9. Vederlagsfri fysioterapi, orientering om ordningen (O)
9. Vederlagsfri fysioterapi, orientering om ordningen (O)
Sagsnr.: 330-2018-8508 Dok.nr.: 330-2018-73488 Åbent
Kompetence: Sundheds- og Forebyggelsesudvalget
Beslutningstema
Sundheds- og Forebyggelsesudvalget orienteres om den
Vederlagsfri Fysioterapiordning efter ønske på udvalgsmøde januar 2018.
Baggrund
Udvalget ønsker en redegørelse
for politikområde 7.02 – Vederlagsfri fysioterapi.
Baggrund og ordningens
formål
Den Vederlagsfrie fysioterapiordning trådte i kraft i 1989;
i begyndelsen omfattede den kun personer med svært fysisk handicap. I 2008 blev
ordningen udvidet til, også at omfatte personer med funktionsnedsættelse som
følge af progressiv sygdom; (progressiv sygdom er fremadskridende og medfører
forudsigelige funktionsnedsættelser – eks. Leddegigt).
Den vederlagsfrie fysioterapi ordning omfatter således to
specifikke grupper af patienter/borgere, som kan benytte sig af vederlagsfri
fysioterapi efter henvisning fra egen læge:
· Den første gruppe omfatter personer med varigt svært fysisk
handicap,
· Den anden gruppe omfatter personer uden svært fysisk handicap,
men med progressiv lidelse.
Sundhedsstyrelsen har udarbejdet retningslinjerne, der
nærmere bestemmer, hvilke diagnosegrupper, der er omfattet af ordningen.
Ligeledes fremgår det, at henvisende læge bør inddrage patienten i overvejelser
om, hvorvidt vederlagsfri fysioterapi er relevant, eller om andre instanser i
højere grad kan opfylde behovet.
En lægehenvisning til ordningen gælder i 12 mdr. og giver
mulighed for 20 behandlinger. Hvis der er behov for yderligere behandlinger
inden for de 12 mdr. skal der udarbejdes en undtagelsesredegørelse. Denne laves
af fysioterapeuten i samarbejde med borger og henvisende læge.
Målsætningerne for den vederlagsfri fysioterapi er:
· Give adgang til fysioterapi for at forbedre funktioner,
vedligeholde funktioner eller forhale forringelser i funktioner hos voksne og
børn med et varigt svært fysisk handicap eller en funktionsnedsættelse som
følge af progressiv sygdom.
· Etablere fysioterapi i form af holdtræning i dertil egnede
lokaler/bassiner/-institutioner efter nærmere bestemmelser. Herunder også
ridefysioterapi.
· Give adgang til fysioterapi for personer med progressive sygdomme
tidligt i sygdomsforløbet.
Myndighedsansvar
I 2008 overgik myndighedsansvaret til kommunerne.
For personer, der opfylder betingelserne for at modtage
vederlagsfri fysioterapi, gælder det, at kommunen dækker 100 % af honoraret.
Kommunen har ikke et ”myndighedsansvar”, der er forbundet med retten til at
visitere eller anvise borgeren til enten kommunalt eller privat tilbud.
Ligeledes har Kommunen ikke myndighedsansvaret ift. at beslutte det
fysioterapeutiske indhold; Dvs., om borgeren skal have individuelle
behandlinger, eller om borgeren skal have træning på hold, samt ligeledes
heller ikke mængden og antallet af ydelser, som borgeren modtager i den
vederlagsfrie fysioterapiordning. Beslutningen om ovennævnte er den
praktiserende fysioterapeuts faglige vurdering i samråd med borger og dennes
egen læge. I praksis er egen læge involveret ved henvisning og ved ansøgning om
at bevillige mere end 20 behandlinger pr. år. Egen læge har ikke indsigt i,
hvor ofte borger kommer hos den praktiserende fysioterapeut, når der er givet
undtagelsesredegørelse.
Personer, der har lægehenvisning til vederlagsfri fysioterapi, kan frit vælge
mellem at modtage fysioterapi hos en praktiserende fysioterapi, eller ved
tilbud, som bopælskommunen har etableret ved egne eller private institutioner
under ordningen. Derudover kan borger også vælge tilbud om vederlagsfri
fysioterapi på andre kommuners institutioner.
Slagelse Kommune har ikke hjemmel til, at undersøge
kvaliteten i de tilbud, borgerne modtager fra de praktiserende terapeuter og
hvilken værdi tilbuddet giver borgerne. Det er alene Regionen og de
praktiserende fysioterapeuter, der kan undersøge dette. Slagelse kommune har
ingen tilbagemeldinger fra borgere, om hvorvidt de er tilfredse eller
utilfredse med det tilbud de modtager under den vederlagsfrie ordning.
Overordnede indsatser under ordningen
For så vidt angår patientgruppen af svært fysisk handicappede er det en
forudsætning for ordningens gennemførsel, at en væsentlig del af behandlingen
kan foregå som holdtræning.
For så vidt angår patienter med funktionsnedsættelse som følge af progressiv
sygdom er udgangspunktet, at behandlingen foregår som holdtræning, mens
individuel behandling er en undtagelse. Der ses en stigning i anvendelsen af
holdbehandlinger (se Bilag 1 s.25) gennem de seneste år. Samtidig ses der også
en stigning i individuelle behandlinger.
Hvis patientens helbredsmæssige tilstand ikke muliggør
transport til klinik, kan lægen ordinere fysioterapeutisk behandling i hjemmet.
Alle patienter, der er berettiget til vederlagsfri
fysioterapi, er også berettiget til vederlagsfri ridefysioterapi, såfremt deres
læge henviser dertil. Undtaget er dog personer med fysisk funktionsnedsættelse,
som følge af progressiv sygdom, hvor patienten ikke er svært fysisk handicappet.
Økonomiske ramme
Der er i overenskomsten på området givet en samlet ramme, og
rammen er uddelt på hver enkelt praktiserende terapeut.
Overenskomstens parter (KL og danske fysioterapeuter) har
aftalt at følge udgifterne i forhold til rammen. Dette gøres via månedlige
opgørelser udarbejdet i region Sjælland af fælles sekretariatet.
Sekretariatet har til opgave at administrere opgaven og sikre, at
overenskomsten bliver overholdt. Hvis der er tegn på, at udgifterne ikke kan
holdes inden for rammen, drøfter parterne mulighederne for at iværksætte
udgiftsdæmpende tiltag. Tidligere har der været iværksat en generel nedsættelse
af honoraret i en periode. Terapeuter, hvor der er fundet misbrug af ordningen eller
hvor rammen er sprunget er blevet sanktioneret.
For kommunerne i region Sjælland er der et fælles
sekretariat, der følger ordningen.
Den samlede ramme er gældende for de privatpraktiserende
terapeuter og påvirkes ikke af etablering af kommunale tilbud. Derved kan
etablering af kommunale vederlagsfrie tilbud øge den samlede udgift til
området.
Tilbud om vederlagsfri fysioterapi i Slagelse Kommune
I Slagelse Kommune er der 7 privatpraktiserende klinikker,
der primært varetager ordningen.
Derudover varetages vederlagsfri ridefysioterapi, svarende
til ca. 31 timer ugentligt af privatpraktiserende ridefysioterapeuter.
Slagelse Kommune har et tilbud om bassintræning i samarbejde
med Center for Sundhed og Træning i Skælskør. Det kommunale tilbud omfatter
holdtræning i bassin til borgere med progressiv lidelse efter
Sundhedsstyrelsens diagnoseliste.
Danske
fysioterapeuter har i et udspil i foråret 2017 understreget, at de gerne ser,
at kommunerne tager et større ansvar ift. vederlagsfri tilbud til børn og
beboere på kommunens institutioner. Danske fysioterapeuter mener, at målgruppen
har større behov for
koordinering, da de typisk modtager en lang række andre tilbud end
vederlagsfri fysioterapi i forbindelse med blandt andet skolegang og
fritidsaktiviteter. Danske fysioterapeuter fremhæver,
at reglerne på området lægger op til en model med kommunalt tilbud til denne
gruppe, men det er kun implementeret i meget begrænset omfang i landets
kommuner (Bilag 2).
Med baggrund i danske fysioterapeuters udspil, har Slagelse
kommune etableret to tilbud under den vederlagsfrie ordning, der udføres af
kommunalt personale.
Det drejer sig om vederlagsfri fysioterapi på plejecentre og vederlagsfri
fysioterapi til børn på Storebæltskolen. Disse tiltag er primært oprettet for
at understøtte den samlede koordinering i tilbuddene til borgerne.
Iværksatte initiativer på området
· Administrationen har undersøgt og belyst området i efteråret
2014/primo 2015. Der blev udarbejdet en rapport om den vederlagsfrie
fysioterapi ordning i Slagelse Kommune. Dette med henblik på, at få belyst,
hvilke handlemuligheder Slagelse Kommune har på området.
Rapporten med konklusioner har i 2015 været fremlagt til privatpraktiserende
fysioterapeuter og praktiserende læger i Slagelse Kommune.
Baggrunden for at gå i dialog med de praktiserende fysioterapeuter og læger
var, at administrationen ønskede at drøfte mulige forklaringer på, hvorfor
udgifterne for området gennemsnitligt er højere i Slagelse Kommune, end øvrige
kommuner i Region Sjælland.
· Der er i 2014 etableret dialogforum mellem Slagelse Kommune og
praktiserende fysioterapeuter med afholdelse af to årlige møder.
· De praktiserende læger er på kommunalt lægeligt udvalgsmøde i
2017 orienteret om udgifterne og incitamenterne for den vederlagsfrie ordning.
· Den 20. december 2016 blev der afholdt møde med ansvarlig
direktør i regionen med henblik på at drøfte problematikken omkring
udgiftsstigningerne, herunder regionens tilgang til og muligheder for at
medvirke til løsninger.
Økonomi og borgergrundlag
Vises i tabelformat:
| 2013 | 2014 | 2015 | 2016 | 2017 |
Borgere til vederlagsfri fysioterapi, speciale 62 | 1000 | 1035 | 1092 | 1092 | 1245 |
Borgere til vederlagsfri ride fysioterapi, speciale 65 | 136 | 146 | 136 | 146 | 147 |
Bruttohonorar til vederlagsfri fysioterapi | 14.033.931 | 14.200.333 | 14.782.094 | 15.980.867 | 17.049.826 |
Bruttohonorar til vederlagsfri ride fysioterapi | 2.533.428 | 2.624.410 | 2.578.633 | 2.719.808 | 2.672.735 |
Samlet honorar | 16.567.359 | 16.824.743 | 17.360.727 | 18.700.675 | 19.722.561 |
Procentvis stigning. | | 1,5 | 3,2 | 7,7 | 5,4 |
Ud over ovenstående udgift er der
en årlig udgift til fællessekretariatet, som i 2016 var på knap 235.000 kr.,
samt udgiften til tilbuddet vedr. varmtvandsbassin som årligt har en udgift på
ca. 200.000 kr.
Retligt
grundlag
Sundhedsloven §140a
Handlemuligheder
Intet at bemærke
Vurdering
Myndighedsansvaret er begrænset til at sikre, at der er
vederlagsfrie tilbud i Slagelse Kommune; det være sig enten private eller
kommunale.
Med baggrund i ovenstående beskrivelser er det ikke muligt fra den kommunale
myndighed, at styre udgifterne på området, på samme måde som administrationen
kan ved indsatser, hvor myndighedsansvaret også omfatter indhold i indsatser,
mål for indsatser og antal ydelser.
Udgifterne til den vederlagsfrie ordning for Slagelse kommune afhænger blandt
andet af, hvor mange borgere, der er i ordningen og mængden af behandlinger, de
enkelte borgere får. Herunder får det en betydning, i hvor stor grad udfører af
ordningen, planlægger med holdtræning frem for individuelle behandlinger.
Kommunen har kun i mindre grad mulighed for, at påvirke udgiftsudviklingen på
området vederlagsfri fysioterapi. Kommunen kan tilbyde kommunale tilbud på
linje med de tilsvarende private. Det betyder, at det til enhver tid er
borgerens frie valg, at vælge privat eller kommunal ”leverandør” i form af
fysioterapeut.
Ved kommunale tilbud ændres der
ikke på den samlede ramme, de praktiserende kan levere under. Det betyder, at
hvis de praktiserende har borgere, der ønsker og har behov for flere ydelser
hos de praktiserende, så kan disse borgere få flere tider, hvis andre borgere
overgår til kommunale vederlagsfrie tilbud. Dette er en betydelig risiko, da
flere praktiserende terapeuter oplever, at de har svært ved at give borgerne
alle de tider der efterspørges.
Kommunen kan vælge at sætte at
iværksætte kommunale vederlagsfrie tilbud, men den primære begrundelse herfor
skal være kvaliteten i tilbuddet til borgen – særligt i forhold til
koordinering i sagerne.
Økonomiske
og personalemæssige konsekvenser
Ingen
Konsekvenser
for andre udvalg
Ingen
Indstilling
Centerchef for Sundhed og Ældre indstiller,
1.
at Udvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning i Sundheds- og
Forebyggelsesudvalget den 6. marts 2018:
Fraværende:
Anne Bjergvang (A), Ebbe Jens Ahlgren (V)
Udvalget tager orienteringen til efterretning.
Udvalget ønsker, at administrationen følger op med møde med
Region Sjælland ift. ve-derlagsfri fysioterapi.