Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget – Referat – 20. juni 2022



1. Godkendelse af dagsorden (B)

Beslutning

Godkendt.

O og A mener ikke sagen skal behandles pga. den korte varsel og idet sagen ikke er færdig.


Kompetence: Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget

Beslutningstema

Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget skal godkende dagsordenen.

Indstilling

Miljø-, Plan- og Teknikchefen  indstiller,

  1. at Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget godkender dagsorden.

 

2. Genoptaget - Endelig vedtagelse af Lokalplan 1234, Biogasanlæg ved Vemmeløsevej, Dalmose samt Miljøkonsekvensrapport, sammenfattende redegørelse, miljøgodkendelse og § 25 tilladelse (B)

Beslutning

Indstilles til Byrådets godkendelse. 

Inden fase 2 startes op udarbejdes der en trafiksikkerhedsanalyse, herunder forslag til anlæggelse af cykelsti.

A stemmer imod og bemærker:

- at der har været alt for kort tid til at behandle sagen og det omfattende bilagsmateriale ordentligt

- A er enige i, at der skal trafiksikres men noterer sig, at projektet vil betyde et tocifret millionbeløb til ekstra udgifter til infrastruktur i Slagelse Kommune

- at der burde udarbejdes forslag til alternativ placering

- at de miljømæssige krav ikke er på plads, fx mht. udledningshastighed til Lungrenden, måling af miljøfarlige stoffer og kontrol af overfladevand

O stemmer imod, idet projektet vil være en belastning for Dalmose by, samt at trafikal infrastruktur ikke er tilstrækkelig.

Kompetence: Byrådet

Beslutningstema

Byrådet kan på baggrund af indstilling fra Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget beslutte, om Lokalplan 1234, Biogasanlæg ved Vemmeløsevej, den kombinerede miljøkonsekvensrapport for planlægningen og anlægget og den sammenfattende redegørelse skal vedtages, og samtidig beslutte, at meddele en miljøgodkendelse og § 25 tilladelse til anlægget.

Indstilling

Miljø-, Plan- og Teknikchefen indstiller,

  1. at Byrådet beslutter, at Lokalplan 1234, Biogasanlæg ved Vemmeløsevej, Dalmose samt, miljøkonsekvensrapporten med bilag og den sammenfattende redegørelse vedtages endeligt og som følge heraf meddeler miljømyndigheden og planmyndigheden hhv. miljøgodkendelse og § 25 tilladelse til Hashøj Biogas ApS.

Sagens indhold

Virksomheden Hashøj Biogas ApS (der er ejet af HCS A/S Transport og Spedition), beliggende på Vemmeløsevej 19A og 19B ved Dalmose, ønsker at modernisere og udbygge biogasanlægget samt at etablere et opgraderingsanlæg, der gør det muligt at levere naturgas til det danske gasdistributionsnet. For at fremtidssikre biogasanlægget ønskes derudover mulighed for at etablere et forbehandlingsanlæg af madaffald eller biomasse (f.eks. halm) til indfødning i biogasanlægget.

Den ønskede modernisering af anlægget kan ikke rummes inden for den gældende Lokalplan 129. Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget besluttede således den 30. september 2019, at igangsætte udarbejdelse af en ny lokalplan med samme afgrænsning som den gældende lokalplan. Udvidelsen af biogasanlægget er samtidig omfattet af krav om miljøkonsekvensvurdering (tidligere kaldet VVM-pligt).

Lokalplanen sikrer:

  • mulighed for udvidelse af anlægget i forbindelse med en forestående renovering af udtjente anlæg,
  • mulighed for at etablere ny lukket aflæsningshal, hvorfra luften kan renses,
  • mulighed for etablering af et opgraderingsanlæg med henblik på at kunne levere gassen til naturgasnettet,
  • mulighed for at etablere et forbehandlingsanlæg af madaffald og andre faste biomasser,
  • mulighed for at etablere lagerfaciliteter for faste biomasser, samt nye tanke for gylle og andre flydende biomasser,
  • ny og større efterlagertank,
  • en øget bebyggelsesprocent på 25 % og øget bygningshøjde på op til 30 m for at kunne muliggøre ovenstående,
  •  mulighed for at etablere nye beplantningsbælter, der tilpasses de forestående udvidelser.

Miljøkonsekvensrapporten udgør dels en miljøvurdering af planlægningen og dels en miljøkonsekvensvurdering af selve anlægget. Det er bygherres ansvar at udarbejde miljørapporten. Det er således bygherres miljørapport. Slagelse Kommune påser, at de data og oplysninger, som bygherre skal fremlægge i miljøkonsekvensrapporten er fuldstændige og af tilstrækkelig høj kvalitet og at miljørapporten på en passende måde påviser, beskriver og vurderer projektets væsentlige direkte og indirekte virkninger.

Biogasanlægget reguleres gennem en miljøgodkendelse og de vilkår der fremgår af den. Trafik til- og fra anlægget samt etableringen af gasledningen fra anlægget og frem til Skælskør, reguleres gennem en § 25 tilladelse efter miljøvurderingsloven.

I forbindelse med renovering og udvidelse af Hashøj Biogasanlæg var det påregnet, at eksisterende ledningstracé mellem biogasanlægget og Industrivej i Dalmose kunne anvendes til at koble biogasproduktionen til det danske naturgasnet. Det har imidlertid vist sig ikke at være muligt at benytte den eksisterende gasledning. Der etableres i stedet en ca. 12 km lang gasledning fra biogasanlægget til Skælskør, hvor der kobles til Evidas eksisterende 4 bar distributionsnet. For at sikre tilstrækkeligt afsætningsgrundlag for bionaturgassen, skal der anlægges en kompressorstation ved den eksisterende M/R-Station på Hesselhaven 2A, 4230 Skælskør. Ledningen vil som udgangspunkt blive nedgravet, men på visse mindre delstrækninger vil ledningen blive boret ind under veje, åløb og beskyttede diger gennem styret underboring.

Byrådet besluttede den 25. oktober 2021 at vedtage Forslag til lokalplan 1234. Byrådet vedtog samtidig miljøkonsekvensrapporten, samt udkast til miljøgodkendelse og § 25 tilladelse. Planforslaget og miljøkonsekvensrapporten samt udkast til miljøgodkendelse og § 25 tilladelse blev efterfølgende sendt i 8 ugers offentlig høring i november/december 2021.

Det samlede materiale, som er vedlagt som bilag, udgør

  • Lokalplan 1234,
  • miljøkonsekvensrapporten (for hhv. planlægningen og anlægget) med tilhørende bilag 1-9,
  • den sammenfattende redegørelse vedr. miljøvurderingen af lokalplanen,
  • miljøgodkendelsen med bilag og
  • § 25 tilladelsen.

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger.

Retligt grundlag

Lokalplaner tilvejebringes efter Planlovens kapitel 5.

Miljøvurderinger og § 25 tilladelser tilvejebringes efter Miljøvurderingsloven.

Miljøgodkendelser tilvejebringes efter Miljøbeskyttelsesloven.

Handlemuligheder

  1. Byrådet kan vælge at vedtage Lokalplan 1234, Biogasanlæg ved Vemmeløsevej, Dalmose, samt den samlede miljøkonsekvensrapport for planlægningen og anlægget og den sammenfattende redegørelse. Dermed tilvejebringes det nødvendige plangrundlag for udvidelsen af Hashøj Biogasanlæg og der vil kunne meddeles den nødvendige miljøgodkendelse og § 25 tilladelse, som er forudsætningen for fortsat drift og udvidelse af anlægget.
  2. Byrådet kan vælge ikke at vedtage Lokalplan 1234, Biogasanlæg ved Vemmeløsevej, Dalmose, samt den samlede miljøkonsekvensrapport for planlægningen og anlægget og den sammenfattende redegørelse. I dette tilfælde vil konsekvensen være, at der ikke bliver etableret et nyt plangrundlag og der vil ikke kunne meddeles en § 25 tilladelse. Dette vil betyde, at den gældende lokalplan 129 fastholdes og der vil ikke kunne gennemføres den ønskede udvikling og opdatering af anlægget. Biogasanlægget vil fortsat være reguleret af en miljøgodkendelse og har mulighed for at fortsætte driften. HCS A/S Transport og Spedition har givet udtryk for at anlægget sandsynligvis lukkes ned, hvis der ikke meddeles en ny lokalplan og miljøgodkendelse.
  3. Byrådet kan vælge at foretage mindre justeringer af lokalplanen som en del af den endelige vedtagelse.

Vurdering

I forbindelse med den offentlige høring er der modtaget i alt 11 høringssvar. Høringssvarene samt administrationens bemærkninger fremgår af vedlagte hvidbog. Overordnet set omhandler høringssvarene følgende emner:

  • Trafikpåvirkning, vejforhold og trafiksikkerhed.
  • Støj.
  • Lugt.
  • Luft.
  • Klima.
  • Visuel påvirkning.
  • Risiko.
  • Alternativ placering.
  • Natur.
  • Grundvand, spildevand og overfladevand.
  • Menneskers sundhed.
  • Materielle goder, arkitektoniske og arkæologiske kulturarv.
  • Socioøkonomiske forhold.
  • Samfundsøkonomi.

Det er administrationens vurdering, at de forhold som høringssvarene berører, er belyst i tilstrækkelig grad i miljørapporten. Bemærkningerne har ikke givet anledning til ændringer i miljøgodkendelsen eller § 25 tilladelsen. Der er foretaget en mindre justering af lokalplanens § 9.1 så det fremgår, at der skal etableres et 10 meter bredt plantebælte, som skal beplantes med hurtigt voksende hjemmehørende og egnskarakteristiske træer og buske, hvor træer kan opnå en højde på min. 20 m. Det fastholdes, at randbeplantningen skal fremstå som et tæt plantebælte fra bund til top.

Det anerkendes fuldt ud, at en forøgelse af lastbiltrafikken på Vemmeløsevej, som er en skolevej, vil have en negativ effekt på vejens naboer, men administrationen vurderer dog, at tilvæksten i trafikken ligger indenfor den kapacitet som en vej med Vemmeløsevejs karakteristik skal kunne rumme. Det vurderes, at den øgede trafikmængde ikke vil medfører væsentlige udfordringer med afviklingen af trafik på områdets infrastruktur. Trafik til- og fra Hashøj Biogas skal ske via strækningen mellem Biogasanlægget og Dalmose (Vemmeløsevej og Industrivej).

I § 25 tilladelsen til udvidelse af biogasanlægget stilles vilkår om tvangsruter for de transporter som ikke betjener de landbrug der ligger i nærområdet til det eksisterende biogasanlæg.
Den forventede forøgelse af trafikken på Vemmeløsevej vil efter vejmyndighedens vurdering ikke berettige planlægning af ny trafikal infrastruktur. Fraviger en fremtidig trafikafvikling af den tunge trafik det forventede, kan Hashøj Biogas alene henstille til chauffører om at benytte bestemte ruter. Færdselsbegrænsninger på offentlige veje kan kun gennemføres med godkendelse fra politiet, der er færdselsmyndighed, og som i øvrigt også skal håndhæve eventuelle restriktioner. 

Det vil være vejmyndighedens anbefaling, at der i forbindelse med en godkendelse af lokalplanen udarbejdes en trafikanalyse med fokus på tryghedsskabende tiltag på den samlede strækning af Vemmeløsevej mellem Gimlinge og Industrivej, Dalmose. Det er Administrationens vurdering, at Slagelse Kommune ikke har hjemmel i Vejloven eller Planloven til at pålægge Hashøj Biogas ApS at bidrage til afholdelse af udgifter til tryghedsskabende tiltag på Vemmeløsevej. Slagelse Kommune har heller ikke mulighed for at indgå en ulovbestemt frivillig aftale med Hashøj Biogas ApS om medfinansiering af sådanne tryghedsskabende tiltag (se bilag 17).

Det er administrationens vurdering, at den reviderede planlægning for biogasanlægget ved Dalmose (Hashøj Biogas) vil sikre plangrundlaget for den nødvendige opdatering af anlægget. Der skabes mulighed for en øget bebyggelsesgrad med øget bygningshøjde for siloer og tanke hvilket sikrer virksomheden bedre driftsmuligheder.

Planlægningen understøtter således energiaftalen fra 2018, hvor aftaleparterne er enige om en fortsat udbygning med biogas og andre grønne gasser til opgradering, transport og industrielle processer.

På baggrund af bygherres miljørapport er anlæggets indvirkninger på miljøet opsummeret i en tabel mht. vurderinger af påvirkningsgrad, afværgeforanstaltninger, overvågning og mangler i forhold til grundlaget for vurderingen. Tabellen fremgår af kapitel 21 i miljørapporten og er gengivet i bilag 16, hvor der ligeledes er en kort opsummering fra miljørapporten af den samlede vurdering af påvirkninger af miljøforhold, hvor påvirkningsgraden er vurderet til ”Lille” jf. tabellen.

Opsummerende er det vurderingen, at planlægningen og anlægget (når afværgeforanstaltninger er etableret) vil få en lille indvirkning på landskab, affald, trafik, risiko, samt materielle goder, arkitektoniske og arkæologiske kulturarv.
I forhold til beskyttet natur, støj, befolkning og sundhed vurderes indvirkningen at være ubetydelig. Der vurderes at være ingen indvirkning på jord, luft, lugt og klimatiske forhold. Endelig vurderes indvirkningen at være positiv i forholdt til biomassegrundlag og afsætning, grundvand, spildevand og overfladevand, klima og socioøkonomiske forhold.

Administrationen anbefaler på ovenstående baggrund, at Lokalplan 1234, Biogasanlæg ved Vemmeløsevej, Dalmose samt den samlede miljøkonsekvensrapport for planlægningen og anlægget, den sammenfattende redegørelse, miljøgodkendelsen og § 25 tilladelsen vedtages endeligt.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

Eventuelle afledte konsekvenser ved udvidelsen af Hashøj Biogas for den trafikale situation på Vemmeløsevej, kan belyses af en trafikanalyse med fokus på tryghedsskabende tiltag på den samlede strækning af Vemmeløsevej mellem Gimlinge og Industrivej, Dalmose. Udgifter til en sådan trafikanalyse anslås til ca. 100.000 kr.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Administrative bemærkninger pr. 17. juni 2022

Denne sag har oprindeligt været behandlet i Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget, som sendte sagen tilbage til administrationen. Efterfølgende er sagen delt i to således at sagen vedr. lokalplan 1234 behandles i Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget og sagen vedr. miljøgodkendelsen behandles i Klima- og Miljøudvalget.

Sagen genoptages i henhold til beslutningen på Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalgets møde den 2. maj 2022. Anne Bjergvang rejste en række spørgsmål til miljøgodkendelsen som administrationen skulle besvare og udvalget stillede spørgsmål til trafikanalysen. Udvalget besluttede at genoptage sagen idet udvalget ønskede et overslag på at sikre trafikforholdene på Vemmeløsevej, og en undersøgelse af ny adgangsvej fra anlæg til Skælskørvej/Industrivej. I forbindelse med genoptagelsen af sagen er der vedlagt yderligere tre bilag.

Administrationen har den 25. maj 2022 fremsendt en besvarelse af de rejste spørgsmål til udvalget (se bilag 18).

Der har været afholdt et afklarende møde den 23. maj 2022 med HCS A/S om Hashøj Biogasanlæg og mulige trafikmæssige foranstaltninger. Efter mødet, har administrationen, som supplement til det af Sweco udarbejdede notat ”Økonomisk overslag, etablering af cykelsti langs Vemmeløsevej” dateret 11. maj 2022 (se bilag 19), udarbejdet et notat om trafikale alternativer på Vemmeløsevej i form af hhv. cykelsti eller 2 minus 1 vej (se bilag 20). Administrationen har her undersøgt muligheden for en samordning af tracéet for den kommende gasledning med en ny cykelsti. Denne løsning vurderes ikke mulig alene af den grund, at tidsplanen for etableringen af gasledningen ligger inden for de næste 2-3 måneder. Ved projektering af en ny cykelsti forventes projekteringsperioden, fra der er meddelt anlægsbevilling til anlægsarbejdet kan igangsættes i marken, at udgøre ca. 1,5 år (Opgaver: udbud af rådgivning, projektering, arealerhvervelse samt udbud af anlægsarbejdet. Indeholdt er også politiske godkendelser i Fagudvalget og Byrådet).

Som alternativ beskriver notatet hhv.:

Alternativ A: Dobbeltrettet cykelsti på strækningen mellem nordlige skel ved Hashøj Biogas og Industrivej.
Alternativ B: Etablering af 2 minus 1-vej på strækningen mellem Gimlinge og Industrivej, Dalmose.

Med afsæt i administrationens notat og Swecos notat af 11. maj 2022 kan der peges på tre alternativer til trafiktiltag på Vemmeløsevej. Listen med tiltag er ikke udtømmende, men det er forventningen at de tre projekter vil være med til at øge trygheden for trafikanter.
Der er udarbejdet økonomiske overslag på tre løsninger for den trafikale situation på Vemmeløsevej:

  • Dobbeltrettet cykelsti på den samlede strækning af Vemmeløsevej (Swecos notat af 11. maj 2022). Estimeret anskaffelsesomkostning 17,7 mio. kr.
  • Dobbeltrettet cykelsti på strækningen mellem nordlige skel ved Hashøj Biogas og Industrivej (Alternativ A).
    Estimeret anskaffelsesomkostning 11,5 mio. kr.
  • Etablering af 2 minus 1 vej på strækningen mellem Gimlinge og Industrivej, Dalmose (Alternativ B).
    Estimeret anskaffelsesomkostning 4-6 mio. kr.

Indstilling
Miljø-, Plan- og Teknikchefen indstiller,

at Byrådet beslutter, at Lokalplan 1234, Biogasanlæg ved Vemmeløsevej, Dalmose samt, miljøkonsekvensrapporten med bilag og den sammenfattende redegørelse vedtages endeligt og som følge heraf meddeler planmyndigheden § 25 tilladelse til Hashøj Biogas ApS.

Sagens forløb

02-05-2022 Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget

Anne Bjergvang (A) havde en række bemærkninger og spørgsmål til miljøgodkendelsen, vandafledning, skiltning, pyloner og bredden af beplantningsbælte, som administrationen svarer på/afklarer.

Udvalget havde spørgsmål til trafikanalysen.

Udvalget ønsker et overslag på at sikre trafikforholdene på Vemmeløsevej, og en undersøgelse af ny adgangsvej fra anlæg til Skælskørvej/Industrivej.

Sagen genoptages.


3. Godkendelse af referat (B)

Beslutning

Godkendt.

Kompetence: Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget

Beslutningstema

Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget skal godkende referatet.

 

Indstilling

Miljø-, Plan- og Teknikchefen indstiller,

  1. at Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget godkender referatet.