Økonomiudvalget – Referat – 18. november 2019



1. Godkendelse af dagsorden (B)

1.     Godkendelse af dagsorden (B)

Sagsnr.: 330-2019-2104                 Dok.nr.: 330-2019-459408                                          Åbent
Kompetence: Økonomiudvalget
Beslutningstema
Godkendelse af dagsorden.
Indstilling
Borgmesteren indstiller,
1.    at dagsordenen godkendes
Beslutning i Økonomiudvalget den 18. november 2019:
Fraværende: 
Godkendt.
Knud Vincents (V) ønskede fortsat pkt. på dagsorden, hvor det var muligt at stille spørgsmål og få orientering om aktuelle sager m.v. fra borgmester og kommunaldirektør.
Borgmesteren opfordrede til at der fremsendes spørgsmål via mail til besvarelse via samme.
Stén Knuth (V) opfordrede borgmesteren til at drøfte spørgsmål vedrørende Økonomiudvalgets struktur med udvalget inden beslutning.
Troels Brandt (B) og Ann Sibbern (O) tilsluttede sig bemærkninger fra (V).
Knud Vincents (V) bemærkede at der fortsat ikke er kommet svar på spørgsmål fra den 21. oktober 2019, vedrørende retningslinjer for administrationens besvarelse af spørgsmål fra udvalgets medlemmer.

2. Opfølgning på Budgetaftale 2019-2022 - Økonomiudvalget (B)

2.     Opfølgning på Budgetaftale 2019-2022 - Økonomiudvalget (B)

Sagsnr.: 330-2019-9361                 Dok.nr.: 330-2019-463016                                          Åbent
Kompetence: Økonomiudvalget
Beslutningstema
Økonomiudvalget orienteres om ajourført oversigt over indsatser samt prioriterer indsatserne i Budgetaftalen 2019-2022 på udvalgets eget område.
Baggrund
Økonomiudvalget besluttede i mødet den 21. januar 2019, at alle fagudvalg drøfter de elementer af Budgetaftale 2019-2022, som vedrører udvalgets fagområde.
Bilag 1 indeholder ajourført oversigt over de punkter i budgetaftalen, som Økonomiudvalget skal vurdere.
Retligt grundlag
Det retslige grundlag for budgettet fremgår af Den kommunale Styrelseslov §§ 37-40. I Regler for Økonomistyring og Ledelsestilsyn for Slagelse Kommune har Byrådet fastsat regler for den økonomiske styring af bevillinger mv.
Handlemuligheder
Økonomiudvalget foretager en prioritering af indsatserne i Budgetaftalen for 2019-2022.
Vurdering
Ingen bemærkninger.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Stabschef for Økonomi og Digitalisering indstiller,
1.    at Oversigt i Bilag 1 tages til efterretning
Beslutning i Økonomiudvalget den 18. november 2019:
Fraværende: 
Taget til efterretning.

3. Budget 2020-23 - evaluering af budgetproces (D)

3.     Budget 2020-23 - evaluering af budgetproces (D)

Sagsnr.: 330-2019-79272               Dok.nr.: 330-2019-465433                                          Åbent
Kompetence: Økonomiudvalget
Beslutningstema
Med udgangspunkt i den netop overståede budgetproces drøfter Økonomiudvalget input til planlægningen af budgetprocessen for budget 2021-24
Baggrund
I budgetprocessen forud for vedtagelsen af budget 2020-23 var der i forhold til tidligere år indlagt nye tiltag, f.eks.
·         Dialogproces med fokus på borgeren via fagudvalg i foråret
·         Der blev ikke udarbejdet råderumskatalog
·         Der blev afholdt 2 budgetseminarer efter sommerferien
Tiltagene skulle bl.a. sikre at der i budgetprocessen var fokus på kommunens samlede budget, de opgaver der løses og effekten af indsatserne.
Processen kom under et vist tidspres pga. folketingsvalg og deraf følgende korte frister mellem udmelding af indtægtsrammer og fremlæggelse af budgetforslag og –vedtagelse.
Retligt grundlag
Den kommunale styrelseslov samt Budget- og regnskabssystem for kommuner
Handlemuligheder
Økonomiudvalget kan vælge at fastholde de nye tiltag, tilføje eller erstatte med andre tiltag.
Vurdering
Det forventes at budgetlægningen for budget 2021-24 kommer til at forløbe normalt, og at budgettet skal være vedtaget senest den 15. oktober 2020.
Forvaltningen anbefaler en tidlig og hurtig tilkendegivelse af hvordan processen skal tilrettelægges, således at det bliver muligt at tilrettelægge næste års proces i god tid.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
I.a.b.
Konsekvenser for andre udvalg
Budgetprocessen berører alle fagudvalg, ligesom de forskellige råd, nævn og MED-udvalg skal bidrage og inddrages i processen frem mod vedtagelse af budget 2021-24
Indstilling
Økonomidirektøren indstiller,
1.    at Økonomiudvalget drøfter budgetprocessen for budget 2020 med henblik på planlægningen af processen for budget 2021.
Beslutning i Økonomiudvalget den 18. november 2019:
Fraværende: 
At 1 - Drøftet.
Der udarbejdes oplæg vedrørende evaluering af budgetprocessen på baggrund af de faldne bemærkninger. Fremsendes til drøftelse i grupperne. Forelægges efterfølgende Økonomiudvalget, HovedMed og Byrådet i december.

4. Godkendelse af takster vedr. Budget 2020-2023 (B)

4.     Godkendelse af takster vedr. Budget 2020-2023 (B)

Sagsnr.: 330-2019-78458               Dok.nr.: 330-2019-461240                                          Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Byrådet skal godkende takster
Baggrund
Ved 2. behandlingen af Budget 2020-2023 den 28. oktober 2019 godkendte Byrådet en række takster for kommunale ydelser.
En række takster beregnes med udgangspunkt i det endelig budget, og kan først færdigberegnes når budget for 2020 er endelig vedtaget.
Til Byrådets beslutning fremlægges hermed færdigberegnede takster på følgende områder.
·         Frit valg, mellemkommunale takster, m.m. på ældreområdet
·         Specialskoletilbud
·         Dagtilbud samt SFO- og klubområdet
·         Takster for Slagelse Musikskole (genberegnet)
På området specialiserede borgerindsatser, samt servicepakker på plejecentre skal taksterne godkendes i fagudvalgene primo december, og herefter i Byrådet d. 16. december.
Takster jf. Bilag 1 er beregnet på grundlag af hidtidige beregningsprincipper, og er dermed en tilpasning til de vedtagne budgetter.
Retligt grundlag
Den kommunale Styrelseslov, dagtilbudsloven, serviceloven m.fl.
Handlemuligheder
Ingen bemærkninger
Vurdering
Ingen bemærkninger
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Taksterne er beregnet i overensstemmelse med det godkendte budget 2020-2023.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger
Indstilling
Økonomi- og teknikdirektøren indstiller,
1.    at Takster jf. bilag 1 godkendes
Beslutning i Økonomiudvalget den 18. november 2019:
Fraværende: 
At 1 - Takster jfr. bilag 1 anbefales til Byrådets godkendelse.

5. Godkendelse af anlægs- og driftsbidrag for private almene vandværker for 2020 (B)

5.     Godkendelse af anlægs- og driftsbidrag for private almene vandværker for 2020 (B)

Sagsnr.: 330-2019-63706               Dok.nr.: 330-2019-431107                                          Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Byrådet skal en gang årligt godkende anlægs- og driftsbidrag (takster) for almene vandværker i Slagelse Kommune. Der er takstændringer for 4 private almene vandværker samt uændrede takster for de øvrige private almene vandværker og private forsyningsselskaber i Slagelse Kommune.
Baggrund
Almene vandforsyninger skal fastsætte takster en gang årligt. Taksterne skal godkendes af Byrådet. Der har fra både administrationens og fra vandforsyningernes side været et stort ønske om, at taksterne godkendes samlet og i slutningen af året med henblik på ikrafttrædelse d. 1. januar det følgende år.
Taksterne består af et anlægs- og driftsbidrag. Anlægsbidraget er et engangsbidrag, der opkræves, når en ejendom tilsluttes til vandforsyningen. Driftsbidraget opkræves hvert år og består af en fast afgift samt en kubikmeterpris. Vandforsyningen fastsætter taksterne i et takstblad, der gælder for levering af drikkevand i hele vandforsyningens forsyningsområde.
Ved godkendelsen skal kommunen foretage en legalitetskontrol, dvs. en kontrol at, at taksterne er fastsat i overensstemmelse med vandforsyningsloven. Byrådet skal sikre, at de fremlagte takster er i overensstemmelse med følgende principper:
·      at taksterne opfylder ”Hvile i sig selv princippet” – Pengene skal bruges til lovlige formål i henhold til lovgivningen, og vandforsyningen må ikke opsamle uforholdsmæssig stor formue.
·      at taksterne opfylder ”ligebehandlingsgrundsætningen” - at ens borgere behandles lige.
For de vandværker, som søger om takstændringer, er regnskaber, budgetter og investeringsplaner gennemgået og godkendt af kommunen. De fastsatte takster afspejler de faktiske udgifter på vandforsyningerne.
Den markante prisstigning på Agersø Vandværk skyldes de store omkostninger vandværket har til analyseomkostninger, da vandværket bl.a. er underlagt skærpet overvågning for indhold af pesticider i grundvand og drikkevand. Desuden forventes store udgifter i fremtiden til grundvandsbeskyttelse af vandværkets indvindingsopland. Der ønskes ydermere opsparing til etablering af ny boring samt udskiftning af en del af ledningsnettet.
De vandforsyninger, som har sendt ændrede takster til godkendelse for 2020, er markeret med gult i bilag 1. Bilaget viser også de vandforsyninger, som har sendt uændrede takster for 2020 til godkendelse. Der er, for hver vandforsyning, beregnet, hvor meget drikkevand koster for en husstand med et årligt forbrug på 100 m3 inkl. afgifter og moms.
Da taksterne skal afspejle de nødvendige udgifter, som et alment vandværk kan indregne i taksterne for vandet, jf. Vandforsyningslovens § 52 a, kan man ikke harmonisere taksterne.
Taksterne for SK Vand (forsyningsselskabet) for 2020 vil blive behandlet separat og vil blive indstillet til politisk behandling på et af de kommende Byrådsmøder.
Retligt grundlag
Kommunens godkendelse af vandforsyningernes takster sker i henhold til vandforsyningslovens § 53. Taksterne skal godkendes hvert år.
Handlemuligheder
Byrådet kan vælge enten at godkende taksterne for anlægs- og driftsbidragene for 2020 eller vælge ikke at godkende dem. Byrådet kan som hovedregel ikke fastsætte andre takster end dem, der er foreslået af vandforsyningerne.
Hvis Byrådet ikke kan godkende taksterne, skal beslutningen begrundes. Slagelse Kommune skal herefter indgå i en forhandling om at nå til enighed om taksterne.
Vurdering
Center for Miljø, Plan og Teknik vurderer, at vandforsyningerne overholder gældende lovgivning og tidligere nævnte principper, og anbefaler derfor, at taksterne godkendes.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Centerchefen for Miljø, Plan og Teknik indstiller, at det overfor Byrådet anbefales,
1.    at anlægs- og driftsbidrag for 2020 godkendes for de private almene vandværker i Slagelse Kommune.
Beslutning i Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget den 4. november 2019:
Fraværende:  Pernille Ivalo Frandsen (V)
Anbefales.
Knud Vincents (V) blev som formand for Bisserup Vandværk erklæret inhabil af udvalget.
Beslutning i Økonomiudvalget den 18. november 2019:
Fraværende:  Knud Vincents (V)
Knud Vincents (V) blev som formand for Bisserup Vandværk erklæret inhabil og deltog ikke i behandlingen af punktet.
At 1 - Anbefales til Byrådets godkendelse.

6. Møllebakken 4230 - Tildeling af vejbidrag jf. lov om offentlige veje - Behandling efter afholdt høring (B)

6.     Møllebakken 4230 - Tildeling af vejbidrag jf. lov om offentlige veje - Behandling efter afholdt høring (B)

Sagsnr.: 330-2019-37935               Dok.nr.: 330-2019-356388                                          Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Udvalget skal træffe beslutning om det overfor Byrådet skal anbefales, at beslutningen om at der pålægge vejbidrag i forbindelse med udvidelse af Møllebakken, Skælskør skal trækkes tilbage eller fastholdes.
Baggrund
Byrådet godkendte på mødet den 24. juni 2019, at det påtænkes, at der opkræves vejbidrag hos fire ejendomme som ligger på østsiden af Møllebakken, og at beslutningen skulle sendes i høring hos de berørte ejendomme. Efter endt høring skal der træffes endelig beslutning om der skal opkræves vejbidrag.
I høringsperioden indkom der ét høringssvar, som var fremsendt af ACCURA på vegne af Safetyhouse A/S, der er ejer af følgende matrikler på Møllebakken; 155a, 155d, 155e, 155f, 155g, 155h og 155i Skælskør Markjorder (Den gamle folkehøjskole).
Af høringssvaret fremgår det, at der gøres indsigelse imod det fremsendte høringsmateriale, da ejendomsejeren er af den opfattelse at fordelingen af anlægsudgifterne til vejudvidelsen som den er angivet i ”Fordelingsnøgle version 1; Foreløbige fordelingsnøgle” ikke sker i overensstemmelse med retningslinjerne i Lov om offentlige veje (nr. 1520 af 27. december 2014). Fordelingsnøglen er vedhæftet som bilag. Indsigelsen begrundes i 4 punkter; (1) Vejstrækningen ud for matriklen, (2) Julemærkefonden, (3) Fordeling efter byggeretsgivende grundareal/forventet antal husstande og (4) Procentsats. Høringssvaret er oplistet og kommenteret i vedlagte hvidbog.
På baggrund af det indkomne høringssvar har administrationen været i dialog med landinspektøren, der har medvirket til det sagsforberedende arbejde og Vejdirektoratet. I den forbindelse er administrationen blevet gjort opmærksomme på, at gruppen af parter, som har været udgangspunkt for den første behandling af sagen, ikke har været fyldestgørende nok, da alle ejendomme som grænser til Møllebakken skal indgå som parter. Det betyder, at de ejendomme som ligger vest for Møllebakken, samt dem der er beliggende helt ned til fjorden også skal indgå i fordelingen.
Retligt grundlag
Lov om offentlige veje kapitel 4 – Vejbidrag mv.
Handlemuligheder
Erhvervs- og Teknikudvalget kan træffe beslutning om det overfor Byrådet skal anbefales:
1.    at det besluttes, at der påtænkes at pålægge vejbidrag på baggrund af en ny sagsfremlæggelse, hvor gruppen af parter udvides med alle tilgrænsende ejendomme på strækningen fra sidevej ”Ved Fjorden” og frem til og med indkørslen til Møllebakken 33 (Den gamle folkehøjskole).
2.    at det besluttes ikke at pålægge vejbidrag.
3.    at der, ved en beslutning om ikke at pålægge vejbidrag, igangsættes sagsbehandling med henblik på, at den del af offentlig vej, der er beliggende på matr. nr. 155a Skælskør Markjorder (ejer: Safetyhouse A/S), omklassificeres til privat fællesvej (se Bilag - Møllebakken - offentlig vej til privat fællesvej). Hvis strækningen kan omklassificere til privat fællesvej, vil det være de vejberettigede ejendomme, der skal afholde udgifter til fremtidige ændringer af vejen og vedligeholdelse.
Vurdering
På baggrund af dialogen med Vejdirektoratet er det administrationens anbefaling, at beslutningen truffet af Byrådet om tildeling af vejbidrag til udvidelse af Møllebakken omgøres.
Hvis Byrådet beslutter at fastholde, at der skal kunne opkræves vejbidrag, vil det betyde, at omfanget af parter i sagen skal udvides med alle tilgrænsende ejendomme til Møllebakken samt private fællesveje, der alene udmunder i den offentlige vej – Møllebakken (se Bilag - Ny afgrænsning af parter). Sagen skal behandles med afsæt i en fornyet sagsbehandling.
Yderligere har Vejdirektoratet anbefalet, at der for hver enkelt ejendom skal udarbejdes en specifik vurdering med en konkret begrundelse om størrelsen af den andel ejendommen skal påføres af anlægsudgiften. Det vil sige, at ingen ejendomme kan undgå at betale vejbidrag. I vejmyndighedens vurdering kan der tillægges vægtning i forhold til flere forskellige kriterier, hvoraf et kriterie kunne være, størrelsen af den glæde en ejendom måtte have af en vejudvidelse set i forhold til benyttelsen af den eksisterende vej.
Det vurderes, at der tidligst kan forelægges et nyt beslutningsgrundlag til den politiske møderække i marts 2020.
Det er administrationens anbefaling, at muligheden for at pålægge vejbidrag ikke bringes i anvendelse, men at der indledes sagsbehandling med henblik på, at omklassificere den del af offentlig vej – Møllebakken – der ligger på matr. nr. 155a Skælskør Markjorder (Safetyhouse A/S’ ejendom) til privat fællesvej (se Bilag - Møllebakken - offentlig vej til privat fællesvej). Dette betyder, at der skal forelægges en sag for Erhvervs- og Teknikudvalget om, at det påtænkes at vejstykket omklassificeres til privat fællesvej. Når der er truffet beslutning skal der i henhold til vejloven gå en perioden på ikke under 4 år, før beslutningen om omklassificering kan gøres endelig og vejstykket vil herefter være privat fællesvej.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Med en beslutning om, ikke at pålægge ejendommene og private fællesveje vejbidrag vil Slagelse Kommune skulle bære den fulde udgift til udvidelse af Møllebakken, Skælskør, på den del af vejstrækningen (ca. 325 meter), der ligger udfor kommunens ejendomme samt Julemærkehjemmet. Anlægsudgiften skønnes til ca. 2,7 mio. kr.
Konsekvenser for andre udvalg
Der er på nuværende tidspunkt ikke bevilget en anlægsramme til vejudvidelsen. Fastholder Byrådet, at der pålægges vejbidrag hos tilgrænsende ejendomme vil det påvirke projektets samlede økonomi positivt.
I investeringsoversigten er der i overslagsåret 2021 afsat 12,0 mio. kr. til boligudbygning i Skælskør. På nuværende tidspunkt er der ikke foretaget disponeringer af den afsatte anlægsramme.
Indstilling
Centerchefen for Miljø, Plan og Teknik indstiller, at det overfor Byrådet anbefales,
1.    at Byrådets beslutningen den 24. juni 2019 om at påtænke at opkræve vejbidrag på det fremlagte grundlag frafaldes,
2.    at Det oversendes til Erhvervs- og Teknikudvalget, at frembringe beslutningsgrundlag jævnfør lov om offentlige vejes om at omklassificere den del af den offentlige vej – Møllebakken – som er beliggende på matr. nr. 155a Skælskør Markjorder til privat fællesvej.
Beslutning i Erhvervs- og Teknikudvalget den 14. november 2019:
Fraværende: 
Anbefales.
Beslutning i Økonomiudvalget den 18. november 2019:
Fraværende: 
At 1 til 2 - Anbefales til Byrådets godkendelse.
Thomas Clausen (Ø) stemte imod.

7. Vedtagelse af etablering af Destination Sjælland A/S

7.     Vedtagelse af etablering af Destination Sjælland A/S

Sagsnr.: 330-2019-4945                 Dok.nr.: 330-2019-418071                                          Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Byrådet bedes godkende, at Slagelse Kommune indgår i et samarbejde med kommunerne Sorø, Kalundborg, Holbæk og Odsherred, herunder at være part i et fælles destinationsselskab, Destination Sjælland A/S. Destinationsselskabet skal varetage den lokale destinationsudvikling, og turismefremmeindsatsen i de kommuner, der indgår i selskabet.
Baggrund
Beslutningen om dannelsen af en ny turisme destination, og etableringen af et fælles destinationsselskab, Destination Sjælland A/S, tager henholdsvis afsæt i Folketingets beslutning om, at den kommunale turismefremmeindsats skal konsolideres i færre og større destinationsselskaber frem mod 2021, samt i Slagelse Byråds beslutning af 25.02.2019 om, at arbejde videre med etablering af et samarbejde om et fælles turismedestinationsselskab.
Kommunerne Sorø, Slagelse, Kalundborg og Odsherred besluttede i februar 2019, at etablere et nyt turismesamarbejde, Destination Sjælland A/S. Beslutningen skete med afsæt i ikrafttrædelsen af en ny lov om erhvervsfremme i januar 2019, og en heraf aftale mellem Erhvervsministeriet og Kommunernes Landsforening. Aftaleparterne forventer, at aftalen kan skabe stærkere destinationer og en mere sammenhængende turismefremmeindsats.
Indsatsen skal udmøntes ved en konsolidering af sektoren, hvor knap 80 turismeorganisationer i 2019, skal indgå samarbejder i 25 tværkommunale destinationsselskaber.
Den 19. juni 2019 tilkendegav Holbæk Kommune et ønske om, at afsøge mulighederne for at indtræde i samarbejdet med Odsherred, Slagelse, Kalundborg og Sorø kommuner.
Potentialet for en destination omfattende kommunerne Sorø, Slagelse, Kalundborg, Holbæk og Odsherred, er en samlet turismeomsætning på 4,4 mia. kr. og 6.125 turismeskabte årsværk. Et område, der er forbundet af en lang sammenhængende og varieret kyststrækning, fra Storebælt over Sejerø Bugt og Kattegat til Isefjorden. En kyststrækning, der rummer mere end 20% af Danmarks fritidshuse. Desuden omfatter området bl.a. et istidslandsskab, der danner grundlag for en tværgående istidsrute og naturparker. En destination på tværs af de fem kommuner, vil have et stærkt afsæt i stedbundne værdier og oplevelser, den nære stedudvikling, fastholdelse af lokal identitet og lokalt samarbejde, især rettet mod kystturisme, naturturisme, kulturarvsturisme og erhvervsturisme. 
Det foreslåede samarbejde i et nyt destinationsselskab, med et stærkt økonomisk og fagligt samarbejde vil få et effektivt ressourcetræk, en højere udnyttelsesgrad af styrkepositionerne på tværs af kommunegrænserne og skabe bedre mulighed for synergi. Destinationsselskabet vil udbyde en øget professionalisering og større specialistviden til gavn for virksomheder og kommuner. Resultaterne forventes, at være:
·         En stærk og koordineret enhed, der er tæt på aktørerne og fastholder den lokale identitet
·         Flere økonomiske ressourcer i forhold udvikling af markedet og markedsføring af Sjælland
·         Stærkere faglige ressourcer
·         Styrket gearing (privat medfinansiering) af de kommunale midler
Kommunerne har, i forbindelse med deres drøftelser om en mulig etablering af et turismesamarbejde, nedsat en styregruppe, der har udarbejdet det formelle grundlag for etablering af et kommende tværkommunalt destinationsselskab, Destination Sjælland A/S.
Det udarbejdede grundlag består af et introducerende baggrundsnotat, Ejeraftale, Vedtægter, Ejerstrategi, Finansieringsmodel, Leverancenotat og foreløbigt oplæg til turismestrategi (alle vedhæftet som bilag).
Nedenstående er der en kort præcisering af selskabets strategiske indsatser og opgaver, selskabets organisering og styring, selskabets økonomi samt en beskrivelse af det videre forløb.
Selskabets strategiske indsatser og opgaver
Det er ejerkommunerne Sorø, Slagelse, Kalundborg, Holbæk og Odsherred, der fastlægger Destination Sjælland A/S overordnede opgaver og strategiske retning. Dette er udgangspunkt for, at selskabets daglige ledelse i samarbejde med bestyrelsen, varetager de primære ydelser og udviklingsaktiviteter, under hensyn til ejerstrategi og turismestrategi.
Selskabet er facilitator, og skal styrke sammenhængskraften, den fælles attraktionskraft og skabe gennemslagskraft, der kan fremme en lang række indsatser, som den enkelte turismeaktør og kommunerne ikke kan opnå alene.
De strategiske indsatser og opgaver for selskabet er, at:
·         styrke samarbejdet med øvrige aktører, der kan understøtte turismeerhvervet
·         koble sig til nationale tiltag, med udgangspunkt i selskabets geografi
·         have særligt fokus på udvikling af endagsturismen
·         have fokus på nye og flere turistsegmenter, som kan danne grundlag for et bredere turistgrundlag
·         udvikle tiltag, der kan øge antallet af overnatninger ved udbygning, opkvalificering og en mere differentieret overnatningskapacitet
·         medvirke til, at der sker en styrkelse af turismeomsætningen og turismevirksomhedernes indtjeningsevne
·         afsøge mulighederne for et udvidet kommunalt turismesamarbejde
Hertil kommer bl.a.:
·         Udvikling og synliggørelse af de unikke oplevelser
·         Vejledning, sparring og hjælp til de lokale turismeaktører
·         Kommunikation og markedsføring
·         Facilitator for lokale turismenetværk
·         Facilitering af lokale aktiviteter og events
Slagelse Kommune fastholder muligheden for, at støtte lokal turisme- og kulturoplevelser, gennem de lokale turistforeninger og bykontorerne.
Selskabets organisering og styring
Destination Sjælland A/S foreslås organiseret som et aktieselskab, hvor alle ejerkommuner er ligestillede partnere, med hver en andel på 20% af aktierne og stemmerne.
Styringen af selskabet sker på generalforsamlingen, der er selskabets øverste myndighed i alle anliggender. Udøvelsen af styringen, sker således under hensyn til selskabets vedtægter og ejeraftale, samt i forhold til ejerstrategien.
Generalforsamlingen nedsætter en bestyrelse for 4 år ad gangen (følger kommunalvalgsperioden) bestående af 10-12 medlemmer, som sammensættes på følgende vis:
·         Et medlem fra hver af ejerkommunernes byråd/kommunalbestyrelse, i alt 5 medlemmer
·         En repræsentant for hver af ejerkommunernes turisterhverv (indstillet af hver enkel ejerkommunes byråd eller kommunalbestyrelse), i alt 5 medlemmer
·         1-2 medlemmer, der kan styrke bestyrelsens kompetencer, indstilles af bestyrelsen
Den 4-årige periode følger den kommunale valgperiode, så der skal afholdes ekstraordinær generalforsamling lige efter valg til byråd og kommunalbestyrelse, med henblik på konstituering af bestyrelsen.
Bestyrelsen konstituerer sig selv, herunder valg af formand, som skal komme fra turisterhvervet.
Bestyrelsen ansætter en direktør. Det er besluttet, at stillingen som direktør for selskabet, opslås umiddelbart efter, de fem kommuners vedtagelse af etablering af selskabet.
Selskabet vil have 2 administrative lokaliteter – den ene beliggende i Slagelse og den anden beliggende i Nykøbing S.
Selskabets daglige ledelse sikrer, i tæt samarbejde med bestyrelsen, at der er de nødvendige ressourcer til at løse indsatser og opgaver, under hensyn til de vedtagne strategier.
Selskabets økonomi
Selskabets økonomi består af henholdsvis selskabets egenkapital (likviditet), og selskabets midler til daglig løbende drift, bestående af kommunale driftstilskud, støtteordninger og indtægter.
Selskabet er et aktieselskab, hvor alle ejerkommuner er lige, i både partnerskab og finansiering. Derfor indskyder hver ejerkommune et indskud på 250.000 kr., hvorved selskabet har en samlet egenkapital på 1,25 mio. kr.
Finansieringen af selskabets drift skal sikre, den daglige og langsigtede målopfyldelse. Selskabets finansiering af drift og udvikling, er sammensat af kommunale tilskud, midler fra private (turistaktører, virksomheder, fonde, m.fl.), støtte fra både statslige og internationale fonde (særligt EU’s strukturfonde), og indtægter ved salg af ydelser. Det samlede budget for Destination Sjælland A/S i 2020 er 14,3 mio. kr. Fra 2020 til 2023 øges budgettet til 15,7 mio. kr.
Det er den kommunale finansiering, der udgør den primære finansiering. I 2020 er det samlede kommunale tilskud på 10,9 mio. kr., som øges til 11,2 mio.kr. i 2023. Midlerne fra private turistvirksomheder og projektmidler fra Erhvervsstyrelsen er i 2020 på 2,5 mio. kr. og forventes at blive øget til 3,5 mio. kr. i 2023.
Udgangspunktet for det kommunale tilskud i 2020 er, at ejerkommunerne betaler det samme som i 2019. Det gælder dog for Holbæk Kommune, at Holbæk Kommunes tilskud til selskabet frem til 2022, øges årligt med 150.000 kr. til samlet 1,8 mio. kr. om året, hvorved det beregningsmæssigt, er i balance med de øvrige kommuners tilskud.
De kommunale partneres tilskud til selskabet i perioden 2020 - 2023
Beløb i kr. i 2020 priser
År
2020
2021
2022
2023
Odsherred
2.830.000
2.830.000
2.830.000
2.830.000
Slagelse
3.462.660
3.462.660
3.462.660
3.462.660
Sorø
965.865
965.865
965.865
965.865
Kalundborg
2.141.987
2.141.987
2.141.987
2.141.987
Holbæk
1.500.000
1.650.000
1.800.000
1.800.000
Samlet kommunalt tilskud
10.900.512
11.050.512
11.200.512
11.200.512
Af det kommunale tilskud afsættes der 20% årligt til en udviklingsramme. Udviklingsrammen sikrer muligheden for, at igangsætte projekter og initiativer på tværs af kommuner, eller at den enkelte kommune kan igangsætte lokale initiativer. Det betyder for hver enkelt kommune, at de kan deltage i og få del af udviklingsarbejder for mere end 20% af deres kommunale tilskud. (Det gælder for Holbæk Kommune, at Holbæk Kommune frem til 2021, kun har adgang til 10 % af udviklingsrammen, grundet det mindre kommunale tilskud).
Beskrivelse af det videre forløb
Destination Sjælland A/S vil skulle være virksom fra 1. januar 2020. Derfor skal der i forlængelse af den politiske beslutning om en eventuel godkendelse, af ”Deltagelse i Destinationsselskabet” ved byrådsmødet 25. november 2019 tages følgende skridt:
·         Udpegning af 2 medlemmer til selskabets bestyrelse, på byrådsmødet senest på mødet 16. december 2019
·         Opslag af direktørstilling og igangsættelse af rekruttering
·         Konstituering af selskabets bestyrelse
·         Igangsættelse af projekter om destinationsudvikling, der er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
·         Konference i februar 2020 om turismestrategien for destination Sjælland
·         Vedtagelse af den nye turismestrategi i marts 2020
Retligt grundlag
Erhvervsfremmeloven og Kommunalfuldmagten.
Handlemuligheder
1.    Erhvervs- og Teknikudvalget kan anbefale overfor Byrådet, at Slagelse Kommune tager del i det nye turismedestinationssamarbejde, og indgår som lige part i destinationsselskabet Destination Sjælland A/S.
2.    Erhvervs- og Teknikudvalget kan anbefale overfor Byrådet, at træde ud af det nuværende destinationssamarbejde (VisitVestSjælland), og foreslår en kommunalt baseret indsats for turismefremme i Slagelse Kommune.
Vurdering
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren vurderer, at der er et stort potentiale for en yderligere vækst i arbejdspladser, omsætning og synergi for Slagelse Kommune, ved at indgå i et forstærket samarbejde med de 4 nævnte kommuner.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Af loven fremgår det ikke, at der direkte vil være økonomiske konsekvenser. Indirekte vil muligheden for at kunne søge midler til udviklingsprojekter i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, muliggøres med beslutning om etableringen af det foreslåede destinationsselskab Destination Sjælland.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller, at det overfor Byrådet anbefales,
1.    at Slagelse Kommune tager del i det nye turismedestinationssamarbejde, og indgår som lige part i destinationsselskabet Destination Sjælland A/S.
Beslutning i Erhvervs- og Teknikudvalget den 14. november 2019:
Fraværende: 
Anbefales.
Anders Koefoed (V) anbefaler, at der til bestyrelsen udpeges 2 medlemmer fra hvert byråd.
Beslutning i Økonomiudvalget den 18. november 2019:
Fraværende: 
At 1 - Anbefales til Byrådets godkendelse.
(O) undlader at stemme med henvisningen til, at det er en dyr løsning for Slagelse Kommune.
(V) anbefaler at man på tværs af valggrupperne bliver enige om udpegningerne. Økonomiudvalget tilsluttede sig denne bemærkning.

8. Endelig vedtagelse af Lokalplan 1192, Slagelse Miljøcenter samt Kommuneplantillæg nr. 6 til Kommuneplan 2017 (B)

8.     Endelig vedtagelse af Lokalplan 1192, Slagelse Miljøcenter samt Kommuneplantillæg nr. 6 til Kommuneplan 2017 (B)

Sagsnr.: 330-2017-7027                 Dok.nr.: 330-2019-405774                                          Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Byrådet skal tage stilling til, om Lokalplan 1192, Slagelse Miljøcenter og Kommuneplantillæg nr. 6 skal vedtages endeligt, med de ændringer der fremgår af hvidbogen.
Baggrund
Slagelse Miljøcenter er en virksomhed beliggende ved Kalundborgvej umiddelbart nord for Slagelse by. Miljøcentrets aktiviteter består af behandling af affald, herunder ren og lettere forurenet jord, fejesand, slam, papir, glas, plastic, træ, gips og murbrokker. Virksomheden har behov for at udvide og har på den baggrund anmodet om en ny lokalplan for et areal syd for virksomheden op mod Slagelse.
Byrådet besluttede den 24. juni 2019 at sende forslag til lokalplan 1192 og Kommuneplantillæg nr. 6 i 8 ugers offentlig. I løbet af den offentlige høring blev der afholdt et borgermøde hvor det blev aftalt, at holde et møde på virksomheden i august 2019 for en nærmere drøftelse.
Som opfølgning på mødet i august på virksomheden og for at imødekomme bekymringer fra naboer til virksomheden, har virksomheden fremsendt et brev hvori virksomheden fremfører en række tiltag som vil blive gennemført: Et hul i gavlen til slamhallen omkring transportbåndet vil blive lukket, der vil blive opsat gardiner på siderne af slamhallen, 2 fag i affaldshallen vil blive lukket med bølgeplader og man forventer at færdiggøre og beplante volden mod nord i 2020. Desuden oplyser virksomheden, at der er etableret en 3. port i affaldshallen samt at gylletanken er blevet overdækket.
Den offentlige høring af planforslaget er nu afsluttet og der modtaget 21 høringssvar, heraf 19 høringssvar fra naboer til virksomheden. Høringssvarene fremgår af vedlagte hvidbog. Bemærkningerne fra naboer handler overordnet om gener fra virksomheden i form lugt, støj, støv, skadedyr, trafik, manglende afskærmning i form af jordvold og beplantning, manglende overholdelse af gældende lokalplan, bekymring i forhold til grundvand og natur samt en antennemast. Endelig er der en bekymring for ejendomsværdien i nærområdet som følge af virksomhedens udvidelse. Vejdirektoratet har bemærkninger i forhold til deres myndighedsrolle i relation til skiltning og reklamering i det åbne land og langs statsvejnettet samt statsvejen Kalundborgvej.
Bemærkningerne fra naboer handler i større grad om virksomhedens drift og relaterer sig derfor i højere grad til virksomhedens miljøgodkendelse, som regulerer driften af virksomheden gennem en række vilkår, og som skal sikre, at virksomheden eksempelvis overholder gældende grænseværdier for støj, støv og lugt og håndtering af skadedyr.
På baggrund af høringssvarene er der foretaget følgende ændringer i lokalplanen:
      Under ”Tilladelser og dispensationer fra andre myndigheder” er tilføjet, at Vejdirektoratet er tilsynsmyndighed i forhold til Naturbeskyttelseslovens regler om reklames-kiltning i det åbne land langs statsvejnettet og at Vejdirektoratet er påtaleberettiget for adgangsbegrænsningerne langs Kalundborgvej.
      Der er tilføjet et afsnit i redegørelsen efter ”Naturnetværk” om skiltning i det åbne land og langs statsveje og at Vejdirektoratet er tilsynsmyndighed.
      Under ”Servitutter” er ”Vestsjællands Amtsråd” slettet så der kun står ”Påtaleberettiget: Vejdirektoratet”.
      Vejbyggelinjen på 20 m fra vejmidte på Kalundborgvej er indtegnet på kortbilag 2.
      Rammenavnet for rammeområde L.E4 er ændret til ”Enggården syd”.
Retligt grundlag
Kommuneplantillæg tilvejebringes efter Planlovens § 23c.
Lokalplaner tilvejebringes efter Planlovens kapitel 5.
Handlemuligheder
Byrådet har generelt mulighed for at foretage mindre justeringer af planen, som en del af den endelige vedtagelse.
Byrådet kan vælge at vedtage Lokalplan 1192 og Kommuneplantillæg nr. 6 med de foreslåede ændringer. Derved skabes plangrundlaget for virksomhedens udvidelse.
Byrådet kan vælge ikke at vedtage Lokalplan 1192 og Kommuneplantillæg nr. 6 endeligt. Derved vil den påtænkte udvidelse ikke være mulig og det vil betyde, at den eksisterende virksomhed ikke kan aktivere området. Efterfølgende ansøgninger om aktiviteter og udvidelser vil skulle håndteres som særskilte landzoneansøgninger.
Vurdering
Administrationen anbefaler at Lokalplan 1192 og Kommuneplantillæg nr. 6 vedtages endeligt. Dette vil sikre en samlet planlægning for områdets udvikling og dermed en samlet disponering af området. Alternativt, vil virksomheden skulle søge om landzonetilladelse fra sag til sag, hvilket ikke sikrer en sammenhængende planlægning for området.
Området er beliggende indenfor udpegningen af ”Områder med særlige drikkevandsinteresser” (OSD) og er desuden beliggende i et indsatsområde til grundvandsbeskyttelse.
Det er administrationens vurdering, at hensynet til beskyttelsen af grundvandet er varetaget gennem lokalplanens formål- og anvendelsesbestemmelser, der sikrer, at potentielt grundvandstruende aktiviteter ikke må foregå i området. Dette er fulgt op af en række bestemmelser i lokalplanen som sikrer, at overfladevand fra befæstede arealer ikke må nedsives men skal forsinkes og renses inden udledning.
Lokalplanen er dermed helt i tråd med Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalgets beslutning den 1. april 2019 vedr. potentielt grundvandstruende virksomheder i områder med særligt sårbart grundvand (indsatsområder).
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Centerchefen for Miljø, Plan og Teknik indstiller, at det overfor Byrådet anbefales,
1.    at Lokalplan 1192, Slagelse Miljøcenter med tilhørende Kommuneplantillæg nr. 6 vedtages endeligt med de ændringer, som fremgår af hvidbogen.
Beslutning i Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget den 4. november 2019:
Fraværende: 
Anbefales med følgende bemærkninger:
- 5.4 stier: Der skal etableres en landsskabssti.
- Ny bestemmelse til 7.6: Ny bebyggelse skal have karakter af industri i form af lukkede industrihaller med portsystemer. Opførelsen må desuden kun ske som længehuse.
Denne bestemmelse gælder ikke antennemast og mindre sekundære bygninger på op til 50 m2.
- Pkt. 9.1: Samlet højde på 15 meter for jordvold og beplantning.
- Ad side 27 i redegørelsen: Her tilføjes følgende bestemmelse: Det forudsættes ligeledes, at der i miljøgodkendelsen eller lignende godkendelse stilles krav til lugt, støj og støv fra virksomheden.
Jørgen Grüner (F) kunne på baggrund af hensyn til grundvand og nabogener ikke tilslutte sig indstillingen.
Beslutning i Økonomiudvalget den 18. november 2019:
Fraværende: 
At 1 - Anbefales til Byrådets godkendelse, med bemærkninger fra Miljø-, Plan- og Landistriktsudvalget:
- Pkt. 5.4. Stier: Der skal etableres en landskabssti
- Ny bestemmelse til pkt. 7.6: Ny bebyggelse skal have karakter af industri i form af lukkede industrihaller med portsystemer. Opførelsen må desuden kun ske med længehuse. Denne bestemmelse gælder ikke antennemast og mindre sekundære bygninger på op til 50m2.
- pkt. 9.1: Samlet højde på 15 meter fra jordvold og beplantning.
S. 27 i redegørelsen: Her tilføjes følgende bestemmelse: Det forudsættes ligeledes, at der i miljøgodkendelsen eller lignende godkendelse stilles krav til lugt, støj og støv fra virksomheden.
Jørgen Grüner (F), Ann Sibbern (O), Troels Brandt (B) og Thomas Clausen (Ø) kunne på baggrund af hensyn til grundvand og nabogener ikke tilslutte sig indstillingen.

9. Julehjælp 2019 til udsatte familier (B)

9.     Julehjælp 2019 til udsatte familier (B)

Sagsnr.: 330-2019-79806               Dok.nr.: 330-2019-469047                                          Åbent
Kompetence: Økonomiudvalget
Beslutningstema
Baggrund
Borgmesteren har undersøgt hos bl.a. Røde Kors i Slagelse Kommune, om der i 2019 er behov for mere julehjælp. Organisationen ser fortsat et stort behov for bistand til julehjælp til udsatte familier i Slagelse Kommune. Et behov som ikke kan dækkes af eksisterende donationer fra private. Tidsfristen for ansøgning til § 18-puljemidlerne er overskredet. 
Røde Kors vurderer konkret, at der er behov for ekstra julehjælp i 2019 anslået til kr. 80.000.
Retligt grundlag
Serviceloven § 18, hvor alle frivillige sociale foreninger, virksomheder, organisationer, klubber, enkeltpersoner og grupper, som hører hjemme og har aktivitet i kommunen, og hvor målgruppen er borgere i kommunen, kan komme i betragtning til midler fra puljen.
Handlemuligheder
Økonomiudvalget kan vælge, om Slagelse Kommune skal:
1.    Yde et bidrag til Røde Kors til øget julehjælp 2019 til socialt udsatte familier.
2.    Afvise at yde et bidrag til Røde Kors til øget julehjælp 2019 til socialt udsatte familier. 
Vurdering
Ingen bemærkninger. 
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Et evt. aktivitetstilskud kan bevilges af kassen som tillægsbevilling i 2019.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Borgmesteren indstiller,
1.    at Økonomiudvalget beslutter, om Slagelse Kommune skal give 80.000 kr. i aktivitetstilskud til de frivillige sociale foreninger der yder julehjælp 2019.
Beslutning i Økonomiudvalget den 18. november 2019:
Fraværende: 
At 1 - Godkendt, idet det forud for bevillinger oplyses overfor Slagelse Kommune, hvilke tildelingskriterier de frivillinge sociale foreninger anvender. Administrationen fordeler på baggrund af ansøgninger fra de frivillinge foreninger.

10. Organisationsudvikling (D)

10.   Organisationsudvikling (D)

Sagsnr.: 330-2019-71584               Dok.nr.: 330-2019-455215                                          Åbent
Kompetence: Økonomiudvalg
Beslutningstema
Økonomiudvalget drøfter den videre proces omkring organisationsudvikling.
Baggrund
I forlængelse af de hidtidige drøftelser i organisationen og den gennemførte høring i MED-organisationen vil næste trin i organisationsudviklingen have kulturforandringen som det primære fokus.
Kulturdelen tager afsæt i kommissoriet for organisationsudvikling, som blev godkendt i Byrådet den 26. november 2018 og beskrives i bilaget ”Næste trin i organisationsudviklingen”.
Som led i drøftelserne kan der være behov for at se på strukturelle tilpasninger for at sikre de fornødne kompetencer og ressourcer til opgaveløsningen. Det kan fx være i forhold til den tværgående indsats omkring udsatte familier, den politiske understøttelse herunder dagsordensproduktion mv.
Der vil løbende blive arbejdet med profilen for koncernledelsen, så der også fremadrettet er den fornødne ledelses- og handlekraft i organisationen til at skabe rammerne for sikker og effektiv drift samtidig med et stort fokus på at udvikle og omstille organisationen.  
Der fremlægges beslutningssag i december 2019 for den videre proces samt en opfølgende sag i marts 2020.
Retligt grundlag
Slagelse Kommunes kompetenceplan.
Handlemuligheder
Økonomiudvalget kan drøfte grundlaget for den videre proces for organisationsudviklingen og procesplan.
Vurdering
Ingen bemærkninger.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Kommunaldirektøren indstiller,
1.    at Økonomiudvalget drøfter grundlaget for og den videre proces i organisationsudviklingsprojektet.
Beslutning i Økonomiudvalget den 18. november 2019:
Fraværende: 
At 1 - Drøftet.
Ann Sibbern (O) kunne ikke tilslutte sig alle elementer i beskrivelsen, herunder de beskrevne elementer i forudsætningerne og gentog ønske om en bredere politisk proces.
Borgmesteren opfordrede udvalgets medlemmer til at fremsende bemærkninger til forslaget.
Knud Vincents (V) stillede følgende spørgsmål til besvarelse forud for næste behandling:
- Hvad er det nye pr. 1. november 2019
- Hvornår er sammensmeltningen af direktør/centerchefstillinger besluttet politisk og af hvem
- (V) ønsker arbejdsglæden tilbage, derfor ønskes en tydelig plan og procesplan
Stén Knuth (V) anmodede om notat, der beskriver kommunaldirektørens kompetencer i forhold til organisationsændringer uden inddragelse af det politiske niveau.
Borgmesteren tager initiativ til en dialog mellem Økonomiudvalget og Hovedudvalget forud for behandling af beslutningsoplæg på Økonomiudvalgets decembermøde.

11. Politisk mødekalender (årshjul) for 2020-2021 (B)

11.   Politisk mødekalender (årshjul) for 2020-2021 (B)

Sagsnr.: 330-2017-75690               Dok.nr.: 330-2019-459740                                          Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Byrådet skal beslutte politisk mødekalender for 2020 og 2021 herunder temamøder for byrådet og budgetseminarer.
Baggrund
Byrådet vedtog på møde den 26. august 2019 en foreløbig godkendelse af den politisk kalender (årshjul) for resten af 2019, 2020 og 2021, herunder at møder i skolernes (sommer)ferie så vidt muligt undgås. Byrådet besluttede, at byrådets temamøder blev evalueret inden videre stillingtagen til disse.
Den politiske kalender for 2020-2021 er justeret således, at byrådsmødet i juni begge år er rykket til uge 25, udvalgsmøderne i januar rykkes til uge 3 (2020) og uge 2 (2021) og udvalgsmøderne i august rykkes til uge 33 (2020) og uge 32 (2021). Se bilag 1 og 2.
Udvalgene beslutter selv planlægningen af møderne.
Forslag til mødekalender inkl. temamøder og budgetseminarer sendes til høring i de stående udvalg på deres decembermøder forud for behandling i byrådet 16. december 2019.
Retligt grundlag
Det følger af Styrelseslovens § 2, at kommunens anliggender styres af byrådet.
Handlemuligheder
Byrådet kan vælge at:
1.    Godkende forslag til politisk kalender for 2020 og 2021
2.    Ændre forslag til politisk kalender for 2020 og 2021
3.    Anmode om nyt forslag til politisk kalender
Vurdering
Administrationen anbefaler, at byrådet vedtager en politisk mødekalender
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger
Indstilling
Kommunaldirektøren indstiller,
1.    at Økonomiudvalget sender vedlagte politiske mødekalender i høring i de stående udvalg
2.    at Byrådet beslutter en politisk kalender for 2020 og 2021
Beslutning i Økonomiudvalget den 18. november 2019:
Fraværende: 
At 1 - Godkendt.
At 2 - Der udarbejdes revideret mødekalender for 2020 og 2021, hvor der indarbejdes 4 årlige temamøder for Byrådet. Nyt forslag fremlægges for Økonomiudvalget i december 2019 med efterfølgende behandling i Byrådet.
(O) foreslog, ét budgetseminar, halvering af temamøderne, at temamøderne afholdes på Rådhuset og at der sker bred politisk involvering ved indholdet af møderne.
12. Lukket: Genoptaget. Salg af areal i Slagelse (B)
Denne sag er desværre lukket for offentligheden.
13. Lukket: Stillingtagen til udlejning eller salg af areal (B)
Denne sag er desværre lukket for offentligheden.
14. Lukket: Udvikling af erhvervsarealer (D)
Denne sag er desværre lukket for offentligheden.
15. Lukket: Sundhedshus - Indgåelse af lejekontrakt (B)
Denne sag er desværre lukket for offentligheden.
16. Lukket: Samlet administrationsbyggeri, prinicpbeslutninger (B)
Denne sag er desværre lukket for offentligheden.
17. Lukket: Godkendelse af referat (B)
Denne sag er desværre lukket for offentligheden.