Kompetence
Byrådet
Beslutningstema
Byrådet skal på baggrund af indstilling fra Økonomiudvalget godkende Ressourcepolitik 2022-25.
Indstilling
Økonomi- og Digitaliseringschefen indstiller,
1. at Byrådet godkender Ressourcepolitik 2022-25
Sagens indhold
Ressourcepolitikken for 2022-25 omhandler ressourcerne økonomi, bygninger samt organisation og medarbejdere. De er alle med til at udvikle Slagelse Kommune og er med til at sikre, at kommunen kan løse de opgaver, som kommunen er sat i verden for.
Kommunen spiller en væsentlig rolle i borgernes liv og er med hele vejen, hvor borgerne har et behov for kommunens ydelser. Samtidig stiller demografiske ændringer, nye opgaver fra Staten, nye teknologiske muligheder og borgernes forventninger store krav til den kommunale organisations robusthed, omstillingsevne og sammenhæng.
Forudsætningerne for udviklingen af fremtidens velfærd hviler på ressourcerne økonomi, bygninger samt organisation og medarbejdere.
Økonomi:
Dette afsnit indeholder seks økonomiske mål, hvis formål samlet set er at sikre en økonomi, hvor der er en fornuftig balance mellem indtægter og udgifter. Målene tydeliggør retningen for kommunens økonomi og opstiller pejlemærker for økonomistyringen. De skal ses i en sammenhæng, da de er internt afhængige af hinanden. Målene er nye og erstatter den hidtidige økonomiske politik.
Målene er:
1. servicerammen skal overholdes
2. anlægsbudgettet skal være på minimum 200 mio. kr.
I 2023 skal anlægsbudgettet være ca. 200 mio. kr.
3. den langfristede gæld bør have en faldende profil
4. overskuddet på ordinær drift fastsættes, så der er rum til at finansiere anlæg, nedbringe den langfristede gæld og sikring af den nødvendige likviditet
I 2023 sigtes mod at overskuddet på ordinær drift er ca. 300 mio. kr.
5. likviditeten skal ligge i intervallet 2.000-2.500 kr. pr. borger. Hvis overskuddet på ordinær drift ikke er tilstrækkelig, skal likviditeten være højere
6. Det sjette mål er relateret til budget- og budgetopfølgningsprocesserne og omhandler, at
- seneste frist for nye politiske initiativer er primo juni
- regler for overførsel mellem årene kan præciseres yderligere i forbindelse med budgetvedtagelsen, og samtidig vil der være mulighed for at anlægsbevillinger og frigivelse af rådighedsbeløb kan godkendes i forbindelse med budgetvedtagelsen i de tilfælde, hvor der foreligger de nødvendige specifikationer for anvendelse af anlægsbevillingen.
- de økonomiske mål indarbejdes i budgetmaterialet og budgetopfølgningerne
I 2022 er fristen for nye politiske initiativer den 20. august 2022.
Herefter følger tre mål omhandlende udviklingen af fremtidens velfærd i Slagelse Kommune:
7. at data anvendes for at opnå en større faglig indsigt og et bedre beslutningsgrundlag. Den øgede dataanvendelse skal sikre en bedre service over for borgerne
8. at organisationen løbende optimerer driften og at der er fokus på effekten af det, vi får for pengene
9. at vi automatiserer og digitaliserer arbejdsgange og bruger de teknologiske muligheder, der er for at optimere driften
Bygninger:
Ejendomsstrategien er grundlaget for det fremtidige arbejde med bygninger og opstiller de strategiske pejlemærker: Bæredygtighed, arealstrategi og samarbejde. De tre pejlemærker er understøttende i forhold til at sikre den rette ejendomsportefølje, sikre optimal arealudnyttelse og brugeranvendelse, højne bygningskvaliteten samt bæredygtighed i byggeri og eksisterende bygninger. Afsnittet om bygninger indeholder fire mål (mål 10-13).
Målene er:
10. kommunen råder over den rette ejendomsportefølje
11. udarbejdelse af vision for bygningsmassen
12. effektiv driftsoptimering, dvs. at der arbejdes med potentialer for energi- og ressourcebesparelser
13. bæredygtighed på bygningsområdet, dvs. at nybygge mindre og i højere grad ombygge eller nyindrette eksisterende bygninger
Organisation og medarbejdere:
Afsnittet om organisation og medarbejdere skal understøtte, at vi har en driftssikker, kompetent og hurtigt reagerende organisation med et højt medarbejderengagement. Denne del af Ressourcepolitikken har seks mål (mål 14-19), hvor de tre første indikerer stabilitet og kontinuitet i medarbejderstyrken. De tre øvrige mål adresserer nødvendige indsatser for at fremtidssikre en effektiv organisation, som vil styrke muligheden for at rekruttere og fastholde dygtige medarbejdere.
Målene er:
14. flere skal vælge at blive, dvs. at medarbejderomsætningen skal reduceres
15. reduceret sygefravær, med fokus på særlige områder
16. en fremtid på fuldtid, dvs. en højere beskæftigelsesgrad for dem som vil
17. organisationsudviklingen skal udbredes og forankres bedre. så medledelse integreres blandt flere
18. velfungerende arbejdsfællesskaber skal have større fokus
19. medarbejdernes sundhed skal prioriteres
Ressourcepolitik 2022-25 findes i bilaget.
Sagens videre forløb
Ressourcepolitik 2022-25 behandles på Økonomiudvalgets møde den 15. juni og på Byrådets møde den 20. juni 2022.
Retligt grundlag
Slagelse Kommunes styrelsesvedtægt §14, stk. 2 om Økonomiudvalgets ansvar for udarbejdelse af en økonomisk politik.
Handlemuligheder
Byrådet har følgende handlemuligheder:
at godkende Ressourcepolitik 2022-25
at bede administrationen om at udforme andre mål for Ressourcepolitik 2022-25
Vurdering
Administrationen vurderer, at Byrådet bør godkende Ressourcepolitikken, således at de økonomiske mål kan anvendes i forbindelse med vedtagelse af Budget 2023-26.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger
Tværgående konsekvenser
Ingen bemærkninger
------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Administrative bemærkninger pr. 4. august 2022:
Bilaget med Ressourcepolitikken er ændret som følge af Økonomiudvalgets beslutning den 15. juni 2022.
Ressourcepolitikken er i høring i HovedMed den 16. august.