Børne- og Ungeudvalget (2018-2021) – Referat – 7. juni 2021



560. Godkendelse af dagsorden (B)

560. Godkendelse af dagsorden (B)

Sagsnr.: 330-2017-89635               Dok.nr.: 330-2021-43380                                            Åbent

Kompetence: Børne- og Ungeudvalget

Beslutningstema

Børne- og Ungeudvalget skal godkende dagsordenen.

Indstilling

Kommunaldirektøren indstiller,

1.    at Børne- og Ungeudvalget godkender dagsordenen.

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 7. juni 2021:

Fraværende: 

Godkendt.

561. Evaluering af Projekt Forebyggelse af rekruttering af børn og unge til bandekriminalitet (O)

561. Evaluering af Projekt Forebyggelse af rekruttering af børn og unge til bandekriminalitet (O)

Sagsnr.: 330-2021-34710               Dok.nr.: 330-2021-167804                                          Åbent

Kompetence:

Børne- og Ungeudvalget samt Social- og Beskæftigelsesudvalget.

Beslutningstema

Børne- og Ungeudvalget og Social og Beskæftigelsesudvalget orienteres om resultaterne af Projekt �Forebyggelse af rekruttering af børn og unge til bandekriminalitet�.

Sagens indhold

Projektperiode: 1.12.2018 – 31.12.2020

Projektets overordnede formål var forebyggelse af rekruttering af børn og unge til bandekriminalitet, ved at understøtte børn, unge og deres familier med at mestre deres liv og deltage i samfundet og i positive fællesskaber. Herunder at sikre en målrettet, systematisk og koordineret indsats overfor familierne i målgruppen.

Projektets målgruppe:

-       Unge mellem 6 – 22 år

-       Bosat i et socialt udsat boligområde (udvidet)

-       Primært anden etnisk baggrund.

-       Indikatorer på risikoadfærd ift. bandekriminalitet

-       Evt. er i familie med en eller flere bandemedlemmer.

Antal familier som har deltaget i projektet: 22 familier, fordelt på 25 børn og 30 forældre.

Indsatsen i projektet har primært haft fokus på en helhedsorienteret indsats på tværs af forvaltninger, som sætter ind mod alle de problematikker som familierne har stået med i projektperioden. Teamkoordinatorernes fulde myndighed (SEL & LAB) har sikret, at de kommunale indsatser og tilbud til familierne blev tilrettelagt og organiseret bedst muligt, og tilpasset til borgernes ønsker og behov for støtte. Indsatsen kunne på den baggrund iværksættes hurtigt og med fokus på, at skabe stabilitet i familiens liv.

Evalueringen viser, at familierne oplever en fremgang i den generelle trivsel og en højere tillid til Slagelse Kommune. Evalueringsrapporten peger derudover på følgende: 

Ordinær beskæftigelse (forældre)

Stigning i tilknytning til arbejdsmarkedet fra 38,9% (dec.2019) til 50% (jan.2021)

Trivsel 8-17 årige

Stigning af den generelle trivsel fra 37 til 40 (Kidscreen måling).

Trivsel 18-22 årige

Stigning af den generelle trivsel fra 34 til 54 (WHO-5 måling)

Forældres forældrekompetencer

Lavere niveau af forældrerelateret stress – fra 42 til 36 (Parental stress scale måling)

Fritidsjob

12 % procent af målgruppen har et fritidsjob ved afslutningen af projektperioden.

Afslutning af familier

5% af familierne er afsluttet fordi det overordnede formål med familiehandleplanen er opfyldt.

18% afsluttes fordi de ikke længere har et ønske om at deltage i indsatsen.

64% afsluttes fordi projektperioden er udløbet.

Retligt grundlag

Familiekoordinatorerne tilknyttet projektet har fuld myndighed hvilket indebærer, at teamet får overdraget familiens sager inden for både beskæftigelsesområdet og socialområdet. Teamet har på den måde samme beføjelser som sagsbehandlerne i jobcentret og i Børne og Ungeafdelingen tilsammen, og kan således iværksætte virksomhedspraktik, bevilge mentor eller støttekontaktperson, iværksætte misbrugsbehandling, gennemføre en børnefaglig undersøgelse, familiebehandling, afgøre om de voksne i familien er aktivitets- eller beskæftigelsesparate m.m.

Handlemuligheder

Børne- og Ungeudvalget og Social og Beskæftigelsesudvalget kan tage evalueringsskrivelsen til orientering.

Vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Social- og Projektchefen og Arbejd smarkedschefen indstiller,

1.    at Børne- og Ungeudvalget samt Social- og Beskæftigelsesudvalget modtager orienteringen

Bilag

330-2021-167889

Bilag_1_ Evalueringsrapport FIF

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 7. juni 2021:

Fraværende:  Unnie Oldenburg (A)

At 1 - Taget til orientering.

Udvalget rettede særligt fokus på de læringspunkter, der kan føres videre i de fremadrettede indsatser, at opgaven sætter holdet, Task Forcens(udviklingsplanens) indsatser og det kommende arbejde i Ungeenheden.

Arbejdet udfra erfaringerne følges som særskilte fokuspunkter i Task Force (udviklingsplanen) og Ungeenheden.

Læringen i forhold til familier med kriminalitetstruede unge fortsætter i den almindelige opgavevaretagelse bl.a. understøttet af læringsforløb for de implicerede medarbejdere i det kommende efterår, så der skabes fælles nødvendig viden for at løse opgaverne, både blandt myndigheds- og indsatspersoner (eks. dagtilbud, skoler, familiebehandling, KPE og PUI). Og parallelt hermed netværksbasset arbejde sammen med borgerne. Det skal blive til en fælles metode i den fremadrettede udvikling for sammenhængende indsatser i børne- og familiearbejdet.

562. Baseline vedr. Bevægelsesindsats i Dagtilbud og Skoler (O)

562. Baseline vedr. Bevægelsesindsats i Dagtilbud og Skoler (O)

Sagsnr.: 330-2020-132542             Dok.nr.: 330-2021-173936                                          Åbent

Kompetence:

Børne- og Ungeudvalget

Beslutningstema

Børne- og Ungeudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget samt Forebyggelses- og Seniorudvalget orienteres om involveringen af aktører fra dagtilbuds- og skoleområdet vedr. arbejdet med bevægelse gennem ’BiDS baseline’.

Sagens indhold

På baggrund af initiativsagen vedr. bevægelse i folkeskolen og drøftelsessagen vedr. bevægelse i dagtilbud og skoler (sag 346, den 2. marts 2020) godkendte Børne- og Ungeudvalget i august 2020 procesplan for BiDS – bevægelse i dagtilbud og skoler (sag 413, den 10. august 2020). Procesplanen er vedhæftet som bilag.

Med afsæt i den politiske beslutning og procesplanen har der i perioden fra september 2020 til april 2021 pågået en bred involveringsproces med relevante aktører fra dagtilbuds- og skoleområdet (processen er blevet forsinket grundet Covid-19). Involveringen er foregået lokalt og digitalt, og der har været fokus på at skabe overblik over igangværende bevægelsesindsatser og -aktiviteter, oplevede udfordringer i forhold til arbejdet med bevægelse samt idéer og ønsker til fremadrettede tiltag. Der har gennemgående været fokus på dialog, sparring og understøttelse sådan, at dagtilbud og skoler løbende har kunne afprøve og igangsætte prøvehandlinger og tiltag med fokus på at få mere bevægelse ind i hverdagen. Som opsamling på involveringsprocessen har administrationen udarbejdet BiDS baseline.

BiDS baseline tilbyder et indblik i national og lokal viden om børn og unges bevægelse, idræts- og fritidsvaner, trivsel, motorik, overvægt og skolefravær. BiDS baseline belyser, hvordan der lokalt arbejdes med bevægelse på henholdsvis dagtil­buds- og skoleområdet, hvilke udfordringer der gør sig gældende samt hvilke idéer og ønsker dagtilbud og skoler har til det frem­adrettede arbejde. Der gives et overblik over igangsatte prøvehandlinger og tiltag. Slutteligt præsenteres en række tværgående opmærksomhedspunkter, som opsummerer de væsentligste pointer for kommunens videre arbejde med bevægelse.

I bilag 1 ses en pixiudgave af BiDS baseline med �onepagers�, hvor følgende præsenteres:

-      Intro til BiDS baseline

-      Viden og fakta - Et nationalt og lokalt indblik i bevægelse, idræts- og fritidsvaner, trivsel, motorik, overvægt og skolefravær

-      Bevægelse på dagtilbudsområdet

-      Bevægelse på skoleområdet

-      Prøvehandlinger og tiltag med fokus på bevægelse

-      Tværgående opmærksomhedspunkter for det fremadrettede arbejde med bevægelse

I bilag 2 ses maxiudgaven af BiDS baseline, hvor der kan søges mere dybdegående information i de underliggende dokumenter til ovennævnte �onepagers�.

BiDS baseline og de udledte, tværgående opmærksomhedspunkter har overordnet til hensigt at skabe retning og danne grundlag for fremadrettede handlinger med fokus på bevægelse:

 

Gennemgående perspektiver fra aktører på dagtilbuds- og skoleområdet

Fremadrettet opmærksomhedspunkt

1

Mange dagtilbud og skoler har forskellige forståel­ser af, hvad bevægelse er, hvilke gavnlige effekter der er ved bevægelse, og hvorfor det er vigtigt at arbejde med bevægelse.

 

Et opmærksomhedspunkt er i højere grad at skabe et fælles sprog om bevægelse. Herunder at understøtte dagtilbud og skoler i forhold til deres viden og bevidsthed om, hvad der forstås ved bevægelse, og hvordan bevægelse kan være et middel til positiv udvikling.

2

Flere dagtilbud og skoler har en oplevelse af, at der gennem tiden har været mange og forskellige fokusområder for dagtilbuds- og skoleområdet. Dette kan være medvirkende til, at bevægelse ikke er forankret i hverdagen alle steder.

Et opmærksomhedspunkt er, at et vedva­rende og bæredygtigt fokus på bevægelse er nødvendigt, hvis de gavnlige effekter for børn og unges udvikling og trivsel skal opnås.

 

3

Bevægelse er i højere grad en integreret del af hverdagen hos de dagtilbud og skoler, som aktivt har taget stilling til og skabt en struktur for arbej­det med bevægelse fx gennem en certificerings­proces/den pædagogiske læreplan.

Et opmærksomhedspunkt er at opfordre til og understøtte dagtilbud og skoler i at arbejde mere struktureret med bevægelse. Herunder skabe rammer og retning for mere bevægelse.

4

Mange dagtilbud og skoler foretrækker lokale og matri­kelnære tiltag, der foregår og tager afsæt i det enkelte dagtilbuds/den enkeltes skoles kontekst fx i forbindelse med sparring og kompetenceud­vikling.

Et opmærksomhedspunkt er, at det løbende bør overvejes, hvordan indsatser og initiativer kan tilrettelægges, så de kan foregå og/eller give mening lokalt og matrikelnært.

5

Der er behov for løbende opfølgning og fokus på forankring, hvis projekter og indsatser, som fx certificeringer og frikvartersindsatser, skal bidrage til, at bevægelse bliver en naturlig del af hverdagen i dagtilbud og skoler.

Et opmærksomhedspunkt er, at det løbende bør overvejes, hvordan indsatser og initiativer kan tilrettelægges, så de kan foregå og/eller give mening lokalt og matrikelnært.

 

6

Kommunens strukturerede og vedvarende indsat­ser som fx Åben Dagtilbud og Åben Skole Idræts­partnerskaber er afgørende for, at alle daginstitutioner og skoler samarbejder med idræts- og fritidslivet om bevægelse.

Et opmærksomhedspunkt er, at det kontinuerligt og fra begyndelsen af bør overvejes, hvordan opfølgning og forankring af indsatser sikres, og hvordan kommunen kan bidrage til dette i samarbejde med interne og eksterne samarbejdspartnere.

7

Udfordringerne relateret til bl.a. motorik og overvægt understreger behovet for en tidlig og forebyggende indsats, hvis flere børn skal komme �godt fra start� i livet.

 

Et opmærksomhedspunkt er at styrke det tværgående og forebyggende samarbejde om motorik og bevægelse mellem forældre, fagpersoner som fx motorikkonsulenter og sundhedsplejersker, dagtilbud og skoler.

8

Mange dagtilbud og skoler har brug for løbende kompe­tenceudvikling, inspiration og sparring fx gennem et bevægelsesnetværk, hvis fokus på bevægelse skal opretholdes i en travl hverdag.

Et opmærksomhedspunkt er at gøre det nemt for dagtilbud og skoler at arbejde med bevægelse gen­nem løbende muligheder for kompetenceudvikling, inspiration og spar­ring.

9

Mange dagtilbud og skoler ønsker mere samarbejde med aktører fra idræts- og fritidslivet fx i form af faste, legende bevægelsestiltag og events.

Et opmærksomhedspunkt er at arbejde med udvikling af lokalt tilpassede samarbejdsmodeller på tværs af idræts- og fritidslivet, dagtilbud, skoler, klub og SFO’er.

10

Adgangen til fysiske rammer som inviterer til leg og bevægelse fx i form af en hal, sal eller moto­rikrum har stor betydning for dagtilbud og skoler.

Et opmærksomhedspunkt er at arbejde med, hvordan kommunen i højere grad kan understøtte dagtilbud og skolers ligelige adgang til idræts- og bevægelsesfaciliteter.

Jf. pkt. 7 i budgetaftalen for 2021–2024 er der afsat 5 mio. kr. af Byrådet til implementering af bevægelse i dagtilbud og skoler med fokus på at sikre processen samt understøtte lærere og pædagoger. BiDS baseline og de tværgående opmærksomhedspunkter danner grundlag for forslag til udmøntning af disse midler i en beslutningssag på Børne- og Ungeudvalgets udvalgsmøde i september 2021.

Retligt grundlag

Folkeskoleloven, §40, stk. 2, pkt. 1 vedr. at kommunalbestyrelsen fastlægger mål og rammer for skolernes virksomhed og §15 vedr. at undervisningstiden skal tilrettelægges så eleverne får motion og bevægelse i gennemsnitligt 45 minutter om dagen.

Dagtilbudsloven, §8, stk. 3 og 4 vedr. dagtilbuddenes arbejde med den styrkede pædagogiske læreplan, hvor det skal fremgå, hvordan det pædagogiske læringsmiljø understøtter børns brede læring herunder nysgerrighed, gåpåmod, selvværd og bevægelse.

Handlemuligheder

Børne- og Ungeudvalget kan tage sagen til orientering.

Kultur- og Fritidsudvalget kan tage sagen til orientering.

Forebyggelses- og Seniorudvalget kan tage sagen til orientering.

Vurdering

På baggrund af BiDS baseline vurderer administrationen, at en fremadrettet, prioriteret, struktureret og helhedsorienteret bevægelsesindsats er afgørende for at øge bevægelse, sundhed og trivsel blandt børn og unge. De tværgående opmærksomhedspunkter giver et godt grundlag for en fokuseret og handlingsorienteret indsats, der tager højde for dagtilbuds- og skoleområdets perspektiver.

Administrationen anbefaler, at Børne- og Ungeudvalget tager sagen til orientering.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

BiDS baseline og den fremadrettede bevægelsesindsats tager afsæt i Børne- og Ungepolitikken, Sundhedspolitikken og Idrætspolitikken, og koordineres med andre tværgående indsatser som fx arbejdet med at forbedre sundhedsprofilen.

Indstilling

Dagtilbudschefen og Skolechefen indstiller,

1.    at Børne- og Ungeudvalget tager sagen til orientering.

2.    at Kultur- og Fritidsudvalget tager sagen til orientering.

3.    at Forebyggelses- og Seniorudvalget tager sagen til orientering.

Bilag

330-2021-187248

Bilag 1 - BiDS baseline pixiudgave

330-2021-187249

Bilag 2 - BiDS baseline maxiudgave

330-2021-195545

Bilag 3 - Procesplan

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 7. juni 2021:

Fraværende:  Unnie Oldenburg (A)

At 1 - Taget til orientering.

Udvalget bakker op om, at bevægelse ikke skal være en ekstraopgave, men en aktivitet, der er integreret i øvrige indsatser.

Udvalget efterspurgte, at der systematisk kommer afrapportering på effekten af de igangsatte bevægelsesindsatser med afsæt i den udarbejdede og præcenterede baseline. Det er vigtigt at kunne følge de enkelte årgange.

Der planlægges evalueringskonference senere på året samt årligt afrapportering.

563. Håndtering af COVID-19 på børne- og ungeområdet (O)

563. Håndtering af COVID-19 på børne- og ungeområdet (O)

Sagsnr.: 330-2020-24584               Dok.nr.: 330-2021-80395                                            Åbent

Kompetence: Børne- og Ungeudvalget

Beslutningstema

Børne- og Ungeudvalget orienteres om håndteringen af COVID-19 på børne- og ungeområdet.

Sagens indhold

Administrationen orienterer på mødet om den aktuelle situation ift. håndtering af COVID-19 på børne- og ungeområdet.

Retligt grundlag

Den kommunale styrelseslov.

Handlemuligheder

Børne- og Ungeudvalget kan tage orienteringen om håndteringen af COVID-19 på børne- og ungeområdet til orientering.

Vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Kommunaldirektøren indstiller,

1.    at Børne- og Ungeudvalget orienteres om håndteringen af COVID-19 på børne- og ungeområdet.

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 7. juni 2021:

Fraværende: 

At 1 - Taget til efterretning.

564. Budget 2022 - 2025 - Opsamling på budgetprocessen BUU (B)

564. Budget 2022 - 2025 - Opsamling på budgetprocessen BUU (B)

Sagsnr.: 330-2021-36461               Dok.nr.: 330-2021-178187                                          Åbent

Kompetence:

Børne- og Ungeudvalget

Beslutningstema

Udvalget kan drøfte resultatet af budgetprocessen hen over foråret og beslutte, om der er   anlægsforslag samt aktivitets- og investeringsforslag, som skal indgå i de videre budgetdrøftelser. 

Endvidere kan udvalget drøfte, om gennemgangen af budgetområdet giver anledning til omprioriteringer inden for egen budgetramme.

Slutteligt kan udvalget drøfte de indkomne input til Budget 2022-25 fra udvalgets interessenter.

Sagens indhold

Udvalget har på møde i januar 2021 tilrettelagt egen budgetproces frem mod sommerferien.

Formålet med budgetprocessen har blandt andet været, at udvalget i løbet af foråret får indsigt i udvalgets budgetrammer og mulighed for omprioritering af udvalgets budget, herunder:

·         Status på området og på budgetaftalen for 2021

·         De underliggende budgetforudsætninger

·         Udvalgets bidrag til arbejdet med de tværgående indsatser

·         Udvalgets handlemuligheder i forhold til kan/skal opgaver på området

·         Eventuelle forslag til omprioriteringer samt status på områdets investeringsplan, forslag til omprioriteringer og nye anlæg

·         Dialogmøder med borgere og andre interessenter

I den videre proces frem mod budgetseminaret 3.-4. september 2021 er der i budgetprocessen mulighed for, at udvalgene kan fremsende forslag vedrørende nye anlæg og aktiviteter/investeringer.

Nye anlægs- og driftsforslag

Administrationen har udarbejdet oplæg til nye anlægsprojekter (bilag 3). Anlægsprojekter, som fagudvalgene ønsker fremsendt til drøftelse på budgetseminaret, kvalificeres yderligere med hensyn til tid, økonomi og indhold frem mod budgetseminaret.

Administrationen har desuden udarbejdet et enkelt driftsønske (bilag 4).

Mulige omprioriteringer inden for udvalgets egen ramme

Udvalget har bedt administrationen gennemgå budgetområdet for at opdele opgaver i �kan� og �skal�. Administrationen har på baggrund af dette arbejde opliste følgende punkter, hvor der er mulighed for omprioritering inden for udvalgets egen budgetramme:

1.    På skoleområdet kan der, hvis der ikke længere afsættes budgetmidler til afholdelse af Børn- og Unge-konferencen, skabes et provenu på ca. 300.000 kr.

2.    På dagtilbudsområdet

Reducere i den udvidede åbningstid:

Hvis midlerne bliver indenfor dagtilbudsområdet vil det være en forbedring af normeringen.

Normal åbningstid er i Slagelse Kommune fastsat til 51,5 time pr. uge.

Det er ofte i ydertidspunkter, at der er færrest børn – men hvor der stadig er behov for bemanding. De ressourcer, der er bundet til ydertimerne kan i stedet prioriteres til de timer, hvor der er flest børn.

8 daginstitutioner har en åbningstid på 51,5 time.

De øvrige 29 daginstitutioner har en åbningstid på mellem 52,75 og 60,25 timer

En eventuel reduktion i åbningstider bør bero på en lokal vurdering og analyse af efterspørgsel og brug.

*Bemærk*: Danmarks Statistiks normeringsberegningsmodel kompenserer ikke for udvidet åbningstid.

Ulempe: Reduceret åbningstid kan medføre forringede forhold for pendlerfamilier/forældre med skæve arbejdstider.

Sommerferielukket på skift i 1-2 uger i juli måned med mulighed for sampasning:

Hvis midlerne bliver indenfor dagtilbudsområdet vil det resten af året være en reel forbedring af normeringen, idet en stor del af ferieafviklingen vil ske i lukkeperioden.

Ulempe: Fra et borgerperspektiv vil dette muligvis opleves som pres til at afvikle ferie i netop disse to uger og tilstødende uger. Det vil også kræve, at de fleste ansatte i høj grad afvikler hovedferie netop hér, hvilket kan opleves som en forringelse af generelle arbejdsvilkår.

Konference – fælles for 0-18-års området:

Blev tidligere afviklet én gang om året. Der har ikke været efterspørgsel på konferencen i de år, den ikke har været afviklet. Midler til konferencen kan fra 2022 anvendes til andre formål. Dagtilbudsområdet 300.000 kr.

Centrale midler til kompetencemidler kan lægges ud decentralt:

Hvis midlerne lægges ud til decentral prioritering vil den enkelte daginstitutionsleder kunne målrette midlerne til det enkelte dagtilbuds behov for kompetenceudvikling, og vil ikke skulle tage hensyn til det brede fællesskabs udviklingsbehov.

Ulempe: Det vil være sværere at sætte en fælles retning for arbejdet med kompetenceudvikling, ligesom mulighed for central understøttelse vil blive vanskeliggjort. Fælles, mere prisvenlige indsatser, der kommer flere til gode, vil være sværere at etablere.

Muligt beløb til omprioritering: 500.000 kr. fra 2023.

3.    På området for Børn og Familie kan peges på projekt Fru Larsen, som er et netværkstilbud til børn og forældre, som de senere år har oplevet begrænset opbakning. Budgettet til projektet udgør ca. 40.000 kr. Samtidig oplever Dansk Røde Kors, at Feriebørn Dansk Røde Kors oplever stigende tilslutning, hvorfor dette projekt med fordel vil kunne opjusteres tilsvarende.

Dialogproces

Børne- og Ungeudvalget besluttede 10. maj 2021, at dialogen med interessenter på området skulle foregå som skriftlige input med mulighed for at sende lyd- eller videoklip. Deadline for input var den 30. maj. I alt modtog Center for Børn og Unge 28 input til Budget 2022-2025.

I bilag 1 findes en opsamling med de væsentligste pointer og temaer fra samtlige input. I bilag 2 findes samtlige modtagne input.

Børne- og Ungeudvalget kan drøfte, hvordan der skal arbejdes videre med input fra dialogen med interessenterne.

Retligt grundlag

Styrelseslovens § 37-40 omkring kommuners budgetlægning, samt vedtaget politiks budgetproces for Budget 2022-2025. 

Handlemuligheder

Børne- og Ungeudvalget kan drøfte og beslutte, om der er anlægsforslag og aktivitets-/ investeringsforslag, som skal sendes videre i budgetprocessen.

Børne- og Ungeudvalget kan drøfte og beslutte, om der i budgetprocessen er forhold, som skal prioriteres og indarbejdes i udvalgets eget budget.

Børne- og Ungeudvalget kan drøfte input fra udvalgets interessenter.

Vurdering

Administrationen anbefaler, at Børne- og Ungeudvalget giver deres input til det videre arbejde med Budget 2022-25.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Kommunaldirektøren indstiller,

1.   at  Børne- og Ungeudvalget drøfter og beslutter, om der er anlægsforslag og aktivitets-/ investeringsforslag, som skal sendes videre i budgetprocessen.

2.   at  Børne- og Ungeudvalget drøfter og beslutter, om der i budgetprocessen er forhold, som skal prioriteres og indarbejdes i udvalgets eget budget.   

3.   at  Børne- og Ungeudvalget drøfter input fra udvalgets interessenter.   

Bilag

330-2021-191002

Bilag 1 - Overblik over temaer i tilbagemeldingerne

330-2021-191015

Bilag 2 - Alle tilbagemeldinger - uredigeret

330-2021-192212

Bilag 3 - Anlægsønsker 2022 - 2025

330-2021-192213

Bilag 4 - Driftsønske 2022 - 2025

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 7. juni 2021:

Fraværende: 

At 1 - Drøftet.

Udvalget besluttede, at de fremsendte konkrete forslag jf. bilag 3 og 4 videresendes til budgetforhandlingerne.

At 2 - Udvalget efterlyste:

- anlægsønsker, bl.a. i forhold til begrænsning af Antvorskov Skoles lokaler og udearealer

- forslag til uderum/udearealer for unge, der tidligere er efterspurgt

- beløb til ungetilbud i Skælskør

- input vedrørende sundhedstjenestens ønsker til sammenhængende indsatser

- beskrivelse af investeringsbehov på det specialiserede område i forhold til omstilling fra indgribende indsatser til øgede forebyggende indsatser, herunder understøttelse af udviklingsplanen

- langsigtet investeringsplan med afsæt i pejlemærkerne på dagtilbuds- og skoleområdet.

Udvalget besluttede, at der udarbejdes strategioplæg vedrørende langsigtede ønsker og muligheder med afsæt i Børne- og Ungepolitikken, der kan anvendes i en fremadrettet politisk prioritering indenfor udvalgets område.

At 3 - Administrationen sammenskriver de indkomne forslag, herunder perspektiverer forslagene i forhold til behov for nye/ændrede tiltag og eventuelle ressourcemæssige konsekvenser. Oplæg udarbejdes til udvalgets augustmøde.

565. Politiske pejlemærker på skoleområdet (B)

565. Politiske pejlemærker på skoleområdet (B)

Sagsnr.: 330-2021-36751               Dok.nr.: 330-2021-177431                                          Åbent

Kompetence:

Børne- og Ungeudvalget

Beslutningstema

Børne- og Ungeudvalget skal beslutte de politiske pejlemærker på skoleområdet.

Sagens indhold

Børne- og Ungeudvalget var samlet til et temamøde den 21. april 2021, der havde fokus på kvalitet i folkeskolen med det sigte, at flere unge skal i uddannelse og beskæftigelse.

Interessenter var inviteret ind og holdt hver især et oplæg med deres erfaringer og bud på, hvordan kvaliteten i folkeskolen kan øges, samt hvordan flere unge får de rette forudsætninger for at påbegynde og færdiggøre en ungdomsuddannelse.

Til udvalgsmødet den 10. maj 2021 blev udvalget forelagt en opfølgning på temamødet. Udvalget ønskede, at administrationen i det videre arbejde blandt andet kunne have fokus på følgende:

·         Muligheden for etablering af skoler med en natur- og/eller friluftsprofil

·         Et styrket fokus på praktisk undervisning

·         Et styrket fokus på børns kreativitet og evne til at indgå i sociale fællesskaber

·         En tydeligere stemme for eleverne i udviklingen af skolerne

Administrationen har på baggrund af ovenstående samt input modtaget på temamødet arbejdet på forslag til politiske pejlemærker, som præsenteres herunder. De politiske pejlemærker vil beramme udviklingen på skoleområdet fremadrettet.

Forslag til politiske pejlemærker

I Slagelse Kommune er det afgørende, at trivsel og læring er centrale søjler i hele den enkeltes børne- og ungeliv.

For at børn og unge finder lyst til læring og trives igennem hele børne- og ungelivet vil Slagelse Kommune arbejde for, at organisationen, skolerne og de voksne indretter strukturer, som til enhver tid fremmer børns lyst til læring og trivsel og placerer børn og unge i centrum for centrale beslutninger i kommunen. Det betyder, at ingen politiske eller faglige beslutninger træffes, uden børn og unges stemme er inddraget i udviklingsprocesserne. Dette gælder både på individuelt niveau, men også i klasserne på skolerne og i administrationerne i kommunen.

På baggrund af ovenstående strategi og ambition giver administrationen nedenfor et forslag til de politiske pejlemærker på skoleområdet. Forslagene er udarbejdet med afsæt i oplæggene fra temamødet samt udvalgets drøftelser som opfølgning på temamødet. De skal ses som forslag til, hvordan kvaliteten kan øges på skoleområdet og hvordan chancerne for, at den enkelte elev starter på og gennemfører sin ungdomsuddannelse øges.

1.    Øget elev- og forældreinddragelse

I udviklingen af skolerne fremadrettet er det afgørende, at eleverne og forældrene knyttes tættere på den enkelte elevs uddannelsesforløb og inddrages i udviklingen af tiltag, der er direkte knyttet til elevens faglige udvikling samt fremtidige uddannelses- og karrieremuligheder. Øget inddragelse af elever og forældre kan bl.a. styrke elevens trivsel i skolen og give større klarhed over den enkelte elevs uddannelses- og karriemuligheder efter folkeskoleforløbet. Det kan medvirke til at opkvalificere forældrenes vidensgrundlag om uddannelses- og arbejdsmarkedet og derved kvalificere elevens uddannelses- og karrierevalg samt have en positiv indflydelse på antallet af unge, som tager den rette ungdomsuddannelse.

Øget elev- og forældreinddragelse kan foregå på et individuelt niveau og på et generelt niveau via elevråd og skolebestyrelser.

2.    Livsduelighed for den enkelte elev

Alt for mange folkeskolebørn har i dag udfordringer ved at klare de mange krav og udfordringer, som livet fører med sig. Skolen skal være med til at udvikle og uddanne livsduelige elever, så eleverne lærer at tage beslutninger, problemløse, indgå i fællesskaber m.v. Skolerne skal derfor være børneparate – og ikke omvendt.

Den gode skolestart er afgørende for, at skolerne, forældre og eleverne i fællesskab skaber de bedste forudsætninger for, at eleverne forbliver livsduelige efter skoleforløbet. Denne ambition hænger også sammen med kommunens Børne- og Ungepolitik, som bl.a. hviler på anerkendelsen af alle børn og unges potentiale, forældres rolle og ansvar og motiverende læringsmiljøer. Vi ved fra forskning, at børn med trivselsproblemer, når de starter i skole, generelt klarer sig dårligere senere i deres uddannelsesforløb. Dette påvirker naturligvis også deres livsduelighed efter endt skoleforløb.

For at modvirke dette kan man konkret fokusere på et tættere samarbejde mellem dagtilbud og skole i brobygningsarbejdet. En smidig og rettidig brobygningsproces skaber de bedste forudsætninger for den enkelte elev og sikrer et godt fundament i skoleforløbet. Brobygningen kan også foregå fra specialområdet til almenområdet, hvor der i kommunen i dag arbejdes med mellemtilbud, som bl.a. har fokus på brobygning fra special- til almenområdet og skole-hjem-samarbejdet samt inddragelsen af forældrene i elevernes skolegang.

3.    Mangfoldighed i undervisningen

Mange elever lærer bedst via en boglig tilgang. Det er dog ikke alle elever, som profiterer af denne læringstilgang, hvorfor en mangfoldighed undervisningsform vil styrke kommunens skolevæsen og den enkelte elevs forudsætning for at bruge sine kompetencer bedst muligt. Eleverne efterspørger undervisningsformer, som også hviler på praktiske, kreative og nytænkende rammer. Det kan f.eks. være ved at invitere aktører fra erhvervslivet ind i undervisningen for de elever, som ønsker en erhvervsuddannelse, eller forelægge undervisningsvejledningen ude på virksomheder, f.eks. hvor matematikundervisningen foregår ved et revisionsfirma eller billedkunst afvikles af en malermester. Andre muligheder kunne være flere praktikdage for eleverne og generelt have skoler med et udgående og bredere udsyn. Der er i dag allerede skoler i kommunen, som samarbejder tidligt med erhvervslivet omkring elever i indskolingen, og erfaringer herfra kunne ligeledes deles med det øvrige skolevæsen.

Videndeling taler bl.a. ned i Slagelse Kommunes skolers arbejde med at tænke på tværs af skoledistrikter og ind i kommunens fælles skolevæsen. Skolerne arbejder i dag på at skabe stærke og bæredygtige arbejdsfællesskaber, hvor videndeling, visitationspraksis, inkluderende fællesskaber, inklusionsstrategier m.v. er centrale elementer i arbejdsfællesskabet. De fælles fora på tværs af skolernes distrikter skaber derfor også muligheden for, at prøvehandlinger med eksempelvis mangfoldighed i undervisningen og/eller sammentænkende undervisning på tværs af skolerne kan igangsættes, og erfaringer hurtigt deles med det øvrige skolevæsen i kommunen.

4.    Større fokus på uddannelse og job i hele skoleforløbet

En tidlig vejledningsindsats i folkeskolen vil også styrke den enkelte elevs forudsætninger for at træffe det rette uddannelsesvalg efter endt folkeskoleforløb. En beslutning hos den enkelte elev, som er baseret på et oplyst grundlag, vil alt andet lige bidrage til, at den enkelte elevs chancer for at gennemføre en ungdomsuddannelse øges. Her kan den kommende Ungeenhed tænkes ind i vejledningsarbejdet, f.eks. via vejledningsbesøg på skolerne og udflugter til det lokale erhvervsliv og ungdomsuddannelser.

5.    Skoler med natur- og friluftsprofil

Det kunne være attraktivt for forældre og børn at sende deres børn i en skole med en særlig natur- eller friluftsprofil. Et fokus kunne være en klima- og/eller naturlinje i tråd med øvrige talentlinjer i kommunen, hvor fokus på naturen og friluftsliv bliver udgangspunktet for undervisningsformen. Naturskolen i kommunen har allerede tænkt tanker ned ad dette spor, og pejlemærket er også i tråd med antagelsen om, at mange forældre ønsker en skole i det fri for deres børn.

Retligt grundlag

Den kommunale styrelseslov.

Handlemuligheder

Børne- og Ungeudvalget kan godkende det fremlagte forslag til politiske pejlemærker, som skal beramme udviklingen på skoleområdet fremadrettet. Alternativt kan Børne- og Ungeudvalget afgive ændringsforslag.

Vurdering

Administrationen vurderer, at pejlemærkerne vil øge kvaliteten i undervisningen og skabe læringsmiljøer og metoder, som styrker den enkelte elevs forudsætning for at starte på og gennemføre en ungdomsuddannelse.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Skolechefen indstiller,

1.    at Børne- og Ungeudvalget beslutter de politiske pejlemærker på skoleområdet.

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 7. juni 2021:

Fraværende: 

At 1 - Godkendt med udvalgets bemærkninger:

- Ad. pkt. 1 - "inddragelse" erstattes af "samarbejde"

- Skolen skal være til for alle - med respekt for børns behov for forskellige læringsstile

- Skoleområdets voksne skal sikre læring og trivsel for alle børn

- Det skal tydeliggøres, at lærerne har ansvaret for at undervise i uddannelse og job/viden om muligheder.

Oplægget sendes til deltagerne i det afholdte temamøde.

566. Status på ungetilbud i Skælskør (D)

566. Status på ungetilbud i Skælskør (D)

Sagsnr.: 330-2021-37466               Dok.nr.: 330-2021-181374                                          Åbent

Kompetence:

Børne- og Ungeudvalget

 

Beslutningstema

Børne- og Ungeudvalget kan drøfte opsamlingen på dialogprocessen med udvalgte aktører omkring etablering af et ungetilbud i Skælskør.

Sagens indhold

På udvalgsmødet den 10. maj 2021 blev udvalget præsenteret for en procesplan omkring arbejdet med ungetilbuddet i Skælskør. Der blev bl.a. lagt op til, at administrationen efter udvalgsmødet ville blive klogere på målgruppen vha. forskelligt datamateriale samt igangsætte en dialogproces med relevante aktører i Skælskør.

For at danne et overblik over målgruppen i Skælskør har administrationen rettet henvendelse til UU og Jobcenteret. UUs datamateriale for målgruppen viser bl.a., at der pr. maj 2021 er registreret 53 unge mellem 16 og 21 årige i Skælskør, som ikke er i gang med en uddannelse, beskæftigelse eller anden aktivitet. Af dem har 50 ikke gennemført en ungdomsuddannelse. 32 af de 50 har haft et frafald på en ungdomsuddannelse / FGU. Langt størstedelen af de 50 uden en ungdomsuddannelse gælder, at de er på offentlig forsørgelse. Jobcenteret bemærker herudover bl.a., at størstedelen af de unge i deres ressortområde er registreret som aktivitetsparate og vurderes ikke i stand til at starte og gennemføre en uddannelse indenfor de næste 12 måneder.

På baggrund af ovenstående har administrationen bl.a. vurderet, at der har været et grundlag for det videre arbejde med et tilbud for unge i Skælskør samt at tænke et eventuelt uddannelses- og beskæftigelsesperspektiv ind i tilbuddet. Administrationen igangsatte medio maj 2021 derfor dialogprocesser med relevante aktører via spørgeskemaer. Spørgsmålene i skemaerne blev tilpasset de respektive aktører og alle blev udarbejdet med afsæt i udvalgets bemærkninger, som bl.a. centrerer sig omkring målgruppens ønsker og behov, en alderssammensætning, et uddannelsesperspektiv samt snitflader til civilsamfund og erhvervsliv.

Administrationen har modtaget 11 svar fra forskellige aktører fra ungemiljøet og det fagprofessionelle personale i kommunen. Svarene varierer i længde og detaljegrad alt efter den adspurgte part.

Biblioteket i Skælskør er afstået fra at bidrage med faglige input, men støtter etablering af et tilbud for de unge i Skælskør. De adspurgte aktører fra civilsamfundet / erhvervslivet er ikke vendt retur med deres besvarelser, hvorfor evt. bemærkninger fra dette segment ikke fremgår af opsamlingen på de følgende sider. To af de adspurgte aktører fra civilsamfundet har bl.a. udtrykt, at der tidligere er pågået et grundigt arbejde i dette regi, og derfor er man uforstående overfor, at arbejdet "starter forfra" omkring dette tilbud. Af samme grund har de ikke returneret med yderligere bemærkninger via det tilsendte spørgeskema.

Herunder følger en opsamling på de generelle tendenser fra dialogprocesserne.

Unge i Skælskør

Der er foretaget fire gruppeinterviews, hvor 35 individer i alt i aldersgruppen 12 til +18 år har deltaget. De generelle punkter i besvarelserne er:

·         Ønsker en alderssammensætning for et værested på +17 år

·         Stort ønske omkring et fysisk opholdssted i form af f.eks. et café lignende miljø

·         Placering så central som mulig, f.eks. i en af de lukkede butikker i byen

·         Ønsker til fysiske aktivitetsmuligheder, f.eks. via en hal med idrætsfaciliteter

·         Interesse for et uddannelsestilbud i form af f.eks. lektiehjælp

·         Fleksible åbningstider, særligt for aftentimerne

·         Mindre pædagogstyring

·         Ønske om inddragelse i udviklingen af tilbuddet

Unge fra Oliemøllen

Oliemøllen har pga. dialogprocessen afholdt et aftenarrangement for de unge, hvor de er inviteret ind i dialogen omkring et kommende tilbud. Der er indsamlet 14 skemaer, hvor de generelle punkter i besvarelserne er:

·         Der er også blandt denne målgruppe et stort ønske om et fysisk opholdssted, f.eks. med et fælles hyggerum for min. +15 årige

·         Placeringen skal være så central som mulig

·         En række af de unge efterspørger aktivitetsmuligheder i det nye tilbud, f.eks. i form af en hal, en svømmehal, et tilbud om kampsport/fitness eller en skaterbane

·         Enkelte af de adspurgte efterspørger muligheder for varierede madtilbud, særligt glutenfri muligheder i det kommende tilbud

·         Der efterspørges et weekendtilbud for +17 årige, hvor de unge kan hygge sig alene, også i aftentimerne

·         De unge oplever kedsomhed som følge af manglende tilbud for de unge i Skælskør

·         Der er en stor interesse for at bidrage til udviklingen og etableringen af tilbuddet

·         For at inddrage de kommende årgange og gøre tilbuddet attraktivt for fremtidens brugere foreslås det bl.a., at elevrådene inviteres med i udviklingen af tilbuddet

Unge på skolerne i Skælskør

Unge fra 9. klasseårgangene på Dalmose Skole, Eggeslevmagle Skole og Skælskør Skole er også inddraget i dialogprocessen. De har besvaret spørgeskemaet, hvor de generelle punkter i besvarelserne er:

·         Manglende tilbud gør det svært at være ung i Skælskør, da en lang række af eleverne føler, at de bliver smidt væk fra de steder, hvor de opholder sig, og modtager for mange klager. Derudover betyder manglende tilbud, at de unge ikke socialiserer og møder andre jævnaldrende

·         Langt de fleste unge efterspørger et fysisk opholdstilbud, f.eks. i form af en café og med både inde- og ude opholdsområder

·         Der efterspørges en central placering af tilbuddet

·         Der efterspørges åbningstider i weekenderne, også i aftentimerne

·         En række af de adspurgte bemærker, at alderssammensætning ikke skal variere for meget, da de ældre ikke vil deltage i tilbud med for mange yngre brugere, samt at det generelt i Skælskør er tilbud til de ældre, som mangler. En række af de adspurgte nævner aldersgruppen fra 16 og op efter som passende

·         Også her er der enkelte som ser en god idé i en skaterpark, en parkourbane, fitnessfaciliteter eller et værksted til cykler og knallerter. Andre idrætsmuligheder nævnes også, f.eks. badminton, tennis og fodbold

·         En enkelt bemærker også, at kunstneriske muligheder som et område med musikinstrumenter ville give god mening

·         De unge vil gerne bidrage til udviklingen og driften, f.eks. i form af rengøringsopgaver

·         En række unge efterspørger, at faciliteter skal have el-installationer til elektronisk udstyr, herunder ladere til telefoner og en e-sports station

·         Enkelte elever ser muligheder for sammentænkning med aktiviteter på Oliemøllen og et uddannelsesperspektiv, med f.eks. lektiehjælp

·         En enkelt elev bemærker, at de unge ikke gider et klubhus med personale, men et opholdssted, hvor de kan være sig selv uden at få klager

Fagprofessionelle

De fagprofessionelle tæller bl.a. KPE, FGU, Ungdomsskolen, Center for Handicap og Psykiatri samt Center for Kultur, Fritid og Borgerservice. De generelle punkter i besvarelserne er:

·         Et nyt tilbud skal ses som et supplement til eksisterende tilbud i byen, herunder særligt Oliemøllen hvor de fysiske rammer får stor betydning for tilbuddets indhold

·         Med hensyn til de kommende årganges brug af tilbuddet kan et overlap og evt. samdrift med fordel sammentænkes med Oliemøllen

·         Der ses mange koblinger til øvrige kommunale indsatser i tilbuddet. Det kunne være ungdomsuddannelser, UU, Ungehus, den kommende Ungeenhed, de lokale kontaktpersoner, gadeteamet m.v.

·         Et uddannelsesperspektiv kunne være interessant, f.eks. via lokal studievejledning, lektiecafé, opgavehjælp mm.

·         Det vurderes også relevant at sammentænke tilbuddet med erhvervslivet, f.eks. via en fritidsjobsordning

·         Inddragelse af de unge i den praktiske udbygning, udviklingen og indretningen af tilbuddet, hvor bl.a. den ældre gruppe f.eks. pålægges et ansvar, vurderes at være afgørende, da unge vokser med ansvar

·         Et tilbud bør have åbent 6 gange ugentligt, også i aftentimerne

·         Fritidsafdelingen har d.d. flere tiltag i gang i Skælskør, som potentielt kan kobles på tilbuddet. Nogle af tilbuddene er f.eks. fritidsvejledning, brobyggende indsats mellem udsatte boligområder mm.

·         FGU vurderer, at et uddannelsesperspektiv er muligt, men bemærker særligt, at kvalitet i et uddannelsestilbud afhænger af volumen. Alternativt kan det være hensigtsmæssigt med individuelt tilpassede indsatser, eksempelvis EGU-forløb

·         FGU er i samarbejde med UU og Jobcenter Slagelse lige nu i gang med at etablere dialog med de unge i Skælskør om mulighederne for et uddannelsesforløb i EGU regi

·         Ungdomsskolen udbyder bl.a. også mange forskellige fritidsundervisningshold i Skælskør hvert år, som kan benyttes i forbindelse med tilbuddet. Samtidig kan Ungdomsskolen også inddrages som led i uddannelsesperspektivet i tilbuddet.

Generelt for besvarelserne gælder, at der er helt klare tendenser på tværs af de forskellige aktører omkring de centrale emner, som spørgeskemaerne er centreret omkring.

Det står f.eks. klart, at de fleste unge, ønsker et fysisk opholdssted med inde- og udeområder, hvor aldersgruppen fokuseres omkring den ældre målgruppe, og hvor der er forskellige aktivitetsmuligheder. De unge vurderer, at aldersgruppen bør fokuseres omkring de ældre, bl.a. for at adskille Oliemøllen fra det nye tilbud, men også for at den ældre målgruppe kan socialisere med jævnaldrende.

På tværs af besvarelserne er der også en stor enighed om, at placeringen af et tilbud skal være så central som mulig.

Opsamlingen viser også, at der er konsensus omkring åbningstiderne, som skal være fleksible. I forhold til åbningstiderne vurderer de unge særligt, at der bør fokuseres på aften- og weekendtilbud, da lignende tilbud dags dato mangler for målgruppen i Skælskør.

Derudover er der blandt de unge en stor interesse i at deltage i udviklingen af tilbuddet. Fagligt vurderer de professionelle, at dette også er hensigtsmæssigt for den enkelte unges udvikling, da mange unge kan vokse ved at blive pålagt noget ansvar.

Både de fagprofessionelle og en betydelig andel af de unge ser ligeledes et uddannelsesperspektiv som værende muligt i tilbuddet, f.eks. i form af lektiehjælp på lokationen.

Særligt de fagprofessionelle vurderer, at inddragelse af civilsamfund, erhvervsliv og kommunens øvrige aktører kan sammentænkes med tilbuddet. Der er allerede en masse tiltag i gang i Skælskør i kommunalt regi, særligt hvad angår aktiviteter for de unge, og derfor kunne inddragelsen være i forlængelse af eksisterende samarbejder, men også via studie- og fritidsvejledning eller via en fritidsjobsordning med det lokale erhvervsliv.

Retligt grundlag

Den kommunale styrelseslov.

Handlemuligheder

Børne- og Ungeudvalget kan drøfte opsamlingen på dialogprocessen og afgive bemærkninger til det videre arbejde.

Vurdering

På baggrund af ovenstående vurderer administrationen, at der er et grundlag for at undersøge mulighederne omkring et fysisk tilbud med en central placering for det kommende tilbud. Dialogprocesserne viser, at der skal være tale om en fysisk ramme og en placering, som kan rumme inden- og udendørs opholdsområder med forskellige aktivitetsmuligheder, evt. med et caféområde med mulighed for f.eks. madlavning og plads til lektiehjælp og som er let tilgængeligt.

Derudover står det klart, at de unge er meget engagerede i dette forløb og har en stor efterspørgsel for et relevant tilbud, hvor de inddrages i udbygning og udvikling af tilbuddet.

Administrationen vurderer, at den videre proces i første omgang beror på en nærmere undersøgelse af de fysiske muligheder for et tilbud i Skælskør, som baseres på de unges og de fagprofessionelles bemærkninger jf. ovenstående opsamling. Den fysiske ramme kan enten bestå af en selvstændig bygning eller i form af en ombygning af et eksisterende byggeri og evt. som en tilbygning til Oliemøllen, hvor kun den ældre målgruppe får adgang. En afgrænsning og afklaring af mulighederne i forhold til de fysiske rammer er derfor nødvendig for at kvalificere de tilbud og aktiviteter, som tilbuddet skal rumme baseret på de besvarelser, som administrationen har modtaget.

Når de fysiske rammer er afklaret vil de næste skridt i forhold til tilbuddets konkrete indhold kunne udarbejdes på et oplyst og kvalificeret grundlag og hvor relevante parter kan inddrages i udviklingsprocesserne. Derfor kan en yderligere dybdegående analyse af målgruppen, deres baggrund og evt. udfordringer på ny foretager i de kommende faser i udviklingen af tilbuddet, således at tilbuddet hele tiden fremstår vedkommende for de nuværende og fremtidige brugere, men også for at sikre en faglig tyngde i de processer og det indhold, som tilbuddet medfører og skal rumme.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Skolechefen indstiller,

1.    at Børne- og Ungeudvalget drøfter opsamlingen fra dialogprocessen og afgiver bemærkninger til det videre arbejde med ungetilbuddet i Skælskør.

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 7. juni 2021:

Fraværende: 

At 1 - Opsamlingen drøftet.

Udvalget tiltrådte, at der arbejdes videre med forslag til udvikling af et fysisk ungemiljø for alle unge i Skælskør.

Der beskrives alternative muligheder til den kommende budgetproces.

Helle Jacobsen gentog ønsket om, at de, der har arbejdet med projektet tidligere, fortsat inddrages.

567. Godkendelse af handleplan for Afdeling for Børn og Familie (B)

567. Godkendelse af handleplan for Afdeling for Børn og Familie (B)

Sagsnr.: 330-2021-38128               Dok.nr.: 330-2021-185925                                          Åbent

Kompetence:

 Børne- og Ungeudvalget

Beslutningstema

Børne- og Ungeudvalget kan godkende revideret handleplan til budgetopfølgning, som indgår i samlet opfølgning til Økonomiudvalg og Byråd.

Sagens indhold

Børne- og Ungeudvalget godkendte den 10. maj 2021 budgetopfølgningen og videresendte den til Økonomiudvalgets og Byrådets orientering, men godkendte ikke handleplan for Afdeling for Børn og Familie.

Der forelægges hermed en revideret handleplan, hvor der er fokus på omstillingsmuligheder i et investeringsperspektiv, hvor børn og familiers behov er i fokus. Den reviderede handleplan har fokus på ny model for akutplejefamilier, afdækning af øget kapacitet i Slagelse Familiehuse, udfasning af lange familiebehandlingsforløb, hvor der ikke længere er bekymring for behovet for mere indgribende indsatser, samt en kontinuerlig gennemgang af priser på opholdssteder, så pris står mål med effekt og kvalitet.

Retligt grundlag

Den kommunale styrelseslov.

Handlemuligheder

Børne- og Ungeudvalget kan godkende den reviderede handleplan.

Vurdering

Det er administrationens vurdering, at den reviderede handleplan vil understøtte, at udgifterne på området reduceres med et fokus på den enkelte families behov.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Social- og Projektchefen indstiller,

1.    at Børne- og Ungeudvalget godkender den reviderede handleplan.

Bilag

330-2021-185946

Bilag 1 - Revideret handleplan

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 7. juni 2021:

Fraværende: 

At 1 -

Udvalget ønskede:

- oplysning om, hvor mange akutanbringelser der er årligt

- understregning af vigtigheden af, at der stilles krav til kvaliteten på opholdsstederne, herunder akutanbringelserne

- at der arbejdes på at undgå "passive" perioder i plejefamilier og andre aktører, der betales for indsatser

- en bred tilbudsvifte, herunder med fokus på kombinationsansættelser

- en tidlig, rigtig og rettidig indsats - mere kvalitet i anbringelser.

Udvalgets ønsker og bemærkninger indarbejdes i forslaget til handleplan, der gives en form, hvor intentionerne med kvaliteten i indsatserne fremgår. Forelægges på augustmødet.

568. Status på Task Force-projektet i Afdeling for Børn og Familie (O)

568. Status på Task Force-projektet i Afdeling for Børn og Familie (O)

Sagsnr.: 330-2020-156136             Dok.nr.: 330-2021-186755                                          Åbent

Kompetence:

Børne- og Ungeudvalget

Beslutningstema

Børne- og Ungeudvalget orienteres om fremdrift og status for Task-Force projektet på børne- og familieområdet.

Sagens indhold

Børne- og Ungeudvalget godkendte den 30. november 2020 en involveringsplan, som har til formål at sikre, at udvalget løbende orienteres omkring fremdrift og status på Task Force-projektet på børne- og familieområdet. Der afrapporteres til udvalget kvartalsvis i perioden 2021-2023. Udvalget har besluttet, at der i afrapporteringen skal være fokus på:

1.    Implementering af udviklingsplan i samarbejde med Socialstyrelsen, der skal styrke det socialfaglige arbejde

2.    Kompetenceudvikling for medarbejdere og ledere

3.    Fokus på psykisk arbejdsmiljø og sagstal

4.    Bedre fysiske rammer for borgere og medarbejdere

Herunder beskrives overordnet status på Task Force-projektet ud fra de fire fokuspunkter. I bilag 1 er der en mere detaljeret beskrivelse af fremdrift og status på projektet. Selve udviklingsplanen er vedlagt som bilag 2.

Ad pkt. 1:

Arbejdet med udviklingsplanen foregår planmæssigt i forhold til de syv udviklingspunkter. I tilknytning til udviklingsplanen er der udviklet et ledelsestilsyn, som understøtter konkrete målepunkter i sagsbehandlingen, så den faglige udvikling kan følges tæt. De fastsatte milepæle i ledelsestilsynet er stort set opnået ved seneste måling i maj måned.

Der er igangsat en programorganisering, der tydeliggør roller og ansvar for de forandringer, som skal gennemføres, samt sikring af fokus, retning og stabilitet for programmet og organisationen.

Ad pkt. 2:

Der er iværksat flere initiativer til at styrke lederes og medarbejderes kompetencer.

·         Introduktionsplan til nye medarbejdere
Der er udarbejdet en systematisk introduktionsplan, som alle nyansatte fra april 2021 har været igennem med henblik på en fyldestgørende introduktion til metoder og værktøjer. Introduktionsplanen vil være et tilbagevendende koncept ved ansættelse af nye medarbejdere.

·         Kompetencekatalog
Der er udarbejdet et kompetencekatalog for ledere og medarbejdere, der skal styrke sagsbehandlingen og tværfagligt samarbejde. Kompetencekataloget er målrettet en række centrale områder som metoder og tilgange, jura, den gode sagsbehandling mv. Der vil blive oprettet kurser og uddannelser kontinuerligt hen over årene.

o    Nye medarbejdere har i april og juni 2021 gennemgået kurset �Systematik i sagsbehandlingen�, og der er tilbagevendende kurser til september og november, som medarbejderne kan melde sig på.

o    I efteråret 2021 er der planlagt praksiskursus i �Netværksinddragende metoder� v/Socialstyrelsen for alle medarbejdere og ledere.

·         Lederudviklingsforløb
Der er fra april 2021 iværksat et lederudviklingsforløb med fokus på at opbygge et ledelsesteam, der arbejder effektivt sammen for at opnå organisationens mål og sikre tydelig retning for medarbejderne i forhold til den faglige udvikling. Lederteamet skal være med til at skabe overblik og fremdrift i arbejdet med de komplekse opgaver. Lederudviklingsforløbet tager bl.a. afsæt i den nye organisationsudviklingsrejse med #kommunepånymåde med udgangspunkt i sociokrati.

Derudover er der lavet et kompetenceudviklingsforløb v/Professionshøjskolen Absalon for mellem-/teamledere på tværs af Center for Handicap og Psykiatri og Afdeling for Børn og Familie. Formålet er at styrke faglighed og det borgerfokuserede arbejde i et recovery- og rehabiliteringsperspektiv, og heraf den ledelsesmæssige og organisatoriske understøttelse af dette. Kompetenceudviklingsforløbet starter op i august 2021 slutter september 2022.

·         MED-uddannelse
MED-repræsentanter fra Center for Handicap og Psykiatri og Afdeling for Børn og Familie har været på en todages MED-uddannelse i maj 2021.

Ad pkt. 3:

Der har det seneste år været en høj personalegennemstrømning i Afdeling for Børn og Familie. Pr. 1. juni 2021 er der 54 % af personale- og ledergruppen indenfor socialrådgivere og socialformidlere, som har mellem +0 og 2 års ansættelse, hvoraf 40 % ligger mellem +0-1 års ansættelse. I de understøttende administrative funktioner er der indenfor det seneste år desuden ansat en faglig konsulent, en anbringelseskonsulent, ½ årsværk på økonomifunktionen og en teamleder.

Der er iværksat flere initiativer til at forbedre det psykiske arbejdsmiljø og nedbringe sagstal:

·         Supervision
Supervision er blevet obligatorisk for rådgiverne, og der er herudover etableret ekstraor-dinær supervision i børnegruppen.

·         Psykisk Arbejdspladsvurdering (APV)
Der er gennemført APV for alle medarbejdere i marts 2021, som drøftes på LokalMED den 7. juni 2021 og efterfølgende fremlægges på teammøderne i løbet af juni 2021, som skal komme med forslag til hvordan der kan arbejdes med fokusområderne. Medarbejdergruppen udarbejder et oplæg til en handleplan til ledergruppen, som drøfter handleplanen med henblik på godkendelse. Handleplanen skal være godkendt senest september 2021.

·         Ansættelser og sagstal
Pr. 1. april 2021 er der ansat flere medarbejdere og ledere i Afdeling for Børn og Familie. Som et resultat af dette vil der fra den 1. juni 2021 ske en mindre organisationsændring, hvor det væsentligste formål er at understøtte, at der fremadrettet er et mindre arbejdspres på den enkelte medarbejder og et tættere samarbejde og opfølgning fra teamledere. De enkelte teams vil fremadrettet være på 11-12 medarbejdere.

I forhold til igangværende rekrutteringsproces er det forventningen, at det fra den 1. september 2021 er praksis, at hver socialrådgiver vil have i omegnen af ca. 25 sager. Realiseringen afventer, at enkelte rådgivere først kan starte til juli og august 2021.

Ad pkt. 4:

Byrådet har den 26. april 2021 godkendt en anlægsbevilling til ombygning af Torvegade 22-26, hvor der bl.a. er sat budget af til etablering af et bedre indeklima og akustik på kontorerne i form af opsætning af støjdæmpende materialer på vægge og lofter.

Der har været afholdt første planlægningsmøde med Center for Kommunale Ejendomme den 26. maj 2021. Projektet afventer kontraktindgåelse med byggeherrerådgiver. Herefter kan der lægges en mere detaljeret tidsplan for det videre forløb. Det forventes, at ombygningen er gennemført inden årets udgang.

Der er nedsat en følgegruppe bestående af medarbejdere fra alle teams, således at ombygningen sker i tæt dialog med medarbejderne.

Til næste opfølgning i september 2021 fremlægges den forventede tidsplan.

Retligt grundlag

Den kommunale styrelseslov.

Handlemuligheder

Børne- og Udvalget kan tage status på Task Force-projektet til orientering.

Vurdering

Det er administrationens vurdering, at arbejdet med Task Force-projektet er godt i gang, og der er en god vilje til, at projektet lykkes blandt medarbejdere, ledere og de involverede samarbejdspartnere

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Social- og Projektchefen indstiller,

1.    at Børne- og Ungeudvalget tager status på Task Force-projektet til orientering.

Bilag

330-2021-189552

Bilag 1 - Status på Task Force-projektet i Afdeling for Børn og Familie

330-2021-191676

Bilag 2 - Udviklingsplan for 2021-2023 v.10

330-2021-200388

Bilag 3 - Statusoplæg

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 7. juni 2021:

Fraværende: 

Statusoplæg blev gennemgået og knyttes til sagen som bilag. Taget til efterretning.

Udvalget anerkender og værdsætter den store forandringsproces og positive udvikling, der foregår på det specialiserede børneområde blandt medarbejdere og ledere. Udvalget er tillige opmærksom på, at den offentlige omtale ikke altid afspejler den konkrete udvikling.

Udvalget får tilsendt organisationsdiagram med angivelse af medarbejdere.

569. Gensidig orientering (O)

569. Gensidig orientering (O)

Sagsnr.: 330-2017-90127               Dok.nr.: 330-2021-43403                                            Åbent

Kompetence: Børne- og Ungeudvalget

Beslutningstema

Børne- og Ungeudvalgets medlemmer og administrationen orienterer om aktuelle henvendelser, tiltag, projekter m.m.

Sagens indhold

1.    Orientering fra udvalgsformand

2.    Orientering fra udvalgsmedlemmer

3.    Orientering fra administrationen:

Intensivering af samarbejdet mellem Afdeling for Dagtilbud og Slagelse Kommunale Dagpleje

Afdeling for Dagtilbud og Slagelse Kommunale Dagpleje har iværksat en proces omkring at intensivere det indbyrdes samarbejde for at mindske læringsuligheden på 0-6 års-området.

Det sker ud fra et ønske om på bedre vis, at kunne udnytte de kompetencer og personaleressourcer, der er i administrationen i Afdeling for Dagtilbud og i Slagelse Kommunale Dagpleje – med blik for den fælles opgaveløsning. I den sammenhæng vil der særligt være fokus på:

-          Fælles kvalitetsudvikling omkring de pædagogiske tilsyn, i både dagtilbud og dagpleje, med henblik på at sikre større kontinuitet, uvildighed og mulighed for øget hyppighed.

-          Fælles kompetenceudvikling omkring tidlig indsats og anvendelse af fælles faglige værktøjer, som f.eks. sprogvurdering, tidlig opsporing og indsats (TOPI) m.m.

-          Samtænkning af visitationspraksis samt en række andre administrative og økonomiske opgaver.

-          Fælles blik på det samlede 0-6 års-område, herunder helhedsorientering omkring overgange i barnets liv.

-          Fælles administration og support af brugerløsninger (AULA, Hjernen & Hjertet m.v.)

Samarbejdet vil gradvist blive intensiveret, i en proces, hvor de medarbejdere, som i dag er med til at løfte de beskrevne opgaver, vil blive inddraget.

Fraværsrapporteringer

Opsummering af fraværsindberetninger og sammenligning mellem 4. kvartal 2020 og 1. kvartal 2021

I 1. kvartal 2021 er indberettet 22.215,5 fraværsdage for elever på kommunens folkeskoler og specialskoler, samt heltidsundervisningen under Ung Slagelse, hvilket svarer til 7,69% fraværsdage af det samlede antal elevdage. Sygefraværet udgør 8300 dage, imens det ulovlige fravær (6962,50 dage) og lovligt fravær (6953 dage) vægter stort set lige meget.

Sammenlignet med 4. kvartal 2020, er fraværet faldet fra 9,36% til 7,69% hvilket er bemærkelsesværdigt. En potentiel årsag til dette fald er eleverne har haft en del virtuelundervisning hjemme, og at særligt sårbare elever i den periode er blevet tilbudt nødundervisning med fysisk tilstedeværelse i mindre grupper på skolerne. Det kan også skyldes, at det har været udfordrende at vurdere, hvorvidt eleverne har været tilstede, hvis de f.eks. har skulle løse opgaver uden at skulle tilkendegive deres tilstedeværelse. Dernæst kan de være udfordrende at bevise, at en elev ikke er tilstede, hvis eleven ikke ønsker at have sit billede på i den virtuelle undervisning.

I 1. kvartal 2021 ligger 6 skoler over det gennemsnitlige fravær for kommunen i dette kvartal. De 5 af skolerne er specialiserede skoler, som ikke har været omfattet af nedlukningen, men hvor man bl.a. har oplevet udfordringer hos eleverne i forståelsen af, at de skulle møde i skole, når søskende tilknyttet ordinær skoletilbud ikke måtte tage i skole. Og hvor elever med pårørende i særlig risikogruppe ikke har kunne være fysisk tilstede.

Fra 4. kvartal 2020 til 1. kvartal 2021 har Storebæltskolen og Rosenkilde Skole som de eneste et sigende fravær på henholdsvis 8,49% og 5,02%. Dalmose Skole, Klostermarken Skole, Marievangsskolen og Søndermarkskolen har et fald på under 1%, imens Baggesen Skolen er den skole som har haft det største fald i fraværet nemlig 7,36%. Alt i alt har 21 ud af 23 skoler oplevet et fald i elevernes fravær fra 4. kvartal 2020 til 1. kvartal 2021.

Ved udgangen af 4. kvartal 2020 var der 730 elever på kommunens skoler og specialiserede tilbud med 15% fravær eller derover, dette tal er faldet til 670 elever ved udgangen af 1. kvartal. Et samlet fald af elever med 15% eller mere fravær, er 0,98% fra 4. kvartal 2020 til 1. kvartal 2021.   I den periode er det samlede elevtal (elever indskrevet på skolerne) faldet med 15 elever.

Indstilling

Kommunaldirektøren indstiller,

1.    at Børne- og Ungeudvalget orienteres.

Bilag

330-2021-186935

Bilag 1 - Fraværsrapportering 1. kvartal 2021

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 7. juni 2021:

Fraværende: 

Orienteringen taget til efterretning.

Helle Blak (UFP) foreslog høring af børn og unge i forhold til Kommuneplanen i det omfang, det er muligt.

570. Udvalgets input til kommende møder og dagsordenpunkter (B)

570. Udvalgets input til kommende møder og dagsordenpunkter (B)

Sagsnr.: 330-2018-6642                 Dok.nr.: 330-2020-494781                                          Åbent

Kompetence: Børne- og Ungeudvalget

Beslutningstema

Børne- og Ungeudvalget kan beslutte eventuelle input til kommende møder/dagsordenspunkter.

Sagens indhold

Administrationen udarbejder og opdaterer løbende oversigten over kommende sager til Børne- og Ungeudvalgets møder (bilag 1), samt den kvartalsopdelte årsplan (bilag 2). I den forbindelse har udvalget mulighed for at komme med deres input til emner eller dagsordenpunkter, som de ønsker behandlet på kommende møder.

Vurdering

Sagsoversigten og årsplanen er vigtige redskaber i planlægningen af kommende udvalgsmøder. Administrationen vurderer, at det skaber værdi, hvis Børne- og Ungeudvalget har input til kommende møder eller dagsordenpunkter. Så vidt det er muligt, vil administrationen imødekomme udvalgets ønsker om tidspunkt for behandling af tilføjede dagsordenpunkter.

Indstilling

Kommunaldirektøren indstiller,

1.    at Børne- og Ungeudvalget beslutter eventuelle input til kommende møder/dagsordenpunkter.

Bilag

330-2021-193133

Bilag 1 - Sagsoversigt pr. juni 2021

330-2021-193132

Bilag 2 - Ã…rsplan pr. juni 2021

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 7. juni 2021:

Fraværende: 

Ingen.

571. Pressemeddelelser (B)

571. Pressemeddelelser (B)

Sagsnr.: 330-2017-92251               Dok.nr.: 330-2021-43393                                            Åbent

Kompetence: Børne- og Ungeudvalget

Beslutningstema

Børne- og Ungeudvalget skal beslutte udsendelse af eventuelle pressemeddelelser og øvrig kommunikation i forlængelse af udvalgsmødet.

Indstilling

Kommunaldirektøren indstiller,

1.    at Børne- og Ungeudvalget beslutter udsendelse af eventuelle pressemeddelelser og øvrig kommunikation i forlængelse af udvalgsmødet.

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 7. juni 2021:

Fraværende: 

Følger.

572. Godkendelse af referat (B)

572. Godkendelse af referat (B)

Sagsnr.: 330-2017-89569               Dok.nr.: 330-2021-43416                                            Åbent

Kompetence: Børne- og Ungeudvalget

Beslutningstema

Børne- og Ungeudvalget skal godkende referatet.

Indstilling

Kommunaldirektøren indstiller,

1.    at Børne- og Ungeudvalget godkender referatet.

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 7. juni 2021:

Fraværende: 

Godkendt.