte boringerne DGU nr. 215.919 på Nordre Kildeplads og DGU nr. 210.913 på Valbygård Kildeplads. Administrationen vurderer, at det ikke helt kan udelukkes, at det kan være en fordel, også for SK Vand at sløjfe hhv. flytte de nævnte boringer, og derfor relevant at tvinge SK Vand til at undersøge dette nærmere. Hvis det viser sig fordelagtigt at flytte en boring, vil administrationen give de nødvendige tilladelser.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

Byrådet har på møder den 25. maj 2020 og 14. december 2020 truffet beslutning om indsats overfor erhvervsmæssig brug af pesticider i BNBO. Administrationen har på den baggrund påbegyndt forhandlinger med grundejerne indenfor de fleste BNBO omkring SK Vands boringer. Målet er at gøre BNBO sprøjtefrie gennem frivillige aftaler med grundejerne. I forhold til dette arbejde er det uholdbart, at der ikke er gældende indvindingstilladelser til SK Vand og dermed til de boringer, som BNBO er udpeget omkring.

Indstilling

Miljø, Plan og Teknik chefen  indstiller,

  1. at Klima- og Miljøudvalget giver fornyede tilladelser til vandindvinding til SK Vand A/S på det foreliggende grundlag og som ansøgt af SK Vand A/S, dog med supplerende vilkår om, at SK Vand skal redegøre for fordele og ulemper ved at nedlægge hhv. flytte enkelte boringer.

Sagens forløb

01-03-2022 Klima- og Miljøudvalget
Godkendt.

6. Indsatsplan for grundvandsbeskyttelse på Agersø og Omø (B)

Beslutning

Ad 1: Anbefales.

Ad 2: Udvalget anbefaler en kommunal medfinansiering, der helt eller delvis kompenserer for indsatsen. Administrationen udarbejder scenarier. Der søges midler i Statens drikkevandsfond.


Kompetence: Byrådet

Beslutningstema

Byrådet skal på baggrund af indstilling fra Klima- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget beslutte, om forslaget til ”Indsatsplan for grundvandsbeskyttelse på Agersø og Omø” kan endeligt vedtages. Samtidig skal Byrådet tage stilling til den udarbejdede miljøvurderingsscreening.

Byrådet skal endvidere tage stilling til, om Slagelse Kommune skal være med til at finansiere indsatsen for at beskytte grundvandet på Agersø og Omø.

Sagens indhold

Slagelse Kommune skal udarbejde en indsatsplan for Agersø og Omø, der beskriver de målrettede beskyttelsesindsatser, der skal gennemføres, for at sikre grundvandet mod nitrat, pesticider og andre mulige forureningstrusler.

Byrådet besluttede den 25. oktober 2021 at sende forslag til indsatsplan for grundvandsbeskyttelse på Agersø og Omø i offentlig høring. Planforslaget har været i høring i perioden 2. november 2021 til 25. januar 2022.

Planforslaget beskriver en række indsatser, der skal gennemføres for at beskytte grundvandet. Den væsentligste indsats er at udpege ”prioriterede indsatsområder” indenfor hvilke erhvervsmæssig brug af pesticider skal ophøre og udvaskningen af nitrat begrænses. Planforslaget lægger op til, at det skal forsøges at gennemføre disse indsatser gennem frivillige aftaler med de berørte lodsejere. Planforslaget lægger dog også op til, at Slagelse Kommune vil gennemføre indsatsen via påbud, hvis det ikke er muligt at indgå frivillige aftaler på rimelige vilkår.
Ifølge planforslaget skal beskyttelsesindsatserne finansieres af de to vandværker på Agersø og Omø.

Der er indkommet 6 høringssvar. Disse er gengivet og kommenteret i den vedlagte hvidbog.

De væsentligste høringsbemærkninger falder ind under følgende hovedpunkter:

  1. Omfanget af grundvandsbeskyttelsesindsatsen
    Agersø Vandværk, Omø Vandværk, Ø-Udvalget og Region Sjælland bakker op om de beskrevne beskyttelsesindsatser. Landbrugsorganisationen Gefion mener derimod, at beskyttelsesindsatserne på flere punkter er for omfattende og for indgribende overfor landbruget.
  2. Finansiering af grundvandsbeskyttelsesindsatsen
    De to vandværker og Ø-Udvalget peger på, at omkostningerne til grundvandsbeskyttelse er uforholdsmæssigt høje for mindre vandværker som Agersø Vandværk og Omø Vandværk. Vandværkerne og Ø-Udvalget opfordrer kommunen til at yde økonomisk støtte til vandværkerne eller finde anden ekstern finansiering.
  3. Omkostningerne
    Både Agersø Vandværk og Gefion mener, at omkostningerne er skønnet for lavt. De peger på, at der sidste år blev truffet to afgørelser i overtaksationskommissionen, der tildelte højere erstatninger til de berørte landmænd end forudsat i planforslaget.

Der er ikke indkommet bemærkninger til den tilhørende miljøscreening.

Høringssvarene har ikke givet anledning til, at administrationen foreslår væsentlige ændringer af planen.

Retligt grundlag

Indsatsplaner udarbejdes med hjemmel i vandforsyningslovens § 13 indenfor de områder, som Staten har udpeget som indsatsområder. Hvis kommunen vurderer, at udpegningen er utilstrækkelig, kan kommunen efter lovens § 13a udpege yderligere indsatsområder. Planforslaget indeholder ikke indsatsområder udpeget af Slagelse Kommune.

Kravene til indholdet af indsatsplaner er beskrevet i Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelse nr. 912 af 27. juni 2016 om indsatsplaner med tilhørende vejledning fra februar 2018.

Kommunen kan pålægge ejere af ejendomme i indsatsområder rådighedsindskrænkninger for at beskytte grundvandet mod nitrat og/eller pesticider, jf. miljøbeskyttelseslovens § 26a. Kommunen og vandværkerne kan for at gennemføre en indsatsplan indgå aftaler om dyrkningspraksis e.l. eller om salg af hele eller dele af ejendommen (vandforsyningslovens § 13d).

Indgreb overfor ellers lovlige aktiviteter skal ske mod fuld erstatning. Erstatningerne betales af kommunen, medmindre kommunen beslutter, at erstatningerne skal betales af det vandværk, der har fordel af indsatsen (vandforsyningslovens § 13d og miljøbeskyttelseslovens § 64a). Planforslaget lægger op til, at vandværkerne skal betale erstatningerne.

Handlemuligheder

Byrådet kan beslutte at vedtage planforslaget med tilhørende miljøvurderingsscreening, eventuelt med visse mindre ændringer. Alternativt kan Byrådet forkaste planforslaget og anmode administrationen om at udarbejde et nyt planforslag.

Særligt finansieringen af beskyttelsesindsatserne har fyldt i forløbet op til planens tilblivelse og i de modtagne høringssvar. Byrådet kan med hensyn til finansiering beslutte, at fastholde den nuværende formulering, hvor det er vandværkerne, der finansierer de væsentligste indsatser, eller beslutte, at Slagelse Kommune finansierer hele eller dele af indsatsen.

Vurdering

Administrationen vurderer, at indsatsplanen lever op til kravene for en indsatsplan, og giver et godt grundlag for det videre arbejde med grundvandsbeskyttelse på Agersø og Omø.

Den naturlige beskyttelse af drikkevandet – i form af beskyttende ler over grundvandet - vurderes overalt i de relevante områder af øerne at være ringe. Grundvandet er dermed særligt sårbart overfor forurening fra terræn. Administrationen vurderer, at det er særligt vigtigt at beskytte vandværkerne på Agersø og Omø mod forurening, hvis der skal bevares en lokal vandforsyning på øerne. Det er samtidig administrationens vurdering, at alternativet – at etablere en drikkevandsledning fra Sjælland – vil være væsentlig dyrere. Etablering af en drikkevandsledning fra Sjælland er skønnet at koste 33 mio. kr.
Det er administrationens vurdering, at man ved at beskytte de prioriterede indsatsområder, beskytter de områder, hvor drikkevandet til de eksisterende boringer dannes og indvindes.

Der er et stort politisk råderum ved valget af beskyttelsesindsatser.

Administrationen foreslår, at Byrådet tager stilling til, hvorvidt Slagelse Kommune vil finansiere en del af beskyttelsesindsatsen. Omkostningerne til indsatsen er uforholdsmæssigt store for de to vandværker, dels fordi beskyttelsesbehovet er stort, dels fordi der er tale om relativt små vandværker med få forbrugere. Der vurderes ikke at være juridiske hindringer for, at Slagelse Kommune kan finansiere hele eller del af beskyttelsesindsatsen.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Byrådet har tidligere afsat midler til grundvandsbeskyttelse. Det vurderes, at disse midler også vil kunne dække kommunens arbejde i medfør af den fremlagte plan.

Det vurderes, at der skal udbetales engangserstatninger for ca. 1,1 mio. kr. på Agersø og på 1,3-2,3 mio. kr. på Omø. Der er nogen usikkerhed på disse skøn. Det skyldes blandt andet, at der i to overtaksationssager fra sidste år er tildelt erstatninger, der kan ses som udtryk for at erstatningsniveauet er hævet i forhold til tidligere. Dette er dog omstridt både blandt fagfolk og blandt de relevante interesseorganisationer. Der forventes endnu en overtaksationsafgørelse indenfor de nærmeste måneder, som kan være med til at belyse erstatningsniveauet.

Hvis de seneste taksationsafgørelser er udtryk for, at der skal udbetales højere erstatninger end hidtil, kan de nævnte beløb være underestimeret. Det vil under alle omstændigheder ikke være muligt at angive, hvad erstatningerne vil være, da disse skal fastsættes individuelt for den enkelte ejendom, på baggrund af en individuel vurdering af jordprisen og den betydning dyrkningsrestriktionerne har for den pågældende lodsejer.

Planforslaget lægger op til, at erstatningerne betales af det lokale vandværk. Det er skønnet, at dette vil give anledning til en stigning i vandprisen på ca. 5 kr./m3 på Agersø og 5-9 kr./m3 på Omø. Vandpriserne på de to øer er i forvejen de højeste i kommunen. Forbrugerne på Agersø og Omø betaler i dag 1.000 kr. henholdsvis 1.300 kr. i fast bidrag og 12,00 kr. henholdsvis 14,00 kr. pr. m3 vand. Til sammenligning er gennemsnitsprisen for de private vandværker i kommunen 698 kr. i fast bidrag og 6,48 kr. pr. m3 vand.

Beslutter Byrådet, at Slagelse Kommune skal være med til at finansiere beskyttelsesindsatserne, skal der afsættes særskilte midler hertil – skønsmæssigt op til 2,4-3,4 mio. kr. ved 100 % kommunal finansiering.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Miljø, Plan og Teknik chefen  indstiller,

  1. at Klima- og Miljøudvalget indstiller til Byrådet, at indsatsplanen med tilhørende miljøvurderingsscreening vedtages, og at Byrådet, som angivet i planen, udtrykker vilje til om nødvendigt, at gennemføre de beskrevne indsatser via påbud.
  2. at Klima- og Miljøudvalget drøfter, om Udvalget vil indstille til Byrådet, at Slagelse Kommune skal være med til at finansiere beskyttelsesindsatsen.

Sagens forløb

01-03-2022 Klima- og Miljøudvalget

Ad 1: Anbefales.

Ad 2: Udvalget anbefaler en kommunal medfinansiering, der helt eller delvis kompenserer for indsatsen. Administrationen udarbejder scenarier. Der søges midler i Statens drikkevandsfond.



21-03-2022 Økonomiudvalget
Beslutning ikke frigivet
28-03-2022 Byrådet
Beslutning ikke frigivet

7. Prioriterede indsatsområder (B)

Beslutning

Godkendt.

Kompetence: Klima- og Miljøudvalget.

Beslutningstema

Udvalget skal beslutte, om der skal igangsættes en proces for at ændre afgrænsningen af de prioriterede indsatsområder, jf. "indsatsplanen for Slagelse drikkevandsområdet", som følge af opdaterede beregninger af grundvandsstrømningen ved 3 kildepladser/vandværker.  

Sagens indhold

Slagelse Kommune har fået foretaget opdaterede beregninger af grundvandsstrømningen ved 3 kildepladser/vandværker - SK Forsynings Nordre kildeplads og Valbygaard kildeplads samt Stillinge Strands Vandværk. Baggrunden for de nye beregninger er, at den tilladte vandmængde og indvindingsfordelingen mellem boringerne de pågældende steder er ændret væsentligt. For Valbygaard kildeplads er der dog tale om, at der rettes op på en fejl i Statens oprindelige beregning.

Beregningerne viser ændringer af det 25 års grundvandsdannende opland, der sammen med indsatsområderne lå til grund for afgrænsningen af de prioriterede indsatsområder i indsatsplanen for Slagelse drikkevandsområdet. Det 25 års grundvandsdannende opland er udtryk for det område, hvor grundvandet er mindre end 25 år om at nå fra terræn til vandværksboring. De nye beregninger viser, at grundvandet i dele af de nuværende prioriterede indsatsområder er mere end 25 år om at nå frem til vandværksboringerne. Tilsvarende er der indsatsområder, der i dag ikke er prioriteret, hvor grundvandet når frem indenfor 25 år.

Ifølge indsatsplanen skal der indenfor de prioriterede indsatsområder arbejdes for at beskytte vandindvindingen ved at begrænse erhvervsmæssig brug af pesticider og landbrugsmæssig dyrkning.

På de vedlagte kortbilag ses de prioriterede indsatsområder, som de vil komme til at se ud, hvis man afgrænser dem på baggrund af de opdaterede strømningsberegninger. Det ses, at områderne afviger væsentligt fra de prioriterede indsatsområder, der fremgår af indsatsplanen.

Ovennævnte er udtryk for den problemstilling, at indvindingen, og dermed det geografiske beskyttelsesbehov, kan være dynamisk samtidig med, at man i praksis bliver nødt til at arbejde med statiske beskyttelsesområder.  I den sammenhæng er det vigtigt at have for øje, at et beskyttelsesområde først har værdi, når det har været der i en længere årrække. 

Valget af en relativ kort strømningstid (25 år) til afgrænsning af de prioriterede indsatsområder betyder, at ændringer i indvindingen fra den enkelte boring vil have relativt stor betydning for, om placeringen af beskyttelsesområdet fortsat er optimal. Længere væk fra boringerne - svarende til en længere strømningstid - vil effekten af ændringer af indvindingen i de enkelte boringer på en kildeplads, være mindre. Det skyldes, at det mere er den samlede indvinding på kildepladsen, der har betydning længere væk fra kildepladsen.

Det er pt. uafklaret, om ændringer af de prioriterede indsatsområder vil betyde, at der skal vedtages et tillæg til indsatsplanen efter den relativt omfattende procedure, der gælder herfor, eller om ændringerne kan gennemføres gennem en mindre omfattende proces. Ændring af indsatsplanen vil tage mere end ½ år, da det blandt andet indebærer to behandlinger i Byrådet, to gange involvering af Grundvandsrådet og andre interessenter samt 12 ugers offentlig høring.

Administrationen er ved at undersøge, om ændringer af de prioriterede indsatsområder kan ske gennem en mere simpel og kortere procedure. De direkte berørte lodsejere skal under alle omstændigheder involveres.

Retligt grundlag

Indsatsplaner udarbejdes med hjemmel i vandforsyningslovens § 13. Ændringer af indsatsplaner skal vedtages efter samme procedure, jf. bekendtgørelsen om indsatsplaner.

Påbud om dyrkningsrestriktioner o.l kan meddeles med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 26 a, når det er nødvendigt for at opfylde målet med en vedtaget indsatsplan.

Handlemuligheder

Klima- og Miljøudvalget kan beslutte, at der skal igangsættes en proces for at få ændret afgrænsningen af de prioriterede indsatsområder, der er udpeget i indsatsplanen. Udvalget kan også beslutte, at grundvandsbeskyttelsesindsatsen skal ske med udgangspunkt i de områder, der er udpeget i indsatsplanen.

Vurdering

Administrationen anbefaler, at grundvandet beskyttes indenfor de genberegnede 25 års grundvandsdannende oplande indenfor indsatsområderne. Det begrundes med, at de genberegnede oplande bedst svarer til den fremtidige indvindingssituation, der i dag forventes. Administrationen gør dog opmærksom på, at indvindingen kan blive ændret i fremtiden med et ændret geografisk beskyttelsesbehov til følge. Hvis indvindingen ændres markant, må man i den forbindelse tage stilling til, om beskyttelsesområderne skal ændres. Som nævnt ovenfor er det imidlertid vigtigt for værdien af områderne, at der er tale om en langsigtet beskyttelse.

Hvis Udvalget fastholder, at grundvandet skal beskyttes i de oprindeligt udpegede områder, vil man ikke få beskyttet alle dele af de indsatsområder, hvor grundvandet er mindre end 25 år undervejs. Beskyttelsen vil dog fortsat være relevant - grundvandet i dele af områderne er blot længere tid undervejs til vandværksboringerne.

Hvis de prioriterede indsatsområder ændres som vist på kortbilagene,, vil det betyde, at arealet af det prioriterede indsatsområde bliver større ved Stillinge Strand Vandværk og Valbygaard kildeplads og mindre ved Nordre kildeplads.

Hvis Udvalget beslutter, at igangsætte en proces for at ændre afgrænsningen af de prioriterede indsatsområder, vil administrationen gøre dette, så snart administrationen har afklaret hvordan dette juridisk skal ske.  Den endelige beslutning om at ændre områderne vil blive forelagt Klima- og Miljøudvalget.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

En ændring af de prioriterede indsatsområder vil have betydning for de udgifter, som de pågældende vandværker vil have til erstatninger til de berørte lodsejere.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Miljø, Plan og Teknik chefen  indstiller,

  1. at Klima- og Miljøudvalget beslutter, at der skal igangsættes en proces for at få ændret afgrænsningen af de prioriterede indsatsområder.

 

 

 

 

 

Sagens forløb

01-03-2022 Klima- og Miljøudvalget
Godkendt.

8. Harboes Bryggeri A/S - Midlertidig tilladelse til videregående vandbehandling af drikkevandet pga. indhold af pesticider (B)

Beslutning

Godkendt.

Kompetence: Klima- og Miljøudvalget

Beslutningstema

Klima- og Miljøudvalget skal beslutte, hvorvidt Harboes Bryggeri A/S, Spegerborgvej 34, 4230 Skælskør skal have midlertidig tilladelse til at etablere et videregående vandbehandlingsanlæg til rensning af drikkevandet for pesticider. Tilladelsen ønskes for en periode af 5 år.

Sagen forelægges udvalget, fordi en tilladelse er delvist i konflikt med retningslinjerne i Slagelse Kommunens Vandforsyningsplan.

Sagens indhold

Harboes Bryggeri A/S har d. 9. juli 2021 søgt om en midlertidig tilladelse til videregående vandbehandling i form af kulfiltrering og UV-bestråling af drikkevandet pga. indhold af pesticider, da pesticidrester ikke fjernes ved traditionel vandbehandling. Ved dialog med virksomheden er tilladelsen begrænset til 5 år. Formålet er at undgå pesticidrester i virksomhedens produkter og at udnytte deres indvindingstilladelse fuldt ud. Drikkevandet består af vand fra virksomhedens egne boringer, som blandes med indkøbt drikkevand fra SK Forsyning A/S. Drikkevandet er virksomhedens vigtigste råvare i produktionen.

Vandindvinding og forbrug

Harboes Bryggeri A/S har en indvindingstilladelse på 300.000 kubikmeter pr. år. Tilladelsen udnyttes ikke fuldt ud pga. fund af pesticider i alle 5 indvindingsboringer, hvor 3 er koblet fra pga. højt indhold af pesticider og en boring er samtidig konstateret utæt. Bryggeriet udnyttede kun 2/3 af sin indvindingsret i 2021 med en indvinding på 197.762 kubikmeter. Der blev indkøbt 411.339 kubikmeter drikkevand fra SK Forsyning A/S i 2021. Indkøbet af vand fordyrer virksomhedens produktionsomkostninger.

Videregående vandbehandling

Anlægget vil bestå af et filter med aktivt kul og et dertil hørende UV-anlæg. Kulfilterteknologiens effekt ift. fjernelse af bl.a. pesticider er veldokumenteret og anvendes allerede flere steder i Danmark. Indenfor drikkevandsproduktion kobles et aktiv kulfiltrering næsten altid sammen med et UV-anlæg, for at mindske utilsigtet mikrobiologisk forurening, da der kan opstå mikrobiologisk vækst i filteret. Overordnet set er der tale om en relativ simpel type videregående vandbehandling.

Retligt grundlag

Vandforsyningslovens § 21, stk. 1, lovbekendtgørelse nr. 1450 af 05/10/2020 samt bestemmelserne i Bekendtgørelse om Vandindvinding og vandforsyning, nr. 470 af 26/04/2019. Afgørelsen kan påklages.

Miljøstyrelsens Vejledning om videregående vandbehandling, nr. 38, oktober 2019 indeholder anbefalinger om anlæg svarende til det ansøgte.

Handlemuligheder

Klima- og Miljøudvalget kan beslutte, hvorvidt de vil godkende, at Harboes Bryggeri A/S meddeles en 5 årig tilladelse til videregående vandbehandling af drikkevandet pga. indhold af pesticider eller ej.

Såfremt der ikke meddeles en tilladelse:

  • Virksomheden vil fortsat skulle levere produkter med pesticidrester. Pesticidindholdet overskred drikkevandskravet i august 2021. Det indkøbte vand fra SK Forsyning A/S indeholder ligeledes pesticider, men grænseværdien overholdes.
  • Virksomheden kan ikke udnytte deres indvindingsret på 300.00 kubikmeter pr. år og må derfor supplere med indkøbt vand fra SK Forsyning, hvilket fordyrer produkterne. Det belaster desuden oppumpningen på SK Forsyningskildepladser.

Hvis Klima- og Miljøudvalget beslutter, at Harboes Bryggeris ansøgning om videregående vandbehandling kan imødekommes, vil administrationen snarest muligt herefter meddele en sådan tilladelse. Både en tilladelse og et afslag skal begrundes.

Vurdering

I Slagelse Kommunes Vandforsyningsplan findes en række retningslinjer, bl.a. for indvinding af vand og for drikkevandssikkerhed. Kommunen skal som udgangspunkt administrere i overensstemmelse med de retningslinjer, kommunen selv har fastsat. Tre af retningslinjerne lyder:

  • Drikkevandsforsyningen skal baseres på uforurenet grundvand, der efter en simpel behandling for naturligt forekommende stoffer, opfylder lovgivningens krav.
  • Som hovedregel gives ikke tilladelse til rensning af grundvand for miljøfremmede stoffer eller naturligt forekommende stoffer, som ikke fjernes ved traditionel vandbehandling.
  • For at opretholde en vandforsyning kan der helt ekstraordinært meddeles tilladelse til at rense vandet for stoffer, f.eks. pesticider og andre miljøfremmede stoffer. Tilladelsen vil kun være midlertidig, idet der hurtigst muligt skal etableres en drikkevandsforsyning baseret på uforurenet grundvand.

En midlertidig tilladelse til videregående vandbehandling vil kunne gives efter sidstnævnte punkt. Det er dog næppe realistisk, at der hurtigt kan etableres drikkevandsforsyning baseret på uforurenet grundvand. Derfor bør Harboes Bryggeri A/S have tilladelse til at anvende kulfilteranlægget i en årrække for at kunne udnytte investeringen.

Det er en fornuftig udnyttelse af grundvandsressourcen i området, at Harboes Bryggeri A/S fortsat pumper fra egne boringer. Alle boringer ligger meget kystnært og nedstrøms ift. grundvandets strømning imod Skælskør Fjord. Indvindingens konsekvenser er derfor meget begrænsede for omgivelserne. Det bliver sandsynligvis svært at finde vand andre steder uden indhold af pesticider.

Administrationen vurderer, at anlægget med aktiv kulfiltrering og UV-bestråling er en god løsning for at afhjælpe virksomhedens aktuelle problem. Teknologien er veldokumentet og vil med overvejende sandsynlighed kunne lade Harboes Bryggeri A/S fortsætte deres egen indvinding og derved mindske belastningen på SK-Forsynings kildepladser. En tilladelse vil derfor være i overensstemmelse med vandforsyningsplanens målsætning om en decentral vandforsyningsstruktur. Det er desuden en fornuftig anvendelse af grundvandsressourcen i området og det vil også tilgodese Harboes eget ønske om at kunne udnytte deres indvindingstilladelse fuldt ud. 

Retningslinjen i vandforsyningsplanen om ikke at give tilladelse til at rense grundvandet for stoffer, der ikke fjernes ved traditionel vandbehandling, skal ses på baggrund af, at videregående vandbehandling ofte er komplicerede processer, der kræver kvalificeret, intensiv overvågning. I dette konkrete tilfælde vurderes renseprocessen at være så simpel, at fordelene ved at bevare bryggeriets egen vandindvinding er større end de ulemper, der er forbundet med videregående vandbehandling.

Der er tale om en 5 årig tilladelse, da det vurderes, at det tager tid at etablere et nyt kildefelt samt at det er et passende tidsrum for afskrivning af investeringen.

Tilladelsen til at rense drikkevandet for pesticider på bryggeriet skal ses som en enkeltstående tilladelse, og den tilsidesætter ikke Slagelse Kommunes omfattende arbejde med grundvandsbeskyttelse i kommunen.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Konsekvenser for andre udvalg

Ingen bemærkninger.

Indstilling

 Miljø, Plan og Teknik chefen indstiller,

  1. at Klima- og Miljøudvalget godkender en 5 årig tilladelse til videregående vandbehandling af drikkevandet pga. indhold af pesticider.

Sagens forløb

01-03-2022 Klima- og Miljøudvalget
Godkendt.

9. Opstart af ny spildevandsplan for perioden 2023 - 2035 (B)

Beslutning

Godkendt med de faldne bemærkninger.

Kompetence: Klima- og Miljøudvalget

Beslutningstema

Klima- og Miljøudvalget skal beslutte, om der skal igangsættes revision af nuværende spildevandsplan 2019.

Sagens indhold

Spildevandsplan 2019 er en lovpligtig overordnet rammeplan (sektorplan under kommuneplanen) , som skal revideres hver 4. år.

Planen sætter rammerne for spildevandshåndteringen i kommunen i en planperiode på 12 år, og er en forhåndsorientering for borgere og virksomheder for de kommende års tiltag og initiativer på området.

Den reviderede plan vil blive udarbejdet med følgende fokus:

1)               Planen skal overholde kravene i MBL
2)               Nye rammer fra kommuneplan
3)               Miljøfremmede stoffer
4)               Udledning af regnvand til recipient, primært åer
5)               Reduktion af overløb
6)               Åbent land
7)               Klimatilpasning

På udvalgsmødet vil punkterne blive gennemgået.

Planen udarbejdes i tæt samarbejde med SK Forsyning og der sker inddragelse af relevante interessenter.

Retligt grundlag

Miljøbeskyttelsesloven, § 32.

Handlemuligheder

Klima- og Miljøudvalget beslutter, at der skal igangsættes revision af gældende spildevandsplan 2019, herunder de nødvendige budgetmidler hertil.

Vurdering

At planen igangsættes.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Udgifter til revision af spildevandsplanen vil beløbe sig til ca. 0,75 mio.kr. til eksterne undersøgelser som finansieres af udvalgets driftskonti.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger

Indstilling

Miljø, Plan og Teknik chefen indstiller,

  1. at Klima- og Miljøudvalget beslutter at iværksætte arbejdet med revision af spildevandsplan 2019.

 

Sagens forløb

01-03-2022 Klima- og Miljøudvalget
Godkendt med de faldne bemærkninger.

10. Foreløbig regnskabsresultat 2021 og overførsel til 2022 - Klima- og Miljøudvalget (B)

Beslutning

Ad 1: Taget til efterretning.

Ad 2: Anbefales.

Ad 3: Anbefales.

Der ønskes en plan for disponering af overførte midler.

Kompetence: Klima- og Miljøudvalget

Beslutningstema

Udvalget orienteres om foreløbigt regnskabsresultat for 2021. Derudover skal udvalget indstille overførsel af mindre-/merforbrug på drift og anlæg til 2022. 

Sagens indhold

Der foreligger foreløbigt regnskabsresultat 2021 for drift og anlæg. Resultat på drift fremgår af pkt. A. opdelt på udgiftstyper. Resultat pr. enhed/virksomhed på drift fremgår af  bilag 1. og resultat på anlæg fremgår af bilag 2  fordelt på de enkelte projekter.

Overførsel af mer-/mindreforbrug fra 2021 til 2022 tager udgangspunkt i nedenstående opdeling på ”Budgetrammer”:

  • For Budgetramme 1 (serviceudgifter og særligt dyre enkeltsager) overføres mer-/mindreforbrug mellem regnskabsårene. For merforbrug over 5% (eller 1. mio.kr.) udarbejdes handleplan til den efterfølgende budgetopfølgning, der viser plan for afvikling af merforbruget inden for 2 år. (Godkendt af ØU 7. december 2020)
  • For Budgetramme 2 (overførselsudgifter og aktivitetsbestemt medfinansiering) overføres mer-/mindreforbrug ikke mellem regnskabsårene.
  • For Budgetramme 3 (anlæg) overfører virksomheder og Centre mer-/mindreforbrug mellem regnskabsårene, idet uforbrugte anlægsbudgetter overføres fuldt ud.
  • For det brugerfinansierede område og ældreboliger overføres over-/underskud via status og derfor sker der ikke overførsel af drifts- og anlægsbevillinger

Afvigelse fra disse hovedprincipper skal godkendes i Økonomiudvalget og Byråd. Økonomiudvalget behandler på møde den 21. marts 2022 de enkelte fagudvalgs anbefalinger med henblik på indstilling i samlet sag til Byrådet den 28. marts 2022.

A. Regnskabsresultat, drift

Regnskabsresultatet for 2021 viser for drift et samlet forbrug på 14,7 mio. kr.
Ved Budgetopfølgning 4 for 2021, som blev godkendt i november 2021, var det forventede regnskab anslået til 17,2 mio. kr.

Regnskabsresultat, drift

Klima- og Miljøudvalget
Mio. kr.

Korrigeret budget
2021

Regnskab 2021

Afvigelse
(- = mer-
forbrug)

3.1 Klima og Miljø

19,6

14,7

4,9

Miljø

4,6

3,4

1,2

Natur

8,5

7,4

1,1

Klima

7,1

5,0

2,1

Fælles Formål

-0,5

0,0

-0,5

Renovationen - brugerfinansieret

0,0

-1,1

1,1

Total

19,6

14,7

4,9

 

B. Overførsel af mer-/mindreforbrug, drift (bilag 1)

Nedenstående tabel viser, hvordan overførsler på drift (Budgetramme 1) overordnet fordeler sig på udvalgets politikområder.

Overførsel af mer-/mindreforbrug, drift

Klima- og Miljøudvalget

Mio. kr.

Overført
fra 2020
til 2021

Overføres
fra 2021
til 2022

Tilføres
kassen

3.1 Klima og Miljø

0,0

3,8

0,0

Total

0,0

3,8

0,0

Bilag 1 viser for hver virksomhed og center overførsler i henhold til ”Regler for Økonomistyring og Ledelsestilsyn for Slagelse Kommune”.

3.1 Klima og Miljø
Et samlet mindreforbrug for serviceudgifter på 3,8 mio. kr.

Miljøområdet.
Mindreforbrug skyldes primært overskud på 2,1 mio. kr. på de områder som knytter sig grundvandsbeskyttelse og jordflytning. Processen vedrørende lodsejeraftaler for at beskytte i BNBO og prioriterede indsatsområder, er gået mere træg end forventet. Samtidig er udarbejdelse af vandindvindingsstrategiplan og etablering lokal grundvandsovervågning blevet forsinket. Omvendt har der været et merforbrug på 1,0 mio. kr. som følge af PFOS sagen i Korsør

Naturområdet
Mindreforbrug skyldes ikke pt. ikke realiserede natur- og vandløbsprojekter på hhv. hver 0,5 mio. kr.

Klimaområdet
Mindreforbrug skyldes forsinkede afregning i 2021 (0,8 mio kr.) , og pt. ikke igangsatte og forsinkede projekter  bl.a. inden for kystbeskyttelse på ca. 1,2 mio. kr.

 

C. Overførsel anlæg (bilag 2)

Regnskabsresultatet for 2021 viser for anlæg samlet uforbrugte anlægsbudgetter på 1,0 mio. kr.
Ved Budgetopfølgning 4 for 2021 forventedes uforbrugt anlægsbudget på 1,3 mio. kr.

Nedenstående tabel viser hvordan overførsler på anlæg overordnet fordeler sig på udvalgets politikområder. En mere detaljeret oversigt kan ses i bilag 2.

Overførsel af uforbrugte rådighedsbeløb, anlæg

Klima- og Miljøudvalget

Mio. kr.

Overføres
fra 2021
til 2022

3.1 Klima og Miljø

1,0

Total

1,0

Retligt grundlag

Kommunalbestyrelsen skal jf. styrelseslovens § 42 stk. 7 fastsætte og beskrive regler for, hvordan kommunens kasse- og regnskabsvæsen skal indrettes.

”Regler for Økonomistyring og Ledelsestilsyn” for Slagelse Kommune afsnit 1.3, som er godkendt af Byrådet den 29. marts 2016 med ændring vedr. overførsel af mindreforbrug.

Handlemuligheder

Udvalget kan godkende indstilling fra administrationen vedr. overførsel af mer-/mindreforbrug for drift og anlæg eller udvalget kan for specifikke områder anbefale Økonomiudvalg og Byrådet, at der gives dispensationer for de nævnte hovedprincipper.

Vurdering

Administrationen anbefaler at kommunens styringsregler følges, og der overføres uforbrugte budgetrammer fra 2021 til 2022 som angivet i bilag 1 (drift) og bilag 2 (anlæg).

De uforbrugte midler afsættes til igangsatte projekter, delvis dækning af ekstraudgifter ifm. PFOS undersøgelser, rådgiverydelser ifm kommende miljøgodkendelser, realisering af revideret  spildevandsplan samt kommende tiltag biodiversitet  bl.a. i forhold til ændret drift i de kommunale skove.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Indstilling fra administrationen indebærer, at der vedr. drift skal overføres mindreforbrug på netto 3,8 mio. kr. fra 2021 til 2022.
Tilsvarende betyder indstillingen, at der samlet overføres uforbrugte anlægsbudgetter på anlægsprojekter for samlet 1,0 mio. kr.

Overførslerne finansieres over kassen. 

I hele 1.000 kr.

Politikområde

2022

2023

2024

2025

Bevillingsønske

 

 

 

 

 

Drift – Klima og Miljø

3.1

3.842

 

 

 

Anlæg – klima og Miljø

3.1

1.025

 

 

 

Finansiering

 

 

 

 

 

Afsat rådighedsbeløb

 

 

 

 

 

Kassen

 

-4.867

 

 

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Miljø, Plan og Teknik chefen indstiller,

  1. at orientering om foreløbigt regnskabsresultat for 2021 tages til efterretning
  2. at Klima- og Miljøudvalget anbefaler Økonomiudvalget og Byrådet, at der på drift på de respektive politikområder og enheder jf. bilag 1 overføres et samlet mindreforbrug på i alt 3,842 mio. kr.
  3. at Klima- og Miljøudvalget anbefaler Økonomiudvalget og Byrådet, at der overføres et samlet uforbrugt anlægsbudget jf. bilag 2. til anlæg på i alt 1,025 mio.kr.

Sagens forløb

01-03-2022 Klima- og Miljøudvalget

Ad 1: Taget til efterretning.

Ad 2: Anbefales.

Ad 3: Anbefales.

Der ønskes en plan for disponering af overførte midler.


11. Genåbning budget 2022 - Klima- og Miljøudvalget (B)

Beslutning

Drøftes og godkendt.

 

Der afholdes budgetmøde d. 4. april kl. 15.

 

Anne Bjergvang (A) stemmer imod med henvisning til at A er imod genåbning af budget 2022, og på grund af bekymringer for serviceniveauet og risikoen for personalereduktioner.

 

Kompetence: Klima- og Miljøudvalget

 

Beslutningstema

Udvalget skal med udgangspunkt i godkendt tids- og procesplan og Byrådets beslutning omkring Genåbning af budget 2022 drøfte og beslutte udvalgets egen proces med henblik på at kunne levere forslag til besparelser på driften, samt prioritere udvalgets anlægsramme.

Sagens indhold

Økonomiudvalget har på møde d. 21. februar 2022 over for Byrådet indstillet, at Budget 2022 genåbnes på både drift og anlæg.

Drift

Økonomiudvalget indstiller, at besparelsesforslaget i 2022 på 104 mio.kr. tilføres 24 mio.kr. via kassen, hvorefter den samlede besparelse reduceres til 80 mio.kr., samtidig nulstilles 0,7% besparelse og manglende prisfremskrivning på art 2 og 4.

Fagudvalget skal med udgangspunkt i Økonomiudvalget og Byrådet tidligere drøftelser og beslutninger, samt materiale omkring Genåbning af budget 2022 komme med forslag til besparelser.

Anlæg

Økonomiudvalget har samtidig besluttet, at fagudvalgene skal prioritere deres anlægsramme med henblik på, at kommunens samlede anlægsramme i 2022 kan nedjusteres. Fagudvalgene skal med udgangspunkt nedenstående oversigter vurdere og prioritere om der er anlægsprojekter som ikke skal igangsættes, udskydes eller fremrykkes.  

  • Igangværende anlægsprojekter (overført fra 2021)
  • Vedtaget anlægsbudget 2022
  • Anlægsprojekter som i forbindelse med vedtagelse af budget 2022-2025 er udskudt

Byrådet træffer endelig beslutning om udvalgenes rammer for genåbning af budget 2022 på mødet d. 28. februar 2022.  

Tidsplan for processen  

  1. Marts 2022 - Drøftelser omkring Genåbning af budget 2022 og prioriteringsmuligheder
  2. April 2022 - Drøftelser omkring konkrete forslag til besparelser på drift og prioriteringer på anlæg, samt beslutning om materiale, som indgår Høring fra d.11. til 22. april 2022
  3. Maj 2022 - Forslag til besparelser og anlægsprioriteringer godkendes og videresendes til Byrådet.

Besparelsesforslag og anlægsprioriteringer behandles på Økonomiudvalget og Byrådet i maj 2022

Arbejdet omkring Genåbning af budget 2022 skal ses i sammenhæng med budgetlægningen for 2023-2026 og Økonomiudvalgets beslutning omkring gennemførelse af budgetanalyser.

Rammerne for budget 2023-2026 behandles og godkendes af Byrådet på mødet d. 28. marts 2022.

Retligt grundlag

Styrelseslovens § 37-40 omkring kommuners budgetlægning, vedtaget tids-procesplan proces for Genåbning af budget 2022, samt Økonomiudvalget/Byrådets beslutning om rammerne for Genåbning af budget 2022.  

Handlemuligheder

Administrationen foreslår, at der i løbet af foråret gennemføres følgende proces:

  • Marts 2022
    • Budgetstatus med udgangspunkt i udvalgets regnskab 2021, og forventet resultat 2022
    • Kan/skal og mulige omprioriteringer inden for rammen.
    • Anlægsoversigter (eftersendes)
    • Klarlægning af behov for evt. dialogmøder
  • April
    • Administrationens budgetmateriale og forslag til bidrag drøftes med henblik på forslag og prioriteringer, som kan indgå i Genåbning af 2022
    • Udvalget træffer beslutning om besparelsesforslag og anlægsprioriteringer, som skal sendes i høring.
    • Evt. dialogmøder
  • Maj  
    • Med udgangspunkt i Byrådets rammesætning og høringssvar godkendes de besparelsesforslag og anlægsprioriteringer, som skal indgå i den videre proces for Genåbning af budget 2022

Udvalget kan foreslå konkrete temaer der ønskes drøftet, ligesom der kan ændres i hvornår de enkelte elementer drøftes.

 

Vurdering

Udvalgets arbejde omkring udarbejdelse af besparelsesforslag og anlægsprioriteringer skal ses i sammenhæng med kommunens samlede økonomiske udfordringer og medvirke til imødegåelse af disse udfordringer.  

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger

Indstilling

Miljø, Plan og Teknik chefen indstiller,

  1. at udvalget drøfter og godkender proces for udarbejdelse af besparelsesforslag og anlægsprioriteringer på udvalgets område.   

 

 


Sagens forløb

01-03-2022 Klima- og Miljøudvalget

Drøftes og godkendt.

 

Der afholdes budgetmøde d. 4. april kl. 15.

 

Anne Bjergvang (A) stemmer imod med henvisning til at A er imod genåbning af budget 2022, og på grund af bekymringer for serviceniveauet og risikoen for personalereduktioner.


12. Gensidig orientering (O)

Beslutning

I forlængelse af havkonferencen orienterede Jørgen Grüner (F) om KIMOs og Slagelses kommunes foretræde d. 2. marts i Fødevare- og Miljøudvalget.

 

Fra kommunen deltager Knud Vincents (V), Jørgen Grüner (F)  samt Flemming Kortsen fra administrationen.

Kompetence: Klima- og Miljøudvalget

Beslutningstema

Klima- og Miljøudvalgets medlemmer og administration orienterer om aktuelle henvendelser, tiltag, projekter m.m.

Sagens indhold

1. Orientering fra udvalgsformand (føres til referat på mødet)

- Mail fra Rent Havmiljø

2. Orientering fra udvalgsmedlemmer (føres til referat på mødet)

3. Orientering fra administrationen

Indstilling

Miljø, Plan og Teknik chefen  indstiller,

  1. at Klima- og Miljøudvalget orienteres.

Sagens forløb

01-03-2022 Klima- og Miljøudvalget

I forlængelse af havkonferencen orienterede Jørgen Grüner (F) om KIMOs og Slagelses kommunes foretræde d. 2. marts i Fødevare- og Miljøudvalget.

 

Fra kommunen deltager Knud Vincents (V), Jørgen Grüner (F)  samt Flemming Kortsen fra administrationen.


13. Input til kommende møder (B)

Beslutning

Højvandssikring.

Kompetence: Klima- og Miljøudvalget.

 Beslutningstema

Klima- og Miljøudvalget kan beslutte eventuelle input til emner eller dagsordenpunkter, som ønskes behandlet på kommende møder.

Indstilling

Miljø, Plan og Teknik chefen  indstiller,

  1. at Klima- og Miljøudvalget beslutter eventuelle input til emner eller dagsordenpunkter, som ønskes behandlet på kommende møder.

 

 

Sagens forløb

01-03-2022 Klima- og Miljøudvalget
Højvandssikring.

14. Godkendelse af referat (B)

Beslutning

Godkendt.

Kompetence: Klima og Miljøudvalget

Beslutningstema

Klima- og Miljøudvalget skal godkende dagsordenen.

Indstilling

Miljø, Plan og Teknik chefen indstiller, 

1. at Klima- og Miljøudvalget godkender referatet.

 

 

Sagens forløb

01-03-2022 Klima- og Miljøudvalget
Godkendt.