Kultur- og Fritidsudvalget (2018-2021) – Referat – 5. februar 2019



1. Godkendelse af dagsorden (B)

1.     Godkendelse af dagsorden (B)

Sagsnr.: 330-2017-89787               Dok.nr.: 330-2018-583630                                          Åbent
Kompetence: Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Godkendelse af dagsorden.
Indstilling
Centerchefen for Kultur, Fritid og Borgerservice indstiller,
1.    at  Dagsordenen godkendes
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 5. februar 2019:
Fraværende: 
Godkendt.

2. Budgetopfølgning 1 for 2019 - Kultur- og Fritidsudvalget (B)

2.     Budgetopfølgning 1 for 2019 - Kultur- og Fritidsudvalget (B)

Sagsnr.: 330-2018-83068               Dok.nr.: 330-2019-4118                                              Åbent
Kompetence: Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Alle fagudvalg gennemfører budgetopfølgning 1 for 2019 med rapportering og godkendelse af den økonomiske status på udvalgets område.
Kultur- og Fritidsudvalget godkender budgetopfølgningen, som indgår i samlet opfølgning til Økonomiudvalget og Byrådet.
Baggrund
I Regler for Økonomistyring og Ledelsestilsyn for Slagelse Kommune har Byrådet fastsat regler om, at der gennemføres 4 årlige budgetopfølgninger: Primo året samt pr. ult. marts, juni og september. Budgetopfølgningerne forelægges fagudvalg og efterfølgende samlet til Økonomiudvalget og Byrådet.
Budgetopfølgningerne udarbejdes i almindelighed på baggrund af aktuelle forbrugs- og aktivitetsdata samt forventninger til forbrugsudviklingen i resten af året.
Budgetopfølgning 1 gennemføres dog så tidligt på året, at de aktuelle forbrugs- og aktivitetsdata er begrænsede. Derfor er udgangspunktet for budgetopfølgning 1, at budgettet overholdes på alle områder, medmindre der er konkret viden om andet. Budgetopfølgningen udarbejdes derfor med fokus på:
      Væsentlige ændringer siden budgetvedtagelsen - særligt for områder, der er aktivitetsstyrede, eller tillægsbevillinger givet i 2018, som også har effekt i 2019
      Forventet realisering af anlægsbudget
Der sættes således primært fokus på de områder, hvor der forventes væsentlige budgetafvigelser, som kræver særlig handling. Handleplaner fra tidligere år, der fordrer indsats i 2019, forelægges ligeledes.
Kultur- og Fritidsudvalget forventes i 2019 at have et budget i balance for driftsudgifterne. For anlægsudgifterne forventes et mindreforbrug i 2019, idet budgetterne for anlægsprojekterne Ny Trelleborg og Svømmehallerne ikke forventes at kunne realiseres fuldt ud.
Retligt grundlag
Kommunalbestyrelsen skal jf. Styrelseslovens § 42 stk. 7 fastsætte og beskrive regler for, hvordan kommunens kasse- og regnskabsvæsen skal indrettes.
I Regler for Økonomistyring og Ledelsestilsyn for Slagelse Kommune har Byrådet fastsat regler om, at der gennemføres 4 årlige budgetopfølgninger: Primo året samt pr. ult. marts, juni og september. Budgetopfølgningerne forelægges fagudvalg og efterfølgende samlet til Økonomiudvalget og Byrådet.
Handlemuligheder
Ingen bemærkninger.
Vurdering
Det anbefales, at budgetopfølgning 1 for 2019 godkendes og videresendes til orientering for Økonomiudvalget og Byrådet.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Børne- og ungedirektøren indstiller,
1.   at  Budgetopfølgning 1 for 2019 godkendes og videresendes til orientering for Økonomiudvalget og Byrådet.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 5. februar 2019:
Fraværende: 
Godkendt og videresendt til Økonomiudvalgets og Byrådets godkendelse.

3. Budgetforlig 2019 - Udmøntning på Kultur- og Fritidsudvalgets område (D)

3.     Budgetforlig 2019 - Udmøntning på Kultur- og Fritidsudvalgets område (D)

Sagsnr.: 330-2018-76373               Dok.nr.: 330-2019-17174                                            Åbent
Kompetence: Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Udvalget skal drøfte de projekter og tiltag, som udmøntes på udvalgets område i forlængelse af vedtagelsen af Budget 2019.
Baggrund
Efter vedtagelsen af Budget 2019 er der udarbejdet et samlet styringsark over samtlige beslutninger. I denne sag præsenteres de projekter og tiltag, som hører under Kultur- og Fritidsudvalgets kompetence. Opgaver, status og økonomi fremgår af bilaget.
Retligt grundlag
Det retslige grundlag for budgettet fremgår af Den kommunale Styrelseslov §§ 37-40. I Regler for Økonomistyring og Ledelsestilsyn for Slagelse Kommune har Byrådet fastsat regler for den økonomiske styring af bevillinger mv.
Handlemuligheder
Udvalget kan drøfte projekter og tiltag ud fra administrationens oplæg i bilaget. Udvalget kan supplere oplægget med yderligere bemærkninger og ønsker til udmøntning.
Vurdering
Administrationen har på baggrund af budgetforliget lavet et udkast til udmøntning af de projekter og indsatser, der ligger indenfor Kultur- og Fritidsudvalgets område.
Der er plads til yderligere beskrivelser under hvert punkt. Dette arbejde vil administrationen tage fat på, når udvalget har haft lejlighed til at drøfte sagen.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Flere større projekter udføres i tæt samarbejde med øvrige centre. De respektive fagudvalg orienteres tilsvarende.
Indstilling
Centerchefen for Kultur, Fritid og Borgerservice indstiller,
1.    at Udvalget drøfter udmøntningen af Budget 2019 på udvalgets område.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 5. februar 2019:
Fraværende: 
Drøftet med følgende bemærkninger:
Pkt. 36 og 39: Taget til efterretning.
Pkt. 52 g: Udvalget godkendte, at der igangsættes en inddragende proces med henblik på at indsamle forslag til udnyttelse af det gamle rådhus.
Pkt. 54 j: Orienteringen taget til efterretning.
Pkt. 54 b: Orienteringen taget til efterretning.
Pkt. 54 f: Godkendt, tages op i 3. kvartal 2019.
Pkt. 54 k: Orienteringen taget til efterretning.
Pkt. 54 k: Nærmere under orientering fra centeret.
Pkt. 54 r: Udvalget får forelagt konkret sag. Muligheden for eksternt tilskud til sekretariatsbistand undersøges.
Udvalget blev orienteret om anlægsprojekter i budgetaftalen, der har relation til udvalgets område. Særligt blev det bemærket, at B 73 vil henvende sig til udvalget om projekt vedrørende ny bane.

4. Genoptagelse: Offentliggørelse af beslutninger fra lukkede punkter på udvalgsmøder (B)

4.     Genoptagelse: Offentliggørelse af beslutninger fra lukkede punkter på udvalgsmøder (B)

Sagsnr.: 330-2018-42027               Dok.nr.: 330-2019-23920                                            Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Byrådet skal beslutte retningslinjer for offentliggørelse af beslutninger fra lukkede punkter på udvalgsmøder. De stående udvalg skal drøfte og anbefale retningslinjer til Byrådet
Baggrund
I Slagelse Kommune har det ved udvalgsmøder længe været praksis, at der ved åbne punkter offentliggøres dagsorden, indstillinger, bilag og beslutninger. Mens vi der ved lukkede punkter kun offentliggøres overskriften på punktet og ikke andet; heller ikke beslutningen og afstemningsforhold.
Der har været et ønske om større åbenhed i udvalgene, og at beslutninger fra lukkede sager bliver offentliggjort.
I august 2018 drøftede Økonomiudvalget og de stående udvalg retningslinjer for offentliggørelse af lukkede punkter på udvalgsmøder. Udvalgene ønskede overordnet set størst mulig åbenhed, men ønskede samtidigt at få forelagt konkrete retningslinjer.
Økonomiudvalget besluttede den 20. august 2018, at administrationen skulle udarbejde konkrete retningslinjer for offentliggørelse af lukkede punkter, og at disse retningslinjer efterfølgende skulle drøftes og godkendes i de stående udvalg og Økonomiudvalget forud for beslutning i Byrådet.
Derudover besluttede Økonomiudvalget, at der generelt blev vejledt om reglerne for fortrolighed og lukkede sager.
Offentliggørelse af lukkede punkter på udvalg
Byrådet har ret til at fastsætte retningslinjer for hvor meget udvalgene skal offentliggøre, herunder om der skal offentliggøres dagsorden, indstillinger eller beslutninger.
Byrådets retningslinjer for offentliggørelse af beslutninger fra lukkede punkter kunne være:
-      Det skal anføres i sagsfremstillingen, hvorfor en sag behandles som et lukket punkt, f.eks. hvilke oplysninger der er tavshedsbelagte/personfølsomme, priser eller forhandlingssituationer m.m.
-      Der skal samtidigt tages stilling til om hele sagen kan åbnes eller offentliggøres efter mødet
-      Overskriften for det lukkede punkt bør udformes, så borgerne kan se hvad punktet handler om
-      Når der er truffet beslutning på et lukket punkt, skal protokollen udformes, så beslutningerne bliver forståelige for borgerne, selv om indstillingen ikke er offentliggjort, samtidig med, at der ikke røbes fortrolige oplysninger.
For at sikre at Byrådet træffer beslutning om retningslinjerne på et oplyst grundlag, får de stående udvalg og Økonomiudvalget mulighed for at afgive høringssvar til Byrådet, hvor fordele og ulemper kan beskrives, inden Byrådet træffer beslutning.
Vejledning om fortrolige oplysninger og lukkede sager:
I modsætning til byrådsmøder er alle udvalgsmøder er i princippet lukkede møder. Men det betyder ikke, at alt på møderne er fortroligt, tværtimod.
Hovedreglen er nemlig, at langt de fleste oplysninger ikke er fortrolige eller tavshedsbelagte, og det gælder både for åbne og lukkede punkter.
-      Der er kun tavshedspligt i forhold til fortrolige oplysninger, f.eks. personfølsomme oplysninger eller forretningshemmeligheder.
-      Derudover må man ikke gengive hvad andre udvalgsmedlemmer har sagt under forhandlingerne på mødet.
-      Man må gerne gengive/referere beslutningen, hvem der har stemt for eller imod, indstillingen fra forvaltningen, bilag i sagen m.m. (så længe der ikke er fortrolige oplysninger i fx bilagene)
Grunden til at enkelte punkter typisk bliver ”lukkede punkter” er, at sagerne handler om bedømmelse af personlige forhold, køb og salg af fast ejendom eller tilbud og forhandlinger. At et punkt er et ”lukket” punkt, er dog ikke ensbetydende med, at der er tavshedspligt for hele sagen, men der vil typisk være konkrete oplysninger, der er undergivet tavshedspligt.
Retligt grundlag
Styrelseslovens §§ 8 og 20
Handlemuligheder
Byrådet har kompetence til at beslutte retningslinjerne for de stående udvalgs offentliggørelse af dagsorden, indstillinger og beslutninger. Byrådet kan beslutte at fastholde de nuværende retningslinjer eller fastsætte nye retningslinjer.
Byrådet kan overlade det til de stående udvalg og Økonomiudvalget selv at fastsætte egne retningslinjer for offentliggørelse af lukkede punkter
Vurdering
Administrationen vurderer, at offentliggørelse af beslutninger fra lukkede punkter vil give offentligheden bedre indsigt i de kommunale beslutningsprocesser. Samtidigt vil offentliggørelsen af beslutninger fra lukkede punkter gøre det lettere for udvalgsmedlemmerne efterfølgende at diskutere udvalgets beslutninger med borgere eller pressen.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen
Indstilling
Kommunaldirektøren indstiller,
1.    at Udvalgene drøfter retningslinjer for offentliggørelse af beslutninger fra lukkede punkter og afgiver høringssvar til Byrådets videre behandling
2.    at Byrådet beslutter nye retningslinjer for offentliggørelse af beslutninger fra lukkede punkter på stående udvalg og Økonomiudvalg
Beslutning i Erhvervs- og Teknikudvalget den 4. februar 2019:
Fraværende:  Henrik Brodersen (O)
Ad 1: Drøftet.
Udvalget ønsker størst muligt offentlighed. Som minimum bør det af sagen fremgå, hvad den handler om. Der tages konkret stilling til offentliggørelse af beslutningsteksten i hver enkelt lukket sag.
Ad 2: Godkendt.
Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 4. februar 2019:
Fraværende:  Ali Yavuz (A)
Punkterne drøftet og anbefales til Byrådet med følgende bemærkninger:
- Sofie Janninig (A) anbefaler, at hvis det er muligt at åbne sager efterfølgende, skal de åbnes. Det skal eksplicit fremgå, hvorfor sagen er lukket, ud fra hvilke katagorier sagen hører under. Endvidere anbefaler hun, at  der    udarbejdes fælles retningslinjer med mulighed for at supplere i de enkelte udvalg.
- Helle Blak (F) og Palle Kristiansen (O) bemærker, at de er tilfredse med nuværende praksis og at lukkede punkter, skal være lukkede.
- Christopher Trung (V) gør opmærksom på muligheden for at bruge Forvaltningslovens § 27 stk. 6.
- Thomas Clausen (Ø) anbefaler indstillingen fra administrationen.
Beslutning i Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget den 4. februar 2019:
Fraværende: 
Drøftet.
Udvalget peger på muligheden for, at et punkt skal kunne lukkes (efter behandling).
Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 4. februar 2019:
Fraværende: 
Udvalget ønsker at fastholde nuværende praksis for lukkede dagsordner/referater.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 5. februar 2019:
Fraværende: 
At 1: Drøftet. Udvalget går ind for åbenhed. Udvalget ønsker som udgangspunkt, at sager er fuldt lukkede. Det anbefales, at et flertal i udvalget kan beslutte, at beslutninger fra lukkede punkter på udvalgsmøder kan offentliggøres.

5. Aktivitetstilskud 2019: Borreby Teater (B)

5.     Aktivitetstilskud 2019: Borreby Teater (B)

Sagsnr.: 330-2018-71023               Dok.nr.: 330-2018-580561                                          Åbent
Kompetence: Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Borreby Teaters Fond søger om tilskud på i alt 193.395 kr. til aktiviteter i 2019.
Baggrund
Borreby Teater, Skælskør, er etableret i 2012. Teatret afvikler historiske events med inddragelse af frivillige og producerer forestillinger i et samspil mellem professionelle og frivillige.
Borreby Teaters Fond søger tilskud til de kulturelle aktiviteter, der afvikles på Borreby Teater.
Borreby Teater søger om tilskud på 193.395 kr. til følgende aktiviteter i 2019:
Rædslernes Borg                        50.505 kr.
Høstfest - Morten Korch Show     142.889 kr.
Aktiviteterne og budget for disse er nærmere beskrevet i bilaget.
I 2018 modtog Borreby Teater aktivitetstilskud på 140.000 kr. til tre autentiske events samt 100.000 kr. i støtte til en juleforestilling.
Rædslernes Borg er afviklet flere gange med undtagelse af 2017.
Høstfesten blev spillet første gang i 2018. I 2019 er antal forestillinger øget fra 8 til 9 – tre forestillinger i tre weekender. Da publikum er begejstrede for at danse under/efter forestillingen reserveres mere plads til dette og dermed færre siddepladser.
Foreløbigt regnskab for Høstfesten 2018 og Rædslernes Borg 2018 er vedlagt som bilag.
Retligt grundlag
Handlemuligheder
Kultur- og Fritidsudvalget kan
a.    bevilge de ansøgte 193.395 kr. i aktivitetstilskud for 2019.
b.    bevilge et andet beløb i aktivitetstilskud for 2019.
c.    give afslag på ansøgningen.
Vurdering
Kulturafdelingen vurderer, at de to aktiviteter, som Borreby Teater søger tilskud til, understøtter flere af fokusområderne i retningslinjerne for Puljen til kulturelle formål:
·         Rædslernes Borg understøtter fokusområdet Events, da arrangementet er en autentisk event, der tager udgangspunkt i Borreby Herreborgs historie og unikke kulturarv. Derudover understøttes fokusområdet Børn og Unge, da eventen især henvender sig til børn fra 8-års alderen, og flere unge medvirker i at skabe forestillingen.
·         Høstfest - Morten Korch Show understøtter også fokusområdet Events, da der er tale om en autentisk event med fokus på kulturarven og den landbrugstradition, som findes på Borreby Herregaard. Derudover understøttes fokusområdet Frivillighed/ikke-professionelle og professionelle, da både frivillige og professionelle teateraktører medvirker i forestillingen, således at der sker en stor udvikling og udveksling af færdigheder omkring skuespil og opsætning.
Kulturafdelingen har tidligere anbefalet, at udvalget bevilger tilskud enten med fokus på teaterdrift eller på autentiske events, og i ansøgningen for 2019 fokuserer Borreby Teater på events.
Kulturafdelingen vurderer, at kommunen rummer mange muligheder for autentiske events med fokus på områdets rige kulturarv; her har Borreby Teater et stort potentiale som aktiv aktør i forhold til at aktivere og formidle områdets kulturarv og historie. Kulturafdelingen anbefaler, at udvalget bevilger de ansøgte 193.400 kr. til to autentiske events på Borreby.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Centerchefen for Kultur, Fritid og Borgerservice indstiller,
1.    at Kultur- og Fritidsudvalget bevilger 193.400 kr. i aktivitetstilskud til Borreby Teaters Fond i 2019 fra Puljen til kulturelle formål.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 5. februar 2019:
Fraværende: 
At 1: Godkendt.

6. Retningslinjer for fritidsområdet - revision 2018 (B)

6.     Retningslinjer for fritidsområdet - revision 2018 (B)

Sagsnr.: 330-2018-73416               Dok.nr.: 330-2018-632343                                          Åbent
Kompetence: Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til forslag til nye retningslinjer for fritidsområdet.
Baggrund
Retningslinjerne for fritidsområdet er de retningslinjer, som både administration, foreninger og øvrige aktører på idræts-, fritids- og folkeoplysningsområdet navigerer efter.
Dele af retningslinjerne er blevet revideret i perioden 2017-2018, mens andre dele ikke er blevet revideret i flere år. Dertil kommer, at der løbende sker ændringer i bl.a. lovgivning, behov, organisering mv., som gør det nødvendigt at opdatere retningslinjerne. Derfor har administrationen gennemgået retningslinjerne og udarbejdet et nyt forslag til retningslinjer.
Forslaget er vedlagt som bilag (opdelt i kapitler). I bilagene er forslag til tilføjelser markeret med blåt, mens bestemmelser mv., som foreslås slettet, er markeret med rødt. Nedenfor oplistes de vigtigste ændringer i kapitlerne.
Kapitel 1 – Generelt for alle godkendte foreninger
a)    Indsat afsnit om lovpligtig offentliggørelse af foreningsregnskaber på kommunens hjemmeside samt oprettelse af forening. Ansøgningsfrister er blevet opdateret.
Kapitel 2 – Retningslinjer for lån af lokaler, haller og udendørs anlæg
·         Præciseret, at regel om ét gratis indtægtsgivende arrangement om året kun gælder ved foreningens egne arrangementer
·         Tilføjet, at der fremadrettet ikke skal betales leje for træninger, arrangementer, kurser o.l. inden for de 6 prioriterede idrætter, hvis disse afholdes som led i samarbejde mellem lokal klub, relevant idrætsforbund og kommunen.
·         Regler for brug af Harboe Arena Slagelse (Slagelse Stadion) er blevet ensrettet, så alle skal betale for brug af topfaciliteten. Dermed behandles alle foreninger nu ens.
·         Afsnit om fordeling opdateret pga. ny samarbejdsform på det folkeoplysende område
Kapitel 3 – Retningslinjer for udlejning, reklamering og sponsorater
·         Kommunale institutioner mv. er indplaceret i tråd med politisk vedtaget takstblad.
·         Privatskoler er blevet indplaceret i gruppe 2B, mens private/lukkede foreninger med begrænset medlemstilgang er blevet flyttet fra gruppe 3 til gruppe 2B og skal dermed ikke længere betale samme pris som fx kommercielle aktører.
·         Præciseret at alle skal betale for brug af topfaciliteten Harboe Arena Slagelse (Slagelse Stadion), så forskelsbehandling undgås.
·         Præcisering af passus om alkohol i reklameafsnit, så det er produktreklame for alkohol, som ikke er tilladt.
Kapitel 4 – Retningslinjer for brug af svømmehaller
·         Afsnit om fordeling er opdateret i tråd med ny organisering på det folkeoplysende område.
·         Talenttræning er indsat i prioriteringsrækkefølge for hverdagsdagtimer.
Kapitel 5 – Retningslinjer for puljer
·         Præciseret, hvad og hvem puljerne kan støtte/ikke kan støtte. Der er i høj grad tale om nedskrivning af eksisterende praksis.
·         Der er åbnet op for, at også foreninger kan søge om tilskud fra Puljen til selvorganiserede og Gadeidrætspuljen, hvis det er til aktiviteter i tråd med puljernes formål. Derudover er aldersbegrænsning for Gadeidrætspuljen og Udviklingspuljen fjernet.
·         Åbnet op for, at Handicappuljen kan støtte tilbagevendende/eksisterende aktiviteter.
·         Åbnet op for, at der i særlige tilfælde og efter konkret vurdering kan indgås flerårige markedsføringsaftaler i Markedsføringspuljen.
Kapitel 6 – Retningslinjer for Slagelse Guld
·         Gjort det muligt at justere præmiepengeordning (ligesom andre udgiftsposter), hvis der pga. budgetpres/ændringer i økonomiske forudsætninger er behov herfor.
·         Indsat mulighed for, at andre end inviterede (fx familie og venner til udøvere) kan deltage i arrangement mod betaling af entré, hvis der er plads i facilitet.
·         Indstillingsfrister ændret for at muliggøre tidligere afvikling af arrangementet.
·         Præciseret, hvem der kan modtage Initiativprisen.
Kapitel 7 – Retningslinjer for tilskud
·         Afsnit om lokaletilskud er tilpasset tidligere politiske beslutninger vedr. procentsats og tilskud til rideklubber. Regler for nye ansøgninger om lokaletilskud, samt hvad der ydes/ikke ydes tilskud til, er præciseret. Indsat afsnit om indsendelse af budgetskema.
·         Tilskudsafsnit er generelt forsøgt tilpasset til målgruppen ift. sproglige formuleringer og opbygning af afsnit. Tydeliggjort, hvordan man søger, hvad man skal indsende osv.
·         Tilskudskapitel er opdateret, så det stemmer overens med lovgivning, tidligere politiske beslutninger, muligheder, praksis, arbejdsgange mv.
Andet
·         Kapitler om sommerskoler og brug af friluftsscene er nedlagt. Førstnævnte er indarbejdet i kapitel om lån af faciliteter, og sidstnævnte er flyttet til bookingsystem.
Retligt grundlag
Kommunalfuldmagten.
Handlemuligheder
Kultur- og Fritidsudvalget:
b)    Godkende administrationens forslag til nye retningslinjer for fritidsområdet
c)    Godkende administrationens forslag til nye retningslinjer for fritidsområdet med konkrete ændringer/præciseringer
d)    Afvise at godkende administrationens forslag til nye retningslinjer for fritidsområdet.
Vurdering
Administrationen vurderer, at de foreslåede ændringer, tilføjelser og præciseringer i retningslinjerne vil sikre, at retningslinjerne også fremadrettet vil være et tidssvarende og brugbart værktøj for både administration, foreninger og andre aktører på fritidsområdet.
De nye retningslinjer adresserer desuden de spørgsmål, behov samt ændringer i organisering, lovgivning mv., som er kommet siden seneste revidering af retningslinjerne. Administrationen anbefaler derfor, at udkastet til nye retningslinjer godkendes.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Centerchefen for Kultur, Fritid og Borgerservice indstiller,
1.    at Kultur- og Fritidsudvalget godkender forslag til nye retningslinjer for fritidsområdet.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 4. december 2018:
Fraværende: 
Forslaget sendes i høring, inden sagen forelægges for udvalget til godkendelse.
Der skal være fokus på såvel det traditionsbårne som det udviklingsorienterede.
Genoptagelse
Administrationen har den 12/12 2018 sendt forslaget til nye retningslinjer i høring i Forum for Folkeoplysning, men har ikke modtaget noget høringssvar fra Forummet.
Administrationen har i tråd med udvalgets beslutning på mødet i december 2018 indsat passus om traditionsbårne aktiviteter i udkast til retningslinjer for puljer. Den tilføjede passus lyder som følger:
Traditionsbårne arrangementer
Udover at tage udgangspunkt i de syv ovennævnte bærende principper prioriterer Kultur- og Fritidsudvalget og Fritidsafdelingen også at understøtte traditionsbundne aktiviteter. Det vil sige idræts- og fritidsaktiviteter, der har en stærk tradition i kommunen. Aktiviteten behøver således ikke at være helt ny for at kunne opnå tilskud.
Indstilling
Centerchefen for Kultur, Fritid og Borgerservice indstiller,
2.    at Kultur- og Fritidsudvalget godkender forslag til nye retningslinjer for fritidsområdet.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 5. februar 2019:
Fraværende: 
At 2: Godkendt.

7. Samarbejdsaftale Slagelse Idræts Råd (SIR) 2019 - 2020 (B)

7.     Samarbejdsaftale Slagelse Idræts Råd (SIR) 2019 - 2020 (B)

Sagsnr.: 330-2019-3460                 Dok.nr.: 330-2019-21481                                            Åbent
Kompetence: Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ny samarbejdsaftale med Slagelse Idræts Råd (SIR) med virkning fra den 1. januar 2019 til 31. december 2020.
Baggrund
Samarbejdsaftalen mellem Slagelse Idræts Råd og Slagelse Kommune er senest revideret på Kultur-, Fritids- og Turismeudvalgets møde den 2. maj 2016.
Slagelse Kommune anerkender med aftalen, at Slagelse Idræts Råd er høringspart vedr. principielle spørgsmål og sager på idrætsområdet.
Det fremgår bl.a. af den tidligere aftale, at der årligt skal afholdes 2 dialogmøder, hvor idrætspolitikken og dens affødte handlinger vendes med henblik på at sikre den gensidige og nødvendige opbakning fra relevante interessenter.
Samarbejdsaftalen sikrer desuden SIR’s deltagelse i relevante arbejds- og følgegrupper på specifikke indsatser på idrætsområdet. Derudover er SIR høringspart i forskellige sammenhænge.
Administrationen har bedt Slagelse Idræts Råd om at fremsende eventuelle ønsker om ændringer til den hidtidige samarbejdsaftale.
Administrationen har modtaget diverse ønsker til en ny samarbejdsaftale (vedlagt som bilag). Ændringerne i forhold til den tidligere aftale er markeret med en gul farve i SIR’s forslag til samarbejdsaftale, hvortil administrationen har følgende kommentarer:
1)    SIR ønsker, at aftalen løber fra ”1. januar 2019 – 30. juni 2021”. Administrationen finder det naturligt, at aftalen løber til 31. december 2020. Aftalen med Kulturrådet er også gældende i 2 år og løber også til 31. december 2020.
2)    SIR ønsker, at de to årlige dialogmøder fordeler sig med ”1 møde med Fritidsafdelingen og 1 møde med Kultur- og Fritidsudvalget”. Tidligere har dette været benævnt med ”to årlige dialogmøder”. Administrationen finder det hensigtsmæssigt, at de 2 årlige dialogmøder fastholdes, uden at det nævnes med hvem, da det giver en fleksibilitet i, hvordan og med hvem der afholdes møder.
3)    Administrationen henstiller til, at de 2 X’er udfyldes med teksten fra den tidligere indgåede aftale ”at sikre den gensidige, nødvendige opbakning fra relevante interessenter.”
4)    Sætningen afsluttes med; ”Beslutningskompetencen omkring den endelige fordeling ligger i Center for Kultur, Fritid og Borgerservice jfr. Retningslinjerne for fritidsområdet.”
5)    Administrationen anbefaler, at sætningen afsluttes med ”med maksimalt 25.000 kr.” Det angivne beløb er også omtalt i aftalen med Kulturrådet.
6)    Sætningen afsluttes med ”samt oversigt over medlemsforeninger til Slagelse Kommune”, som det også fremgik af den netop udløbne aftale. Oplysningen ønskes fremsendt til kommunen for en vurdering af, hvor mange foreninger Slagelse Idræts Råd repræsenterer.
7)    Administrationen ønsker at fastholde de tidligere 2 anførte bestyrelsesmøder for dialog om kommunens idrætsforeninger. 
8)    Afsnittet erstattes med ”Samarbejdet omhandler frivillige folkeoplysende foreninger der er godkendte og hjemmehørende i Slagelse Kommune.”
Retligt grundlag
Ingen bemærkninger.
Handlemuligheder
Kultur- og Fritidsudvalget kan:
A.    Godkende den af SIR udarbejdede samarbejdsaftale med virkning fra den 1. januar 2019 til 31. december 2020 med ændringer som beskrevet ovenfor.
B.    Godkende den af SIR udarbejdede samarbejdsaftale med virkning fra den 1. januar 2019 – 30. juni 2021.
C.    Fremkomme med ændringer til den af SIR udarbejdede aftale og derefter godkende aftalen.
D.   Undlade at godkende forslaget om ny samarbejdsaftale fra SIR og forlænge den allerede eksisterende aftale frem til 31. december 2020.
Vurdering
Administrationens vurdering er, at det fortsat er en aftale, hvor SIR har en stor grad af mulighed for indflydelse på mange områder.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Centerchefen for Kultur, Fritid og Borgerservice indstiller,
1.    at  Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at godkende den af SIR udarbejdede samarbejdsaftale med virkning fra den 1. januar 2019 til 31. december 2020 med ændringer som beskrevet ovenfor.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 5. februar 2019:
Fraværende: 
Udsat.

8. Ny DBU Velfærdsalliance (B)

8.     Ny DBU Velfærdsalliance (B)

Sagsnr.: 330-2017-9558                 Dok.nr.: 330-2019-21829                                            Åbent
Kompetence: Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Kultur- og Fritidsudvalget skal beslutte, om man vil tiltræde en ny 3-årig velfærdsalliance med Dansk Boldspil Union (DBU).
Baggrund
Administrationen har i samarbejde med DBU arbejdet på at definere indholdet af en ny velfærdsalliance. En alliance, der skal imødekomme nogle konkrete, kommunale problemstillinger og udfordringer samt tilgodese udviklingen inden for den prioriterede idræt, fodbold. I Velfærdsalliancen tages der således hånd om udfordringer, der styrker områder bredt i kommunen. 
Følgende hovedområder ønskes styrket gennem Velfærdsalliancen:
·         Fokus på sundhed – målrettet bestemte grupper – f.eks. ældre eller familier. 
·         Oplevelser for borgerne i kommunen - Aktivering af Slagelse Stadion.
·         Styrkelse af foreningslivet – Klubudviklingsforløb samt nye medlemsgrupper.
·         Den åbne skole og den åbne daginstitution.
·         Slagelse Kommune på landkortet – Landskampe og repræsentantskabsmøde.
·         Arbejdsmarkedsområdet – Aktivering af ledige i foreningslivet (EDANS-projekt).
Retligt grundlag
Kommunalfuldmagten samt kommunens idrætspolitik.
Handlemuligheder
Kultur- og Fritidsudvalget kan
a)    godkende tiltrædelsen af Velfærdsalliancen
b)    takke nej til tiltrædelse af Velfærdsalliancen 
c)    tiltræde elementer i Velfærdsalliancen
Vurdering
Administrationen vurderer, at en tiltrædelse af Velfærdsalliancen vil øge kendskabet til Slagelse Kommune som en aktiv idrætskommune, hvor foreningslivet løfter et væsentligt socialt ansvar. Det vil samtidig være i tråd med kommunens idrætspolitik, bl.a. indenfor områderne: ”Idrætten sætter Slagelse Kommune på landkortet” og ”Idræt og bevægelse for alle aldre og niveauer” samt den overordnede vision ”Bevæg dig for livet”, hvor der i år 2025 skal være 50 % af kommunens borgere, som dyrker idræt i en idrætsforening, og 75 % af kommunens borgere som er idrætsaktive.
Ved at få store kommercielle landskampe til byen, får kommunen benyttet Slagelse Stadion samt sat kommunen på landkortet, bl.a. via presse og tv-eksponering. Desuden vil det tilføre væsentlig omsætning i kommunen via hotelovernatninger, restaurantbesøg og shopping. 
De lokale klubber involveres i selve afviklingen af kampe på stadion ved at bidrage med frivillige, omdeling af markedsføring forud for kampe samt salg i boder, så de også får et økonomisk udbytte til klubben.
Velfærdsalliancen skal desuden bidrage til indsatser, der øger samarbejdet med arbejdsmarkedsområdet for at få gjort ledige foreningsaktive og dermed styrke deres kompetencer i retning af en tilbagevenden til arbejdsmarkedet.
Velfærdsalliancen er et led i arbejdet på aftaleindgåelse med de prioriterede idrætters specialforbund jf. den vedtagne udvidelse af administrationsgrundlaget ift. tiltrækning af events.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Administrationen har fået markedsføringsværdien af Velfærdsalliancen vurderet af Sport One, som vurderer værdien til samlet 75.000 kr., samt at den vil give god værdi i relation til erhverv og turisme.
Velfærdsalliancen finansieres af Fritidsafdelingens driftsbudget i 2019, 2020 og 2021 med 76.450 kr. årligt. 
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Centerchefen for Kultur, Fritid og Borgerservice indstiller,
1.    at Kultur- og Fritidsudvalget tiltræder en ny 3-årig Velfærdsalliance med DBU.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 5. februar 2019:
Fraværende: 
At 1: Godkendt. Udvalget får årligt en status for samarbejdet med DBU.

9. Orientering fra udvalget samt inspirationsopsamling fra konferencer mv. (O)

9.     Orientering fra udvalget samt inspirationsopsamling fra konferencer mv. (O)

Sagsnr.: 330-2017-89794               Dok.nr.: 330-2018-583640                                          Åbent
Kompetence: Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Orientering fra formanden og udvalgets øvrige medlemmer samt inspirationsopsamling fra deltagelse i konferencer mv.
Indstilling
Centerchefen for Kultur, Fritid og Borgerservice indstiller,
1.    at  Orienteringen tages til efterretning
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 5. februar 2019:
Fraværende: 
Ingen orienteringer.

10. Centerets orientering til Udvalget (O)

10.   Centerets orientering til Udvalget (O)

Sagsnr.: 330-2017-89818               Dok.nr.: 330-2018-583650                                          Åbent
Kompetence: Kultur- og Fritidsudvalget
Udvalget informeres hermed om alle puljer på kultur- og fritidsområdet. Bilagene over forbrug på de konkrete puljer er ajourført op til deadline for udsendelse af dagsorden.
KULTUR:
Pulje
Forbrug
Restbudget
Puljen til kulturelle formål
2.559.000
2.191.200
367.800
FRITID:
 
 
 
Idræts- og Fritidspuljen
699.215
0
699.215
Markedsføringspuljen
1.048.812
1.020.000
28.812
Puljen til selvorganiserede
158.426,00
1.000,00
157.426,00
Gadeidrætspuljen
76.222,00
0
76.222,00
Udviklingspuljen (FOU)
157.333
0
157.333
Gratis adgang til ledsagere til handicappede til kultur- og fritidsaktiviteter
I slutningen af 2017 besluttede udvalget, at aktiviteter, der afvikles med kommunalt tilskud eller i kommunens faciliteter, fremover skal tilbyde gratis adgang for ledsagere til handicappede, der har fået bevilget et ledsagerkort.
Udvalget afsatte 20.000 kr. til at refundere foreningers og institutioners udgifter i 2018 til ledsagerkortene. I forlængelse af beslutningen blev de relevante aktører orienteret om muligheden for refusion, og administrationen har efter årets udgang modtaget to henvendelser om refusion af udgifter for 2018 og har udbetalt ca. 1.900 kr. til Vestsjællands Teaterkreds samt ca. 9.700 kr. til Slagelse Musikhus.
Kulturområdet:
Lokalradio
Nærradio Korsør modtog i 2018 tilskud fra Puljen til kulturelle formål til kulturelle aktiviteter, hovedsageligt i form af den kulturelle del af sendefladen. Ifølge den konkrete aftale er lokalradioen forpligtet til løbende at indsende dokumentation i form af programoversigter. Radioens oversigt over den kulturelle del af sendefladen i 4. kvartal 2018 er vedlagt som bilag.
Årets historiske bog – nominering
”Angst og engle - den spanske syge i Danmark” af Hans Trier udkom i 2018 på forlaget L&R.
Hans Trier er cand.med., cand.mag. og arkivfrivillig i Slagelse Stads- og Lokalarkiv. Hans har holdt oplæg om emnet landet rundt, herunder til én af efterårets historiecaféer i Slagelse Kommune.
Fritidsområdet:
Evaluering af HEL Fritid 2018
HEL Fritid, der hjælper børn og unge i alderen 6-18 år med at få et aktivt fritidsliv, har siden midt marts 2018, hvor den nye koordinator startede, haft 81 forløb. Koordinatoren har hjulpet børn og familier med at finde en fritidsaktivitet, fulgt familier til aktiviteter og/eller tildelt kontingentstøtte til fritidsaktiviteter. 73% af børnene er stadig aktive i en fritidsaktivitet. De resterende 27% er enten fortsat i gang med fritidsvejledning og med at prøve en aktivitet, eller stoppet i en fritidsaktivitet, men har brug for HEL Fritids hjælp til at finde en anden aktivitet, eller stoppet i forløb eller fritidsaktivitet og er ikke længere interesserede i hjælpen eller er ikke klar til at begynde til en aktivitet. Administrationen har i det vedhæftede bilag udarbejdet et overblik over indsatsen i 2018 med statistik over køn, alder, fritidsaktiviteter, fastholdelse, samt hvilke byer børnene kommer fra.
Fælles om Fritiden forlænget til og med marts 2019:
Sammenslutningen af Unge med Handicaps projekt ”Fælles om Fritiden”, der bl.a. er et samarbejde med Fritidsafdelingen i Slagelse Kommune, er blevet forlænget til og med marts 2019. På den måde fortsætter samarbejdet om at styrke inklusion af børn og unge med særlige behov i idræts- og fritidsfællesskaber nogle måneder endnu.
Tilskud til leder- og instruktøruddannelse, 2. halvår 2018
Fritidsafdelingen har behandlet ansøgninger vedr. tilskud til leder- og instruktøruddannelse, 2. halvår 2018. Budgettet for 2018 var på 600.000 kr., hvilket vil sige 300.000 kr. pr. halvår. Ansøgningerne for 2. halvår 2018 overstiger samlet set den fastsatte ramme, hvilket betyder, at alle ansøgninger er blevet nedsat med 26,25 %.
Opdatering og konkretisering af projekt ’Korsør Ny Skatepark’
Projektejer for Korsør Ny Skatepark er ildsjæl Thomas Zielinski med opbakning fra Halsskov og Korsør Lokalråd, mens Slagelse Kommune er partner i projektet. Det samlede projektbudget er efter enkelte justeringer estimeret til at være 2.300.000 kr. ekskl. moms frem for 2.000.000 kr.
Trelleborg Fonden har bevilget 100.000 kr. til Korsør Ny Skatepark
I slutningen af 2018 blev der afsendt to fondsansøgninger vedr. Korsør Ny Skatepark, og i begyndelsen af 2019 modtog projektlederen en positiv tilbagemelding. Trelleborg Fonden bevilger 100.000 kr. til Korsør Ny Skatepark under forudsætning af, at projektet realiseres, og at de resterende midler hentes hjem. Efter Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling på 666.666 kr. og Trelleborg Fondens bevilling på 100.000 kr. er det resterende finansieringsbehov 1.533.334 kr. ekskl. moms. Arbejdet med fundraising fortsættes i vinteren/foråret 2019.
Opsamling på Åben Skole Idrætspartnerskaber for 2018
I 2018 har der i alt været 14 partnerskabsforeninger, som tilsammen har afviklet 145 partnerskabsforløb bestående af i alt 511 undervisningsgange og 13 eventdage i og på tværs af 174 klasser fordelt på 23 folkeskoler. Ud fra en gennemsnitsberegning af, at der er 25 børn pr. klasse, så har 4.350 børn fået glæde af indsatsen med Åben Skole Idrætspartnerskaber i 2018. Formålet med indsatsen er ikke at få så mange foreninger med som muligt, men at få nogle partnerskaber af kvalitet. Ud fra denne præmis udvikles indsatsen yderligere i 2019.
Opsamling på Åben Dagtilbud Idrætspartnerskaber for 2018
I 2018 har der i alt været seks partnerskabsforeninger, som tilsammen har afviklet 21 partnerskabsforløb bestående af i alt 67 aktivitetsgange og 4 eventdage i og på tværs af 21 forskellige dagtilbud. Hvis vi antager, at der gennemsnitligt er 16 børn pr. storbørnsgruppe, så har 336 børn fået glæde af indsatsen med Åben Dagtilbud Idrætspartnerskaber i 2018. Da der i 2019 er afsat 60.000 kr. til udvikling af indsatsen, forventes det, dels at flere partnerskabsaftaler vil komme til, og dels at flere dagtilbud får glæde af indsatsen.
Puljen til selvorganiserede støtter deltagelse på Lederakademi
Initiativtageren og holdlederen bag Powerwalk Fællesskabet deltager på Lederakademi 2019, og i den forbindelse har Puljen til selvorganiserede støttet deltagelsen med 1.000 kr., hvilket svarer til 50 % af deltagelsesudgiften. Uddannelse af holdlederen kan bidrage til udvikling af det selvorganiserede idrætsfællesskab samt fastholdelse af ’powerwalkere’.
Opstart af Slagelse Lederakademi 2019
Lederakademiet, som er startet op i samarbejde med DIF og DGI, begyndte den 12. januar på Sportscollege i Slagelse. Lederakademiet har 14 deltagere, der alle oplevede en god opstart den første dag. Deltagerne skal henover foråret igennem 5 moduler med temaerne: Ledelse af foreningen, frivillighed, kommunikation og praktisk projektledelse. Lederakademiet afsluttes den 11. maj 2019.
Indstilling
Centerchefen for Kultur, Fritid og Borgerservice indstiller,
1.    at  Orienteringen tages til efterretning.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 5. februar 2019:
Fraværende: 
Orienteringen taget til efterretning.
Centerchefen orienterede om planlagt møde vedrørende Kabeldepotet.
Udvalget tilkendegav i denne sammenhæng, at processen omkring Kabeldepotet, som den er fremstillet i pressen, er yderst uheldig i forhold til de frivillige kunstnere m.fl.
Centerchefen orienterede om planlagt procesplan for facilitetsstrategi. Udvalget tog denne orientering til efterretning og besluttede, at der afholdes temamøde herom forud for næste udvalgsmøde.

11. Emner til pressen (B)

11.   Emner til pressen (B)

Sagsnr.: 330-2017-89840               Dok.nr.: 330-2018-583721                                          Åbent
Kompetence: Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Kultur- og Fritidsudvalget skal beslutte hvilket/hvilke af mødets punkter, der skal laves presseomtale på.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 5. februar 2019:
Fraværende: 
Drøftet.
12. Lukket: Salg af navn på idrætsfacilitet - stillingtagen til tilbud (B)
Denne sag er desværre lukket for offentligheden.
13. Lukket: Slagelse Guld 2018 - Hvem skal vinde Ungdomsprisen? (B)
Denne sag er desværre lukket for offentligheden.
14. Lukket: Slagelse Guld 2018 - Hvem skal vinde Initiativprisen? (B)
Denne sag er desværre lukket for offentligheden.
15. Lukket: Slagelse Guld 2018 - Hvem skal vinde Lederprisen? (B)
Denne sag er desværre lukket for offentligheden.
16. Lukket: Ansøgning om Jens Baggesen-prisen 2019 (B)
Denne sag er desværre lukket for offentligheden.