13. Byforskønnelse, Korsør - projektforslag (B)
13. Byforskønnelse, Korsør - projektforslag (B)
Sagsnr.: 330-2016-59139 Dok.nr.: 330-2016-466719 Åbent
Kompetence: Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalget
Beslutningstema
Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalget skal behandle
projektforslag for byforskønnelsesprojektet på Solens Plads i Korsør med
henblik på godkendelse.
Baggrund
Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalget besluttede på
mødet den 11. august 2014, at byforskønnelsesprojektet i Korsør skal
gennemføres i et område ved Cityparkeringen – der i mellemtiden, efter forslag
fra borgerne, er omdøbt til Solens Plads.
Efter en længere idéfase med en høj grad af deltagelse fra
borgere og andre interessenter godkendte udvalget den 7. april 2015 et
idékatalog, der formulerede en række ønsker til projektet. På udvalgsmøde den
10. august 2015 blev det besluttet at udsende dispositionsforslaget i en
offentlig høring i 4 uger. Høringen bidrog kun med få bemærkninger.
På udvalgsmøde den 28. september 2015 blev høringsfasens
hvidbog fremlagt. Den indeholdt kun få bemærkninger, og det blev besluttet at
tage kommentarerne til efterretning, og projekteringsfasen blev igangsat.
Der er derfor nu udarbejdet et projektforslag, der er
vedhæftet som bilag.
Forslaget bygger på hovedtankerne fra dispositionsplanen og
respekterer dets hovedgreb. Bl.a. finder man flere maritime citater i byrummet,
som dermed vil understrege havnebyens karakter. Som altid, når et projekt
bearbejdes i detaljen, vil der opstå behov for ændringer, der enten skyldes
tekniske forhold, fysiske hindringer eller økonomiske begrænsninger. Sådan er
det også i dette tilfælde. Det har bl.a. medført, at tanken om at skulle bruge
en del af pladsen som opstuvningsbassin ved kraftige regnskyl, har vist sig
ikke at være nødvendigt, efter nærmere ingeniørtekniske beregninger, hvorfor
den funktion er taget ud.
Økonomien har begrænset projektet i forhold til dets
udstrækning, så det ikke vil være muligt at få selve koblingen mellem Havnegade
og Solens Plads med, og dermed heller ikke overgangen mellem Solens Plads og
Havnearkaderne. Til gengæld er det lykkedes at fastholde idéen om en lang række
aktivitetsskabende elementer for alle byens borgere, fra de mindste børn, der
får et separat legeområde, hvor også vand indgår, over større børn, der har
brug for mere fysisk udfordring og til de ældre, der får adgang til at
kombinere motion og socialt samvær i en særlig zone med ældreegnede
fitness-redskaber.
På multipladsen kan alle aldre samles om et fællesskab, hvor
man både kan være aktiv og passiv: Boldspil i en panna-bane, udformet som
redningskrans, rulleskøjter, løbehjul og skateboards på fladen og kanterne og
om vinteren skøjteløb på en mindre del af pladsen, der kan overrisles. Eller
man kan sidde på nogle af de forskellige sidde-møbler under træerne eller på
trinene i solsiden – og hvis der på et tidspunkt kan etableres en pop-up café
(indgår ikke i kommunens del af projektet), vil det også være et godt sted at
betragte bylivet fra.
Multipladsen bruges også som publikumsområde ved store og
små lejligheder – f.eks. hvis nogen får lyst til at optræde fra den lille scene
i hverdagen, eller fra den store mobilscene, der tænkes ind som en del af
projektet, når der skal være fest.
Torveområdet ud imod Havnegade vil fortsat fungere som byens
markedsplads. Nu bliver en del af den bare overdækket, så både handel og andre
aktiviteter vil kunne foregå nogenlunde tørskoet. Der bliver plads til et nyt
vand/lys/kunstelement, der udgør en kompasrose. Det er nu også indbygget i
projektet, at der afsættes midler til en række udsmykninger, der tænkes udført
af lokale kunstnere på baggrund af en idéworkshop.
Projektforslaget vil blive tilgængelighedsrevideret med
henblik på at sikre størst mulig tilgængelighed for alle. Både dette og den
efterfølgende projekterings-proces kan medføre mindre ændringer og tilpasninger
af detaljer i projektet. Desuden vil der, når selve projekteringen gennemføres,
blive bearbejdet forhold omkring endeligt farvevalg, valg af inventar mv.
Derfor er det væsentligt, at udvalget udtrykker særlige ønsker eller
betragtninger herom i forbindelse med denne sagsfremstilling.
Større ændringer i projektet kan ikke længere finde sted, hvis økonomisk ramme
og tidsplan skal overholdes.
Udvalget bedes om, som en naturlig
følge af omdannelsen fra P-plads til et aktivt byrum, at tage stilling til den
afledte meromkostning, der må forventes på drift. Forhold vedrørende afledt
drift er beskrevet under ”Økonomiske og personalemæssige konsekvenser”.
Opgørelsen over den øgede afledte drift fremgår af bilag
”Afledt drift på baggrund af projektforslag for Solens Plads – Korsør”.
Retligt
grundlag
Det følger af kommunalfuldmagten, at kommunen kan skabe
grundlag for byudvikling til gavn for alle.
Handlemuligheder
Udvalget kan vælge at godkende projektforslaget. I den
forbindelse kan udvalget tilføje ændringsforslag af forslagets detaljer, der
noteres i beslutningen. Herved må det forventes, at projektets tidsplan og
økonomiske ramme kan overholdes, som beskrevet i projektforslaget.
Udvalget kan også vælge at afvise projektforslaget og sende
det tilbage til Center for Teknik og Miljø for fornyet behandling. I så fald
kan tidsplanen ikke overholdes.
Med en politisk godkendelse af projektet til udførelse, skal
Center for Teknik og Miljø henlede opmærksomheden på, at Økonomiudvalgets den
22. august 2016 besluttede, at der ikke kan meddeles tillægsbevillinger,
hvilket medfører, at øgede afledt drift med afsæt i anlægsprojekter skal findes
indenfor det enkelte fagudvalgs eget driftsbudget.
Udvalget skal således også tage stilling til finansiering af
den afledte drift inden for eget politikområde.
Vurdering
Center for Teknik og Miljø vurderer, at projektforslaget i
høj grad lever op til de forventninger, der har været udtrykt undervejs i
processen, og at en meget stor del af borgernes og politikernes ønsker er
blevet imødekommet.
Den maritime stemning er fastholdt i projektet, og en lang
række elementer i projektet skaber rammen for nye måder at bruge bymidten på.
Solens Plads vil være et byrum, der ikke tidligere er set i Slagelse Kommune –
og som vi i øvrigt heller ikke finder tilsvarende ret mange andre steder i
landet.
Den økonomiske ramme begrænser muligheden for at inddrage
overgangen over Havnegade, og kommunens råderum ift. privat erhvervsudvikling
gør det ikke umiddelbart muligt at sikre realisering af et cafémiljø på
pladsen; begge dele må anses som mangler i projektet, som bør tilstræbes
gennemført på anden vis snarest muligt.
Projektet indeholder bæredygtige løsninger på flere
niveauer. Blandt andet gennem genanvendelse af nogle af de nuværende
byrumselementer, når det er muligt og relevant, og der arbejdes med at mindske
rørføring til tag- og overfladevand i området, så vandet i videst mulig
udstrækning bortledes i synlige render på overfladen.
Projektets tidsplan og overslagsøkonomi ligger begge dele,
på nuværende tidspunkt, inden for projektets oprindelige ramme.
Der er ikke lagt yderligere offentlighedsfaser ind i projektet,
der allerede har været i offentlig høring to gange. Center for Teknik og Miljø
vil dog tage skridt til, at borgerne f.eks. gennem pressen og sociale medier
får information om projektets udformning og fremdrift.
Økonomiske
og personalemæssige konsekvenser
Med afsæt i det udarbejdede projektforslag har Center for
Teknik og Miljø foretaget en vurdering i forhold til øgede afledte
driftsudgifter på Solens Plads i Korsør.
Opgørelsen over den øgede afledte drift fremgår af bilag
”Afledt drift på baggrund af projektforslag for Solens Plads – Korsør”.
I henhold til tidsplanen for projektet forventes anlægget at
være færdigt til ibrugtagning medio 2017. Den øgede afledte drift vil derfor
kun være med halv virkning i 2017.
I hele 1.000 kr. | Politikområde | 2016 | 2017 | 2018 | 2019 |
Bevillingsønske | | | | | |
Drift | | | | | |
Anlæg | | | | | |
Afledt drift | 6.02 | | 286 | 573 | 573 |
Finansiering | | | | | |
Afsat rådighedsbeløb | | | | | |
Kassen | | | | | |
Konsekvenser
for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Centerchef for Teknik og Miljø indstiller,
1.
at Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalget godkender projektforslaget,
hvorefter detailprojekteringen går i gang,
2.
at Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalget drøfter finansiering
vedrørende afledt drift med afsæt i Økonomiudvalgets beslutning af 22. august
2016.
Beslutning i Landdistrikts-,
Teknik- og Ejendomsudvalget den 5. september 2016:
Fraværende:
Ole Drost (V)
Godkendt.
Administrationen kommer med forslag til finansiering inden
for egen drift.