Kompetence
Seniorudvalget og Byrådet
Beslutningstema
Seniorudvalget kan godkende budgetopfølgning 3 for 2022 for udvalgets økonomi.
Derudover kan Seniorudvalget anbefale overfor Byrådet, at der flyttes budget vedrørende Frivilligcenter til Sundhedsudvalget, svarende til kompetenceplanen.
Seniorudvalget orienteres derudover om, at Sundhedsudvalget behandler sag om flytning af budget til Seniorudvalget vedrørende kørsel.
Indstilling
Sundheds- og Ældrechefen indstiller,
1. at Seniorudvalget godkender budgetopfølgning 3, som indarbejdes i den samlede budgetopfølgning, der godkendes af Byrådet.
2. at Byrådet godkender budgetomplacering af 0,5 mio. kr. i 2022 vedrørende Frivilligcentret til Sundhedsudvalget.
3. at Seniorudvalget tager til orientering, at Sundhedsudvalget indstiller godkendelse af budgetomplacering af 0,7 mio. kr. i 2022 vedrørende kørsel til Servicelovsydelser, til Seniorudvalget.
Sagens indhold
Alle fagudvalg gennemfører budgetopfølgning 3 for 2022 med rapportering og godkendelse af forventet regnskab for 2022 på udvalgets område.
Budgetopfølgningen tager udgangspunkt i:
Det korrigerede budget pr. 30. juni 2022 (dvs. inklusive driftsoverførsler 2021-2022 og konsekvenser af genåbning af budget 2022)
Aktuelle forbrugs- og aktivitetsdata
Forventninger til forbrugsudviklingen resten af året.
I budgetopfølgningen er der fokus på budgetområder, hvor der forventes væsentlige budgetafvigelser, og som derfor kræver særlig handling eller forklaring.
Der er fokus på, at det forventede resultatet af budgetopfølgningen er så nøjagtigt som muligt. Det skærpede fokus skal ses i lyset af resultatet af budgetopfølgning 2, genåbning af budget 2022, udviklingen i forbrugsprocenterne, den forventede overskridelse af servicerammen samt de stigende priser. Hermed sikres at udvalget har mulighed for at foretage de nødvendige økonomiske tiltag, så udvalgets samlede budgetramme overholdes, herunder at besparelsesforslagene fra genåbningen af budgettet kan udmøntes som beskrevet, og at der udarbejdes yderligere handleplaner eller justeringer i nuværende serviceniveau.
Forventet resultat på drift og anlæg
Drift:
Der forventes samlet set et merforbrug på Seniorudvalgets budget for driftsudgifter på 16,789 mio. kr. ved udgangen af 2022.
Herefter følger en specifikation:
De centrale tværgående områder, projekter, myndighedsområderne og hjælpemidler forventes samlet set at overholde budgettet ved regnskabsafslutningen 2022, herunder projekter mm.
Der forventes mindreforbrug på udgifter til SSA- og SOSU-elever på ca. 6,265 mio. kr. begrundelsen er faktorer; fravær, forlængelser, godskrivning, ansættelser og ophør i løbet af 2022 samt ekstraordinære indtægter.
På følgende områder forventes merforbrug:
Kommunale Plejecentre med samlet set 14,565 mio. kr. For så vidt angår Plejecentret Skovvang blev der ved seneste budgetopfølgning godkendt handleplan, det forventede merforbrug er siden da steget til ca. 7 mio. kr. 2 andre klynger forventer pt. merforbrug på 3-4 mio. kr. Der foretages pt. budgetgennemgang for derved at kunne specificere nærmere. Denne forventes afsluttet inden Seniorudvalgets møde den 9. august 2022. Det forventes at sagen kan nå at blive opdateret inden den publiceres.
Hjemme- og Sygeplejen forventer merforbrug på i alt 8,406 mio. kr. Det er primært hjemmeplejen der forventes at fremkomme med merforbrug i størrelsesordenen 8,2 mio. kr. Merforbruget forklares med, at plejepersonalet udfører opgaver i dagligdagen, som ikke er deciderede plejeopgaver, hvilken hjemmeplejen ikke modtager indtægt for fra myndighed i afregningstakster. Derudover afregnes ikke køretid for delegerede sygeplejeydelser/sundhedslovsydelser, som hjemmeplejen udfører i stedet for sygeplejen. Endeligt er der en stigende tendens på fravær og forbrug af eksterne vikarer.
Nedenstående tabel viser forventet resultat for budgetopfølgning 3 og forventet resultat ved sidste budgetopfølgning opdelt på serviceudgifter og øvrige udgifter.
Drift
(1.000 kr.) | BO2 | BO3 |
Korrigeret budget | Forventet resultat | Afvigelse | Korrigeret budget | Forventet resultat | Afvigelse |
Pleje og Omsorg | 817,855 | 820,216 | -2,361 | 792,151 | 808,941 | -16,789 |
Resultat serviceudgifter | 817,855 | 820,216 | -2,361 | 792,151 | 808,941 | -16,789 |
I alt for udvalget | 817,855 | 820,216 | -2,361 | 792,151 | 808,941 | -16,789 |
Samlet resultat serviceudgifter | 817,855 | 820,216 | -2,361 | 792,151 | 808,941 | -16,789 |
I bilag 1 er budgetafvigelser nærmere beskrevet.
Anlæg:
På anlæg forventes et mindreforbrug på 2,5 mio. kr. ved udgangen af 2022.
Mindreforbruget er på projektet med etablering af anretter køkkener på Plejecentret Smedegade.
I bilag 1 er forbruget på anlæg specificeret nærmere.
Genåbning af budget 2022
Ved genåbning af budget 2022 blev vedtaget besparelser for i alt ca. 26 mio. kr.
3,695 mio. kr. af disse besparelser forventes ikke at blive effektueret i 2022, det drejer sig om følgende:
Huslejetab 1,8 mio. kr.
Demenskonsulenter 0,938 mio. kr. (hentes ikke pga. opsigelsesvarsel og aftrædelsesgodtgørelse)
Inkontinens sygeplejersker 0,457 mio. kr. (hentes ikke pga. opsigelsesvarsel og aftrædelsesgodtgørelse)
Ernæringsteam ca. 0,3 mio. kr. (hentes ikke pga. opsigelsesvarsler og aftrædelsesgodtgørelse)
Demensdaghjem 0,2 mio. kr. (medarbejdere har sygemeldt sig efterfølgende).
Det er usikkert, om alle reduktioner på plejecentre gennemføres med fuld effekt, da flere klynger forventer større merforbrug ud over besparelser.
Omplacering af budget mellem Sundhedsudvalget og Seniorudvalget
Foranlediget af genåbningssagen og udarbejdelse af prioriteringsforslag, har administrationen konstateret, at flere budgetter i forbindelse med den nye udvalgsstruktur ikke er placeret korrekt mellem Sundhedsudvalget og Seniorudvalget. Det drejer sig om budgettet afsat til Myndighed kørsel servicelov og budget til Frivilligcentret.
Der indstilles i denne sag, at der godkendes budgetomplacering fra Seniorudvalget til Sundhedsudvalget svarende til 0,5 mio. kr. til Frivilligcentret. Budgetændringen i 2023-2026 vil indgå som en teknisk korrektion i forbindelse med budgetlægningen.
Der orienteres om en budgetomplacering fra Sundhedsudvalget til Seniorudvalget på 0,7 mio. kr. i 2022 vedr. Myndighed Kørsel, servicelov.
Retligt grundlag
Kommunalbestyrelsen skal jf. Styrelseslovens § 42 stk. 7 fastsætte og beskrive regler for, hvordan kommunens kasse- og regnskabsvæsen skal indrettes.
I Kasse- og regnskabsregulativet for Slagelse Kommune har Byrådet fastsat regler om, at der gennemføres fire årlige budgetopfølgninger: primo året samt pr. ultimo marts, juni, og september. Budgetopfølgningerne forelægges fagudvalg, og efterfølgende samlet til Økonomiudvalget og Byrådet.
Styrelseslovens § 40 omhandler, at der ikke kan iværksættes foranstaltninger, som ikke er en del af det vedtagne budget, og som medfører indtægter eller udgifter uden Byrådets bevilling.
Det fremgår af Kasse- og Regnskabsregulativet, at der som udgangspunkt ikke gives tillægsbevillinger, der er kassefinansierede. Ved forventede budgetoverskridelser skal fagudvalgene finde kompenserende besparelser inden for egen budgetramme.
Handlemuligheder
Seniorudvalget har følgende handlemuligheder:
- Seniorudvalget kan godkende den udarbejdede budgetopfølgning for 2022 og sende denne til videre behandling i Økonomiudvalg og Byråd. Alternativt kan Seniorudvalget foretage tilføjelser til budgetopfølgningen eller beslutte yderligere besparelser inden for udvalgets budgetramme.
- Byrådet kan godkende budgetomplacering af 0,5 mio. kr. i 2022, vedrørende Frivilligcentret til Sundhedsudvalget. Alternativt kan Byrådet godkende anden placering af budgetområdet.
- Seniorudvalget kan tage til orientering, at Sundhedsudvalget indstiller godkendelse af budgetomplacering af 0,7 mio. kr. i 2022, vedrørende kørsel til Servicelovsydelser, til Seniorudvalget. Alternativt kan Seniorudvalget forslå anden budgetplacering.
Vurdering
Det er administrationen vurdering, at denne budgetopfølgning er retvisende med de på budgetopfølgningstidspunktet kendte forudsætninger: Det ses ikke realistisk at indhente det forventede merforbrug i 2022 på i alt 16,789 mio. kr. på Seniorudvalgets område uden at Seniorudvalget vedtager yderligere serviceforringelser for borgerne. Begrundelsen er, at Seniorudvalgets budget ved genåbning af budget 2022 blev reduceret med ca. 26 mio. kr., hvoraf ca. 3,695 mio. kr. ikke ses at kunne effektueres i år som beskrevet ovenfor.
Efter de allerede vedtagne besparelser er det overalt i Center for Sundhed og Ældre nødvendigt at udvise tilbageholdenhed og udelukkende anvende ressourcer på det mest presserende nødvendige, med det mål at overholde det korrigerede budget.
Som beskrevet ovenfor forventes fortsat merforbrug på Plejecentret Skovvang, dette er steget fra 5,740 mio. kr. i budgetopfølgning 2 til nu ca. 7 mio. kr. Opfølgning på den vedtagne handleplan ses i lukket sag på denne dagsorden.
Hjemmeplejen og 2 yderligere klynger af plejecentre varsler i denne budgetopfølgning merforbrug. Det er administrationen vurdering, at der er behov for lidt tid til at analysere, dokumentere og beskrive dels årsager dels handlemuligheder.
Revistionsfirmaet BDO er i gang med analyser på henholdsvis hjemmeplejen, sygeplejen og på plejecentrene. BDO forventer at fremlægge de første resultater af analyserne i løbet af september 2022. Når konklusionerne fra BDO foreligger, vil der blive udarbejdet handleplaner for nedbringelse af merforbrug.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
I hele 1.000 kr. | Politikområde | 2022 | 2023 | 2024 | 2025 |
Bevillingsønske | | | | | |
Drift - Budgetomplacering Myndighed Kørsel | 9.1 Sundhed og Forebyggelse 7.1 Pleje og Omsorg | -700 700 | | | |
Drift - Budgetomplacering Frivilligcenter | 9.1 Sundhed og Forebyggelse 7.1 Pleje og Omsorg | 500 -500 | | | |
Afledt drift | | | | | |
Finansiering | | | | | |
Afsat rådighedsbeløb | | | | | |
Kassen | | | | | |
Tværgående konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Sagens videre forløb
Seniorudvalget forelægges handleplaner for nedbringelse af merforbrug med udgangspunkt i konklusioner fra BDO's analyser.