Kompetence
Børne- og Ungeudvalget
Beslutningstema
Børne- og Ungeudvalget skal beslutte rammerne for udvalgets tema- og dialogmøder i 2024 samt oplægget til udvalgets konferencedeltagelse og studieture i 2024.
Indstilling
Direktøren for Børn, Unge og Kultur indstiller,
1. at Børne- og Ungeudvalget beslutter, hvilke konferencer de ønsker at prioritere deltagelse i i 2024.
2. at Børne- og Ungeudvalget beslutter eventuel prioritering af udvalgets midler til afholdelse af en studietur.
3. at Børne- og Ungeudvalget beslutter mødestruktur og rammer for temamøder i 2024.
4. at Børne- og Ungeudvalget beslutter, hvorvidt der skal planlægges dialogmøder med udgangspunkt i de skitserede rammer, eller om der skal igangsættes en proces for revidering af rammerne.
Sagens indhold
På udvalgsmødet den 30. maj drøftede Børne- og Ungeudvalget ønskerne til tema- og dialogmøder samt deltagelse i konferencer og planlægning af eventuel studietur.
Omkostninger til konferencer, studietur, forplejning mm. afholdes af udvalgets eget budget. Hertil indgår forplejning til udvalgsmøder, dialogmøder og temamøder.
Børne- og Ungeudvalgets egen pulje:
Budget 2023 | Overført fra 2022 | Korrigeret budget 2023 | Budget 2024 |
123.720 | 86.836 | 210.556 | 123.720 |
Udgifter til Børne- og Ungeudvalgets drift er forplejning til udvalgsmøder, dialogmøder og temamøder. Gennemsnitligt er der i 2022 brugt ca. 1.200 kr. til forplejning pr. møde inkl. dialogmøder og temamøder.
Udvalget kan selv disponere over de til udvalget afsatte midler. Anvender udvalget ikke alle midlerne i 2024, overføres midlerne til 2025 ifm. overførselssagen. Udvalget har således mulighed for at spare op til mere omkostningstunge aktiviteter i 2025, hvis udvalget ønsker dette.
Konferencedeltagelse
KL's børn og unge topmøde d. 1.-2. feb. 2024.
Børn & Unge Topmødet er KL’s store kommunalpolitiske konference på børne- og ungeområdet. Topmødet er for kommunalpolitikere, forvaltningsdirektører og -chefer, samt alle øvrige interessenter på hele 0-18-årsområdet. KL's ungetræf
Økonomiestimat: Deltagelse i KL-konference med 2 overnatninger forventes at koste ca. 10.000 kr. pr deltager (deltagergebyr, 2 middage, transport). Deltagelse i KL konference af 1 dags varighed forventes at koste ca. 2.500 kr. pr. deltager.
Studieture
På mødet den 30. maj drøftede udvalget muligheden for en studietur til en kommune, der har fokus på varieret undervisning og trivselsdagsordenen. Derudover er det også en mulighed at tænke i en studietur til en kommune med en visionær klubstruktur, der er længere fremme i implementeringen.
Administrationen kan arbejde videre med at konkretisere planer for en mulig studietur i 2024 med hensyntagen til udvalgets økonomiske ramme.
Udvalgsmødernes fysiske placering
Administrationen foreslår, at Børne- og Ungeudvalget fortsætter med at afholde størstedelen af deres ordinære møder som en del af et besøg på en skole, i en klub eller et dagtilbud. Der veksles i udgangspunktet mellem virksomhedstype og geografisk placering, samtidig med at der tages hensyn til muligheden for at koble mødets fysiske placering med en aktuel sag på dagsordenen. Derudover suppleres med eksempelvis dialogmøder med interessenter, der kan afholdes på andre lokationer.
Foreløbigt er der planlagt følgende i forlængelse af de ordinære udvalgsmøder:
- Besøg på Nymarkskolen (november)
- Dialogmøde med Handicaprådet (december)
- Besøg i Nordlundens Idrætshus (januar)
På udvalgets november-møde fremlægger administrationen et halvårligt årshjul med forslag til mødesteder i 2024.
Temamøder
Temamøder kan afholdes på samme dag som udvalgsmøderne, eller de kan lægges på separate datoer. Konkrete emner til temamøder kan besluttes løbende af udvalget i god tid inden afholdelse.
På mødet den 30. maj drøftede udvalget muligheden for at afholde et temamøde, der kan fungere som en opstart af drøftelser af en fælles retning for skole- og dagtilbudsområdet. Børne- og Ungepolitikken (bilag 1) kan fungere som den overordnede ramme for dette arbejde.
Dialogmøder
Dialogmøder kan ligeledes afholdes på samme dag som udvalgsmøderne, eller de kan lægges på separate datoer. Konkrete emner til dialogmøder kan besluttes løbende af udvalget i god tid inden afholdelse.
Børne- og Ungeudvalget står på et grundlag, der giver mulighed for følgende dialogmøder:
- Et årligt dialogmøde med Handicaprådet i forlængelse af et udvalgsmøde. Dette var en del af samarbejdet parterne imellem i den tidligere byrådsperiode.
- Et årligt dialogmøde på en separat dato i august måned med en bred vifte af interessenter. Dialogmødet kan eventuelt deles i flere målgrupper (fx dagtilbud, klub og skole).
- Jf. § 16 i styrelsesvedtægten for skoleområdet (bilag 2) afholdes mindst to gange om året dialogmøde med repræsentanter for skolebestyrelser, skoleledere, relevante faglige organisationer samt Slagelse Kommunale Elevråd. Formålet med dialogmødet er drøftelse af spørgsmål om skoleområdets vilkår og udvikling. Administrationen vurderer, at det foreslåede dialogmødet i august måned kan udgøre det ene af de to dialogmøder beskrevet i styrelsesvedtægten.
- Jf. spor 2 i kommunens lokale ramme for skoleudviklingssamtaler (bilag 3) afholdes der i april og november måned i forlængelse af udvalgsmødet et dialogmøde med skoleledere fra 2-4 udvalgte skoler. Dette dialogmøde tager udgangspunkt i temaer fra budgettet og andre politiske fokuspunkter.
- Et årligt dialogmøde med repræsentanter for dagtilbuddenes forældrebestyrelser, dagtilbudsledere og relevante faglige organisationer på dagtilbudsområdet med fokus på dagtilbudsområdets vilkår og udvikling. En mulig pendant til dialogmødet på skoleområdet.
- Et årligt dialogmøde med repræsentanter for bestyrelser, klubledere og relevante faglige organisationer på klubområdet med fokus på klubområdets vilkår og udvikling. En mulig pendant til dialogmødet på skoleområdet.
- To årlige dialogmøder med 2-4 dagtilbud i forlængelse af et udvalgsmøde. En mulig pendant til dialogmøderne på skoleområdet.
Børne- og Ungeudvalget kan drøfte, om der er behov for at justere i rammen for dialogmøder vedrørende skoleområdet, idet der for at skabe ligevægt i antallet vedrørende skole-, dagtilbuds- og klubområdet vil skulle afholdes meget hyppige dialogmøder. Derudover kan udvalget drøfte, hvorvidt dialogmøder i udgangspunktet skal afvikles i forlængelse af et udvalgsmøde eller på separate datoer.
Der er mulighed for at lave en kobling til afholdelse af udvalgsmødet på en virksomhed og i stedet for 30 minutters rundvisning tænke i et egentligt dialogmøde med repræsentanter derfra.
Retligt grundlag
Den kommunale styrelseslov.
Handlemuligheder
I forhold til konferencedeltagelse kan Børne- og Ungeudvalget beslutte, hvilke konferencer de ønsker at prioritere deltagelse i i 2024.
I forhold til studieture kan Børne- og Ungeudvalget beslutte en eventuel prioritering af udvalgets midler til afholdelse heraf.
I forhold til temamøder kan Børne- og Ungeudvalget beslutte mødestruktur og rammer, herunder mødernes hyppighed, om de afholdes i forlængelse af et ordinært udvalgsmøde samt eventuelle emner.
I forhold til dialogmøder med interessenter har Børne- og Ungeudvalget følgende handlemuligheder:
A. Den foreslåede række af dialogmøder godkendes med eller uden ændringer, og det besluttes hvorvidt dialogmøderne afvikles i forlængelse af et udvalgsmøde eller på separate datoer.
B. Udvalgte dialogmøder slås sammen, fx ved at samle skoler, dagtilbud og klubber omkring et fælles tema. Dette vil skulle ske under fortsat hensyntagen til rammerne, der er udstukket af styrelsesvedtægten for skoleområdet samt rammen for skoleudviklingssamtaler. Det besluttes endvidere, hvorvidt dialogmøderne afvikles i forlængelse af et udvalgsmøde eller på separate datoer.
C. Rammen for dialogmøder på skoleområdet søges justeret, så der lettere skabes ligevægt områderne imellem. Dette kan indebære en revidering af styrelsesvedtægten for skoleområdet og/eller rammen for skoleudviklingssamtalerne. Revidering og den medfølgende høring vil kunne pågå primo 2024, hvor styrelsesvedtægten i forvejen forventes revideret med udgangspunkt i organisatoriske ændringer afledt af Budget 2024-2026.
Vurdering
Ingen bemærkninger.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Tværgående konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Sagens videre forløb
Såfremt udvalget beslutter at revidere rammerne for dialogmøder på skoleområdet ved at igangsætte en revidering af rammerne for skoleudviklingssamtaler og/eller styrelsesvedtægten for skoleområdet, kan arbejdet pågå primo 2024, hvor styrelsesvedtægten forventeligt i forvejen skal revideres. Børne- og Ungeudvalget vil få fremlagt høringssag som en del af denne proces.