7. Frikommuneforsøg 2019-2023 - beskæftigelsesområdet (D)
7. Frikommuneforsøg 2019-2023 - beskæftigelsesområdet (D)
Sagsnr.: 330-2019-3590 Dok.nr.: 330-2019-21973 Åbent
Kompetence: Social- og Beskæftigelsesudvalget
Beslutningstema
Udvalget skal drøfte temaer, der kan udgøre fundamentet for
ansøgning om frikommuneforsøg.
Baggrund
I budgetaftalen for 2019-2022 har Byrådet besluttet, at der
på beskæftigelsesområdet skal søges om frikommuneforsøg. I budgetaftalen er
skrevet, at der i højere grad skal arbejdes med en mere fleksibel og individuel
tilrettelagt helhedsindsats.
Ansøgningen til Økonomi- og Indenrigsministeriet med
deadline 1. april 2019.
Retligt
grundlag
Budgetaftale for 2019-2022 af 17. september 2018.
Lovbekendtgørelse nr. 831 af 25. juni 2018 om nuværende
frikommunenetværk.
Handlemuligheder
Administrationen har fundet 4 mulige temaer, der lever op
til det politiske ønske om en mere fleksibel og individuelt tilrettelagt
helhedsindsats. De 4 temaer er:
- Mindre
dokumentation for at oprette et fastholdelsesfleksjob
- Øget
individuel fleksibilitet i forhold til at fremlægge sager for rehabiliteringsteam.
- Fravigelse
fra rimelighedskrav for udsatte borgere
- Frit
valg til borgere - førtidspension som alternativ til fleksjob under 5 timer
De 4 temaer beskrives nærmere herunder.
Mindre dokumentation for at oprette et
fastholdelsesfleksjob
Et fastholdelsesfleksjob er en ansættelse i fleksjob på den
hidtidige arbejdsplads, hvor en sygemeldt borger senest har været ordinært
ansat.
I dag er det en betingelse for at blive ansat i fleksjob på
den hidtidige arbejdsplads, at personen har haft 12 måneders forudgående
ansættelse under overenskomsternes sociale kapitler eller på særlige vilkår på
arbejdspladsen. Det grundlæggende er, at virksomhederne fraviger fra de
ordinære aftaler om løn og arbejdsforhold med henblik på at fastholde personer
i tilknytning til arbejdsmarkedet. Her skal arbejdstager og arbejdsgiver lave
en skriftlig aftale, der viser hvilke funktioner, som borgeren har svært ved at
udføre, og hvilke skånehensyn der er aftalt. Den skriftlige aftale er
dokumentationen for, hvornår 12-måneders perioden er startet.
Mange arbejdsgivere oplever dokumentationskravene i forhold
til at arbejde henimod et fastholdelsesfleksjob på sigt, som voldsomt
bureaukratiske – og det er lettere blot at afskedige den sygemeldte
medarbejder, selvom virksomhederne i udgangspunktet ofte er interesserede i at
hjælpe den sygemeldte medarbejder. Dokumentationskravene er dermed ofte med til
at forhindre en tidlig og fastholdende sygedagpengeindsats, fordi mange
arbejdsgivere giver op på forhånd.
I lovgivningen er der en undtagelsesbestemmelse til kravet
om 12 måneders forudgående ansættelse, hvis den ansatte f.eks. har været udsat
for akut opstået skade eller sygdom, og det er åbenbart formålsløst at
gennemføre foranstaltninger med henblik på job efter overenskomstens sociale
kapitler eller på særlige vilkår. Disse undtagelser tager dog ikke højde for,
at hovedparten af sygemeldingerne i dag er bundet op på psykiske lidelser
fremfor akut opståede fysiske skader eller fysisk sygdom.
Formålet med forsøget er at sikre større fleksibilitet og
mindre bureaukrati i forhold til sygemeldtes mulighed for at blive ansat i
fastholdelsesfleksjob på eksisterende arbejdsplads – og dermed via en tidligere
indsats fastholde borgerne i tilknytning til arbejdsmarkedet. I forsøget anbefales
det, at grænsen for dokumentation for fastholdelsesfleksjob sættes til
eksempelvis 3 måneder i stedet for 12 måneder.
Øget individuel fleksibilitet i forhold til at fremlægge
af sager for rehabiliteringsteam
Under gældende lovgivning skal en ressourceforløbs- og en
jobafklaringsforløbssag forelægges for rehabiliteringstemaet ved udløb af
forløbet. I flere tilfælde betyder det, at man skal have en sag for
rehabiliteringsteamet, som er tæt på en afklaring, men endnu ikke er helt klar.
Dette er til omkostning for borgeren og for kommunen.
Hvis en sygedagpengesag skal overgå til jobafklaring, så er
lovkravet, at sagen skal for rehabiliteringsteamet senest 4 uger efter, at
borgeren er visiteret til jobafklaringsforløbet. I nogle sager er det svært at
nå at få sagen for indenfor de 4 uger, hvorfor det vil være en fordel for både
borger og kommunen at udskyde deadlinen.
Med dette tema ønskes der en bedre behandling og
forberedelse af borgeres sager, inden de kommer for rehabiliteringsteamet til
gavn for de pågældende borgere. Ligeledes vil det give en reduktion i
udgifterne, da gældende sager derfor først vil komme for rehabiliteringsteamet,
når de er klar.
Fravigelse fra rimelighedskrav for udsatte borgere
Der er dokumentation for, at der kommer flere udsatte i
beskæftigelse, når en virksomhed er involveret i beskæftigelsesindsatsen.
Desuden er der dokumentation for, at de små virksomheder er velegnede til at få
de mest udsatte borgere tættere mod arbejdsmarkedet, bl.a. fordi:
·
De
små virksomheder er alle vegne, også i den udsatte borgers umiddelbare nabolag.
·
Små
virksomheder kan tilbyde en nærhed, hvor udsatte borger bliver en integreret
del af virksomheden, som hele arbejdspladsen bakker op om.
·
De
små virksomheder er ofte motiveret af et praktisk socialt engagement og en
vilje til at gøre en forskel i lokalområdet.
Imidlertid spænder rimelighedskravet til tider ben, når der
opdyrkes små virksomheder, som påviseligt er gode til at sikre borgerne progression
og som er interesserede i at udbygge det gensidige samarbejde.
På samme vis spænder rimelighedskravet ben for, at
frivillige foreninger kan indgå som en del af aktiveringsindsatsen for samme
målgruppe, fordi der oftest ikke er ordinært ansatte i foreningerne. Også for
unge i et Særligt tilrettelagt Uddannelsesforløb ses et potentiale for at
inddrage frivillige foreninger, der kan gøre, at den unge ikke føler sig
isoleret og ensom efter endt forløb.
Rimelighedskravet betyder, at antallet af personer i
virksomhedspraktik og antallet af ansatte med løntilskud maksimalt må udgøre 1
person for hvert ordinært ansatte, hvis virksomheden har mellem 0-50 ansatte.
Dog skal der altid være minimum 1 ordinært ansat.
Formålet med forsøget er at sikre en større fleksibilitet i
forhold til rimelighedskravet for de små virksomheder med under 10 ansatte, når
det handler om at sikre progression for de udsatte borgere.
Frit valg til borgere - førtidspension som alternativ til
fleksjob under 5 timer
Med gældende lovgivning på området
er det ikke muligt at tilkende en borger førtidspension, hvis den pågældende
borger er vurderet til at kunne varetage et fleksjob, selvom fleksjobbet kun er
på få timer, og det samtidig vurderes, at der er mulighed for progression i timetallet.
I et frikommuneforsøg på området
foreslås det, at borgere, der er vurderet til et fleksjob på eksempelvis 5
timer eller færre, skal tilbydes mulighed for at vælge mellem en førtidspension
eller et fleksjob, suppleret med vejledning om reglerne for at arbejde ved
siden af førtidspensionen.
Målgruppen er ofte borgere, der
har været gennem længere udrednings- og behandlingsforløb og har haft langvarig
kontakt med det offentlige. De borgere, der ikke er motiverede for et fleksjob
på få timer, kan være vanskelige at finde et passende fleksjob til, primært
fordi arbejdsevne og motivation er begrænset.
Aktuel lovgivning giver risiko
for, at de i en længere periode går ledige på en passiv ydelse, samtidig med at
de skal honorere lovens krav til opfølgning m.v., uden reelt at have ønske om
en tilknytning til arbejdsmarkedet. For denne gruppe borgere er hensigten at
understøtte borgerens fokus på hverdagen, herunder retablering af socialt
netværk, familie-, bolig- og økonomiske forhold ved at tilkende en
førtidspension. Indsatsen suppleres med, at kommunen mindst 1 gang om året
vejleder borgeren om mulighed og regler for arbejdsindtægter ved siden af
førtidspension.
Med dette tema søges afklaret, om
fritagelse fra krav om deltagelse i arbejdsmarkedsrettede aktiviteter og
kontakten med Jobcentret på sigt kan motivere vedkommende til at træde ind på
arbejdsmarkedet igen.
Kriterier for ansøgning:
kommunerne opfordres til at indgå i netværk, således at der er to eller flere
kommuner, der ansøger om at deltage i frikommuneforsøget. Administrationen
arbejder på at afsøge mulige samarbejdskommuner for nærværende
frikommuneforsøg.
Vurdering
Administrationen anbefaler, at udvalget drøfter temaerne og
kommer med pejlemærker til administrationen, som der kan arbejdes videre med.
Økonomiske
og personalemæssige konsekvenser
De økonomiske konsekvenser afhænger af, hvilket tema der
vælges og kræver en analyse af området.
Konsekvenser
for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
1.
at Social- og Beskæftigelsesudvalget drøfter og kommer med input til
temaer, der skal arbejdes videre med og lægge til grund for en ansøgning om
frikommune.
Beslutning i Social- og
Beskæftigelsesudvalget den 4. februar 2019:
Fraværende:
Ali Yavuz (A)
Punktet drøftet med bemærkning om at Social- og
Beskæftigelsesudvalget ønsker, at der skal arbejdes videre med en samling af
alle fire temaer under en fælles frikommuneansøgning.
Yderligere forslag fra Social- og Beskæftigelsesudvalget til
frikommuneforsøg eller via prøvehandlinger j.f. budgetaftale:
- Skabe småjob i private hjem for borgere på kanten af
arbejdsmarkedet.
- Mere fokus på socialøkonomiske virksomheder.
- Særlig indsats omkring det sociale frikort.
- Kritisk gennemgang af egen praksis omkring registrering og
dokumentering, indkaldelser, systemer mv. - altså en reel afbureaukratisering.
(Skabe overblik)