Kompetence
Ældrerådet
Beslutningstema
Ældrerådet orienteres om budgetopfølgning 2.
Indstilling
Formanden for Ældrerådet indstiller,1. at Ældrerådet tager orienteringen til efterretning.
2. at Ældrerådet beslutter om de skal afgive høringssvar eller bekymringsskrivelse.
Sagens indhold
Fra Seniorudvalgets møde den 12. august 2025, punkt 4:
Kompetence
Byrådet og Seniorudvalget
Beslutningstema
Seniorudvalget forelægges tre budgetopfølgninger i løbet af 2025 til godkendelse.
Seniorudvalget skal godkende "Budgetopfølgning 2 - forventet regnskab 2025" for udvalgets økonomi, som indgår i den samlede budgetopfølgning til Økonomiudvalget og Byrådet.
Desuden skal Seniorudvalget godkende status på implementering af budgetforlig 2025-2028.
Seniorudvalget forelægges samtidig en opdateret status på ældreboliger og kapacitetstilpasningen af plejeboliger.
Derudover søges i denne sag bevillinger til henholdsvis stigning i refusionsindtægter på særligt dyre enkeltsager, puljetilskud fra Fonden for økologisk landbrug, ansøgningspuljen til lokalplejehjem, ansøgningspuljen til styrkede kompetencer for omsorgs- og plejepersonale samt ansøgningspuljen udbredelses af livshistorieteknologi til mennesker med demens og deres pårørende.
Endeligt søges bevillingstilpasning i forbindelse med korrekt registrering af indskudsbetalinger afledt af kapacitetstilpasning af plejeboliger.
Indstilling
Chefen for Sundhed og Ældre indstiller,
1. at Seniorudvalget godkender "Budgetopfølgning 2 - forventet regnskab 2025", som indgår i samlet budgetopfølgning til Økonomiudvalget og Byrådet.
2. at Seniorudvalget godkender status på implementering af budgetforlig for 2025-2028.
3. at Seniorudvalget orienteres om status på kapacitetstilpasning på plejeboliger og status på ældreboliger.
4. at Byrådet godkender indtægtsbevilling vedrørende Særligt Dyre Enkeltsager på 2.800.000 kr.
5. at Byrådet godkender indtægts- og udgiftsbevilling vedrørende tilskud fra Fonden for økologisk landbrug til projekt "Råd til økologi via bæredygtige indkøb og mindre madspild" på plejecentrene med 627.000 kr. i 2025.
6. at Byrådet godkender tilbageførsel af budget på 331.000 kr. i 2025 til betaling af indskudsbetalinger for borgere på de besluttede nedlukninger af plejecentre.
7. at Byrådet godkender indtægts- og udgiftsbevilling vedrørende tilskud fra ansøgningspuljen til lokalplejehjem på 1.394.643 kr. i 2025, 1.704.372 kr. i 2026, 535.792 kr. i 2027 og 365.193 kr. i 2028.
8. at Byrådet godkender indtægts- og udgiftsbevilling vedrørende tilskud fra ansøgningspuljen til styrkede kompetencer for omsorgs- og plejepersonale i arbejdet med ensomhed og mistrivsel på 160.750 kr. i 2025, 496.860 kr. i 2026 og 568.145 kr. i 2027.
9. at Byrådet godkender indtægts- og udgiftsbevilling vedrørende tilskud fra ansøgningspuljen til udbredelses af livshistorieteknologi til mennesker med demens og deres pårørende på 1.419.196 kr. i 2025.
10. at Byrådet godkender omplacering af 150.000 kr. til anlægsmidler vedrørende vasketunnel til hjælpemidler fra mindreforbrug under driften på hjælpemidler.
Sagens indhold
Med afsæt i kommunens målsætning om god økonomisk styring er der fortsat skærpet fokus på, at budgetopfølgningen giver et så præcist og retvisende billede som muligt.
Et korrekt grundlag gør det muligt for udvalget at træffe de nødvendige økonomiske beslutninger – herunder at justere for eventuelle merforbrug, så budgetrammen overholdes, og at tilføre eventuelle mindreforbrug til kassen.
Budgetopfølgning 2 - forventet regnskab tager derfor udgangspunkt i:
- Økonomisk målbillede og de 3 økonomiske formål
- Korrigerede budget pr. ultimo juni 2025
- Aktuelle forbrugs- og aktivitetsdata
- Budgetgrundlaget for 2025
- Forventninger til forbrugsudviklingen resten af året.
Forventet resultat på drift og anlæg
Drift
Denne 2. budgetopfølgning i 2025 viser, at der samlet set på Seniorudvalgets driftsbudget forventes et mindreforbrug i størrelsesordenen 9,7 mio. kr. ved udgangen af 2025. Såfremt Byrådet godkender indtægtsbevilling vedrørende Særligt Dyre Enkeltsager er det reelle mindreforbrug 6,9 mio. kr. (Se nærmere uddybning nedenfor). Det skal bemærkes, at der i dette mindreforbrug indgår den ikke disponerede del at kvalitetsløftsmidlerne på 5,9 mio. kr. Det betyder, at det reelle mindreforbrug i denne budgetopfølgning udgør 1,0 mio. kr.
Herefter følger en gennemgang af de, på nuværende tidspunkt, væsentligste forventede afvigelser ved udgangen af 2025:
- Der er afsat ekstra budget til kvalitetsløft af ældreområdet med 8,7 mio. kr. i 2025 stigende til 13,4 mio. kr. i 2028. På indeværende udvalgsmøde behandles administrationens forslag til delvis udmøntning af kvalitetsløftmidlerne. Såfremt administrationens indstilling godkendes, vil der derefter restere 5,9 mio. kr. til udmøntning. Dette budget er medtaget i denne opfølgning som mindreforbrug
- Visitation til hjemmepleje forventes at vise et mindreforbrug i størrelsesordenen 5,5 mio. kr. ved udgangen af 2025. Begrundelsen er, at der på nuværende tidspunkt ikke ses den demografiske tilvækst som forudsat i budgetforudsætningerne. Dertil kommer, at de faktisk visiterede timer fortsat er på et lavere niveau end forudsat i budgettet. Der er reduceret i budgettet vedrørende borgernær ledelse som omplaceret til hjemmeplejen, hvor udgiften skal afholdes, hvilket givet en ændring fra sidste budgetopfølgning på 1,5 mio. kr., da det ikke har været disponeret ind i resultatet ved budgetopfølgning 1. Der skal bemærkes, at de nye takster for helhedsplejeforløb forventes at kunne afholdes inden for det afsatte budget på områderne der indgår i taksterne og dermed uændret serviceniveau for borgerne
Ældreområdet modtager refusion fra den nationale ordning vedrørende særligt dyre enkeltsager. For 2025 viser de aktuelle beregninger, at der forventes en merrefusion på 2,8 mio. kr. i forhold til det budgetlagte.
Ifølge kommunens bevillingsregler må indtægter ikke modtages uden en forudgående godkendelse af Byrådet. Den forventede merrefusion er ikke omfattet af den eksisterende indtægtsbevilling, hvilket medfører en urealistisk forbedring af det økonomiske resultat i den aktuelle budgetopfølgning.
Der søges derfor en indtægtsbevilling på 2,8 mio. kr., hvorefter indtægtsbevilling og forventet indtægt balancerer, og det økonomiske resultat fremstår retvisende.
Ved godkendelse af indtægtsbevillingen korrigeres det samlede forventede regnskab for Seniorudvalgets område til 6,9 mio. kr., hvilket er 2,8 mio. kr. lavere end det oprindeligt opgjorte resultat, og bevillingsreglerne overholdes.
- Hjælpemidler fremkommer med et mindreforbrug på 3,4 mio. kr. Estimereingen er foretaget på baggrund af forbrugsprocenter i 2025. Det estimerede resultat er sammenholdt med 2024 forbrugsprocenter i samme periode, hvor der kan konkluderes samme tendens i 2025, hvorfor mindreforbruget er indarbejdet i budgetopfølgning 2. Ændringen fra budgetopfølgning 1 skyldes derfor, at der ikke var nok måneders bogført forbrug til at sammenholde med resultatet i 2024 og justere på baggrund heraf.
- Sygeplejen fremkommer med et mindreforbrug på 3,6 mio. kr. hvilket er inklusive overført mindreforbrug fra 2024. Hjemmeplejen forventes, på nuværende tidspunkt, at fremkomme med et merforbrug på 1,1 mio. kr., hvilket skyldes omkostningsfulde fratrædelsesordninger samt en for høj normering i nattevagten, som der arbejdes på at justere til faktisk timeniveau. Samlet set forventes der et mindreforbrug på 2,5 mio. kr. på området.
- På elevområdet forventes et mindreforbrug i størrelsesordenen af 8,0 mio. kr. Budgettet for elevområdet blev nedskrevet i forbindelse med budgetlægningen for 2025 på baggrund af forventet mindreforbrug i 2024. Dette skyldes udfordring med at ansætte op til dimensioneringen fastsat af regeringen. Dimensioneringen er fastsat til 89 SSA-elever og 44 SSH-elever. Der er fortsat ikke nok ansøgere til SSA-uddannelsen, hvilket medfører et mindreforbrug på trods af nedskrivningen af budgettet i 2025. Der er i Slagelse Kommune per dags dato 28 SSA-elever og 56 SSH-elever. Det er en prioritering at forsøge at opfylde dimensioneringen, og en af måderne dette forsøges imødekommet på, er ved at ansætte ud over dimensionering på SSH-uddannelsen, da dette kan bruges som springbræt til en SSA-uddannelse. SAA-uddannelsen er både dyrere og længere end SSH-uddannelsen.
Herefter følger de områder, hvorpå der forventes merforbrug:
- Øvrige myndighedsområder viser et forventet merforbrug på ca. 12,7 mio. kr. Merforbruget skyldes behov for særligt og specialiserede foranstaltninger i form af døgnpleje til specifikke borgere med komplekse psykiatriske og somatiske problemstillinger. Borgerne har behov for døgnpleje i form af enten opsyn hele døgnet eller et isoleret miljø hvor der ikke er medbeboere der kan forstyrre borgerens hverdag. Dette merforbrug er udtryk for et estimat og under forudsætning af, at de nuværende bevilgede forløb fortsætter på samme niveau resten af året
- I lighed med første budgetopfølgning i 2025 er diverse afregninger vedrørende borgernes ophold i plejeboliger samlet i separat afsnit i budgetbudgetopfølgningerne, for derved at give et lettere overblik på den igangværende kapacitetstilpasning af plejeboliger jævnfør budgetforliget for 2025-2028. Området forventes samlet set at vise et merforbrug på ca. 5,9 mio. kr. ved udgangen af 2025. Dette er en stigning på ca. 1,5 mio. kr. i forhold til første budgetopfølgning i 2025.
Afregninger til friplejehjem og afregninger til andre kommuner for Slagelse borgeres ophold i plejebolig forventes samlet set at betyde merforbrug på ca. 6,8 mio. kr. primært begrundet i takststigninger højere end forudsat i budgetforudsætningerne. Huslejetab viser merforbrug på ca. 3 mio. kr. hvilket er uændret i forhold til første budgetopfølgning. Årsagen er en administrativ fejl i budgetlægningen, hvorved der ikke er budgetlagt med udgifter til huslejetab i ældreboliger. Modsvarende forventes mindreforbrug på Plejecentret Bjergbyparken, som er lukket i maj 2025. Mindreudgiften er på nuværende tidspunkt opgjort til 3,6 mio. kr. og begrundet i at borgerene fraflyttede hurtigere end budgetforudsat.
I bilag 1 er forbruget på drift og anlæg specificeret nærmere.
Nedenstående tabel viser forventet resultat for budgetopfølgning 2 - forventet regnskab 2025 og forventet resultat ved forrige budgetopfølgning, opdelt på serviceudgifter og øvrige udgifter. Øvrige udgifter under Seniorudvalget består af Særligt Dyre Enkeltsager og Huslejetab på ældreboliger.
Drift
(mio.kr) | Vedtaget
budget | Korrigeret
budget | Forventet
resultat
BO2 | Afvigelse
BO2 | Ikke indregnet effekt handleplan |
Pleje og Omsorg | 914,2 | 923,9 | 914,3 | 9,7 | 0,0 |
Resultat serviceudgifter | 907,9 | 917,7 | 907,9 | 9,8 | 0,0 |
Øvrige udgifter | 6,3 | 6,3 | 6,4 | -0,1 | 0,0 |
I alt for udvalget | 914,2 | 923,9 | 914,3 | 9,7 | 0,0 |
|
Samlet resultat serviceudgifter | 907,9 | 917,7 | 907,9 | 9,8 | 0,0 |
Samlet resultat øvrige udgifter | 6,3 | 6,3 | 6,4 | -0,1 | 0,0 |
Ser man på forbrugsprocenter ved udgangen af maj 2025 sammenholdt med korrigeret budget 2025 ligger det faktiske forbrug på samme niveau som i 2024. Den endelige forbrugsprocent ved årets udgang forventes at ligge 1,3 procentpoint højere end resultatet for 2024. Årsagen skal blandt andet findes i form af døgnpleje til borgere med komplekse psykiatriske og somatiske problemstillinger.
Administrationens vurdering
Det reelle mindreforbrug ved denne budgetopfølgning – eksklusivt resterende kvalitetsløftmidler og særligt dyre enkeltsager – er på 1,0 mio. kr. Det er er administrationens anbefaling at der på nuværende tidspunkt ikke foretages omplaceringer af budget inden for Seniorudvalgets område, for derved at skabe budgetbalance på de respektive fagområder. Begrundelsen er, at der fortsat kan ske forskydninger.
Især behovet, og dermed merforbrug vedrørende særlige og specialiserede foranstaltninger i form af døgnpleje til specifikke borgere med komplekse psykiatriske og somatiske problemstillinger, udviklingen på plejeboligområdet, hjemmeplejen og elevområdet følges særligt tæt de kommende måneder.
Administrationen bemærker, at der pågår planlægning frem mod implementering af Seniorudvalgets beslutning om fremtidig placering af skærmede plejeboliger. Som tidligere oplyst i proces- og tidsplanen, vil der blive behov for midler til justeringer af det bygnings- og indretningsmæssige på Skovvang Plejecenter. Denne budgetopfølgning viser, at en del af disse udgifter vil kunne finansieres inden for Seniorudvalgets samlede budgetramme.
Der er ingen økonomiske handleplaner på Seniorudvalgets område.
Anlæg
Ved budgetopfølgning 1 godkendte Byrådet anlægsbevilling og omplacering af driftsmidler fra hjælpemidler på 1,6 mio. kr. til anlægsmidler vedrørende vasketunnel til hjælpemidler. Anlægget viser ved denne budgetopfølgning et forventet merforbrug på 150.000 kr., hvilket skyldes at det ved budgetopfølgning 1 var anslået anlægsværdi. Ved denne budgetopfølgning kendes de faktiske udgifter, hvilket er 1,75 mio. kr. Der indstilles i denne budgetopfølgning at omplacere yderligere 150.000 kr. fra driftsmidlerne under hjælpemidler til anlægsmidler.
Status på implementering af budgetaftale 2025-2028
Administrationen bemærker, at af de i budgetaftalen for 2025-2026 afsatte midler til kvalitetsløft af ældreområdet med 8,7 mio. kr. i 2025 resterer 5,9 mio. kr. som ikke er udmøntet. Dette under forudsætning af, at separat sag på denne dagsorden om delvis udmøntning af kvalitetsløftsmidler godkendes. Derudover henvises til de temadrøftelser som Seniorudvalget har afholdt siden november 2024, hvori borgere, pårørende, forskellige interessenter og oplægsholdere har deltaget. På Seniorudvalgets møde i august 2025 behandles den samlede opsamling fra den involverende proces, og der kan i den forbindelse tages stilling til anvendelse af resterende kvalitetsløftsmidler.
Der er i budget 2025-2026 afsat midler til ekstra ledelse på plejecentre og i hjemmeplejen. Der er ansat ledere i hjemmeplejen og igangsat ansættelser til plejecentrene. Der blev forelagt udmøntningssag på Seniorudvalgets møde i maj 2025.
Øvrige afsatte midler til nye budgettiltag er igangsat. I bilag 2 ses en samlet oversigt der viser status på de i budgetaftalen vedtagne nye budgettiltag.
Status på ældreboliger
På Seniorudvalgets møde den 1. april 2025 blev forelagt status på ældreboliger til orientering. Seniorudvalget ønskede i den forbindelse, at få en status på ældreboliger i forbindelse med de løbende budgetopfølgninger, herunder også et ønske om, at der kan rapporteres på belægningsprocenten.
I bilag 3 findes aktuel status på ældreboliger.
Det skal bemærkes, at der er igangsat arbejde frem mod at kunne rapportere på belægningsprocenter. Det er forventningen, at ved næste budgetopfølgning er disse data tilgængelige.
Status på kapacitetstilpasning af plejeboliger.
I forbindelse med budgetopfølgning 1, som blev behandlet på Seniorudvalgets møde den 1. april 2025, blev forelagt notat, der beskrev den aktuelle status på kapacitetstilpasningen på plejeboligområdet samlet set, herunder udgifter til huslejetab og betalinger for plejeboliger i andre kommuner samt borgere på friplejehjem. Som del af indeværende budgetopfølgning 2 er der udarbejdet ajourført notat, hvilket ses i bilag 4.
Retligt grundlag
Det fremgår af Kasse- og Regnskabsregulativet, at der som udgangspunkt ikke gives tillægsbevillinger, der er kassefinansierede. Ved forventede budgetoverskridelser skal fagudvalgene finde kompenserende besparelser inden for egen budgetramme.
Kommunestyrelseslovens § 40 omhandler, at der ikke kan iværksættes foranstaltninger, som ikke er en del af det vedtagne budget, og som medfører indtægter eller udgifter uden kommunalbestyrelsens bevilling.
Kommunalbestyrelsen skal jf. styrelseslovens § 42 stk. 7 fastsætte og beskrive regler for, hvordan kommunens kasse- og regnskabsvæsen skal indrettes. I Kasse- og regnskabsregulativet for Slagelse Kommune har Byrådet fastsat regler om, at der gennemføres tre årlige budgetopfølgninger pr. ultimo februar, juni, og september.
Budgetopfølgningerne forelægges fagudvalg og efterfølgende samlet til Økonomiudvalget og Byrådet.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Indtægtsbevilling Særligt Dyre Enkeltsager
Administrationen anmoder om en forhøjelse af indtægtsbevilling på 2,8 mio. kr. til Særligt Dyre Enkeltsager, hvorefter området forventes at balancere ved regnskabsafslutningen. Indtægten er estimeret ud fra de foregående 2 års faktiske indtægter på ordningen. Budget 2025 er ikke justeret og er derfor 2,8 mio. kr. for højt.
Indtægts- og udgiftsbevilling vedrørende tilskud fra Fonden for økologisk landbrug til projekt "Råd til økologi via bæredygtige indkøb og mindre madspild
Der er afgivet tilsagn om tilskud til plejecentre i 2025 på 627.000 kr. vedrørende projekt om køkkenomstilling fra Fonden for økologisk landbrug. Midlerne skal bidrage til kompetenceudvikling af køkkenpersonale og tilknyttede medarbejdere. Det er som led i projektet "Råd til økologi via bæredygtige indkøb og mindre madspild" og tilsagn og tilskuddet er ydet i henhold til landbrugsstøtteloven jf. lovbekendtgørelse nr. 115 af 6. februar 2020.
Tilbageførsel af budget vedrørende betaling af indskud ved nedlukningen af plejecentre
I forbindelse med budgetlægningen for 2025 blev der afsat budget på 331.000 kr. i 2025 til dækning af indskudsbetalinger for borgere i forbindelse med nedlukning af plejecentre. Der søges ved budgetopfølgning 2 om godkendelse af Byrådet til at tilbageføre budgettet fra Seniorudvalget til Kassen, da indskudsbetalingerne vedrørende nedlukningerne sker over balancen og ikke under Seniorudvalgets budget.
Ansøgning om bevillinger til projektmidler
Administrationen har ansøgt eksterne projekt- og puljemidler til 3 indsatser, til hvilke der er modtaget tilsagn om. I denne budgetopfølgning indstilles at Byrådet godkender indtægts- og udgiftsbevillinger til de 3 formål:
- Social- og Boligstyrelsen har givet tilsagn om, at Slagelse Kommune modtager 4 mio. kr. i projektmidler til "Omlægning af kommunalt plejehjem til lokalplejehjem i Slagelse Kommune". Puljemidlerne har til formål at øge udbredelsen af lokalplejehjem og dermed give borgerne øget valgfrihed. Tilskuddet kan anvendes til at dække midlertidige administrative udgifter i forbindelse med arbejdet med at undersøge etablering af lokalplejehjem, fx udgifter til frikøb af medarbejdere, juridisk bistand mm. Der indstilles i denne budgetopfølgning godkendelse i Byrådet om indtægts- og udgiftsbevilling på 1.394.643 kr. i 2025, 1.704.372 kr. i 2026, 535.792 kr. i 2027 og 365.193 kr. i 2028.
- Social- og Boligstyrelsen har givet tilsagn om, at Slagelse Kommune modtager 1.225.755 kr. i puljemidler til "Styrkede kompetencer for omsorgs- og plejepersonale i arbejdet med ensomhed og mistrivsel”. Der indstilles i denne budgetopfølgning godkendelse i Byrådet om indtægts- og udgiftsbevilling på 160.750 kr. i 2025, 496.860 kr. i 2026 og 568.145 kr. i 2027.
- Social- og Boligstyrelsen har givet tilsagn om, at Slagelse Kommune modtager 1.419.196,00 kr. i puljetilskud til ”Udbredelse af livshistorieteknologi til mennesker med demens og deres pårørende”. Midlerne til givet til projektet: ” Projektet Sansestimulerende lyd, lys og billeder til frembringelse og fastholdelse af livshistorier hos mennesker med demens”. Der indstilles i denne budgetopfølgning godkende i Byrådet om indtægts- og udgiftsbevilling på 1.419.196 kr. i 2025.
Omplacering af driftsmidler til anlæg vedrørende vasketunnel til hjælpemidler
I forbindelse med budgetopfølgning 1 2025 blev der godkendt anlægsbevilling samt finansiering igennem mindreforbrug fra driften på hjælpemidler vedrørende vasketunnel til hjælpemidler. Beløbet blev ansøgt på baggrund af anslået forventede anlægsomkostninger. De faktiske omkostninger til anlægget er nu kendte hvortil der i denne budgetopfølgning ansøges om omplacering af yderligere 150.000 kr. fra driften under hjælpemidler til anlægsmidler.
I hele 1.000 kr. | Politikområde | 2025 | 2026 | 2027 | 2028 |
Bevillingsønske | | | | | |
Drift | 7.1 Indtægtsbevilling SDE | -2,8 | | | |
| 7.1 Udgiftsbevilling tilskud Råd til økologi | 0,6 | | | |
| 7.1 indtægtsbevilling tilskud Råd til økologi | -0,6 | | | |
| 7.1 Tilbageførsel af budget vedrørende indskudsbetalinger | -0,3 | | | |
| 7.1 Udgiftsbevilling tilskud ansøgningspuljen lokalplejehjem | 1,4 | 1,7 | 0,5 | 0,4 |
| 7.1 indtægtsbevilling tilskud ansøgningspuljen lokalplejehjem | -1,4 | -1,7 | -0,5 | -0,4 |
| 7.1 udgiftsbevilling tilskud ansøgningspuljen styrkede kompetencer | 0,2 | 0,5 | 0,6 | |
| 7.1 indtægtsbevilling tilskud ansøgningspuljen styrkede kompetencer | -0,2 | -0,5 | -0,6 | |
| 7.1 Udgiftsbevilling tilskud ansøgningspuljen udbredelse af livshistorieteknologi | 1,4 | | | |
| 7.1 indtægtsbevilling tilskud ansøgningspuljen livshistorieteknologi | -1,4 | | | |
| 7.1 Omplacering af drift til anlæg vedrørende vasketunnel hjælpemidler | -0,2 | | | |
Anlæg | 7.1 Omplacering af drift til anlæg vedrørende vasketunnel hjælpemidler | 0,2 | | | |
Afledt drift | | | | | |
Finansiering | | | | | |
Afsat rådighedsbeløb | | | | | |
Kassen | | 3,1 | | | |
* Ansøgninger til Økonomiudvalget og Byrådet om tillægsbevillinger indarbejdes i samlesagen til Økonomiudvalget og Byrådet.
Tværgående konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Sagens videre forløb
Ingen bemærkninger.